Vi skal vækste næste år – igen!
Hvad vil vi egentligt sige med denne sætning, når vi som udgangspunkt har i tankerne:
At du siger det, den anden hører!
Hvad hører kollegaer så, chefen sige? I skal løbe stærkere. I løb ikke stærkt nok sidste år. I år skal vi løbe endnu stærkere. Hvad er den skjulte trussel i, at vi skal vækste igen?
Hvor skal vi vækste? Hvad skal vi vækste med? … og hvordan?
Verden er bestemt ikke blevet lettere at være i de sidste 12 måneder. Alt går rigtig stærkt, det fik jeg bevis for i torsdags, hvor deltog jeg på et webinar med innovator og futurist Louise Opprud. Nyligt hjemvendt fra Silicon Valley (verdens tech-centrum) delte Louise sine oplevelser og nyeste viden, og i min egen refleksion til det, hun delte om innovation, ai og digitalisering, var min første tanke, at vi næsten er forældet i vores gøren og laden, når vi har sovet 8 timer i træk.
90% af de udfordringer, vi står over for, handler om at få mennesker til at følge tempoet i de forandringer der er i gang – Astro Teller, datalog, forfatter og ekspert inden for intelligent teknologi.
Overordnet tror jeg, at de fleste er lidt pacificeret af det tempo, 2023 har sat, nogle gange føler jeg personlig, at jeg står som en anden bambi og kigger lige ind i lygterne af det godstog, der buldrer imod mig, totalt handlingslammet – og måske også en lille smule opgivende …
Vi er vel i virkeligheden alle en lille smule ramte af det informationsoverload, der er skyllet ind over verden de seneste år. Det virker så uendelig uoverskueligt at stoppe op og sige fra, fordi vi har fået at vide længe nok, at hvis vi ikke stiger med ombord på den vej, der er udstukket i udviklingens hellige navn, så kommer vi bagefter og taber kapløbet. Måske ville vi ikke være helt så trætte og helt så udtømte for energi, hvis vi selv var med til at sætte dagsordenen i vores egen hverdag, og trak bare lidt i håndbremsen mens vi fik en dialog om hvor rejsen gik hen, og ikke mindst hvordan vi ville foretage rejsen.
Det vil utvivlsomt være en rigtig god investering i mental sundhed blandt medarbejdere og den fremtidig udvikling i vores virksomheder, at få talt sammen om den måde vi ønsker at være i verden på – SAMMEN!
Og HVIS det er et vilkår at vækste år for år (det kunne vi måske også prøve at udfordre), så er der især tre ting, vi i det kommende år skal være ekstremt opmærksomme på i trivselsøjemed – både i forhold til os selv og i forhold til vores kollegaer.
Fordi vores hjerner for manges vedkommende p.t. er på overarbejde for at følge med i den teknologiske udvikling, er det yderst vigtigt, at vi som ansvarlige ledere og kollegaer holder øje med særligt tre ting:
1) Pauser – en god hjernepause genopretter alle kognitive celler
2) Motion/bevægelse – du bliver bedre til at løse problemer, tænke logisk og bruge hukommelsen, når du dyrker regelmæssig motion
3) Fokus på opgaver – monotasking, vi er hjernemæssigt ikke skabt til multitasking
Så giv dig selv og din organisation tilladelse til at udvikle en sund kultur i forhold til ovenstående. Dyk ned i de fantastiske muligheder og værktøjer der ligger og venter på at blive udfoldet i fællesskab. Lad de tre temaer blive omdrejningspunkt for dit trivselsarbejde i 2024, så du kan komme på forkant med de udfordringer der følger i kølvandet på den teknologiske udvikling.
Et sundheds- og trivselsfremmende fokus i din virksomhed er en forudsætning for at lykkes med de udfordringer vi kigger ind i både teknologisk og menneskeligt i den fremtid er buldrer derud af.
Med det i mente, hvad er så dit nytårs-fortsæt for det kommende år?
Mit er at bevare min nysgerrighed, samtidig med at jeg passe på mig selv og dem, jeg holder af.
Glædelig jul!
Foto: Andrea de Santis
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!