Indlæg

Hvorfor er jeg så træt?

Hvorfor er jeg så træt?

Det er, som om jeg på et år er blevet 80 år gammel og ikke magter mit fuldtidsjob. Er det vaccinen eller er det mig?

Rigtig mange går rundt med netop denne følelse lige nu. Det er, som om vi ikke magter helt det samme som før – eller i hvert fald ikke på samme præmis. Tempoet er kommet ned i gear, og vi arbejder anderledes med opgaverne, end vi gjorde tidligere. Vi er stadig super effektive, men noget er alligevel hændt, noget har ændret sig i vores tilgang til arbejde og vores måde at være i livet på.

At vende fysisk tilbage på vores arbejdsplads giver en anden rytme end den, vi har oparbejdet gennem de sidste 14-15 måneder. Det støjer mere at være fysisk sammen, og at skulle forholde os til kollegaer, ledere og vores fysiske arbejdsplads kan være en stor udfordring lige nu. Det er længe siden, vi sidst har været fysisk i rum med andre end vores nærmeste, så det kræver noget andet af os, hver især. Det kan godt være udmattende.

Nu skal vi igen stå tidligere op. Vi skal være sociale og involverende. Lidt sat på spidsen skal vi også til at tænke over, hvordan vi ser ud, hvad vi har på, og hvad vi skal have til frokost den pågældende dag. Den gamle struktur vender tilbage, vi skal planlægge dagen på en anden måde, end vi længe har været vant til. Vi bestemmer ikke længere selv over dagen og over, hvordan vi planlægger vores tid. Nu skal vi igen passe ind i faste rammer. Det kræver mere, end vi lige regner med. Så selvfølgelig er vi ekstra trætte, og selvfølgelig tager det tid at komme tilbage til de vante rammer.

Forventningsafstemning

Det giver uomtvisteligt rigtig mange uhensigtsmæssige tanker, uro og uvished hos den enkelte medarbejder i forhold til hvad fremtiden bringer. Den enkelte står over for en række svære valg i forhold til fortsat at opretholde en sund og funktionel hverdag. En hverdag der kan rumme hensynet til både arbejde, familie og fritid på den måde, vi nu har vænnet os til at være sammen – og alene. Normer og individuelle behov har givetvis ændret sig.

Hvis der ikke er meldt konkret ud, hvordan I vender tilbage og i hvilken rækkefølge og under hvilke forudsætninger, kan det let skabe unødvendigt støj og stress hos den enkelte.

Det er vigtigt, at alle med ledelsesansvar i din organisation tager en 1:1 samtale med hver enkelt medarbejder i sin afdeling for at skabe tryghed og afmystificere fremtiden.

• Hvordan har den enkelte medarbejder haft det gennem de sidste 14-15 måneder? Hvad har været godt? Hvad har været knap så godt?
• Hvordan har resultaterne været i den forgangne periode arbejdsmæssigt?
• Hvad står der på ønskesedlen hos den enkelte medarbejder? Kan det indfries? Hvad er kompromiset?
• Hvordan har du bestået som leder gennem perioden?
• Få afstemt forventninger til fremtidens arbejdsplads. Hvad kan lade sig gøre, og hvad kan ikke lade sig gøre?

Udskamningskultur

Husk, at give plads til at dine medarbejdere kommer ordentligt tilbage. Sig højt, at det er i orden, at det tager lidt tid med at finde sig til rette. Det er en proces, og for nogle kan det være hårdere end for andre at vende tilbage til den fysiske arbejdsplads. INGEN er på fuld kraft fra dag et, det tager tid at socialisere sig igen.

På lederniveau er det vigtigt at få drøftet virksomhedens holdning til vaccination/ikke vaccination og krav til test ved fremmøde. Hvornår forventes det, at man lader sig teste? Er i arbejdstiden eller uden for arbejdstiden?

Der kan let opstå en udskamningskultur, hvis ikke ledelsen går ud med en fælles fortælling, og en fælles holdning til den rummelighed eller mangel på samme, man ønsker at signalere til både medarbejdere, samarbejdspartnere og omverdenen generelt.

Det er følsomt. Vi er ikke alle enige, og vi har ikke nødvendigvis samme udgangspunkt. Til gengæld har vi med garanti forskellig kultur, opfattelser og verdensbilleder. Der er mange følelser i spil, og derfor er det ekstra vigtigt at tage stilling og endnu vigtigere at formidle et fælles, tydeligt og konkret budskab, så alle er klar over, hvilken vej pilen peger og den holdning der ligger bag.

Velkommen tilbage!

Foto: Toa Heftiba

Hvor meget slæber du med på ferie?

Hvad pakker du i din kuffert til sommerferien?

Ferien nærmer sig, og det er tid til at puste ud, men fik du lukket døren ordentligt til kontoret, fik du ryddet op på skrivebordet, inden du tog afsted? Hvis du gjorde, er der ingen grund til at læse videre.

MEN, hvis du ”stikker af” fra hverdagens trængsler, så kast et blik på nedenstående og mærk efter, om du måske har noget, der skal løses inden du tager afsted.

Mange tager på ferie i håb om at kunne glemme hverdagens udfordringer, altså dem der tynger, og håber, at samvær med familie og venner under varmere himmelstrøg mirakuløst fjerner alle trængsler. ”Skal bare lige ha’ det lidt på afstand, så kører det igen”, men gæt en gang? Det gør det bare ikke. Udfordringerne ligger der stadig, når du kommer hjem, og hvis familien og vennerne er dit quick-fix, så er der stor risiko for, at dit misbrug af deres positive energi i bytte for din egen negative energi blot er med til at skabe endnu flere problemer, når du kommer hjem. Ingen gider en distræt, træt og ugidelig partner, der skal underholdes og ikke byder ind på ferien, og som i den sidste uge i ferien igen begynder at bide ad familien, igen bliver fjern og fraværende i blikket og igen, igen skaber negativ energi.

SÅ, hvis chefens stemme er med i din kuffert, hvis opgaverne var uoverskuelige før du tog afsted, og hvis du sov dårligt om natten inden ferien, så er det kun blevet værre, når du vender hjem igen. Det tyngende åg presser luften endnu mere ud af dig, når du kommer retur, så du kan lige så godt tage kvælertag på dine spøgelser nu, FØR du stikker af på ferie.

Bestil tid hos din chef – god tid, også selv om han har travlt med at få ryddet op på sit eget bord inden ferien. Forlang, at han bruger tiden sammen med dig – om nødvendigt så sig til ham, at det gælder din fremtid i firmaet, så skal han nok lytte! Få talt om de ting, der halter. Hvis du har ønsker om at avancere, uddanne dig, blive en del af en ny gruppe eller andet, så sig det højt. Lav en plan for, hvordan ting, der slider eller udfordrer dig, kan ændres i fremtiden eller gøres anderledes, så du kan glæde dig til at komme tilbage efter ferien. Evaluer på de sidste 6 måneder. Du behøver ikke bruge ferien på at finde nyt arbejde, der kan med garanti gøres noget der, hvor du er. Det kræver bare mod at bede om hjælp og sige det højt, find modet!

Drik kaffe med dine kollegaer (altså, hvor du byder dem på kaffe – og det kan sagtens være i kantinen), del dine udfordringer med dem, byt evt. opgaver eller bed dem byde ind, lad dem evaluere din måde at gøre tingene på. Måske kæmper de med de samme udfordringer, måske har de en lettere, bedre eller mere struktureret måde at løse tingene på, som du ganske gratis kan tage til dig, og som kan lette din hverdag. Alt hvad det kræver er, at du tør åbne dig og spørge. Alle vil gerne hjælpe. Trivsel og glæde i hverdagen er noget, vi alle stræber efter, men ingen er tankelæsere, så du er nødt til at opsøge hjælpen, hvis du ønsker at modtage den.

Lav en plan for de næste 6 måneder, så du har styr på efteråret og ved, hvor du skal sætte ind, hvordan der skal prioriteres, og hvem du skal samarbejde med for at lykkes. På den måde kan du gå på ferie med ro i sindet og være noget for dem, du holder af, og forhåbentlig skal nyde de kommende uger sammen med.

Og husk nu at holde fri. Helt fri!

Luk ned for din mail. Sluk telefonen. Vær nærværende. Deltag aktivt og vis verden, hvem du er, når du ikke er på arbejde. Vær impulsiv, udvis opmærksomhed, mærk græsset mellem tæerne, vinden i dit hår, solen på din kind, hør fuglenes kvidren og vigtigst af alt: slap af og lad være med at fyld din ferie med 1000 gøremål. Kom ned i gear. Ked dig, kom helt der ud i tankerne, hvor du begynder at reflektere. Det er her fantasien begynder at sende dig gaver. Gaver, der kan blive til stor nytte i din fremtid og i din hverdag. Det er her de store tanker begynder, tanker der giver energi, smil på læberne og overskud til at turde lave de ændringer, du måske trænger til og går og drømmer om i dit liv.

Husk, der er kun én, der har ansvar for dit liv og din lykke… og det er dig selv.

God ferie!

Har du brug for sparring se https://kotu.dk/kotu/walk-talk-11/

Foto: Mohamed Ajufaan

Julen er da hjerternes fest…

Julen er da hjerternes fest…

Eller er det måske smerternes fest for de mange?

Fakta er, at det er den tid på året, hvor mange medarbejdere kommer tilbage efter nytår med en opsigelse, nogen siger endda op, inden de går fra på juleferie.

Det er nok lidt, som det er med skilsmisser. Der følger flest efter de store ferier. Vi får tid til at tænke og komme ned i gear.

Men i virkeligheden kan vi som ledere tage hånd om det længe inden, det kommer så vidt. Undersøgelser viser, at 8 ud af 10 medarbejdere opsiger deres job p.g.a. deres ledere. At lede andre kræver mere end blot høj IQ, det kræver emotionel følelsesintelligens. At have ansvar for andre kræver, at man tør følge sin intuition, føle nærvær og have mod til at stille de rigtige spørgsmål, og det bør man som leder gøre, inden de store ferier, så man imødegår de udfordringer, den enkelte medarbejder går rundt med.

Så det er ikke nok at sige tak med en julegave i december. Tænk på, hvad december ellers bringer af udfordringer for den enkelte.

Som virksomhed gør vi året op i december (eller halvåret), dvs. vi måler på resultater og ”vejer” vores medarbejders indsats i det forgangne år. Vi skuer mod et nyt år, dvs. vi starter forfra til januar og forventer en positiv indstilling, ny energi og visioner for fremtiden, når vi kommer tilbage. Men hvad giver vi dem med hjem på ferie?

Stress, udbrændthed eller ensomhed

Mange er trætte, udkørte og har givet det sidste, de havde i sig. De har haft julefrokost med kollegaerne, hvor der måske er kommet et par sandheder eller to på bordet. De har fået den årlige julegave ved juleafslutningen, som traditionen byder. Chefen har sagt glædelig jul, slået dem lidt på skulderen, og måske har han haft fem minutter, hvor han hen over bordet henslængt har spurgt til familien, og hvad de skal i julen, og nu går de så hjem.

Knap 50% af den danske befolkning er skilte, så hvad går de hjem til? Andre er trætte allerede inden, de går hjem på ferie, men de er trætte, fordi der allerede ligger et heftigt program, som er lagt i familiens skød, og som skal effektueres i alle fridagene.

Vi er bare mennesker, og når vi kommer hjem, og sidder og skuer lidt indad, får tid til fordybelse og til at mærke efter, så får vi ofte øje på de ting, som vi ikke har tid til at reflektere over i hverdagen. Det er helt naturligt at vores arbejdsmæssige såvel som de familiemæssige forhold kommer under lup. Det er jo de to ting, der fylder og skaber balance – eller det modsatte – i vores liv, og derfor kommer de under kærlig behandling, når vi holder fri og har tid til at tænke og tale med hinanden.

Samtidig bugner de sociale medier i december med billeder og opslag om, hvor lykkelige andre mennesker er. Hvor fantastisk familier de har. Hvor lækre deres venner og relationer er. Fest, glæde og smukke mennesker der alle flasher deres lykkelig liv – og ja, vi ved godt alle sammen, at rigtig mange er glansbilleder, og verden ser ganske anderledes ud inde bagved, men vi higer jo alle efter eventyret. Higer efter at mærke kærlighed, nærvær og at høre til, og specielt i højtiden bliver vi synlige som mennesker. Specielt her er vi sårbare.

Derfor er det uendelig vigtigt, at vi mødes med naturlig og ægte interesse og føler tryghed på vores arbejdsplads, når vi går på ferie, for det kan i bund og grund være det sted, der er vores holdepunkt i livet, og det sted, der giver os balance i hverdagen.

Forebyggelse til det kommende år

Stress kommer mange steder fra, når der er ubalance, men som ledere kan vi gøre rigtig meget for at imødegå det på arbejdspladsen, og her op mod jul er det måske ekstra vigtigt, at vi viser nærvær og empati, så vores medarbejdere går hjem med ro i hjertet og glæder sig til at komme tilbage igen efter ferien.

Så jeg vil gerne henlede opmærksomheden på en netop udkommet undersøgelse, der giver indsigt og inspiration til at imødegå stress på arbejdspladsen. Det er god julelæsning for ledere, der ønsker at gøre en forskel. Ledere der ønsker at afværge stress, og som gerne vil integrere værktøjer i deres virksomhed til gavn for medarbejdere og den udvikling, agil ledelse og agile virksomheder helt sikkert får brug for i fremtiden for at få succes.

Anbefalinger om stressforebyggelse til ledere landet over er netop udgivet fra Arbejdsmedicin i Herning og Hospitalsenhed Vest, der sammen har forestået et projekt, som kaster lys over lederes håndtering af medarbejderstress. Projektet er udarbejdet af Projektleder og psykolog, ph.d. Tanja Kirkegaard i samarbejde med psykolog, ph.d. Janne Skakon, Københavns Universitet.

Inspirationskatalog til arbejdet med psykisk arbejdsmiljø finder du her https://www.arbejdsmiljoweb.dk/media/4833665/stressforebyggelse-for-ledere_april2018.pdf

Læs også om de udfordringer agil ledelse kan give https://kotu.dk/agil-ledelse-kalder-paa-agil-stresshaandtering/

Rigtig god læselyst og glædelig jul ♥

Fotografi: Annie Spratt

Kvinde tjek din DNA

Kvinde tjek din DNA

Jeg havde fået en nytårsgave. ”Flyt dig på en halv dag” hed den. En workshop hos et menneske, som jeg i den grad har stor respekt for, og som hver gang, jeg ser hende, slår mig som en klippe, et autentisk menneske med personlig integritet, der samtidig formår at udtrykke dybe følelser og empati. Et menneske med en klogskab, en indsigt og et nærvær, som smitter og udvikler.

Så jeg var både spændt og forventningsfuld, da jeg drog af sted.

Selvfølgelig kørte vi forkert og kom lidt for sent. Jeg havde fået kørelejlighed med en kvinde, som jeg ikke kendte i forvejen. Vi havde talt os varme på den lange køretur, der, hvis GPS’en ikke havde vist forkert, havde været ret kort. Men det var åbenbart sådan, det skulle være, og vi var begge i godt humør, da vi nåede frem.

Anette stod ude på trappen og tog imod os. Det føltes næsten som at komme for sent i skole. Der stod skoleinspektøren og kiggede, småfnisende dukkede vi nakken og trippede ind. Vi blev nu taget kærligt imod, og fandt hurtigt vores pladser i lokalet.

En rundkreds af ene kvinder. Min første indskydelse var nysgerrighed og lidt forbehold. Jeg har aldrig været sådan en kvinde-kvinde. Jeg er mere en drengepige og har altid befundet mig bedre blandt drenge og senere blandt mandlige kollegaer. Jeg syntes, at kvinder er svære at læse og generelt ret komplicerede. De fylder meget, og der går tit hønsegård i tingene, når de er samlet. I bund og grund har jeg en stor del af mit liv forsøgt at undgå forsamlinger med alt for mange kvinder. Måske har jeg i virkeligheden været lidt bange for dem, det kan jeg ikke udelukke.

Systemiske mønstre

Men nu var jeg her, og sikke en broget flok. Det var ikke kvinder, jeg normalt ville søge, hvis jeg skal være helt ærlig. Lidt skræmmende, og så sejrede min nysgerrighed alligevel. At jeg ikke har følt mig tilpas i kvindenetværk og andre sammenhænge med mange kvinder gennem årene er jo ikke fordi, at jeg ikke har haft lyst. Jeg har bare ikke kunnet finde ud af spillereglerne, og derfor har jeg valgt mændene. Mænd er ligetil, ingen fikumdik, man kan læse dem som en åben bog, og de siger (for det meste) tingene lige ud. Men kvinder… uh, de er svære.

Spændt og iagttagende var jeg, da seancen gik i gang. Som i mange andre sammenhænge, når folk samles, er der altid en eller to, der tager teten. Det var der naturligvis også her. Anette styrede med sikker hånd tingene fra sin plads. Vi blev kort præsenteret, ingen titler, kun personen og hvorfor vi deltog denne dag.

Igen blev det bekræftet, at vi var mangfoldige og meget, meget forskellige. To havde netop mistet deres job. Det fyldte selvfølgelig en del og var noget, vi alle kunne forholde os til.

Med udgangspunkt i den ene deltagers situation, lavede Anette det, der hedder en systemisk opstilling. Her placerer hun os hver især fysisk på gulvet, eller rettere sagt, vi placerer os intuitivt hver især, der hvor vi føler, at vi skal stå i forhold til den rolle, hun gav os – kollektiv intelligens træder i kraft. Et puslespil bliver lagt, og pludselig afdækkes et mønster, man ikke tidligere kunne få øje på. For mit eget vedkommende, blev det en kæmpe aha-oplevelse.

Mønsteret viste sig at være bagudrettet. Den adfærd, man udviser i arbejdssituationer og i livet generelt, tager i virkeligheden udspring i det familiemønster, man kommer fra. Det kan trække spor adskillige generationer bagud. Wow, det var stof til eftertanke.

Det hele foregår i en tryg og kærlig atmosfære. Det er det også nødt til, for det går rigtig tæt på det enkelte menneske. Men kvinden, det her handlede om, fik virkelig et wake up call. Fra at fingeren måske pegede ret meget væk fra hende selv, fik hun pludselig fokus på egne handlinger. Måske var det i virkeligheden hende selv, der fremkaldte situationer, som hun slet ikke havde lyst til at havne i. Et meget, meget virkningsfuldt værktøj. Vi andre, som deltog, lærte mindst lige så meget om os selv af øvelsen.

Måske, fordi vi var så homogen en gruppe, opstod der en impuls i vores undervisers tilgang til dagen. En pludselig indskydelsen gjorde, at vi endte ud i et eksperiment, der ikke tidligere var prøvet. Et eksperiment der, for mit eget vedkommende, rørte ved rigtig mange følelser.

Kvindenetværk

Vi blev stillet på tre rækker.

Række et var vores aner. De kvinder der var gået forud for nutidens kvinder. Vores mødre, bedstemødre, oldemødre og generationer før dem. De kvinder der havde kæmpet og ofret sig for nutidens kvinders rettigheder og frihed.

I den midterste række stod nutidens kvinde.

I den tredje række stod fremtidens kvinder.

Opgaven var nu for nutidens kvinde at udtrykke, hvilke tanker hun havde med sig fra fortiden. Hvilke følelser det fremkaldte, når hun mærkede efter og skulle udtrykke sin taknemlighed for, hvad fortidens kvinder havde ofret, for at hun kunne stå der i dag. Fri og med alle de muligheder, hun havde haft med sig i livet. Fri til at gøre karriere, fri til at stemme, fri til at vælge til og fra, fri til at være kvinde, uafhængig af mænd, fordomme, undertrykkelse, hekseafbrænding, ydmygelser og meget mere.

Svaret var dyb taknemlighed, trykken for brystet og rigtig mange følelser, der var svære at holde inde.

Jeg stod i rækken med fortidens kvinder. Vi blev efterfølgende spurgt, hvad vi følte, når vi kiggede på nutidens kvinder. Det havde jeg det utroligt ambivalent med. Følte at jeg stod i et skisma.

Hele mit voksenliv, efter at jeg har fået børn, har jeg været forfulgt at dårlig samvittighed. Velvidende at det var en følelse, som jeg var nødt til at gøre op med. Hver gang man vælger noget til, så vælger man noget fra. Jeg ville i bund og grund gerne være hende moderen, der bagte boller og var hjemme, når børnene kom fra børnehave og skole.

Prisen for at gøre karriere som kvinde

Jeg ville gerne være mor med kæmpe M. Men jeg var den, der tjente de fleste penge, karrieren tog fart, jeg blev tilbudt jobs, som var interessante, deltog i bestyrelsesarbejde m.m. og hvis jeg nu løb stærkt nok, så nåede jeg jo det hele alligevel, troede jeg.

Men de seneste år har den dårlige samvittighed plaget mig voldsomt, og lige der på det sted, hvor jeg skulle sætte ord på taknemlighed overfor fortidens kvinder. Lige der, kunne jeg mærke vreden. Vreden over at familiemønstre verden over er i opbrud, vrede på vegne af de unge mennesker, jeg møder så mange steder på min vej. Unge mennesker, der ikke kan finde deres plads i livet, som føler et kæmpe pres i forhold til forventninger fra forældre, samfund og omgivelser. Unge som næsten har givet op over for livet og udfordringerne, længe inden de overhovedet er begyndt at leve, som voksne mennesker.

Jeg tænker ikke, at de er svagere, end vi var. Jeg tænker ikke, at de er mere forkælede, end vi var. De har helt sikkert mange flere materielle ting og penge, men det gør dem altså ikke lykkelige. Jeg tror desværre, at de føler sig enormt ensomme med deres valg og beslutninger. De har svært ved, at overskue alle de muligheder, verden byder ind med. Svært ved, at overskue alle de ting, de skal tage stilling til, når deres eneste spejling er mor og far, der et helt liv har løbet rigtig stærkt i hamsterhjulet for at skabe karriere og få succes. Med hvilket formål? For at bo stort og flot, for at købe et ekstra sommerhus, en båd eller en endnu større bil, men på bekostning af hvad?

Så her står jeg frustreret, ked af det og vred.

Vred over at fortidens kvinder har ofret familierne til fordel for frihed og karriere. Vred over at skilsmisseprocenterne er på 50 %. Vred over at unge går ned med stress og angst. Vred over at 18-20 % af alle elever på erhvervsuddannelser og gymnasier har gjort selvskade i form af brændemærkning og cutting mindst én gang. Hvor er vi henne?

Os, mødre eller fædre, der burde være hjemme, når de kommer fra skole, så vi kan være nærværende, kærlige og lyttende og hjælpe dem med at takle ensomhed, forvirring og udfordringer. Jeg taler ikke om curlingforældre. Jeg taler om den forpligtelse, vi har som forældre, overfor vores børn og unge.

Vi skal guide dem i livet. Alle mennesker har brug for, at bliver set og lyttet til. Familien er den eneste base, hvor vi kan være hudløst ærlige, og hvor vi kan forvente, at blive forstået og lyttet til. Hvor vi kan få et kram, og hvor nogen tørrer vores tårer væk, når verden er ond. Hvis ikke vi kan regne med vores familie, hvem kan vi så regne med?

Når vi er udfarende som forældre, både far og mor, hvor skal så overskuddet komme fra til at gide lytte, når vi kommer trætte hjem, når firmaet og jobbet kommer til at fylde mere i hverdagen end dem, vi lever sammen med. Hvordan skal vi så være gode forældre, ægtemænd og koner. Hvor skal overskuddet til at give kærlighed og opmærksomhed til vores familier komme fra? Og hvad er det for et forventningspres, vi lægger på vores børn og unge?

Har vi skabt en generation, hvor det at være en succes er forbundet med, hvor meget vi ejer, og hvor meget status vi har opnået? Og hvor det eneste saliggørende er at have en akademisk baggrund, hvis du vil have succes i livet?

Hvorfor har vi så travlt med at sende de unge i lige linje frem mod karriere, hvor bliver fjumreårene af? Barndommen hvor vi legede?

Men hvem skal de lege med, hvis de sidder inde bag hver sin skærm? Hvor er fællesskabet blevet af, tiden hvor vi spillede fodbold i parken med søskende og venner på kryds og tværs af aldre og formåen. Byggede huler, spillede krig på gaden, sjippede, spillede kantsten eller alle de øvrige ting vi lavede, når vi holdt fri. Ikke at forglemme kakao og boller hos Sten og Sørens mor, Else, hvor vi elskede at hænge ud, når vi blev trætte. Hvor skal vores børn opleve fællesskabet, forskelligheden og accepten af det enkelte menneske?

Vrede mod fortidens kvinder

Alle de tanker har jeg haft rigtig længe, så jeg kan slet ikke udtrykke den taknemlighed, de øvrige kvinder i lokalet står med. Jeg bliver i virkeligheden helt vildt ked af det og føler, at jeg har fucket mine børns liv op.

I mange år har jeg bildt mig selv ind, at det jo var sundt for mine børn at se mig som den selvstændige kvinde, jeg var. En kvinde med egen virksomhed, en kvinde der havde knoklet sig til succes og anerkendelse. En der kunne forsørge sig selv, og som var uafhængig af andre. Men efter at mine to piger er blevet voksne, er jeg blevet bevidst. Bevidst om mange ting. Selvfølgelig er de super stolte af mig. De syntes, at jeg har gjort det fantastisk, men de syntes også, at det har haft en pris. Uanset hvor hårdt jeg arbejder på at skabe balance lige nu, så kommer årene ikke tilbage, og de er begge gode til at sætte ord på. Ord der vækker tanker, og som rammer mit hjerte.

Men så træder en af fremtidens kvinder frem. Hun er ung, sikkert i slutningen af tyverne. Hun kigger intenst på mig, og så siger hun til mig, at hun er dybt taknemlig for, at der er kvinder som mig. Kvinder der har fucket op og gjort karriere, ofret sig for fremtidens kvinder. Det har givet hende indsigt i, at min generation af kvinder har knoklet sig blå i hovedet i forsøget på at få enderne til at nå sammen. Karriere, hjem, børn og mand. En ligning, der ikke kan gå op, og som klart giver dårlig samvittighed hele vejen rundt, hvis man er ærlig. Der er betalt en høj pris. Tilvalg og fravalg…

Men det, vi har vist hende og hendes generation, er, at de nu kan tage det bedste fra alle generationer og vælge til og fra uden dårlig samvittighed. De ved, at karriere ikke er lykken i sig selv, men at familien er nødt til at have højeste prioritet. Så derfor er hun taknemlig for mig og min slags. Hun er fri for at havne i sammen situation. Hun kan nu planlægge sit liv, så hun får det, hun ønsker, familie og karriere, men i samhørighed. Hun behøver ikke ofre sin familie for sin karriere, og omvendt. Samfundet har betalt prisen og er i gang med at rette ind. En ny tid er på vej.

Fremtidens familier er rustet til fremtiden. Samfundet ved godt, at der skal være balance. Arbejdsrelateret stress koster ifølge Stressforeningen hvert år samfundet 27 milliarder. I 2020 forudsiger eksperter, at stress er den tredjestørste folkesygdom i Danmark. Det er trods alt til at tage og føle på. Så noget skal der ske, vi har ikke råd til andet.

Da vi er færdige med øvelsen, er vi alle trætte, mætte af indtryk og lidt gladere. Vi har støttet og hjulpet hinanden gennem svære øvelser og været kvinder sammen. Det føltes stærkt. Rigtig stærkt. Specielt for mig, der aldrig rigtig har følt mig tilpas i situationer med mange kvinder. Det må jeg så tage til efterretning. Det sker nok ikke natten over, at jeg kommer til at danse i rundkreds med mange kvinder, men noget har det bestemt rørt ved indeni mig, og det har sat tanker i gang.

Kvinder kan noget helt særligt, det kunne vores forfædre også. Det skal vi have tilbage. Tid til hinanden som kvinder, netværke med hinanden som kvinder, hjælpe hinanden som kvinder. Vi kan udtrykke følelser og skabe fællesskab som ingen andre, når først paraderne kommer ned, og vi ser hinanden.

Så heldigvis blev mine fordomme og bekymringer gjort til skamme. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg deltager i noget ”kun” med kvinder. Det føltes næsten, som at komme hjem.

Stærke kvinder

Måske var det i virkeligheden den besked, der blev sendt fra fortidens kvinder. Vi skal holde mere sammen, vi kvinder. Sammen er vi stærke. Sammen kan vi noget helt særligt. I like!

Det var i øvrigt netop sammenholdet mellem kvinder, det at kunne trække på erfaringer fra forskellige generationer, at kunne sidde sammen med andre kvinder i forskellige aldre, med forskellig tilgang til livet, som vi gjorde den dag på workshoppen. Det var netop den konstellation, den unge kvinde efterlyste. Hun følte sig tit ensom i verden, som kvinde – den følelse kunne vi alle tilslutte os.

Alt for længe har verdens kvinder kæmpet alene, hjemme som ude. Vi har manglet opbakning fra andre kvinder. Så måske jeg må revidere min opfattelse omkring det med, at der skal flere kvinder ind i bestyrelserne. Jeg har i mange år tænkt, at det var værre vrøvl og nedværdigende for mit køn. Man skulle ikke ansætte kvinder bare for at udligne kvoterne og for at skabe ligestilling. Bedste mand på posten, var min holdning.

Men set i bakspejlet og når jeg tænker over, hvordan bestyrelsesposter besættes i mange bestyrelser, både i små og mellemstore virksomheder, så er det jo mændene, der peger på hinanden, en slags kammerateri. Det beviser i grunden bare, at mændene har været bedre til at bevare pladserne omkring lejrbålet. De har forstået, at hjælpe hinanden og støtte hinanden, modsat vi kvinder, der har spillet spillet på mændenes vilkår.

Nu må tiden være kommet til, at vi begynder at spille spillet på vores egne vilkår og hjælper hinanden på samme vis, som mændene gør. Kræver det, at vi fra samfundets side skal hjælpes ind i bestyrelser, ja, så må det jo være sådan, vi starter. Mændene har mange, mange års forspring i bestyrelserne, kvinderne skal først til at lære det, og det går langsomt, for langsomt, men hvis skyld er det?

Det er vores egen. Vi har stadig svært ved at anerkende hinanden, som kvinder. Vi tror stadig, at det er vigtigt at være en af gutterne, og derfor er vi for dårlige til at pege på hinanden til bestyrelsesposter. Det er lettere at acceptere endnu en mand, så man får et skulderklap af gutterne og ikke skal konkurrere med en anden kvinde om anerkendelse fra de øvrige bestyrelsesmedlemmer.

For mange virksomheder vil det betyde en kæmpe forskel at få kvinder ind i deres bestyrelse. De faglige kompetencer skal naturligvis være på plads, både hos mænd og kvinder, men når vi ser ud over disse, så er mænd og kvinder jo markant forskellige i deres tankegang og tilgang til tingene. En virksomhed har i den grad brug for begge køn i sin bestyrelse, så den kan varetage alle ansattes, kunders og øvrige samarbejdspartneres interesser. Både maskuline og feminine interesser så at sige.

Kvoterne er der, og i stedet for at blive irriteret over den indgriben, der følger med sådanne, så vend det til noget positivt. Vend det til en ny mulighed for udvikling, og find så bedste kvinde til posten. Der er et utal at vælge imellem, og man må stadig gerne være kritisk.

Et opgør mod forstokkede holdninger

I en tid hvor man stadig støder på mænd, der er afstumpede og bange for kvinder, er der brug for, at nogen går forrest og tør tage stafetten.

Som skræmmeeksempel på, hvorfor vi har brug for forandring, kan jeg bare nævne min egen hjemby, Silkeborg. Her hørte jeg for nyligt, at der i et ansættelsesudvalg til en markant stilling som direktør til en af byens største virksomheder – endda en af halv-offentlig karakter – havde siddet en mand, som i øvrigt har stor magt og indflydelse i byen, og som sidder med i mange bestyrelser. Han skulle efter sigende have udtrykt følgende under mødet: ”Vi skal fadme ikke have ansat nogen kællinger,” og så blev der grinet lystigt. Der blev naturligvis ansat en mandlig direktør.

Men det er da ikke i orden. Og uanset om man har grinet med eller forholdt sig tavst, så skulle man skamme sig. Ved ikke at reagere og stoppe et menneske som ham, lader man jo mange års udvikling dykke ned i middelalderlige forhold. Hvad bliver det næste, hekseafbrænding?

De har helt sikkert glemt deres egne mødres, bedstemødres og oldemødres kampe for at blive frie mennesker, frie af undertrykkelse, degradering og nedværdigelse. Frie til at blive hele mennesker, til at føle værdi og værdighed. Fy!

Men hvis tingene skal ændres, kan det kun gøres i fællesskab og med respekt for hinanden. Og det forpligter. De kvinder, der kommer i bestyrelser, skal formå at byde ind og fylde pladsen ud. De skal om nogen kæmpe for at vinde respekt omkring deres arbejde, og de skal ikke være en spejling af mændene. De skal være kvinder med alt hvad det indebærer, og de skal være stolte af at være det, skal de! Mænd og kvinder kan noget særligt hver især, og sammen er de fuldendte og stærke. Rustet til fremtiden.

Så kæmpe tak til dig, Anette Raaby, for en fantastisk workshop. Jeg har i hvert fald ”flyttet mig på en halv dag”, og kan varmt anbefale andre at gøre det samme.