Indlæg

Brøler du bare?

/0 Kommentarer/i /af

Brøler du bare?

Hvilke forudsætninger/kompetencer kalder fremtiden på blandt vores børn og unge?

Jeg er optaget af min facilitatoruddannelse i Billund hos CoC Playful Minds, hvor der er fokus på børn og unge i forbindelse med facilitering og samskabelse.

Noget af det, der har bidt sig ekstra fast i mit hoved, er det forhold, at vores kreativitet topper og langsomt forsvinder fra 10-års alderen, hvis vi ikke gør noget!

Hvordan får vi den så tilbage igen? OG hvad betyder det, hvis vi ikke gør?

Forskning har vist at kreativiteten stiger 60% under en gåtur, og oplevelsen sidder langt længere i kroppen. Lad os derfor håbe, at tendensen med Walk&Talk og gåture i landets skove fortsætter – i fritiden såvel som under arbejde og uddannelse.

Måske bør folkeskoler og uddannelsesinstitutioner henlægge en del af deres undervisning til gåture. Det vil måske endda afhjælpe nogle af de mange udfordringer, der vokser frem omkring ensomhed og angst.

Betyder det noget, at vi ikke tør være kreative, at vi ikke udfolder vores fantasi? Er det derfor, vi bliver begrænsede og angste for at fejle i vores voksenliv? Det leder til endnu et spørgsmål. Hvis vi ikke tør fejle, hvordan skal vi så udvikle os og lære?

Det er tankevækkende at mange af os som børn elsker at tegne små figurer, pindemænd og -koner, fantasien hjælper os på vej, det behøver ikke at være perfekt, historierne opstår undervejs, og vores fine tegninger bliver til eventyr, vi stolte viser frem. Vi prøver os frem og er ikke begrænsede af alt det, vi senere i den bevidsthed, der opstår omkring tredje klasse, bliver bedømt på, og som viser sig enten at være korrekt gengivet eller forkert gengivet i vores tegninger.

Det vil sige, at vi i alderen 10-12 år lærer, at vi enten er gode eller dårlige til at tegne. Vi ved det faktisk ikke, før nogen fortæller os det, når de begynder at give os karakter, måle os op mod andre og korrigerer og synliggør, at vores tændstikmænd og -kvinder ikke er mere og andet end tændstikmænd og -kvinder. I den kontekst ligger det, at vores tegninger ikke er gode nok, og det registreres for første gang som et chok i vores bevidsthed, vores tryghed forsvinder, og oplevelsen sætter sig muligvis som et traume.

Jeg har mødt utallige voksne, der ikke siden 10-12-års alderen har rørt en farveblyant eller tegnet så meget som en krusedulle i angst for endnu engang at blive afsløret i, at de ikke kan tegne perfekte tændstikmænd og -kvinder. Nogle har i den sammenhæng glemt at fortælle dem, at det slet ikke er resultatet, der tæller, men processen og vejen derhen.

Hvem husker ikke det foldede stykke papir, hvor man tegnede videre på hinandens tegning og til sidst fik et fantasidyr eller en fantasifigur i mangfoldige farver og med mangfoldige udtryk? En fantastisk historie blev formidlet i fællesskab, og enhver bragte sit med til tegningen, alle havde værdi for historien.

Så er det, der mangler, for at vi kan udvikle vores fantasi og kreativitet, blot tryghed!

Koblet med den viden vi har, om at børn i dag har en meget mindre aktionsradius (bevægelsesfrihed) i forhold til tidligere – hvilket igen har store konsekvenser for deres fysiske og psykologiske udvikling, kunne man måske afhjælpe flere fremtidige udfordringer i undervisningsformen, ved at kigge på leg og læring.

Det, vi kigger ind i, i Billund og på uddannelsen som facilitator, er i særdeleshed samskabelse med børn. Her har vi et særligt fokus på tryghed. Tryghed i gruppearbejde. At skabe tryghed i form af refleksioner to og to frem for mange elever i grupperne. At vænne børn til korte refleksioner med forskellige partnere i hverdagen.

Måske gælder det også for vores unge, måske har de også brug for mere tryghed!

Måske har de brug for at finde tilbage til deres kerne af kreativitet, få deres bevægelsesfrihed tilbage og skabe trygheden to og to ad gangen, så fundamentet til resten af livets udfordringer kommer rigtig på plads, og de får lyst og mod til at udfolde sig igen – alle sammen!

I et samfund, hvor alting ændrer sig i hast, hvor kravene til den enkeltes faglige kompetencer og det akademiske niveau er blevet skyhøje, hvor det er en forudsætning at være forandrings- og omstillingsparat, at kunne samarbejde tværfaglig og i teams, være agil og forstå det digital mulighedsrum, er udfordringerne til at få øje på i forhold til de omkostninger, der er begyndt at dukke op hos den kommende generation.

Måske er det på tide at stoppe op og tænke over fremtiden og de værktøjer, der er til rådighed ud fra de krav, vi stiller. Er de tilstrækkelige? Hjælper det at gøre mere af det samme, eller skal der helt nye metoder i brug? Skal vi måske have den helt grundlæggende tillid tilbage på banen?

“Børn skal have en opdragelse, der svarer ikke til den nuværende, men derimod den fremtidigt bedre tilstand for menneskeheden. Det vil sige, til meningen med menneskeheden og hele dens bestemmelse” (Immanuel Kant 2000, 58).

Det, der vejer tungest i forhold til at arbejde succesfuldt i teams/grupper – som jo er en forudsætning for at lykkes som menneske i dag, er særligt tre kompetencer:

Relationskompetence

Refleksionskompetence

Meningskompetence

Disse tre kompetencer skal mestres af det enkelte menneske, hvis vi som samfund skal overleve.

Derfor er det en forudsætning, at dem, det handler om, skal inddrages!

Vi kræver mange ting og sætter ofte barren højt i vores bestræbelse efter at skabe resultater, men hvis vi ikke gør os den ulejlighed at spørge, hvad der giver mening for dem, der tegner vores fremtid, så misser vi den åbenlyse chance for at samskabe et bedre og mere holdbart fundament – og måske køber de i virkeligheden ikke ind på vores præmis, så kan vi jo stå der med alle vores krav, ene og alene …

”Fremtiden kalder på fællesskaber. Når man ved, at globalisering er et livsvilkår, at læring er socialt-kulturelt betinget, at kundskaber i sig selv har en hurtig udløbsdato, at omsætningshastigheden på viden stiger og stiger, at uddannelsessystemet skal levere livsduelige mennesker og effektive medarbejdere, så er fremsynet undervisning og opdragelse i skolen nødvendigt! ” (Helle Bjerresgaard, Kvan. S.54-69, Tidsskrift for læreruddannelse og skole nr. 107.)

Så hvilke tanker gør du dig om fremtiden og dine børn og unges lykke? Fremtidens arbejdsplads og samarbejdsformer?

Måske giver CoC Playful Minds samskabelsesstjerne, det etiske ansvar/bevidste børnesyn også mening for dig:

En fælles sag – engagerende fællesskab om at skabe noget sammen

Meningsfuldhed – motivation og glæden ved at fordybe sig sammen med andre med forskellige formål

Ligeværd – ligeværdige relationer og anerkendelse af den nødvendige forskellighed

Tillid – tillidsfulde relationer og rum der skaber tryghed til hinanden og til processen

Tydelige rammer – troværdighed i forskellige formål, proces, aftaler, relationer og roller

De kan noget helt særligt hos CoC Playful Minds. Det starter med vores børnesyn. Fremtiden skal samskabes med dem, der skal leve i den …

Fotograf: Jean Wimmerlin

Når konkursen rammer

/0 Kommentarer/i /af

Når konkursen rammer

Konkurs er ikke kun en erhvervsting, det er også personligt, så hvordan føles det?

Jeg lever i dag af at rådgive andre om deres arbejdsliv, deres strategier, samarbejdet i ledelsen og på tværs af deres organisation. Jeg hjælper kort fortalt virksomheder med at skabe bedre resultater via deres kommunikation og interne trivselsarbejde. Jeg rådgiver også i privat regi som coach for par, singler og unge med udfordringer.

Hvad berettiger mig til det? Er jeg klogere, bedre og har mere erfaring end dem, jeg rådgiver?

Hm, nok ikke, men jeg har gjort det til min levevej, og derfor har jeg gennem de sidste mange år søgt indgående viden og ad den vej fået indsigt og læring om lige netop de ting, der spejler adfærd, kommunikation og konflikthåndtering. Jeg har lagt mig fladt ned i mit eget liv og kigget på alt det, der er gået godt, og alt det, der ikke er, og så har jeg kogt lagen godt og grundigt ind og rejst mig igen for at hjælpe andre i lignende situationer. Jeg har naturligvis også uddannet mig undervejs, så jeg kan dokumentere, at mine værktøjer er valide og virksomme.

I kender det garanteret godt, det der med at sidde på en café og kigge på mennesker i stilhed. Se hvordan vi gebærder os, se hvordan vi gestikulerer, hvordan vi spejler os og taler med hinanden og andre. Det er en enorm lærerig måde at betragte livet, kulturen og det enkelte menneske på.

Sådan har jeg i de sidste mange år betragtet dem, jeg har mødt – professionelt og privat. Set hvordan de har været i livet, set deres glæder og sorger, betragtet deres konflikter, adfærdsmønstre og ageren. Uden at dømme har jeg noteret mig, hvordan vi som mennesker agerer og bevæger os rundt blandt hinanden, hvad der skaber læring og udvikling, og hvad der ikke gør.

Og ikke at jeg tager patent på sandheden, men det har givet mig en særlig indsigt. En særlig viden og en nysgerrighed på, hvordan vi løser konflikter, bliver klogere og tackler udfordringer. Hvad siger vi med vores krop og sprog, verbalt og non-verbalt, og hvordan kommer vores intuitive sprog op til overfladen, når vi bliver presset. Vores systemer og mønstre ligger så dybt og så forankrede, at vi mange gange rent retorisk ikke selv har kontrol over den kommunikation, der dukker op i de enkelte situationer – i hvert fald så længe vi ikke er bevidste om det!

Med udgangspunkt i min læring, mit arbejde med trivselsfremmende adfærd i virksomheder, mit coachingarbejde og med baggrund i min egen konkurs tilbage i 2016, holdt jeg i juni et to-timers indlæg om krise-psykologi i forhold til, hvad der er afgørende i dialogen med en kriseramt person og dennes familie. Alle de spor der sætter sig og skaber den platform, hvorfra man enten kan træde ind i offerrollen og lægge sig ned eller rejse sig som kriger og kommer videre i livet.

Indlægget blev afholdt for 20 af landets Early Warning konsulenter på deres 2-dags seminar, der blev afholdt for første gang i år.

For at give et lille indblik i den verden man befinder sig i som kriseramt/konkursramt, benyttede jeg en øvelse, der var designet til at udfordre de enkelte deltagere på deres grænser og intimitet – nøjagtig som kriseramte mennesker rammes, hver gang de møder et andet menneske og skal dele deres historie, frivilligt eller tvunget.

Jeg bad hver deltager trække et Tankevækkerkort/samtalekort fra de tre borde nederst i lokalet, hvor jeg havde bredt kortene ud. Hvert kort har et billede på den ene side og et livscitat på den anden. Kortene har jeg selv udviklet gennem årene. De aktiverer det der ligger øverst i bevidstheden hos den enkelte, så når spørgsmålet/opgaven er defineret, vil øjet automatisk fange det billede eller den sætning, der kan frisætte det, der presser sig på.

Inden de begav sig ned i lokalet, fortalte jeg dem, hvad opgaven gik ud på. De skulle hver især trække det kort, der tiltrak deres øje. Herefter skulle de finde sammen to og to med en de ikke kendte eller havde ringe indsigt i, og så skulle de fortælle hinanden noget personligt, de aldrig tidligere havde delt med nogen og vigtigst af alt, så skulle det være en grænseoverskridende oplevelse, tangerende det intimiderende, de skulle dele med hinanden. Det var ikke historier, der efterfølgende skulle deles med de øvrige deltagere, men de skulle bryde grænser med hinanden.

Der blev meget stille i lokalet, og da de kom tilbage efter 10-15 minutters samtale, vidste jeg erfaringsmæssigt godt, at mange havde talt om alt muligt andet og slet ikke havde haft lyst til at dele sådanne oplevelser – det var i virkeligheden det, opgaven gik ud på at belyse.

Det kastede lys over, hvor svært det er som menneske i almindelighed, at dele de ting, der betyder noget for os hver i sær. Særligt de ting, der er svære og gør ondt. Så når et konkursramt/kriseramt menneske, bliver invaderet af advokater, bankfolk, revisorer, erhvervskollegaer, behandlere, jobcenterkonsulenter og mange andre, der træder ind i ens liv og pludselig forventer at få adgang til det mest intime, så bliver det en udfordring. Det personlige værn, man tidligere har haft, som har skærmet en mod krænkelser og intimidering, er pludselig fjernet. Alt bliver endevendt, og der er stor risiko for, at man føler sig rendt over ende.

Selv den advokat, man har hyret, bliver pludselig bankens bedste ven, og fordi man aldrig har stået i situationen tidligere, er man slet ikke forberedt, kender ikke forløbet, ved ikke at det er sådan gamet fungerer, og at et konkursforløb kan vare et helt år eller længere, før den endelige konkurs er stadfæstet, og man måske kan rejse sig og komme til hægterne igen.

Det føles, som om man er tilskuer i sit eget liv. Som om man befinder sig i en boble/et vakuum, hvor man dag for dag bliver mere og mere afklædt, og fordi man fra den ene dag til den anden pludselig går fra at være stor succes til stor fiasko (i eget hoved), bliver man fuldstændig handlingslammet i en lang periode.

Nøjagtig som de 20 konsulenter pludselig blev det, da de skulle dele intime oplevelser med en fremmed, den dag på deres seminar. Følelsen af ikke at kunne sige nej, men samtidig ikke have lyst til at give personlig indsigt til en fremmed, er nøjagtig den følelse en konkursramt/kriseramt person går rundt med. De kan ikke sige nej tak.

Det kræves af dem hver dag, måske gennem et helt år eller længere, at de lægger alle informationer på bordet, åbner op for deres livsværk og deler ud af de mest intime detaljer, privat og erhvervsmæssigt.

Mange gange gennem en lang og opslidende konkurs/krise glemmer advokater, bankfolk, revisorer og alle andre at spørge om det mest basale og helt grundlæggende: Hvordan har du det i grunden, sådan helt inde i dit hjerte? Kan du sove om natten? Får du noget at spise? Hvem har du at tale med om alt det her? Ofte er man alene, man kan ikke engang tale med familie eller venner om tingene. Det er jo skamfuldt, og man føler skyld, fordi man er endt i en konkurs-/krisesituation, og økonomisk hiver man måske familien med i faldet. Alt ender med at blive mekanisk, noget du bare gør, fordi andre beder om det.

Derfor var det en virkelig lærerig oplevelse, da konsulenterne skulle ”blotte” intime detaljer om sig selv over for en ”fremmed”, og reaktionerne udeblev bestemt heller ikke.

Efterfølgende blev jeg kontaktet af flere af deres konsulenter for yderlige dialog. En af dem udtrykte følgende på deres interne platform:

”I juni 2021 deltog vi i Early Warning regi på et to-dags Livline-kursus i Vejle – i øvrigt et godt kursus!

Jeg vil gerne fremhæve et indlæg, der omhandlede krise-psykologi, hvor Annette Friese havde et (personligt stærkt) indlæg, om hvad der sker med en virksomhedsejer, hvor succes bliver til fiasko, og fiasko til succes. Annette har skrevet bogen ”Kan du høre dit hjerte kalde?” som jeg efterfølgende købte. Jeg kan anbefale jer at købe bogen – den gav god værdi for mig.”
(Knud Qvist Lauritsen, Early Warning Rådgiver siden oktober 2015)

Indlægget og tilbagemeldingerne fik mig til at reflektere over alt det, der er hændt i mit eget liv siden 2016.

Intet er let, alt er svært i en krise, særligt første gang! Til gengæld er alt også muligt – og gevinsten er den læring, der følger med på godt og ondt. I morgen er en ny start!

Har jeg været nervøs gennem Covid-19? Det kan du bide skeer på, at jeg har!

Har jeg hængt i nødbremsen og tænkt konkurs igen? Åh ja, mange gange!

Hvad er anderledes denne gang? Jeg har prøvet det før, og jeg ved, at jeg kommer igennem det som menneske, hvis uheldet igen skulle være ude!

Hvad har tidligere konkurs lært mig? At bede om hjælp. Jeg er ikke vanvittig god til det endnu, men jeg øver mig hver dag, for det er vigtigt!

Hvad er mit bedste råd til konkursramte/kriseramte erhvervsledere? Lad være med at gemme dig, rank ryggen og bed om hjælp i tide. Du har uden tvivl gjort dit bedste, og i det mindste har du haft hånden på kogepladen og prøvet – alternativet var værre!

Hvad husker jeg bedst fra min egen konkurs? En god ven hviskede mig i øret, da jeg hang længst ude på grenen, lige før konkursen ramte: Vi har alle sammen prøvet at være helt tæt på en konkurs, Annette, ingen går fri, nogle er bare heldigere end andre og klarer rejsen tilbage på solid grund i tide. Så der er ikke noget at være flov eller skamfuld over!

Den sætning har jeg taget med mig videre ud i livet. Det var de ord, der gav mig luft, og de ord, der hjalp mig op igen. Om det så er held eller dygtighed, der hjælper folk gennem en krise, det er nok en sandhed med modifikation, men dem, du omgiver dig med i din hverdag, er også dem, der hjælper dig tilbage på sporet – eller ikke. Så det er måske værd at kigge dig omkring og spørge dig selv, om det er den besætning, du har lyst til at have ombord, hvis stormen rammer – både privat og i erhvervsregi!

En bankdirektør sagde engang til mig, da han hævede renten: Det er dyrt at være fattig – og det er sandt!

Men tro flytter bjerge, og konkurs eller krise er kun et øjebliksbillede i et helt liv, og den læring, der følger med, er uerstattelig – mange gange gør det dig i virkeligheden til et langt bedre menneske.

Har du lyst til at læse mere om Tankevækkerne, købe dem eller min bog, finder du begge dele på KOTU’s hjemmeside www.kotu.dk – (kortene kommer på lager medio august)

Ønsker du at tilmelde dig min blog – og i fremtiden modtage mit seneste blogindlæg direkte i din postkasse, kan du gøre det lige her: https://kotu.dk/kontakt/kontakt-info/

Sidst, men ikke mindst, kan du læse mere om Early Warnings fantastiske arbejde med kriseramte virksomheder https://earlywarning.dk/om-early-warning/om-early-warning 

Mistrivsel er din egen skyld – så for den …

/0 Kommentarer/i /af

Mistrivsel er din egen skyld – så for den…

Jeg ved godt, at det er et voldsomt postulat, men måske du er enig, når du har læst denne blog færdig. Jeg mener det ikke så slemt, som det står skrevet, dog er der et kraftigt drys af sandhed i overskriften.

De sidste snart tre ugers arbejde med unge elever på de tre FGU-skoler i Midt-Vest har givet mig syn for sagen. Blandt de tre grupper har der været rigtig stor divergens i sammensætningen, tilgangen og måden de interagerede blandt hinanden. Interessant at få adgang til og indblik i.

Mine iagttagelser gennem perioden viser, at der er tre ting, der for alvor skaber udfordringer:

– Frivillighed eller tvang (har du selv valgt at deltage, eller har nogen valgt det for dig)

– Har du været med fra starten eller bryder du ind midt i aktiviteten (manglende indsigt og opbygningen af den
tillid, der skabes fra starten i et projekt, skaber ubalance mellem deltagerne)

– Kommer du for at give eller for at tage (personprofilers tilgang betyder mere, end du regner med for tillid og
fællesskab)

Min ”mission” med samtalerummene og undervisningen i adfærd og kommunikation hos FGU-skolerne udspringer helt naturligt fra mit arbejde med trivsel og stressforebyggelse i virksomheder. Her er jeg, et utal af gange gennem de senere år, blevet forundret over den massivt manglende indsigt mange ansatte og ledere har, når det kommer til konflikthåndtering og den betydning, personprofiler, verdensbilleder og kultur har for udvikling og vækst.

Livslæring

Når jeg kigger indad, er det den nøjagtig samme tomme værktøjskasse, jeg selv var i besiddelse af i mange år, indtil jeg besluttede mig for at blive klogere på mennesker og begyndte min indre rejse frem imod den, jeg er i dag. Ikke nogen let rejse, det indrømmer jeg, men for hulen hvor ville jeg gerne have haft de værktøjer, jeg har i dag, langt tidligere i mit liv, gerne i min ungdom. Meget ville have været lettere og mange kampe og nederlag ville være undgået.

Nogle vil sikkert påstå, at det har givet hår på brystet at tage kampene, og det har de for så vidt også ret i, men jeg havde jo ikke behøvet at gå i stykker undervejs, og jeg var uden tvivl blevet en bedre mor, kone, ven, leder og kollega, hvis jeg havde haft de rigtige værktøjer til at imødegå konflikter, manglende forståelse og et selvbillede, der skabte unødvendige udfordringer i forhold til det perfekte glansbillede i mit liv.

Livet havde helt sikkert udfoldet sig anderledes, hvis jeg ikke var blevet fastholdt i negative mønstre, manglende selvværd og et ønske om accept og anerkendelse de forkerte steder, udelukkende fordi den arv og kultur, jeg havde med hjemme fra, havde sendt mig i en forkert retning. Måske havde jeg haft en alternativ vej at gå og en større selvindsigt, der igen havde åbnet nye muligheder og kastet *ulven hen i ringhjørnet for at give plads til giraffen.

Lige netop disse betragtninger var udgangspunktet da jeg for tre år siden begyndte at udvikle på tankevækkerne (samtalekort). Jeg havde et dybtfølt ønske om at hjælpe andre til refleksion og dialog. Jeg ønskede ikke for nogen, at de skulle gå i stykker p.g.a. stress, angst eller ensomhed, og kunne kortene bare hjælpe én eneste til at reflektere og få mod på at arbejde med selvindsigt og dermed tilegne sig nye værktøjer, så ville min mission være lykkedes.

At jeg så på grund af Coronavirus landede hos FGU Midt-Vest, er ingen tilfældighed. Jeg har en grundlæggende tro på, at vi møder det, vi skal møde i livet, og når vi er klar, så folder tingene sig ud. Intet er tilfældigt, alt er læring, og vel blev jeg som så mange andre væltet omkuld af Coronavirus, men livet bugtede sig i en ny retning, og her står jeg nu.

Kommunikation fremmer forståelsen

Gaven er, at jeg har fået lov til at arbejde med kommunikation og adfærd sammen med de unge på skolerne. Jeg har fået lov til at trykprøve, teste og udfordre på alle måder i forhold til, hvordan vi kommunikerer før, under og efter refleksion, læring og indsigt. Hvordan vi ændrer vores tilgang og adfærd over for hinanden i forskellige sammenhænge afhængig af, hvem vi bliver sat sammen med og hvilke personligheder vi møder.

Jeg har ved selvsyn set, hvordan de unge ændrer sig, jo mere indsigt og forståelse de får om og for hinanden. Hvilken betydning deres individuelle personprofil har haft i mødet med andre, tilgangen til livet, deres verdensbilleder og kulturen, de har med hjemme fra. Hver i sær er de vokset og har fået øje på muligheder frem for begrænsninger. De har spejlet sig i hinanden via de interaktive og intime samtalerum, hvor kortene har hjulpet dem med at sætte ord på deres liv og deres udfordringer.

De har fået øje på, hvorvidt de er ulve eller giraffer, og hvilken ny betydning konflikter kan få, hvis man tilgår dem med en ny vinkel, hvor formålet er udvikling, læring og to vindere. Hvordan kan man stå i sit eget lys og finde ro og styrke til at stå på mål for, hvem man er, og hvad man kommer fra, og ikke lader sig fastholde i negative mønstre eller situationer, hvor andre pludselig styrer ens liv og ens handlinger.

”Fortidens arv er med dig hele livet, men de valg, du selv træffer, definerer din fremtid.” (Annette Friese)

Så ja, mistrivsel er din egen skyld, hvis du lader dig fastholde i din fortid, hvis du ikke søger nye veje og indsigt. Hvis du bevarer status quo og føler dig berettiget til at være den, du er, efter devisen: de må tage mig, som jeg er, ellers er det deres eget problem… det er naturligvis dit valg at tilgå dit liv og dine omgivelser med denne holdning. Du skal blot husk, der er altid hjælp at hente – du skal bare række hånden ud.

Og i virksomheder er det ledelsens valg, når de udlever sætningen: her gør vi det på vores måde, og kan du ikke lide lugten i bageriet, så må du gå…

Potentialet ligger i den blinde vinkel

Men dybest set snyder vi os selv for at se verden med nye briller, møde vores medmennesker med nysgerrighed og ved fælles hjælp udvikle både faglige- og menneskelige egenskaber via den spejling, vi har mulighed for at få. Ofte vil manglende tillid, værktøjer og indsigt medføre lavt selvværd, usikkerhed, smerte og sorg, der i sidste ende sender os ud over klippen med psykiske lidelser, stor ensomhed og en livskvalitet, der ligger uendelig lavt.

Det du kigger på, får du mere af, så at få værktøjskassen fyldt op med selvindsigt til at imødegå mistrivsel og negative mønstre er første skridt på vejen til et positivt og energifyldt liv. Divergens er godt, læring endnu bedre og mennesker i fællesskab er af øverste skuffe, når vi spejler os i hinanden og deler indsigt og erfaring i trygge rammer.

Vi har hver vores DNA-kode, det er der helt sikkert en grund til. Vi er alle UNIKKE, og kan hver især noget helt særligt, vi skal bare tro på livet, på os selv og på hinanden.

Jo større selvtillid og selvværd vi har, desto lettere er det at træffe sunde valg for sig selv og sit liv og vinke farvel til mistrivsel, stress og ensomhed. Positiv energi smitter, det gør intelligente og gode valg også. Derfor kan det kun gå for langsomt med at få værktøjer bragt ud til alle vores unge, værktøjer der kan hjælpe med selvudvikling og selvindsigt, så de kan imødegå mistrivsel i det liv, der ligger foran dem.

Selvfølgelig er det ikke de unges skyld, at de havner i mistrivsel. Det er os som samfund, der er ansvarlige for at hjælpe de unge med at bryde arv og uhensigtsmæssige mønstre. Vi er ansvarlige for at hjælpe og klæde de unge på til livet, give dem værktøjer til at imødegå de udfordringer, der helt sikkert ligger og venter.

Det kalder på et andet fokus, et andet samfund, et andet nærvær og en holdningsændring i bred forstand.

Jeg håber og tror, at vi er på vej ind i en ny tid, hvor mennesker kommer før bundlinje. Empati før egoisme. Refleksion før hamsterhjul. Vi før jeg …

*Ulvesprog er et angrebssprog, konfliktoptrappende, handler om frygt, skyld og skam. Man er optaget af, hvad der er galt med den anden part. Girafsprog er konfliktnedtrappende, handler om at sikre god dialog mellem parter og bygger på ikke-voldelig-kommunikation. Man er oprigtigt interesseret i, hvad der foregår i den anden og i at rumme forskellige sandheder. Vi er ikke enten rigtige eller forkerte, vi er bare forskellige.

Fotograf: Michael Dziedzic

Hvor langt rækker dit syn?

/0 Kommentarer/i /af

Hvor langt rækker dit syn?

Kan du huske de go’e gamle dage, da sneen lå højere, isene var større, luften renere, folk var høfligere og verden så helt, helt anderledes ud?

Sådan kommer det tit til at lyde, når vi kigger tilbage og skal formidle vores liv til venner og familie. Det er i virkeligheden sådan, vi udtrykker vores historie og vores kultur. Det er sådan, vi over for omverdenen med stolthed bekræfter, hvad vi udspringer fra, hvor vi har været, og hvor vi er på vej hen. Vi kommer fra en fortællerkultur, hvor overleveringer var en forudsætning for overlevelse. Erfaringer blev givet videre på godt og ondt. Vi fortæller historie, vores historie.

Fremtidsforskning

For ganske kort tid siden var der en god samarbejdspartner og nær ven, der gjorde mig opmærksom på fremtidsforsker, Anne Skare Nielsen, som i sit fremtidssyn forudser, at vi i årene fremover kommer til at gå fra mere til bedre – hvilket giver rigtig god mening for de fleste i disse bæredygtighedstider og med de 17 verdensmål for øje.

Materialisme og forbrug er yt! Tid og overskud er vores nye statussymboler. Sund livsstil og bevidste valg indtager førstepladsen på prioritetslisten og udgangspunktet bliver, hvad der giver underskud/overskud.

Vi kan ikke længere bare have succes målt i kroner og øre på bundlinjen. Som virksomhed (og som mennesker) rejser der sig et spørgsmål om, hvordan vi har tjent vores penge. Er det gjort etisk og moralsk forsvarligt? Kan vi stå på mål for den kultur, vi er en del af, og lever virksomheden op til fremtidens succesmål:

  • KVALITET
  • GODT OMDØMME
  • ORIGINALITET
  • AT GØRE NOGET DER KAN OPFATTES SOM BEDRE

Innovation er ikke længere lig med fornyelse for fornyelsens skyld, konsensus er nødt til at være et produkt eller en ydelse, der er bedre end det eksisterende, hvis det skal give mening.

Hun stiller ligeledes skarpt på, hvad det er, vi giver med til den næste generation i vores forbrugssamfund, og lige nu overlader vi ”The pasicific garbage path” ud for Californiens kyst til vores efterkommere. En losseplads på knap 700.000 km2 driver rundt i havet. Til sammenligning er Danmark knap 43.000 km2.

Så fra mere til bedre klinger ret godt i den forbindelse. Vi skal have sjælen med i det, vi laver, så vi kan mærke os selv og udvikle vores kompetencer og intelligens – det vi gør bedst, når vi arbejder sammen i en fælles forståelse og kultur.

Vi må ikke glemme vores kultur!

Organisationsterapi

Da jeg i indeværende uge var til et arrangement, hvor forfatter og mag. art psyk. Allan Holmgren talte om organisationsterapi, blev der bundet sløjfe på mange ting.

Mange virksomheder står på tæer for at være først med den nyeste udvikling, nye produkter og ydelser, konkurrencen er hård, verden er blevet mindre, og alle står på skuldrene af hinanden for at bevare deres plads på markedet og deres berettigelse i verden. Det er sådan markedsmekanismerne virker og altid har virket. Som pendant til det pres, der følger i kølvandet på en sådan kultur, har stress og mistrivsel som aldrig før et solidt greb i de fleste virksomheder.

Og netop ordet kultur har fået mig til at gruble over, hvad vores kultur er, og hvor meget vi lader den fylde i vores dagligdag. Kender de ansatte i virkeligheden den kultur, som de er en del af?

På mange hjemmesider kan man se visioner og missioner, men hvad udspringer vi af? Hvad er vores historie, vores læring gennem tiden, vores etiske og moralske kultur, og hvordan er den synlig i vores hverdag? Når vores medarbejdere går ud i verden som ambassadører og skal lave ”employer-branding”, hvad er det så for en historie, vi ønsker, de fortæller?

Allan Holmgren brugte et helt fantastisk begreb/ord nemlig ”bevidning”. Hvad bevidner vores medarbejdere? Både de, der har været med fra starten, dem midt i og de helt nyansatte?

Tænker vi over i vores dagligdag, hvordan det er at være medarbejder i vores organisation?

Husker vi, at kultur er et system af usynlige normer? Hvor kommer normerne fra, og hvordan kan vi hjælpe med at gøre de usynlige normer synlige, så alle kender forudsætningerne for at kunne bidrage positivt til kulturen og blive lykkelige i organisationen?

Organisationsterapi er at udøve omsorg for sin organisation. Det er at blive lyttet til, ikke at blive afbrudt og at kunne sige, hvad man virkelig mener uden frygt for repressalier.

Jeg fik under arrangementet indsigt i et helt nyt værktøj, som jeg tænker alle kan have gavn af. I særdeleshed i organisationer der skifter identitet, fusionerer, sammenlægger afdelinger og områder eller andre om sig gribende ændringer, hvor forskellige kulturer og normer kommer i spil.

Et fortællerværksted

Et fortællerværksted er et forum, hvor man samler sine ansatte for at fortælle historier – det kan gøres i mindre grupper eller i plenum, vigtigt er dog, at der er en ”interviewer” og yderligere en person i gruppen, der bagefter giver respons på det, de har hørt den ”bevidnede” sige, igen uden at diskutere, men blot respondere positivt på det, de har hørt.

Det blev foreslået at udvælge tre medarbejdere. Den først ansatte, en ansat i midten af årene, der er gået og så den sidst ankomne – er det en produktionsvirksomhed, bør der være repræsentanter fra både produktion og administration. Herefter fortæller hver især om deres oplevelser gennem hele deres ansættelse i virksomheden. Ups and downs, virksomhedens succeser og fiaskoer, det sjove og det mindre sjove, minder, oplevelser, mennesker, de har mødt, kollegaer, kunder eller samarbejdspartnere der har gjort indtryk.

Hvordan var det at være med helt fra starten?

Hvordan var det at træde ind i virksomheden midtvejs? Hvad husker du bedst?

Hvordan har det været for den sidst ankomne at træde ind i virksomheden? Hvad hæftede du dig ved i forhold til den virksomhed, du kom fra?

Fortæl, fortæl – helt uden filter. En interviewer stiller spørgsmål undervejs, så der kommer fordybelse og refleksioner frem, resten tager notater eller lytter.

Alle historierne på bordet og til deling mellem alle de ansatte. Uden at blive afbrudt.

”Bevidning” kræver at der kun lyttes og spørges, der må ikke diskuteres eller meningsudveksles. Når man bevidner, lytter man med hjertet.

I plenum kan man efterfølgende spørge lytterne, hvad der var mest tankevækkende i historierne.

Sikke en guldgrube og sikke læring, der er for alle at tage med videre, OG sikke en kulturudveksling.

Pludselig får virksomheden hjerte og liv. Overleveringer og en historie man kan identificere sig med. Historier der sætter tanker og innovation i gang på et helt andet plan end tidligere. Nu kommer der mening, hjerte og følelser bag, DNA om man vil. Man er i den grad i stand til at gå fra mere til bedre med udgangspunkt i historien og den læring, man har med sig. Lur mig, om der ikke samtidig ligger et uudnyttet potentiale hos en medarbejder eller gemt af vejen på et støvet kontor, i en computer eller i en gammel notesbog.

Problemer i virksomheder opstår kun, fordi der er noget, der er vigtigt. Al modstand er et råb om hjælp.

Allan Holmgren brugte også begrebet værditraumatisering, som finder sted når vores værdier bliver krænket, og vores integritet forsvinder – når vi ikke bliver hørt. Det udvikler giftig stress, der igen medfører skam og nedbryder kroppen, så man får fysiske symptomer.

Lyt til andres historier – både i din virksomhed og hjemme, ellers bliver de syge og får uforklarlige symptomer. Det kan du høre mere om på YouTube, hvor læge, forsker og professor i samfundsmedicin, Anna Luise Kirkengen, uddyber fænomenet og neurovidenskabens indsigt i de menneskelige skader, der opstår, når man overlades til afmagt og ikke bliver hørt https://www.youtube.com/watch?v=cl4PhDJl9tk

Så udfør endelig organisationsterapi i din virksomhed – lyt til hinanden. Det giver stemme til alle i din virksomhed, og skaber kloge og lykkelige organisationer. Alt hvad det kræver er MODIGE ledere, og modige ledere har deres hjerte med.

SÅ GÅ FRA MERE TIL BEDRE!

Offer eller kriger?

/0 Kommentarer/i /af

Offer eller kriger?

Hvordan vil du helst indtage verden?

Når man arbejder med mennesker på daglig basis – og gør vi ikke alle det? – så begynder en læringsproces at tage form. Nogle situationer syntes at dukke op igen og igen uagtet, at man jo havde lukket døren til lige netop den situation for kort tid siden. Så hvad er det lige, der sker?

Tja, måske tiltrækker vi selv situationen, måske fik vi i virkeligheden ikke løst opgaven første gang, måske, og kun måske, håbede vi, at den gik væk af sig selv, hvis vi glemte den.

Jeg var engang til psykolog i forbindelse med min skilsmisse. Vi havde lovet hinanden, at vi ikke ville lade noget være uprøvet. Hvis vi gik fra hinanden, så skulle der ikke være nogen fortrydelse bagefter, fordi vi ikke havde forsøgt at klinke skårene, så til psykolog det gik. Det reddede dog ikke mit ægteskab, men det gav mig en indsigt til at forstå min hjernes funktioner lidt dybere og mere indgående. Måske var det i virkeligheden startskuddet til, at jeg begyndte at arbejde med personlig udvikling på et lidt dybere plan.

I forbindelse med en udfordring eller et traume fra min barndom spurgte jeg psykologen, om det, hvis nu jeg sagde det højt til hende, så ville forsvinde og ikke plage mig mere? Hendes korte svar var NEJ. Det pillede jeg så lidt i og udtrykte efterfølgende højt, at så behøvede vi ikke tale mere om det, så kunne det vente. Hertil svarede hun, at jeg havde to valgmuligheder.

Hun beskrev det som følgende: ”din hjerne er som en trykkoger, og tingene ligger ganske stille under låg. Når du begynder at røre ved det, der ligger under låget, begynder at tænke tanker eller får billeder ind, så er det tid til at tage låget af og kigge på tingene. Beholder du låget på, så kan jeg med garanti love dig, at på et tidspunkt, og helt sikkert et tidspunkt du ikke ønsker, så springer låget af helt af sig selv, og så har du balladen.”

Jeg kan huske, at jeg tænkte, ja, ja, det skal du sgu’ ikke bestemme, nu har jeg båret på det i 39 år, så klarer jeg nok også de næste 50, hvis det er det jeg ønsker, og så luntede jeg lige så stille ud ad døren.

Det gik jo hverken værre eller bedre, end selvfølgelig hoppede det irriterende låg af – og ja, på et voldsomt upassende tidspunkt og jeg røg ned med et brag. Alle sandheder og skeletter væltede i et mylder ud af skabet, helt ude af kontrol.

Det er nu ikke det, min historie skal handle om. Det jeg gerne vil kaste fokus på er, at jeg kunne have lagt mig i fosterstilling og aldrig rejst mig igen, men jeg valgte i stedet, step by step, at rejse mig og tage én ting ad gangen og kikke på den. Herefter vurderede jeg, om jeg reelt kunne gøre noget ved det. Var det så gammelt, at det var ligegyldigt nu (ting jeg bare havde holdt i live fordi…?), eller var det noget, jeg var nødt til lige at vente lidt med, indtil jeg var klar. Tre bunker, tre valg.

Fordi jeg valgte at kigge på tingene i rygsækken, den rygsæk der havde tynget mig mere og mere hen over årene og havde fastfrosset mig i en rolle, der slet ikke var mig, og fordi jeg valgte at tage kvælertag med det, der gjorde ondt, det, der holdt mig stangen, de ting, der var svære, netop derfor slap jeg fri af offerrollen. Jeg blev kriger.

Nogle har givet vis fået et chok i tiden efter, nogle blev læst ind for lopper, andre blev smidt ud. Der var gråd, der var støj, og der var vrede. Når først man går i gang med mental rengøring, så vokser man skridt for skridt, og den magt, man har givet andre, tager man med ét tilbage, og pludselig ser verden og ens muligheder helt anderledes ud.

Hvad har du med ud i livet?

Jeg kommer fra en kultur, hvor der hele mit liv har været fokus på alt det, jeg gjorde forkert. Ros var en by i Rusland, og hjemme var læringen: tro det værste om folk, indtil det modsatte er bevist. Det er ikke det fedeste grundlag at drage ud i verden med, når man er et kærligt og særligt sensitivt væsen, men det var altså min værktøjskasse, mit verdensbillede, min kultur.

Det er i øvrigt helt naturligt, vi er alle født med to biologiske mekanismer der:

• hæmmer positive følelser
• fremmer negative følelser

Negativitetsbias har evolutionære fødder. Belønner os for at holde fokus på overlevelse.

Og det er stadig ikke for at være i offer-rollen, at jeg nævner det. Men tænk jer, hvilken befrielse det var, da jeg begyndte at interessere mig for personlig udvikling, mental sundhed, konflikt-håndtering, coaching og positiv psykologi. Pludselig var der begreber, der dækkede min opvækst, mit ulvesprog og min adfærd. Der var et lys, der brændte stærkere og stærkere ude i horisonten; modsætningen til min læring, modsætning til alt det, jeg var ved at blive kvalt i.

Jeg fik et nyt udgangspunkt i forhold til, hvad der virker for folk, frem for, hvad der ikke virker. Positivt livssyn frem for negativt. Girafsprog frem for ulvesprog – og ikke mindst, at livet er læring. Vi møder de udfordringer, vi skal. Måden, vi håndterer dem på, er afgørende for, om vi vokser eller kryber. Ændringerne i vores liv kommer indefra og ikke fra vores omgivelser. Lidt som en plante der bryder gennem asfalten. Sådan kan vi vælge at søge mod lyset eller forblive i mørket.

Som indskudt bemærkning bør jeg nok nævne, at der skal tre positive følelser til at opveje/udligne én negativ følelse, og det tager 6-8 uger at danne nye neurale netværk – nye vaner. Heldigvis har forskning vist, at den plastiske hjerne (neuroplasticitet) livet igennem kan ændre sine strukturer og aktivitetsmønstre på afgørende vis. Vi udvikler 2000 nye hjerneceller hver dag, så der er håb for os alle.

Positiv psykologi

For nyligt deltog jeg i en foredragsrække om positiv psykologi, og det gav et indblik i ikke bare min rejse, men også mange af mine samarbejdspartnere og klienters rejser, og det underbyggede på alle måder ovenstående.

Hans Henrik Knopp, lektor i psykologi, Aarhus Universitet, udtalte i et foredrag om positiv psykologi på Folkeuniversitetet: ”Alle prøver jo at være stærke, ingen ønsker at være skrøbelige.”

Han fortalte ligeledes, at vi er ”forkodet” med at være på vagt, derfor trives vi negativitet. Tilbage i stenalderen var det vigtigere at have det skidt, modsat af at have det godt. Hvis du havde det lidt skidt, var du opmærksom, bekymret og i alarmberedskab, og dermed kunne du forhåbentlig overleve, men hvad var prisen? Glade mennesker var i fare for at dø, fordi de var uopmærksomme…

Det er vores DNA,

• derfor er vi mere opmærksomme på negative end positive begivenheder
• derfor reagerer vi følelsesmæssigt hurtigere på negative begivenheder end positive
• derfor rammes vi hårdere af negative oplevelser end positive (mindst tre gange hårdere på                arbejdet og fem gange hårdere i parforholdet)
• vi grubler mere over problemer end vi påskynder glæde
• der er mere socialt spin/smitte i problemer end glæder

Tænk bare på medierne, journalisternes tilgang ”if it bleeds it leeds”.

• i mange sammenhænge gives prioritet til behandling frem for forebyggelse (der bruges ca. 4% af
sundhedsbudgettet på forebyggelse)

Anne Kirketerp Linstad, ph.d i foretagsomhed og ekstern lektor på Aarhus Universitet, kastede lys over, hvordan man får mennesker til at gå fra at tale om til at udføre. At gå fra tanke til handling.

Interessant er, når vi går ind i rollen med ”lært hjælpeløshed”, en rolle der optræder, når vi mister troen på, at vi kan påvirke vores omgivelser. Det jeg kalder at fastfryse. Når vi påvirkes negativt i korte perioder, kan vi komme videre uden mén, men hvis vi påvirkes gennem lang tid, så sætter det spor i retning af lært hjælpeløshed.

Hvis vi skal ændre på vores selvforståelse, kræver det, at vi opnår succesoplevelser.

”Folk undgår aktiviteter og situationer, som de mener overskrider deres mestringsstrategier”
– Albert Bandura 1994.

Succesoplevelser:

• kræver at vi lykkes med noget svært
• er individuelle og afhængige af vores tidligere oplevelser
• kræver (ofte) at vi får et kærligt skub for at ændre opfattelsen af det, som opleves for svært.

Microfeedback virker og fastholder os i vores ”rejse” frem mod succes.

Anne Kirketerp Linstad gjorde opmærksom på, at hvis vi i stedet for hele tiden at fokusere på en hel forretningsplan med al dens kompleksitet har opmærksomhed på små skridt med fuld kontrol, så skaber vi fremdrift og positiv energi – hun kalder processen ”det næstbedste skridt”.
Det eneste, vi har kontrol over, er os selv og de midler, vi har til rådighed. Hvis vi hele tiden beskæftiger os med den næste bedste handling, bliver vores handling overkommelig og mulig.
Foretagsomhed styrkes ved at fokusere på det vi har kontrol over. Der er tre ting vi altid har kontrol over:

• Hvem er vi?
• Hvem vi kender?
• Hvad vi ved?

Man har kun kontrol over et skridt ad gangen, INGEN har kontrol over fremtiden.

I dag lever jeg efter fire helt enkle leveregler, skrevet af don Miguel Ruiz:

• vær ren i dit ord
• tag ikke noget personligt
• lad være med at formode noget
• gør altid dit bedste

Jeg er kriger, og det er jeg stolt af.

Fotograf: Xuan Nguyen

Læs også https://kotu.dk/er-dit-arbejde-din-identitet/

At være stræber i et resultat-samfund

/1 Kommentar/i /af

At være stræber i et resultat-samfund

”JA. Jeg er stræber, og jeg er stolt af det!”

Det var den respons, jeg kom med for et par år siden, da en klassekammerat ville drille mig med, at jeg brugte alt for lang tid på en opgave i stedet for at tage med ud og drikke et par øl.

Det har gennem hele min skoletid været et tabu at få gode karakterer, at være en nørd eller stræber var ikke noget, man var stolt af. Det var det heller ikke for mig i folkeskolen, men jeg fik heller ikke gode karakterer.

Der er ikke mange mennesker, som bryder sig om at bruge begrebet ”stræber” om sig selv, eller at andre bruger det om en. Men hvorfor har ordet ”stræber” fået en så negativ ladning? Definitionen af en stræber er: en person der stræber efter succes. Når jeg læser den definition, synes jeg overhovedet ikke, at det er negativt ladet. Så hvor kommer denne negative ladning fra?

Jeg oplever, at den negative ladning, kommer i forbindelse med de sociale kompetencer. En person, der altid siger nej til at deltage i de sociale aktiviteter, vil ofte blive udstødt af gruppen. Sådan er det bare. Vi mennesker er jo blot flokdyr, lige meget hvor ”udviklede”, vi end mener, vi er.

Ofte er det også dem, som siger nej til de sociale aktiviteter, der bruger ekstra tid på at lave lektier eller læse andre bøger og blade, som giver dem en åbenlys fordel i forhold til dem, som ikke bruger den ekstra tid.  Der er garanteret også en masse sammenfald på nogle personprofil-typer, hvis man undersøger det nærmere (hvilket der helt sikker er nogen, der har gjort).

Stræbertitel er det en straf eller en belønning?

Er man så en stræber bare fordi man får topkarakterer? Eller fordi man er socialt akavet?  Ikke nødvendigvis, men det hænger nogle gange sammen. Jeg kan nemt finde eksempler i mit netværk på personer, som både bruger rigtig meget tid på skolearbejdet, er socialt akavede og får topkarakterer. Jeg tror dog, at de har det helt fint med at gå meget op i deres skole eller arbejde og ser ikke sig selv som stræbere. På den anden side kan jeg også finde folk, som aldrig løfter en finger og stadigvæk får topkarakterer. De bliver også af og til stemplet som stræbere, men viden kommer ”bare” let til dem. Ofte stræber de ikke efter de gode karakterer, de får dem bare. Jeg spurgte en af mine venner, som passer perfekt på denne beskrivelse, om han så sig selv som stræber. ”Nej, det gør jeg bestemt ikke,” var svaret. Så spurgte jeg ham om, hvor mange timer han brugte på skolearbejde uden for skoletiden. Her svarede han: ”Så lidt tid som muligt, hvis jeg kan slippe for det, så gør jeg det.” Han har et gennemsnit på over 10,5 på 4 år som bachelor studerende. Vi snakkede videre om uddannelse og studieliv. For ham handlede det ikke om at få gode karakterer, de kom bare. Den evne er vi garanteret mange, der gerne vil bytte os til. Jeg vil i hvert fald gerne. En af de andre ting, vi kom til at snakke om, var, at karaktergivning blot er et værktøj for undervisere til at vejlede eleverne om, hvor godt de har forstået det pågældende fag eller emne. Når vi står med vores uddannelsesbevis, er der sjældent nogen, som kigger på vores karakterer igen.

”Alt arbejde over 02, er spildt arbejde.”

Dette er en kommentar, der findes i forskellige former, men betydningen er den samme. Janteloven!
Hvis jeg ikke kan få topkarakter, har jeg da en undskyldning. Jeg har hørt undervisere i ramme alvor sige dette til elever, måske for at muntre dem op, hvis karakteren ikke var god nok? Det er aldrig sjovt at fejle, sådan tror jeg, vi alle har det.

Topkarakterer kan ikke stå alene

Endnu et sted, hvor det skaber problemer, er, når elever tror, deres verden falder sammen, hvis de ikke får topkarakterer. Når ”karakterpresset” begynder at medføre stress, selvskade eller anden form for mistrivsel er det rigtig usundt. Og her dukker en anden underforstået betydning af begrebet stræber op. Her har vi et reelt problem. Dem, som falder under denne beskrivelse, er i risiko for blive alvorligt syge med noget, som kan skade resten af deres liv. Denne risiko er skabt af ingenting, Det hele falder på en usund selvopfattelse og nogle ikke eksisterende krav. Der er desværre en del artikler om dette emne, når man søger på nettet.

Vi er desværre med til at skabe denne kultur for vores unge. De skal allerede i en alder af blot 14-15 år tage stilling til, hvad de vil med resten af deres liv. Det er i denne alder, at de begynder at modtage studievejledning, som lægger grundlaget for de næste 10-15 år af deres liv.

Der er virkelig mange, som har rigtig store udfordringer med at tage beslutninger om, hvad de gerne vil arbejde med, eller hvor de gerne vil arbejde. Hvilken gymnasieretning skal de vælge for at have de rigtige fag til den rigtig universitetsuddannelse? Hvilket studierelevant job skal de have for at få de bedste muligheder for et job? Det er rigtig mange store valg, de unge mennesker skal træffe. Hvem siger, at de planer, drømme og idéer, man har som 15 årig, er de sammen som 19 årig eller 24 årig? I rigtig mange tilfælde ender unge med ikke at tage den uddannelse, som de troede var den rigtige for dem som 15 årige. Heldigvis bliver de ældre, mere modne, får deres egne erfaringer i livet, og ikke mindst bliver de klogere.

Vi har skabt en kultur i vores samfund, der fokuserer rigtig meget på resultater og ikke altid på kvaliteter. Det er med til at gøre det meget svært for de elever, som ikke kan få de gode karakterer. De ender af og til med at blive overset og glemt.

Jeg kender en ung fyr, som er så ordblind, at han dårligt nok kan stave sit eget navn. Han var blevet glemt og overset i samfundet og overladt lidt til sig selv. Han kom på en produktionsskole, hvor en underviser opdagede, at han var rigtig god til at skrive koder til computerprogrammer. De begyndte at arbejde med kodning, og i dag er han ansat hos et stort amerikansk softwarefirma som programmør. Her var alle forudsætningerne, når man kigger på resultaterne, ikke til det helt store, men ved at kigge lidt under overfladen var der virkelig kvalitet at finde.

Modenheden gør en forskel

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at folkeskolen ikke var mit favoritsted at være den gang. Jeg ville hellere spille fodbold, lege med vennerne i skoven, spille GameBoy. Faktisk var alt mere eller mindre sjovere end at lave lektier og være i skole. Efter folkeskolen var de gymnasiale uddannelser på ingen måder i spil som en mulighed for mig. Så det blev til et år på efterskole, hvor modenheden kunne indhente alderen lidt, hvilket den også gjorde. En oplevelse, jeg ikke havde regnet med, at jeg skulle få på mit efterskoleår, var, at mine lærere hørte mig og forstod mig. De var ikke blot opmærksomme på mig som individ, de gjorde også noget ved det. Jeg fik lyst og motivation til at gå i skole. Jeg fik lyst til at lave mine ting og forberede mig til undervisningen. Det var da 100 gange sjovere at få høje karakterer end blot at bestå, som jeg havde gjort i min folkeskole. For mig var det et wake up call, som fik mig til at interessere mig for min skolegang.

Jeg startede efter mit efterskoleår på uddannelsen som elektronikfagtekniker. Med min nye tilgang til læring forsøgte jeg hele tiden at forbedre mig ved at lære af mine fejl. Det endte med, at jeg var blevet rigtig god til at lære og forbedre mig. Det kom til udtryk, da jeg fire år senere kunne stå med to 12-taller på mit svendebrev.

Herefter skete der en masse i mit liv, hvor jeg kunne bruge den vigtigste læring ”aldrig at give op” og ”man kan altid blive bedre”.

I dag sidder jeg på Københavns Universitet, afdeling Skovskolen, og er ved at færdiggøre endnu en uddannelse. Denne gang med en endnu større og brændende lyst til at få topkarakterer og gøre mit bedste. Det er ikke kun noget, jeg har lyst til, men noget jeg arbejder efter, jeg arbejder hårdt efter det.

Virker det så at arbejde hårdt for at få topkarakterer? Ja, for mig gør det. Jeg elsker, hvad jeg laver, og håber jeg kan arbejde med det resten af livet. Jeg har en enorm lyst til at forbedre mig og lære nyt. Jeg ønsker at skabe unik kvalitet, som jeg kan bidrage med på arbejdsmarkedet. Det har taget mig ti år at finde denne hylde, og jeg er glad for alle sving på vejen.

”Ja. Jeg er stræber, og jeg er forsat stolt af det!”