Indlæg

Mistrivsel er din egen skyld – så for den …

Mistrivsel er din egen skyld – så for den…

Jeg ved godt, at det er et voldsomt postulat, men måske du er enig, når du har læst denne blog færdig. Jeg mener det ikke så slemt, som det står skrevet, dog er der et kraftigt drys af sandhed i overskriften.

De sidste snart tre ugers arbejde med unge elever på de tre FGU-skoler i Midt-Vest har givet mig syn for sagen. Blandt de tre grupper har der været rigtig stor divergens i sammensætningen, tilgangen og måden de interagerede blandt hinanden. Interessant at få adgang til og indblik i.

Mine iagttagelser gennem perioden viser, at der er tre ting, der for alvor skaber udfordringer:

– Frivillighed eller tvang (har du selv valgt at deltage, eller har nogen valgt det for dig)

– Har du været med fra starten eller bryder du ind midt i aktiviteten (manglende indsigt og opbygningen af den
tillid, der skabes fra starten i et projekt, skaber ubalance mellem deltagerne)

– Kommer du for at give eller for at tage (personprofilers tilgang betyder mere, end du regner med for tillid og
fællesskab)

Min ”mission” med samtalerummene og undervisningen i adfærd og kommunikation hos FGU-skolerne udspringer helt naturligt fra mit arbejde med trivsel og stressforebyggelse i virksomheder. Her er jeg, et utal af gange gennem de senere år, blevet forundret over den massivt manglende indsigt mange ansatte og ledere har, når det kommer til konflikthåndtering og den betydning, personprofiler, verdensbilleder og kultur har for udvikling og vækst.

Livslæring

Når jeg kigger indad, er det den nøjagtig samme tomme værktøjskasse, jeg selv var i besiddelse af i mange år, indtil jeg besluttede mig for at blive klogere på mennesker og begyndte min indre rejse frem imod den, jeg er i dag. Ikke nogen let rejse, det indrømmer jeg, men for hulen hvor ville jeg gerne have haft de værktøjer, jeg har i dag, langt tidligere i mit liv, gerne i min ungdom. Meget ville have været lettere og mange kampe og nederlag ville være undgået.

Nogle vil sikkert påstå, at det har givet hår på brystet at tage kampene, og det har de for så vidt også ret i, men jeg havde jo ikke behøvet at gå i stykker undervejs, og jeg var uden tvivl blevet en bedre mor, kone, ven, leder og kollega, hvis jeg havde haft de rigtige værktøjer til at imødegå konflikter, manglende forståelse og et selvbillede, der skabte unødvendige udfordringer i forhold til det perfekte glansbillede i mit liv.

Livet havde helt sikkert udfoldet sig anderledes, hvis jeg ikke var blevet fastholdt i negative mønstre, manglende selvværd og et ønske om accept og anerkendelse de forkerte steder, udelukkende fordi den arv og kultur, jeg havde med hjemme fra, havde sendt mig i en forkert retning. Måske havde jeg haft en alternativ vej at gå og en større selvindsigt, der igen havde åbnet nye muligheder og kastet *ulven hen i ringhjørnet for at give plads til giraffen.

Lige netop disse betragtninger var udgangspunktet da jeg for tre år siden begyndte at udvikle på tankevækkerne (samtalekort). Jeg havde et dybtfølt ønske om at hjælpe andre til refleksion og dialog. Jeg ønskede ikke for nogen, at de skulle gå i stykker p.g.a. stress, angst eller ensomhed, og kunne kortene bare hjælpe én eneste til at reflektere og få mod på at arbejde med selvindsigt og dermed tilegne sig nye værktøjer, så ville min mission være lykkedes.

At jeg så på grund af Coronavirus landede hos FGU Midt-Vest, er ingen tilfældighed. Jeg har en grundlæggende tro på, at vi møder det, vi skal møde i livet, og når vi er klar, så folder tingene sig ud. Intet er tilfældigt, alt er læring, og vel blev jeg som så mange andre væltet omkuld af Coronavirus, men livet bugtede sig i en ny retning, og her står jeg nu.

Kommunikation fremmer forståelsen

Gaven er, at jeg har fået lov til at arbejde med kommunikation og adfærd sammen med de unge på skolerne. Jeg har fået lov til at trykprøve, teste og udfordre på alle måder i forhold til, hvordan vi kommunikerer før, under og efter refleksion, læring og indsigt. Hvordan vi ændrer vores tilgang og adfærd over for hinanden i forskellige sammenhænge afhængig af, hvem vi bliver sat sammen med og hvilke personligheder vi møder.

Jeg har ved selvsyn set, hvordan de unge ændrer sig, jo mere indsigt og forståelse de får om og for hinanden. Hvilken betydning deres individuelle personprofil har haft i mødet med andre, tilgangen til livet, deres verdensbilleder og kulturen, de har med hjemme fra. Hver i sær er de vokset og har fået øje på muligheder frem for begrænsninger. De har spejlet sig i hinanden via de interaktive og intime samtalerum, hvor kortene har hjulpet dem med at sætte ord på deres liv og deres udfordringer.

De har fået øje på, hvorvidt de er ulve eller giraffer, og hvilken ny betydning konflikter kan få, hvis man tilgår dem med en ny vinkel, hvor formålet er udvikling, læring og to vindere. Hvordan kan man stå i sit eget lys og finde ro og styrke til at stå på mål for, hvem man er, og hvad man kommer fra, og ikke lader sig fastholde i negative mønstre eller situationer, hvor andre pludselig styrer ens liv og ens handlinger.

”Fortidens arv er med dig hele livet, men de valg, du selv træffer, definerer din fremtid.” (Annette Friese)

Så ja, mistrivsel er din egen skyld, hvis du lader dig fastholde i din fortid, hvis du ikke søger nye veje og indsigt. Hvis du bevarer status quo og føler dig berettiget til at være den, du er, efter devisen: de må tage mig, som jeg er, ellers er det deres eget problem… det er naturligvis dit valg at tilgå dit liv og dine omgivelser med denne holdning. Du skal blot husk, der er altid hjælp at hente – du skal bare række hånden ud.

Og i virksomheder er det ledelsens valg, når de udlever sætningen: her gør vi det på vores måde, og kan du ikke lide lugten i bageriet, så må du gå…

Potentialet ligger i den blinde vinkel

Men dybest set snyder vi os selv for at se verden med nye briller, møde vores medmennesker med nysgerrighed og ved fælles hjælp udvikle både faglige- og menneskelige egenskaber via den spejling, vi har mulighed for at få. Ofte vil manglende tillid, værktøjer og indsigt medføre lavt selvværd, usikkerhed, smerte og sorg, der i sidste ende sender os ud over klippen med psykiske lidelser, stor ensomhed og en livskvalitet, der ligger uendelig lavt.

Det du kigger på, får du mere af, så at få værktøjskassen fyldt op med selvindsigt til at imødegå mistrivsel og negative mønstre er første skridt på vejen til et positivt og energifyldt liv. Divergens er godt, læring endnu bedre og mennesker i fællesskab er af øverste skuffe, når vi spejler os i hinanden og deler indsigt og erfaring i trygge rammer.

Vi har hver vores DNA-kode, det er der helt sikkert en grund til. Vi er alle UNIKKE, og kan hver især noget helt særligt, vi skal bare tro på livet, på os selv og på hinanden.

Jo større selvtillid og selvværd vi har, desto lettere er det at træffe sunde valg for sig selv og sit liv og vinke farvel til mistrivsel, stress og ensomhed. Positiv energi smitter, det gør intelligente og gode valg også. Derfor kan det kun gå for langsomt med at få værktøjer bragt ud til alle vores unge, værktøjer der kan hjælpe med selvudvikling og selvindsigt, så de kan imødegå mistrivsel i det liv, der ligger foran dem.

Selvfølgelig er det ikke de unges skyld, at de havner i mistrivsel. Det er os som samfund, der er ansvarlige for at hjælpe de unge med at bryde arv og uhensigtsmæssige mønstre. Vi er ansvarlige for at hjælpe og klæde de unge på til livet, give dem værktøjer til at imødegå de udfordringer, der helt sikkert ligger og venter.

Det kalder på et andet fokus, et andet samfund, et andet nærvær og en holdningsændring i bred forstand.

Jeg håber og tror, at vi er på vej ind i en ny tid, hvor mennesker kommer før bundlinje. Empati før egoisme. Refleksion før hamsterhjul. Vi før jeg …

*Ulvesprog er et angrebssprog, konfliktoptrappende, handler om frygt, skyld og skam. Man er optaget af, hvad der er galt med den anden part. Girafsprog er konfliktnedtrappende, handler om at sikre god dialog mellem parter og bygger på ikke-voldelig-kommunikation. Man er oprigtigt interesseret i, hvad der foregår i den anden og i at rumme forskellige sandheder. Vi er ikke enten rigtige eller forkerte, vi er bare forskellige.

Fotograf: Michael Dziedzic

Hvor langt rækker dit syn?

Hvor langt rækker dit syn?

Kan du huske de go’e gamle dage, da sneen lå højere, isene var større, luften renere, folk var høfligere og verden så helt, helt anderledes ud?

Sådan kommer det tit til at lyde, når vi kigger tilbage og skal formidle vores liv til venner og familie. Det er i virkeligheden sådan, vi udtrykker vores historie og vores kultur. Det er sådan, vi over for omverdenen med stolthed bekræfter, hvad vi udspringer fra, hvor vi har været, og hvor vi er på vej hen. Vi kommer fra en fortællerkultur, hvor overleveringer var en forudsætning for overlevelse. Erfaringer blev givet videre på godt og ondt. Vi fortæller historie, vores historie.

Fremtidsforskning

For ganske kort tid siden var der en god samarbejdspartner og nær ven, der gjorde mig opmærksom på fremtidsforsker, Anne Skare Nielsen, som i sit fremtidssyn forudser, at vi i årene fremover kommer til at gå fra mere til bedre – hvilket giver rigtig god mening for de fleste i disse bæredygtighedstider og med de 17 verdensmål for øje.

Materialisme og forbrug er yt! Tid og overskud er vores nye statussymboler. Sund livsstil og bevidste valg indtager førstepladsen på prioritetslisten og udgangspunktet bliver, hvad der giver underskud/overskud.

Vi kan ikke længere bare have succes målt i kroner og øre på bundlinjen. Som virksomhed (og som mennesker) rejser der sig et spørgsmål om, hvordan vi har tjent vores penge. Er det gjort etisk og moralsk forsvarligt? Kan vi stå på mål for den kultur, vi er en del af, og lever virksomheden op til fremtidens succesmål:

  • KVALITET
  • GODT OMDØMME
  • ORIGINALITET
  • AT GØRE NOGET DER KAN OPFATTES SOM BEDRE

Innovation er ikke længere lig med fornyelse for fornyelsens skyld, konsensus er nødt til at være et produkt eller en ydelse, der er bedre end det eksisterende, hvis det skal give mening.

Hun stiller ligeledes skarpt på, hvad det er, vi giver med til den næste generation i vores forbrugssamfund, og lige nu overlader vi ”The pasicific garbage path” ud for Californiens kyst til vores efterkommere. En losseplads på knap 700.000 km2 driver rundt i havet. Til sammenligning er Danmark knap 43.000 km2.

Så fra mere til bedre klinger ret godt i den forbindelse. Vi skal have sjælen med i det, vi laver, så vi kan mærke os selv og udvikle vores kompetencer og intelligens – det vi gør bedst, når vi arbejder sammen i en fælles forståelse og kultur.

Vi må ikke glemme vores kultur!

Organisationsterapi

Da jeg i indeværende uge var til et arrangement, hvor forfatter og mag. art psyk. Allan Holmgren talte om organisationsterapi, blev der bundet sløjfe på mange ting.

Mange virksomheder står på tæer for at være først med den nyeste udvikling, nye produkter og ydelser, konkurrencen er hård, verden er blevet mindre, og alle står på skuldrene af hinanden for at bevare deres plads på markedet og deres berettigelse i verden. Det er sådan markedsmekanismerne virker og altid har virket. Som pendant til det pres, der følger i kølvandet på en sådan kultur, har stress og mistrivsel som aldrig før et solidt greb i de fleste virksomheder.

Og netop ordet kultur har fået mig til at gruble over, hvad vores kultur er, og hvor meget vi lader den fylde i vores dagligdag. Kender de ansatte i virkeligheden den kultur, som de er en del af?

På mange hjemmesider kan man se visioner og missioner, men hvad udspringer vi af? Hvad er vores historie, vores læring gennem tiden, vores etiske og moralske kultur, og hvordan er den synlig i vores hverdag? Når vores medarbejdere går ud i verden som ambassadører og skal lave ”employer-branding”, hvad er det så for en historie, vi ønsker, de fortæller?

Allan Holmgren brugte et helt fantastisk begreb/ord nemlig ”bevidning”. Hvad bevidner vores medarbejdere? Både de, der har været med fra starten, dem midt i og de helt nyansatte?

Tænker vi over i vores dagligdag, hvordan det er at være medarbejder i vores organisation?

Husker vi, at kultur er et system af usynlige normer? Hvor kommer normerne fra, og hvordan kan vi hjælpe med at gøre de usynlige normer synlige, så alle kender forudsætningerne for at kunne bidrage positivt til kulturen og blive lykkelige i organisationen?

Organisationsterapi er at udøve omsorg for sin organisation. Det er at blive lyttet til, ikke at blive afbrudt og at kunne sige, hvad man virkelig mener uden frygt for repressalier.

Jeg fik under arrangementet indsigt i et helt nyt værktøj, som jeg tænker alle kan have gavn af. I særdeleshed i organisationer der skifter identitet, fusionerer, sammenlægger afdelinger og områder eller andre om sig gribende ændringer, hvor forskellige kulturer og normer kommer i spil.

Et fortællerværksted

Et fortællerværksted er et forum, hvor man samler sine ansatte for at fortælle historier – det kan gøres i mindre grupper eller i plenum, vigtigt er dog, at der er en ”interviewer” og yderligere en person i gruppen, der bagefter giver respons på det, de har hørt den ”bevidnede” sige, igen uden at diskutere, men blot respondere positivt på det, de har hørt.

Det blev foreslået at udvælge tre medarbejdere. Den først ansatte, en ansat i midten af årene, der er gået og så den sidst ankomne – er det en produktionsvirksomhed, bør der være repræsentanter fra både produktion og administration. Herefter fortæller hver især om deres oplevelser gennem hele deres ansættelse i virksomheden. Ups and downs, virksomhedens succeser og fiaskoer, det sjove og det mindre sjove, minder, oplevelser, mennesker, de har mødt, kollegaer, kunder eller samarbejdspartnere der har gjort indtryk.

Hvordan var det at være med helt fra starten?

Hvordan var det at træde ind i virksomheden midtvejs? Hvad husker du bedst?

Hvordan har det været for den sidst ankomne at træde ind i virksomheden? Hvad hæftede du dig ved i forhold til den virksomhed, du kom fra?

Fortæl, fortæl – helt uden filter. En interviewer stiller spørgsmål undervejs, så der kommer fordybelse og refleksioner frem, resten tager notater eller lytter.

Alle historierne på bordet og til deling mellem alle de ansatte. Uden at blive afbrudt.

”Bevidning” kræver at der kun lyttes og spørges, der må ikke diskuteres eller meningsudveksles. Når man bevidner, lytter man med hjertet.

I plenum kan man efterfølgende spørge lytterne, hvad der var mest tankevækkende i historierne.

Sikke en guldgrube og sikke læring, der er for alle at tage med videre, OG sikke en kulturudveksling.

Pludselig får virksomheden hjerte og liv. Overleveringer og en historie man kan identificere sig med. Historier der sætter tanker og innovation i gang på et helt andet plan end tidligere. Nu kommer der mening, hjerte og følelser bag, DNA om man vil. Man er i den grad i stand til at gå fra mere til bedre med udgangspunkt i historien og den læring, man har med sig. Lur mig, om der ikke samtidig ligger et uudnyttet potentiale hos en medarbejder eller gemt af vejen på et støvet kontor, i en computer eller i en gammel notesbog.

Problemer i virksomheder opstår kun, fordi der er noget, der er vigtigt. Al modstand er et råb om hjælp.

Allan Holmgren brugte også begrebet værditraumatisering, som finder sted når vores værdier bliver krænket, og vores integritet forsvinder – når vi ikke bliver hørt. Det udvikler giftig stress, der igen medfører skam og nedbryder kroppen, så man får fysiske symptomer.

Lyt til andres historier – både i din virksomhed og hjemme, ellers bliver de syge og får uforklarlige symptomer. Det kan du høre mere om på YouTube, hvor læge, forsker og professor i samfundsmedicin, Anna Luise Kirkengen, uddyber fænomenet og neurovidenskabens indsigt i de menneskelige skader, der opstår, når man overlades til afmagt og ikke bliver hørt https://www.youtube.com/watch?v=cl4PhDJl9tk

Så udfør endelig organisationsterapi i din virksomhed – lyt til hinanden. Det giver stemme til alle i din virksomhed, og skaber kloge og lykkelige organisationer. Alt hvad det kræver er MODIGE ledere, og modige ledere har deres hjerte med.

SÅ GÅ FRA MERE TIL BEDRE!

Offer eller kriger?

Offer eller kriger?

Hvordan vil du helst indtage verden?

Når man arbejder med mennesker på daglig basis – og gør vi ikke alle det? – så begynder en læringsproces at tage form. Nogle situationer syntes at dukke op igen og igen uagtet, at man jo havde lukket døren til lige netop den situation for kort tid siden. Så hvad er det lige, der sker?

Tja, måske tiltrækker vi selv situationen, måske fik vi i virkeligheden ikke løst opgaven første gang, måske, og kun måske, håbede vi, at den gik væk af sig selv, hvis vi glemte den.

Jeg var engang til psykolog i forbindelse med min skilsmisse. Vi havde lovet hinanden, at vi ikke ville lade noget være uprøvet. Hvis vi gik fra hinanden, så skulle der ikke være nogen fortrydelse bagefter, fordi vi ikke havde forsøgt at klinke skårene, så til psykolog det gik. Det reddede dog ikke mit ægteskab, men det gav mig en indsigt til at forstå min hjernes funktioner lidt dybere og mere indgående. Måske var det i virkeligheden startskuddet til, at jeg begyndte at arbejde med personlig udvikling på et lidt dybere plan.

I forbindelse med en udfordring eller et traume fra min barndom spurgte jeg psykologen, om det, hvis nu jeg sagde det højt til hende, så ville forsvinde og ikke plage mig mere? Hendes korte svar var NEJ. Det pillede jeg så lidt i og udtrykte efterfølgende højt, at så behøvede vi ikke tale mere om det, så kunne det vente. Hertil svarede hun, at jeg havde to valgmuligheder.

Hun beskrev det som følgende: ”din hjerne er som en trykkoger, og tingene ligger ganske stille under låg. Når du begynder at røre ved det, der ligger under låget, begynder at tænke tanker eller får billeder ind, så er det tid til at tage låget af og kigge på tingene. Beholder du låget på, så kan jeg med garanti love dig, at på et tidspunkt, og helt sikkert et tidspunkt du ikke ønsker, så springer låget af helt af sig selv, og så har du balladen.”

Jeg kan huske, at jeg tænkte, ja, ja, det skal du sgu’ ikke bestemme, nu har jeg båret på det i 39 år, så klarer jeg nok også de næste 50, hvis det er det jeg ønsker, og så luntede jeg lige så stille ud ad døren.

Det gik jo hverken værre eller bedre, end selvfølgelig hoppede det irriterende låg af – og ja, på et voldsomt upassende tidspunkt og jeg røg ned med et brag. Alle sandheder og skeletter væltede i et mylder ud af skabet, helt ude af kontrol.

Det er nu ikke det, min historie skal handle om. Det jeg gerne vil kaste fokus på er, at jeg kunne have lagt mig i fosterstilling og aldrig rejst mig igen, men jeg valgte i stedet, step by step, at rejse mig og tage én ting ad gangen og kikke på den. Herefter vurderede jeg, om jeg reelt kunne gøre noget ved det. Var det så gammelt, at det var ligegyldigt nu (ting jeg bare havde holdt i live fordi…?), eller var det noget, jeg var nødt til lige at vente lidt med, indtil jeg var klar. Tre bunker, tre valg.

Fordi jeg valgte at kigge på tingene i rygsækken, den rygsæk der havde tynget mig mere og mere hen over årene og havde fastfrosset mig i en rolle, der slet ikke var mig, og fordi jeg valgte at tage kvælertag med det, der gjorde ondt, det, der holdt mig stangen, de ting, der var svære, netop derfor slap jeg fri af offerrollen. Jeg blev kriger.

Nogle har givet vis fået et chok i tiden efter, nogle blev læst ind for lopper, andre blev smidt ud. Der var gråd, der var støj, og der var vrede. Når først man går i gang med mental rengøring, så vokser man skridt for skridt, og den magt, man har givet andre, tager man med ét tilbage, og pludselig ser verden og ens muligheder helt anderledes ud.

Hvad har du med ud i livet?

Jeg kommer fra en kultur, hvor der hele mit liv har været fokus på alt det, jeg gjorde forkert. Ros var en by i Rusland, og hjemme var læringen: tro det værste om folk, indtil det modsatte er bevist. Det er ikke det fedeste grundlag at drage ud i verden med, når man er et kærligt og særligt sensitivt væsen, men det var altså min værktøjskasse, mit verdensbillede, min kultur.

Det er i øvrigt helt naturligt, vi er alle født med to biologiske mekanismer der:

• hæmmer positive følelser
• fremmer negative følelser

Negativitetsbias har evolutionære fødder. Belønner os for at holde fokus på overlevelse.

Og det er stadig ikke for at være i offer-rollen, at jeg nævner det. Men tænk jer, hvilken befrielse det var, da jeg begyndte at interessere mig for personlig udvikling, mental sundhed, konflikt-håndtering, coaching og positiv psykologi. Pludselig var der begreber, der dækkede min opvækst, mit ulvesprog og min adfærd. Der var et lys, der brændte stærkere og stærkere ude i horisonten; modsætningen til min læring, modsætning til alt det, jeg var ved at blive kvalt i.

Jeg fik et nyt udgangspunkt i forhold til, hvad der virker for folk, frem for, hvad der ikke virker. Positivt livssyn frem for negativt. Girafsprog frem for ulvesprog – og ikke mindst, at livet er læring. Vi møder de udfordringer, vi skal. Måden, vi håndterer dem på, er afgørende for, om vi vokser eller kryber. Ændringerne i vores liv kommer indefra og ikke fra vores omgivelser. Lidt som en plante der bryder gennem asfalten. Sådan kan vi vælge at søge mod lyset eller forblive i mørket.

Som indskudt bemærkning bør jeg nok nævne, at der skal tre positive følelser til at opveje/udligne én negativ følelse, og det tager 6-8 uger at danne nye neurale netværk – nye vaner. Heldigvis har forskning vist, at den plastiske hjerne (neuroplasticitet) livet igennem kan ændre sine strukturer og aktivitetsmønstre på afgørende vis. Vi udvikler 2000 nye hjerneceller hver dag, så der er håb for os alle.

Positiv psykologi

For nyligt deltog jeg i en foredragsrække om positiv psykologi, og det gav et indblik i ikke bare min rejse, men også mange af mine samarbejdspartnere og klienters rejser, og det underbyggede på alle måder ovenstående.

Hans Henrik Knopp, lektor i psykologi, Aarhus Universitet, udtalte i et foredrag om positiv psykologi på Folkeuniversitetet: ”Alle prøver jo at være stærke, ingen ønsker at være skrøbelige.”

Han fortalte ligeledes, at vi er ”forkodet” med at være på vagt, derfor trives vi negativitet. Tilbage i stenalderen var det vigtigere at have det skidt, modsat af at have det godt. Hvis du havde det lidt skidt, var du opmærksom, bekymret og i alarmberedskab, og dermed kunne du forhåbentlig overleve, men hvad var prisen? Glade mennesker var i fare for at dø, fordi de var uopmærksomme…

Det er vores DNA,

• derfor er vi mere opmærksomme på negative end positive begivenheder
• derfor reagerer vi følelsesmæssigt hurtigere på negative begivenheder end positive
• derfor rammes vi hårdere af negative oplevelser end positive (mindst tre gange hårdere på                arbejdet og fem gange hårdere i parforholdet)
• vi grubler mere over problemer end vi påskynder glæde
• der er mere socialt spin/smitte i problemer end glæder

Tænk bare på medierne, journalisternes tilgang ”if it bleeds it leeds”.

• i mange sammenhænge gives prioritet til behandling frem for forebyggelse (der bruges ca. 4% af
sundhedsbudgettet på forebyggelse)

Anne Kirketerp Linstad, ph.d i foretagsomhed og ekstern lektor på Aarhus Universitet, kastede lys over, hvordan man får mennesker til at gå fra at tale om til at udføre. At gå fra tanke til handling.

Interessant er, når vi går ind i rollen med ”lært hjælpeløshed”, en rolle der optræder, når vi mister troen på, at vi kan påvirke vores omgivelser. Det jeg kalder at fastfryse. Når vi påvirkes negativt i korte perioder, kan vi komme videre uden mén, men hvis vi påvirkes gennem lang tid, så sætter det spor i retning af lært hjælpeløshed.

Hvis vi skal ændre på vores selvforståelse, kræver det, at vi opnår succesoplevelser.

”Folk undgår aktiviteter og situationer, som de mener overskrider deres mestringsstrategier”
– Albert Bandura 1994.

Succesoplevelser:

• kræver at vi lykkes med noget svært
• er individuelle og afhængige af vores tidligere oplevelser
• kræver (ofte) at vi får et kærligt skub for at ændre opfattelsen af det, som opleves for svært.

Microfeedback virker og fastholder os i vores ”rejse” frem mod succes.

Anne Kirketerp Linstad gjorde opmærksom på, at hvis vi i stedet for hele tiden at fokusere på en hel forretningsplan med al dens kompleksitet har opmærksomhed på små skridt med fuld kontrol, så skaber vi fremdrift og positiv energi – hun kalder processen ”det næstbedste skridt”.
Det eneste, vi har kontrol over, er os selv og de midler, vi har til rådighed. Hvis vi hele tiden beskæftiger os med den næste bedste handling, bliver vores handling overkommelig og mulig.
Foretagsomhed styrkes ved at fokusere på det vi har kontrol over. Der er tre ting vi altid har kontrol over:

• Hvem er vi?
• Hvem vi kender?
• Hvad vi ved?

Man har kun kontrol over et skridt ad gangen, INGEN har kontrol over fremtiden.

I dag lever jeg efter fire helt enkle leveregler, skrevet af don Miguel Ruiz:

• vær ren i dit ord
• tag ikke noget personligt
• lad være med at formode noget
• gør altid dit bedste

Jeg er kriger, og det er jeg stolt af.

Fotograf: Xuan Nguyen

Læs også https://kotu.dk/er-dit-arbejde-din-identitet/

At være stræber i et resultat-samfund

At være stræber i et resultat-samfund

JA. Jeg er stræber, og jeg er stolt af det!”

Det var den respons, jeg kom med for et par år siden, da en klassekammerat ville drille mig med, at jeg brugte alt for lang tid på en opgave i stedet for at tage med ud og drikke et par øl.

Det har gennem hele min skoletid været et tabu at få gode karakterer, at være en nørd eller stræber var ikke noget, man var stolt af. Det var det heller ikke for mig i folkeskolen, men jeg fik heller ikke gode karakterer.

Der er ikke mange mennesker, som bryder sig om at bruge begrebet ”stræber” om sig selv, eller at andre bruger det om en. Men hvorfor har ordet ”stræber” fået en så negativ ladning? Definitionen af en stræber er: en person der stræber efter succes. Når jeg læser den definition, synes jeg overhovedet ikke, at det er negativt ladet. Så hvor kommer denne negative ladning fra?

Jeg oplever, at den negative ladning, kommer i forbindelse med de sociale kompetencer. En person, der altid siger nej til at deltage i de sociale aktiviteter, vil ofte blive udstødt af gruppen. Sådan er det bare. Vi mennesker er jo blot flokdyr, lige meget hvor ”udviklede”, vi end mener, vi er.

Ofte er det også dem, som siger nej til de sociale aktiviteter, der bruger ekstra tid på at lave lektier eller læse andre bøger og blade, som giver dem en åbenlys fordel i forhold til dem, som ikke bruger den ekstra tid.  Der er garanteret også en masse sammenfald på nogle personprofil-typer, hvis man undersøger det nærmere (hvilket der helt sikker er nogen, der har gjort).

Stræbertitel er det en straf eller en belønning?

Er man så en stræber bare fordi man får topkarakterer? Eller fordi man er socialt akavet?  Ikke nødvendigvis, men det hænger nogle gange sammen. Jeg kan nemt finde eksempler i mit netværk på personer, som både bruger rigtig meget tid på skolearbejdet, er socialt akavede og får topkarakterer. Jeg tror dog, at de har det helt fint med at gå meget op i deres skole eller arbejde og ser ikke sig selv som stræbere. På den anden side kan jeg også finde folk, som aldrig løfter en finger og stadigvæk får topkarakterer. De bliver også af og til stemplet som stræbere, men viden kommer ”bare” let til dem. Ofte stræber de ikke efter de gode karakterer, de får dem bare. Jeg spurgte en af mine venner, som passer perfekt på denne beskrivelse, om han så sig selv som stræber. ”Nej, det gør jeg bestemt ikke,” var svaret. Så spurgte jeg ham om, hvor mange timer han brugte på skolearbejde uden for skoletiden. Her svarede han: ”Så lidt tid som muligt, hvis jeg kan slippe for det, så gør jeg det.” Han har et gennemsnit på over 10,5 på 4 år som bachelor studerende. Vi snakkede videre om uddannelse og studieliv. For ham handlede det ikke om at få gode karakterer, de kom bare. Den evne er vi garanteret mange, der gerne vil bytte os til. Jeg vil i hvert fald gerne. En af de andre ting, vi kom til at snakke om, var, at karaktergivning blot er et værktøj for undervisere til at vejlede eleverne om, hvor godt de har forstået det pågældende fag eller emne. Når vi står med vores uddannelsesbevis, er der sjældent nogen, som kigger på vores karakterer igen.

”Alt arbejde over 02, er spildt arbejde.”

Dette er en kommentar, der findes i forskellige former, men betydningen er den samme. Janteloven!
Hvis jeg ikke kan få topkarakter, har jeg da en undskyldning. Jeg har hørt undervisere i ramme alvor sige dette til elever, måske for at muntre dem op, hvis karakteren ikke var god nok? Det er aldrig sjovt at fejle, sådan tror jeg, vi alle har det.

Topkarakterer kan ikke stå alene

Endnu et sted, hvor det skaber problemer, er, når elever tror, deres verden falder sammen, hvis de ikke får topkarakterer. Når ”karakterpresset” begynder at medføre stress, selvskade eller anden form for mistrivsel er det rigtig usundt. Og her dukker en anden underforstået betydning af begrebet stræber op. Her har vi et reelt problem. Dem, som falder under denne beskrivelse, er i risiko for blive alvorligt syge med noget, som kan skade resten af deres liv. Denne risiko er skabt af ingenting, Det hele falder på en usund selvopfattelse og nogle ikke eksisterende krav. Der er desværre en del artikler om dette emne, når man søger på nettet.

Vi er desværre med til at skabe denne kultur for vores unge. De skal allerede i en alder af blot 14-15 år tage stilling til, hvad de vil med resten af deres liv. Det er i denne alder, at de begynder at modtage studievejledning, som lægger grundlaget for de næste 10-15 år af deres liv.

Der er virkelig mange, som har rigtig store udfordringer med at tage beslutninger om, hvad de gerne vil arbejde med, eller hvor de gerne vil arbejde. Hvilken gymnasieretning skal de vælge for at have de rigtige fag til den rigtig universitetsuddannelse? Hvilket studierelevant job skal de have for at få de bedste muligheder for et job? Det er rigtig mange store valg, de unge mennesker skal træffe. Hvem siger, at de planer, drømme og idéer, man har som 15 årig, er de sammen som 19 årig eller 24 årig? I rigtig mange tilfælde ender unge med ikke at tage den uddannelse, som de troede var den rigtige for dem som 15 årige. Heldigvis bliver de ældre, mere modne, får deres egne erfaringer i livet, og ikke mindst bliver de klogere.

Vi har skabt en kultur i vores samfund, der fokuserer rigtig meget på resultater og ikke altid på kvaliteter. Det er med til at gøre det meget svært for de elever, som ikke kan få de gode karakterer. De ender af og til med at blive overset og glemt.

Jeg kender en ung fyr, som er så ordblind, at han dårligt nok kan stave sit eget navn. Han var blevet glemt og overset i samfundet og overladt lidt til sig selv. Han kom på en produktionsskole, hvor en underviser opdagede, at han var rigtig god til at skrive koder til computerprogrammer. De begyndte at arbejde med kodning, og i dag er han ansat hos et stort amerikansk softwarefirma som programmør. Her var alle forudsætningerne, når man kigger på resultaterne, ikke til det helt store, men ved at kigge lidt under overfladen var der virkelig kvalitet at finde.

Modenheden gør en forskel

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at folkeskolen ikke var mit favoritsted at være den gang. Jeg ville hellere spille fodbold, lege med vennerne i skoven, spille GameBoy. Faktisk var alt mere eller mindre sjovere end at lave lektier og være i skole. Efter folkeskolen var de gymnasiale uddannelser på ingen måder i spil som en mulighed for mig. Så det blev til et år på efterskole, hvor modenheden kunne indhente alderen lidt, hvilket den også gjorde. En oplevelse, jeg ikke havde regnet med, at jeg skulle få på mit efterskoleår, var, at mine lærere hørte mig og forstod mig. De var ikke blot opmærksomme på mig som individ, de gjorde også noget ved det. Jeg fik lyst og motivation til at gå i skole. Jeg fik lyst til at lave mine ting og forberede mig til undervisningen. Det var da 100 gange sjovere at få høje karakterer end blot at bestå, som jeg havde gjort i min folkeskole. For mig var det et wake up call, som fik mig til at interessere mig for min skolegang.

Jeg startede efter mit efterskoleår på uddannelsen som elektronikfagtekniker. Med min nye tilgang til læring forsøgte jeg hele tiden at forbedre mig ved at lære af mine fejl. Det endte med, at jeg var blevet rigtig god til at lære og forbedre mig. Det kom til udtryk, da jeg fire år senere kunne stå med to 12-taller på mit svendebrev.

Herefter skete der en masse i mit liv, hvor jeg kunne bruge den vigtigste læring ”aldrig at give op” og ”man kan altid blive bedre”.

I dag sidder jeg på Københavns Universitet, afdeling Skovskolen, og er ved at færdiggøre endnu en uddannelse. Denne gang med en endnu større og brændende lyst til at få topkarakterer og gøre mit bedste. Det er ikke kun noget, jeg har lyst til, men noget jeg arbejder efter, jeg arbejder hårdt efter det.

Virker det så at arbejde hårdt for at få topkarakterer? Ja, for mig gør det. Jeg elsker, hvad jeg laver, og håber jeg kan arbejde med det resten af livet. Jeg har en enorm lyst til at forbedre mig og lære nyt. Jeg ønsker at skabe unik kvalitet, som jeg kan bidrage med på arbejdsmarkedet. Det har taget mig ti år at finde denne hylde, og jeg er glad for alle sving på vejen.

”Ja. Jeg er stræber, og jeg er forsat stolt af det!”