Indlæg

Er verden klar?

/0 Kommentarer/i /af

Til hvad? Spørger du måske, og det skal jeg nok komme tilbage til.

Først vil jeg tage dig med tilbage til juni 2018, hvor min virksomhed KOTU blev stiftet.

Gennem et års tid havde jeg skrevet på bogen Kan du høre dit hjerte kalde? Nok egentligt mest for min egen skyld, da bogen klart var et værktøj og en proces, der blev sat i gang for at bearbejde mit livs op- og nedture på daværende tidspunkt i et forsøg på at finde vej til det, der skulle blive mit fremtidige liv.

Udgivelsen af bogen var en af mit livs største udfordringer og en test af mig selv på, i hvor høj grad jeg turde stå på mål for mig selv, når det kom til stykket. Mit valg synliggjorde jo også min familie, min omgangskreds og mine forretningsforbindelser, og uanset hvor sober og ordentlig jeg forsøgte at være, så kastede indholdet lys i mange retninger og skabte grobund for fortolkninger af de ord, hændelser og udfordringer, jeg delte i bogen. Jeg kan godt afsløre her, at det var sårbart for alle involverede og heller ikke uden omkostninger!

Men sådan er livet jo også – sårbart, rodet og aldrig helt, som vi forventer det!

Det forstås, men hvorfor så i grunden dele bogen med verden, hvorfor ikke bare holde den for mig selv, hvis det mest af alt handlede om min indre proces og et værktøj, som hjalp mig med at skabe refleksion og samle mine tanker med fokus på min fremtid?

Svaret er, at det netop var udfordringen. Bogen, hvor banal den end må være for nogle, blev til under min vandring på Caminoen i 2017. En vandring der på daværende tidspunkt gav mig et helt særligt rum til ro, fordybelse og refleksion. Mange havde fortalt mig, at det at vandre under Mælkevejen var noget helt særligt, og for mange betød det en spirituel oplevelse og en indre kontakt, de ikke tidligere havde oplevet. Og sådan blev det også for mig. En kæmpe oplevelse, åndelig, spirituel og energifyldt.

Da jeg kom hjem, vidste jeg instinktivt, at mit liv havde taget en drejning, og at der var åbnet for andre kanaler end dem, jeg tidligere havde taget i brug – både arbejdsmæssigt og privat – samtidigt vidste jeg også, at der fulgte forpligtelser med, hvis jeg ville udleve mine drømme og være tro mod mig selv.

Det er bare ikke altid let, at formidle budskaber om de ting, der ikke er synlige for det blotte øje og ikke står i fagbøgerne på bibliotekets hylder, og derfor brugte jeg forholdsvis lang tid på at sortere og udkæmpe indre kampe om, hvad jeg kunne tage i brug, hvis jeg skulle bygge bro mellem erhvervslivet og den nye fagre verden, jeg havde fået øje på.

Erhvervsliv og timing

Mange ting faldt på plads i årene 2015-2018, men fornemmelsen af at kunne dele indsigterne med erhvervslivet begrænsede sig til en bjælke på min hjemmeside, der fik navnet Walk&Talk 1:1. Titlen dækkede over coachingarbejde og foregik i naturen. Dengang var det for tidligt til at slå rigtigt igennem og blev en trend, til trods for at effekten var enorm for dem, der deltog. I dag er det for mange helt naturligt at tage naturen i brug, både privat og i arbejdsregi, når der skal tankes op i energidepoterne eller der skal reflekteres og tænkes kreative tanker.

Men det var i bund og grund det eneste, jeg turde flashe på min hjemmeside tilbage i 2018. De øvrige værktøjer turde jeg slet ikke slå an med, til trods for at jeg ikke et øjeblik var i tvivl om, at det netop var det, verden havde brug for.

Bogen var en kontrakt med mig selv og en udfordring, jeg var nødt til at tage. At udgive bogen var grænseoverskridende, men nødvendigt, hvis jeg ville stå på mål for mig selv og den viden, jeg havde fået med på min vandring. Vel vidende at den ikke var interessant for alle og måske mest for mig selv, har udgivelsen været med til at fastholde mig og styre mig i den rigtige retning, når jeg kom på afveje i forhold til beslutningen om at bygge bro, der blev truffet tilbage i tiden.

Og jeg har været på afveje, mange gange! Det er så meget lettere at begå sig i det kendte, holde sig til det, der efterspørges, og tjene sine penge der, hvor de fleste forstår og er trygge ved det, du præsenterer.

Timing er alt i erhvervslivet! Er du for tidligt på færde, er det en udfordring, er du for sent, taber du værdi. Men mest af alt, er der nødt til at være et behov, en nysgerrighed og en åbning til dialog og gerne krydret med et dybtfølt og nødvendigt ønske om forandring. Der er vi nu!

Ord forføre

Verden kalder på forandring. Mentale udfordringer, ubalance, højt tempo, et godstog i digitaliseringens hellige navn, der har ramt hårdt, og en famlen i blinde efter svar og holdbare løsninger, har kaster lys over de mangler, de sidste mange års beslutninger og manglende fællesskaber har fremelsket. Vi er ikke længere i forbindelse med os selv, vores sanser og intuition, og derfor går vi i stykker som aldrig før.

I mange år har ord som sensitivitet, spiritualitet og åndelighed været ord forbundet med svaghed, noget der var okkult, noget fremmedgjort og tilhørende en særlig gruppe af mennesker. Der er heldigvis ændringer på vej, og hvis fremtidsforskerne får ret i deres antagelser, kommer vores sanser og intuitive evner i højsæde i de kommende år. Vi kan ikke undvære den forbundethed, der er mellem krop og sjæl gennem ånden. Grundtvig har sagt det, og nu har vi heldigvis også selv fået øje på det, på ny!

Ord har det med til at forføre os, og i en verden hvor vores ego har haft alt for meget fylde, har vi brug for at finde ind til kernen i os selv igen. Vi har brug for at sanse, tænke, føle og stole på vores intuition.

Særlig sensitiv

Sansestærk

I bund og grund de samme ord, de betyder det samme, det ene ord er bare langt stærkere end det andet i vores bevidsthed, og når vi tager det i brug i vores samtale med hinanden. Hvem vil ikke gerne være sansestærk? Men vil alle være særlig sensitive?

Hvis vi skal være stærkere mennesker, ledere, kollegaer, forældre, børn og unge, så har vi brug for at stole på os selv og vores intuition og ikke lade os forføre eller begrænse af andres ord og fortolkninger. Det kan vi først, når vi igen kender vores sanser og kan reagere ud fra deres signaler uden forbehold.

For mange mennesker gælder det, at deres sanser alt for længe har været ude af drift, og de derfor heller ikke tør stole på de signaler, de modtager fra krop og sjæl.

Derfor er der også brug for at udvide værktøjskassen og være nysgerrig, når det gælder sundhedsfremme i virksomheder og i den personlig udvikling. Vi har en indre værktøjskasse, der kan forebygge eller reparere det meste, hvis vi tør lytte og mærke efter.

Så er verden klar?

Det må vi håbe, for virkning og effekt af det, vi tidligere har taget i brug til sundhedsfremme, har haft store omkostninger for mange mennesker og for vores samfund.

Vi er i en ny tid, hvor søgen efter svar og løsninger på de store mentale udfordringer, der er i verden, kalder på nye veje og nye måder at tilgå os selv og hinanden på. Ingen har patent på sandheden, men der er alternativer til både tænkning og væren i livet.

Nyere forskning har vist, at effektiv beslutningstagning kræver en balance mellem både intuition og logik. En undersøgelse offentliggjort i Harvard Business Review viste, at det i visse situationer kan føre til mere præcise forudsigelser at stole på intuition sammenlignet med udelukkende at stole på logik.

En virksomhedskultur bestående af personer der bruger både logik og intuition, har et højere niveau af kreativitet end dem, der udelukkende stoler på enten logik eller intuition – The Journal of Creative Behavior.

Timingen er der, indsigten og værktøjerne er til rådighed, så spørgsmålet er egentligt bare, om du er klar, nysgerrig og søgende efter en alternativ vej til mental stabilitet og udvikling af trivsel i din virksomhed.

Og har du fået lyst til at læse min bog og finde ud af, hvordan jeg på Caminoen overvandt mine egne forbehold til at arbejde med intuition og spiritualitet i min hverdag, kan du købe den på min hjemmeside www.kotu.dk. Her finder du også mere information om, hvordan vi sammen gennem trivselsarbejde kan fremme sanselighed og intuition i din virksomhed.

Mit logo og min virksomheds navn har en helt særlig historie. Navnet KOTU er en forkortelse af Knowledge Of The Universe. Jeg har bare ikke tidligere været modig nok til at folde det fulde navn ud, mest fordi det i fødslen mødte stor modstand hos mange erhvervsdrivende – igen, det der med timingen. Oversat betyder det jo dybest set bare Universel viden. Viden vi alle har tilgang til, hvis vi vil.

Historien bag logoet gemmer vi til en anden god gang!

Foto: Gabriella Clare Marino

Årets vigtigste trivselsundersøgelse

/0 Kommentarer/i /af

Årets vigtigste trivselsundersøgelse

I de fleste virksomheder er trivselsundersøgelser efterhånden blevet et accepteret og konkret værktøj til at understøtte det gode arbejde med at skabe hverdagstrivsel på alle niveauer af vores organisationer. Jeg vil gætte på, at mange af jer har gennemført en eller flere undersøgelser hen over 2022 og har brugt resultaterne til at kigge indad hos jer selv, i jeres teams, i jeres ledelse og i organisationen generelt.

Hvis der er særlige områder, der trænger til justeringer eller ekstra kærlighed, steder hvor det er kørt af sporet i forhold til planer og mål, eller decideret er i risiko for at kuldsejle, er det nu, der har mulighed for at samle op på tingene, ændre tilgang og form og redde eller udvikle os selv, vores kollegaer og vores virksomhed.

Vores samarbejdspartnere gør det samme. De vurderer os løbende, men mindst én gang om året, når de lægger budgetter eller strategier for det kommende år, gennemgår de, om vi er værd at arbejde videre med. Måske er vi så heldige, at de sætter pris på os, måske kan de oven i købet lide os, og går det vildt for sig, bliver vi budt ind til at gennemgå og udvikle samarbejdet i fællesskab.

Det er stærkt, det er ærligt, det er effektivt og medvirker til, at vi i tide får rettet op på de ting, der ikke virker. Sammen styrker vi vores fælles fremtid og skaber gode resultater.

Refleksion og udvikling

Hvornår har vi sidst gjort os umage i vores parforhold, i forhold til vores børn, vores familie og blandt vores venner?

Det kom jeg til at tænke på, da vi den anden dag gik Walk&Talk i min Rotary Klub som start på det nye år. Her gik jeg tur med forskellige medlemmer fra min klub, og da hovedvægten i klubben består af mænd, var det mænd, jeg kom til at tale med på hele turen. Vi gik i grupper med 3-4 personer i hver gruppe, og halvvejs rundt om søen skiftede vi gruppe, så vi kom rundt om mange ting i løbet af turen.

Som inspiration til turen lød oplægget på, at vi skulle tale nytårsfortsæt. Hvad bragte vi hver især med os ind i det kommende år? Et godt oplæg, der bragte gode og anderledes samtaler, udelukkende fordi vi rent faktisk have tid til at tale sammen på turen – om andet end det, de normale 10-15 minutter tillader i rammerne på vores eller stringente og fastlagte mødeform.

Mens mine kollegaer i den ene gruppe gik og talte om alt andet end nytårsfortsæt, fordi de simpelthen ikke havde nogle, gik jeg selv og funderede og reflekterede over, hvordan det kunne være, at de ikke lavede det årlige tjek på deres liv. Nu ved jeg godt, at jeg gennem året har en del mennesker igennem min virksomhed både som coach og som sparringspartner i virksomheder i forhold til trivsel, så min tilgang er givetvis farvet af det, jeg ser, men alligevel.

Tager vi som voksne for givet, at vores partnere, børn, familie og venner bare altid er der, uden at vi behøver lave tjek på, hvor vi står i forhold til hinanden og vores forhold? Ved vi i bund og grund, hvad vi ønsker af hinanden over tid, eller er der måske stor sandsynlighed for, at vi ændrer ønsker hen ad vejen i takt med, at vi og vores liv udvikler og ændrer sig?

Hvor styrer vi hen, hvis vi ikke har sat en kurs i fællesskab? Hvordan får vi afstemt forventninger, hvis vi ikke spørger ind til hinanden? Og hvordan med den der tid, der er så vigtig en ressource, hvordan skal den anvendes i det kommende år? Er vi enige om, hvad vi vil investere vores tid i og hvordan?

Og som par såvel som ledere og ansatte, hvad er så VORES prioriteringer i forhold til hinanden og i forhold til vores individuelle ønsker for fremtiden – eller bare for det næste år?

Nuvel, da ingen af de herrer, jeg gik sammen med, havde et nytårsfortsæt og heller ikke som sådan evaluerede bevidst på deres relationer, kunne jeg ikke dy mig for at spørge, hvor sikre de i grunden var på deres parforholds holdbarhed, når vi nu i Danmark har en skilsmisseprocent på 41,76? Det gik vi så lidt videres sammen og tyggede på (i stilhed), før samtalen fortsatte i en helt anden retning …

Trivsel i vores privatliv

Jeg vil gerne understrege, at jeg selv er lykkeligt fraskilt, og en stor del af min egen selvransagelse var netop, at vi havde ladet stå til og glemt at få afstemt forventninger. Vi havde glemt at gøre os umage og skabe positive forventninger til vores liv sammen, glemt at være nysgerrige på hinanden og vigtigst af alt glemt at trivselsmåle undervejs.

Når jeg så tænker på, hvor mange ressourcer vi bruger i hverdagen på at skabe trivsel i vores virksomheder og blandt vores kollegaer, både tidsmæssigt og økonomisk, så bliver jeg forstemt og ked af at få bekræftet, at vi tilsyneladende ikke bruger den samme energi og investering i det dyrebareste vi har, vores parforhold, vores familier og vores vennekredse.

Tilbage, da jeg gik Caminoen i 2017, mødte jeg en amerikansk forretningsmand, der én gang om året lavede det, han kaldte et årligt sundhedstjek på sig selv og sin investering i familien. Ved årets start indgik de en aftale om, hvordan tiden skulle anvendes i det kommende år. Skemaet kunne ændre sig fra år til år i forhold til prioriteringen af tiden, men det var et værktøj, familien kunne forhold sig til, læne sig op ad individuelt og som familie, og vigtigst af alt blev forventningerne afstemt i fællesskab. Han var en travl mand, og som han selv udtrykte det, hvis han ikke havde fokus på sit liv og sin familie, ville han givetvis arbejde for meget.

Et eksempel på hvordan skemaet kunne se ud:

1 række: arbejde (slående nok)

2 række: familie

3 række: spiritualitet/tro

4 række: uddannelse

5 række: personlig tid til sport

Hver måned nedfældede han sit tidsforbrug i procenter i skemaet. Når året var omme, sammenlignede han og familien skemaet med den aftale, der var indgået ved årets start, og brugte det som værktøj til at reflektere over, hvad tiden blev brugt til og som pejlemærke til det efterfølgende års aftale.

Måske er metoden meget amerikansk, men som inspiration og egen refleksion er det måske meget godt at overveje, om det er relevant at gøre status på den måde.

Fremtidens trivsel

I forbindelse med mit arbejde som konsulent og sparringspartner hos Stehr ApS, hvor jeg de sidste 8-9 måneder har holdt møder med forskere, eksperter, fagfolk, politikere og fonde om familiedannelse og arbejdet mig gennem forskning og viden på området universelle familieuddannelser, står det klart, at tid, kommunikation og manglende forventningsafstemning til hverdagens roller og prioriteringer, også her er medvirkende årsager til nogle af de udfordringer, vi står med som familier og samfund og sender direkte videre med vores børn og unge ind i deres voksenliv.

I Mariagerfjord Kommune har man tilbage i 2019 lavet et pilotprojekt, hvor de tilbød parterapi til alle kommende forældre. De forældrepar, der deltog i projektet, fik 5 sessioner med parterapi gratis – ingen af de deltagende forældre gik fra hinanden i perioden, trods det, at vi ved, at skilsmisseprocenten er højest blandt forældre med børn i alderen 0-5 år. Efterfølgende har de i Mariagerfjord Kommune gjort ordningen permanent, og i dag kan forældrepar med børn i alderen 0-18 år kvit og frit få op til 8 gange parterapi. Kommunen har valgt at forebygge frem for at helbrede.

I Danmark bruger vi ca. 20% af sundhedsbudgettet til at forebygge og 80% på at helbrede, når tingene er gået galt!

Måske er det i virkeligheden det samme, vi gør i vores privatliv …

Så når vi alle sammen her i januar laver vores årlige selvangivelse, gennemgår vores forbrug af el- og varme, laver vores fysiske sundhedstjek, lægger strategier for vores virksomheder eller overvejer, om vi overhovedet har lyst til at komme retur til vores arbejdsplads, kunne det måske være hensigtsmæssigt, at vi ved samme lejlighed også tager pulsen på vores parforhold, vores familie og vores øvrige relationer og får afstemt forventningerne til 2023!

Fotograf: Omotayo Kofoworola

Offer eller kriger?

/0 Kommentarer/i /af

Offer eller kriger?

Hvordan vil du helst indtage verden?

Når man arbejder med mennesker på daglig basis – og gør vi ikke alle det? – så begynder en læringsproces at tage form. Nogle situationer syntes at dukke op igen og igen uagtet, at man jo havde lukket døren til lige netop den situation for kort tid siden. Så hvad er det lige, der sker?

Tja, måske tiltrækker vi selv situationen, måske fik vi i virkeligheden ikke løst opgaven første gang, måske, og kun måske, håbede vi, at den gik væk af sig selv, hvis vi glemte den.

Jeg var engang til psykolog i forbindelse med min skilsmisse. Vi havde lovet hinanden, at vi ikke ville lade noget være uprøvet. Hvis vi gik fra hinanden, så skulle der ikke være nogen fortrydelse bagefter, fordi vi ikke havde forsøgt at klinke skårene, så til psykolog det gik. Det reddede dog ikke mit ægteskab, men det gav mig en indsigt til at forstå min hjernes funktioner lidt dybere og mere indgående. Måske var det i virkeligheden startskuddet til, at jeg begyndte at arbejde med personlig udvikling på et lidt dybere plan.

I forbindelse med en udfordring eller et traume fra min barndom spurgte jeg psykologen, om det, hvis nu jeg sagde det højt til hende, så ville forsvinde og ikke plage mig mere? Hendes korte svar var NEJ. Det pillede jeg så lidt i og udtrykte efterfølgende højt, at så behøvede vi ikke tale mere om det, så kunne det vente. Hertil svarede hun, at jeg havde to valgmuligheder.

Hun beskrev det som følgende: ”din hjerne er som en trykkoger, og tingene ligger ganske stille under låg. Når du begynder at røre ved det, der ligger under låget, begynder at tænke tanker eller får billeder ind, så er det tid til at tage låget af og kigge på tingene. Beholder du låget på, så kan jeg med garanti love dig, at på et tidspunkt, og helt sikkert et tidspunkt du ikke ønsker, så springer låget af helt af sig selv, og så har du balladen.”

Jeg kan huske, at jeg tænkte, ja, ja, det skal du sgu’ ikke bestemme, nu har jeg båret på det i 39 år, så klarer jeg nok også de næste 50, hvis det er det jeg ønsker, og så luntede jeg lige så stille ud ad døren.

Det gik jo hverken værre eller bedre, end selvfølgelig hoppede det irriterende låg af – og ja, på et voldsomt upassende tidspunkt og jeg røg ned med et brag. Alle sandheder og skeletter væltede i et mylder ud af skabet, helt ude af kontrol.

Det er nu ikke det, min historie skal handle om. Det jeg gerne vil kaste fokus på er, at jeg kunne have lagt mig i fosterstilling og aldrig rejst mig igen, men jeg valgte i stedet, step by step, at rejse mig og tage én ting ad gangen og kikke på den. Herefter vurderede jeg, om jeg reelt kunne gøre noget ved det. Var det så gammelt, at det var ligegyldigt nu (ting jeg bare havde holdt i live fordi…?), eller var det noget, jeg var nødt til lige at vente lidt med, indtil jeg var klar. Tre bunker, tre valg.

Fordi jeg valgte at kigge på tingene i rygsækken, den rygsæk der havde tynget mig mere og mere hen over årene og havde fastfrosset mig i en rolle, der slet ikke var mig, og fordi jeg valgte at tage kvælertag med det, der gjorde ondt, det, der holdt mig stangen, de ting, der var svære, netop derfor slap jeg fri af offerrollen. Jeg blev kriger.

Nogle har givet vis fået et chok i tiden efter, nogle blev læst ind for lopper, andre blev smidt ud. Der var gråd, der var støj, og der var vrede. Når først man går i gang med mental rengøring, så vokser man skridt for skridt, og den magt, man har givet andre, tager man med ét tilbage, og pludselig ser verden og ens muligheder helt anderledes ud.

Hvad har du med ud i livet?

Jeg kommer fra en kultur, hvor der hele mit liv har været fokus på alt det, jeg gjorde forkert. Ros var en by i Rusland, og hjemme var læringen: tro det værste om folk, indtil det modsatte er bevist. Det er ikke det fedeste grundlag at drage ud i verden med, når man er et kærligt og særligt sensitivt væsen, men det var altså min værktøjskasse, mit verdensbillede, min kultur.

Det er i øvrigt helt naturligt, vi er alle født med to biologiske mekanismer der:

• hæmmer positive følelser
• fremmer negative følelser

Negativitetsbias har evolutionære fødder. Belønner os for at holde fokus på overlevelse.

Og det er stadig ikke for at være i offer-rollen, at jeg nævner det. Men tænk jer, hvilken befrielse det var, da jeg begyndte at interessere mig for personlig udvikling, mental sundhed, konflikt-håndtering, coaching og positiv psykologi. Pludselig var der begreber, der dækkede min opvækst, mit ulvesprog og min adfærd. Der var et lys, der brændte stærkere og stærkere ude i horisonten; modsætningen til min læring, modsætning til alt det, jeg var ved at blive kvalt i.

Jeg fik et nyt udgangspunkt i forhold til, hvad der virker for folk, frem for, hvad der ikke virker. Positivt livssyn frem for negativt. Girafsprog frem for ulvesprog – og ikke mindst, at livet er læring. Vi møder de udfordringer, vi skal. Måden, vi håndterer dem på, er afgørende for, om vi vokser eller kryber. Ændringerne i vores liv kommer indefra og ikke fra vores omgivelser. Lidt som en plante der bryder gennem asfalten. Sådan kan vi vælge at søge mod lyset eller forblive i mørket.

Som indskudt bemærkning bør jeg nok nævne, at der skal tre positive følelser til at opveje/udligne én negativ følelse, og det tager 6-8 uger at danne nye neurale netværk – nye vaner. Heldigvis har forskning vist, at den plastiske hjerne (neuroplasticitet) livet igennem kan ændre sine strukturer og aktivitetsmønstre på afgørende vis. Vi udvikler 2000 nye hjerneceller hver dag, så der er håb for os alle.

Positiv psykologi

For nyligt deltog jeg i en foredragsrække om positiv psykologi, og det gav et indblik i ikke bare min rejse, men også mange af mine samarbejdspartnere og klienters rejser, og det underbyggede på alle måder ovenstående.

Hans Henrik Knopp, lektor i psykologi, Aarhus Universitet, udtalte i et foredrag om positiv psykologi på Folkeuniversitetet: ”Alle prøver jo at være stærke, ingen ønsker at være skrøbelige.”

Han fortalte ligeledes, at vi er ”forkodet” med at være på vagt, derfor trives vi negativitet. Tilbage i stenalderen var det vigtigere at have det skidt, modsat af at have det godt. Hvis du havde det lidt skidt, var du opmærksom, bekymret og i alarmberedskab, og dermed kunne du forhåbentlig overleve, men hvad var prisen? Glade mennesker var i fare for at dø, fordi de var uopmærksomme…

Det er vores DNA,

• derfor er vi mere opmærksomme på negative end positive begivenheder
• derfor reagerer vi følelsesmæssigt hurtigere på negative begivenheder end positive
• derfor rammes vi hårdere af negative oplevelser end positive (mindst tre gange hårdere på                arbejdet og fem gange hårdere i parforholdet)
• vi grubler mere over problemer end vi påskynder glæde
• der er mere socialt spin/smitte i problemer end glæder

Tænk bare på medierne, journalisternes tilgang ”if it bleeds it leeds”.

• i mange sammenhænge gives prioritet til behandling frem for forebyggelse (der bruges ca. 4% af
sundhedsbudgettet på forebyggelse)

Anne Kirketerp Linstad, ph.d i foretagsomhed og ekstern lektor på Aarhus Universitet, kastede lys over, hvordan man får mennesker til at gå fra at tale om til at udføre. At gå fra tanke til handling.

Interessant er, når vi går ind i rollen med ”lært hjælpeløshed”, en rolle der optræder, når vi mister troen på, at vi kan påvirke vores omgivelser. Det jeg kalder at fastfryse. Når vi påvirkes negativt i korte perioder, kan vi komme videre uden mén, men hvis vi påvirkes gennem lang tid, så sætter det spor i retning af lært hjælpeløshed.

Hvis vi skal ændre på vores selvforståelse, kræver det, at vi opnår succesoplevelser.

”Folk undgår aktiviteter og situationer, som de mener overskrider deres mestringsstrategier”
– Albert Bandura 1994.

Succesoplevelser:

• kræver at vi lykkes med noget svært
• er individuelle og afhængige af vores tidligere oplevelser
• kræver (ofte) at vi får et kærligt skub for at ændre opfattelsen af det, som opleves for svært.

Microfeedback virker og fastholder os i vores ”rejse” frem mod succes.

Anne Kirketerp Linstad gjorde opmærksom på, at hvis vi i stedet for hele tiden at fokusere på en hel forretningsplan med al dens kompleksitet har opmærksomhed på små skridt med fuld kontrol, så skaber vi fremdrift og positiv energi – hun kalder processen ”det næstbedste skridt”.
Det eneste, vi har kontrol over, er os selv og de midler, vi har til rådighed. Hvis vi hele tiden beskæftiger os med den næste bedste handling, bliver vores handling overkommelig og mulig.
Foretagsomhed styrkes ved at fokusere på det vi har kontrol over. Der er tre ting vi altid har kontrol over:

• Hvem er vi?
• Hvem vi kender?
• Hvad vi ved?

Man har kun kontrol over et skridt ad gangen, INGEN har kontrol over fremtiden.

I dag lever jeg efter fire helt enkle leveregler, skrevet af don Miguel Ruiz:

• vær ren i dit ord
• tag ikke noget personligt
• lad være med at formode noget
• gør altid dit bedste

Jeg er kriger, og det er jeg stolt af.

Fotograf: Xuan Nguyen

Læs også https://kotu.dk/er-dit-arbejde-din-identitet/

Agil ledelse kalder på agil stresshåndtering

/1 Kommentar/i /af

Agil ledelse kalder på agil stresshåndtering.

Jeg deltog i denne uge på Ledernes konference i Aarhus, hvor emnet var agil ledelse. Vi skulle lære mere om lederens nye rolle.

Jeg ville lære, hvordan jeg bedre kunne tackle forandringerne og forblive konkurrencedygtig. Ny viden, værktøjer og best-practise cases skulle vise mig, hvordan jeg skaber mere smidige og selvkørende teams via agil ledelse, så jeg som leder kan bruge den frigivne tid til at udvikle og sætte den rigtige kurs. Dette var ordene og indledningen på invitationen.

Så selvfølgelig skulle jeg deltage, nysgerrig er man vel, og hvis de vise sten blev fremlagt, så skulle de da med i min kurv. Ingen tvivl om det!

Det var stærke profiler, der holdt indlæg.

Stine Bosse, der med sin store ledelseserfaring og sin medmenneskelige tilgang til medarbejdere og trivsel på arbejdspladsen, bidrog i sit oplæg om at holde balancen i agil ledelse med helt enkle leveregler som leder:

Ledelse = Balance (alle steder fra bestyrelse, til medarbejder, til kunder).

Hendes tese om, at virksomheder er levende organismer, hvor der skal være sammenhæng mellem hjerne, hjerte og krop, holder naturligvis også hele vejen rundt.

Og ikke mindst, de to vigtigste spørgsmål til ledere:

  • Kan du lide mennesker, altså sådan ”rigtigt” lide mennesker?
  • Kan du lide at vaske op – underforstået det at lede, når den ene opvask er klaret, så står den næste parat. Du bliver aldrig rigtig færdig, hver dag står der en ny opvask klar.

Kan du ikke svare et klart og rungende JA til begge spørgsmål, så glem at ernære dig som leder, for ellers ødelægger du mere, end du gavner.

Sidst men ikke mindst, så påpegede hun, at der er tre typer medarbejdere i en virksomhed.

De røde er de sure, dem der går på arbejde fordi de skal, og som står ud af sengen med en holdning om, at det bliver en lortedag. Hvis de er dygtige og ikke skaber splid og dårlig stemning, kan de blive og få lov til at passe sig selv, forudsat at de er dygtige medarbejdere. Dog er det ikke dem, man skal bruge for meget tid på internt. Men hvis de ”smitter”, så er det ud omgående.

De gule vil bare gerne passe deres arbejde – og dem er der i øvrigt flest af. De skal motiveres, uddannes og hjælpes.

De grønne er de overskudsagtige. De kan og de vil. De er idérige, forude for deres tid, intelligente, og der er fuld fart over feltet. De skal bare have lov til at være i fred. Ledere skal holde fingrene væk og lade dem arbejde i fred. De kan i bund og grund ikke lide ledere med trang til styring.

Claus Elmholdt – Cand. Psych. Aut & Ph.d. Lektor I ledelses- og organisations-psykologi ved Aalborg Universitet udfordrede med spørgsmålet: Har du modet til agil ledelse?

Der er god grund til at udfordre, for agil ledelse kræver mod. Den hierarkiske organisationsform, som vi gennem århundreder har forfinet og holdt i hævd, har skabt en forståelse / indforståethed blandt medarbejdere, mellemledere og ledere om, at der ledes oppefra og ned. Det har givet trygge og faste rammer og et sted at pege fingeren hen, når tingene ikke går efter planen – nemlig mod den nærmeste leder.

Agil ledelse derimod kan i værste fald skabe usikkerhed, utryghed og tvivl om ansvar, frygt for tab af kontrol eller selvbestemmelse over eget arbejde, som kan være medvirkende årsager til stress, fravær og mistrivsel. Så det kræver en sikker hånd og et højt informationsniveau at vise vejen frem mod tryghed i at arbejde agilt i en virksomhed.

Claus Elmholdt slap ganske fint fra at introducere fordelene ved den agile ledelsesform og fremtidens organisationer med antihelte ved roret. Antihelte der tør slippe tøjlerne og kontrollen en anelse, og som tør være sårbare og tvivle, så der bliver plads til at medarbejderne også tør tvivle, stille spørgsmål, prøve nye veje af og måske snuble undervejs, som han siger.

”Agile organisationer er ikke optaget af at undgå fejl gennem stram kontrol og styring, men er optaget af at lære af deres fejl.”

Han siger desuden, at kollektive og faciliterende ledelsesmodeller skaber bedre resultater, men skaber det bedre arbejdspladser?

Er det ikke stadig ”gruppearbejde”, vi i bund og grund taler om? Det gruppearbejde, som er elsket af nogle, men hadet af andre. Og når vi sætter agil ledelse på dagsordenen, som vi gjorde i tirsdags over for 500 ledere, tvinger vi så ikke erhvervslivet til alle at gribe det nye buzzword ”agil ledelse”, og parat eller ej, er det så ikke det ord, vi alle herefter benytter i vores jobopslag, når vi søger en ny leder, for at signalere en moderne virksomhed, der er med på noderne? Uden at vi i bund og grund er klar til at integrere begrebet, og uden at vi er klar til at tage det kæmpe ansvar, det er at få alle vores medarbejdere med på rejsen.

Bliver vores jobannoncer ikke bare igen øget med et nyt buzzword, som ansøgerne nikker til, men ikke aner konsekvensen af?

Det lyder spændende, det er spændende, og det er med garanti også den helt rigtige vej til bedre arbejdsmiljø og engagement og samtidig nedbringelse af stress og mistrivsel på den lange bane. Krifas undersøgelse ”Når ledelse skaber arbejdslyst” underbygger det kraftigt, men er det sandsynligt, at vi alle kan udfylde rollen lige nu?

Nej, det tror jeg ikke, og jeg tror, at det er utrolig vigtigt, at virksomheder mærker godt efter og ikke bare hopper på vognen og presser processen igennem, fordi de gerne vil have agil ledelse hurtigt og gerne vil kunne profilere sig på, at være en agil virksomhed fordi det er det nye ”sorte”.

Det er vitalt, at det foregår i et tempo som virksomheden og medarbejderne kan følge med i, og at informationsniveauet er højt.

Der skal være en mening med projekt ”agil ledelse”, en tæt dialog så det forgrener sig ud i virksomheden. Tilpasning og inddragelse i processen er vigtig, da jeg vil vove den påstand, at der er en hel generation, som bæver ved tanken om, at skulle give slip på kontrol og arbejde åbent og u-filtreret sammen med kollegaer. En hel generation, der allerede ved præsentation af ordet ”agil ledelse”, får stress symptomer.

Det at skulle stå model til åbenlys kritik, fejlaflæsning og respons face to face kræver 100 % tillid, respekt, empati og et fællesskab ud over det sædvanlige.

Det kræver en leder, der kan se ud over kun at måle på resultater på bundlinjen. En leder, som formår at se den enkelte medarbejders kvaliteter og ressourcer, og som fremstår som garant for, at det er ok at tilgå sit arbejde og sine kollegaer med ærlighed, tillid og ”nøgenhed” som aldrig før. Ingen er ufejlbarlige. Det er tilladt at lege, udvikle, skabe og som de siger i Horsens ”fail fast – hurtigt ind, lav alle fejlene og hurtigt ud igen”, og det skal ske i trygge rammer. Frihed under ansvar og uden ledelseskontrol, alt beror på feedback, anerkendelse og gensidig tillid og hænder der griber, når vi snubler.

Information er og har altid været den eneste vej til forståelse og accept og til at fjerne utryghed, fordomme og frygt.

Som Josefine Campbell senere på dagen påpegede, og som professor Rosabeth Moss Kanter i en artikel (udgivet af Harward Business Review) beskriver i sin sammenfatning af 10 årsager til modstand mod forandringer, så spænder årsagerne vidt fra en oplevelse af manglende kontrol til bekymringer omkring kompetencer, men de deler alle et fælles team: frygt (Advaz.dk).

Og når frygten indtræder, så lukker vores amygdala ned.

”Amygdala er et lille område i hjernen, som bl.a. håndterer frygt og forsvars-mekanismer. Amygdala er en del af hjernens alarmcentral, og den reagerer på stress og fare ved bl.a. at øge autonome reaktioner, fx vejrtrækning, og udskillelsen af stresshormoner fra binyrerne. Amygdala fungerer også som en følelsesmæssig hukommelsesbank, hvor tidligere fare- eller frygthændelser lagres og reageres på, hvis lignende situationer opstår. Derved er amygdala involveret i udviklingen af frygt og angst. Ved langvarig stress bliver amygdala overaktiveret, hvilket giver os uhensigtsmæssige reaktioner og følelser. Vi får svært ved at se andet end udfordringerne. Frygt og angst -følelser aktiveres og udvikler sig.” (Stressforeningen)

Fik jeg de vise sten med fra dagens lederkonference? Nej, der er ingen enkle løsninger, men jeg blev inspireret, og jeg fik større indsigt i begrebet ”agil ledelse” og de store værdier, der kan være i at arbejde med den form for ledelse. Der er ingen tvivl om, at det er fremtiden, men det er vejen derhen, der har vakt min bekymring, og nu er jeg blevet helt sikker i min sag. Vi skal passe på vores medarbejdere i processen, vi skal have deres accept og forståelse for projektet.

Det sker ikke ”over night”, og det sker kun, hvis den ansvarlige for implementer-ingen i virksomheden selv kan stå inde for processen og for måden at arbejde på, og dermed kan stå på mål for meningen og udførelsen i alle faser på rejsen frem mod frihed under ansvar og et fællesskab, vi ikke tidligere har set i erhvervslivet, uden små konger på øverste trone.

Tak til Lederne for en inspirerende og dejlig dag i gode omgivelser og for at skabe mulighed for netværk med andre ledere.

Vil du se KOTU’s brochure med værktøjer til at imødegå stress, så se https://kotu.dk/brochurer/

Fotograf: Christian Newman

Hvilken energi kører du på?

/2 Kommentarer/i /af

Hvad er alternative behandlinger i grunden for en størrelse?

Alternative behandlinger er et pusterum. Det er muligheder for at forkæle sin ånd, sjæl og krop. Hvis det er sandt hvad Grundtvig siger – formidlet og udtrykt nedenfor af Hans Raun Iversen – og det tror jeg dybt i mit hjerte, at det er. Så er alternative behandlinger det frirum, vi alle har brug for i en travl hverdag.

Et samspil med en behandler, uanset hvilken behandlingsform der er tale om, er den stund hvor vi får opmærksomhed. Hvor vi kaster fokus på os selv og lader os forkæle. Det er her ånden bliver fyldt op, det er her vi får tid til at tænke dybere ind i vore indre lag, de lag vi sjældent tager os tid til at komme ned i, og hvor vores dybeste følelser og tanker ligger begravet, og venter på at blive kigget på og behandlet med opmærksomhed og nærvær.

I et frikvarter, en time eller to, hvor ingen støj, ingen krav, ingen børn, kone/mand, chef, kollegaer, ingen tilstedeværelse af nogen eller noget, som kræver noget af os. Kun en behandler der ønsker at give, fylde op og sende os ud i verden med ny og positiv energi, så ånden i os på ny kan binde krop og sjæl sammen, det er hvad alternativ behandling i bund og grund handler om. At give os kræfter til at mærke os selv, kæmpe for os selv og til at få øje på os selv og de udfordringer vi hver især har med os i livet.

Vi bruger udtrykket ånd i mange sammenhænge, uden at vi tænker over det, så der er faktisk ikke ret meget hokus-pokus over det. Udtryk som: “udført i den rette ånd”, “givet i den rette ånd”, “ånden i tiden” m.f. er helt almindelige taleformer i dagligdagen. Vi ved, at ånden er nærværende og en del af os. Og når vi ved det, så er vi også nødt til at huske at fodre den, så den forbliver aktiv.

”Ånd er i mennesket, hvad pengene er i verden”. Det er måske Grundtvigs mest slagkraftige udsagn om, hvad ånd er. Penge er den store drivkraft i verden. Just det samme er ånden i og for menneskelivet.

Ånden som bindeled
Et menneske består af krop, sjæl og ånd. Kroppen er det synlige ved os. Sjælen eller psyken er det usynlige, indre liv i os. Men det er ånden, der forbinder krop og sjæl. Det er ånden, der er livet i livet både i og mellem os – ja sågar i forholdet mellem Gud og mennesker.

Kraften i ånden
Ånd er magt eller livskraft, den ytrer sig gennem ord, virker kun i frihed og forbinder sig altid med konkrete menneskelige livs- og samværsformer. Ifølge den bibelske skabelsesberetning skabte Gud mennesket af det materiale, der var for hånden. Men først, da han pustede sin egen livsånde i vore næsebor, blev vi levende væsener. Først da kom der liv i os til krop og sjæl – og liv mellem os og mellem Gud og os.

Guds ånd
Ånden er livet i livet. Ånden er den livskraft, Gud selv har indpustet i os. Ånden blæser hvorhen den vil og virker, som den vil. I sidste instans er al ånd Guds ånd, selv om Gud ved sin skaberånd såvel som ved sin frelsende Helligånd kan give mennesker og sågar naturen og historien del i sin ånd.

Ånd og åndedræt er to sider af samme sag. Vores tale er åndelig, fordi den drives af åndedrættet, der sender luft gennem struben, der former talen. Men talen er også åndelig, fordi den – på usynlig og forunderlig vis – forbinder os med hinanden og med Gud selv. Sådan tænker Grundtvig. Og bedre kan der næppe tænkes om ånd.

Hans Raun Iversen, f. 1948, cand. teol. fra Århus Universitet 1976, lektor i praktisk teologi på Københavns Universitet siden 1982

Alternative værktøjer til medarbejdertrivsel? Se mere på www.kotu.dk

Fotograf: John Towner

Når man udfordrer sig selv

/0 Kommentarer/i /af

Når man udfordrer sig selv

Det er vel dybest set det, jeg har gjort, hele vejen frem til, hvor jeg står lige nu.

I marts sidste år, hvor jeg hev stikket til alt, hvad jeg havde kendt gennem mere end 28 år, vidste jeg jo i virkeligheden ikke, hvor jeg ville ende, når jeg havde fået ”tænkt færdig” over livet og de ting, der havde bragt mig i knæ.

Det har været en lang og anderledes vandring, jeg begav mig ud på, men det var helt sikkert det, jeg trængte til, og nu hvor jeg står foran at gøre noget for mig selv, gøre de ting jeg brænder for, og som giver mening for mig, ja, så er skulderne faldet ned, roen har sænket sig, og jeg kan mærke mit hjerte helt ned i min storetå. Jeg glæder mig til at komme i gang.

Undervejs nedfældede jeg tanker og følelser, og det er der kommet en bog ”Kan du høre dit hjerte kalde?” ud af. En bog om mit liv, mine tanker, oprydning undervejs, tidens udfordringer, samfundets udvikling, samtaler med folk, som jeg har mødt på min vej, og mange andre ting. En slags dokumentation og proces der har rykket mig fra min sikre position gennem mange år ud på et klippefremspring, hvor jeg har stillet mig på tæer og ladet andre få syn for sagen.

Mine artikler på LinkedIn og mine mange samtaler med mennesker, både herhjemme og på Caminoen, har i den grad givet mig mod på livet og været med til at forme mit fremtidige virke. Endelig har jeg fået sat ord på, hvem jeg er, og hvad det i særdeleshed er, jeg kan og skal udfordres på og med i fremtiden.

Det har været en fantastisk rejse, der har sat mig selv under lup, og som i den grad også har givet mig kræfter, som jeg slet ikke vidste, at jeg var i besiddelse af, og som har sat mig fri som menneske. Aldrig før har jeg mærket så stærk en drivkraft, og aldrig før har mine fødder været så solidt plantet, som de er nu, udelukkende fordi jeg gav mig selv lov til at give slip.

Hvis nogen havde sagt til mig for knapt et år siden, at jeg ville ende her, hvor jeg står i dag, så ville jeg ikke have troet dem. Det er jo i virkeligheden et kvantespring, jeg har foretaget. Sikkerhedsnettet som direktør med den høje hyre og den fine BMW blev jo på nul komme nul udskiftet med dagpenge og cykel, og da vi nåede januar, havde jeg faktisk ikke flere penge på kontoen, så det var mere end almindeligt svært at betale regninger, når pengene ikke var til stede.

De basale behov

Men man kan mange ting, når man er presset, og man behøver faktisk ikke ret meget for at overleve, og sikke kreativ man kan blive. Selvfølgelig er der ikke ret meget at have det sjovt for, til gengæld rykker ens netværk så sammen og tager vare på dig og dine, og det er i sig selv en helt fantastisk dejlig oplevelse. Jeg har aldrig været særlig god til at tage imod hjælp, meget bedre til at hjælpe selv, men det har jeg lært i denne proces. Der skal være balance på vægtskålen i et eller andet omfang, er der en, der har fortalt mig. Det er der så kommet, og jeg er glad og taknemlig for at få lov til at opleve, hvor stærkt mit netværk i grunden er.

Nu er jeg kampklar og rustet til at drage ud i verden og hjælpe dem, der gerne vil benytte sig af mine erfaringer, og det jeg kan. Det er tid til, at vingerne foldes ud, og jeg lader mig bære frem til den bedste udgave af mig selv. Det er nemlig det, man bliver, når man giver sig selv lov til at mærke efter og finde det lys frem, der engang blev tændt.

”Carpe diem” (Horats)

Hvor er magien?

/0 Kommentarer/i /af

Hvor er magien?

Rigtig mange af jer har, efter at jeg er kommet hjem fra min vandring på Caminoen i Spanien, spurgt mig, hvad Caminoen er for en størrelse? Hvad er det, den kan?

I den første tid efter min hjemkomst havde jeg svært ved at sætte ord på. Nu er brikkerne ved at falde på plads. Oplevelserne og den viden, jeg har erhvervet mig undervejs, arbejder videre på måder, som jeg aldrig havde forudset, men som hver dag føles som en gave, jeg får lov til at benytte.

I en verden, hvor alt går utroligt stærkt, er det at gå Caminoens knap 900 km på tværs af Nordspanien, som at lande i en tidslomme, hvor alting går langsomt, og hvor historiens vingesus er nærværende hver eneste dag. Hvor den hverdag, man kender, langsomt forsvinder ud i horisonten, og hvor tid er det eneste, man har. Til gengæld har man oceaner af den.

Den ene fod sættes foran den anden. Det eneste, man kan, er at slappe af, fordybe sig, nyde omgivelserne og lade tiden gå. Man udfordres til det yderste både fysisk og psykisk, men efter få dage, løsner sindet op, og man kommer ned i de dybere lag og får tænkt over spørgsmål, der ellers ikke er tid til at tænke over i en travl hverdag.

Undervejs sover man typisk på sovesale med 12-18 andre rejsende. Med sig har man kun det absolut mest nødvendige i en rygsæk, og vand til en dagsvandring på ca. 6-8 timer. Når man kommer i mål hver dag over middag, finder man sit overnatningssted. Tjekker ind, og bliver tildelt en seng, hvor man kan parkere sine vandrestave og sin rygsæk. Der vaskes tøj til dagen efter og der tages bad. Herefter vandrer man rundt på egen hånd i byen, man er ankommet til. Sætter sig og får lidt frokost. Tilbage på Alberget snupper man en middagslur eller hyggesnakker med de øvrige, der ankommer i løbet af eftermiddagen. Sidst på eftermiddagen samles folk og udveksler erfaringer, og så spises der tidlig aftensmad. Kl. 22.00 er der ro på sovesalen. Sådan går dagene én efter én. Primitivt, udfordrende og trættende, men på den gode måde.

Pilgrimsfilosofi

Der findes en pilgrimsfilosofi der bygger på 7 nøglebegreber: frihed, enkelhed, langsomhed, stilhed, bekymringsløshed, fællesskab og åndelighed, dvs. begreber, der modarbejder modernitetens stress og jag, zap og flimmer. Det er i bund og grund de 7 begreber man gennemlever, mens man går på Caminoen.

Der hvor jeg var i livet, da jeg tog af sted, var ikke kønt. Jeg var træt og udbrændt. Indrømmet, jeg har ikke passet særlig godt på mig selv de senere år, og alt har en pris, så set i bakspejlet var der faktisk ikke noget valg.

Det at sige op uden et sikkerhedsnet, som jeg gjorde tilbage i marts måned, og uden at have et nyt job, kan for mange være en kæmpestor og uoverskuelig størrelse, fordi det har så store konsekvenser. Pludselig er BMW’en erstattet med en cykel, direktørlønnen skiftet ud med understøttelse og ens selvforståelse får et gevaldigt knæk. Men mens man går der for sig selv på stierne i Spanien i 35-40 graders varme, op og ned ad bjerge, hen ad stier, der spejler sig i horisonten langt ude i det uendelig, med vabler, dårlige knæ eller hvilke udfordringer, man nu ellers møder fysisk, så dukker der helt andre ting op til overfladen.

Ens værdisæt og syn på livet ændrer sig skridt for skridt, godt hjulpet på vej af alle de fantastiske mennesker man møder, med alle deres livshistorier. Her er der ingen fine titler, her er vi bare mennesker uden fordomme, uden forventninger og uden pres. Alle med forskellig baggrund, religion og etnicitet. Vi kommer fra hele verden og har kun et fælles ønske: At vandre i fred og ro, mens vi langsomt finder fordybelsens klar svar, på de ting, vi hver især går og tumler med.

Alle steder mødes man med omsorg og et nærvær, jeg aldrig har oplevet andre steder. De gamle dyder og traditioner er fremherskende, og der hviler en magi over vejen, som jeg kun kan beskrive, som spirituel eller åndelig, og som gennemtrænger hvert enkelt menneske, der betræder stedet.

Historiens vingesus

Vi går i fodsporene på pilgrimme, der har ladet livet for at gå denne bodsvandring i gamle dage. De mange kirker og brostensbelagte byer skaber i sig selv stemningen af, at man er i en helt anden verden. Det skaber naturlig respekt og eftertænksomhed, og man bliver draget af historiens vingesus.

Men det er, når man går alene mellem byerne, ude i naturen på bunddække af blade eller kviste og småsten, på klipper eller ad nærmest ufremkommelige stier, at man, mens solens varme stråler rammer ovenfra, tømmer hovedet for tanker og ”går ind i sig selv”. Her dukker hengemte oplevelser og tanker op til overfladen, og de går ikke væk, før man, i den meditative rytme man går med, samler dem op og reflekterer over, hvad de i grunden vil. Og her begynder den sande healing.

Healing for alle de års slitage og fortrængninger man har proppet i rygsækken derhjemme, og som man håbede forsvandt, hvis man strammede snorene godt nok til.

Der var dage, hvor ord som kærlighed (eller mangel på samme), død, succes, fiasko, ensomhed, tro m.fl. dukkede op og krævede opmærksomhed, og det var da ikke ubetinget rart alt sammen, men i sidste ende var det utrolig befriende. Hvor tit har man tid til at tænke så dybt derhjemme, hvor hamsterhjulet drøner rundt, og døgnet har for få timer? Det har man jo aldrig, og derfor var det en kæmpe gave, at få lov til bare at gå og gå, den ene dag efter den anden.

Jeg kom igennem utallige udfordringer både fysisk og mentalt, og jeg fik lov til at udveksle liv og holdninger med unge såvel som gamle, som jeg mødte på min vej. Fantastiske historier hver og en. Det er som H. C. Andersen engang skrev: ”Hvert menneske er et eventyr skrevet af guds finger”, og de eventyr fik jeg lov til at tage del i. Nogle gange gik vi sammen 2 timer, andre gange en hel dag. De fleste dage gik jeg dog alene. Vi mødtes jo alligevel hver aften til middag, og for mig var det vigtigt at have dagens vandring og fysiske strabadser for mig selv, så jeg kunne gå i mit eget tempo og ikke blev forstyrret i mit tankemønster og min fordybelse.

Hvad får man med sig?

Så hvad har Caminoen givet mig? Den har givet mig ro i sjæl og legeme, og jeg har fået et nyt sæt værktøjer, som jeg anvender hver eneste dag. Mit syn på verden og på mennesker er blevet bekræftet på den gode måde. Jeg har fået fornyet kærligheden til livet og til de mennesker, jeg har i mit liv. Nu ved jeg, hvad jeg vil med mit fremtidige liv og i særdeleshed, hvad jeg IKKE vil, og det er for mig det vigtigste!

Jeg tror, at man som en del af en proces bliver ”klar” til at gå Caminoen, og at man, når man begynder sin vandring, er nået til et punkt i sit liv, hvor man ønsker at ændre på sin tilstand, sit arbejde, sit privatliv, eller hvad man nu har af ting, der fylder oven i hovedet. Mens man går Caminoen, begynder man at reflektere og lidt efter lidt finder man selv svar og får sat ord på de enkelte udfordringer.

I en hverdag, hvor det længe havde handlet om ”jeg” i stedet for ”vi”, har jeg fået prioriteterne på plads. Jeg har nu langt større overskud, handlekraft og glæde i min hverdag. Den indsigt, jeg fik med mig fra turen, benytter jeg hver eneste dag, både over for mig selv, men i særdeleshed også over for andre. Jeg kan i den grad mærke, at min styrke og mit nærvær er kommet tilbage med fornyet kraft. Kort sagt, er jeg kommet enormt styrket ud på den anden side og er blevet en væsentlig bedre version af mig selv.

Jeg kan kun anbefale enhver at tage af sted, jo før desto bedre. Man bliver uden tvivl et bedre menneske bagefter. Om det så kun er 14 dage, det er ligegyldigt. Det er så stor en oplevelse og ren balsam for sjælen og for de valg, vi træffer, at det burde være enhver forundt.

Kvinde tjek din DNA

/0 Kommentarer/i /af

Kvinde tjek din DNA

Jeg havde fået en nytårsgave. ”Flyt dig på en halv dag” hed den. En workshop hos et menneske, som jeg i den grad har stor respekt for, og som hver gang, jeg ser hende, slår mig som en klippe, et autentisk menneske med personlig integritet, der samtidig formår at udtrykke dybe følelser og empati. Et menneske med en klogskab, en indsigt og et nærvær, som smitter og udvikler.

Så jeg var både spændt og forventningsfuld, da jeg drog af sted.

Selvfølgelig kørte vi forkert og kom lidt for sent. Jeg havde fået kørelejlighed med en kvinde, som jeg ikke kendte i forvejen. Vi havde talt os varme på den lange køretur, der, hvis GPS’en ikke havde vist forkert, havde været ret kort. Men det var åbenbart sådan, det skulle være, og vi var begge i godt humør, da vi nåede frem.

Anette stod ude på trappen og tog imod os. Det føltes næsten som at komme for sent i skole. Der stod skoleinspektøren og kiggede, småfnisende dukkede vi nakken og trippede ind. Vi blev nu taget kærligt imod, og fandt hurtigt vores pladser i lokalet.

En rundkreds af ene kvinder. Min første indskydelse var nysgerrighed og lidt forbehold. Jeg har aldrig været sådan en kvinde-kvinde. Jeg er mere en drengepige og har altid befundet mig bedre blandt drenge og senere blandt mandlige kollegaer. Jeg syntes, at kvinder er svære at læse og generelt ret komplicerede. De fylder meget, og der går tit hønsegård i tingene, når de er samlet. I bund og grund har jeg en stor del af mit liv forsøgt at undgå forsamlinger med alt for mange kvinder. Måske har jeg i virkeligheden været lidt bange for dem, det kan jeg ikke udelukke.

Systemiske mønstre

Men nu var jeg her, og sikke en broget flok. Det var ikke kvinder, jeg normalt ville søge, hvis jeg skal være helt ærlig. Lidt skræmmende, og så sejrede min nysgerrighed alligevel. At jeg ikke har følt mig tilpas i kvindenetværk og andre sammenhænge med mange kvinder gennem årene er jo ikke fordi, at jeg ikke har haft lyst. Jeg har bare ikke kunnet finde ud af spillereglerne, og derfor har jeg valgt mændene. Mænd er ligetil, ingen fikumdik, man kan læse dem som en åben bog, og de siger (for det meste) tingene lige ud. Men kvinder… uh, de er svære.

Spændt og iagttagende var jeg, da seancen gik i gang. Som i mange andre sammenhænge, når folk samles, er der altid en eller to, der tager teten. Det var der naturligvis også her. Anette styrede med sikker hånd tingene fra sin plads. Vi blev kort præsenteret, ingen titler, kun personen og hvorfor vi deltog denne dag.

Igen blev det bekræftet, at vi var mangfoldige og meget, meget forskellige. To havde netop mistet deres job. Det fyldte selvfølgelig en del og var noget, vi alle kunne forholde os til.

Med udgangspunkt i den ene deltagers situation, lavede Anette det, der hedder en systemisk opstilling. Her placerer hun os hver især fysisk på gulvet, eller rettere sagt, vi placerer os intuitivt hver især, der hvor vi føler, at vi skal stå i forhold til den rolle, hun gav os – kollektiv intelligens træder i kraft. Et puslespil bliver lagt, og pludselig afdækkes et mønster, man ikke tidligere kunne få øje på. For mit eget vedkommende, blev det en kæmpe aha-oplevelse.

Mønsteret viste sig at være bagudrettet. Den adfærd, man udviser i arbejdssituationer og i livet generelt, tager i virkeligheden udspring i det familiemønster, man kommer fra. Det kan trække spor adskillige generationer bagud. Wow, det var stof til eftertanke.

Det hele foregår i en tryg og kærlig atmosfære. Det er det også nødt til, for det går rigtig tæt på det enkelte menneske. Men kvinden, det her handlede om, fik virkelig et wake up call. Fra at fingeren måske pegede ret meget væk fra hende selv, fik hun pludselig fokus på egne handlinger. Måske var det i virkeligheden hende selv, der fremkaldte situationer, som hun slet ikke havde lyst til at havne i. Et meget, meget virkningsfuldt værktøj. Vi andre, som deltog, lærte mindst lige så meget om os selv af øvelsen.

Måske, fordi vi var så homogen en gruppe, opstod der en impuls i vores undervisers tilgang til dagen. En pludselig indskydelsen gjorde, at vi endte ud i et eksperiment, der ikke tidligere var prøvet. Et eksperiment der, for mit eget vedkommende, rørte ved rigtig mange følelser.

Kvindenetværk

Vi blev stillet på tre rækker.

Række et var vores aner. De kvinder der var gået forud for nutidens kvinder. Vores mødre, bedstemødre, oldemødre og generationer før dem. De kvinder der havde kæmpet og ofret sig for nutidens kvinders rettigheder og frihed.

I den midterste række stod nutidens kvinde.

I den tredje række stod fremtidens kvinder.

Opgaven var nu for nutidens kvinde at udtrykke, hvilke tanker hun havde med sig fra fortiden. Hvilke følelser det fremkaldte, når hun mærkede efter og skulle udtrykke sin taknemlighed for, hvad fortidens kvinder havde ofret, for at hun kunne stå der i dag. Fri og med alle de muligheder, hun havde haft med sig i livet. Fri til at gøre karriere, fri til at stemme, fri til at vælge til og fra, fri til at være kvinde, uafhængig af mænd, fordomme, undertrykkelse, hekseafbrænding, ydmygelser og meget mere.

Svaret var dyb taknemlighed, trykken for brystet og rigtig mange følelser, der var svære at holde inde.

Jeg stod i rækken med fortidens kvinder. Vi blev efterfølgende spurgt, hvad vi følte, når vi kiggede på nutidens kvinder. Det havde jeg det utroligt ambivalent med. Følte at jeg stod i et skisma.

Hele mit voksenliv, efter at jeg har fået børn, har jeg været forfulgt at dårlig samvittighed. Velvidende at det var en følelse, som jeg var nødt til at gøre op med. Hver gang man vælger noget til, så vælger man noget fra. Jeg ville i bund og grund gerne være hende moderen, der bagte boller og var hjemme, når børnene kom fra børnehave og skole.

Prisen for at gøre karriere som kvinde

Jeg ville gerne være mor med kæmpe M. Men jeg var den, der tjente de fleste penge, karrieren tog fart, jeg blev tilbudt jobs, som var interessante, deltog i bestyrelsesarbejde m.m. og hvis jeg nu løb stærkt nok, så nåede jeg jo det hele alligevel, troede jeg.

Men de seneste år har den dårlige samvittighed plaget mig voldsomt, og lige der på det sted, hvor jeg skulle sætte ord på taknemlighed overfor fortidens kvinder. Lige der, kunne jeg mærke vreden. Vreden over at familiemønstre verden over er i opbrud, vrede på vegne af de unge mennesker, jeg møder så mange steder på min vej. Unge mennesker, der ikke kan finde deres plads i livet, som føler et kæmpe pres i forhold til forventninger fra forældre, samfund og omgivelser. Unge som næsten har givet op over for livet og udfordringerne, længe inden de overhovedet er begyndt at leve, som voksne mennesker.

Jeg tænker ikke, at de er svagere, end vi var. Jeg tænker ikke, at de er mere forkælede, end vi var. De har helt sikkert mange flere materielle ting og penge, men det gør dem altså ikke lykkelige. Jeg tror desværre, at de føler sig enormt ensomme med deres valg og beslutninger. De har svært ved, at overskue alle de muligheder, verden byder ind med. Svært ved, at overskue alle de ting, de skal tage stilling til, når deres eneste spejling er mor og far, der et helt liv har løbet rigtig stærkt i hamsterhjulet for at skabe karriere og få succes. Med hvilket formål? For at bo stort og flot, for at købe et ekstra sommerhus, en båd eller en endnu større bil, men på bekostning af hvad?

Så her står jeg frustreret, ked af det og vred.

Vred over at fortidens kvinder har ofret familierne til fordel for frihed og karriere. Vred over at skilsmisseprocenterne er på 50 %. Vred over at unge går ned med stress og angst. Vred over at 18-20 % af alle elever på erhvervsuddannelser og gymnasier har gjort selvskade i form af brændemærkning og cutting mindst én gang. Hvor er vi henne?

Os, mødre eller fædre, der burde være hjemme, når de kommer fra skole, så vi kan være nærværende, kærlige og lyttende og hjælpe dem med at takle ensomhed, forvirring og udfordringer. Jeg taler ikke om curlingforældre. Jeg taler om den forpligtelse, vi har som forældre, overfor vores børn og unge.

Vi skal guide dem i livet. Alle mennesker har brug for, at bliver set og lyttet til. Familien er den eneste base, hvor vi kan være hudløst ærlige, og hvor vi kan forvente, at blive forstået og lyttet til. Hvor vi kan få et kram, og hvor nogen tørrer vores tårer væk, når verden er ond. Hvis ikke vi kan regne med vores familie, hvem kan vi så regne med?

Når vi er udfarende som forældre, både far og mor, hvor skal så overskuddet komme fra til at gide lytte, når vi kommer trætte hjem, når firmaet og jobbet kommer til at fylde mere i hverdagen end dem, vi lever sammen med. Hvordan skal vi så være gode forældre, ægtemænd og koner. Hvor skal overskuddet til at give kærlighed og opmærksomhed til vores familier komme fra? Og hvad er det for et forventningspres, vi lægger på vores børn og unge?

Har vi skabt en generation, hvor det at være en succes er forbundet med, hvor meget vi ejer, og hvor meget status vi har opnået? Og hvor det eneste saliggørende er at have en akademisk baggrund, hvis du vil have succes i livet?

Hvorfor har vi så travlt med at sende de unge i lige linje frem mod karriere, hvor bliver fjumreårene af? Barndommen hvor vi legede?

Men hvem skal de lege med, hvis de sidder inde bag hver sin skærm? Hvor er fællesskabet blevet af, tiden hvor vi spillede fodbold i parken med søskende og venner på kryds og tværs af aldre og formåen. Byggede huler, spillede krig på gaden, sjippede, spillede kantsten eller alle de øvrige ting vi lavede, når vi holdt fri. Ikke at forglemme kakao og boller hos Sten og Sørens mor, Else, hvor vi elskede at hænge ud, når vi blev trætte. Hvor skal vores børn opleve fællesskabet, forskelligheden og accepten af det enkelte menneske?

Vrede mod fortidens kvinder

Alle de tanker har jeg haft rigtig længe, så jeg kan slet ikke udtrykke den taknemlighed, de øvrige kvinder i lokalet står med. Jeg bliver i virkeligheden helt vildt ked af det og føler, at jeg har fucket mine børns liv op.

I mange år har jeg bildt mig selv ind, at det jo var sundt for mine børn at se mig som den selvstændige kvinde, jeg var. En kvinde med egen virksomhed, en kvinde der havde knoklet sig til succes og anerkendelse. En der kunne forsørge sig selv, og som var uafhængig af andre. Men efter at mine to piger er blevet voksne, er jeg blevet bevidst. Bevidst om mange ting. Selvfølgelig er de super stolte af mig. De syntes, at jeg har gjort det fantastisk, men de syntes også, at det har haft en pris. Uanset hvor hårdt jeg arbejder på at skabe balance lige nu, så kommer årene ikke tilbage, og de er begge gode til at sætte ord på. Ord der vækker tanker, og som rammer mit hjerte.

Men så træder en af fremtidens kvinder frem. Hun er ung, sikkert i slutningen af tyverne. Hun kigger intenst på mig, og så siger hun til mig, at hun er dybt taknemlig for, at der er kvinder som mig. Kvinder der har fucket op og gjort karriere, ofret sig for fremtidens kvinder. Det har givet hende indsigt i, at min generation af kvinder har knoklet sig blå i hovedet i forsøget på at få enderne til at nå sammen. Karriere, hjem, børn og mand. En ligning, der ikke kan gå op, og som klart giver dårlig samvittighed hele vejen rundt, hvis man er ærlig. Der er betalt en høj pris. Tilvalg og fravalg…

Men det, vi har vist hende og hendes generation, er, at de nu kan tage det bedste fra alle generationer og vælge til og fra uden dårlig samvittighed. De ved, at karriere ikke er lykken i sig selv, men at familien er nødt til at have højeste prioritet. Så derfor er hun taknemlig for mig og min slags. Hun er fri for at havne i sammen situation. Hun kan nu planlægge sit liv, så hun får det, hun ønsker, familie og karriere, men i samhørighed. Hun behøver ikke ofre sin familie for sin karriere, og omvendt. Samfundet har betalt prisen og er i gang med at rette ind. En ny tid er på vej.

Fremtidens familier er rustet til fremtiden. Samfundet ved godt, at der skal være balance. Arbejdsrelateret stress koster ifølge Stressforeningen hvert år samfundet 27 milliarder. I 2020 forudsiger eksperter, at stress er den tredjestørste folkesygdom i Danmark. Det er trods alt til at tage og føle på. Så noget skal der ske, vi har ikke råd til andet.

Da vi er færdige med øvelsen, er vi alle trætte, mætte af indtryk og lidt gladere. Vi har støttet og hjulpet hinanden gennem svære øvelser og været kvinder sammen. Det føltes stærkt. Rigtig stærkt. Specielt for mig, der aldrig rigtig har følt mig tilpas i situationer med mange kvinder. Det må jeg så tage til efterretning. Det sker nok ikke natten over, at jeg kommer til at danse i rundkreds med mange kvinder, men noget har det bestemt rørt ved indeni mig, og det har sat tanker i gang.

Kvinder kan noget helt særligt, det kunne vores forfædre også. Det skal vi have tilbage. Tid til hinanden som kvinder, netværke med hinanden som kvinder, hjælpe hinanden som kvinder. Vi kan udtrykke følelser og skabe fællesskab som ingen andre, når først paraderne kommer ned, og vi ser hinanden.

Så heldigvis blev mine fordomme og bekymringer gjort til skamme. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg deltager i noget ”kun” med kvinder. Det føltes næsten, som at komme hjem.

Stærke kvinder

Måske var det i virkeligheden den besked, der blev sendt fra fortidens kvinder. Vi skal holde mere sammen, vi kvinder. Sammen er vi stærke. Sammen kan vi noget helt særligt. I like!

Det var i øvrigt netop sammenholdet mellem kvinder, det at kunne trække på erfaringer fra forskellige generationer, at kunne sidde sammen med andre kvinder i forskellige aldre, med forskellig tilgang til livet, som vi gjorde den dag på workshoppen. Det var netop den konstellation, den unge kvinde efterlyste. Hun følte sig tit ensom i verden, som kvinde – den følelse kunne vi alle tilslutte os.

Alt for længe har verdens kvinder kæmpet alene, hjemme som ude. Vi har manglet opbakning fra andre kvinder. Så måske jeg må revidere min opfattelse omkring det med, at der skal flere kvinder ind i bestyrelserne. Jeg har i mange år tænkt, at det var værre vrøvl og nedværdigende for mit køn. Man skulle ikke ansætte kvinder bare for at udligne kvoterne og for at skabe ligestilling. Bedste mand på posten, var min holdning.

Men set i bakspejlet og når jeg tænker over, hvordan bestyrelsesposter besættes i mange bestyrelser, både i små og mellemstore virksomheder, så er det jo mændene, der peger på hinanden, en slags kammerateri. Det beviser i grunden bare, at mændene har været bedre til at bevare pladserne omkring lejrbålet. De har forstået, at hjælpe hinanden og støtte hinanden, modsat vi kvinder, der har spillet spillet på mændenes vilkår.

Nu må tiden være kommet til, at vi begynder at spille spillet på vores egne vilkår og hjælper hinanden på samme vis, som mændene gør. Kræver det, at vi fra samfundets side skal hjælpes ind i bestyrelser, ja, så må det jo være sådan, vi starter. Mændene har mange, mange års forspring i bestyrelserne, kvinderne skal først til at lære det, og det går langsomt, for langsomt, men hvis skyld er det?

Det er vores egen. Vi har stadig svært ved at anerkende hinanden, som kvinder. Vi tror stadig, at det er vigtigt at være en af gutterne, og derfor er vi for dårlige til at pege på hinanden til bestyrelsesposter. Det er lettere at acceptere endnu en mand, så man får et skulderklap af gutterne og ikke skal konkurrere med en anden kvinde om anerkendelse fra de øvrige bestyrelsesmedlemmer.

For mange virksomheder vil det betyde en kæmpe forskel at få kvinder ind i deres bestyrelse. De faglige kompetencer skal naturligvis være på plads, både hos mænd og kvinder, men når vi ser ud over disse, så er mænd og kvinder jo markant forskellige i deres tankegang og tilgang til tingene. En virksomhed har i den grad brug for begge køn i sin bestyrelse, så den kan varetage alle ansattes, kunders og øvrige samarbejdspartneres interesser. Både maskuline og feminine interesser så at sige.

Kvoterne er der, og i stedet for at blive irriteret over den indgriben, der følger med sådanne, så vend det til noget positivt. Vend det til en ny mulighed for udvikling, og find så bedste kvinde til posten. Der er et utal at vælge imellem, og man må stadig gerne være kritisk.

Et opgør mod forstokkede holdninger

I en tid hvor man stadig støder på mænd, der er afstumpede og bange for kvinder, er der brug for, at nogen går forrest og tør tage stafetten.

Som skræmmeeksempel på, hvorfor vi har brug for forandring, kan jeg bare nævne min egen hjemby, Silkeborg. Her hørte jeg for nyligt, at der i et ansættelsesudvalg til en markant stilling som direktør til en af byens største virksomheder – endda en af halv-offentlig karakter – havde siddet en mand, som i øvrigt har stor magt og indflydelse i byen, og som sidder med i mange bestyrelser. Han skulle efter sigende have udtrykt følgende under mødet: ”Vi skal fadme ikke have ansat nogen kællinger,” og så blev der grinet lystigt. Der blev naturligvis ansat en mandlig direktør.

Men det er da ikke i orden. Og uanset om man har grinet med eller forholdt sig tavst, så skulle man skamme sig. Ved ikke at reagere og stoppe et menneske som ham, lader man jo mange års udvikling dykke ned i middelalderlige forhold. Hvad bliver det næste, hekseafbrænding?

De har helt sikkert glemt deres egne mødres, bedstemødres og oldemødres kampe for at blive frie mennesker, frie af undertrykkelse, degradering og nedværdigelse. Frie til at blive hele mennesker, til at føle værdi og værdighed. Fy!

Men hvis tingene skal ændres, kan det kun gøres i fællesskab og med respekt for hinanden. Og det forpligter. De kvinder, der kommer i bestyrelser, skal formå at byde ind og fylde pladsen ud. De skal om nogen kæmpe for at vinde respekt omkring deres arbejde, og de skal ikke være en spejling af mændene. De skal være kvinder med alt hvad det indebærer, og de skal være stolte af at være det, skal de! Mænd og kvinder kan noget særligt hver især, og sammen er de fuldendte og stærke. Rustet til fremtiden.

Så kæmpe tak til dig, Anette Raaby, for en fantastisk workshop. Jeg har i hvert fald ”flyttet mig på en halv dag”, og kan varmt anbefale andre at gøre det samme.