Indlæg

Kom godt fra start!

Kom godt fra start!

Få styr på dine visioner

Få styr på din trivsel

Få styr på din ledelse – både den fysiske og den virtuelle

Fastholdelse er ikke altid let, men ifølge den amerikanske foredragsholder, forfatter og professor i psykologi, Robert Cialdini, forankres nye processer sig bedst fra starten af året, i starten af måneden, i starten af ugen og starten på dagen, og derfor skal vi ikke vente…

Der er stadig et stykke vej, før vi har styr på Covid-19, og før vi er tilbage for fuld blus på vores arbejdspladser, på institutioner, skoler, i kulturlivet, i oplevelsesindustrien og i detailhandlen. Vi kan ikke vente på, at verden finder vej til et nyt ”normal”. Vi må asfaltere, mens vi kører på de nye veje, uagtet at der fortsat er mange sving og bump forude.

Den metaltræthed, der hersker i det ganske land, skal afhjælpes, vi skal på forkant med udviklingen, så vi minimerer den mentale regning, der varsles af mange eksperter på den anden side af Covid-19, i form af stress og depression. Så på med arbejdshandskerne. Sæt din ledergruppe sammen her fra årets start, så I får drøftet det kommende års visioner og ønsker – og får rettet til i forhold til de fastlagte strategier.

Det er vigtigt at få samlet op og evalueret på 2020 med de oplevelser og den læring, der har været på godt og ondt – I må jo gerne mødes fysisk, hvis antallet ikke overstiger 10 personer. Det kan lade sig gøre, hvis viljen er til stede. Lav evt. mindre grupper og lad efterfølgende facilitator samle resultaterne på tværs.

Det kan være sundt at få en udefra til at stille skarpt, når der skal svares på nedenstående udsagn:

På vores arbejdsplads kan man…

På vores arbejdsplads kan man ikke…

På vores arbejdsplads må man…

På vores arbejdsplads må man ikke…

Det mest stressende i vores arbejdspladskultur er…

Vi opfatter os som en arbejdsplads, der……

For at få succes på vores arbejdsplads, må man…

De vigtigste værdier i vores arbejdspladskultur er…

Det, der forebygger stress mest i vores arbejdspladskultur, er…

Mottoet for vores arbejdsplads kan være…

For at udvikle vores arbejdspladskultur, trænger vi til at…

Spørgsmålene er udarbejdet af Branchearbejdsmiljørådet BAR, Social og Sundhed.

Udnyt tiden i de kommende måneder til at få etableret og udviklet trivselsgrupper, der kan virke som ledelsens forlængede arm og ambassadører i organisationen, og som samtidig kan bidrage med aktiviteter og engagement i det daglige, fysisk såvel som virtuelt, når der skal skabes ideer og nærvær.

Brug gruppen til at skabe åbenhed og dialog om arbejdsvilkår og trivsel på tværs af virksomheden. Italesæt jeres trivselstiltag og skab rammer, der er konkrete og virksomme i hverdagen, ikke abstrakte virksomhedsværdier og visioner fyldte med gode intentioner, der ikke handles på, men jordnære, praktiske og synlige tiltag, der virker, rettes løbende til og evalueres af ledelsen, trivselsgruppen og medarbejderne i fællesskab.

HUSK på, noget af det, der er forsvundet i de virtuelle møder – og dermed går tabt – er vores small talk med hinanden, samtalerne ved kaffemaskinen, i kopirummet og på tværs af afdelingerne. Vi er blevet hamrende effektive i vores mødekultur, men det lider trivslen også under. De vigtige små hverdagsting, der kommer snigende gennem vores small talk, og de små fysiske møder, vi har med kollegaer på gangene og andre steder i virksomheden, de er for en dels vedkommende forsvundet i vores hverdag. De findes simpelthen ikke længere, og dermed går vi alene med tanker og måske endda bekymringer, der ikke får lov til at få opmærksomhed. Vores naturlige ventil til hverdagens udfordringer og problemer er forsvundet.

Vores sociale adfærd er blevet ensrettet, effektiv og faglig. De bløde samtaler og snakke, aflæsningen af kropssprog og vores adfærd kan være svære at fange i det virtuelle rum. Det kan sætte sig psykisk i langt højere grad, end vi er bevidste om. Det kan meget vel danne grobund for depression og stress hos den enkelte.

Når de kommende måneder bruges konstruktivt til at etablere en platform internt, og signalværdien af et effektivt trivselsarbejde når rundt i organisationen, vil det skabe grobund for en sundere kultur, hvor I samler organisationen om et fælles omdrejningspunkt i forhold til arbejdsglæde og trivsel. Ikke fordi det står i jeres personalehåndbog, ikke fordi det påhviler jeres ledere eller for syns skyld, men fordi I rent faktisk mener det og ønsker at stå sammen om trivsel og gøre en indsats i jeres hverdag, så I passer godt på hinanden – nu og i fremtiden.

Når verden igen lukker op, er I dermed klar til at give den gas med events eller personalearrangementer, hvor I kan fejre, at I alle er kommet godt gennem det seneste års udfordringer og udvikling, og at I, i fællesskab, har klaret strabadserne uden alt for mange omkostninger på den mentale konto.

Trivsel har altid været og vil fortsat være vejen til glade medarbejdere. Glade medarbejdere skaber mindre fravær, større engagement, sundere bundlinje og større vækst. En investering i trivsel er en investering i en langtidsholdbar fremtid, og det er nu, du skal investere.

Du er velkommen til at hente inspiration til etablering af trivselsgrupper på www.kotu.dk. Har du brug for facilitering af og sparring med din ledergruppe, er du velkommen til at kontakte mig på telefon 2924 9098 og på kotu@kotu.dk

Foto: Matt Noble

Er jeg en uddøende dinosauer i en digital verden?

Når futurister og fremtidsforskere i deres fremtidsvisioner spår, at vi går ”fra Chef til A.I.”, og chefer og mellemledere helt vil kunne undværes, når vi i fremtiden i stedet arbejder for en algoritme, der aldrig er syg eller sur, altid til stede og konstant træner os til at blive hurtigere og bedre… så går mine alarmklokker helt automatisk i gang.

Hvordan hænger det sammen med trivsel og den føde vi har brug for til krop, sjæl og ånd? Hvordan imødegår vi de tendenser mod-kulturen kalder på i form af fordybelse, nærvær, samskabelse og ro? Vi har mennesker med angst, stress og ensomhed som aldrig før.

350.000 danskere lider af angst
120.000 unge + 50.000 ældre danskere oplever ensomhed
250.000 – 300.000 danskere lider af alvorlig stress
500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet pga. stress
500.000 danskere rammes gennem livet af depression, ubehandlet stress forårsager over halvdelen af alle depressioner og angstlidelser.

WHO forudser at stress og psykiske lidelser bliver den største sundhedsudfordring i 2030, så hvordan tackler vi disse udfordringer, hvis vi lader os isolere yderligere i form af robotter, digitalisering, hjemmekontorer, distancekommunikation m.m.?

Min største udfordring i mit arbejde med trivsel og stressforebyggelse er helt sikkert, at jeg har svært ved at give slip på min tyrkertro på, at kommunikation mellem mennesker, der sidder fysisk over for hinanden, kan noget helt særligt. Samtidig føler jeg mig som den sidste dinosauer i verden, der ikke er klar til at flytte mig ind i fremtiden.

Jeg studerer adfærdsdesign i øjeblikket og er slet ikke i tvivl om, at mit forretningsgrundlag vil være bedre, sundere og mindre sårbart, hvis jeg etablerer flere digitale platforme i form af forskellige webinarer, coaching- og sparringssamtaler via eksempelvis Zoom, MEN… mit hjerte følger ikke med, og min hjerne stritter også imod, så hvad gør jeg? Lægger mig ned og uddør? Eller kæmper jeg for overlevelse på mine egne vilkår?

Fremtiden er her helt sikkert, uanset om jeg hopper ombord på vognen med digitalisering, A.I chefer og andet godt, men hvor er den kritiske røst, når fremtidsforskerne sætter kursen?

Er vi bare en flok lemminger, der tramper i flok, fordi det nye sorte bliver lagt foran os af kloge folk, der spår ind i fremtiden? Og det er jo netop det, de gør. De spår ud fra vilkår samfundet eller de selv sætter op. Men de vilkår kan vi jo selv ændre på, hvis vi vil, ingen har patent på sandheden, heller ikke fremtidsforskerne, selvom de er vildt kloge og har stor indsigt.

Så spørgsmålet er jo i virkeligheden, hvad vil vi være med til? Hvor går grænsen, og hvornår skal vi trække i den anden retning? Er der en grænse, eller lader vi os forføre?

Jeg har brug for både og, ikke for enten eller…

Det kunne være rart at høre, hvad andre mener om fremtiden. Jeg er virkelig nysgerrig. Så hvad mener du?

Ps: Jeg syntes, det er fantastisk at blive udfordret, og jeg har stor respekt for fremtidsforskernes arbejde. Så misforstå mig ikke, jeg vil bare gerne have gang i sunde og nuancerede drøftelser på området, hvor alle kommer til orde og ingen sidder tilbage med følelsen af at blive kørt over af fremtidsbussen!

Fotograf: Huang Vingone

Hjemmearbejdsplads – er det nu en god idé?

Hjemmearbejdsplads – er det nu en god idé?

I de forgangne uger har rigets tilstand ikke været helt, som det plejer. Alle har vi mærket ændringer på den ene eller den anden måde, både godt og skidt.

Mange er stået op til en helt anden virkelighed i deres hverdag, og hvis man tror, at hjemmearbejdsplads er fantastisk for alle, tager man grueligt fejl.

Ikke alle bør, ikke alle skal, og ikke alle kan have hjemmekontor!

Mange har gennem ugerne fundet nye rutiner, nye måder at arbejde på, ikke mindst har den virtuelle hverdag fået luft under vingerne, og mange har med garanti fået ro og mulighed for at fordybe sig ekstra i opgaver gennem dagen, såfremt det har været muligt at indrette sig på hjemmefronten, så forstyrrelser ikke har været en udfordring og hæmsko i hverdagen.

Desværre giver distanceledelse flere steder anledning til ekstra stress og alt for meget arbejde. Vi er forskellige, vi har forskellige profiler og agerer forskelligt i situationer, hvor vi kommer ud af vores kontekst. Deraf opstår udfordringer hos den enkelte, når man pludselig selv skal forvalte sin hverdag og sine opgaver.

De sidste 3-4 uger har skabt et pres hos en del medarbejdere, som de ikke kan adressere, og derfor heller ikke komme af med igen, da det er et indre pres, de selv har skabt. De er simpelthen fanget i den fælde, der hedder ”bare jeg nu gør det godt nok”. 12-tals piger og drenge i alle aldre løber stærkere end nogensinde før. De føler alle et behov for at bevise, at de kan administrere den frihed, der er forbundet med hjemmearbejdspladsen. Deres grænser mellem arbejde og fritid er udvisket, de kan ikke stoppe ved normal arbejdstids ophør, og de kan ikke styre hverdagen, opgaverne og de krav, de stiller til sig selv, når de ikke kan komme og gå til og fra arbejde.

Den gruppe er på ingen måde reflekterende og fyldt med energi, når de kommer tilbage til en normal hverdag. De er udslidte, trætte, drænede og ønsker på INGEN måde i fremtiden at få en hjemmearbejdsplads.

Derfor er det vigtigt, at have synlig ledelse, rutiner og konkrete fordelinger, når man sender medarbejdere hjem og giver dem kontor på privatadressen. Der skal mere end nogensinde forventningsafstemmes og indrettes individuelt, så det afstedkommer positive oplevelser og resultater for alle.

Hvad skal vi huske?

De seneste uger har vi fået prøvet nye værktøjer og muligheder af. Derfor er det vigtigt at evaluere, og finde ud af, hvordan vi kan differentiere arbejdspladserne, så vi ikke trækker noget ned over hovedet på vores fantastiske medarbejdere. Vi skal behandle dem med respekt for de individuelle ønsker og behov, de nu engang har, så de hver især bliver tilgodeset og bringer det bedste ind i virksomheden og integrer herefter de nye værktøjer, så de bliver en styrke og ikke en svaghed.

Kragelund Kommunikation giver i linket nedenfor 10 gode råd til, hvordan man opretholder god virtuel kommunikation, hvis man vælger at arbejde hjemmefra.

Må fremtiden blive et godt mix af virtuelle og fysiske møder på tværs og med mulighed for at stille skarpt hjemme såvel som ude!

https://kragelund-kommunikation.dk/wp-content/uploads/10-sproglige-bud-til-bedre-videom%C3%B8der_Kragelund-Kommunikation.pdf

Foto: Roberto Nickson