Indlæg

Årets vigtigste trivselsundersøgelse

/0 Kommentarer/i /af

Årets vigtigste trivselsundersøgelse

I de fleste virksomheder er trivselsundersøgelser efterhånden blevet et accepteret og konkret værktøj til at understøtte det gode arbejde med at skabe hverdagstrivsel på alle niveauer af vores organisationer. Jeg vil gætte på, at mange af jer har gennemført en eller flere undersøgelser hen over 2022 og har brugt resultaterne til at kigge indad hos jer selv, i jeres teams, i jeres ledelse og i organisationen generelt.

Hvis der er særlige områder, der trænger til justeringer eller ekstra kærlighed, steder hvor det er kørt af sporet i forhold til planer og mål, eller decideret er i risiko for at kuldsejle, er det nu, der har mulighed for at samle op på tingene, ændre tilgang og form og redde eller udvikle os selv, vores kollegaer og vores virksomhed.

Vores samarbejdspartnere gør det samme. De vurderer os løbende, men mindst én gang om året, når de lægger budgetter eller strategier for det kommende år, gennemgår de, om vi er værd at arbejde videre med. Måske er vi så heldige, at de sætter pris på os, måske kan de oven i købet lide os, og går det vildt for sig, bliver vi budt ind til at gennemgå og udvikle samarbejdet i fællesskab.

Det er stærkt, det er ærligt, det er effektivt og medvirker til, at vi i tide får rettet op på de ting, der ikke virker. Sammen styrker vi vores fælles fremtid og skaber gode resultater.

Refleksion og udvikling

Hvornår har vi sidst gjort os umage i vores parforhold, i forhold til vores børn, vores familie og blandt vores venner?

Det kom jeg til at tænke på, da vi den anden dag gik Walk&Talk i min Rotary Klub som start på det nye år. Her gik jeg tur med forskellige medlemmer fra min klub, og da hovedvægten i klubben består af mænd, var det mænd, jeg kom til at tale med på hele turen. Vi gik i grupper med 3-4 personer i hver gruppe, og halvvejs rundt om søen skiftede vi gruppe, så vi kom rundt om mange ting i løbet af turen.

Som inspiration til turen lød oplægget på, at vi skulle tale nytårsfortsæt. Hvad bragte vi hver især med os ind i det kommende år? Et godt oplæg, der bragte gode og anderledes samtaler, udelukkende fordi vi rent faktisk have tid til at tale sammen på turen – om andet end det, de normale 10-15 minutter tillader i rammerne på vores eller stringente og fastlagte mødeform.

Mens mine kollegaer i den ene gruppe gik og talte om alt andet end nytårsfortsæt, fordi de simpelthen ikke havde nogle, gik jeg selv og funderede og reflekterede over, hvordan det kunne være, at de ikke lavede det årlige tjek på deres liv. Nu ved jeg godt, at jeg gennem året har en del mennesker igennem min virksomhed både som coach og som sparringspartner i virksomheder i forhold til trivsel, så min tilgang er givetvis farvet af det, jeg ser, men alligevel.

Tager vi som voksne for givet, at vores partnere, børn, familie og venner bare altid er der, uden at vi behøver lave tjek på, hvor vi står i forhold til hinanden og vores forhold? Ved vi i bund og grund, hvad vi ønsker af hinanden over tid, eller er der måske stor sandsynlighed for, at vi ændrer ønsker hen ad vejen i takt med, at vi og vores liv udvikler og ændrer sig?

Hvor styrer vi hen, hvis vi ikke har sat en kurs i fællesskab? Hvordan får vi afstemt forventninger, hvis vi ikke spørger ind til hinanden? Og hvordan med den der tid, der er så vigtig en ressource, hvordan skal den anvendes i det kommende år? Er vi enige om, hvad vi vil investere vores tid i og hvordan?

Og som par såvel som ledere og ansatte, hvad er så VORES prioriteringer i forhold til hinanden og i forhold til vores individuelle ønsker for fremtiden – eller bare for det næste år?

Nuvel, da ingen af de herrer, jeg gik sammen med, havde et nytårsfortsæt og heller ikke som sådan evaluerede bevidst på deres relationer, kunne jeg ikke dy mig for at spørge, hvor sikre de i grunden var på deres parforholds holdbarhed, når vi nu i Danmark har en skilsmisseprocent på 41,76? Det gik vi så lidt videres sammen og tyggede på (i stilhed), før samtalen fortsatte i en helt anden retning …

Trivsel i vores privatliv

Jeg vil gerne understrege, at jeg selv er lykkeligt fraskilt, og en stor del af min egen selvransagelse var netop, at vi havde ladet stå til og glemt at få afstemt forventninger. Vi havde glemt at gøre os umage og skabe positive forventninger til vores liv sammen, glemt at være nysgerrige på hinanden og vigtigst af alt glemt at trivselsmåle undervejs.

Når jeg så tænker på, hvor mange ressourcer vi bruger i hverdagen på at skabe trivsel i vores virksomheder og blandt vores kollegaer, både tidsmæssigt og økonomisk, så bliver jeg forstemt og ked af at få bekræftet, at vi tilsyneladende ikke bruger den samme energi og investering i det dyrebareste vi har, vores parforhold, vores familier og vores vennekredse.

Tilbage, da jeg gik Caminoen i 2017, mødte jeg en amerikansk forretningsmand, der én gang om året lavede det, han kaldte et årligt sundhedstjek på sig selv og sin investering i familien. Ved årets start indgik de en aftale om, hvordan tiden skulle anvendes i det kommende år. Skemaet kunne ændre sig fra år til år i forhold til prioriteringen af tiden, men det var et værktøj, familien kunne forhold sig til, læne sig op ad individuelt og som familie, og vigtigst af alt blev forventningerne afstemt i fællesskab. Han var en travl mand, og som han selv udtrykte det, hvis han ikke havde fokus på sit liv og sin familie, ville han givetvis arbejde for meget.

Et eksempel på hvordan skemaet kunne se ud:

1 række: arbejde (slående nok)

2 række: familie

3 række: spiritualitet/tro

4 række: uddannelse

5 række: personlig tid til sport

Hver måned nedfældede han sit tidsforbrug i procenter i skemaet. Når året var omme, sammenlignede han og familien skemaet med den aftale, der var indgået ved årets start, og brugte det som værktøj til at reflektere over, hvad tiden blev brugt til og som pejlemærke til det efterfølgende års aftale.

Måske er metoden meget amerikansk, men som inspiration og egen refleksion er det måske meget godt at overveje, om det er relevant at gøre status på den måde.

Fremtidens trivsel

I forbindelse med mit arbejde som konsulent og sparringspartner hos Stehr ApS, hvor jeg de sidste 8-9 måneder har holdt møder med forskere, eksperter, fagfolk, politikere og fonde om familiedannelse og arbejdet mig gennem forskning og viden på området universelle familieuddannelser, står det klart, at tid, kommunikation og manglende forventningsafstemning til hverdagens roller og prioriteringer, også her er medvirkende årsager til nogle af de udfordringer, vi står med som familier og samfund og sender direkte videre med vores børn og unge ind i deres voksenliv.

I Mariagerfjord Kommune har man tilbage i 2019 lavet et pilotprojekt, hvor de tilbød parterapi til alle kommende forældre. De forældrepar, der deltog i projektet, fik 5 sessioner med parterapi gratis – ingen af de deltagende forældre gik fra hinanden i perioden, trods det, at vi ved, at skilsmisseprocenten er højest blandt forældre med børn i alderen 0-5 år. Efterfølgende har de i Mariagerfjord Kommune gjort ordningen permanent, og i dag kan forældrepar med børn i alderen 0-18 år kvit og frit få op til 8 gange parterapi. Kommunen har valgt at forebygge frem for at helbrede.

I Danmark bruger vi ca. 20% af sundhedsbudgettet til at forebygge og 80% på at helbrede, når tingene er gået galt!

Måske er det i virkeligheden det samme, vi gør i vores privatliv …

Så når vi alle sammen her i januar laver vores årlige selvangivelse, gennemgår vores forbrug af el- og varme, laver vores fysiske sundhedstjek, lægger strategier for vores virksomheder eller overvejer, om vi overhovedet har lyst til at komme retur til vores arbejdsplads, kunne det måske være hensigtsmæssigt, at vi ved samme lejlighed også tager pulsen på vores parforhold, vores familie og vores øvrige relationer og får afstemt forventningerne til 2023!

Fotograf: Omotayo Kofoworola

Din IQ falder i takt med dit forbrug af e-mails og sociale medier!

/0 Kommentarer/i /af

Din IQ falder i takt med dit forbrug af e-mails og sociale medier!

Det var den besked, vi fik til mit sidste netværksmøde i Silkeborg Future Tech Group.

I gruppen har vi den efter min mening fremmeste facilitator af dem alle inden for viden om digitalisering, fremtidsforsker Louise Opprud Jakobsen. På mødet fik vi alle de nyeste indsigter og opdateringer fra den netop overståede Web Summit i Lisabon, hvor 42.000+ deltagere var samlet til det, Forbes kalder ”The best techonology conference on the planet”. 4 dage med mere end 700 eksperter og indlægsholdere.

Forsker og computervidenskabsprofessor ved Georgetown Universitet i USA, Cal Newport, er blandt andre en af dem, der har forsket i fremtidens udfordringer i forhold til digitalisering og arbejdsformer, og det er skræmmende resultater.

Informania er værre end Marihuana – det sænker vores IQ, så der er i den grad brug for slow track/deep work/reflective work (kreativ problemløsning, at lære nyt, originalitet) som modsvar til det, der ødelægger vores IQ og udvikling.

Herhjemme forskes der også i digitalisering og den indflydelse, det har på os mennesker. Sidste nye forskning fra DTU viser, at vores opmærksomhed/fokus (attention span) fastholdes mindre og mindre og i kortere og kortere tid år for år. Vores systemer ødelægges af de sociale medier og ”hoppen” fra et medie til et andet, fra en besked til en ny! Det underbygger i den grad Cal Newports forskning.

Så hvordan skaber du ro til fordybelse, slow track/deep work og det reflektive arbejde i din virksomhed eller i dit privatliv?

Da jeg begyndte udviklingsarbejdet med Tankevækkerne for tre år siden, var det for at skabe et værktøj, der kunne imødegå stress, ensomhed og manglende kommunikation – både i virksomheder og privat. Jeg vidste fra mine undersøgelser, at de unge valgte ”det fysiske møde” med kortene frem for det digitale, og derfor blev udgangspunktet også den trykte udgave af kortene.

Lige nu giver det ekstra god mening!

Kortene kan ud fra ovenstående udfordringer medvirke til at få os væk fra alt det, der støjer. De kan aktivt hjælpe med at øve refleksionsmusklerne og skabe dybde både i tanke og i handling – pauser fra det reaktive/fast track/shallow work som e-mails, møder, sms, sociale medier, nyheder og opdates.

Det bedste er i al sin enkelthed, at de også kan skabe sunde fællesskab.

Jeg har sagt det før, det ved jeg godt, og nu siger jeg det igen. Ensomhed fylder i verden, og det er ikke mindst affødt af den digitale tidsalder, hvor attention span støjer og skaber en zapperkultur, der fastholder os på den ene eller den anden skærm, så vi ikke går glip af noget og til stadighed får vores daglige portion af likes (anerkendelse). Samtidig sender det en ukendt del af befolkningen ud på en vandring af utilstrækkelighed og ked-af-det-hed, fordi de via spejling i andres opslag og likes bliver bevidstgjorte om, hvor få likes og hvor lidt anerkendelse de selv modtager.

Det er vi nødt til at tage hånd om. Forskning har vist, at ensomhed er noget, der kan ramme os alle, også svær ensomhed – uanset alder og samfundsgruppe. Ensomhed estimeres til hvert år at koste samfundet mindst 8,3 mia. kr., og det er blot den økonomiske del. De menneskelige omkostninger er langt højere.

I Japan har man i år ansat en ensomhedsminister, hvilket understreger størrelsen på udfordring. En udfordring, der optager regeringer over den ganske verden, og som anses for at være af stor betydning på alle niveauer i samfundet.

Desværre har mange virksomheder berøringsangst i forhold til at tale åbent om ensomhed. Det er også et voldsomt sårbart emne, men hvis vi vil dæmme op for stress, skolevægring (der måske i fremtiden hedder arbejdsvægring) og psykiske lidelser som følge af ensomhed, så er vi nødt til at tale mere og bedre sammen.

Man kan vist roligt sige, at fremtiden er tankevækkende!

Så hvordan taler I om digitalisering, distance og ensomhed i din virksomhed? Er dine ledere klædt på til at skabe trygge rammer og til at reflektere sammen med kollegaer? Har I værktøjet til sådanne samtaler?

På www.kotu.dk kan du læse mere om Tankevækkerne, måske de kan hjælpe til anderledes refleksioner og samtaler i din virksomhed!

Kontakt mig gerne på 2924 9098, hvis du vil se hvordan de virker i virkeligheden. Der er også mulighed for at blive klædt på til at bruge kortene via workshops.

Når konkursen rammer

/0 Kommentarer/i /af

Når konkursen rammer

Konkurs er ikke kun en erhvervsting, det er også personligt, så hvordan føles det?

Jeg lever i dag af at rådgive andre om deres arbejdsliv, deres strategier, samarbejdet i ledelsen og på tværs af deres organisation. Jeg hjælper kort fortalt virksomheder med at skabe bedre resultater via deres kommunikation og interne trivselsarbejde. Jeg rådgiver også i privat regi som coach for par, singler og unge med udfordringer.

Hvad berettiger mig til det? Er jeg klogere, bedre og har mere erfaring end dem, jeg rådgiver?

Hm, nok ikke, men jeg har gjort det til min levevej, og derfor har jeg gennem de sidste mange år søgt indgående viden og ad den vej fået indsigt og læring om lige netop de ting, der spejler adfærd, kommunikation og konflikthåndtering. Jeg har lagt mig fladt ned i mit eget liv og kigget på alt det, der er gået godt, og alt det, der ikke er, og så har jeg kogt lagen godt og grundigt ind og rejst mig igen for at hjælpe andre i lignende situationer. Jeg har naturligvis også uddannet mig undervejs, så jeg kan dokumentere, at mine værktøjer er valide og virksomme.

I kender det garanteret godt, det der med at sidde på en café og kigge på mennesker i stilhed. Se hvordan vi gebærder os, se hvordan vi gestikulerer, hvordan vi spejler os og taler med hinanden og andre. Det er en enorm lærerig måde at betragte livet, kulturen og det enkelte menneske på.

Sådan har jeg i de sidste mange år betragtet dem, jeg har mødt – professionelt og privat. Set hvordan de har været i livet, set deres glæder og sorger, betragtet deres konflikter, adfærdsmønstre og ageren. Uden at dømme har jeg noteret mig, hvordan vi som mennesker agerer og bevæger os rundt blandt hinanden, hvad der skaber læring og udvikling, og hvad der ikke gør.

Og ikke at jeg tager patent på sandheden, men det har givet mig en særlig indsigt. En særlig viden og en nysgerrighed på, hvordan vi løser konflikter, bliver klogere og tackler udfordringer. Hvad siger vi med vores krop og sprog, verbalt og non-verbalt, og hvordan kommer vores intuitive sprog op til overfladen, når vi bliver presset. Vores systemer og mønstre ligger så dybt og så forankrede, at vi mange gange rent retorisk ikke selv har kontrol over den kommunikation, der dukker op i de enkelte situationer – i hvert fald så længe vi ikke er bevidste om det!

Med udgangspunkt i min læring, mit arbejde med trivselsfremmende adfærd i virksomheder, mit coachingarbejde og med baggrund i min egen konkurs tilbage i 2016, holdt jeg i juni et to-timers indlæg om krise-psykologi i forhold til, hvad der er afgørende i dialogen med en kriseramt person og dennes familie. Alle de spor der sætter sig og skaber den platform, hvorfra man enten kan træde ind i offerrollen og lægge sig ned eller rejse sig som kriger og kommer videre i livet.

Indlægget blev afholdt for 20 af landets Early Warning konsulenter på deres 2-dags seminar, der blev afholdt for første gang i år.

For at give et lille indblik i den verden man befinder sig i som kriseramt/konkursramt, benyttede jeg en øvelse, der var designet til at udfordre de enkelte deltagere på deres grænser og intimitet – nøjagtig som kriseramte mennesker rammes, hver gang de møder et andet menneske og skal dele deres historie, frivilligt eller tvunget.

Jeg bad hver deltager trække et Tankevækkerkort/samtalekort fra de tre borde nederst i lokalet, hvor jeg havde bredt kortene ud. Hvert kort har et billede på den ene side og et livscitat på den anden. Kortene har jeg selv udviklet gennem årene. De aktiverer det der ligger øverst i bevidstheden hos den enkelte, så når spørgsmålet/opgaven er defineret, vil øjet automatisk fange det billede eller den sætning, der kan frisætte det, der presser sig på.

Inden de begav sig ned i lokalet, fortalte jeg dem, hvad opgaven gik ud på. De skulle hver især trække det kort, der tiltrak deres øje. Herefter skulle de finde sammen to og to med en de ikke kendte eller havde ringe indsigt i, og så skulle de fortælle hinanden noget personligt, de aldrig tidligere havde delt med nogen og vigtigst af alt, så skulle det være en grænseoverskridende oplevelse, tangerende det intimiderende, de skulle dele med hinanden. Det var ikke historier, der efterfølgende skulle deles med de øvrige deltagere, men de skulle bryde grænser med hinanden.

Der blev meget stille i lokalet, og da de kom tilbage efter 10-15 minutters samtale, vidste jeg erfaringsmæssigt godt, at mange havde talt om alt muligt andet og slet ikke havde haft lyst til at dele sådanne oplevelser – det var i virkeligheden det, opgaven gik ud på at belyse.

Det kastede lys over, hvor svært det er som menneske i almindelighed, at dele de ting, der betyder noget for os hver i sær. Særligt de ting, der er svære og gør ondt. Så når et konkursramt/kriseramt menneske, bliver invaderet af advokater, bankfolk, revisorer, erhvervskollegaer, behandlere, jobcenterkonsulenter og mange andre, der træder ind i ens liv og pludselig forventer at få adgang til det mest intime, så bliver det en udfordring. Det personlige værn, man tidligere har haft, som har skærmet en mod krænkelser og intimidering, er pludselig fjernet. Alt bliver endevendt, og der er stor risiko for, at man føler sig rendt over ende.

Selv den advokat, man har hyret, bliver pludselig bankens bedste ven, og fordi man aldrig har stået i situationen tidligere, er man slet ikke forberedt, kender ikke forløbet, ved ikke at det er sådan gamet fungerer, og at et konkursforløb kan vare et helt år eller længere, før den endelige konkurs er stadfæstet, og man måske kan rejse sig og komme til hægterne igen.

Det føles, som om man er tilskuer i sit eget liv. Som om man befinder sig i en boble/et vakuum, hvor man dag for dag bliver mere og mere afklædt, og fordi man fra den ene dag til den anden pludselig går fra at være stor succes til stor fiasko (i eget hoved), bliver man fuldstændig handlingslammet i en lang periode.

Nøjagtig som de 20 konsulenter pludselig blev det, da de skulle dele intime oplevelser med en fremmed, den dag på deres seminar. Følelsen af ikke at kunne sige nej, men samtidig ikke have lyst til at give personlig indsigt til en fremmed, er nøjagtig den følelse en konkursramt/kriseramt person går rundt med. De kan ikke sige nej tak.

Det kræves af dem hver dag, måske gennem et helt år eller længere, at de lægger alle informationer på bordet, åbner op for deres livsværk og deler ud af de mest intime detaljer, privat og erhvervsmæssigt.

Mange gange gennem en lang og opslidende konkurs/krise glemmer advokater, bankfolk, revisorer og alle andre at spørge om det mest basale og helt grundlæggende: Hvordan har du det i grunden, sådan helt inde i dit hjerte? Kan du sove om natten? Får du noget at spise? Hvem har du at tale med om alt det her? Ofte er man alene, man kan ikke engang tale med familie eller venner om tingene. Det er jo skamfuldt, og man føler skyld, fordi man er endt i en konkurs-/krisesituation, og økonomisk hiver man måske familien med i faldet. Alt ender med at blive mekanisk, noget du bare gør, fordi andre beder om det.

Derfor var det en virkelig lærerig oplevelse, da konsulenterne skulle ”blotte” intime detaljer om sig selv over for en ”fremmed”, og reaktionerne udeblev bestemt heller ikke.

Efterfølgende blev jeg kontaktet af flere af deres konsulenter for yderlige dialog. En af dem udtrykte følgende på deres interne platform:

”I juni 2021 deltog vi i Early Warning regi på et to-dags Livline-kursus i Vejle – i øvrigt et godt kursus!

Jeg vil gerne fremhæve et indlæg, der omhandlede krise-psykologi, hvor Annette Friese havde et (personligt stærkt) indlæg, om hvad der sker med en virksomhedsejer, hvor succes bliver til fiasko, og fiasko til succes. Annette har skrevet bogen ”Kan du høre dit hjerte kalde?” som jeg efterfølgende købte. Jeg kan anbefale jer at købe bogen – den gav god værdi for mig.”
(Knud Qvist Lauritsen, Early Warning Rådgiver siden oktober 2015)

Indlægget og tilbagemeldingerne fik mig til at reflektere over alt det, der er hændt i mit eget liv siden 2016.

Intet er let, alt er svært i en krise, særligt første gang! Til gengæld er alt også muligt – og gevinsten er den læring, der følger med på godt og ondt. I morgen er en ny start!

Har jeg været nervøs gennem Covid-19? Det kan du bide skeer på, at jeg har!

Har jeg hængt i nødbremsen og tænkt konkurs igen? Åh ja, mange gange!

Hvad er anderledes denne gang? Jeg har prøvet det før, og jeg ved, at jeg kommer igennem det som menneske, hvis uheldet igen skulle være ude!

Hvad har tidligere konkurs lært mig? At bede om hjælp. Jeg er ikke vanvittig god til det endnu, men jeg øver mig hver dag, for det er vigtigt!

Hvad er mit bedste råd til konkursramte/kriseramte erhvervsledere? Lad være med at gemme dig, rank ryggen og bed om hjælp i tide. Du har uden tvivl gjort dit bedste, og i det mindste har du haft hånden på kogepladen og prøvet – alternativet var værre!

Hvad husker jeg bedst fra min egen konkurs? En god ven hviskede mig i øret, da jeg hang længst ude på grenen, lige før konkursen ramte: Vi har alle sammen prøvet at være helt tæt på en konkurs, Annette, ingen går fri, nogle er bare heldigere end andre og klarer rejsen tilbage på solid grund i tide. Så der er ikke noget at være flov eller skamfuld over!

Den sætning har jeg taget med mig videre ud i livet. Det var de ord, der gav mig luft, og de ord, der hjalp mig op igen. Om det så er held eller dygtighed, der hjælper folk gennem en krise, det er nok en sandhed med modifikation, men dem, du omgiver dig med i din hverdag, er også dem, der hjælper dig tilbage på sporet – eller ikke. Så det er måske værd at kigge dig omkring og spørge dig selv, om det er den besætning, du har lyst til at have ombord, hvis stormen rammer – både privat og i erhvervsregi!

En bankdirektør sagde engang til mig, da han hævede renten: Det er dyrt at være fattig – og det er sandt!

Men tro flytter bjerge, og konkurs eller krise er kun et øjebliksbillede i et helt liv, og den læring, der følger med, er uerstattelig – mange gange gør det dig i virkeligheden til et langt bedre menneske.

Har du lyst til at læse mere om Tankevækkerne, købe dem eller min bog, finder du begge dele på KOTU’s hjemmeside www.kotu.dk – (kortene kommer på lager medio august)

Ønsker du at tilmelde dig min blog – og i fremtiden modtage mit seneste blogindlæg direkte i din postkasse, kan du gøre det lige her: https://kotu.dk/kontakt/kontakt-info/

Sidst, men ikke mindst, kan du læse mere om Early Warnings fantastiske arbejde med kriseramte virksomheder https://earlywarning.dk/om-early-warning/om-early-warning 

Nytårsforsæt er ikke stærkere end det ønske, der ligger i at ville forandringen!

/0 Kommentarer/i /af

Et år rinder snart ud. Et helt særligt år skal siges, og det gør det ikke mindre vigtigt at rydde op. Vi har alle været i og uden for orkanens øje i løbet af året, og alle har vi mærket, hvor skrøbeligt det hele kan være, når hverdagen pludselig ændres, og beslutninger træffes, uden vi har indflydelse.

I virksomhedsregi har mange af os været udfordret til det yderste i forhold til at få lov til at lave det, vi brænder for og det, vi har etableret vores virksomheder på baggrund af. Vi har måttet omstille os, tænke nye tanker og lægge nye strategier, finde nye veje til forretning og måder at udføre vores arbejde på i forhold til de retningslinjer og anbefalinger, der er opstået i kølvandet på en udefrakommende krise. Det er jo ikke ubetinget skidt, det vi har lært undervejs, hvis vi klarer den ind i 2021. Jeg siger, HVIS vi klarer den ind i 2021…

Uanset hvad, så har vi alle set forskellige sider af os selv, vores familier, vores kollegaer og vores omgivelser generelt. Den indsigt, vi har formået at tage med videre, kan være dyrebar, vidunderlig og måske også smertefuld. For hvad er i grunden essensen, man kan trække ud af personlige, virksomhedsmæssige, nationale og internationale kriser? Det finder vi ud af i løbet af de kommende år.

Læring, indsigt og forståelse er kraftfulde ord. Dog er det ord, der får ny mening efter lange perioder med pres, usikkerhed og følelsesmæssige udfordringer baseret på tilstande, vi ikke selv har kunnet kontrollere.

For mit eget vedkommende har jeg været her før, ikke på samme måde, men dog alligevel i en krise af dimensioner – i mit liv i det mindste. I 2016 gik jeg konkurs med min virksomhed gennem 12 år på bagkanten af finanskrisen, der ramte os i 2009. Dengang fulgte jeg med ”aktiverne/resterne” over i det nye set-up, som direktør hos den virksomhed, der købte min virksomhed. Jeg blev i 1 ½ år. Herefter hev jeg stikket og gik mig en lang tur på Caminoen.

Er det interessant for historien lige nu? Måske, i hvert fald var behovet for refleksion og oprydning i perioden efter konkursen/krisen det samme som det behov, jeg føler lige nu efter 10 måneder i limbo, og hvor mange af mønstrene for mit vedkommende er 100% de samme. Jeg genkender mine følelser, min vrede, min frustration og min egen sårbarhed tilbage fra 2016. Forskellen denne gang er blot, at jeg er forberedt. Jeg ved, at jeg overlever som menneske. Jeg ved, at der kommer en ny hverdag på den anden side, uanset om jeg klarer mig igennem eller ej, og jeg ved, at de sidste 10 måneder kalder på oprydning; en oprydning jeg tilbage i 2016 tøvede med at foretage på grund af følelsen af skyld og skam.

Krisens omkostninger

Når krisen kommer, agerer vi mennesker voldsomt forskellige. Vi har alle klare forventninger til dem, vi omgiver os med. Vi har deres ryg, og vi regner også betingelsesløst med, at de har vores. Desværre forholder det sig ofte anderledes, og det er her, vi får de største prygl. Dem, vi forventede mest af, kan være dem, der skuffer mest, og dem, vi intet forventede af, kan blive dem, der overrasker positivt. Ofte kommer hjælpen steder fra, man slet ikke havde set komme. Intet kan man vide på forhånd.

Det forunderlige er i virkeligheden, hvis man giver sig selv lov til at nyde oplevelsen, at det, der afholder mange fra at agere, er angsten for at gøre noget forkert. Det er helt sikkert følsomt og svært at rumme andres nedsmeltning og nederlag. Alt for ofte tror omgivelserne, at det handler om penge, penge der skal redde situationen for den ramte, men det er her, de for alvor fejler.

Det er ikke pengene der er redningsaktionen i sig selv. Selvfølgelig er de en forudsætning for at overleve, men det er medmenneskeligheden, ordentligheden og respekten for den enkelte der tæller. Det, at omgivelserne midt i alt rodet, al sorgen, al frustrationen og ensomheden stiller op, laver den kærlige opringning, sender den lille besked, møder frem og sender et signal om, at man stadig har værdi som menneske midt i krisen, DET gør hele forskellen i en svær situation. En situation man måske oven i købet ikke selv har været herre over!

Og ja, det kan være drænende at lytte for tiende gang til et menneske, der ligger ned. Det kan være svært at dele et opslag på de sociale medier med ens netværk, hvis man er overbevist om, at virksomheden ikke står til at redde alligevel – men vi ved jo godt inderst inde, at ”like” ikke er helt nok til at få skabt nye ringe i netværket og finde frem til nye afsætningskanaler. Alligevel deler vi af en eller anden grund ikke opslag fra nødstedte. Tænk på, hvor mange der kunne hjælpes videre, hvis vi stillede os til rådighed. Når vi ikke gør, og stilletiende indgået i en pagt på de sociale medier om, at vi kun deler succeser, bidrager vi i stilhed til en accepteret adfærd.

Det er jo alt andet lige også sjovere at være sammen med andre, der har succes, men gæt engang. Det er hele forskellen på om de, der er ramte og ligger ned, kommer godt i gennem krisen eller ej.

Det er grænseoverskridende at bede om hjælp. Det tror jeg, at vi alle sammen ved, og når man så endelig tager mod til sig og gør det alligevel, gør det dobbelt ondt, når bolden ikke bliver grebet.

Derfor er man nødt til at rydde op! Uanset om man står krisen igennem eller ej, så skylder man sig selv at kigge rundt, mærke efter og stille de svære spørgsmål. Var mine venner der? Var mit netværk stærkt nok? Stod de distancen? Hvis ikke, bærer jeg så selv en del af skylden? Kunne jeg have ageret anderledes?

Det er vigtigt at huske, at du nogle gange også selv skaber lænken om din fod ved ikke at sige tingene højt!

Krisen har været hård, umenneskelig hård, og den er jo heller ikke ovre endnu, men som altid i en krise er der rigtig meget at lære og tage med videre, og det bør vi alle gøre. Kun derved bliver vi rigere og klogere.

Min opfordring til refleksionen for året og et nytårsforsæt vil klart være:

Hvad har gevinsten været for dig i 2020, og hvad ønsker du, at 2021 skal bringe?

Hvem er ”drænere”, og hvem er ”givere” i din vennekreds, i dit netværk og i dit liv generelt? Måske skal der rokeres en smule, du behøver jo ikke smide folk på porten, men for en stund kan det være hensigtsmæssigt at lave nye placeringer i forhold til, hvem du bruger mest tid sammen med – og endnu mere hensigtsmæssigt, at tage nogle alvorlige snakke med dem, der har skuffet, hvis det giver mening at redde skårene. Det er jo ikke sikkert, at de ved, at de har skuffet!

Rigtig godt nytår!

Foto: Adam Jang

Refleksion ind i samtalens svære kunst

/0 Kommentarer/i /af

Hele dagen i går tilbragte jeg på Folkeuniversitetet i selskab med Professor i coaching- og sportspsykologi ved Københavns Universitet, Reinhard Stelter, forfatter til adskillige bestsellere om coaching. Reinhard er også ekspert og forskningsleder ved Institut for Idræt, Københavns Universitet.

Dagens forelæsning tog udgangspunkt i Reinhard Stelters bog Tredje generations coaching og den forandring samfundet har gennemgået de sidste mange år, måden vi kommunikerer på, og hvordan coaching har flyttet sit fokus gennem tre generationer.

  1. Generations coaching – fokus på problem og målperspektiv (SMART-modellen, lineær udvikling)
  2. Generations coaching – fokus på løsnings-/fremtidsperspektiv (cirkulære spørgsmål)
  3. Generations coaching – fokus på refleksionsperspektiv (refleksionsrum)

60% af samtaler der starter ændrer målsætning undervejs. Finder nye ”åbninger”, forståelse og udvikling.

Hvorfor betyder det noget ekstraordinært for mig? Det gør det, fordi de Tankevækkere/refleksionskort jeg har udviklet til MU-/GRU-/LU-samtaler gennem de sidste 2-3 års arbejde med trivsel og stressforebyggelse i virksomheder i sommer fandt nye veje ud i verden.

Det personlige udviklingskoncept hvor kortene indgår, som jeg hen over sommeren testede på tre FGU-skoler via midler fra Velliv Foreningen, hvor undervisning i adfærd og kommunikation blev kombineret med det fortrolige samtalerum, har netop fokus på refleksion og nye perspektiver for deltagerne.

Den første kommune har i forrige uge sagt ja tak til at samarbejde med mig om konceptet i deres UU-vejledning og på deres jobcenter. Den næste kommunes ungeafdeling er på vej. Så kortene kan noget helt særligt i samtalen mellem mennesker.

Derfor er jeg glad for mit møde med Reinhard Stelter og hans store erfaring ind i samtalens kunst. Det bekræfter mig i at undervisningen i adfærd og kommunikation sammen med kortene, har en vigtig opgave at udfører. Tilsammen giver de indsigt og refleksion til unge som kæmper med deres identitet. Den spejling der opstår i samvær med andre unge i refleksionsrummet (det fortrolige samtalerum) er med til at støtte deres selvindsigt, selvværdsfølelse og deres vej ud i livet.

Vi udvikler viden i fællesskab, som Reinhard Stelter siger!

Det bekræftede de unge på FGU-skolerne i øvrigt selv, så du behøver ikke tage mine ord for, at det virker. Hvis du har lyst til at læse mere om projektet, og om hvad de unge siger, så tjek linket her

https://indd.adobe.com/view/4f61b3b5-97ba-475d-999e-c85cc7dd35fd

Information om kortene kan du finde her på hjemmesiden under KOTU/Tankevækkere.

Fotograf: Marc Olivier Jodoin