Indlæg

Er du en svagpisser eller hva’?

Er du en svagpisser eller hva’?

Sig ordet højt, Annette, sig det! Py-ha, hvor var det svært. Jeg havde et helt liv haft den holdning, at folk der gik ned med stress, var ”svage”. De kunne da bare tage sig lidt sammen. Stress var en dårlig undskyldning for ikke at kunne klare sit arbejde, en undskyldning for at hæve penge på min og andres regning hos kommunen. En bombe under samfundet, folk der ikke gad lave noget… og nu stod jeg der.

Krisen i 2008 havde ramt vores firma virkelig hårdt. I januar 2009 stoppede telefonerne med at ringe fra den ene dag til den anden. Reklamegaverne blev sparret væk, virksomhederne omstrukturerede og der blev indkøbsstop alle steder, på de ydelser som vi levede af at levere. Verden stod helt stille i 8 måneder, og vores egenkapital vendte sig på kort tid, fra et stort plus til et dundrende minus.

Vi er tilbage i november 2011. Pengene er virkelig små, eller sagt på en anden måde, vores likviditet er i knæ. Jeg har stort set ikke sovet i 2 1/2 år. For det første har jeg arbejdet 60-70 timer om ugen, bare for at holde skindet på næsen og skaffe ordrer og omsætning nok til at kunne betale løn til de ansatte. For det andet løber der utallige scenarier gennem mit hoved hver eneste nat, hvad skal der ske, hvis banken pludselig trækker stikket, eller jeg ikke har ordre nok i bogen til at vise, at vi er på vej frem igen? Hvad nu, hvis vi pludselig må gå fra hus og hjem?

Hverdagen er uændret udadtil, så selvom der er kaos indeni, så formår jeg alligevel at lade som ingen ting over for mine omgivelser. Et smil på læberne, en frejdig kommentar, vi hygger os, gør vi. Når jeg er af sted til netværksmøder og på rejser, er alt uændret. En sjælden gang lukker jeg lidt op for posen, men kun for hurtigt at snøre den til igen. Ingen har rigtig lyst til at tale om ting, der ikke går så godt, og man er vel en succes, i hvert fald i det selskab.

Det nytter ikke at tage tankerne og følelserne med hjem. Her slider det i forvejen. Vi er jo begge smurt godt og grundigt ind i firmaet, som vi har sammen, så det ender altid med den der pegefinger. Angreb er jo som sagt, det bedste forsvar, og når truget er tomt så bides hestene, hvilket ikke er helt løgn.

Følelser der kommer snigende

Håbløshed, rodløshed, ensomhed, skam og følelsen af nederlag. Et stort åg, der bare bliver tungere og tungere, vokser inden i. Hen over efteråret har jeg kronisk hovedpine. Når jeg ligger ned, trykker det så hårdt i mit bryst, at jeg næsten ikke kan få luft. Galde vælter op i mit spiserør, og jeg ligger bare der, nat efter nat, og spekulerer med tusind tanker gennem mit hoved.

I dagtimerne trækker jeg mig mere og mere ind i mig selv. Ude hos kunderne er jeg, som jeg plejer, glad og positiv. Jeg kan dog godt mærke, at kreativiteten udebliver, og at det er en udfordring, bare at skulle ringe til kunderne for at få et møde. Jeg har slet ikke lyst til at være sammen med nogen. Gider ikke være på, gider ikke hyggesnakke. Jeg er også meget mere aggressiv, bliver hurtigt mut og sur.

Hjemme skælder jeg ud over det mindste. Mit temperament koger over, mine børn kryber i flyverskjul på deres værelser, og den dårlige stemning breder sig i hele huset.

Efter to måneder med kronisk migræne, bliver jeg endelig presset hårdt nok til at gå til lægen. Min mand har længe presset på, men jeg bryder mig ikke ret meget om læger, så jeg afstår længe, men angsten for nattens smerter i brystet og den forfærdelige hovedpine tvinger mig af sted.

Hos min læge, der har kendt mig i mange år, får jeg et voldsomt ”wake up call”. Under forskellige motoriske og verbale øvelser må jeg kapitulere. Jeg kan ikke engang ramme min næse med min pegefinger, når jeg lukker øjnene. Grædende må jeg tilstå, at jeg har det helt vildt dårligt og i bund og grund ikke kan se mig ud af situationen. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op.

Døden kommer tæt på

Firmaet er jo bygget op omkring mig og min person, og selvom de øvrige ansatte er fantastiske til deres job, hverken kan eller vil de træde ind i mit job. Vi er en mindre virksomhed, og det gør os naturligvis sårbare, da krise og økonomiske udfordringer sætter ind i slutningen af 2008. Der skulle løbes rigtig stærkt, og der var kun én til at gøre det.

Der står jeg så, 2 1/2 år efter krisen har ramt, med en læge, der kort og nøgternt fortæller mig, at enten så lægger jeg noget ”Annette-tid” ind i mit liv, eller også må jeg berede mig på, at den advarsel, jeg har fået, måske ikke gentager sig. Hvis jeg ikke lytter nu, så er jeg her måske ikke næste gang. Stress kan rent faktisk dræbe.

Det gør mig alligevel bange, så jeg lytter naturligvis til lægens ord, og går direkte hjem og melder mig syg – til min mand og mine medarbejdere. De næste 2-3 uger er jeg hjemme på fuld tid.

Den efterfølgende måned lister jeg lige så stille tilbage på arbejde. Det er heldigvis december, da jeg kommer retur, så det er en ren hyggemåned. Jeg skal blot rundt med julegaver til kunderne, sige tak for året og ønske glædelig jul, så det går endda.

Hele min familie er ret chokerede over, at jeg bliver ramt af stress. Jeg er jo udødelig, hende der arbejder 10-12 timer om dagen, handler ind på vejen hjem, laver mad, gør rent, vasker tøj, plukker ukrudt, er social med vennerne, 3 retters gæstemenuer m.m.. Hende der også lige mellem alt det andet finder tid til at fungere som støttepædagog for veninderne, når deres liv brænder på, krydret med netværksmøder, skolemøder, bestyrelsesmøder og hvad jeg nu ellers går og roder mig ud i.

Jeg tror, min familie og mange af vores venner har haft det lidt som jeg, at stress var en dårlig undskyldning, for ikke at gide arbejde. Men hvis jeg kunne rammes, hende den usårlige, 24-timers maskinen, der altid er klar, og som kører i døgndrift, så kunne det måske i virkeligheden ramme alle.

Skammen

Jeg skammede mig dybt. Skammede mig over, at jeg i så mange år havde fordømt og talt nedsættende om folk med stress, ikke sådan voldsomt, men alligevel underforstået i de ting jeg sagde, og som jeg fra tid til anden forholdte mig til.

Ubegavet, men sådan er det med fordomme. De bygger jo i bund og grund på uvidenhed. Jeg plejer ellers at bryste mig af, at jeg er fordomsfri og altid sætter mig ind i ting, før jeg dømmer… Det havde jeg bare ikke gjort lige her, og så kunne jeg jo bare lære det, den hårde vej!

Stress forsvinder aldrig helt igen. Den forbliver i kroppen og sætter din krop i alarmberedskab. Man lærer at passe på sig selv, men kroppen har lidt skade, og det har hukommelsen også. Jeg var heldig, jeg havde en læge der tog hånd om mig og skræmte mig fra vid og sans.

Hvorfor fortæller jeg alt det her, hvad skal det gøre godt for?

Det gør jeg fordi, vi i en hverdag anno 2018, hvor det nye ”sorte” er ”disruption”, direkte oversat fra engelsk til dansk: ”afbrydelse eller forstyrrelse”, er voldsomt udfordret og skal passe på hinanden. Der er et kæmpe skred i, hvad vi kan tillade os at kræve af hinanden. Nogen er nødt til at sige stop!

Omstillingsparathed, innovation, rubusthed, forandringsledelse…. Ja, ordene er mange i den fagre nye verden. Alle er de med til at definere, at vi som menneske og som medarbejder skal kunne tåle omskiftelighed og ændringer. Vi skal udvikle os i raketfart, hvis vi vil beholde vores job, vores familie og vores netværk.

Disruption

Men hvordan giver det lige mening, når flere og flere mennesker, heriblandt mange unge, lider af alvorlig angst, depression og stress? Disruption er i min optik blot endnu en faktor, der er med til at vælte læsset.

Jeg ved godt, at det konstant siges, at de unge er meget hurtigere end vi var. Hurtigere til at lære, hurtigere til at tænke, hurtigere på tasterne. De lever i en digital tidsalder, og nøj hvor går det stærkt.

Men ved I hvad? De er jo også bare mennesker af kød og blod. De kan da lige så lidt som vi andre, tåle afbrydelse og forstyrrelse hele tiden. Mennesker har brug for ro og fordybelse som aldrig før. Vi går i stykker på stribe. Så ”disruption min bare”, det er hverken sundt for unge eller for gamle. Det er, hvad det er, hverken mere eller mindre, nemlig forstyrrende og usundt.

Hvornår er det, at vi vågner op og siger stop i stedet for blot at opfinde nye begreber, der dækker over, hvor syg verden i virkeligheden er ved at blive? Hvem er det, der godkender begreber som ”disruption”? Jeg kan ikke være ene om pludselig at føle mig gammel og træt. Jeg gider ikke disruption, det bliver jeg stresset af!

Bare ordet i sig selv. Det er da umådelig negativt ladet i alle andre sammenhænge, hvorfor bliver det så pludseligt til noget positivt og godt i arbejdssammenhæng?

Prøv lige selv at lytte?

AFBRYDELSE eller FORSTYRRELSE…

Tanken om at jeg, ud over at løbe ekstremt stærkt for at følge med, nu også skal lade mig ”forstyrre eller afbryde” midt i det hele, ændre kurs og være omstillingsparat, mens jeg innovativt opfinder det fembenede lam – det skriger da mod sund fornuft.

Hvad er det for et mønster, der tegner sig? Eksperterne forudsiger, at I 2020 er den tredjestørste folkesygdom herhjemme, stress. Lige nu og her i 2018 koster stress hvert år samfundet mere end 27 milliarder. Så der skal i den grad tages hånd omkring udfordringen. Vi kan ikke bare blive ved med at symptombehandle eller forsøge at lappe sammen med en sundhedssikring, når skaden er sket.

Vi er simpelthen nødt til at sadle om. Vores værdier skrider, både som mennesker og som samfund. Vi kan ikke blive ved med at presse citronen og kun tænke optimering og bundlinje.

“Vi” før “jeg”

”Jeg” er nødt til at blive til ”vi” igen. Mennesket kommer før penge og status. Familien før arbejdet. Nærvær før fravær.

Mental sundhed og åndelig føde er et must også på vores arbejdspladser. Der er behov for en stopknap. Pauser, tid til at være dig og mig, kollegaer. Tid til at reflektere, at give feedback til hinanden, hjælpe og rumme hinanden og vores forskelligheder. På den måde får vi stærke og sunde virksomheder.

Så frem med nye og anderledes værktøjer i hverdagen, så vi kan sige til og fra, og følge med. De findes allerede, men det kræver mod af arbejdspladserne, at tage dem i brug.

Krop, sjæl og ånd, vi skal have det hele menneske med. Vi skal forebygge, bevare og styrke alle tre enheder. Vi kan ikke nøjes med at helbrede, når vi er gået i stykker. Det har alt for store omkostninger og vidtrækkende konsekvenser, både for det enkelte menneske, men også for samfundet.

Når vi får stress, er det ånden der går i stykker. Og ånden er den, der forbinder vores krop og sjæl. Det er virkelig alvorligt, når den bliver skadet, så bliver vi ude af stand til at agere, og vi visner langsomt, og det er uanset alder.

Ånd er i mennesket, hvad pengene er i verden.” Det er måske Grundtvigs mest slagkraftige udsagn om, hvad ånd er. Penge er den store drivkraft i verden. Just det samme er ånden i og for menneskelivet.

Vi skal passe godt på hinanden og på livet.

Ledelse og karriere koster sex med konen

Ledelse og karriere koster sex med konen

”Tak for mad, jeg har lige lidt arbejde, jeg skal have klaret.” ”Jeg går lige en tur med hunden,” eller ”Der kommer et program i tv, jeg gerne vil se.” Hvor mange kender ikke de sætninger? Undvigelsesmanøvren efter aftensmaden, flugten væk fra tavshed, kedsomhed, ensomhed eller fra den intetsigende samtale.

Det er åbenbart mere udbredt, end man lige tror. I et spørgeskema, jeg for nyligt sendte ud i mit netværk, der skulle danne baggrund for emner for min kommende blog, var svarene, som kom retur, overraskende – og så alligevel ikke. Jeg havde nok i virkeligheden en grum mistanke, der desværre blev bekræftet.

Mænd får for lidt sex, og kvinder lever deres eget liv. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer og tingene sat på spidsen. Sandt er det dog, at intimitet, nærvær og opmærksomhed på hinandens behov er noget af det vigtigste i et parforhold. Uden dette bliver forholdet til en rutine, en ligegyldighed vi holder liv i, et dukkehus uden liv.

Og jo, vel er der rigtig mange par, der bliver sammen i deres ægteskab, ca. 53,25 % ifølge Danmarks statistik 2017. Det er en positiv stigning i forhold til 2016, hvor 49,19 % blev sammen. Om de er lykkelige eller ej, det er jo så spørgsmålet.

Jeg har tit været involveret i de diskussioner, der indeholder udtalelser som græsset er jo ikke grønnere, fordi man bliver skilt, ny mand nye problemer, man må kæmpe for sit ægteskab.

Ja, selvfølgelig skal man kæmpe. Det tror jeg heller ikke, at alle, der er gået gennem en skilsmisse, er uenige i. Jeg er overbevist om, at de hver især har kæmpet bravt. Ingen ønsker at stå alene, ingen ønsker titlen single, hvis de kan undgå det. Spørgsmålet er bare, hvor længe skal man kæmpe?

Konklusion om ægteskaber hos par i 50’erne

Hvis jeg anskuer de besvarelser, som jeg har fået, og sammenholder dem med alle de samtaler, jeg gennem årene har haft med mænd og kvinder om lige netop emnet “at blive sammen til døden jer skiller”, så er jeg nødt til at konkludere:

Når vi taler aldersgruppen 50+, så er mange mænd i ledende stillinger ensomme. De får for lidt sex, og sex er bare grundlæggende vigtigt for mænd. Er det primitivt? Nej, det er fakta og vigtig viden, hvis man ønsker at gøre sin mand glad og sit ægteskab velfungerende, og vi kvinder ved det jo godt! Det er helt sikkert den ventil, det værktøj vi oftest tager i anvendelse, når vi ønsker at straffe og udvise magt i det kære hjem. Fordi vi kan…

Så kommer Tudemarie engang imellem frem, når vi skal forklare, hvorfor vi ikke kan have sex med vores mand. ”Jamen, jeg er altså nødt til, at have mit hjerte med, ellers kan jeg ikke.” ”Jeg har det SÅ dårligt, vores skænderier går lige i underlivet.” Undskyldningerne er mange, men det, vi siger, er i bund og grund, hvis vi ikke er på bølgelængde, så har vi ikke lyst til at give os hen.

Der er stor forskel på sex og elskov. Måske er det lige netop der, det går galt. Vores ønsker er forskellige. For kvinder kommer god sex, når elskoven fungerer, og vores følelser har fået næring. For mænd er det måske lige omvendt.

Udfordring nummer to. Mange mænd føler, at deres koner ikke gider deltage i deres liv – kun i de officielle arrangementer, hvor det vil være synligt, hvis de udebliver. Ingen kvinde ønsker at udstille privatlivet, så selvfølgelig deltager de her – efter at have vrisset og været sure i flere dage derhjemme over at skulle deltage.

Mændene mangler deres bedste ven, altså deres kone, at tale med, og de forstår simpelthen ikke, hvor hun blev af. Arbejdslivet har fyldt alt i de forgangne år. Manden syntes, han har ofret ALT for at skabe et godt fundament til familien. Han har været væk fra dem, han elsker, i mange timer hver dag, er kommet træt hjem, stadig været opmærksom over for børnene, kysset konen og forsøgt at få det hele til at hænge sammen. Han har købt mange ting hen ad vejen, for at de skulle være lykkelige og ikke mangle noget. De bor i et flot hus, har to biler, sommerhus, båd og råd til det meste. De har gjort det godt, og det er han stolt af. Det er ikke kommet gratis, han har ofret sig for familiens skyld.

Ferieflirt og aflad

Ferierne har været samvær på fuld tid, og efter de første par dages tilvænning med at lære hinanden at kende igen har det jo været det årlige åndehul for hele familien. Den tid på året, hvor de igen forelsker sig lidt i hinanden. Tosomheden og ”dig og mig mod resten af verden” er igen mærkbar. For en kort stund får vi hinanden tilbage. Vi taler igen sammen og har fortrolige samtaler, dybe samtaler, hvor ligeværd og opmærksomhed fylder og giver plads til fornyet håb.

Hjemme igen bliver det hverdag. Travlheden sætter ind, bøvl og uenigheder, følelsen af ensomhed er tilbage. Vi lever sammen, hver for sig.

Efterladt, alene og presset af hverdagens udfordringer, gider hun faktisk ikke rigtig tale om de ting, der rører sig i mandens hverdag. Hun er fyldt op, og er ved at kaste op over hans liv. Det har fyldt deres hverdag på godt og ondt i mange, mange år. Hans karriere, hans valg, hans liv. Alt sammen mens hun har forsøgt at gøre karriere samtidig med børn, lektiehjælp, skolemøder, rengøring, indkøb, madlavning, den gode hustru, den nære ven, elskerinden og madammen.

Nu er hun blevet træt. Ungerne kan flyve selv, og nu kan han sgu sejle i sin egen sø. Hendes frihed er endelig kommet tilbage, og nu skal den forvaltes ordentligt, mig før dig! Nu sætter jeg mig ned, og hvis du rører mig, så skriger jeg! Måske har hun oven i købet mødt en spændende mand på sin arbejdsplads. En mand der lytter til hende, har tid til hende, taler med hende, opvarter hende, og som tænder hende fysisk og giver hende lyst til sex på ny. En farlig cocktail!

Er kærligheden så død? Måske. Det er den i hvert fald, hvis man ikke formår at italesætte det og tage hånd om problemet. Hvis bitterheden sejrer eller man i misforstået kærlighed lader hinanden leve i hver sit spor uden fællesnævner. Hvis ikke kærligheden og nysgerrigheden til hinanden og det at dele glæder og sorger igen får højeste prioritet, så flytter lykken altså ikke ind i vores hjerter igen. Skal man så alligevel blive sammen for at holde på formerne, og fordi man engang sagde, ja, til døden os skiller? Det er et rigtig godt spørgsmål, og jeg ved godt, hvad mit svar er:

“Størst er kærligheden,” men ikke for enhver pris!