Indlæg

Børn og virksomhedsledelse – hvad har det med hinanden at gøre?

Børn og virksomhedsledelse – hvad har det med hinanden at gøre?

Ret meget i virkeligheden!

Gennem dette og kommende opslag vil jeg forsøge at kaste lys over nogle af de dilemmaer, vi som samfund og som virksomhedsledere står over for i forhold til at understøtte trivsel og positiv udvikling i danske børnefamilier – både for familiernes skyld, men så sandelig også i forhold til fremtidige rekrutteringer og fastholdelse af medarbejdere i vores virksomheder.

Jeg har ikke patent på sandheden, men ønsker blot at dele mine observationer ud fra de indsigter jeg har samlet fra forskning, eksperter og fagkompetencer gennem de sidste 10 måneders arbejde som projektleder i et større investeringsprojekt på familie-uddannelsesområdet. Gennem mit arbejde har jeg haft mulighed for at kigge på nogle af de udfordringer de unge familier står med og over for.

Måske kan nogle af indsigterne give en bedre forståelse for de mange mentale og økonomiske udfordringer, vi står med som samfund, i vores virksomheder og som individer.

En investering i sunde familier og børn er en investering i en sund fremtid – økonomisk, socialt, mentalt og kulturelt.

Vidste du for eksempel, at næsten hver anden familie i Danmark oplever, at udfordringerne bliver så store, at det ender med brud af samlivet mellem forældre.

Udfordringer som:

•       Parforholdet

•       Overgangen til familie

•       Trivsel i hverdagen

•       Brud i parforholdet

•       Sammensatte familier

Fakta:

•       Gennemsnitsalderen for en førstegangsfødende er steget fra 23-29 år – den individuelle frihed indskrænkes efter år med egne interesser

•       90% af mødre med børn under 5 år er tilknyttet arbejdsmarkedet – familierne tilbringer som følge deraf mindre tid sammen end før i tiden

•       Hvert tredje barn oplever, at deres forældre går fra hinanden inden barnet bliver 15 år – skilsmisseprocenten er på sit højeste for par med børn i alderen 2-5 år

At få et barn medfører op til 35-40 ekstra arbejdstimer om ugen i den gennemsnitlige husstand – fordelt på hele døgnet.

Familieformer i Danmark:

•       56% af børnefamilierne er parfamilier/kernefamilie – defineres ved en samboende mor, far og børn

•       Der findes 37 forskellige familieformer i Danmark (ifølge Danmarks Statistik)

•       24,7% af de danske børnefamilier er med singleforældre (187.443 husstande)

•       Kernefamilien er i opbrud – solomødre er det nye normale

•       Mens de færreste børn blev passet af det offentlige før skolealderen i 1950’erne, er brugen af daginstitutioner eksploderet siden 1970, og i 2007 blev over 80 % af danske børn mellem 0 og 6 år passet udenfor familien

Som jeg tidligere har skrevet, giver vores vækstsamfund ikke meget plads til nedsat arbejdstid og omsorg for børnefamilierne, og på trods af at eksperterne allerede tilbage i 70’erne, anbefalede halvdagsbørnehave, da prisen ville blive alt for høj for familierne (børnene), hvis begge forældre indtog arbejdsmarkedet på fuld tid, så er det netop der, vi er havnet.

Udfordringer i parforholdet:

•       Mindre tid og overskud

•       Reduceret sexliv og intimt nærvær – de første 6,8 måneder har kvinder generelt set ikke lyst til sex eller til at blive rørt ved. De bliver hormonelt forelsket i deres barn, men det ved de færreste mænd, og deraf udspringer mange konflikter

•       Uenighed om arbejdsfordelingen i hjemmet

•       Manglende fælles værdier og konflikthåndtering

•       Højt konfliktniveau i parforholdet påvirker børnene

•       Problemer i parforholdet er tabu belagt og hjælpen opsøges for sent

Forældres konflikter kan fungere indirekte som trussel mod barnets varige relationer til forældrene og senere evnen til at indgå i andre relationer. 

Måske er prisen for vores vækstsamfund og det daglige fravær i familierne, den vi betaler i form af stigende ensomhed, angst, stress og andre mentale lidelser. Måske er tiden kommet til at spørge os selv, om det er prisen værd – eller i det mindste, om der er alternativer?

Hvad kan du som arbejdsgiver gøre for at støtte, udvikle og skabe en arbejdsplads hvor der er plads til både at drive sund virksomhed og samtidig tage hensyn til de unge familier i de år, hvor de er mest sårbare?

Foto: Kelly Sikkema

Når konkursen rammer

Når konkursen rammer

Konkurs er ikke kun en erhvervsting, det er også personligt, så hvordan føles det?

Jeg lever i dag af at rådgive andre om deres arbejdsliv, deres strategier, samarbejdet i ledelsen og på tværs af deres organisation. Jeg hjælper kort fortalt virksomheder med at skabe bedre resultater via deres kommunikation og interne trivselsarbejde. Jeg rådgiver også i privat regi som coach for par, singler og unge med udfordringer.

Hvad berettiger mig til det? Er jeg klogere, bedre og har mere erfaring end dem, jeg rådgiver?

Hm, nok ikke, men jeg har gjort det til min levevej, og derfor har jeg gennem de sidste mange år søgt indgående viden og ad den vej fået indsigt og læring om lige netop de ting, der spejler adfærd, kommunikation og konflikthåndtering. Jeg har lagt mig fladt ned i mit eget liv og kigget på alt det, der er gået godt, og alt det, der ikke er, og så har jeg kogt lagen godt og grundigt ind og rejst mig igen for at hjælpe andre i lignende situationer. Jeg har naturligvis også uddannet mig undervejs, så jeg kan dokumentere, at mine værktøjer er valide og virksomme.

I kender det garanteret godt, det der med at sidde på en café og kigge på mennesker i stilhed. Se hvordan vi gebærder os, se hvordan vi gestikulerer, hvordan vi spejler os og taler med hinanden og andre. Det er en enorm lærerig måde at betragte livet, kulturen og det enkelte menneske på.

Sådan har jeg i de sidste mange år betragtet dem, jeg har mødt – professionelt og privat. Set hvordan de har været i livet, set deres glæder og sorger, betragtet deres konflikter, adfærdsmønstre og ageren. Uden at dømme har jeg noteret mig, hvordan vi som mennesker agerer og bevæger os rundt blandt hinanden, hvad der skaber læring og udvikling, og hvad der ikke gør.

Og ikke at jeg tager patent på sandheden, men det har givet mig en særlig indsigt. En særlig viden og en nysgerrighed på, hvordan vi løser konflikter, bliver klogere og tackler udfordringer. Hvad siger vi med vores krop og sprog, verbalt og non-verbalt, og hvordan kommer vores intuitive sprog op til overfladen, når vi bliver presset. Vores systemer og mønstre ligger så dybt og så forankrede, at vi mange gange rent retorisk ikke selv har kontrol over den kommunikation, der dukker op i de enkelte situationer – i hvert fald så længe vi ikke er bevidste om det!

Med udgangspunkt i min læring, mit arbejde med trivselsfremmende adfærd i virksomheder, mit coachingarbejde og med baggrund i min egen konkurs tilbage i 2016, holdt jeg i juni et to-timers indlæg om krise-psykologi i forhold til, hvad der er afgørende i dialogen med en kriseramt person og dennes familie. Alle de spor der sætter sig og skaber den platform, hvorfra man enten kan træde ind i offerrollen og lægge sig ned eller rejse sig som kriger og kommer videre i livet.

Indlægget blev afholdt for 20 af landets Early Warning konsulenter på deres 2-dags seminar, der blev afholdt for første gang i år.

For at give et lille indblik i den verden man befinder sig i som kriseramt/konkursramt, benyttede jeg en øvelse, der var designet til at udfordre de enkelte deltagere på deres grænser og intimitet – nøjagtig som kriseramte mennesker rammes, hver gang de møder et andet menneske og skal dele deres historie, frivilligt eller tvunget.

Jeg bad hver deltager trække et Tankevækkerkort/samtalekort fra de tre borde nederst i lokalet, hvor jeg havde bredt kortene ud. Hvert kort har et billede på den ene side og et livscitat på den anden. Kortene har jeg selv udviklet gennem årene. De aktiverer det der ligger øverst i bevidstheden hos den enkelte, så når spørgsmålet/opgaven er defineret, vil øjet automatisk fange det billede eller den sætning, der kan frisætte det, der presser sig på.

Inden de begav sig ned i lokalet, fortalte jeg dem, hvad opgaven gik ud på. De skulle hver især trække det kort, der tiltrak deres øje. Herefter skulle de finde sammen to og to med en de ikke kendte eller havde ringe indsigt i, og så skulle de fortælle hinanden noget personligt, de aldrig tidligere havde delt med nogen og vigtigst af alt, så skulle det være en grænseoverskridende oplevelse, tangerende det intimiderende, de skulle dele med hinanden. Det var ikke historier, der efterfølgende skulle deles med de øvrige deltagere, men de skulle bryde grænser med hinanden.

Der blev meget stille i lokalet, og da de kom tilbage efter 10-15 minutters samtale, vidste jeg erfaringsmæssigt godt, at mange havde talt om alt muligt andet og slet ikke havde haft lyst til at dele sådanne oplevelser – det var i virkeligheden det, opgaven gik ud på at belyse.

Det kastede lys over, hvor svært det er som menneske i almindelighed, at dele de ting, der betyder noget for os hver i sær. Særligt de ting, der er svære og gør ondt. Så når et konkursramt/kriseramt menneske, bliver invaderet af advokater, bankfolk, revisorer, erhvervskollegaer, behandlere, jobcenterkonsulenter og mange andre, der træder ind i ens liv og pludselig forventer at få adgang til det mest intime, så bliver det en udfordring. Det personlige værn, man tidligere har haft, som har skærmet en mod krænkelser og intimidering, er pludselig fjernet. Alt bliver endevendt, og der er stor risiko for, at man føler sig rendt over ende.

Selv den advokat, man har hyret, bliver pludselig bankens bedste ven, og fordi man aldrig har stået i situationen tidligere, er man slet ikke forberedt, kender ikke forløbet, ved ikke at det er sådan gamet fungerer, og at et konkursforløb kan vare et helt år eller længere, før den endelige konkurs er stadfæstet, og man måske kan rejse sig og komme til hægterne igen.

Det føles, som om man er tilskuer i sit eget liv. Som om man befinder sig i en boble/et vakuum, hvor man dag for dag bliver mere og mere afklædt, og fordi man fra den ene dag til den anden pludselig går fra at være stor succes til stor fiasko (i eget hoved), bliver man fuldstændig handlingslammet i en lang periode.

Nøjagtig som de 20 konsulenter pludselig blev det, da de skulle dele intime oplevelser med en fremmed, den dag på deres seminar. Følelsen af ikke at kunne sige nej, men samtidig ikke have lyst til at give personlig indsigt til en fremmed, er nøjagtig den følelse en konkursramt/kriseramt person går rundt med. De kan ikke sige nej tak.

Det kræves af dem hver dag, måske gennem et helt år eller længere, at de lægger alle informationer på bordet, åbner op for deres livsværk og deler ud af de mest intime detaljer, privat og erhvervsmæssigt.

Mange gange gennem en lang og opslidende konkurs/krise glemmer advokater, bankfolk, revisorer og alle andre at spørge om det mest basale og helt grundlæggende: Hvordan har du det i grunden, sådan helt inde i dit hjerte? Kan du sove om natten? Får du noget at spise? Hvem har du at tale med om alt det her? Ofte er man alene, man kan ikke engang tale med familie eller venner om tingene. Det er jo skamfuldt, og man føler skyld, fordi man er endt i en konkurs-/krisesituation, og økonomisk hiver man måske familien med i faldet. Alt ender med at blive mekanisk, noget du bare gør, fordi andre beder om det.

Derfor var det en virkelig lærerig oplevelse, da konsulenterne skulle ”blotte” intime detaljer om sig selv over for en ”fremmed”, og reaktionerne udeblev bestemt heller ikke.

Efterfølgende blev jeg kontaktet af flere af deres konsulenter for yderlige dialog. En af dem udtrykte følgende på deres interne platform:

”I juni 2021 deltog vi i Early Warning regi på et to-dags Livline-kursus i Vejle – i øvrigt et godt kursus!

Jeg vil gerne fremhæve et indlæg, der omhandlede krise-psykologi, hvor Annette Friese havde et (personligt stærkt) indlæg, om hvad der sker med en virksomhedsejer, hvor succes bliver til fiasko, og fiasko til succes. Annette har skrevet bogen ”Kan du høre dit hjerte kalde?” som jeg efterfølgende købte. Jeg kan anbefale jer at købe bogen – den gav god værdi for mig.”
(Knud Qvist Lauritsen, Early Warning Rådgiver siden oktober 2015)

Indlægget og tilbagemeldingerne fik mig til at reflektere over alt det, der er hændt i mit eget liv siden 2016.

Intet er let, alt er svært i en krise, særligt første gang! Til gengæld er alt også muligt – og gevinsten er den læring, der følger med på godt og ondt. I morgen er en ny start!

Har jeg været nervøs gennem Covid-19? Det kan du bide skeer på, at jeg har!

Har jeg hængt i nødbremsen og tænkt konkurs igen? Åh ja, mange gange!

Hvad er anderledes denne gang? Jeg har prøvet det før, og jeg ved, at jeg kommer igennem det som menneske, hvis uheldet igen skulle være ude!

Hvad har tidligere konkurs lært mig? At bede om hjælp. Jeg er ikke vanvittig god til det endnu, men jeg øver mig hver dag, for det er vigtigt!

Hvad er mit bedste råd til konkursramte/kriseramte erhvervsledere? Lad være med at gemme dig, rank ryggen og bed om hjælp i tide. Du har uden tvivl gjort dit bedste, og i det mindste har du haft hånden på kogepladen og prøvet – alternativet var værre!

Hvad husker jeg bedst fra min egen konkurs? En god ven hviskede mig i øret, da jeg hang længst ude på grenen, lige før konkursen ramte: Vi har alle sammen prøvet at være helt tæt på en konkurs, Annette, ingen går fri, nogle er bare heldigere end andre og klarer rejsen tilbage på solid grund i tide. Så der er ikke noget at være flov eller skamfuld over!

Den sætning har jeg taget med mig videre ud i livet. Det var de ord, der gav mig luft, og de ord, der hjalp mig op igen. Om det så er held eller dygtighed, der hjælper folk gennem en krise, det er nok en sandhed med modifikation, men dem, du omgiver dig med i din hverdag, er også dem, der hjælper dig tilbage på sporet – eller ikke. Så det er måske værd at kigge dig omkring og spørge dig selv, om det er den besætning, du har lyst til at have ombord, hvis stormen rammer – både privat og i erhvervsregi!

En bankdirektør sagde engang til mig, da han hævede renten: Det er dyrt at være fattig – og det er sandt!

Men tro flytter bjerge, og konkurs eller krise er kun et øjebliksbillede i et helt liv, og den læring, der følger med, er uerstattelig – mange gange gør det dig i virkeligheden til et langt bedre menneske.

Har du lyst til at læse mere om Tankevækkerne, købe dem eller min bog, finder du begge dele på KOTU’s hjemmeside www.kotu.dk – (kortene kommer på lager medio august)

Ønsker du at tilmelde dig min blog – og i fremtiden modtage mit seneste blogindlæg direkte i din postkasse, kan du gøre det lige her: https://kotu.dk/kontakt/kontakt-info/

Sidst, men ikke mindst, kan du læse mere om Early Warnings fantastiske arbejde med kriseramte virksomheder https://earlywarning.dk/om-early-warning/om-early-warning 

Konflikter i en moderne verden

Konflikter i en moderne verden

Hvad står der på dagsordenen i dit liv, i din virksomhed, i dit arbejde?

Ved du i bund og grund, hvad vi som samfund har i vente, eller lukker du øjnene og håber, at det går væk?

Hvem handler du med? Hvor og hvordan handler du? Eller endnu vigtigere: med hvem, hvor, og hvordan handler du ikke?

I weekenden gik jeg i Egtvedpigens fodspor sammen med mine to voksne døtre. Turen førte os gennem et af Danmarks allersmukkeste naturområder, hvor størstedelen er fredet. Her forenes Vejle- og Egtved Å-dale i et unikt og storslået landskab, som istiden har skabt. Forunderligt, smukt og tankevækkende. Sikke en hård daglig vandring datidens folk var på for blot at overleve.

Her gik vi så på magisk vis en hyggesøndag i marts, helt frivilligt. Selvfølgelig fik vi lidt ondt i fødderne, våde sko og strømper, og den blide udmattelse var også en del af gaven, der bredte sig hen over eftermiddagen, da vi trætte vendte hjem til varm cacao og nybagte boller.

Tidligere på ugen havde jeg læst bogen ”En kvindes pris”, som er skrevet af den cambodjanske menneskeretsforkæmper Somaly Mam. En bog jeg aldrig kommer til at glemme igen, og som greb om mit hjerte samtidigt med, at den skabte en knugende sten af angst for fremtiden i min mave. Ikke for min fremtid, men for mine børn og mine børnebørns. Angst, ikke kun for piger, men også for drenge. Ikke kun for kvinder, men også for mænd.

Bogen skildrer, hvordan den vestlige verden tror, vi kan adskille tingene. At afstumpethed og analfabetisme tilhører lande langt væk. Lande der bygger på uvidenhed, tyranni, manglende uddannelse og adgang til information, lande der har et stort arbejde foran sig, og som ikke har noget med os at gøre. At symptomer, smitte og udfordringer kan inddæmmes og holdes i ave fjerne steder.

Somalys biografi viser, at vi tager fejl. I vores egen selvforståelse har vi ladet tingene skride. Som en pandemi breder sygdommen sig ud i den ganske verden, og vaccinen udebliver. Undertrykkelse og slavehandel er blevet in, og mens vi har travlt med at skabe bundlinje og trivsel i egne virksomheder, glæde og lykke i familien og blandt vores venner, vinder tyranni og mafiametoder frem mange steder i den vestlige verden i parallelle samfund – nu mere end nogensinde – også blandt verdens ledere og diplomater. Det værste er, siger hun, vi vender det blinde øje til.

Hendes historie og vandringen i fortidens spor passerede hinanden, mens jeg gik og reflekterede i det kuperede terræn i Egtved, alt mens små og store konflikter voksede sig større mellem mine døtre – sådan som det jo gør i selv de bedste familier, når vi er sammen mange timer ad gangen. Jeg tænkte på, hvor privilegerede vi virkelig er i et lille land som Danmark.

Kultur og dannelse

Og vi handler jo alle ud fra hver vores verdensbilleder. Vi kan i bund og grund ikke andet, og derfor er der også gradsforskelle i det, vi ender op med af konflikter. Det ene sted betyder konflikter udviklingspotentiale, uenigheder, manglende selvforståelse, sure miner eller dårlig opdragelse og uartig opførsel. Det andet sted betyder det ubærlige og rædselsvækkende forhold, ondskab og tortur, liv og død.

En ting er dog helt sikker, verden er blevet mindre, meget mindre. Rækkevidden og midlerne, der tages i anvendelse for at nå hinanden på godt og ondt, er uden for vores kontrol, og imens passerer hverdagen. Vi gør det, vi plejer, og håber på det bedste.

Jeg vil dog vove den påstand, at vi alle har en hæs indre stemme, der uafladeligt forsøger at få os i tale. En stemme der skriger ”så gør dog noget”. Der er noget galt i verden, der er noget galt i Danmark. Deres konflikter er også vores konflikter.

Ingen kan forblive blinde, døve og passive, hvis vi ønsker, at bevare den verden vores forfædre har kæmpet så hårdt for at forære os. Bevare demokrati, ligeværd, ytrings- og talefrihed og alle de andre muligheder, vi som mennesker i den vestlig verden har fået i gave, af dem før os, og som vi skylder den øvrige verden at værne om, så de også en gang kan få adgang til de samme privilegier som os, hvis de ønsker det.

Alverdens magtbalancer rykker sig i disse år, og hvis vi ikke passer godt på, ender ”the good guys” med at være passé, mens vi alle har hovedet vendt ned i tallene og spejder efter den næste million at score.