Indlæg

Du skal fucking aldrig ringe til mig igen!

/0 Kommentarer/i /af

Du skal fucking aldrig ringe til mig igen!

Ordene kommer ikke fra min mund, men fra en kundes, og inden jeg nu afslører, hvem jeg talte med, vil jeg gerne tage dig med på en lille rejse. En rejse jeg foretog i november og december.

Jeg havde længe mærket, hvor tingene bar hen Corona-mæssigt, kunne fornemme det på tendenser i tiden, på mine kunder og på nyhedsstrømningerne.

Pressemødet den 8. december var blot den udløsende faktor, der endnu engang gang satte bevægelse i en lang række handlinger landet over. Nedlukning eller ej, så blev jeg hårdt ramt i min virksomhed endnu en gang. Mine kunder trak sig øjeblikkeligt, skød alle opgaver og indkøb til det nye år OG igen på ubestemt tid!

Nød lærer nøgen kvinde at spinde, og derfor havde jeg også spottet, hvor december ville ende. Jeg søgte i en fart et nu og her job, så jeg hurtigt kunne skaffe blot et minimum af indtægt i den tid, vi stod foran.

En ny hverdag

Med mere end 30 års salg i tasken var det nærliggende at søge et salgsjob, så det gjorde jeg. Onsdag den 1. december startede jeg som sælger i den pågældende virksomhed. Min oplæring startede allerede to dage før min tiltrædelse med et introduktionsmøde hos min kommende arbejdsgiver. Her blev vi alle præsenteret, introduceret og uddannet i produkter, værdier, kommunikationsformer og fik lejlighed til at stille spørgsmål og få en rundvisning.

Mit team bestod af forskellige typer mennesker. Alt fra selvstændige, flexjobbere, studerende, fastansatte med baggrund i salg fra butik, fra B2B og fra B2C, i alle aldersgrupper og med mange forskellige baggrunde og kvalifikationer. Søde mennesker, dygtige, top professionelle og favnende mennesker, mennesker der
gerne ville hinanden. En arbejdsplads der trods næsten mindstelønninger overraskende nok også tilbød pensionsordning og sundhedssikring m.m., en arbejdsplads med ordnede forhold, overenskomst, sund kultur og trivsel.

Vi skulle arbejde efter helt klare standarder, ikke noget med ”pres-salg”, ”ingen varer i halsen på kunden-salg”, kun den gode samtale og det frivillige køb. Aldrig en handling, der kunne skade virksomhedens gode navn og det, de kontinuerligt arbejder for at skabe. Så retningen var klar!

Den første dag var sidemandsoplæring, den næste en tøvende start, der hurtigt blev til et ønske om at blive lige så dygtig som de øvrige i teamet. Når jeg sad og lyttede med på samtalerne fra de øvrige i teamet, var jeg dybt imponeret over deres tålmodighed, deres sans for detaljer, deres smilende stemmer i telefonen og den sobre måde de kommunikerede på.

Indsigt eller mangel på samme

Lidt skamfuld må jeg jo indrømme, at jeg har haft store fordomme. KÆMPE STORE fordomme. Nøjagtigt som alle andre. Telemarketingsælgere – føj for en ulykke, og hvordan i himlens navn kunne jeg så havne der?

Det kunne jeg, fordi der ikke var andre alternativer lige der. Det kunne jeg, fordi det var den jobannonce, der dukkede på de sociale medier, da jeg var mest i knæ, og et job hvor jeg ikke skulle igennem et tre måneders rekrutteringsforløb. Det kunne jeg, hånden på hjertet, fordi det var et job, jeg kunne komme ud af igen ret hurtigt – eller fortsætte med at have som supplement til min egen virksomhed på fordelagtige vilkår, endda hjemme fra mit eget hus, hvis det var det, jeg ønskede.

Og nu kommer det så, det jeg gerne vil dele med jer.

Du skal fucking aldrig ringe til mig igen! Dig gider jeg sgu ikke snakke med! Jeg er sgu da på arbejdet! Hvis du nogensinde ringer igen, så slæber jeg dig i retten! Hvis du ringer igen, finder jeg ud af hvor du bor! Det er 10. gang, I ringer, nu må det simpelthen være nok! SLAM, SLAM, SLAM, rør der bliver kastet på …

Ja, jeg ved det godt, der er travlt derude, hver evig eneste dag. Vi ved godt, hvor mange gange vi har talt sammen, det kan vi se i vores system, og nej vi plager ikke potentielle kunder 10 gange i træk, vi prøver faktisk at opfører os sobert.

I mit team gik vi alle på arbejde med stolthed. Vi gik på arbejde for at hjælpe vores kunde. Vi gik på arbejde for at gøre en forskel. Vi gik på arbejde for at samarbejde, gøre vores bedste og sælge kundens produkt på seriøs og ordentlig vis.

Telemarketingsælger, bare ordet kan få de fleste til at ryge op i det røde felt, til ikke at kunne styre deres kommunikation – ikke den positive i hvert fald.

Hvad tager længst tid, at svare ordentligt eller at svare grimt? Hvad skaber bedst stemning resten af dagen, at svare pænt eller at svare grimt?

Vil du tale sådan til dine nye potentielle kunder, samarbejdspartnere og andre, der ringer for at tale med dig i løbet af dagen? Nej, vel?

Det kunne i princippet være din kollegas-/samarbejdspartners datter, søn, kusine, en tidligere kollega eller en anden bekendt, der sad som telemarketingssælger den dag, du talte grimt eller kastede røret på. Så hvad er det, der gør, at det er ok at tale grimt til telemarketingsælgere?

I mit team mødte vi ind fra kl. 8.00-17.00, en helt normal arbejdsdag, og alligevel fik vi rigtig meget skæld ud over, at vi kunne finde på at ringe i normal arbejdstid, men hvornår skulle vi ellers ringe? Vi er jo helt almindelige mennesker med et helt almindeligt arbejde og familier og liv ved siden af … og hvis vi forstyrrer på lige fod med alle andre, der kontakter dig i løbet af dagen, så beklager vi jo mange gange, og vil gerne ringe igen på et andet og mere passende tidspunkt, nøjagtig som alle andre sælgere og konsulenter, der ringer og gerne vil sælge noget!

Livets læring – man bliver aldrig for gammel …

Min undren er ikke en pegefinger. Jeg røg jo selv i fælden og sad og skammede mig de første dage. Jeg har givetvis selv kastet røret på til en hæmningsløs telemarketingssælger, der ikke ville stoppe, som fremstod usympatisk og ikke forstod et nej. Jeg har også skældt ud og smidt røret på, men kun overfor dem, der har opført sig grimt – hvilket jo heller ikke er i orden, for uanset hvad, så smitter negativitet!

Jeg kan bare sige, at de fire uger har været utroligt lærerige. Jeg har lært meget om mig selv og mine egne fordomme, men jeg har givetvis også lært meget om den danske befolkning og om telemarketingsalg.

Mange telemarketingssælgere udfører gode gerninger hver dag. De taler med alle dem, der er glemte, ensomme som har det svært, og de gør det med glæde og omsorg. De taler med din søster, din bror, din mor, din far og din bedstemor og bedstefar eller den ensomme borger, der ikke har andre – og de gør det med fornøjelse. Så ud over at gå på arbejde og blive skældt ud på daglig basis til en månedsløn på ikke meget over kr. 18.500, så udfører de et vigtigt stykke socialt arbejde – og det havde jeg virkelig ikke skænket en tanke!

Så et KÆMPE TAK til alle de udskældte telemarketingsælgere, der bare passer deres arbejde og opfører sig ordentligt, jer skal vi sætte pris på, og jer skal vi tale ordentligt til og behandle med respekt – lige som vi forhåbentlig behandler hinanden og resten af Danmark.

Det kan være sundt, at stige ned fra sin høje hest engang imellem og se sig omkring … – det var det i hvert fald for mig!

Fotograf: Andre Hunter

Når konkursen rammer

/0 Kommentarer/i /af

Når konkursen rammer

Konkurs er ikke kun en erhvervsting, det er også personligt, så hvordan føles det?

Jeg lever i dag af at rådgive andre om deres arbejdsliv, deres strategier, samarbejdet i ledelsen og på tværs af deres organisation. Jeg hjælper kort fortalt virksomheder med at skabe bedre resultater via deres kommunikation og interne trivselsarbejde. Jeg rådgiver også i privat regi som coach for par, singler og unge med udfordringer.

Hvad berettiger mig til det? Er jeg klogere, bedre og har mere erfaring end dem, jeg rådgiver?

Hm, nok ikke, men jeg har gjort det til min levevej, og derfor har jeg gennem de sidste mange år søgt indgående viden og ad den vej fået indsigt og læring om lige netop de ting, der spejler adfærd, kommunikation og konflikthåndtering. Jeg har lagt mig fladt ned i mit eget liv og kigget på alt det, der er gået godt, og alt det, der ikke er, og så har jeg kogt lagen godt og grundigt ind og rejst mig igen for at hjælpe andre i lignende situationer. Jeg har naturligvis også uddannet mig undervejs, så jeg kan dokumentere, at mine værktøjer er valide og virksomme.

I kender det garanteret godt, det der med at sidde på en café og kigge på mennesker i stilhed. Se hvordan vi gebærder os, se hvordan vi gestikulerer, hvordan vi spejler os og taler med hinanden og andre. Det er en enorm lærerig måde at betragte livet, kulturen og det enkelte menneske på.

Sådan har jeg i de sidste mange år betragtet dem, jeg har mødt – professionelt og privat. Set hvordan de har været i livet, set deres glæder og sorger, betragtet deres konflikter, adfærdsmønstre og ageren. Uden at dømme har jeg noteret mig, hvordan vi som mennesker agerer og bevæger os rundt blandt hinanden, hvad der skaber læring og udvikling, og hvad der ikke gør.

Og ikke at jeg tager patent på sandheden, men det har givet mig en særlig indsigt. En særlig viden og en nysgerrighed på, hvordan vi løser konflikter, bliver klogere og tackler udfordringer. Hvad siger vi med vores krop og sprog, verbalt og non-verbalt, og hvordan kommer vores intuitive sprog op til overfladen, når vi bliver presset. Vores systemer og mønstre ligger så dybt og så forankrede, at vi mange gange rent retorisk ikke selv har kontrol over den kommunikation, der dukker op i de enkelte situationer – i hvert fald så længe vi ikke er bevidste om det!

Med udgangspunkt i min læring, mit arbejde med trivselsfremmende adfærd i virksomheder, mit coachingarbejde og med baggrund i min egen konkurs tilbage i 2016, holdt jeg i juni et to-timers indlæg om krise-psykologi i forhold til, hvad der er afgørende i dialogen med en kriseramt person og dennes familie. Alle de spor der sætter sig og skaber den platform, hvorfra man enten kan træde ind i offerrollen og lægge sig ned eller rejse sig som kriger og kommer videre i livet.

Indlægget blev afholdt for 20 af landets Early Warning konsulenter på deres 2-dags seminar, der blev afholdt for første gang i år.

For at give et lille indblik i den verden man befinder sig i som kriseramt/konkursramt, benyttede jeg en øvelse, der var designet til at udfordre de enkelte deltagere på deres grænser og intimitet – nøjagtig som kriseramte mennesker rammes, hver gang de møder et andet menneske og skal dele deres historie, frivilligt eller tvunget.

Jeg bad hver deltager trække et Tankevækkerkort/samtalekort fra de tre borde nederst i lokalet, hvor jeg havde bredt kortene ud. Hvert kort har et billede på den ene side og et livscitat på den anden. Kortene har jeg selv udviklet gennem årene. De aktiverer det der ligger øverst i bevidstheden hos den enkelte, så når spørgsmålet/opgaven er defineret, vil øjet automatisk fange det billede eller den sætning, der kan frisætte det, der presser sig på.

Inden de begav sig ned i lokalet, fortalte jeg dem, hvad opgaven gik ud på. De skulle hver især trække det kort, der tiltrak deres øje. Herefter skulle de finde sammen to og to med en de ikke kendte eller havde ringe indsigt i, og så skulle de fortælle hinanden noget personligt, de aldrig tidligere havde delt med nogen og vigtigst af alt, så skulle det være en grænseoverskridende oplevelse, tangerende det intimiderende, de skulle dele med hinanden. Det var ikke historier, der efterfølgende skulle deles med de øvrige deltagere, men de skulle bryde grænser med hinanden.

Der blev meget stille i lokalet, og da de kom tilbage efter 10-15 minutters samtale, vidste jeg erfaringsmæssigt godt, at mange havde talt om alt muligt andet og slet ikke havde haft lyst til at dele sådanne oplevelser – det var i virkeligheden det, opgaven gik ud på at belyse.

Det kastede lys over, hvor svært det er som menneske i almindelighed, at dele de ting, der betyder noget for os hver i sær. Særligt de ting, der er svære og gør ondt. Så når et konkursramt/kriseramt menneske, bliver invaderet af advokater, bankfolk, revisorer, erhvervskollegaer, behandlere, jobcenterkonsulenter og mange andre, der træder ind i ens liv og pludselig forventer at få adgang til det mest intime, så bliver det en udfordring. Det personlige værn, man tidligere har haft, som har skærmet en mod krænkelser og intimidering, er pludselig fjernet. Alt bliver endevendt, og der er stor risiko for, at man føler sig rendt over ende.

Selv den advokat, man har hyret, bliver pludselig bankens bedste ven, og fordi man aldrig har stået i situationen tidligere, er man slet ikke forberedt, kender ikke forløbet, ved ikke at det er sådan gamet fungerer, og at et konkursforløb kan vare et helt år eller længere, før den endelige konkurs er stadfæstet, og man måske kan rejse sig og komme til hægterne igen.

Det føles, som om man er tilskuer i sit eget liv. Som om man befinder sig i en boble/et vakuum, hvor man dag for dag bliver mere og mere afklædt, og fordi man fra den ene dag til den anden pludselig går fra at være stor succes til stor fiasko (i eget hoved), bliver man fuldstændig handlingslammet i en lang periode.

Nøjagtig som de 20 konsulenter pludselig blev det, da de skulle dele intime oplevelser med en fremmed, den dag på deres seminar. Følelsen af ikke at kunne sige nej, men samtidig ikke have lyst til at give personlig indsigt til en fremmed, er nøjagtig den følelse en konkursramt/kriseramt person går rundt med. De kan ikke sige nej tak.

Det kræves af dem hver dag, måske gennem et helt år eller længere, at de lægger alle informationer på bordet, åbner op for deres livsværk og deler ud af de mest intime detaljer, privat og erhvervsmæssigt.

Mange gange gennem en lang og opslidende konkurs/krise glemmer advokater, bankfolk, revisorer og alle andre at spørge om det mest basale og helt grundlæggende: Hvordan har du det i grunden, sådan helt inde i dit hjerte? Kan du sove om natten? Får du noget at spise? Hvem har du at tale med om alt det her? Ofte er man alene, man kan ikke engang tale med familie eller venner om tingene. Det er jo skamfuldt, og man føler skyld, fordi man er endt i en konkurs-/krisesituation, og økonomisk hiver man måske familien med i faldet. Alt ender med at blive mekanisk, noget du bare gør, fordi andre beder om det.

Derfor var det en virkelig lærerig oplevelse, da konsulenterne skulle ”blotte” intime detaljer om sig selv over for en ”fremmed”, og reaktionerne udeblev bestemt heller ikke.

Efterfølgende blev jeg kontaktet af flere af deres konsulenter for yderlige dialog. En af dem udtrykte følgende på deres interne platform:

”I juni 2021 deltog vi i Early Warning regi på et to-dags Livline-kursus i Vejle – i øvrigt et godt kursus!

Jeg vil gerne fremhæve et indlæg, der omhandlede krise-psykologi, hvor Annette Friese havde et (personligt stærkt) indlæg, om hvad der sker med en virksomhedsejer, hvor succes bliver til fiasko, og fiasko til succes. Annette har skrevet bogen ”Kan du høre dit hjerte kalde?” som jeg efterfølgende købte. Jeg kan anbefale jer at købe bogen – den gav god værdi for mig.”
(Knud Qvist Lauritsen, Early Warning Rådgiver siden oktober 2015)

Indlægget og tilbagemeldingerne fik mig til at reflektere over alt det, der er hændt i mit eget liv siden 2016.

Intet er let, alt er svært i en krise, særligt første gang! Til gengæld er alt også muligt – og gevinsten er den læring, der følger med på godt og ondt. I morgen er en ny start!

Har jeg været nervøs gennem Covid-19? Det kan du bide skeer på, at jeg har!

Har jeg hængt i nødbremsen og tænkt konkurs igen? Åh ja, mange gange!

Hvad er anderledes denne gang? Jeg har prøvet det før, og jeg ved, at jeg kommer igennem det som menneske, hvis uheldet igen skulle være ude!

Hvad har tidligere konkurs lært mig? At bede om hjælp. Jeg er ikke vanvittig god til det endnu, men jeg øver mig hver dag, for det er vigtigt!

Hvad er mit bedste råd til konkursramte/kriseramte erhvervsledere? Lad være med at gemme dig, rank ryggen og bed om hjælp i tide. Du har uden tvivl gjort dit bedste, og i det mindste har du haft hånden på kogepladen og prøvet – alternativet var værre!

Hvad husker jeg bedst fra min egen konkurs? En god ven hviskede mig i øret, da jeg hang længst ude på grenen, lige før konkursen ramte: Vi har alle sammen prøvet at være helt tæt på en konkurs, Annette, ingen går fri, nogle er bare heldigere end andre og klarer rejsen tilbage på solid grund i tide. Så der er ikke noget at være flov eller skamfuld over!

Den sætning har jeg taget med mig videre ud i livet. Det var de ord, der gav mig luft, og de ord, der hjalp mig op igen. Om det så er held eller dygtighed, der hjælper folk gennem en krise, det er nok en sandhed med modifikation, men dem, du omgiver dig med i din hverdag, er også dem, der hjælper dig tilbage på sporet – eller ikke. Så det er måske værd at kigge dig omkring og spørge dig selv, om det er den besætning, du har lyst til at have ombord, hvis stormen rammer – både privat og i erhvervsregi!

En bankdirektør sagde engang til mig, da han hævede renten: Det er dyrt at være fattig – og det er sandt!

Men tro flytter bjerge, og konkurs eller krise er kun et øjebliksbillede i et helt liv, og den læring, der følger med, er uerstattelig – mange gange gør det dig i virkeligheden til et langt bedre menneske.

Har du lyst til at læse mere om Tankevækkerne, købe dem eller min bog, finder du begge dele på KOTU’s hjemmeside www.kotu.dk – (kortene kommer på lager medio august)

Ønsker du at tilmelde dig min blog – og i fremtiden modtage mit seneste blogindlæg direkte i din postkasse, kan du gøre det lige her: https://kotu.dk/kontakt/kontakt-info/

Sidst, men ikke mindst, kan du læse mere om Early Warnings fantastiske arbejde med kriseramte virksomheder https://earlywarning.dk/om-early-warning/om-early-warning 

Hold snitterne for dig selv

/0 Kommentarer/i /af

Hold snitterne for dig selv

Lige om lidt går jeg på ferie. Det er første gang siden 2017, så jeg har virkelig glædet mig.

Jeg har op mod ferien i mit terapirum haft en del besøgende, som jeg har coachet og sparket kærligt bagi. Det har både været unge med udfordringer, familier og par. Fælles for dem alle er, at kommunikationen halter voldsomt. Træthed og slid har sat sig, og overskuddet til at forstå hinanden kan ligge på et meget lille sted.

De har selvfølgelig ikke noget umiddelbart ønske om at misforstå hinanden, pege fingre eller skændes, men måske fordi kærligheden, omsorgen og fællesskabet er blevet overset i hverdagens travlhed, er de endt lige der, hvor forståelse og overskud til at se hinanden, virkelig se hinanden, er forsvundet.

I Danmark er vi ret gode til selvudvikling og ret gode til ”jeg”, måske er vi knap så gode til fællesudvikling og ”vi”. Ikke af ond vilje, men fordi vi jo ikke kan være noget for andre, hvis vi ikke kan være noget for os selv – eller det er i hvert fald det, vi får tudet ørene fulde af. Du skal lære at elske dig selv først …

Jeg siger det jo selv til dem, der kommer i mit terapirum, og jeg mener det virkelig. Desværre er jeg’et i bund og grund også en af de væsentligste årsager til, at det går galt i så mange forhold.

Når først vi begynder at arbejde indad, og vi finder os selv, finder vores indre jeg og den kraft, der er medskaber til vores liv, og de valg vi træffer, så er det også den læring, vi tager med os ud i livet. Det er den indsigt vi møder andre med, og den kraft der styrer vores valg. Her er det jeg’et, der råder. Jeg’et der styrer, og jeg’et der sætter dagsordenen.

Jeg’et tager vi med os hver dag på arbejde, i fritiden og i familien, og måske er det derfor, der opstår et vakuum og en forvirring, når vi i parforholdet, i familien og i vores omgang med andre strander og møder modstand. Måske havner vi oven i købet i flere dårlige konflikter, end vi behøver.

Sandt er det i hvert fald, at vi uforvarende glemmer at spørge, hvad vores omgivelser har brug for. Ofte tager vi udgangspunkt i vores egne behov og transformerer dem til andres behov. Vi får ikke forventningsafstemt, men går ud fra at vi ved, hvad andre har lyst til og behov for. Vi syntes, at vi kender deres ønsker og behov. Det gør vi bare ikke altid.

Ofte bruger vi et helt liv med at syntes og tro om andre.

Vi vil umiddelbart altid tage udgangspunkt i vores egne behov og ønsker. Derfor tror vi også, at vores ”gave” til andre bliver modtaget i samme ånd, som den bliver givet, hvilket er langt fra sikkert.

Gary Chapman spørger i sin bog Kærlighedens 5 sprog, om du og din partner taler samme sprog. Det er et ret godt spørgsmål, og et spørgsmål der også kan stilles i forhold til dine børn, dine venner og dine kollegaer – fysisk berøring skal i givet fald tolkes anderledes end i parforholdet og mere i retning af en hånd på skulderen eller et knus/kram, afhængig af den enkelte.

Typisk har man 1-2 sprog, der ligger højest på barometeret, og som giver glæde og sommerfugle i maven.

De fem sprog er:

 

Anerkendende ord

Tid til hinanden

At modtage gaver

Tjenester

Fysisk berøring

 

Så hvis dit eget kærlighedssprog er berøring, og din kæreste ikke har berøring som et kærlighedssprog, der hitter, vil jeg klart anbefale, at du holder snitterne lidt for dig selv i sommerferien. Man vil altid være tilbøjelig til at bruge sit eget kærlighedssprog som ”gave” til den anden part, derfor vil du formodentlig bruge det meste af ferien på at røre ved din kæreste, da det jo er den ultimative lykkefølelse for dig selv.

Det vil dog være spildte kræfter og i bedste fald blot skabe irritation – i værste fald skilsmisse.

Det er er en rigtig god idé at finde ud af, hvad der er din kærestes kærlighedssprog, så du ikke kaster perler for svin, men bruger dit krudt rigtigt. Det ligger dybt i os alle, at vi gerne vil glæde den/dem, vi elsker. Vi ønsker inderligt at gøre hinanden lykkelige, og for det meste beror negative konflikter på misforståelser og manglende indsigt.

Dit kærlighedssprog kan være lige så forskelligt fra din partners, som kinesisk er fra dansk – Gary Chapman

Derfor giver det god mening at gøre sig umage med at finde hinandens kærlighedssprog og behov. Forventningsafstemme og drage omsorg for hinanden – både i hverdagen og i ferien.

Af samme årsag tager jeg derfor heller ikke på ferie uden at forventningsafstemme. Selvom vi har været venner og kendt hinanden i mange år, er det første gang vi skal afsted på ferie sammen, så over en hyggelig middag i sidste weekend tog vi de første spadestik til ferien og fik forventningsafstemt med hinanden. Det betyder, at vi begge trods det, at vi aldrig tidligere har holdt ferie sammen, føler os trygge, og hver især er blevet hørt og forstået i vores ønsker til det at holde ferie sammen. Det kan derfor kun blive godt!

For alle dem, der kommer i mit terapirum, gælder det samme. Hver gang de får øje på deres og andres kærlighedssprog, går der et lys op for dem. Det er så meget lettere at vise respekt og bringe gaver, når man ved, hvad der gør hinanden glad og lykkelig. Der er ingen grund til, at man gennem et helt liv gør sig umage med noget, der aldrig vil blive opfattet af den, man elsker, som en kærlighedsgave – blot fordi man ikke sender på samme kanal og i misforstået godhed, giver det, man selv ønsker i troen på, at det, er den ultimative kærlighedserklæring …

Rigtig god ferie!

Refleksion ind i samtalens svære kunst

/0 Kommentarer/i /af

Hele dagen i går tilbragte jeg på Folkeuniversitetet i selskab med Professor i coaching- og sportspsykologi ved Københavns Universitet, Reinhard Stelter, forfatter til adskillige bestsellere om coaching. Reinhard er også ekspert og forskningsleder ved Institut for Idræt, Københavns Universitet.

Dagens forelæsning tog udgangspunkt i Reinhard Stelters bog Tredje generations coaching og den forandring samfundet har gennemgået de sidste mange år, måden vi kommunikerer på, og hvordan coaching har flyttet sit fokus gennem tre generationer.

  1. Generations coaching – fokus på problem og målperspektiv (SMART-modellen, lineær udvikling)
  2. Generations coaching – fokus på løsnings-/fremtidsperspektiv (cirkulære spørgsmål)
  3. Generations coaching – fokus på refleksionsperspektiv (refleksionsrum)

60% af samtaler der starter ændrer målsætning undervejs. Finder nye ”åbninger”, forståelse og udvikling.

Hvorfor betyder det noget ekstraordinært for mig? Det gør det, fordi de Tankevækkere/refleksionskort jeg har udviklet til MU-/GRU-/LU-samtaler gennem de sidste 2-3 års arbejde med trivsel og stressforebyggelse i virksomheder i sommer fandt nye veje ud i verden.

Det personlige udviklingskoncept hvor kortene indgår, som jeg hen over sommeren testede på tre FGU-skoler via midler fra Velliv Foreningen, hvor undervisning i adfærd og kommunikation blev kombineret med det fortrolige samtalerum, har netop fokus på refleksion og nye perspektiver for deltagerne.

Den første kommune har i forrige uge sagt ja tak til at samarbejde med mig om konceptet i deres UU-vejledning og på deres jobcenter. Den næste kommunes ungeafdeling er på vej. Så kortene kan noget helt særligt i samtalen mellem mennesker.

Derfor er jeg glad for mit møde med Reinhard Stelter og hans store erfaring ind i samtalens kunst. Det bekræfter mig i at undervisningen i adfærd og kommunikation sammen med kortene, har en vigtig opgave at udfører. Tilsammen giver de indsigt og refleksion til unge som kæmper med deres identitet. Den spejling der opstår i samvær med andre unge i refleksionsrummet (det fortrolige samtalerum) er med til at støtte deres selvindsigt, selvværdsfølelse og deres vej ud i livet.

Vi udvikler viden i fællesskab, som Reinhard Stelter siger!

Det bekræftede de unge på FGU-skolerne i øvrigt selv, så du behøver ikke tage mine ord for, at det virker. Hvis du har lyst til at læse mere om projektet, og om hvad de unge siger, så tjek linket her

https://indd.adobe.com/view/4f61b3b5-97ba-475d-999e-c85cc7dd35fd

Information om kortene kan du finde her på hjemmesiden under KOTU/Tankevækkere.

Fotograf: Marc Olivier Jodoin

Er jeg en uddøende dinosauer i en digital verden?

/0 Kommentarer/i /af

Når futurister og fremtidsforskere i deres fremtidsvisioner spår, at vi går ”fra Chef til A.I.”, og chefer og mellemledere helt vil kunne undværes, når vi i fremtiden i stedet arbejder for en algoritme, der aldrig er syg eller sur, altid til stede og konstant træner os til at blive hurtigere og bedre… så går mine alarmklokker helt automatisk i gang.

Hvordan hænger det sammen med trivsel og den føde vi har brug for til krop, sjæl og ånd? Hvordan imødegår vi de tendenser mod-kulturen kalder på i form af fordybelse, nærvær, samskabelse og ro? Vi har mennesker med angst, stress og ensomhed som aldrig før.

350.000 danskere lider af angst
120.000 unge + 50.000 ældre danskere oplever ensomhed
250.000 – 300.000 danskere lider af alvorlig stress
500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet pga. stress
500.000 danskere rammes gennem livet af depression, ubehandlet stress forårsager over halvdelen af alle depressioner og angstlidelser.

WHO forudser at stress og psykiske lidelser bliver den største sundhedsudfordring i 2030, så hvordan tackler vi disse udfordringer, hvis vi lader os isolere yderligere i form af robotter, digitalisering, hjemmekontorer, distancekommunikation m.m.?

Min største udfordring i mit arbejde med trivsel og stressforebyggelse er helt sikkert, at jeg har svært ved at give slip på min tyrkertro på, at kommunikation mellem mennesker, der sidder fysisk over for hinanden, kan noget helt særligt. Samtidig føler jeg mig som den sidste dinosauer i verden, der ikke er klar til at flytte mig ind i fremtiden.

Jeg studerer adfærdsdesign i øjeblikket og er slet ikke i tvivl om, at mit forretningsgrundlag vil være bedre, sundere og mindre sårbart, hvis jeg etablerer flere digitale platforme i form af forskellige webinarer, coaching- og sparringssamtaler via eksempelvis Zoom, MEN… mit hjerte følger ikke med, og min hjerne stritter også imod, så hvad gør jeg? Lægger mig ned og uddør? Eller kæmper jeg for overlevelse på mine egne vilkår?

Fremtiden er her helt sikkert, uanset om jeg hopper ombord på vognen med digitalisering, A.I chefer og andet godt, men hvor er den kritiske røst, når fremtidsforskerne sætter kursen?

Er vi bare en flok lemminger, der tramper i flok, fordi det nye sorte bliver lagt foran os af kloge folk, der spår ind i fremtiden? Og det er jo netop det, de gør. De spår ud fra vilkår samfundet eller de selv sætter op. Men de vilkår kan vi jo selv ændre på, hvis vi vil, ingen har patent på sandheden, heller ikke fremtidsforskerne, selvom de er vildt kloge og har stor indsigt.

Så spørgsmålet er jo i virkeligheden, hvad vil vi være med til? Hvor går grænsen, og hvornår skal vi trække i den anden retning? Er der en grænse, eller lader vi os forføre?

Jeg har brug for både og, ikke for enten eller…

Det kunne være rart at høre, hvad andre mener om fremtiden. Jeg er virkelig nysgerrig. Så hvad mener du?

Ps: Jeg syntes, det er fantastisk at blive udfordret, og jeg har stor respekt for fremtidsforskernes arbejde. Så misforstå mig ikke, jeg vil bare gerne have gang i sunde og nuancerede drøftelser på området, hvor alle kommer til orde og ingen sidder tilbage med følelsen af at blive kørt over af fremtidsbussen!

Fotograf: Huang Vingone

Mistrivsel er din egen skyld – så for den …

/0 Kommentarer/i /af

Mistrivsel er din egen skyld – så for den…

Jeg ved godt, at det er et voldsomt postulat, men måske du er enig, når du har læst denne blog færdig. Jeg mener det ikke så slemt, som det står skrevet, dog er der et kraftigt drys af sandhed i overskriften.

De sidste snart tre ugers arbejde med unge elever på de tre FGU-skoler i Midt-Vest har givet mig syn for sagen. Blandt de tre grupper har der været rigtig stor divergens i sammensætningen, tilgangen og måden de interagerede blandt hinanden. Interessant at få adgang til og indblik i.

Mine iagttagelser gennem perioden viser, at der er tre ting, der for alvor skaber udfordringer:

– Frivillighed eller tvang (har du selv valgt at deltage, eller har nogen valgt det for dig)

– Har du været med fra starten eller bryder du ind midt i aktiviteten (manglende indsigt og opbygningen af den
tillid, der skabes fra starten i et projekt, skaber ubalance mellem deltagerne)

– Kommer du for at give eller for at tage (personprofilers tilgang betyder mere, end du regner med for tillid og
fællesskab)

Min ”mission” med samtalerummene og undervisningen i adfærd og kommunikation hos FGU-skolerne udspringer helt naturligt fra mit arbejde med trivsel og stressforebyggelse i virksomheder. Her er jeg, et utal af gange gennem de senere år, blevet forundret over den massivt manglende indsigt mange ansatte og ledere har, når det kommer til konflikthåndtering og den betydning, personprofiler, verdensbilleder og kultur har for udvikling og vækst.

Livslæring

Når jeg kigger indad, er det den nøjagtig samme tomme værktøjskasse, jeg selv var i besiddelse af i mange år, indtil jeg besluttede mig for at blive klogere på mennesker og begyndte min indre rejse frem imod den, jeg er i dag. Ikke nogen let rejse, det indrømmer jeg, men for hulen hvor ville jeg gerne have haft de værktøjer, jeg har i dag, langt tidligere i mit liv, gerne i min ungdom. Meget ville have været lettere og mange kampe og nederlag ville være undgået.

Nogle vil sikkert påstå, at det har givet hår på brystet at tage kampene, og det har de for så vidt også ret i, men jeg havde jo ikke behøvet at gå i stykker undervejs, og jeg var uden tvivl blevet en bedre mor, kone, ven, leder og kollega, hvis jeg havde haft de rigtige værktøjer til at imødegå konflikter, manglende forståelse og et selvbillede, der skabte unødvendige udfordringer i forhold til det perfekte glansbillede i mit liv.

Livet havde helt sikkert udfoldet sig anderledes, hvis jeg ikke var blevet fastholdt i negative mønstre, manglende selvværd og et ønske om accept og anerkendelse de forkerte steder, udelukkende fordi den arv og kultur, jeg havde med hjemme fra, havde sendt mig i en forkert retning. Måske havde jeg haft en alternativ vej at gå og en større selvindsigt, der igen havde åbnet nye muligheder og kastet *ulven hen i ringhjørnet for at give plads til giraffen.

Lige netop disse betragtninger var udgangspunktet da jeg for tre år siden begyndte at udvikle på tankevækkerne (samtalekort). Jeg havde et dybtfølt ønske om at hjælpe andre til refleksion og dialog. Jeg ønskede ikke for nogen, at de skulle gå i stykker p.g.a. stress, angst eller ensomhed, og kunne kortene bare hjælpe én eneste til at reflektere og få mod på at arbejde med selvindsigt og dermed tilegne sig nye værktøjer, så ville min mission være lykkedes.

At jeg så på grund af Coronavirus landede hos FGU Midt-Vest, er ingen tilfældighed. Jeg har en grundlæggende tro på, at vi møder det, vi skal møde i livet, og når vi er klar, så folder tingene sig ud. Intet er tilfældigt, alt er læring, og vel blev jeg som så mange andre væltet omkuld af Coronavirus, men livet bugtede sig i en ny retning, og her står jeg nu.

Kommunikation fremmer forståelsen

Gaven er, at jeg har fået lov til at arbejde med kommunikation og adfærd sammen med de unge på skolerne. Jeg har fået lov til at trykprøve, teste og udfordre på alle måder i forhold til, hvordan vi kommunikerer før, under og efter refleksion, læring og indsigt. Hvordan vi ændrer vores tilgang og adfærd over for hinanden i forskellige sammenhænge afhængig af, hvem vi bliver sat sammen med og hvilke personligheder vi møder.

Jeg har ved selvsyn set, hvordan de unge ændrer sig, jo mere indsigt og forståelse de får om og for hinanden. Hvilken betydning deres individuelle personprofil har haft i mødet med andre, tilgangen til livet, deres verdensbilleder og kulturen, de har med hjemme fra. Hver i sær er de vokset og har fået øje på muligheder frem for begrænsninger. De har spejlet sig i hinanden via de interaktive og intime samtalerum, hvor kortene har hjulpet dem med at sætte ord på deres liv og deres udfordringer.

De har fået øje på, hvorvidt de er ulve eller giraffer, og hvilken ny betydning konflikter kan få, hvis man tilgår dem med en ny vinkel, hvor formålet er udvikling, læring og to vindere. Hvordan kan man stå i sit eget lys og finde ro og styrke til at stå på mål for, hvem man er, og hvad man kommer fra, og ikke lader sig fastholde i negative mønstre eller situationer, hvor andre pludselig styrer ens liv og ens handlinger.

”Fortidens arv er med dig hele livet, men de valg, du selv træffer, definerer din fremtid.” (Annette Friese)

Så ja, mistrivsel er din egen skyld, hvis du lader dig fastholde i din fortid, hvis du ikke søger nye veje og indsigt. Hvis du bevarer status quo og føler dig berettiget til at være den, du er, efter devisen: de må tage mig, som jeg er, ellers er det deres eget problem… det er naturligvis dit valg at tilgå dit liv og dine omgivelser med denne holdning. Du skal blot husk, der er altid hjælp at hente – du skal bare række hånden ud.

Og i virksomheder er det ledelsens valg, når de udlever sætningen: her gør vi det på vores måde, og kan du ikke lide lugten i bageriet, så må du gå…

Potentialet ligger i den blinde vinkel

Men dybest set snyder vi os selv for at se verden med nye briller, møde vores medmennesker med nysgerrighed og ved fælles hjælp udvikle både faglige- og menneskelige egenskaber via den spejling, vi har mulighed for at få. Ofte vil manglende tillid, værktøjer og indsigt medføre lavt selvværd, usikkerhed, smerte og sorg, der i sidste ende sender os ud over klippen med psykiske lidelser, stor ensomhed og en livskvalitet, der ligger uendelig lavt.

Det du kigger på, får du mere af, så at få værktøjskassen fyldt op med selvindsigt til at imødegå mistrivsel og negative mønstre er første skridt på vejen til et positivt og energifyldt liv. Divergens er godt, læring endnu bedre og mennesker i fællesskab er af øverste skuffe, når vi spejler os i hinanden og deler indsigt og erfaring i trygge rammer.

Vi har hver vores DNA-kode, det er der helt sikkert en grund til. Vi er alle UNIKKE, og kan hver især noget helt særligt, vi skal bare tro på livet, på os selv og på hinanden.

Jo større selvtillid og selvværd vi har, desto lettere er det at træffe sunde valg for sig selv og sit liv og vinke farvel til mistrivsel, stress og ensomhed. Positiv energi smitter, det gør intelligente og gode valg også. Derfor kan det kun gå for langsomt med at få værktøjer bragt ud til alle vores unge, værktøjer der kan hjælpe med selvudvikling og selvindsigt, så de kan imødegå mistrivsel i det liv, der ligger foran dem.

Selvfølgelig er det ikke de unges skyld, at de havner i mistrivsel. Det er os som samfund, der er ansvarlige for at hjælpe de unge med at bryde arv og uhensigtsmæssige mønstre. Vi er ansvarlige for at hjælpe og klæde de unge på til livet, give dem værktøjer til at imødegå de udfordringer, der helt sikkert ligger og venter.

Det kalder på et andet fokus, et andet samfund, et andet nærvær og en holdningsændring i bred forstand.

Jeg håber og tror, at vi er på vej ind i en ny tid, hvor mennesker kommer før bundlinje. Empati før egoisme. Refleksion før hamsterhjul. Vi før jeg …

*Ulvesprog er et angrebssprog, konfliktoptrappende, handler om frygt, skyld og skam. Man er optaget af, hvad der er galt med den anden part. Girafsprog er konfliktnedtrappende, handler om at sikre god dialog mellem parter og bygger på ikke-voldelig-kommunikation. Man er oprigtigt interesseret i, hvad der foregår i den anden og i at rumme forskellige sandheder. Vi er ikke enten rigtige eller forkerte, vi er bare forskellige.

Fotograf: Michael Dziedzic

Et unikt samtalerum – der er også solstråler at dele ud af i denne tid

/0 Kommentarer/i /af

Et unikt samtalerum 

Jeg er piv-stolt og glad og kan nu endelig afsløre, at jeg sammen med FGU Midt-Vest har fået midler fra Velliv Foreningens akutpulje til et pilotprojekt med mine Tankevækkere/reflektionskort. Kortene har jeg udviklet gennem de sidste tre år med henblik på at hjælpe til bedre og dybere kommunikation og samtaler.

Det er meningen at projektet skal skabe et særligt samtalerum i undervisningen på de tre FGU-skoler i Ikast-Brande, Herning og Ringkøbing-Skjern.

I en fire ugers periode i maj og juni har jeg fået lov til at undervise i kommunikation og adfærd i tre udvalgte klasser på skolerne. Vi benytter reflektionskortene som et vigtigt redskab til fordybelse og refleksion i fortrolige samtalerum mellem de studerende. Et redskab der skal bane vejen for en dybere kommunikation og forståelse af den divergens, der nødvendigvis er mellem mennesker og de profiltyper, vi møder på vores vej i livet. Et værktøj, der skal give indsigt og hjælpe med at finde ord for de tanker og følelser, den enkelte elev bærer på og måske har svært ved at udtrykke.

Kortene understøtter samtalerne, og der er ikke mulighed for at svare ja eller nej, kun for uddybende replikker. Via fotos og livscitater vækkes minder eller følelser, så samtalen hjælpes i gang. Derved aktiveres de tanker, der trænger sig på i det pågældende øjeblik – ubevidste såvel som bevidste.

Vidnesbyrd

Visualisering er den mest kraftfulde mentaltræning, du kan lave. Sportsfolk har gjort det i årevis. Den norske forfatter og forsker, @AnnaLuiseKirkengen, har forsket i de menneskelige skader, der opstår, når vi ikke får lov til at fortælle vores historier. Hun bekræfter, at vi bliver fysisk og mentalt syge, når vi ikke bliver hørt.

Så mit håb er naturligvis at kunne give de unge og lærerne på skolerne et virksomt værktøj, der kan afhjælpe ensomhed, dårlig kommunikation og uhensigtsmæssig adfærd. Gennem kortene får de mulighed for at fortælle deres historier og aflægge vidnesbyrd.

Refleksion er livsnødvendig for læring og for positiv adfærdsændring. Kortene kan være en hjælp til at bryde gamle mønstre og dårlige vaner og kaste lys over egne udfordringer på en ny og tankevækkende måde. Samtidig kan kortene, via de fortrolige samtaler eleverne imellem, være med til at skabe sociale relationer og et stærkt netværk, der rækker ud over skoletiden.

Forhåbentlig er gaven i projektet, at vi får eleverne sendt ud i verden med en ny indsigt og et værktøj, de kan tage med sig ud i livet, når de forlader skolerne til sommerferien.

Danmarks bedste FGU-skoler

Jeg er særlig glad og taknemmelig for at FGU Midt-Vest har sagt ja tak til at være med i projektet. Det er jeg fordi, de har en helt særlig tilgang til fremtidens FGU-skoler. De vil nemlig være de bedste FGU-skoler, der findes, og derfor gør de ALT, hvad de kan for at skabe de bedste rammer og forhold, der kan hjælpe deres elever med at finde nye og konstruktive veje til at løse udfordringer og se muligheder i det liv, der venter i horisonten.

Drømmen er, at kortene i fremtiden også anvendes i virtuelle rum, hvor refleksion og erfaringsudveksling får fokus, et samtalerum der kan gå på tværs af klasser, skoler og geografiske afstande, og hvor det er muligt at koble sig af og på efter behov. Et sted hvor elever kan spejle sig i hinanden og dele erfaringer og udfordringer.

Så en kæmpe tak til FGU Midt-Vest og til Velliv Foreningen for denne unikke mulighed for at teste projektet på de tre skoler. Jeg glæder mig til at komme i gang – og hvem ved, måske kan det blive til et forskningsprojekt hen over efteråret, når de nye elever begynder på skolerne 😊 – man har jo lov at drømme!

Fotograf: Kelly Sikkema

Hjemmearbejdsplads – er det nu en god idé?

/0 Kommentarer/i /af

Hjemmearbejdsplads – er det nu en god idé?

I de forgangne uger har rigets tilstand ikke været helt, som det plejer. Alle har vi mærket ændringer på den ene eller den anden måde, både godt og skidt.

Mange er stået op til en helt anden virkelighed i deres hverdag, og hvis man tror, at hjemmearbejdsplads er fantastisk for alle, tager man grueligt fejl.

Ikke alle bør, ikke alle skal, og ikke alle kan have hjemmekontor!

Mange har gennem ugerne fundet nye rutiner, nye måder at arbejde på, ikke mindst har den virtuelle hverdag fået luft under vingerne, og mange har med garanti fået ro og mulighed for at fordybe sig ekstra i opgaver gennem dagen, såfremt det har været muligt at indrette sig på hjemmefronten, så forstyrrelser ikke har været en udfordring og hæmsko i hverdagen.

Desværre giver distanceledelse flere steder anledning til ekstra stress og alt for meget arbejde. Vi er forskellige, vi har forskellige profiler og agerer forskelligt i situationer, hvor vi kommer ud af vores kontekst. Deraf opstår udfordringer hos den enkelte, når man pludselig selv skal forvalte sin hverdag og sine opgaver.

De sidste 3-4 uger har skabt et pres hos en del medarbejdere, som de ikke kan adressere, og derfor heller ikke komme af med igen, da det er et indre pres, de selv har skabt. De er simpelthen fanget i den fælde, der hedder ”bare jeg nu gør det godt nok”. 12-tals piger og drenge i alle aldre løber stærkere end nogensinde før. De føler alle et behov for at bevise, at de kan administrere den frihed, der er forbundet med hjemmearbejdspladsen. Deres grænser mellem arbejde og fritid er udvisket, de kan ikke stoppe ved normal arbejdstids ophør, og de kan ikke styre hverdagen, opgaverne og de krav, de stiller til sig selv, når de ikke kan komme og gå til og fra arbejde.

Den gruppe er på ingen måde reflekterende og fyldt med energi, når de kommer tilbage til en normal hverdag. De er udslidte, trætte, drænede og ønsker på INGEN måde i fremtiden at få en hjemmearbejdsplads.

Derfor er det vigtigt, at have synlig ledelse, rutiner og konkrete fordelinger, når man sender medarbejdere hjem og giver dem kontor på privatadressen. Der skal mere end nogensinde forventningsafstemmes og indrettes individuelt, så det afstedkommer positive oplevelser og resultater for alle.

Hvad skal vi huske?

De seneste uger har vi fået prøvet nye værktøjer og muligheder af. Derfor er det vigtigt at evaluere, og finde ud af, hvordan vi kan differentiere arbejdspladserne, så vi ikke trækker noget ned over hovedet på vores fantastiske medarbejdere. Vi skal behandle dem med respekt for de individuelle ønsker og behov, de nu engang har, så de hver især bliver tilgodeset og bringer det bedste ind i virksomheden og integrer herefter de nye værktøjer, så de bliver en styrke og ikke en svaghed.

Kragelund Kommunikation giver i linket nedenfor 10 gode råd til, hvordan man opretholder god virtuel kommunikation, hvis man vælger at arbejde hjemmefra.

Må fremtiden blive et godt mix af virtuelle og fysiske møder på tværs og med mulighed for at stille skarpt hjemme såvel som ude!

https://kragelund-kommunikation.dk/wp-content/uploads/10-sproglige-bud-til-bedre-videom%C3%B8der_Kragelund-Kommunikation.pdf

Foto: Roberto Nickson

Hvordan har du det, altså sådan helt inderst inde?

/0 Kommentarer/i /af

Hvordan har du det, altså sådan helt inderst inde?

Det er der en ret åbenlys og god grund til at spørge dine medmennesker om.

Jeg sad for nylig og arbejdede med værktøjer til empatisk ledelse, og hvordan man kan fremme livsglæde ved at turde stille de rigtige spørgsmål.

Og det er svært. Mange gange i løbet af udviklingen af mit værktøj er jeg stødt på modstand fra ledere, der ikke har lyst til at komme tæt på privatlivets sfære. Jeg er bare nødt til at sige det igen, vi kommer ikke uden om det. I en fortravlet verden, hvor stress og angst ligger som højdespringere på sygdomsskalaen, og WHO gang på gang udtrykker, at det bare bliver værre og værre år for år, er der brug for en helt anden tilgang til hinanden. Vi er nødt til at tage ansvar og vise omsorg og nærvær for hinanden.

Vi taler om empatisk ledelse i mange sammenhænge, det er på det nærmeste blevet et buzzword i mange virksomheder, men hvad hjælper det at have det som tema for året, hvis det ikke følges op med handling, der modsvarer forventningerne. Vi bliver gennemskuet, når vi ikke står distancen. Når fine visioner og missioner bare er ord på papiret og ikke følges op af handling, bliver vi taget med bukserne nede.

Jeg tror ikke på, at det kun er den unge generation X, Y eller Z, der ønsker holistisk ledelse og livssyn. De er ikke de eneste, der ønsker, at chefen ved, hvad de laver i deres fritid, hvordan det går derhjemme, og hvordan de har det i det hele taget, når de ikke er på arbejde. Det tror jeg grundlæggende, at vi alle ønsker inderst inde. Det bliver vi bedre mennesker af. Det skaber uden tvivl en dybere forståelse og rummelighed overfor hinanden, og måske er bonussen i virkeligheden også, at noget af al den ensomhed, der hersker, forsvinder.

Hvad ved vi egentlig om hinanden?

I forbindelse med alle de drøftelser, der opstod, kom nørden inden i frem, og jeg begyndte at google på tal fra forskellige foreninger i Danmark. Jeg ville gerne undersøge, hvor mange der i bund og grund er ramt af sygdomme på forskellig vis i deres privatliv. Tallene gav mig indsigt i, hvor mange mennesker i Danmark, der på den ene eller den anden måde har en lidelse, en udfordring, en sorg eller noget, der uden tvivl påvirker deres liv og deres hverdag.

Ting vi muligvis eller givetvis ikke aner en pind om som erhvervsledere og kollegaer, eller som vi i værste fald glemmer, fordi der går hverdag i tingene, og vi har for travlt til at spørge, men som helt sikkert har meget stor indflydelse på det liv, der leves, og de krav, der stilles til det enkelte menneske.

Noget af det, der ramte mig virkelig hårdt, var tallene fra Ventilen.dk der synliggjorde, at 120.000 unge (10-12% af unge mellem 16-29 år) ofte eller altid føler sig ensomme. 50.000 ældre føler sig ensomme.

Det er beviseligt at ensomhed øger risikoen for sygdom og død. Det øger forekomsten af demens og kan medføre hjertekarsygdomme og depression. Mennesker der føler ensomhed sover dårligt, de har øget stressniveau, forhøjet blodtryk og lever et inaktivt og usundt liv.

De er jo alle kommende kollegaer, nuværende kollegaer eller tidligere kollegaer og generelt bare vores fælles ansvar. Velfærd forpligter. At være et velfungerende menneske forpligter.

Vidste du…

  • 89.000 danskere lider af Alzheimer eller andre former for demens
  • 580.000 danskere har en psykisk sygdom (svarende til hver tiende dansker)
  • 294.000 danskere lever med en kræftdiagnose
  • 400.000 danskere er ordblinde
  • 500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet
  • 35.000 danskere er p.t. sygemeldt på grund af psykisk dårligt arbejdsmiljø
  • 300.000 danskere lider af alvorlig stress
  • 1.400 danskere dør hvert år af psykisk arbejdsbelastning bl.a. forårsaget af stress
  • 1,5 mill. danskere er berørt af Astma-Allergi eller en anden overfølsomhedssygdom
  • 1 mill. danskere lider af forskellige tarmsygdomme
  • 267.350 danskere har diabetes (tallet forventes at stige til 430.000 i 2030)
  • 700.000 danskere er berørt af gigt
  • 120.000 danskere lever med en erhvervet hjerneskade
  • 400.000 danskere kæmper med en form for angst
  • 600.000 danskere lever med en kronisk lungesygdom
  • 120.000 unge mellem 16-29 år føler sig ofte eller altid ensomme
  • 50.000 ældre føler sig ensomme

Så hvor godt kender du i grunden dine kollegaers, dine venners, dine børns, dine pårørendes og dine medarbejderes daglige udfordringer? En ting er helt sikkert, ovenstående tal lyver ikke, og vi kender ALLE en eller flere, der er ramt af enten det ene eller det andet.

Privatliv og arbejde går hånd i hånd, hvis du har det skidt det ene sted, smitter det også af det andet sted, og vise versa!

Tal sammen, stil spørgsmål – også de svære – kom lidt tættere på det, der virkelig betyder noget for trivsel og livsglæde hos den enkelte. At kunne tale åbent om de ting, vi fra tid til anden bliver udfordret af, hjælper til forståelse og nærvær i hverdagen.

Det bliver SÅ meget lettere at spille hinanden gode, når vi har indsigt og tør italesætte den virkelige udfordring.

Se dig omkring, brug din intuition og mærk hvem du i virkeligheden står overfor, det gør en forskel når du kigger på mennesket inde bag ved!

Hvis du har lyst, kan du se værktøjet her: https://indd.adobe.com/view/c70b8d9e-b3f8-457a-b7cf-183f028f342d

Fotograf: Sasha Freemind

Girafsprog – et hva’ for noget?

/0 Kommentarer/i /af

Girafsprog – et hva’ for noget?

Hvorfor i alverden er der aldrig nogen, der har fortalt mig om det? Mit liv havde været SÅ meget lettere!

Første gang, jeg stødte på begrebet, var til en jobsamtale om et direktørjob i en international virksomhed, hvor ejeren og stifteren flere gange gennem samtalen understregede, at det var vigtigt for ham, at man talte girafsprog, og gjorde man ikke det, så ville første skridt efter ansættelsen være et kursus i girafsprog.

Jeg var nysgerrig og følte mig også lidt dum og uvidende over ikke at vide, hvad girafsprog var for en størrelse.

Jeg fik et fantastisk indtryk af ejeren. Han var karismatisk, nærværende og i fuldstændig balance med sin virksomhed, erkendte sine egne styrker og svagheder og var klar i mæglet; meget sympatisk og tillidsvækkende og et af de mennesker der fremstår autentiske, og hvor man gerne vil vide mere om vedkommende. Desværre fik jeg ikke jobbet, men mindet om mødet er stærkt, og aftrykket, han efterlod i min bevidsthed, er der stadigt.

Anden gang, girafsproget dukkede op, var i undervisningen på Erhvervsakademi MidtVest i Herning, hvor jeg læste coaching og konflikthåndtering. Her fik jeg endelig min forklaring og indsigt i, hvor fantastisk og enkelt et værktøj det er, og hvor meget det kan rykke ens bevidsthed om egne mønstre i for eksempel konfliktsituationer, men også i den daglige kommunikation både på arbejde og hjemme.

Hvor kommer det fra?

Girafsproget er udviklet af Marshall B. Rosenberg, amerikansk psykolog, verdenskendt fredsmægler, forfatter og grundlægger af Centeret For Ikke Voldelig Kommunikation.

Girafsprog er ikke kun et kommunikationsværktøj i Ikke-Voldelig Kommunikation (IVK), det er også en proces, der handler om at træne og udvikle vores indfølingsevne. Sproget og metoden kan hjælpe os med at opnå større glæde, tilfredshed, forståelse og dybere kontakt til hinanden, og det kan afhjælpe stress, konflikter, misforståelser, fordømmelser, udbrændthed og depression.

Ved samme lejlighed blev jeg præsenteret for ulvesproget, og selvom jeg absolut helst vil pryde mig med, at jeg taler girafsprog og forsøger at holde mig til det, så må jeg med skam erkende, at jeg i tilspidsede situationer tit havner i ulvesproget og altså ubevidst har skabt en konfliktoptrappende situation ved min blotte tilstedeværelse og min retorik over for mine omgivelser.

Men man kan jo nu engang kun gøre noget ved det, man ved, og det gør jeg så. Jeg har ikke længere nogen undskyldning for at benytte ulvesprog, derfor har jeg i den grad taget girafsproget til mig, og jeg øver, øver og øver mig på at tale netop det sprog, fordi det giver mening og gør mig til et bedre menneske, en bedre leder og en bedre samarbejdspartner.

Samtidig har jeg sat mig for at udbrede kendskabet til såvel ulve- som girafsproget, så vi hver især kan identificere os med, hvad det er, vi går og taler, og dermed give os selv mulighed for at øve os på at bruge og tale girafsprog til og med hinanden.

Jeg er sikker på, at det vil skabe en meget bedre og mere rummelig verden, bedre mennesker, bedre virksomheder og mange flere win-win situationer.

Jeg kan i hvert fald med 100% sikkerhed sige, at det er det værktøj, der bliver taget bedst imod, når jeg faciliterer processer i virksomheder med trivsel, konflikthåndtering og kommunikation på dagsordenen. Alle forstår det, og alle kan finde ud af at tage det i brug, når jeg er gået min vej …

Så her kommer det!

Girafsprog

Girafsprog er et nedtrappende sprog. Giraffen ser det hele sådan lidt fra oven og har dyrerigets største hjerte – altså et sprog talt fra hjertet, i det mindste i overført betydning.

Det bygger på
• Empati og forståelse
• Ligeværdighed og accept
• Fredelig dialog og respekt

Det har fokus på
• Muligheder
• Jeg-sprog
• At lytte til ende
• Interesse
• At stille åbne spørgsmål
• At udtrykke sine ønsker
• At være konkret
• At fokusere på nutid/fremtid
• At gå efter problemet

Ulvesprog

Ulvesprog er et optrappende sprog. Angrebslystent!

Det bygger på
• Skyld og skam
• Straf og kritik
• At få ret
• Manipulation

Det har fokus på
• Fejl og mangler
• Du-sprog
• Afbrydelser
• Ligegyldighed
• Ledende spørgsmål
• Bebrejdelser
• Fokus på fortiden
• At gå efter personen

Efter som de nye ledelsesværktøjer i dag er bygget op omkring empati og et growth mindset, og fordi medarbejderne ønsker leadership frem for management, så er ulvesprog ikke længere en mulighed. Det er girafsprog til gengæld, og det er endda både let at gå til og håndhæve, når man først får synliggjort det i organisationen.

”A boss has the title, the leader has the people” – Simon Senik