Indlæg

Lytter du?

/0 Kommentarer/i /af

Lytter du?

Jeg lytter, og lige nu udfordrer jeg mig selv til det yderste ved at dele min historie med dig, men det er nødvendigt, hvis jeg skal holde fast i det, jeg tror på, og som jeg har valgt at lytte til gennem de sidste fem år.

Man kan sige, at torsdag blev en bekræftelsens dag for mig. En ellers helt almindelig dag i en Covid-19 tid, hvor tid er noget af det, vi har mest af. Netop tid giver os alle mulighed for at søge inspiration og for at kigge indad. Så torsdag var ingen undtagelse, og mens jeg langsomt tyggede mig igennem opslag og artikler på LinkedIn, blev mit øje fanget af et helt særligt opslag med en anderledes udseende mand i traditionelle peruvianske klæder.

Lidt i sløvsind og lidt i egne tanker klikkede jeg mig ind på opslaget i tryg forvisning om, at det var en video, jeg kunne hive ned og se i ro og mag, og derfor trykkede jeg videre på Zoom – hvilket burde have varslet mig om, at det var en live aktivitet, jeg havde gang i. Som sagt var jeg lidt fraværende, og pludselig sad jeg ansigt til ansigt med manden fra opslaget. I ren befippelse skyndte jeg mig at klikke mig ud igen, og med bankende hjerte tænkte jeg et splitsekund, hvad i alverden det lige var, der skete, og hvorfor jeg reagerede så voldsomt.

Efter tre minutter klikkede jeg mig ind igen, nysgerrig og afventende.

Mødet der gik i gang var faciliteret af Stifinder, en virksomhed der har udmærket sig ved helt anderledes lederuddannelser på højt niveau og med en spirituel dimension. Jeg havde godt hørt om dem tidligere, men da det ligger lidt uden for min budgetramme lige p.t. at deltage i deres uddannelse (selvom det har været på min ønskeliste de sidste par år), har jeg ikke gjort noget aktivt for at søge information hos dem. Nu sad jeg så her.

Et spirituelt ledelsesperspektiv

Aktiviteten viste sig at høre under Stifinder Zoom Talks, hvor Christer Gaardman Zäll, der er CEO hos Stifinder, faciliterede en samtale med Puma Singona, der er indfødt peruviansk medicinmand, orakel, healer og formidler af visdom og hellig viden gennem mange generationer. Puma Singona blev introduceret og belyste vores nuværende situation ud fra et globalt spirituelt ledelsesperspektiv.

Siden Puma Singona var seks år gammel, har han fulgt sin bedstefar, er blevet undervist i Inka visdom og har modtaget overlevering af indsigt og historier. Siden han var seks år gammel har han arbejdet frem mod det, der sker i verden lige nu. Hans visdom er stor og den transformation, vi står over for som individer, som samfund og menneskeheden i det det hele taget, bygger på antik viden fra den oprindelige kultur og fra moder natur. Med katastrofen følger ny bevidsthed og stor indsigt. Verden bliver aldrig den samme igen. Det er prøvet før med tusinder af års mellemrum.

Efter kaos vender vi tilbage til essensen af vores ”væren”. Vi finder vej og mening med vores liv igen. Vi vågner. Vi ændrer vores bevidsthed. Vi finder ud af, at vi alle er forbundet, at vi alle har et lille korn af os selv inden i hinanden, og når vi hjælper hinanden, hjælper vi os selv – alle 7,6 milliarder mennesker.

Nå ja, for nogen tager det måske lidt længere tid end for andre at nå den bevidsthed (jeg kender i hvert fald et par stykker, der spræller og syntes, det er noget værre vrøvl), men vi kan vel hjælpes ad med at skabe åbenhed og accept af, at vi har hver vores vej at gå. Det, der er rigtigt for den ene, er ikke nødvendigvis rigtigt for den anden, men alt er læring, og vi udvikler os jo hele tiden, hvis vi åbner og giver plads til hinanden.

Det er tid til at dele ud af kærlighed, tid til at hjælpe og række en hånd ud til hinanden, tid til at åbne vores hjerter og leve i harmoni, mennesker og natur. Stilheden i verden har skabt en ny dimension. Hvide hvaler ses i Seattle, kondoren, der normalt flyver 7000 meter over havets overflade, har bevæget sig ned i luftlagene, hvor den er synlig for mennesker. Naturen rækker ud fordi der er ro i verden.

Den højeste frekvens er kærlighed og liv. Energi er intelligent og bevidst, og der er en spirende forståelse af, hvad energi kan. Meditation er intelligent energi.

Et åbent hjerte

Ifølge Puma Singona er vi lige nu i første etape af et langt større løb. Pandemien er kun forberedelse til næste etape. Vi er alle nødt til at stille ind på en langt højere frekvens, vi skal åbne vores hjerter og tage i mod den nye tid, som kommer.

Herefter fortæller Puma Singona legenden om kolibrien, den hellige fugl. Hvordan kolibrien ved hjælp af sit mod og snilde ender hos solguden sammen med den guddommelige kondor. Her anerkender solguden den lille kolibri og kalder den for den spirituelle budbringer. Den udråbes af solguden som repræsentant for initiativ, kreativitet og ledelse. Denne legende blev for 1200 år siden ridset ind i klipperne i den hemmelige dal hos Inkaerne i Cosco. De kan ses den dag i dag.

Hvorfor nævner Puma Singona lige netop det? Det gør han, fordi han med fortællingen vil sige, at først når vi kan se det smukke i livet og i andre mennesker, når vi arbejder uegennyttigt og tager læring med fra processen, først der får vi nektar ud af blomsten, nøjagtig som den lille kolibri.

Så med et åbent hjerte og mod til at stå i vores eget lys får vi adgang til uendelig viden og indsigt, hvilket forpligter os til at hjælpe andre. Valget er vores eget. Nogle er klar til selvrealisering og til at finde deres vej, andre er endnu ikke. Alt er som det skal være, der er ikke noget at frygte.

Du kan i øvrigt selv se hele interviewet lige her: https://stifinder.com/talks/

Humlen i det hele er, at jeg den 24. april 2018 i forbindelse med alle de livsændringer, jeg havde foretaget på daværende tidspunkt, fik lavet en tatovering. Den viser et åbent hjerte og indeni flyver en lille kolibri. To stærke symboler, der begge betyder voldsomt meget for mig, og som begge er lavet for give mig en daglig påmindelse om det liv og den vej, jeg har valgt.

To måneder senere udgav jeg min bog ”Kan du høre dit hjerte kalde?”.

Så da jeg deltog i torsdagens seance, faldt der en masse brikker på plads inden i. I taknemlighed vil jeg rigtig gerne dele min oplevelse med jer. Jeg ved, at det kan være svært at stå frem og tale om spiritualitet, men hvis ikke nu, hvornår så? Enhver må tage det med, der giver mening, og lade resten stå. Uanset hvilken tilgang du har, tænker jeg, at det er en smuk historie, der gerne må deles.

Luk dit hjerte op og find modet frem, vi kan alle gøre en forskel i hinandens liv. Tør du høre, hvad Kosmos fortæller dig?

Foto: Jean Vella

Er dit arbejde din identitet?

/2 Kommentarer/i /af

Er dit arbejde din identitet?

Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål, og spørgsmålet udspringer af en hændelse, jeg havde den 6. august 2019.

Hvad laver KOTU?

Det spørgsmål har jeg fået rigtig længe, og ofte er jeg røget ud i lange, lange fortællinger og historier, hvor jeg har været helt stakåndet, før jeg var færdig. Lige indtil den tirsdag, hvor jeg sad til et møde med en meget klog mand, Christian Jonsbak Uttrup. Christian er partner og medstifter i rekrutteringsfirmaet HumanTrust A/S. Christian er også en god ven og Rotary kammerat.

Christian spurgte mig, mens vi sad og talte om dette og hint, hvad laver KOTU egentligt? Og igen begyndte jeg på lange forklaringer – vi endte også ud i helt andre emner, tror jeg nok, indtil Christian igen efter en time insisterende sagde, Annette, du har stadig ikke svaret mig på, hvad I laver hos KOTU… hov!

Og det var SÅ rigtig set. Da jeg startede firmaet for et lille års tid siden, var indholdet noget helt andet, end det jeg er endt op med i dag, og måske derfor har det været super svært for mig, at svare konkret på spørgsmålet, FORDI det rent faktisk HAR været en omskiftelig rejse at finde herhen.

Det ændrer imidlertid ikke sandheden. Lige der blev jeg slået hjem i ludo og var nødt til at finde ind til grundstenene i det, jeg laver. Hvis ikke jeg kan sætte konkrete ord på, hvad mit firma laver og gør godt for, hvordan skal jeg så kunne sælge mine ydelser?

Som Christian sagde, hvis du står et sted sammen med andre mennesker f.eks. i dit erhvervsnetværk, mennesker som du i virkeligheden gerne vil gøre forretning med, hvordan vil du så nå at gøre dem interesseret i det, du kan, med kun en sætning? Hverken mere eller mindre, en sætning, og kun én. Den skal til gengæld sige ALT.

En fantastisk øvelse. Jeg sov nærmest ikke hele tirsdag nat, og dagen efter lukkede jeg verden ude, mens jeg skrev min virksomheds vigtigste ord – de ord, der skal skabe samarbejde og få andre virksomheder til at søge mig og lige netop det, jeg kan, hverken mere eller mindre!

Så hvad laver KOTU?

“Vi skaber glade medarbejdere og øger din bundlinje” – SÅDAN!

Af hjertet tak Christian.

Men det affødte en refleksion, der stak endnu dybere. Jeg kom til at gruble over, at jeg ofte, når jeg går tur med erhvervsfolk og mennesker, der ønsker ændringer i deres liv på den ene eller den anden måde, altid starter med spørgsmålet ”hvem er du?” Hvis du ikke skal gemme dig bag en arbejdstitel, hvem er du så?

Tit – eller altid – bliver der totalt stilhed. For kun ganske få mennesker kan på stående fod beskrive, hvem de er, når man fratager dem retten til at tale om deres arbejde.

Det er en rigtig svær, men yderst vigtig, øvelse. For hvad sker der, hvis vi en dag ikke længere er arbejdsduelige, hvis vi bliver fyret, bliver syge, eller hvis vi bare ønsker at sadle om, hvem er vi så?

Det burde vi jo endnu bedre kunne formulere i én eneste sætning, hvis vi bliver spurgt. Det er jo vores essens, det er vores DNA, det er det vi forhåbentlig lever for at være og for at gøre…

Mennesket bag

Til gengæld er det også sårbart. Typisk er den, vi er eller ønsker at være, forbundet med følelser og nøgenhed fyldt med bløde ord, der gør os nervøse og famlende, fordi titler er meget lettere at gemme sig bag. Der er tryghed og identitet i en titel, en identitet som alle kan forholde sig til, som ikke gør os mere synlige end højst nødvendigt. Her kan vi på kort tid vejes og vurderes, dur/dur ikke, hierarkiet har talt – dig passer jeg sammen med, dig passer jeg ikke sammen med.

Alle, der har været arbejdsløse, sygdomsramte eller ude af arbejdsmarkedet, har på et tidspunkt været til fest. Et af de første spørgsmål, hvis ikke det første, der melder sig hos sidemanden, er uomtvisteligt ”hvad laver du?” Og i svaret, der følger, uanset hvordan du formulerer ”jeg er arbejdsløs”, ”jeg er ledig i øjeblikket”, ”jeg er imellem jobs”, ”jeg har sagt mit job op”, ”jeg har mit liv oppe til revision”… vil sidemanden enten devaluere dig til én, der ikke er interessant at tale med, eller også bliver han nervøs, fordi han ikke ved, hvordan han skal tackle din følsomme situation, og så er det lettere at tale hen over bordet eller til personen til den anden side. Sådan er det desværre alt for ofte.

Tænk nu, hvis vi i den forbindelse havde modet til, at sige højt ”det gider jeg ikke defineres af, jeg vil meget heller fortælle dig, hvem jeg er”, så er det pludselig let og nærværende at være sammen med andre uden dårlig smag i munden og ondt i maven, fordi man skal deltage i sammenkomster. Der er basis for interessante samtaler om det enkelte menneske, og alle parter kan udvide deres horisont i stedet for at være styret af snæversynethed og fordomme, der sårer og nedgør det enkelte menneske. Det er da et spændende eksperiment, er det ikke?

Nå, men jeg lægger gerne for. Når jeg ikke længere må gemme mig bag en arbejdstitel, hvem er jeg så, hvis jeg skal sige det i en sætning?

”Jeg er Annette, og jeg brænder for at få mennesker til at stå i deres eget lys.”

Agh, måske alligevel lidt arbejdsrelateret, hvad så med:

”Jeg er Annette, et nysgerrigt menneske med et åbent og kærligt sind.”

Hvem er du?

Fotograf: Alex Iby

Sommerferie – ihhhh, hvor jeg glæder mig, not!

/0 Kommentarer/i /af

Sommerferie, åh ja…

Det er svært springbart og på listetæer, men vi skal altså være sammen i tre eller fire hele uger. Familie, venner, par, kærester, børn, hele baduljen.

RIGTIG mange frygter ferien, tiden hvor vi er på, og hvor vi SKAL hygge og SKAL være sammen. Årets højdepunkt, som uundgåeligt kalder på både hygge, sjov og gode stunder, men som også udfordrer, fordi vi er sammen i mange flere timer end vi plejer.

Derfor har jeg en idé, som giver god mening for de fleste.

Før I tager på ferie, så få afstemt forventningerne til det forestående, lav spilleregler, hvis der er brug for det – det er bedre at forebygge, end at helbrede!

Og prøv så følgende forberedelse til ferien:

Alle deltagere finder et emne, som har deres interesse, noget der giver mening i deres liv lige nu.

Eksempel:

– Spiritualitet
– Uddannelse
– Computerspil
– Kærlighed
– Mobning
– Gode vine
– Golf
– Uretfærdighed
– Fremtiden
– Død
– Nærvær
– Familie
– Sex
– Fiskeri
– Ensomhed
– Tosomhed
– Drømme

Det kan også være 7 dages ferie, hvor I finder syv emner, et emne pr. dag. Essensen er, at I aftaler, at det valgte ord/emne reflekterer I alle over gennem dagen, og når I så sætter jer til bords om aftenen for at spise og hygge, så er det jeres overvejelser og reflektioner om det pågældende ord, I deler med hinanden.

På den måde undgår I, at falde i alle familiers/pars fælder, og ender med at ævle om alt det, der ikke går godt i jeres liv, alt det I er trætte af ved hinanden, og alt det I bokser med i hverdagen – gem det til en regnvejrsdag der hjemme. Nyd ferien, nyd hinanden og brug de dyrebare minutter på den fede måde, så ferien bliver mindeværdig, og noget I alle tager med hjem, som det fantastiske minde det bør være.

Lær hinanden og jeres børn at kende på ny, tal sammen om ting der giver mening og opdag nye sider hos hinanden.

Rigtig god ferie og pas på hinanden. Kærlighed kræver arbejde hver dag, der findes ingen lette løsninger – hverken for børn, forældre eller for nyforelskede!

Kærlig hilsen

Annette

Foto: Natalya Zaritskaya

At sætte et aftryk

/0 Kommentarer/i /af

At sætte et aftryk

Det er en underlig tanke, men vi gør det jo alle sammen, altså sætter et aftryk. Spørgsmålet er, om det, vi tror, vi afsætter, i grunden er det andre opfatter.

Jeg blev udfordret lidt i et forum, jeg sad i den anden dag. Vi deltog alle i undervisningen på Coaching og Konflikthåndtering på Erhvervsakademiet Midt/Vest, og i løbet af dagen kom vi til den del af pensum, der skulle definere, hvorfor vi deltog i undervisningen, og hvad vi skulle bruge vores kompetencer til efterfølgende.

Vi havde modtaget et oplæg i forvejen, som skulle læses, og videoer, der skulle ses, og vi blev bl.a. præsenteret for Simon Sinek’s Gyldne cirkel “Why – How – What” – som jo er et fantastisk værktøj til at definere den enkelte persons eller virksomheds DNA, formål og motivation.

Faktisk har jeg arbejdet ret meget med ”why” de senere år, og i processen med at etablere min nye og helt anderledes platform arbejdsmæssigt, skulle jeg sætte ord på mine ydelser, og det jeg ønskede, at folk skulle ”købe ind på” i min virksomhed. I den forbindelse var jeg nødt til at være hudløs ærlig, hvis fremtiden skal give mening – også selvom det var meget personligt, følsomt og sårbart.

Udfordringen, når den ydelse, du sælger, er dig selv og dine erfaringer, er imidlertid, at det kommer ret tæt på, og  satsningen, såfremt den slår fejl, i ens egen bevidsthed vil ramme med 120 i timen. På den anden side var der bare ikke noget valg, ikke derfra hvor jeg har stået. Enten gør man det helhjertet, eller også går man ud i verden, finder sig et job, lader sig ansætte og lader andre om at gå forrest.

Da jeg aldrig har været i tvivl om, at den vej, jeg har valgt at gå de senere år, er det eneste rigtige for mig, og at jeg vitterligt gør en forskel med de ting, jeg foretager mig, så har det så slet ikke været et issue.

Når tingene giver mening

Jeg er nemlig sikker på, at lykken bor lige der, hvor du lægger din indsats, og andre godt kan mærke, at om det har autenticitet, vægt og dybde.

Meeen… jeg er jo kun et menneske, og mine ydelser tager rigtig meget udgangspunkt i følelser og nye værktøjer, og jeg er ”first mover” på ting, der endnu ikke er nået ud i alle hjørner af verden. Seks måneder er gået med at koge essensen af mit arbejde ind til noget, der er omsættelig og forståeligt for samarbejdspartnere, kunder og ikke mindst mig selv.

Det er rent faktisk lykkedes, og jeg har fået etableret et godt netværk, hvor der er drukket rigtig mange kopper kaffe, skabt rammer, dialog og forståelse for, hvad det er, jeg kan, og hvordan det kan omsættes i de enkelte virksomheder. Så et langt sejt træk er begyndt at give afkast.

Fantastiske opgaver har fundet vej til KOTU. Hver dag hjælper jeg med ledelsessparring, workshops, forebygger medarbejdertrivsel, rådgiver, blogger og holder foredrag. Jeg sætter mig selv helt ud på kanten for at hjælpe andre og dele ud af mine erfaringer, og jeg elsker det. Jeg er dybt taknemmelig hver dag.

Så da jeg sat over for en samling af meget forskellige ledere, selvstændige og akademistuderende, mennesker jeg overhovedet ikke kender, bliver mødt med spørgsmålet ”Why?” som jeg skal besvare ud fra en opgave, der hedder:

Why – hvorfor har du det arbejde, du har? (der må ikke være målbare grunde – løn f.eks. Det skal være baseret på en passion, en følelse.)

Efterfølgende skal det “toppes” med mit motto, og hvordan jeg gerne vil huskes.

Her kommer jeg da lige ind og mærker lidt på mig selv og det hjerte, der pumper kraftigt derud af, fordi jeg godt ved, at enten synker jeg klumpen i halsen og står ærligt og klart frem i mit budskab, eller også tisser jeg i bukserne og vælger den nemme løsning, hvor det ikke ”koster” noget af mig selv, og hvor jeg pakker det hele godt og grundigt ind i guldpapir med sløjfe på og udelader alle følelserne, så alle kan forholde sig ukritisk til det, jeg siger, uden at kløjs i budskabet eller i øvrigt skulle forholde sig til noget, der er anderledes.

Det klare valg

Jeg vælger Simon Sinek modellen og siger højt klart og tydeligt:

”Jeg har det arbejde, jeg har, fordi jeg har et helhjertet ønske om, at hjælpe andre mennesker med at blive den bedste udgave af dem selv, og i den proces vil jeg gerne stille mig selv, mine kvalifikationer og erfaringer til rådighed.”

Mit motto er Størst er kærligheden, derfor skal du holde dit hjerte åbent, og jeg vil gerne huskes for, at jeg har sat et aftryk og gjort godt for mig selv og andre.

Der bliver helt stille i lokalet, manden, der sidder til højre for mig, kigger mig intenst i øjnene, mens han med et glimt i øjet og god humor langsomt siger: “Den er fa’me svær at komme efter,” og så grinede alle forløsende.

Essensen af min historie er, at hele dagen bar præg af – i hvert fald for mig – at alle fik paraderne ned, vi rykkede lidt tættere sammen i bussen, og pludselig var det ikke så farligt at bekende kulør, følelser var ok, sårbarhed og ærlighed satte rammen for samværet.

Jeg blottede mig, men fordi det var autentisk, oprigtigt og ærligt, gav det mening for de øvrige. Ingen var i tvivl om mit ”Why”, og det købte de ind på. Det er ikke sikkert, at de har behov for mine ydelser, men de udviste stor respekt omkring min person og mit budskab, og derfor er jeg ret vild med Simon Sinek’s ”Why”. Det kan noget helt særligt og giver et kæmpe fodaftryk.

Se videoen med Simon Sinek https://youtu.be/nRaqe9M2DYc

Har du i øvrigt læst min bog ”Kan du høre dit hjerte kalde?” – se anmeldelserne her https://kotu.dk/forlaget-kotu/bog-anmeldelser/

Køb bogen her https://kotu.dk/shop/ eller i boghandlen.

 

Den hemmelige liste

/8 Kommentarer/i /af

Den hemmelige liste

Sommerferie, frihed og tid til at lave absolut ingenting. Det er den tid på året, hvor vi bruger den første uge på at akklimatisere, den anden uge på at hygge og den tredje uge på at grue for at skulle tilbage på arbejde. Nogle vil helt sikkert være klar til at tage på arbejde allerede i slutningen af uge to, det bør de så måske tænke lidt over.

Forskning viser, at alle mennesker har brug for minimum 3 sammenhængende ugers ferie for at komme helt ned i gear, så hvad er det, man har så travlt med at komme tilbage til eller væk fra?

Hvis det er væk fra ægtefælle og børn, er det et signal, der vil noget. Hvis det er væk fra tanker og følelser om, hvorvidt du lever det liv, du gerne vil leve, så er det jo en fantastisk mulighed for at tænke lidt dybere over tingene.

Lav et skema med to kolonner.

Kolonne et: Det gør mig glad/det vil jeg have mere af

Kolonne to: Det gør mig ked af det/det vil jeg have mindre af

Eksempel fra kolonne et: kærlige stunder, flere dybe samtaler, mere sex, alenetid med min kone/kæreste, lege med børnene, rejser, oplevelser sammen, jagtture med gutterne, fodbold, mit arbejde, cafébesøg med veninderne…

Eksempel fra kolonne to: skænderier, manglende respekt, føler mig alene, ikke værdsat, manglende samvær, manglende interesse, for lidt tid, manglende nærvær, manglende omsorg, følelsen af tomhed, sorg, ensomhed, overarbejde…

Hvad skal der til for at ændre på plus og minus kontoen? Kan det ændres, og er du villig til selv at gøre en indsats?

Hvordan står det til i dit ægteskab? Er du lykkelig? Er din partner? Er I sammen om tingene eller lever I hver jeres liv med så dybt forankrede mønstre, at det er umuligt at finde hinanden igen?

Når målebægeret er fyldt op

Skilsmisseprocenten er ifølge statistikkerne på sit højeste to gange om året: efter sommerferien og efter juleferien. Måske kunne det for en dels vedkommende undgås, hvis man hver især lavede denne lille øvelse og var ærlige både over for sig selv og over for hinanden.

For mit eget vedkommende var jeg døv og blind i mange år, og vågnede først op, da det var for sent. Hvis jeg havde haft de rigtige værktøjer, er jeg overbevist om, at der havde været meget at hente i mit ægteskab, men når man tier tingene ihjel eller bider det i sig i den gode sags tjeneste, så opnår man kun det modsatte af tosomhed, man opnår ensomhed. Det gnaver og slider, indtil bægeret er fyldt op, og vandet flyder over.

Der var engang en kær veninde, der gav følgende eksempel: Tag en balje, når den er fyldt op, så er der ikke plads til mere, før du har tømt noget af, og det har hun jo fuldstændig ret i. Desværre er processen tit sådan, at vi mennesker fylder på og fylder på. Vi holder tingene inde i os selv for at undgå ufred og konflikter, men pludselig eksploderer beholderen – eller vandet skulper over – fordi vi har sparet op så længe, eller fordi der ikke er blevet lyttet til os, når vi har forsøgt at få taletid, og så er det for sent. Så bliver vi sårede, indebrændte og vil ikke være med længere. Vi stopper med at prøve at nå hinanden, vi lukker ned for samtalen, adgangen til vores hjerter, nærværet, omsorgen og den fysiske kontakt.

Herfra er det kun et spørgsmål om tid, før vi enten går vores vej, lader os tiltrække af et andet menneske eller begynder at leve et parallelt liv, hvor vi ikke længere kerer os om hinanden.

Selvfølgelig kan man leve sammen med hvert sit liv, den økonomiske tryghed er der jo stadig, fællesbørn, fælles venner og fælles aktiviteter der udadtil viser, at vi stadig er et lykkeligt par, men det kan da ikke være det, livet har at byde på. Hvorfor lade sig nøjes med?

Kampen om lykken

Enten kæmper man med næb og klør for sit ægteskab, eller også giver man slip. Alle har ret til et godt og lykkeligt liv, men du er selv ansvarlig for at få det. Vi er et egoistisk og materielt anlagt samfund, men hvis vi sætter hinanden først og gør det med et åbent sind, er der en ret stor chance for, at vi igen begynder at få øje på det menneske, vi fra første færd forelskede os i.

I bogen ”Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte” af psykolog og ph.d i socialpsykologi Jytte Vikkelsøe kortlægger hun den romantiske kærligheds mysterium. En af de mest overraskende konklusioner er, at de uoverensstemmelser, der senere ødelægger selv de bedste parforhold, helt fra begyndelsen er bygget ind i forelskelsen. Man falder simpelthen kun for et menneske, der i sin personlighedsstruktur bærer kimen til konflikt med netop dig i sig.

Det, der også belyses i bogen, er ”når to mennesker finder sammen i et kærlighedsforhold, er der altid to familiemønstre med på slæb. Fortidens skuffelser, glæder og sorger følger med og deltager som spøgelser i forholdet” (citat fra bogen).

Så når vi tiltrækkes af hinanden er det fordi, vi får en spejling af os selv og de sider i os selv, som vi har fortrængt hen over årene i vores stræben efter at blive den, vi tror, andre ønsker, vi skal være.

Når vi forelsker os ser vi en person, der afspejler det, vi gerne vil udvikle i os selv, den side vi ikke har, eller som ikke falder os naturlig, og såfremt vi formår at holde ild i kærligheden og håndtere hinandens udfordringer, er den, vi forelsker os i, den udløsende faktor for, at vi kan blive det hele menneske og finde ind til den person, vi inderst inde er, men som uforvarende er blevet krænket allerede i de første år af vores liv af vores forældre, der havde et klart ønske om, hvem vi skulle være.

Den skam og forlegenhed der følger os hele livet, stammer helt tilbage fra de første leveår. Allerede ved det først ”nej”, ”fy”, ”det må du ikke” eller det, der er værre, nemlig fysisk afstraffelse, opstår skam og forlegenhed. Følelsen af at være forkert. Så retter vi ind og forsøger at tilpasse os og gøre vores forældre stolte og glade. Allerede der begynder vi at fornægte sider af os selv, blot for at leve op til andres forventninger.

Det er det, vi tager med ud i livet, og måske er det også det, vi tager med ind i vores parforhold og ægteskaber, altså tilpasningen. I forelskelsens rus ser vi stadig spejlingen og muligheden for at stå i vores eget lys, fuldbyrdelsen, vores hele jeg. Det at blive elsket for den man inderst inde er og gerne vil være. Mødet med den eneste ene, modparten der gør dig hel. Ubetinget kærlighed og der, hvor du er den bedste udgave af dig selv.

Når det bliver hverdag

Efter nogen tid kommer så udfordringerne og de hårde ord og alle forbeholdene gør deres indtog. Vi går fra, hvad jeg kan gøre for dig, for at dit liv er godt, og du smiler og er glad og til, hvis du skal havde noget af mig, så skal jeg også have noget af dig, ”noget for noget” princippet. Væk er den bedste udgave af dig selv, kompromiset har taget over.

I stedet bør vi øve os i at give plads til den, vi forelskede os i, øve os i at finde tilbage til os selv og til at vise overskud og forståelse for hinanden, anerkende hinanden, rose hinanden og give kærlighed uden forbehold til hinanden UDEN bagtanke. Lad være med at give den anden skylden for, at I ikke er lykkelige. Tag ansvar og gør noget selv. Start i det små, overrask hinanden, gør små glade og positive ting. Det er netop de små ting der gør forskellen. Vis omtanke og nærvær, tal sammen og skab naturlig interesse for hinanden. Hjælp hinanden, også med de sure ting, lad være med at tag hinanden for givet. Vær taknemmelig og sig det højt. Det kræver en daglig indsats at elske hinanden og få et parforhold til at virke.

Man kan gøre meget selv, men ingen kan gætte, hvad den anden tænker og føler. Vi kvinder er uendelig gode til at forvente, at vores mænd skal gætte, hvad vi ønsker. Gør de ikke det, kan straffen være alt fra, at vi er tavse i timevis til nul sex eller surmulen i dagevis. I mænd er gode til at eksplodere i ord og vrede, ”fryse” os ud i arrogance eller gå jeres vej fra problemerne – læs kaste jer over jeres arbejde.

Uanset hvad, så løser det jo ikke noget. Tværtimod så driver det os fra hinanden, ofte selvom kærligheden stadig er til stede og vores ægteskaber kunne være reddet, men i hårdhed og manglende kommunikation, fordi vi er sårede og gjort skamfulde over lang tid, så er vi blevet tonedøve overfor hinanden, og hinandens behov.

Plej kærligheden

Så brug nu ferien til også at få talt lidt dybere sammen. Jeg ved godt, at man har tendens til at lade problemerne blive hjemme, nu skal vi hygge, så lader vi hverdagens bøvl ligge, det må vi løse senere. Men problemerne går ikke væk, og det er lige nu, overskuddet er størst. Lav listen begge to og byt med hinanden eller hvad der nu er brug for.

Forkæl hinanden, del ud af kærligheden. Det smitter, og det er bare så meget lettere at tale sammen, når positiv energi og glæde er til stede.

Rigtig god sommer!

Ledelse og karriere koster sex med konen

/0 Kommentarer/i /af

Ledelse og karriere koster sex med konen

”Tak for mad, jeg har lige lidt arbejde, jeg skal have klaret.” ”Jeg går lige en tur med hunden,” eller ”Der kommer et program i tv, jeg gerne vil se.” Hvor mange kender ikke de sætninger? Undvigelsesmanøvren efter aftensmaden, flugten væk fra tavshed, kedsomhed, ensomhed eller fra den intetsigende samtale.

Det er åbenbart mere udbredt, end man lige tror. I et spørgeskema, jeg for nyligt sendte ud i mit netværk, der skulle danne baggrund for emner for min kommende blog, var svarene, som kom retur, overraskende – og så alligevel ikke. Jeg havde nok i virkeligheden en grum mistanke, der desværre blev bekræftet.

Mænd får for lidt sex, og kvinder lever deres eget liv. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer og tingene sat på spidsen. Sandt er det dog, at intimitet, nærvær og opmærksomhed på hinandens behov er noget af det vigtigste i et parforhold. Uden dette bliver forholdet til en rutine, en ligegyldighed vi holder liv i, et dukkehus uden liv.

Og jo, vel er der rigtig mange par, der bliver sammen i deres ægteskab, ca. 53,25 % ifølge Danmarks statistik 2017. Det er en positiv stigning i forhold til 2016, hvor 49,19 % blev sammen. Om de er lykkelige eller ej, det er jo så spørgsmålet.

Jeg har tit været involveret i de diskussioner, der indeholder udtalelser som græsset er jo ikke grønnere, fordi man bliver skilt, ny mand nye problemer, man må kæmpe for sit ægteskab.

Ja, selvfølgelig skal man kæmpe. Det tror jeg heller ikke, at alle, der er gået gennem en skilsmisse, er uenige i. Jeg er overbevist om, at de hver især har kæmpet bravt. Ingen ønsker at stå alene, ingen ønsker titlen single, hvis de kan undgå det. Spørgsmålet er bare, hvor længe skal man kæmpe?

Konklusion om ægteskaber hos par i 50’erne

Hvis jeg anskuer de besvarelser, som jeg har fået, og sammenholder dem med alle de samtaler, jeg gennem årene har haft med mænd og kvinder om lige netop emnet “at blive sammen til døden jer skiller”, så er jeg nødt til at konkludere:

Når vi taler aldersgruppen 50+, så er mange mænd i ledende stillinger ensomme. De får for lidt sex, og sex er bare grundlæggende vigtigt for mænd. Er det primitivt? Nej, det er fakta og vigtig viden, hvis man ønsker at gøre sin mand glad og sit ægteskab velfungerende, og vi kvinder ved det jo godt! Det er helt sikkert den ventil, det værktøj vi oftest tager i anvendelse, når vi ønsker at straffe og udvise magt i det kære hjem. Fordi vi kan…

Så kommer Tudemarie engang imellem frem, når vi skal forklare, hvorfor vi ikke kan have sex med vores mand. ”Jamen, jeg er altså nødt til, at have mit hjerte med, ellers kan jeg ikke.” ”Jeg har det SÅ dårligt, vores skænderier går lige i underlivet.” Undskyldningerne er mange, men det, vi siger, er i bund og grund, hvis vi ikke er på bølgelængde, så har vi ikke lyst til at give os hen.

Der er stor forskel på sex og elskov. Måske er det lige netop der, det går galt. Vores ønsker er forskellige. For kvinder kommer god sex, når elskoven fungerer, og vores følelser har fået næring. For mænd er det måske lige omvendt.

Udfordring nummer to. Mange mænd føler, at deres koner ikke gider deltage i deres liv – kun i de officielle arrangementer, hvor det vil være synligt, hvis de udebliver. Ingen kvinde ønsker at udstille privatlivet, så selvfølgelig deltager de her – efter at have vrisset og været sure i flere dage derhjemme over at skulle deltage.

Mændene mangler deres bedste ven, altså deres kone, at tale med, og de forstår simpelthen ikke, hvor hun blev af. Arbejdslivet har fyldt alt i de forgangne år. Manden syntes, han har ofret ALT for at skabe et godt fundament til familien. Han har været væk fra dem, han elsker, i mange timer hver dag, er kommet træt hjem, stadig været opmærksom over for børnene, kysset konen og forsøgt at få det hele til at hænge sammen. Han har købt mange ting hen ad vejen, for at de skulle være lykkelige og ikke mangle noget. De bor i et flot hus, har to biler, sommerhus, båd og råd til det meste. De har gjort det godt, og det er han stolt af. Det er ikke kommet gratis, han har ofret sig for familiens skyld.

Ferieflirt og aflad

Ferierne har været samvær på fuld tid, og efter de første par dages tilvænning med at lære hinanden at kende igen har det jo været det årlige åndehul for hele familien. Den tid på året, hvor de igen forelsker sig lidt i hinanden. Tosomheden og ”dig og mig mod resten af verden” er igen mærkbar. For en kort stund får vi hinanden tilbage. Vi taler igen sammen og har fortrolige samtaler, dybe samtaler, hvor ligeværd og opmærksomhed fylder og giver plads til fornyet håb.

Hjemme igen bliver det hverdag. Travlheden sætter ind, bøvl og uenigheder, følelsen af ensomhed er tilbage. Vi lever sammen, hver for sig.

Efterladt, alene og presset af hverdagens udfordringer, gider hun faktisk ikke rigtig tale om de ting, der rører sig i mandens hverdag. Hun er fyldt op, og er ved at kaste op over hans liv. Det har fyldt deres hverdag på godt og ondt i mange, mange år. Hans karriere, hans valg, hans liv. Alt sammen mens hun har forsøgt at gøre karriere samtidig med børn, lektiehjælp, skolemøder, rengøring, indkøb, madlavning, den gode hustru, den nære ven, elskerinden og madammen.

Nu er hun blevet træt. Ungerne kan flyve selv, og nu kan han sgu sejle i sin egen sø. Hendes frihed er endelig kommet tilbage, og nu skal den forvaltes ordentligt, mig før dig! Nu sætter jeg mig ned, og hvis du rører mig, så skriger jeg! Måske har hun oven i købet mødt en spændende mand på sin arbejdsplads. En mand der lytter til hende, har tid til hende, taler med hende, opvarter hende, og som tænder hende fysisk og giver hende lyst til sex på ny. En farlig cocktail!

Er kærligheden så død? Måske. Det er den i hvert fald, hvis man ikke formår at italesætte det og tage hånd om problemet. Hvis bitterheden sejrer eller man i misforstået kærlighed lader hinanden leve i hver sit spor uden fællesnævner. Hvis ikke kærligheden og nysgerrigheden til hinanden og det at dele glæder og sorger igen får højeste prioritet, så flytter lykken altså ikke ind i vores hjerter igen. Skal man så alligevel blive sammen for at holde på formerne, og fordi man engang sagde, ja, til døden os skiller? Det er et rigtig godt spørgsmål, og jeg ved godt, hvad mit svar er:

“Størst er kærligheden,” men ikke for enhver pris!