Indlæg

Lad os fange solstrålerne!

Lad os fange solstrålerne!

Det bobler i maven og jeg ville ønske, at jeg kunne skrige nyheden ud i den vide verden…

Det kan jeg forhåbentligt i løbet af den næste måneds tid, og indtil da, kan jeg bare glæde mig over, at noget nyt, noget magisk og noget helt fantastisk er på vej til at ske.

Jeg havde i sidste uge virtuelt møde med en potentiel samarbejdspartner af helt særlig karakter. Det var rent faktisk noget helt andet, vi holdt møde om, men under mødet fandt vi vej ind til et kommende projekt som kun er på tegnebrættet, og endnu ikke har set dagens lys. Et projekt som passer perfekt ind i mine fortrolige samtalerum via Tankevækkerne (mine samtalekort), og alle de erfaringer jeg gjorde mig på FGU-skolerne hen over sommeren.

Netop her til morgen er der så kommet svar i min indbakke. De ting, vi talte sammen om i sidste uge er blevet præsenteret i organisationen, og der er nikket til at det vil være spændende, at inviterer mig med ind i processen som en del af projektet, derfor vender de tilbage, når de er lidt længere i processen.

Uanset hvor det havner og hvornår vi kommer i gang, så er det en fantastisk nyhed i en tid, hvor manglende aktivitet og initiativer stråler om kap med tomme pengekasser, nedlukninger og restriktioner.

I min nyfundne energi efter mødet i sidste uge, fik jeg retableret kontakten til FGU-skolerne. Ledelsessparring, coaching og trivselsprocesser hos mine samarbejdspartnere er ligeledes genoptaget, dog virtuelt og i små grupper, samt 1:1 med medarbejdere og ledere der har brug for sparring og coaching – men det er fint, et godt forarbejde inden landet på ny lukker op er vigtigt, så vi kan lægge hurtigt fra land, når vi endelig får lov.

Pludselig er der lys forude.

Taknemmeligheden er stor her hos mig. Jeg kan mærke, at det mørke jeg har ladet mig selv suge ind i af modløshed og frustration over manglende hjælpepakker, bøvl og isolation på et hjemmekontor med et trylleslag er opløst – og det er ved blot en enkelt handling, der rækker positivt ind i fremtiden.

Vidste du i øvrigt, at vi er “forkodet” til at være på vagt, og derfor trives negativitet så godt i øjeblikket. Helt tilbage fra stenalderen var det vigtigere at have det skidt, modsat at have det godt. Lykkelige mennesker blev spist, de var uopmærksomme og ikke i alarmberedskab.

– Vi er mere opmærksomme på negative end positive begivenheder
– Vi reagere følelsesmæssigt hurtigere på negative begivenheder end på positive
– Vi rammes hårdere af negative oplevelser end positive
(mindst 3 gange hårdere på arbejde, og 5 gange hårde i parforholdet)
– Vi grubler mere over problemer end vi påskønner glæde
– Der er mere socialt spin/smitte i problemer end glæder

Vores forkodet DNA spørger konstant, hvad der kan gå galt? Hvad skal vi passe på? Og hvad skal vi være bekymrede for? Derfor skal vi booste de positive fortællinger og oplevelser endnu mere lige nu for at komme negativiteten til livs!

Så hvad er din solskinshistorie? Lad os hjælpe hinanden med at bringe de gode historier frem, så det hele ikke handler om det, der gør os mismodige og kede af det, men i stedet kaster fokus et godt sted hen. Et sted hvor der er energi og glæde!

Start dagen i din virksomhed eller i familien med de bevidst positive historier, det skaber et fælles mindset og positiv energi.

Selv de mindste positive hverdagshistorier har deres berettigelse lige nu, og derfor må du rigtig gerne dele din historie lige her i tråden, så små som store solstråler fra det virkelige liv begynder at skinne igennem alle skyerne og smitte hver enkelt af os. Det trænger vi til!

Ps: I skal nok komme til at høre mere, når projektet er sat på skinner…

Kilde: Psykolog og lektor ved Aarhus Universitet Hans Henrik Knopp

Foto: Daoudi Aissa

Mistrivsel er din egen skyld – så for den …

Mistrivsel er din egen skyld – så for den…

Jeg ved godt, at det er et voldsomt postulat, men måske du er enig, når du har læst denne blog færdig. Jeg mener det ikke så slemt, som det står skrevet, dog er der et kraftigt drys af sandhed i overskriften.

De sidste snart tre ugers arbejde med unge elever på de tre FGU-skoler i Midt-Vest har givet mig syn for sagen. Blandt de tre grupper har der været rigtig stor divergens i sammensætningen, tilgangen og måden de interagerede blandt hinanden. Interessant at få adgang til og indblik i.

Mine iagttagelser gennem perioden viser, at der er tre ting, der for alvor skaber udfordringer:

– Frivillighed eller tvang (har du selv valgt at deltage, eller har nogen valgt det for dig)

– Har du været med fra starten eller bryder du ind midt i aktiviteten (manglende indsigt og opbygningen af den
tillid, der skabes fra starten i et projekt, skaber ubalance mellem deltagerne)

– Kommer du for at give eller for at tage (personprofilers tilgang betyder mere, end du regner med for tillid og
fællesskab)

Min ”mission” med samtalerummene og undervisningen i adfærd og kommunikation hos FGU-skolerne udspringer helt naturligt fra mit arbejde med trivsel og stressforebyggelse i virksomheder. Her er jeg, et utal af gange gennem de senere år, blevet forundret over den massivt manglende indsigt mange ansatte og ledere har, når det kommer til konflikthåndtering og den betydning, personprofiler, verdensbilleder og kultur har for udvikling og vækst.

Livslæring

Når jeg kigger indad, er det den nøjagtig samme tomme værktøjskasse, jeg selv var i besiddelse af i mange år, indtil jeg besluttede mig for at blive klogere på mennesker og begyndte min indre rejse frem imod den, jeg er i dag. Ikke nogen let rejse, det indrømmer jeg, men for hulen hvor ville jeg gerne have haft de værktøjer, jeg har i dag, langt tidligere i mit liv, gerne i min ungdom. Meget ville have været lettere og mange kampe og nederlag ville være undgået.

Nogle vil sikkert påstå, at det har givet hår på brystet at tage kampene, og det har de for så vidt også ret i, men jeg havde jo ikke behøvet at gå i stykker undervejs, og jeg var uden tvivl blevet en bedre mor, kone, ven, leder og kollega, hvis jeg havde haft de rigtige værktøjer til at imødegå konflikter, manglende forståelse og et selvbillede, der skabte unødvendige udfordringer i forhold til det perfekte glansbillede i mit liv.

Livet havde helt sikkert udfoldet sig anderledes, hvis jeg ikke var blevet fastholdt i negative mønstre, manglende selvværd og et ønske om accept og anerkendelse de forkerte steder, udelukkende fordi den arv og kultur, jeg havde med hjemme fra, havde sendt mig i en forkert retning. Måske havde jeg haft en alternativ vej at gå og en større selvindsigt, der igen havde åbnet nye muligheder og kastet *ulven hen i ringhjørnet for at give plads til giraffen.

Lige netop disse betragtninger var udgangspunktet da jeg for tre år siden begyndte at udvikle på tankevækkerne (samtalekort). Jeg havde et dybtfølt ønske om at hjælpe andre til refleksion og dialog. Jeg ønskede ikke for nogen, at de skulle gå i stykker p.g.a. stress, angst eller ensomhed, og kunne kortene bare hjælpe én eneste til at reflektere og få mod på at arbejde med selvindsigt og dermed tilegne sig nye værktøjer, så ville min mission være lykkedes.

At jeg så på grund af Coronavirus landede hos FGU Midt-Vest, er ingen tilfældighed. Jeg har en grundlæggende tro på, at vi møder det, vi skal møde i livet, og når vi er klar, så folder tingene sig ud. Intet er tilfældigt, alt er læring, og vel blev jeg som så mange andre væltet omkuld af Coronavirus, men livet bugtede sig i en ny retning, og her står jeg nu.

Kommunikation fremmer forståelsen

Gaven er, at jeg har fået lov til at arbejde med kommunikation og adfærd sammen med de unge på skolerne. Jeg har fået lov til at trykprøve, teste og udfordre på alle måder i forhold til, hvordan vi kommunikerer før, under og efter refleksion, læring og indsigt. Hvordan vi ændrer vores tilgang og adfærd over for hinanden i forskellige sammenhænge afhængig af, hvem vi bliver sat sammen med og hvilke personligheder vi møder.

Jeg har ved selvsyn set, hvordan de unge ændrer sig, jo mere indsigt og forståelse de får om og for hinanden. Hvilken betydning deres individuelle personprofil har haft i mødet med andre, tilgangen til livet, deres verdensbilleder og kulturen, de har med hjemme fra. Hver i sær er de vokset og har fået øje på muligheder frem for begrænsninger. De har spejlet sig i hinanden via de interaktive og intime samtalerum, hvor kortene har hjulpet dem med at sætte ord på deres liv og deres udfordringer.

De har fået øje på, hvorvidt de er ulve eller giraffer, og hvilken ny betydning konflikter kan få, hvis man tilgår dem med en ny vinkel, hvor formålet er udvikling, læring og to vindere. Hvordan kan man stå i sit eget lys og finde ro og styrke til at stå på mål for, hvem man er, og hvad man kommer fra, og ikke lader sig fastholde i negative mønstre eller situationer, hvor andre pludselig styrer ens liv og ens handlinger.

”Fortidens arv er med dig hele livet, men de valg, du selv træffer, definerer din fremtid.” (Annette Friese)

Så ja, mistrivsel er din egen skyld, hvis du lader dig fastholde i din fortid, hvis du ikke søger nye veje og indsigt. Hvis du bevarer status quo og føler dig berettiget til at være den, du er, efter devisen: de må tage mig, som jeg er, ellers er det deres eget problem… det er naturligvis dit valg at tilgå dit liv og dine omgivelser med denne holdning. Du skal blot husk, der er altid hjælp at hente – du skal bare række hånden ud.

Og i virksomheder er det ledelsens valg, når de udlever sætningen: her gør vi det på vores måde, og kan du ikke lide lugten i bageriet, så må du gå…

Potentialet ligger i den blinde vinkel

Men dybest set snyder vi os selv for at se verden med nye briller, møde vores medmennesker med nysgerrighed og ved fælles hjælp udvikle både faglige- og menneskelige egenskaber via den spejling, vi har mulighed for at få. Ofte vil manglende tillid, værktøjer og indsigt medføre lavt selvværd, usikkerhed, smerte og sorg, der i sidste ende sender os ud over klippen med psykiske lidelser, stor ensomhed og en livskvalitet, der ligger uendelig lavt.

Det du kigger på, får du mere af, så at få værktøjskassen fyldt op med selvindsigt til at imødegå mistrivsel og negative mønstre er første skridt på vejen til et positivt og energifyldt liv. Divergens er godt, læring endnu bedre og mennesker i fællesskab er af øverste skuffe, når vi spejler os i hinanden og deler indsigt og erfaring i trygge rammer.

Vi har hver vores DNA-kode, det er der helt sikkert en grund til. Vi er alle UNIKKE, og kan hver især noget helt særligt, vi skal bare tro på livet, på os selv og på hinanden.

Jo større selvtillid og selvværd vi har, desto lettere er det at træffe sunde valg for sig selv og sit liv og vinke farvel til mistrivsel, stress og ensomhed. Positiv energi smitter, det gør intelligente og gode valg også. Derfor kan det kun gå for langsomt med at få værktøjer bragt ud til alle vores unge, værktøjer der kan hjælpe med selvudvikling og selvindsigt, så de kan imødegå mistrivsel i det liv, der ligger foran dem.

Selvfølgelig er det ikke de unges skyld, at de havner i mistrivsel. Det er os som samfund, der er ansvarlige for at hjælpe de unge med at bryde arv og uhensigtsmæssige mønstre. Vi er ansvarlige for at hjælpe og klæde de unge på til livet, give dem værktøjer til at imødegå de udfordringer, der helt sikkert ligger og venter.

Det kalder på et andet fokus, et andet samfund, et andet nærvær og en holdningsændring i bred forstand.

Jeg håber og tror, at vi er på vej ind i en ny tid, hvor mennesker kommer før bundlinje. Empati før egoisme. Refleksion før hamsterhjul. Vi før jeg …

*Ulvesprog er et angrebssprog, konfliktoptrappende, handler om frygt, skyld og skam. Man er optaget af, hvad der er galt med den anden part. Girafsprog er konfliktnedtrappende, handler om at sikre god dialog mellem parter og bygger på ikke-voldelig-kommunikation. Man er oprigtigt interesseret i, hvad der foregår i den anden og i at rumme forskellige sandheder. Vi er ikke enten rigtige eller forkerte, vi er bare forskellige.

Fotograf: Michael Dziedzic

Et unikt samtalerum – der er også solstråler at dele ud af i denne tid

Et unikt samtalerum 

Jeg er piv-stolt og glad og kan nu endelig afsløre, at jeg sammen med FGU Midt-Vest har fået midler fra Velliv Foreningens akutpulje til et pilotprojekt med mine Tankevækkere/reflektionskort. Kortene har jeg udviklet gennem de sidste tre år med henblik på at hjælpe til bedre og dybere kommunikation og samtaler.

Det er meningen at projektet skal skabe et særligt samtalerum i undervisningen på de tre FGU-skoler i Ikast-Brande, Herning og Ringkøbing-Skjern.

I en fire ugers periode i maj og juni har jeg fået lov til at undervise i kommunikation og adfærd i tre udvalgte klasser på skolerne. Vi benytter reflektionskortene som et vigtigt redskab til fordybelse og refleksion i fortrolige samtalerum mellem de studerende. Et redskab der skal bane vejen for en dybere kommunikation og forståelse af den divergens, der nødvendigvis er mellem mennesker og de profiltyper, vi møder på vores vej i livet. Et værktøj, der skal give indsigt og hjælpe med at finde ord for de tanker og følelser, den enkelte elev bærer på og måske har svært ved at udtrykke.

Kortene understøtter samtalerne, og der er ikke mulighed for at svare ja eller nej, kun for uddybende replikker. Via fotos og livscitater vækkes minder eller følelser, så samtalen hjælpes i gang. Derved aktiveres de tanker, der trænger sig på i det pågældende øjeblik – ubevidste såvel som bevidste.

Vidnesbyrd

Visualisering er den mest kraftfulde mentaltræning, du kan lave. Sportsfolk har gjort det i årevis. Den norske forfatter og forsker, @AnnaLuiseKirkengen, har forsket i de menneskelige skader, der opstår, når vi ikke får lov til at fortælle vores historier. Hun bekræfter, at vi bliver fysisk og mentalt syge, når vi ikke bliver hørt.

Så mit håb er naturligvis at kunne give de unge og lærerne på skolerne et virksomt værktøj, der kan afhjælpe ensomhed, dårlig kommunikation og uhensigtsmæssig adfærd. Gennem kortene får de mulighed for at fortælle deres historier og aflægge vidnesbyrd.

Refleksion er livsnødvendig for læring og for positiv adfærdsændring. Kortene kan være en hjælp til at bryde gamle mønstre og dårlige vaner og kaste lys over egne udfordringer på en ny og tankevækkende måde. Samtidig kan kortene, via de fortrolige samtaler eleverne imellem, være med til at skabe sociale relationer og et stærkt netværk, der rækker ud over skoletiden.

Forhåbentlig er gaven i projektet, at vi får eleverne sendt ud i verden med en ny indsigt og et værktøj, de kan tage med sig ud i livet, når de forlader skolerne til sommerferien.

Danmarks bedste FGU-skoler

Jeg er særlig glad og taknemmelig for at FGU Midt-Vest har sagt ja tak til at være med i projektet. Det er jeg fordi, de har en helt særlig tilgang til fremtidens FGU-skoler. De vil nemlig være de bedste FGU-skoler, der findes, og derfor gør de ALT, hvad de kan for at skabe de bedste rammer og forhold, der kan hjælpe deres elever med at finde nye og konstruktive veje til at løse udfordringer og se muligheder i det liv, der venter i horisonten.

Drømmen er, at kortene i fremtiden også anvendes i virtuelle rum, hvor refleksion og erfaringsudveksling får fokus, et samtalerum der kan gå på tværs af klasser, skoler og geografiske afstande, og hvor det er muligt at koble sig af og på efter behov. Et sted hvor elever kan spejle sig i hinanden og dele erfaringer og udfordringer.

Så en kæmpe tak til FGU Midt-Vest og til Velliv Foreningen for denne unikke mulighed for at teste projektet på de tre skoler. Jeg glæder mig til at komme i gang – og hvem ved, måske kan det blive til et forskningsprojekt hen over efteråret, når de nye elever begynder på skolerne 😊 – man har jo lov at drømme!

Fotograf: Kelly Sikkema

Hvor meget slæber du med på ferie?

Hvad pakker du i din kuffert til sommerferien?

Ferien nærmer sig, og det er tid til at puste ud, men fik du lukket døren ordentligt til kontoret, fik du ryddet op på skrivebordet, inden du tog afsted? Hvis du gjorde, er der ingen grund til at læse videre.

MEN, hvis du ”stikker af” fra hverdagens trængsler, så kast et blik på nedenstående og mærk efter, om du måske har noget, der skal løses inden du tager afsted.

Mange tager på ferie i håb om at kunne glemme hverdagens udfordringer, altså dem der tynger, og håber, at samvær med familie og venner under varmere himmelstrøg mirakuløst fjerner alle trængsler. ”Skal bare lige ha’ det lidt på afstand, så kører det igen”, men gæt en gang? Det gør det bare ikke. Udfordringerne ligger der stadig, når du kommer hjem, og hvis familien og vennerne er dit quick-fix, så er der stor risiko for, at dit misbrug af deres positive energi i bytte for din egen negative energi blot er med til at skabe endnu flere problemer, når du kommer hjem. Ingen gider en distræt, træt og ugidelig partner, der skal underholdes og ikke byder ind på ferien, og som i den sidste uge i ferien igen begynder at bide ad familien, igen bliver fjern og fraværende i blikket og igen, igen skaber negativ energi.

SÅ, hvis chefens stemme er med i din kuffert, hvis opgaverne var uoverskuelige før du tog afsted, og hvis du sov dårligt om natten inden ferien, så er det kun blevet værre, når du vender hjem igen. Det tyngende åg presser luften endnu mere ud af dig, når du kommer retur, så du kan lige så godt tage kvælertag på dine spøgelser nu, FØR du stikker af på ferie.

Bestil tid hos din chef – god tid, også selv om han har travlt med at få ryddet op på sit eget bord inden ferien. Forlang, at han bruger tiden sammen med dig – om nødvendigt så sig til ham, at det gælder din fremtid i firmaet, så skal han nok lytte! Få talt om de ting, der halter. Hvis du har ønsker om at avancere, uddanne dig, blive en del af en ny gruppe eller andet, så sig det højt. Lav en plan for, hvordan ting, der slider eller udfordrer dig, kan ændres i fremtiden eller gøres anderledes, så du kan glæde dig til at komme tilbage efter ferien. Evaluer på de sidste 6 måneder. Du behøver ikke bruge ferien på at finde nyt arbejde, der kan med garanti gøres noget der, hvor du er. Det kræver bare mod at bede om hjælp og sige det højt, find modet!

Drik kaffe med dine kollegaer (altså, hvor du byder dem på kaffe – og det kan sagtens være i kantinen), del dine udfordringer med dem, byt evt. opgaver eller bed dem byde ind, lad dem evaluere din måde at gøre tingene på. Måske kæmper de med de samme udfordringer, måske har de en lettere, bedre eller mere struktureret måde at løse tingene på, som du ganske gratis kan tage til dig, og som kan lette din hverdag. Alt hvad det kræver er, at du tør åbne dig og spørge. Alle vil gerne hjælpe. Trivsel og glæde i hverdagen er noget, vi alle stræber efter, men ingen er tankelæsere, så du er nødt til at opsøge hjælpen, hvis du ønsker at modtage den.

Lav en plan for de næste 6 måneder, så du har styr på efteråret og ved, hvor du skal sætte ind, hvordan der skal prioriteres, og hvem du skal samarbejde med for at lykkes. På den måde kan du gå på ferie med ro i sindet og være noget for dem, du holder af, og forhåbentlig skal nyde de kommende uger sammen med.

Og husk nu at holde fri. Helt fri!

Luk ned for din mail. Sluk telefonen. Vær nærværende. Deltag aktivt og vis verden, hvem du er, når du ikke er på arbejde. Vær impulsiv, udvis opmærksomhed, mærk græsset mellem tæerne, vinden i dit hår, solen på din kind, hør fuglenes kvidren og vigtigst af alt: slap af og lad være med at fyld din ferie med 1000 gøremål. Kom ned i gear. Ked dig, kom helt der ud i tankerne, hvor du begynder at reflektere. Det er her fantasien begynder at sende dig gaver. Gaver, der kan blive til stor nytte i din fremtid og i din hverdag. Det er her de store tanker begynder, tanker der giver energi, smil på læberne og overskud til at turde lave de ændringer, du måske trænger til og går og drømmer om i dit liv.

Husk, der er kun én, der har ansvar for dit liv og din lykke… og det er dig selv.

God ferie!

Har du brug for sparring se https://kotu.dk/kotu/walk-talk-11/

Foto: Mohamed Ajufaan