Indlæg

Det store spørgsmål om de nye generationer på arbejdspladsen!

/0 Kommentarer/i /af

Generationskløft eller fællesskab

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg bliver stillet spørgsmålet i de virksomheder og netværksgrupper, jeg møder i det ganske land. Hvad skal der til, for at vi kan fastholde de unge? Hver gang svarer jeg, at vi skal ikke fastholde, vi skal tilknytte. Der er en markant forskel! Det hele skal være frivilligt og drevet af et fælles ønske for et givende samarbejde, uanset alder, så vi ikke får skabt en generationskløfte, der er så dyb, at der ikke kan bygges bro mellem generationerne.

Desværre er det tilsyneladende flere steder en virkelig stor udfordring, at være nysgerrige på hinanden. Der er ofte mange meninger i organisationen om de kommende generationer. En tendens bygger på “synsninger” om, at det er en svag generation, der træder ind på arbejdsmarkedet, en generation med alt for mange følelser, og en generation der ikke forstår at “tage fat” – frit oversat; arbejde virkelig mange timer og prioritere arbejde over alt andet! De unge får skyld for at være ukollegiale, i retning af “her sidder vi gamle så med alt arbejdet og skal klare det hele, mens de unge smutter hjem til familien.”

I mange virksomheder får netop den kultur lov til at leve sit eget liv, og dermed skabes der siloer og forsvarsmekanismer i samarbejdet og på tværs af organisationen. “Dem mod os-kulturen” udvikler sig og det bliver til en kamp mellem Boomerne (generation X) og generationerne efter, og fordi det ikke italesættes eller tages hånd om, vil det til evig tid skabe konflikter og disrespekt mellem de ansætte. Alt for ofte er det anført af en enkelt eller få medarbejdere, hvor ledelsen og de øvrige kollegaer ikke får sagt fra eller endnu bedre får belyst problemet i tide. Ofte bunder det i ren og skær usikkerhed fra den enkelte medarbejders egne tanker om fremtiden. Det er der ingen virksomheder, der kan holde til!

Der er brug for både unge og 50+ medarbejdere på vores arbejdspladser, derfor er det vigtigt at være nysgerrige på hinanden og åbne for forandringer. Virksomhederne kan gøre rigtig meget selv, ved at åbne op for dialog og fjerne fordomme. Skab rum til at nedbryde siloer. Skab rum til nysgerrighed og spørgsmål. Skab en fælles referenceramme, der kan arbejdes ud fra i organisationen. Et fællesskab og en forståelse for, hvor vi kommer fra hver især. Fortællerværksted er et fantastisk værktøj til at synliggøre, de forandringer tiden har skabt. Verden er i forandring, vi har brug for at stå sammen, ikke det modsatte.

Jesper Theil Thomsen, 28 år, stifter og ejer af Soundboks, udtrykte det sådan her på Ledelsens dag i november 2023: 28 årige er ikke ”særlige medarbejdere”, de er bare unge med mindre erfaring end en 50’årig, og derfor har de brug for mere støtte. Sådan har det ALTID været! Forventningerne er blevet højere til samfundet, vores velfærd og vores arbejdspladser, derfor har vi udfordringer. De unge er bare unge, nøjagtig som de var for 50 år siden!

Alle har brug for at føle sig mødt

Få mere indsigt i de fremtidige generationers ønsker og behov i nedenstående artiklen fra Væksthus for Ledelse – og så vil jeg gerne understrege, at det ikke kun er de unge, virksomhederne skal have øje for! Det støjer og skaber unødig bøvl, at der entydigt kun fokuseres på de unge. Hav nu fokus på den samlede arbejdsstyrke og det fælles gode samarbejde. 50+ har også brug for kærlig omsorg. De har også brug for at blive set og hørt! Forskelsbehandlingen er med til at skabe misundelse og vrede, hvilket er helt unødvendigt, og sagtens kan imødegås. Mange 50+ er super usikre på om de kan holde på deres job, om de bliver overhalet af de unge, om de kan finde ud af digitaliseringen og det tempoet fremtiden kalder på. Tal åbent om det på tværs af organisationen. Få afmystificeret alt det, de alle sammen er bange for eller usikre på!

Ved fælles hjælp er der utrolig meget at hente på tværs af generationer. Det er ikke en svaghed at være ung, og det er heller ikke en svaghed at være 50+ – med mindre vi skaber et billede af, at det er!

Bonus information om de kommende generationer på arbejdsmarkedet fra McCrindle: Global arbejdsstyrke 2030: generation X: 23%  Y: 32%  Z: 34%  A: 11%.

Læs artiklen fra Væksthus for Ledelse her

Foto: Markus Spiske

Brøler du bare?

/0 Kommentarer/i /af

Brøler du bare?

Hvilke forudsætninger/kompetencer kalder fremtiden på blandt vores børn og unge?

Jeg er optaget af min facilitatoruddannelse i Billund hos CoC Playful Minds, hvor der er fokus på børn og unge i forbindelse med facilitering og samskabelse.

Noget af det, der har bidt sig ekstra fast i mit hoved, er det forhold, at vores kreativitet topper og langsomt forsvinder fra 10-års alderen, hvis vi ikke gør noget!

Hvordan får vi den så tilbage igen? OG hvad betyder det, hvis vi ikke gør?

Forskning har vist at kreativiteten stiger 60% under en gåtur, og oplevelsen sidder langt længere i kroppen. Lad os derfor håbe, at tendensen med Walk&Talk og gåture i landets skove fortsætter – i fritiden såvel som under arbejde og uddannelse.

Måske bør folkeskoler og uddannelsesinstitutioner henlægge en del af deres undervisning til gåture. Det vil måske endda afhjælpe nogle af de mange udfordringer, der vokser frem omkring ensomhed og angst.

Betyder det noget, at vi ikke tør være kreative, at vi ikke udfolder vores fantasi? Er det derfor, vi bliver begrænsede og angste for at fejle i vores voksenliv? Det leder til endnu et spørgsmål. Hvis vi ikke tør fejle, hvordan skal vi så udvikle os og lære?

Det er tankevækkende at mange af os som børn elsker at tegne små figurer, pindemænd og -koner, fantasien hjælper os på vej, det behøver ikke at være perfekt, historierne opstår undervejs, og vores fine tegninger bliver til eventyr, vi stolte viser frem. Vi prøver os frem og er ikke begrænsede af alt det, vi senere i den bevidsthed, der opstår omkring tredje klasse, bliver bedømt på, og som viser sig enten at være korrekt gengivet eller forkert gengivet i vores tegninger.

Det vil sige, at vi i alderen 10-12 år lærer, at vi enten er gode eller dårlige til at tegne. Vi ved det faktisk ikke, før nogen fortæller os det, når de begynder at give os karakter, måle os op mod andre og korrigerer og synliggør, at vores tændstikmænd og -kvinder ikke er mere og andet end tændstikmænd og -kvinder. I den kontekst ligger det, at vores tegninger ikke er gode nok, og det registreres for første gang som et chok i vores bevidsthed, vores tryghed forsvinder, og oplevelsen sætter sig muligvis som et traume.

Jeg har mødt utallige voksne, der ikke siden 10-12-års alderen har rørt en farveblyant eller tegnet så meget som en krusedulle i angst for endnu engang at blive afsløret i, at de ikke kan tegne perfekte tændstikmænd og -kvinder. Nogle har i den sammenhæng glemt at fortælle dem, at det slet ikke er resultatet, der tæller, men processen og vejen derhen.

Hvem husker ikke det foldede stykke papir, hvor man tegnede videre på hinandens tegning og til sidst fik et fantasidyr eller en fantasifigur i mangfoldige farver og med mangfoldige udtryk? En fantastisk historie blev formidlet i fællesskab, og enhver bragte sit med til tegningen, alle havde værdi for historien.

Så er det, der mangler, for at vi kan udvikle vores fantasi og kreativitet, blot tryghed!

Koblet med den viden vi har, om at børn i dag har en meget mindre aktionsradius (bevægelsesfrihed) i forhold til tidligere – hvilket igen har store konsekvenser for deres fysiske og psykologiske udvikling, kunne man måske afhjælpe flere fremtidige udfordringer i undervisningsformen, ved at kigge på leg og læring.

Det, vi kigger ind i, i Billund og på uddannelsen som facilitator, er i særdeleshed samskabelse med børn. Her har vi et særligt fokus på tryghed. Tryghed i gruppearbejde. At skabe tryghed i form af refleksioner to og to frem for mange elever i grupperne. At vænne børn til korte refleksioner med forskellige partnere i hverdagen.

Måske gælder det også for vores unge, måske har de også brug for mere tryghed!

Måske har de brug for at finde tilbage til deres kerne af kreativitet, få deres bevægelsesfrihed tilbage og skabe trygheden to og to ad gangen, så fundamentet til resten af livets udfordringer kommer rigtig på plads, og de får lyst og mod til at udfolde sig igen – alle sammen!

I et samfund, hvor alting ændrer sig i hast, hvor kravene til den enkeltes faglige kompetencer og det akademiske niveau er blevet skyhøje, hvor det er en forudsætning at være forandrings- og omstillingsparat, at kunne samarbejde tværfaglig og i teams, være agil og forstå det digital mulighedsrum, er udfordringerne til at få øje på i forhold til de omkostninger, der er begyndt at dukke op hos den kommende generation.

Måske er det på tide at stoppe op og tænke over fremtiden og de værktøjer, der er til rådighed ud fra de krav, vi stiller. Er de tilstrækkelige? Hjælper det at gøre mere af det samme, eller skal der helt nye metoder i brug? Skal vi måske have den helt grundlæggende tillid tilbage på banen?

“Børn skal have en opdragelse, der svarer ikke til den nuværende, men derimod den fremtidigt bedre tilstand for menneskeheden. Det vil sige, til meningen med menneskeheden og hele dens bestemmelse” (Immanuel Kant 2000, 58).

Det, der vejer tungest i forhold til at arbejde succesfuldt i teams/grupper – som jo er en forudsætning for at lykkes som menneske i dag, er særligt tre kompetencer:

Relationskompetence

Refleksionskompetence

Meningskompetence

Disse tre kompetencer skal mestres af det enkelte menneske, hvis vi som samfund skal overleve.

Derfor er det en forudsætning, at dem, det handler om, skal inddrages!

Vi kræver mange ting og sætter ofte barren højt i vores bestræbelse efter at skabe resultater, men hvis vi ikke gør os den ulejlighed at spørge, hvad der giver mening for dem, der tegner vores fremtid, så misser vi den åbenlyse chance for at samskabe et bedre og mere holdbart fundament – og måske køber de i virkeligheden ikke ind på vores præmis, så kan vi jo stå der med alle vores krav, ene og alene …

”Fremtiden kalder på fællesskaber. Når man ved, at globalisering er et livsvilkår, at læring er socialt-kulturelt betinget, at kundskaber i sig selv har en hurtig udløbsdato, at omsætningshastigheden på viden stiger og stiger, at uddannelsessystemet skal levere livsduelige mennesker og effektive medarbejdere, så er fremsynet undervisning og opdragelse i skolen nødvendigt! ” (Helle Bjerresgaard, Kvan. S.54-69, Tidsskrift for læreruddannelse og skole nr. 107.)

Så hvilke tanker gør du dig om fremtiden og dine børn og unges lykke? Fremtidens arbejdsplads og samarbejdsformer?

Måske giver CoC Playful Minds samskabelsesstjerne, det etiske ansvar/bevidste børnesyn også mening for dig:

En fælles sag – engagerende fællesskab om at skabe noget sammen

Meningsfuldhed – motivation og glæden ved at fordybe sig sammen med andre med forskellige formål

Ligeværd – ligeværdige relationer og anerkendelse af den nødvendige forskellighed

Tillid – tillidsfulde relationer og rum der skaber tryghed til hinanden og til processen

Tydelige rammer – troværdighed i forskellige formål, proces, aftaler, relationer og roller

De kan noget helt særligt hos CoC Playful Minds. Det starter med vores børnesyn. Fremtiden skal samskabes med dem, der skal leve i den …

Fotograf: Jean Wimmerlin

Skrub af!

/0 Kommentarer/i /af

Offboarding

Hvad gør du i din virksomhed, når en kollega rejser?

Er det vigtigt, hvordan vi forlader en arbejdsplads, uagtet om vi selv har sagt op eller er blevet opsagt?

Det viser alle undersøgelser, at det er, og dybest set ved vi det i grunden godt. Det er jo ikke anderledes, end når man går ud af et forhold. Måden vi kommer derfra på, afspejler hvordan vi omtaler forholdet resten af livet – eller som minimum i meget lang til efter bruddet.

Når vi lægger planer og laver et Onboarding program til nye medarbejdere, så de føler sig velkomne, kommer godt ombord og får forventningsafstemt undervejs, er det jo en investering, vi foretager for at skabe de bedst mulige rammer for et godt og udviklende samarbejde.

På samme måde er det vigtigt, at vi tager ordentlig afsked med de medarbejdere, der vælger at forlade vores virksomhed. Husk på, at fratræde ofte er forbundet med en sorg over at skulle forlade kollegaer og det andet hjem, de har haft gennem flere år

De var jo et match, da vi hyrede dem ind i første omgang, at de ikke længere passer ind af den ene eller den anden årsag, og vi nu ønsker at blive fri for dem eller de for os, er det så meget desto vigtigere at skilles med gensidig respekt.

Ved at anerkende, takke og udvise nærvær og forståelse i forhold til indsats og nye ønsker sender vi ikke blot den fratrædende ud ad døren med oprejst pande, vi viser samtidig alle øvrige kollegaer, at der i vores virksomhed hersker en kultur af ordenlighed. Vi siger ikke farvel og smækker døren. Vi siger på gensyn og tak.

I morgen er vi måske i et kunde-leverandør forhold, co-workers på et projekt, deltagere i det samme netværk eller noget helt fjerde.

Så sig pænt på gensyn, ønsk held og lykke og giv evt. en afskedsgave som tak, så døren fortsat er åben og dialogen god.

Tænk hvilken fantastisk ambassadør vi kan sende ud i verden, hvis vi formår at tage ordentlig afsked – og hvem ved, måske blusser kærligheden op igen på et senere tidspunkt, og så er det da godt, at døren står på klem…

Hvis du kan bruge lidt inspiration, har jeg lavet et Offboarding program med en tjekliste til fratrædelse.

Ønsker du at få folderen tilsendt, kan du sende en mail på kotu@kotu.dk, så ligger den i din postkasse lige om lidt.

Fotograf: Mantas Hesthaven