Indlæg

Når man udfordrer sig selv

Når man udfordrer sig selv

Det er vel dybest set det, jeg har gjort, hele vejen frem til, hvor jeg står lige nu.

I marts sidste år, hvor jeg hev stikket til alt, hvad jeg havde kendt gennem mere end 28 år, vidste jeg jo i virkeligheden ikke, hvor jeg ville ende, når jeg havde fået ”tænkt færdig” over livet og de ting, der havde bragt mig i knæ.

Det har været en lang og anderledes vandring, jeg begav mig ud på, men det var helt sikkert det, jeg trængte til, og nu hvor jeg står foran at gøre noget for mig selv, gøre de ting jeg brænder for, og som giver mening for mig, ja, så er skulderne faldet ned, roen har sænket sig, og jeg kan mærke mit hjerte helt ned i min storetå. Jeg glæder mig til at komme i gang.

Undervejs nedfældede jeg tanker og følelser, og det er der kommet en bog ”Kan du høre dit hjerte kalde?” ud af. En bog om mit liv, mine tanker, oprydning undervejs, tidens udfordringer, samfundets udvikling, samtaler med folk, som jeg har mødt på min vej, og mange andre ting. En slags dokumentation og proces der har rykket mig fra min sikre position gennem mange år ud på et klippefremspring, hvor jeg har stillet mig på tæer og ladet andre få syn for sagen.

Mine artikler på LinkedIn og mine mange samtaler med mennesker, både herhjemme og på Caminoen, har i den grad givet mig mod på livet og været med til at forme mit fremtidige virke. Endelig har jeg fået sat ord på, hvem jeg er, og hvad det i særdeleshed er, jeg kan og skal udfordres på og med i fremtiden.

Det har været en fantastisk rejse, der har sat mig selv under lup, og som i den grad også har givet mig kræfter, som jeg slet ikke vidste, at jeg var i besiddelse af, og som har sat mig fri som menneske. Aldrig før har jeg mærket så stærk en drivkraft, og aldrig før har mine fødder været så solidt plantet, som de er nu, udelukkende fordi jeg gav mig selv lov til at give slip.

Hvis nogen havde sagt til mig for knapt et år siden, at jeg ville ende her, hvor jeg står i dag, så ville jeg ikke have troet dem. Det er jo i virkeligheden et kvantespring, jeg har foretaget. Sikkerhedsnettet som direktør med den høje hyre og den fine BMW blev jo på nul komme nul udskiftet med dagpenge og cykel, og da vi nåede januar, havde jeg faktisk ikke flere penge på kontoen, så det var mere end almindeligt svært at betale regninger, når pengene ikke var til stede.

De basale behov

Men man kan mange ting, når man er presset, og man behøver faktisk ikke ret meget for at overleve, og sikke kreativ man kan blive. Selvfølgelig er der ikke ret meget at have det sjovt for, til gengæld rykker ens netværk så sammen og tager vare på dig og dine, og det er i sig selv en helt fantastisk dejlig oplevelse. Jeg har aldrig været særlig god til at tage imod hjælp, meget bedre til at hjælpe selv, men det har jeg lært i denne proces. Der skal være balance på vægtskålen i et eller andet omfang, er der en, der har fortalt mig. Det er der så kommet, og jeg er glad og taknemlig for at få lov til at opleve, hvor stærkt mit netværk i grunden er.

Nu er jeg kampklar og rustet til at drage ud i verden og hjælpe dem, der gerne vil benytte sig af mine erfaringer, og det jeg kan. Det er tid til, at vingerne foldes ud, og jeg lader mig bære frem til den bedste udgave af mig selv. Det er nemlig det, man bliver, når man giver sig selv lov til at mærke efter og finde det lys frem, der engang blev tændt.

”Carpe diem” (Horats)

Jeg mener det, punktum!

Jeg mener det, punktum!

I hvert fald lige nu! Men en mening er da forhåbentlig ikke statisk.

Jeg kom til at reflektere og fundere over lige netop dette fænomen, under et interview med en kvindelig blogger for nylig, hvor jeg blev spurgt til min mening, om et givent emne. Det var naturligvis et skarpt spørgsmål, og jeg havde ”det der” kontante svar, der tit efterfølges af et usynligt punktum – endda så tydeligt, at jeg kunne fornemme, jeg lige skulle mærke efter, hvorfor jeg havde behov for at være så kontant. Efter en kort pause kom tilføjelsen til intervieweren: ”det er i hvert fald det, jeg mener lige nu.”

Sådan er det jo. Man har en mening ud fra den indsigt, man har på et givent tidspunkt, indtil man påvirkes af andre argumenter og andre menneskers tilgang til emnet. Og findes der noget bedre, end at møde nye vinkler, et nyt syn og en ny tilgang til de holdninger og meninger, man selv har dannet sig?

I dag bliver jeg bare glad og føler mig rig, når jeg møder mennesker, der kan tilføre mig indsigt og viden, som kan flytte mine grænser, udfordre mig og gøre mig mere rummelig som menneske.

Da jeg var yngre, indrømmer jeg gerne, kunne jeg blive helt vildt sur og føle mig provokeret, hvis folk ikke kunne forstå, at jeg havde ret, og at lige netop min indsigt var den rigtige.

Giver det mening?

Lidt på samme måde, som da mine børn voksede til og begyndte at argumentere med mig, når jeg forsøgte at opdrage på dem. Her endte det tit med den der kommentar: ”fordi jeg siger det, og jeg er den voksne”. Det gjaldt selvfølgelig indtil de havde en vis alder, fordi jeg til da i sandhedens natur vidste bedre end de gjorde qua min alder og min erfaring.

Men som de blev ældre, kunne jeg jo selv høre, hvor dumt det lød, at bare fordi jeg var mig, så havde jeg den eneste og endegyldige sandhed! Tro mig, de fandt sig heller ikke frivilligt i, at jeg vedblev at diktere deres meninger og holdninger, hvilket var både sundt og godt.

På samme måde er det jo, når man fremkommer med en mening eller en holdning. Hvis man har gode argumenter, der bunder i viden, indsigt eller kan dokumenteres, så står man stærkt. Lige indtil man møder argumenter, indsigt eller dokumentation fra andre, der er mindst lige så stærke som ens egne, så er det man bliver udfordret og flytter sig som menneske.

Ikke, at der er noget, der er rigtigt eller forkert. Det afhænger jo af øjnene, der ser og den tilgang man kommer med, men der findes da ikke noget bedre end at møde et menneske, der ser tingene fra en helt anden vinkel end en selv, så man får noget med sig, man kan reflektere over og som i mange tilfælde flytter ens egen overbevisning og grænser, når det får lov til at arbejde og gnave. Det handler jo i bund og grund om at holde sit sind og sine overbevisninger åbne for andre og lade sig udfordre, så man kan vokse som menneske.

Meninger ændrer sig

Det slående er, at de der tit har ændret på mine holdninger og meninger, er mennesker med livserfaring. Mennesker der har levet, mærket og favnet livet og gerne lidt skæve eksistenser.

Autentiske mennesker der har turdet stille sig ud på vippen, har truffet et anderledes valg i livet end de fleste andre, mennesker der måske har fået tæv af livet, eller mennesker der har kæmpet for det, de har troet på, både arbejdsmæssigt og privat, uden at skele til, hvad andre gjorde eller tænkte.

De mennesker har en indsigt og livserfaring som ingen andre, og dem bliver jeg høj og rig af at være sammen med. De kan i den grad flytte mig som menneske, og dem er jeg til stadighed taknemlig for, at møde på min vej.

Jeg tænker tit, at jeg på mange måder er et uvidende menneske. Nok ikke mere end så mange andre, men uvidende det er jeg.

Som eksempel på min uvidenhed holdt jeg juleaften i Kirkens Korshær forrige år. Her mødte jeg samfundsborgere, som jeg ellers aldrig ville have mødt. Jo, de er i gaderne, men jeg ser dem ikke rigtigt, og hvis jeg gør, så forsøger jeg at undgå øjenkontakt. Jeg er jo lidt bange for, om de er påvirkede og om de kan finde på at angribe mig.

Hvad bygger min angst så reelt på? Den bygger ubetinget på uvidenhed. Hvad fandt jeg så ud af forrige jul?

Jeg fandt ud af, at det er mennesker som du og jeg. Mennesker der er havnet her, fordi livet er kørt skævt, og de ikke har fået rettet op i tide af den ene eller den anden årsag. Fælles for dem alle er, at de er mennesker på godt og ondt. De har alle en historie og den er lærerig, hvis man ellers vil lytte til den. Gav det mig stof til eftertanke? Gav det mig viden og indsigt, jeg slet ikke havde, og blev jeg mindre fordomsfuld efterfølgende?

JA, det kan du lige tro. Og hvor er jeg dog priviligeret. Kunne jeg ende samme sted som dem, jeg mødte den aften? Det ved man aldrig, men jeg håber det virkelig ikke.

Læring om livet

Jeg lærte i den grad, at når vi sidder og gør os kloge på livets vilkår, tilvalg, fravalg og konsekvenser, så kender vi sjældent baggrunden for det enkelte menneskes liv, og indtil vi lærer at spørge, før vi dømmer, så handler vi i blinde.

Jeg havde i øvrigt den skønneste juleaften sammen med de mest fantastiske mennesker, og fælles for os alle var julens budskab, næstekærlighed, intet andet, kun det!

Viden og indsigt kommer ikke kun af at tage sig en lang og dyr uddannelse, det kommer af at turde åbne op og dele erfaringer uden at påtage sig rollen som bedrevidende. Uddannelse er en vigtig del af livet, men det må ikke stå alene som argument for at vide bedre end andre.

Uddannelse er værktøjer til livet og adgang til viden, som samfundet har brug for for at kunne udvikle sig – et privilegium ikke alle har adgang til. Men mødet mellem mennesker og vidensdeling generationer imellem samt et åbent hjerte og sind er med til at gøre os til rige og hele mennesker – uanset hvor vi kommer fra i verden og uanset vores baggrund.

Vigtigt er det, at vi ikke tror hver især, at vi ved bedre end andre.

Så flyt dig lidt, giv dig selv en gave. Få nye venner, tal med nogen du ellers aldrig ville tale med på dit arbejde, på gaden, i bussen, i supermarkedet, på din rejse. Inviter dem på kaffe, ind i dit liv, i din virksomhed, i din bestyrelse, med på din løbetur. De vil i den grad forundre dig og give dig ny indsigt og viden.

Hvis du kun taler med dem, du plejer, dem der ligner dig selv, så lover jeg dig, at din viden bliver statisk, og så kommer du ikke videre, hverken som menneske eller som virksomhed.