Indlæg

Er jeg en uddøende dinosauer i en digital verden?

Er jeg en uddøende dinosauer i en digital verden?

Når futurister og fremtidsforskere i deres fremtidsvisioner spår, at vi går ”fra Chef til A.I.”, og chefer og mellemledere helt vil kunne undværes, når vi i fremtiden i stedet arbejder for en algoritme, der aldrig er syg eller sur, altid til stede og konstant træner os til at blive hurtigere og bedre… så går mine alarmklokker helt automatisk i gang.

Hvordan hænger det sammen med trivsel og den føde vi har brug for til krop, sjæl og ånd? Hvordan imødegår vi de tendenser mod-kulturen kalder på i form af fordybelse, nærvær, samskabelse og ro? Vi har mennesker med angst, stress og ensomhed som aldrig før.

350.000 danskere lider af angst
120.000 unge + 50.000 ældre danskere oplever ensomhed
250.000 – 300.000 danskere lider af alvorlig stress
500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet pga. stress
500.000 danskere rammes gennem livet af depression, ubehandlet stress forårsager over halvdelen af alle depressioner og angstlidelser.

WHO forudser at stress og psykiske lidelser bliver den største sundhedsudfordring i 2030, så hvordan tackler vi disse udfordringer, hvis vi lader os isolere yderligere i form af robotter, digitalisering, hjemmekontorer, distancekommunikation m.m.?

Min største udfordring i mit arbejde med trivsel og stressforebyggelse er helt sikkert, at jeg har svært ved at give slip på min tyrkertro på, at kommunikation mellem mennesker, der sidder fysisk over for hinanden, kan noget helt særligt. Samtidig føler jeg mig som den sidste dinosauer i verden, der ikke er klar til at flytte mig ind i fremtiden.

Jeg studerer adfærdsdesign i øjeblikket og er slet ikke i tvivl om, at mit forretningsgrundlag vil være bedre, sundere og mindre sårbart, hvis jeg etablerer flere digitale platforme i form af forskellige webinarer, coaching- og sparringssamtaler via eksempelvis Zoom, MEN… mit hjerte følger ikke med, og min hjerne stritter også imod, så hvad gør jeg? Lægger mig ned og uddør? Eller kæmper jeg for overlevelse på mine egne vilkår?

Fremtiden er her helt sikkert, uanset om jeg hopper ombord på vognen med digitalisering, A.I chefer og andet godt, men hvor er den kritiske røst, når fremtidsforskerne sætter kursen?

Er vi bare en flok lemminger, der tramper i flok, fordi det nye sorte bliver lagt foran os af kloge folk, der spår ind i fremtiden? Og det er jo netop det, de gør. De spår ud fra vilkår samfundet eller de selv sætter op. Men de vilkår kan vi jo selv ændre på, hvis vi vil, ingen har patent på sandheden, heller ikke fremtidsforskerne, selvom de er vildt kloge og har stor indsigt.

Så spørgsmålet er jo i virkeligheden, hvad vil vi være med til? Hvor går grænsen, og hvornår skal vi trække i den anden retning? Er der en grænse, eller lader vi os forføre?

Jeg har brug for både og, ikke for enten eller…

Det kunne være rart at høre, hvad andre mener om fremtiden. Jeg er virkelig nysgerrig. Så hvad mener du?

Ps: Jeg syntes, det er fantastisk at blive udfordret, og jeg har stor respekt for fremtidsforskernes arbejde. Så misforstå mig ikke, jeg vil bare gerne have gang i sunde og nuancerede drøftelser på området, hvor alle kommer til orde og ingen sidder tilbage med følelsen af at blive kørt over af fremtidsbussen!

Fotograf: Huang Vingone

Mistrivsel er din egen skyld – så for den …

Mistrivsel er din egen skyld – så for den…

Jeg ved godt, at det er et voldsomt postulat, men måske du er enig, når du har læst denne blog færdig. Jeg mener det ikke så slemt, som det står skrevet, dog er der et kraftigt drys af sandhed i overskriften.

De sidste snart tre ugers arbejde med unge elever på de tre FGU-skoler i Midt-Vest har givet mig syn for sagen. Blandt de tre grupper har der været rigtig stor divergens i sammensætningen, tilgangen og måden de interagerede blandt hinanden. Interessant at få adgang til og indblik i.

Mine iagttagelser gennem perioden viser, at der er tre ting, der for alvor skaber udfordringer:

– Frivillighed eller tvang (har du selv valgt at deltage, eller har nogen valgt det for dig)

– Har du været med fra starten eller bryder du ind midt i aktiviteten (manglende indsigt og opbygningen af den
tillid, der skabes fra starten i et projekt, skaber ubalance mellem deltagerne)

– Kommer du for at give eller for at tage (personprofilers tilgang betyder mere, end du regner med for tillid og
fællesskab)

Min ”mission” med samtalerummene og undervisningen i adfærd og kommunikation hos FGU-skolerne udspringer helt naturligt fra mit arbejde med trivsel og stressforebyggelse i virksomheder. Her er jeg, et utal af gange gennem de senere år, blevet forundret over den massivt manglende indsigt mange ansatte og ledere har, når det kommer til konflikthåndtering og den betydning, personprofiler, verdensbilleder og kultur har for udvikling og vækst.

Livslæring

Når jeg kigger indad, er det den nøjagtig samme tomme værktøjskasse, jeg selv var i besiddelse af i mange år, indtil jeg besluttede mig for at blive klogere på mennesker og begyndte min indre rejse frem imod den, jeg er i dag. Ikke nogen let rejse, det indrømmer jeg, men for hulen hvor ville jeg gerne have haft de værktøjer, jeg har i dag, langt tidligere i mit liv, gerne i min ungdom. Meget ville have været lettere og mange kampe og nederlag ville være undgået.

Nogle vil sikkert påstå, at det har givet hår på brystet at tage kampene, og det har de for så vidt også ret i, men jeg havde jo ikke behøvet at gå i stykker undervejs, og jeg var uden tvivl blevet en bedre mor, kone, ven, leder og kollega, hvis jeg havde haft de rigtige værktøjer til at imødegå konflikter, manglende forståelse og et selvbillede, der skabte unødvendige udfordringer i forhold til det perfekte glansbillede i mit liv.

Livet havde helt sikkert udfoldet sig anderledes, hvis jeg ikke var blevet fastholdt i negative mønstre, manglende selvværd og et ønske om accept og anerkendelse de forkerte steder, udelukkende fordi den arv og kultur, jeg havde med hjemme fra, havde sendt mig i en forkert retning. Måske havde jeg haft en alternativ vej at gå og en større selvindsigt, der igen havde åbnet nye muligheder og kastet *ulven hen i ringhjørnet for at give plads til giraffen.

Lige netop disse betragtninger var udgangspunktet da jeg for tre år siden begyndte at udvikle på tankevækkerne (samtalekort). Jeg havde et dybtfølt ønske om at hjælpe andre til refleksion og dialog. Jeg ønskede ikke for nogen, at de skulle gå i stykker p.g.a. stress, angst eller ensomhed, og kunne kortene bare hjælpe én eneste til at reflektere og få mod på at arbejde med selvindsigt og dermed tilegne sig nye værktøjer, så ville min mission være lykkedes.

At jeg så på grund af Coronavirus landede hos FGU Midt-Vest, er ingen tilfældighed. Jeg har en grundlæggende tro på, at vi møder det, vi skal møde i livet, og når vi er klar, så folder tingene sig ud. Intet er tilfældigt, alt er læring, og vel blev jeg som så mange andre væltet omkuld af Coronavirus, men livet bugtede sig i en ny retning, og her står jeg nu.

Kommunikation fremmer forståelsen

Gaven er, at jeg har fået lov til at arbejde med kommunikation og adfærd sammen med de unge på skolerne. Jeg har fået lov til at trykprøve, teste og udfordre på alle måder i forhold til, hvordan vi kommunikerer før, under og efter refleksion, læring og indsigt. Hvordan vi ændrer vores tilgang og adfærd over for hinanden i forskellige sammenhænge afhængig af, hvem vi bliver sat sammen med og hvilke personligheder vi møder.

Jeg har ved selvsyn set, hvordan de unge ændrer sig, jo mere indsigt og forståelse de får om og for hinanden. Hvilken betydning deres individuelle personprofil har haft i mødet med andre, tilgangen til livet, deres verdensbilleder og kulturen, de har med hjemme fra. Hver i sær er de vokset og har fået øje på muligheder frem for begrænsninger. De har spejlet sig i hinanden via de interaktive og intime samtalerum, hvor kortene har hjulpet dem med at sætte ord på deres liv og deres udfordringer.

De har fået øje på, hvorvidt de er ulve eller giraffer, og hvilken ny betydning konflikter kan få, hvis man tilgår dem med en ny vinkel, hvor formålet er udvikling, læring og to vindere. Hvordan kan man stå i sit eget lys og finde ro og styrke til at stå på mål for, hvem man er, og hvad man kommer fra, og ikke lader sig fastholde i negative mønstre eller situationer, hvor andre pludselig styrer ens liv og ens handlinger.

”Fortidens arv er med dig hele livet, men de valg, du selv træffer, definerer din fremtid.” (Annette Friese)

Så ja, mistrivsel er din egen skyld, hvis du lader dig fastholde i din fortid, hvis du ikke søger nye veje og indsigt. Hvis du bevarer status quo og føler dig berettiget til at være den, du er, efter devisen: de må tage mig, som jeg er, ellers er det deres eget problem… det er naturligvis dit valg at tilgå dit liv og dine omgivelser med denne holdning. Du skal blot husk, der er altid hjælp at hente – du skal bare række hånden ud.

Og i virksomheder er det ledelsens valg, når de udlever sætningen: her gør vi det på vores måde, og kan du ikke lide lugten i bageriet, så må du gå…

Potentialet ligger i den blinde vinkel

Men dybest set snyder vi os selv for at se verden med nye briller, møde vores medmennesker med nysgerrighed og ved fælles hjælp udvikle både faglige- og menneskelige egenskaber via den spejling, vi har mulighed for at få. Ofte vil manglende tillid, værktøjer og indsigt medføre lavt selvværd, usikkerhed, smerte og sorg, der i sidste ende sender os ud over klippen med psykiske lidelser, stor ensomhed og en livskvalitet, der ligger uendelig lavt.

Det du kigger på, får du mere af, så at få værktøjskassen fyldt op med selvindsigt til at imødegå mistrivsel og negative mønstre er første skridt på vejen til et positivt og energifyldt liv. Divergens er godt, læring endnu bedre og mennesker i fællesskab er af øverste skuffe, når vi spejler os i hinanden og deler indsigt og erfaring i trygge rammer.

Vi har hver vores DNA-kode, det er der helt sikkert en grund til. Vi er alle UNIKKE, og kan hver især noget helt særligt, vi skal bare tro på livet, på os selv og på hinanden.

Jo større selvtillid og selvværd vi har, desto lettere er det at træffe sunde valg for sig selv og sit liv og vinke farvel til mistrivsel, stress og ensomhed. Positiv energi smitter, det gør intelligente og gode valg også. Derfor kan det kun gå for langsomt med at få værktøjer bragt ud til alle vores unge, værktøjer der kan hjælpe med selvudvikling og selvindsigt, så de kan imødegå mistrivsel i det liv, der ligger foran dem.

Selvfølgelig er det ikke de unges skyld, at de havner i mistrivsel. Det er os som samfund, der er ansvarlige for at hjælpe de unge med at bryde arv og uhensigtsmæssige mønstre. Vi er ansvarlige for at hjælpe og klæde de unge på til livet, give dem værktøjer til at imødegå de udfordringer, der helt sikkert ligger og venter.

Det kalder på et andet fokus, et andet samfund, et andet nærvær og en holdningsændring i bred forstand.

Jeg håber og tror, at vi er på vej ind i en ny tid, hvor mennesker kommer før bundlinje. Empati før egoisme. Refleksion før hamsterhjul. Vi før jeg …

*Ulvesprog er et angrebssprog, konfliktoptrappende, handler om frygt, skyld og skam. Man er optaget af, hvad der er galt med den anden part. Girafsprog er konfliktnedtrappende, handler om at sikre god dialog mellem parter og bygger på ikke-voldelig-kommunikation. Man er oprigtigt interesseret i, hvad der foregår i den anden og i at rumme forskellige sandheder. Vi er ikke enten rigtige eller forkerte, vi er bare forskellige.

Fotograf: Michael Dziedzic

Mit nye jeg elsker stilheden…

Mit nye jeg elsker stilheden…

I den tid, hvor jeg har været forbundet med min hjemmearbejdsplads, er det gået op for mig, at den ro og mulighed for fordybelse i mit arbejde, jeg har oplevet, mens jeg har opholdt mig her, i den grad har effektiviseret mit arbejde. Det har skabt nye og mere kreative resultater, og jeg har fundet en indre ro, der helt har fjernet symptomer på stress og forstyrrelser.

Så hvad gør jeg, når jeg kommer tilbage til min respektive arbejdsplads, og ikke længere fungerer optimalt i den støj og de forstyrrelser, der er i det åbne kontormiljø?

Det kunne være oplagte spørgsmål, som melder sig efter 3-4 ugers ophold på egen hjemmearbejdsplads.

Der er ingen tvivl om, at vores hverdag har ændret sig drastisk siden begyndelsen af marts, og den bliver utvivlsomt væsentlig anderledes, når vi vender tilbage til vores arbejdspladser. Vi har alle haft tid til at mærke og lytte til vores indre energi og drivkraft, og forhåbentlig vender vi ikke bare ukritiske tilbage og fortsætter i hamsterhjulet.

Nogen/noget trykkede på stopknappen for os alle, og refleksioner og læring er det ypperligste, vi kan tage med os fra den situation, vi alle har været sat i gennem den forgangne tid, og hvis vi tager det bedste med fra tiden, så kan vi kun blive stærkere af udfordringen på den lange bane, hvis vi tør favne og udleve de positive sider, det også har bragt os.

Forskningsresultater

djøfbladet bragte i april 2019 en artikel af Lone Schrøder Jeppesen. Hun belyser argumenterne for at gå fra traditionelle kontorrum til åbne kontorer med færre vægge og døre. Argumenterne er oftest, at det automatisk bidrager med bedre kommunikation og mere videndeling på arbejdspladsen. Sådan er virkeligheden bare ikke.

Et forskningsprojekt fra Aarhus Universitet viser, at jo flere man sidder på et storrumskontor, desto sværere har man ved at samarbejde med sine kolleger, føle sig godt tilpas og være glad for sit arbejde. Konklusionen overrasker ikke lederen af projektet, lektor Tobias Otterbring fra Institut for Virksomhedsledelse, Aarhus BSS på Aarhus Universitet.

 Et studie fra Harvard University viser, hvordan medarbejderne på en virksomheds hovedkontor ændrede adfærd, da arbejdspladsen gik fra enkeltmandskontorer til storrumskontor.

 Forskerne målte både ansigt til ansigt-interaktion og elektronisk interaktion, henholdsvis før og efter virksomheden indførte den åbne kontorarkitektur. I modsætning til, hvad man skulle tro, faldt mængden af direkte samtaler mellem medarbejderne med ca. 70 pct. I stedet steg den elektroniske interaktion med 50 pct.: Medarbejderne trak sig socialt og kommunikerede via e-mail i stedet.

”Det er ikke det bedste for trivslen, kulturen og relationerne på arbejdspladsen, hvis medarbejderne kun sender e-mails til hinanden. Og man må ikke glemme, at medarbejderne skal kunne trives på deres arbejde,” understreger Tobias Otterbring og tilføjer, at hovedparten af forskningen på området konkluderer, at det ikke bare går ud over samarbejdet, éns velbefindende og arbejdsglæde, men også er årsag til et dårligere arbejdsmiljø, stress og flere sygemeldinger. (Uddrag fra djøfbladet 3.4.2019)

Så med trivselsbrillerne på, er det tid til at lytte, tid til at ændre og tid til at være fremsynet og ikke lade fortidens fejl spærre for fremtidens udvikling. Det er lige nu, vi kan ændre markant på vores hverdag, vores indhold og vores udbytte.

Alle er forpligtet til at gribe bolden og rydde op, evaluere på de muligheder, vi nu har fået foræret, og ikke bare spinde videre på det bestående uden refleksion og overvejelser om, hvorvidt det, vi havde, fungerede optimalt, eller om det er tid til at ændre på formatet.

Spørg dine medarbejdere, hvad de fik med af læring fra deres ophold hjemme, hvad var godt, hvad var ikke, og hvordan kan I, i fællesskab, skabe den bedste arbejdsplads, de bedste arbejdsforhold og de bedste resultater sammen og ikke længere hver for sig, for fremtiden?

Stilheden har det med at give de svar, vi søger, men sjældent har tid til at vente på!

Foto: Matthew Henry

 

 

 

 

HR eller kejserens nye klæder?

HR eller kejserens nye klæder?

Jeg sad den anden dag og søgte lidt på stillingsopslag inde på Jobindex. Længe har jeg funderet over de mange fine titler, man kan tilegne sig inden for HR arbejdet. Hvem har opfundet dem, og hvad gør de godt for?

Jeg kan huske tilbage i 1988, hvor jeg efter 2 års uddannelse og 8 måneders projektarbejde hos A/S Kaj Neckelmann forlod deres personaleafdeling. Der var på daværende tidspunkt knap 900 medarbejdere ansat, og HR funktionen/opgaverne var vi gennem de knap tre år, jeg var ansat, tre medarbejdere der varetog. Personalechefen, hans assistent og eleven (mig).

A/S Kaj Neckelmann var på mange måder en fremsynet international virksomhed, også på HR området, og der var lav personaleomsætning i virksomheden, trivslen var i højsæde, uddannelsesniveauet var højt, faktisk havde vi lange lister med ansøgere, der stod i kø for at komme til at arbejde på fabrikken. De ansatte blev i mange år, de udviklede og uddannede sig løbende, bidrog konstruktivt og var i mange år med til at skabe en af landets mest succesfulde virksomheder.

Personalechefen startede hver dag med at gå en tur igennem fabrikken, og rundt på kontorerne, hvor han hilste på de ansatte og sagde godmorgen. På den måde fik han øjenkontakt med alle og kunne fornemme, hvordan det stod til. Hans dør var altid åben, og selv om han havde mange møder, så var han synlig og nærværende. Det samme var hans assistent. Som elev blev jeg oplært til, at alle ansatte var vigtige, alle var et led i kæden, og vi i personaleafdelingen skulle sørge for at kæden var velsmurt, og at alle var glade og tilfredse. Vi var ”den hjælpende hånd” i hverdagen, vi var sparringspartnere for vores kollegaer, og vi var bindeled mellem ledelse og de ansatte. Vores vigtigste rolle var at passe på virksomhedens medarbejdere og sørge for, at de alle udviklede sig og gik glade til og fra arbejde. Der var plads til fortrolighed og nærvær, og personalekontoret blev flittigt brugt af alle på A/S Kaj Neckelmann. Vi passede godt på hinanden.

Det er mange år siden. Verden flytter sig, der kommer ny læring og nye indsigter til. Det giver god mening.

Det giver bare ikke god mening, at ordet personalechef eller indholdet i en personaleafdeling pludselig har udviklet sig til 49 forskellige begreber/titler. Ja, jeg skriver 49, og det er blot ud af 98 jobopslag, som fremkom da jeg søgte på Jobindex under ”Ledelse og personale” videre til underkategorien ”Personale og HR”, for til sidst at trykke på typiske søgninger ”HR”.

Nederst i min artikel kan du i øvrigt finde de 49 forskellige titler, der fremkom under kategorien HR. Nogle står på engelsk, andre på dansk – det er i sig selv irriterende. Hvis det er danske kandidater, man søger, hvorfor så slå det op med amerikanske titler? Selvom det er en international virksomhed, så er det jo stadig i Danmark, de søger deres kommende medarbejdere, og jeg går ud fra, at man skal kunne tale dansk.

Og så forholder jeg mig ikke engang til indholdet i de forskellige opslag, for her går jeg næste i stå, før jeg har fået læst det. Verden må være fuld af superkvinder og supermænd, hvis de kan indfri alt det, der bliver bedt om, uden at gå på kompromis. Rigtig meget handler om optimering, meget lidt om at passe på virksomhedens medarbejdere.

Det handler om mennesker

Det, der springer mig i øjnene i opslagene, er, hvor mange fragmenter, der er af HR arbejde, og hvor kompliceret det hele bliver, når man skal have en specialist ansat til hvert eneste område. Tanken HAR strejfet mig, om vi måske har for meget fokus på at lave funktioner for funktioners skyld, og at niveauet for indholdet og kvalifikationerne i en personaleafdeling måske har antaget højder, hvor opgaverne efterhånden kun kan varetages af akademikere og højtuddannede mennesker, som kan transformere mennesker og ydelser om til tal på bundlinjen, men er det en garanti i sig selv, for at du kan drage omsorg og give de ansatte den spejling, de har brug for?

For hvor er ”de varme hænder” i personaleafdelingen? Hvor er de mennesker, der elsker at arbejde med andre mennesker, fordi netop det giver mening og skaber trivsel, nærvær og udvikling for den enkelte? Hvem går turen gennem virksomheden/fabrikken i løbet af dagen og taler med den enkelte medarbejder? Hvem skal Bente i farveriet gå til, når hun er udfordret af hendes chefs manglende nærvær og engagement, eller Hussein i produktionen er blevet ramt af skilsmisse derhjemme, og Christian i eksportafdelingen har for mange rejsedage og er ved at gå ned med stress?

Hvem skal fange alle de signaler, hvis alt er fragmenteret i siloer i personaleadministrationen, og ingen har det totale overblik? Når vi kun har specialister til det ene og til det andet, og den egentlige HR direktør har for travlt med at have sin næse i tal og statistikker for at kunne lægge strategier til ledelsen og med at optimere og visualisere alle de penge, de nye tiltag af employerbranding og udvikling af high-profermance teams giver på bundlinjen, hvem passer så på vores medarbejdere?

Og kan man være både økonomidirektør og HR chef, kan man have en funktion der hedder HR Business Partner og samtidig være den, der nurser og tager hånd om medarbejderne? Der er for meget modstand mellem titlerne. I en profiltest vil kandidaten enten være rigtig meget det ene eller rigtig meget det andet, sjældent (hvis nogensinde) begge dele, så hvad er det vi beder om? Hvad er det for en kultur, vi er i gang med at skabe? Jeg spørger bare, for jeg er ærlig talt bekymret.

Når jeg faciliterer processer i virksomhederne omkring adfærd og kommunikation eller trivsel og konflikthåndtering, så er de svar, jeg får retur, meget ofte, at ledelsen har for travlt, de er distanceret og måske også placeret strategisk forkert rent fysisk, så de ikke er i nærheden af deres medarbejdere i hverdagen. Medarbejderne ønsker mere nærvær. De vil gerne have et personligt forhold og ikke bare et arbejdsforhold til deres chefer – ikke, at de skal komme sammen privat, men de vil ikke bare være ”ansat”, de vil have det hele menneske med. Chefen skal vide, hvilket liv der leves, når man ikke går på arbejde, det giver indsigt og nærvær.

Jeg vil gerne understrege, at jeg har stor respekt for det arbejde, der foregår omkring HR i de danske virksomheder. Det er uden tvivl dedikerede og dygtige medarbejdere, der hver dag slider for at skabe grobund for trivsel, nærvær og glade medarbejdere. Sandheden er bare, at vi er ramt af stress, mistrivsel og høj personaleomsætning som aldrig før. Kloge vismænd udtaler, at den nye generation ikke blive ret længe i de samme jobs. De er gennemsnitligt på en arbejdsplads i 2-3 år, før de søger videre til den næste, men det har vi da ikke råd til.

Empatisk ledelse

Det tager mindst 1 år, før en medarbejder er kørt rigtig ind i sit job, og her er de jo så ifølge undersøgelserne næsten i gang med at søge videre. Det er vi nødt til at gøre noget ved. Ifølge Garuda koster det op mod 200% at miste og genansætte en medarbejder, hvilket budget kan holde til det?

Har man overvejet i disse undersøgelser, om den nye generation måske er presset ud i at søge videre, fordi de ikke kan finde ro i de virksomheder, de søger ind i, at kravene og tempoet er for høj, og at de måske bare håber, at der er mere omsorg, nærvær, flexibilitet og ro i den næste virksomhed?

Jeg har ikke svarene, og uden at ville fremstå forstokket og gammeldags så har jeg bare i en rum tid undret mig og tænkt, hvor meget længere kæden holder, før den springer af. Det giver simpelthen ikke mening, at vi bliver ved med at opfinde nye titler, begreber og opgaver, som skal skabe bundlinje, når vi i virkeligheden fjerner os mere og mere fra det, der er vigtigt for os alle: samvær, respekt, værdighed og nærvær, kærlighed til hinanden og til vores arbejdsplads.

Vi taler om empatisk ledelse som det vigtigste begreb i fremtidens virksomheder. Måske er det på tide, at vi gør tingene lidt mere simple og let forståelige igen, så vi alle ved, hvad det drejer sig om og ikke gemmer os bag fine begreber og funktioner, der er fuldstændigt ligegyldige, hvis medarbejderne ikke har det godt og ikke ved, hvor de skal gå hen med det, der gør ondt!

OG bare for at understrege, hvad jeg mener, så faldt jeg, et par dage efter at jeg lagde denne blog op, over denne ordbog med tilhørende parlør på Jobindex. Jeg syntes, at det taler helt for sig selv, at man skal have en parlør med for at begå sig til en jobsamtale. Lad mig endelig høre, hvad andre mener om emnet, jeg er nysgerrig…

https://www.jobindex.dk/cms/ordbog-over-jobtitler-du-engang-forstod?articleid=5030&utm_medium=email&utm_campaign=jobmail&utm_source=jobindex

Løn- og personaleadministration/HR • Recruitment partner • HR marketing/Employer Branding Responsible • Lønkonsulent • Proceskonsulent til HR og implementering • Chief Consultant for Transformation People & Culture, Group HR • Rewards Analyst • HR Konsulent • HR Specialist • Payroll Manager • Personale Konsulent • Personale Juridisk Konsulent • HR Partner til personale jura og rekruttering • HR/Økonomi • Senior Employment Relations Partner • HR udviklingskonsulent • Talent Acquisition and Employer Brand Manager • HR Director • HR Business Partner • HR Consultant with passion for recruitment • Senior HR Management with Global rewards and performance management • HR Specialist • Recruiter • HR Consultant, Performance & Development Dialogue Support • Senior Konsulent HRD • Rekrutteringsmedarbejder • Talent manager, Learning and Development • HR assistent • People Project Lead • Senior Consultant for talent operations • HR administrator • HR manager • Operations- and Training Consultant • Rekrutteringspartner • Uddannelses- og læringskonsulent • Head of HR operations • Lønmedarbejder • HR Partner • HR assistent • HR Operations Specialist • Teamleder HR & Finance • Rekrutteringsassistent • Talent Attraction Specialist PA • Human Resources Officer • Junior Recruiter/HR admin. • Recruitment Coordinator • Human Resources Administrator • Senior HR Generalist

Foto: Aarón Blanco Tejedor

Girafsprog – et hva’ for noget?

Girafsprog – et hva’ for noget?

Hvorfor i alverden er der aldrig nogen, der har fortalt mig om det? Mit liv havde været SÅ meget lettere!

Første gang, jeg stødte på begrebet, var til en jobsamtale om et direktørjob i en international virksomhed, hvor ejeren og stifteren flere gange gennem samtalen understregede, at det var vigtigt for ham, at man talte girafsprog, og gjorde man ikke det, så ville første skridt efter ansættelsen være et kursus i girafsprog.

Jeg var nysgerrig og følte mig også lidt dum og uvidende over ikke at vide, hvad girafsprog var for en størrelse.

Jeg fik et fantastisk indtryk af ejeren. Han var karismatisk, nærværende og i fuldstændig balance med sin virksomhed, erkendte sine egne styrker og svagheder og var klar i mæglet; meget sympatisk og tillidsvækkende og et af de mennesker der fremstår autentiske, og hvor man gerne vil vide mere om vedkommende. Desværre fik jeg ikke jobbet, men mindet om mødet er stærkt, og aftrykket, han efterlod i min bevidsthed, er der stadigt.

Anden gang, girafsproget dukkede op, var i undervisningen på Erhvervsakademi MidtVest i Herning, hvor jeg læste coaching og konflikthåndtering. Her fik jeg endelig min forklaring og indsigt i, hvor fantastisk og enkelt et værktøj det er, og hvor meget det kan rykke ens bevidsthed om egne mønstre i for eksempel konfliktsituationer, men også i den daglige kommunikation både på arbejde og hjemme.

Hvor kommer det fra?

Girafsproget er udviklet af Marshall B. Rosenberg, amerikansk psykolog, verdenskendt fredsmægler, forfatter og grundlægger af Centeret For Ikke Voldelig Kommunikation.

Girafsprog er ikke kun et kommunikationsværktøj i Ikke-Voldelig Kommunikation (IVK), det er også en proces, der handler om at træne og udvikle vores indfølingsevne. Sproget og metoden kan hjælpe os med at opnå større glæde, tilfredshed, forståelse og dybere kontakt til hinanden, og det kan afhjælpe stress, konflikter, misforståelser, fordømmelser, udbrændthed og depression.

Ved samme lejlighed blev jeg præsenteret for ulvesproget, og selvom jeg absolut helst vil pryde mig med, at jeg taler girafsprog og forsøger at holde mig til det, så må jeg med skam erkende, at jeg i tilspidsede situationer tit havner i ulvesproget og altså ubevidst har skabt en konfliktoptrappende situation ved min blotte tilstedeværelse og min retorik over for mine omgivelser.

Men man kan jo nu engang kun gøre noget ved det, man ved, og det gør jeg så. Jeg har ikke længere nogen undskyldning for at benytte ulvesprog, derfor har jeg i den grad taget girafsproget til mig, og jeg øver, øver og øver mig på at tale netop det sprog, fordi det giver mening og gør mig til et bedre menneske, en bedre leder og en bedre samarbejdspartner.

Samtidig har jeg sat mig for at udbrede kendskabet til såvel ulve- som girafsproget, så vi hver især kan identificere os med, hvad det er, vi går og taler, og dermed give os selv mulighed for at øve os på at bruge og tale girafsprog til og med hinanden.

Jeg er sikker på, at det vil skabe en meget bedre og mere rummelig verden, bedre mennesker, bedre virksomheder og mange flere win-win situationer.

Jeg kan i hvert fald med 100% sikkerhed sige, at det er det værktøj, der bliver taget bedst imod, når jeg faciliterer processer i virksomheder med trivsel, konflikthåndtering og kommunikation på dagsordenen. Alle forstår det, og alle kan finde ud af at tage det i brug, når jeg er gået min vej …

Så her kommer det!

Girafsprog

Girafsprog er et nedtrappende sprog. Giraffen ser det hele sådan lidt fra oven og har dyrerigets største hjerte – altså et sprog talt fra hjertet, i det mindste i overført betydning.

Det bygger på
• Empati og forståelse
• Ligeværdighed og accept
• Fredelig dialog og respekt

Det har fokus på
• Muligheder
• Jeg-sprog
• At lytte til ende
• Interesse
• At stille åbne spørgsmål
• At udtrykke sine ønsker
• At være konkret
• At fokusere på nutid/fremtid
• At gå efter problemet

Ulvesprog

Ulvesprog er et optrappende sprog. Angrebslystent!

Det bygger på
• Skyld og skam
• Straf og kritik
• At få ret
• Manipulation

Det har fokus på
• Fejl og mangler
• Du-sprog
• Afbrydelser
• Ligegyldighed
• Ledende spørgsmål
• Bebrejdelser
• Fokus på fortiden
• At gå efter personen

Efter som de nye ledelsesværktøjer i dag er bygget op omkring empati og et growth mindset, og fordi medarbejderne ønsker leadership frem for management, så er ulvesprog ikke længere en mulighed. Det er girafsprog til gengæld, og det er endda både let at gå til og håndhæve, når man først får synliggjort det i organisationen.

”A boss has the title, the leader has the people” – Simon Senik

Ironi, sarkasme og humor – hvad er hvad i din virksomhed?

Ironi, sarkasme og humor – hvad er hvad i din virksomhed?

Jeg var i selskab med meget forskellige mennesker den anden dag, og fordi vi debatterede kommunikation mellem mennesker, faldt talen naturligvis også på brugen af ironi og sarkasme som en måde at udtrykke sig på.

Vi talte om, hvorvidt det er i orden at anvende ironi og sarkasme på en arbejdsplads. Hvor går grænsen? Er alle indforstået med den form for koncernsprog?

Jeg er ambivalent i forhold til humor og ironi. Jeg vil på den ene side nødigt undvære det i vores omgang med hinanden, på den anden side kan det være meget giftigt at få det ind i en virksomhed.

Mange virksomheder har medarbejdere fra forskellige lande og med forskellige tilgange til humor. En del forstår sandsynligvis hverken ironi eller sarkasme og tager det derfor personligt, finder det upassende og føler det måske endda som et angreb.

Mange steder bliver ironi og sarkasme benyttet til at gemme sig bag –  til at få noget ud mellem sidebenene uden at blive holdt ansvarlig, en mulighed til at skabe røre og opmærksomhed og til at sige det, man ellers aldrig ville have haft modet til at sige ansigt til ansigt.

Så er det i orden? Hvornår er det blot godmodige drillerier, og hvornår kammer det over og bliver til mobning og ondskabsfuldheder?

Vi ved det jo i grunden ikke. Hvem ved, hvad der gemmer sig inde bag et andet menneskes facade? Hvem ved, hvad vi hver især tumler med inde bag sløret?

Hvad foregår der inde bag facaden?

Lige DEN dag, hvor vi har det virkelig dårligt. Den dag vores mand, kone eller kæreste om morgenen har fortalt, at de ikke gider samle vores sure strømper op længere og vil skilles. Lige den dag, hvor vi er mest i knæ, men smiler som vi plejer, holder os gående, for der er kun 1 ½ time til vi skal hjem. Lige der møder Karsten fra salgsafdelingen Hanna fra udviklingsafdelingen, og i troen på at han er sjov, hæver han stemmen, mens han går forbi og kommer med en lidt frisk og ironisk kommentar omkring et af deres knapt så heldige produkter. Hanna er kommet hertil fra Israel for 4 år siden, og forstår ikke helt ironi og sarkasme, så hvordan opfanger hun Karstens budskab? Hører hun det som et godmodigt drilleri, eller opfatter hun det som personlig kritik, at hun ikke har gjort sit arbejde godt nok?

Vi er et multietnisk samfund, og vi kan selvfølgelig godt holde fast i, at vi er danskere, og vi er, som vi er, og kan du ikke tåle lugten i bageriet, så må du gå. Men jeg tænker, at det ikke kun er folk ude fra den ganske verden, der bliver ramt af ironi og sarkasme. Derfor er det ikke en acceptabel form for kommunikation i en moderne virksomhed.

Jeg har det med sarkasme og ironi, som jeg havde det første gang, der blev sagt et bandeord i radioen og efterfølgende i fjernsynet – det er et skråplan, for hvornår er nok, nok?

Jeg var chokeret over, at reaktionerne var så få, dengang bandeord og dårligt sprog blev legaliseret i medierne. Vi ser nu omfanget af, hvor skidt det har været, i den generation, som kommer. Børn og unge har flyttet deres grænser gevaldigt i forhold til, hvordan man kan tillade sig at tale til hinanden – og vi kan ikke spole tilbage.

Derfor er det i min optik rigtig, rigtig vigtigt at tage snakken internt i sin virksomhed og få afklaret holdningen til sit koncernsprog, og om ironi og sarkasme er en tilladt omgangstone mellem kollegaer.

Jeg ved godt, at livet måske kommer til at virke lidt kedeligere på dage med gråvejr, men med hånden på hjertet tror jeg, at vores måde at tale og tilgå hinanden på har markant større indflydelse i hverdagen, end vi går og regner med, når trivsel og stress er på dagsordenen.

Det er de små ting, der gør en forskel.

Becourse of your smile, you make life more beautiful” – Thick Nhat Hanh

Har du brug for et indspark i din virksomhed, så læs mere på https://kotu.dk/foredrag/

Fotografi: Mnm All

At sætte et aftryk

At sætte et aftryk

Det er en underlig tanke, men vi gør det jo alle sammen, altså sætter et aftryk. Spørgsmålet er, om det, vi tror, vi afsætter, i grunden er det andre opfatter.

Jeg blev udfordret lidt i et forum, jeg sad i den anden dag. Vi deltog alle i undervisningen på Coaching og Konflikthåndtering på Erhvervsakademiet Midt/Vest, og i løbet af dagen kom vi til den del af pensum, der skulle definere, hvorfor vi deltog i undervisningen, og hvad vi skulle bruge vores kompetencer til efterfølgende.

Vi havde modtaget et oplæg i forvejen, som skulle læses, og videoer, der skulle ses, og vi blev bl.a. præsenteret for Simon Sinek’s Gyldne cirkel “Why – How – What” – som jo er et fantastisk værktøj til at definere den enkelte persons eller virksomheds DNA, formål og motivation.

Faktisk har jeg arbejdet ret meget med ”why” de senere år, og i processen med at etablere min nye og helt anderledes platform arbejdsmæssigt, skulle jeg sætte ord på mine ydelser, og det jeg ønskede, at folk skulle ”købe ind på” i min virksomhed. I den forbindelse var jeg nødt til at være hudløs ærlig, hvis fremtiden skal give mening – også selvom det var meget personligt, følsomt og sårbart.

Udfordringen, når den ydelse, du sælger, er dig selv og dine erfaringer, er imidlertid, at det kommer ret tæt på, og  satsningen, såfremt den slår fejl, i ens egen bevidsthed vil ramme med 120 i timen. På den anden side var der bare ikke noget valg, ikke derfra hvor jeg har stået. Enten gør man det helhjertet, eller også går man ud i verden, finder sig et job, lader sig ansætte og lader andre om at gå forrest.

Da jeg aldrig har været i tvivl om, at den vej, jeg har valgt at gå de senere år, er det eneste rigtige for mig, og at jeg vitterligt gør en forskel med de ting, jeg foretager mig, så har det så slet ikke været et issue.

Når tingene giver mening

Jeg er nemlig sikker på, at lykken bor lige der, hvor du lægger din indsats, og andre godt kan mærke, at om det har autenticitet, vægt og dybde.

Meeen… jeg er jo kun et menneske, og mine ydelser tager rigtig meget udgangspunkt i følelser og nye værktøjer, og jeg er ”first mover” på ting, der endnu ikke er nået ud i alle hjørner af verden. Seks måneder er gået med at koge essensen af mit arbejde ind til noget, der er omsættelig og forståeligt for samarbejdspartnere, kunder og ikke mindst mig selv.

Det er rent faktisk lykkedes, og jeg har fået etableret et godt netværk, hvor der er drukket rigtig mange kopper kaffe, skabt rammer, dialog og forståelse for, hvad det er, jeg kan, og hvordan det kan omsættes i de enkelte virksomheder. Så et langt sejt træk er begyndt at give afkast.

Fantastiske opgaver har fundet vej til KOTU. Hver dag hjælper jeg med ledelsessparring, workshops, forebygger medarbejdertrivsel, rådgiver, blogger og holder foredrag. Jeg sætter mig selv helt ud på kanten for at hjælpe andre og dele ud af mine erfaringer, og jeg elsker det. Jeg er dybt taknemmelig hver dag.

Så da jeg sat over for en samling af meget forskellige ledere, selvstændige og akademistuderende, mennesker jeg overhovedet ikke kender, bliver mødt med spørgsmålet ”Why?” som jeg skal besvare ud fra en opgave, der hedder:

Why – hvorfor har du det arbejde, du har? (der må ikke være målbare grunde – løn f.eks. Det skal være baseret på en passion, en følelse.)

Efterfølgende skal det “toppes” med mit motto, og hvordan jeg gerne vil huskes.

Her kommer jeg da lige ind og mærker lidt på mig selv og det hjerte, der pumper kraftigt derud af, fordi jeg godt ved, at enten synker jeg klumpen i halsen og står ærligt og klart frem i mit budskab, eller også tisser jeg i bukserne og vælger den nemme løsning, hvor det ikke ”koster” noget af mig selv, og hvor jeg pakker det hele godt og grundigt ind i guldpapir med sløjfe på og udelader alle følelserne, så alle kan forholde sig ukritisk til det, jeg siger, uden at kløjs i budskabet eller i øvrigt skulle forholde sig til noget, der er anderledes.

Det klare valg

Jeg vælger Simon Sinek modellen og siger højt klart og tydeligt:

”Jeg har det arbejde, jeg har, fordi jeg har et helhjertet ønske om, at hjælpe andre mennesker med at blive den bedste udgave af dem selv, og i den proces vil jeg gerne stille mig selv, mine kvalifikationer og erfaringer til rådighed.”

Mit motto er Størst er kærligheden, derfor skal du holde dit hjerte åbent, og jeg vil gerne huskes for, at jeg har sat et aftryk og gjort godt for mig selv og andre.

Der bliver helt stille i lokalet, manden, der sidder til højre for mig, kigger mig intenst i øjnene, mens han med et glimt i øjet og god humor langsomt siger: “Den er fa’me svær at komme efter,” og så grinede alle forløsende.

Essensen af min historie er, at hele dagen bar præg af – i hvert fald for mig – at alle fik paraderne ned, vi rykkede lidt tættere sammen i bussen, og pludselig var det ikke så farligt at bekende kulør, følelser var ok, sårbarhed og ærlighed satte rammen for samværet.

Jeg blottede mig, men fordi det var autentisk, oprigtigt og ærligt, gav det mening for de øvrige. Ingen var i tvivl om mit ”Why”, og det købte de ind på. Det er ikke sikkert, at de har behov for mine ydelser, men de udviste stor respekt omkring min person og mit budskab, og derfor er jeg ret vild med Simon Sinek’s ”Why”. Det kan noget helt særligt og giver et kæmpe fodaftryk.

Se videoen med Simon Sinek https://youtu.be/nRaqe9M2DYc

Har du i øvrigt læst min bog ”Kan du høre dit hjerte kalde?” – se anmeldelserne her https://kotu.dk/forlaget-kotu/bog-anmeldelser/

Køb bogen her https://kotu.dk/shop/ eller i boghandlen.

 

Hvilken energi kører du på?

Hvad er alternative behandlinger i grunden for en størrelse?

Alternative behandlinger er et pusterum. Det er muligheder for at forkæle sin ånd, sjæl og krop. Hvis det er sandt hvad Grundtvig siger – formidlet og udtrykt nedenfor af Hans Raun Iversen – og det tror jeg dybt i mit hjerte, at det er. Så er alternative behandlinger det frirum, vi alle har brug for i en travl hverdag.

Et samspil med en behandler, uanset hvilken behandlingsform der er tale om, er den stund hvor vi får opmærksomhed. Hvor vi kaster fokus på os selv og lader os forkæle. Det er her ånden bliver fyldt op, det er her vi får tid til at tænke dybere ind i vore indre lag, de lag vi sjældent tager os tid til at komme ned i, og hvor vores dybeste følelser og tanker ligger begravet, og venter på at blive kigget på og behandlet med opmærksomhed og nærvær.

I et frikvarter, en time eller to, hvor ingen støj, ingen krav, ingen børn, kone/mand, chef, kollegaer, ingen tilstedeværelse af nogen eller noget, som kræver noget af os. Kun en behandler der ønsker at give, fylde op og sende os ud i verden med ny og positiv energi, så ånden i os på ny kan binde krop og sjæl sammen, det er hvad alternativ behandling i bund og grund handler om. At give os kræfter til at mærke os selv, kæmpe for os selv og til at få øje på os selv og de udfordringer vi hver især har med os i livet.

Vi bruger udtrykket ånd i mange sammenhænge, uden at vi tænker over det, så der er faktisk ikke ret meget hokus-pokus over det. Udtryk som: “udført i den rette ånd”, “givet i den rette ånd”, “ånden i tiden” m.f. er helt almindelige taleformer i dagligdagen. Vi ved, at ånden er nærværende og en del af os. Og når vi ved det, så er vi også nødt til at huske at fodre den, så den forbliver aktiv.

”Ånd er i mennesket, hvad pengene er i verden”. Det er måske Grundtvigs mest slagkraftige udsagn om, hvad ånd er. Penge er den store drivkraft i verden. Just det samme er ånden i og for menneskelivet.

Ånden som bindeled
Et menneske består af krop, sjæl og ånd. Kroppen er det synlige ved os. Sjælen eller psyken er det usynlige, indre liv i os. Men det er ånden, der forbinder krop og sjæl. Det er ånden, der er livet i livet både i og mellem os – ja sågar i forholdet mellem Gud og mennesker.

Kraften i ånden
Ånd er magt eller livskraft, den ytrer sig gennem ord, virker kun i frihed og forbinder sig altid med konkrete menneskelige livs- og samværsformer. Ifølge den bibelske skabelsesberetning skabte Gud mennesket af det materiale, der var for hånden. Men først, da han pustede sin egen livsånde i vore næsebor, blev vi levende væsener. Først da kom der liv i os til krop og sjæl – og liv mellem os og mellem Gud og os.

Guds ånd
Ånden er livet i livet. Ånden er den livskraft, Gud selv har indpustet i os. Ånden blæser hvorhen den vil og virker, som den vil. I sidste instans er al ånd Guds ånd, selv om Gud ved sin skaberånd såvel som ved sin frelsende Helligånd kan give mennesker og sågar naturen og historien del i sin ånd.

Ånd og åndedræt er to sider af samme sag. Vores tale er åndelig, fordi den drives af åndedrættet, der sender luft gennem struben, der former talen. Men talen er også åndelig, fordi den – på usynlig og forunderlig vis – forbinder os med hinanden og med Gud selv. Sådan tænker Grundtvig. Og bedre kan der næppe tænkes om ånd.

Hans Raun Iversen, f. 1948, cand. teol. fra Århus Universitet 1976, lektor i praktisk teologi på Københavns Universitet siden 1982

Alternative værktøjer til medarbejdertrivsel? Se mere på www.kotu.dk

Fotograf: John Towner