Indlæg

Skærmlede og distancetræthed – en ny tids udfordringer…

Kan du huske, hvornår du sidst har opfordret til leg i din organisation – ikke spil, konkurrence eller noget der lugter af at skulle vinde over andre? Bare uhæmmet leg på lige vilkår og uden at skulle nå et bestemt mål – skabelse af flow.

Mange steder er legen blevet glemt, sat til side eller på anden vis forsvundet ud af værktøjskassen. Det er en kæmpe fejl, hvis du spørger mig – og jeg har selv glemt at lege, så jeg er om nogen rusten inde i legens verden.

En god leg gør os lige, nedbryder barrierer og udvisker forskelle.

Derfor havde jeg i sidste uge besluttet mig for at deltage på webinar hos Play User Lab i Billund, hvor forfatter til bogen The Innovation Cycle og rollespils-ekvilibrist, Claus Raasted, tog os med ind i den digitale legs univers og fortalte om fremtidens leg – flankeret af Louise Fenger Kornum og Thomas Aakjær Jensen, begge fra CoC Playful Minds. Hvorfor nævner jeg Louise og Thomas? Det kommer jeg tilbage til.

Sandheden er, at utrolig mange Teams-møder, Zoom-møder, Adope-Connect-møder o.l. alle går fra opgave til løsning, hvilket har fungeret på den korte bane, men ikke på den lange – og lige nu er vi på den lange bane. Den digitale platform er kommet for at blive. Virtuelle møder er vores fremtid, og derfor har vi brug for forstyrrelser og leg i vores møder, så vi kan holde kadencen.

Det er ikke altid let, hvis man er et alvorligt og seriøst menneske, der omgås andre alvorlige og seriøse mennesker, der heller ikke har leget med nogen i mange år!

Men tilbage til Claus, der gennem hele dagens webinar tilførte os ny viden om digitale udfoldelsesmuligheder og samvær via leg. Allerede ved indgangen til dagen blev jeg udfordret på mit mindset og min deltagelse. Som sagt har jeg på mange måder glemt at lege. Måske har mit liv generelt bare været for alvorligt og min facade for vigtig til at risikere pinligheder, som at falde igennem, se dum ud og ikke bestå prøven ind i fællesskabet… Det fantastiske er så i virkeligheden at finde ud af, at i leg handler det slet ikke om at bestå, det handler om at være med!

Vi havde på forhånd, inden dagens webinar, modtaget en ”lege-kasse” med forskelligt udstyr til de lege vi skulle deltage i gennem dagen. Det skabte i sig selv forventning og glæde – og et lille sug i maven.

I første leg skulle vi fortælle, hvilket dyr vi var, og hvorfor vi valgte lige netop det dyr. Allerede her røg jeg med det samme ned i kassen, der hedder ”åh nej, ikke sådan noget pjat”. Paraderne røg op og i stedet for at give mig selv lov til at slippe hæmningerne og finde på et sjovt dyr, valgte jeg det sikre, en sort panter (den var da i det mindste sej), og så tilføjede jeg ordene: fordi jeg slås for de svage i samfundet – øv, hvor kedeligt og forudsigeligt!

De øvrige deltagere på holdet havde leget meget mere gennem årene, så deres dyr og historier var både sjovere og meget mere spændende end mit dyr og min historie. Første læring: Giv slip, ha’ det sjovt og vær medskaber i historien.

Det kræver naturligvis, at vi ikke sidder fast i vores egen historie og kultur, men at vi i stedet tilvælger udfordringen og arbejder på at blive lidt mere ”loose” i vores tilgang til hinanden – og ikke mindst tillader os selv, at give slip på det perfekte billede.

Og nu kommer læring nummer to: Leg har intet formål. Intet er perfekt i leg, tværtimod! Der er ingen gevinst for den enkelte, og der er ingen regler. Leg er fleksibel, der er ingen konkurrence, og det må gerne gå lidt galt. Tese: Når tilfældet råder køber deltagerne lettere ind på opgaven/situationen!

Vi havde i vores ”lege-kasse” fra tidligere modtaget en pose med legoklodser, og undervejs i forløbet kom så den opgave der hørte til legoklodserne. Vi skulle med hvert vores bogstav danne et fælles ord på skærmen. Et par af deltagerne fandt på det ord, vi andre skulle stave til, og styrede herefter slagets gang. Hver især skulle vi bygge vores eget bogstav ved hjælp af legoklodser. Jeg har leget meget med LEGO som barn, men havde tilsyneladende glemt alt, så det var en virkelig svær opgave at løse – og så på tid. Desværre lykkedes det mig ikke at bygge mit ”N” i LEGO. Til gengæld måtte jeg sande, da vi evaluerede på opgaven, at jeg savner at lege. Jeg vil lege meget mere. Jeg blev sat fri mens vi legede, og jeg havde en fest sammen med de andre!

Undervejs i løbet af dagen gav Claus rigtig gode og praktiske indsigter i, hvordan man fungerer optimalt på en digital platform, særligt hvis der skal løses opgaver, leges eller arbejdes på tværs af virksomheden gennem flere timer.

Sørg for at stå skarpt, lad dine medarbejdere arbejde hjemme på store skærme i en ordentlig opløsning. Køb udstyr, der er gearet til en digital hverdag. Sørg for skarpt lys/et lyst rum, mens du er på digitalt og et headset der virker. Lys er vigtigt! Lyd er vigtig! Vi skal både kunne høre og aflæse hinandens virtuelle udtryk, ellers mister vi fokus og interesse! Test teknikken og kommunikationen med feedback fra deltagerne, så I fremstår skarpt og kan stramme op de steder hvor det er nødvendigt.

Den digitale arbejdsform er kommet for at blive. Derfor er det vigtigt med små afbrydelser i hverdagen i form af leg og andet, hvor vi kommer væk fra skærmen, op at stå, og samtidig styrker fællesskabet og samarbejdet i fravær af det fysiske møde – ellers ender vi som en flok zombier foran hver sin skræm.

Det er i sandhed en befrielse at kunne grine sammen og lave ”interruption” i en hverdag med ALT, ALT for mange timer bag en skræm.

Og nu kommer vi til Louise og Thomas. Begge var de værter under webinaret, begge er de fra CoC Playful Minds, hvor det seriøst handler om samskabelse via leg og læring mellem børn og voksne. Derfor kom det nok heller ikke bag på ret mange af deltagerne, at deres evner ud i leg stikker helt af, når de er sammen – og det er skrevet i kæmpe respekt og med stor kærlighed (og en lille bitte smule misundelse over deres umiddelbarhed og glæde ved at lege).

Mens vi sad og arbejdede seriøst, kom Louise pludselig vandrende ind bagerst i billedet med den sjoveste hat på hovedet, en hat der mest af alt lignede en hane eller ”noget”. Hatten var det eneste, man kunne se hen over udsmykningen i baggrunden af rummet – en vandrende hat og et par lange ben, der vandrede frem og tilbage i baggrunden. Det udløste endorfiner, latter, glæde og energi på en dag, hvor vi sad rigtig længe bag en skærm – og de dage er der mange af lige nu og givet vis også i fremtiden.

Interruption er et vigtigt redskab, hvis du vil fjerne skærmlede og distancetræthed i hverdagen!

Den samme interruption lavede Thomas i øvrigt, da det varslede Snack Banko i frokostpausen blev ledsaget af ”Fru Pigalopp” som opråber (Thomas i fuld udklædning) – en mulighed for samhørighed og leg hen over den fælles frokost, når vi nu ikke kan sidde fysisk i samme rum.

Skal der nedbrydes grænser i din virksomhed for at få plads til leg? Så find allierede, find dem der støtter op og gerne vil lege:  https://www.youtube.com/watch?v=V74AxCqOTvg

Det behøver ikke være stort og forkromet, bare små fysiske øvelser og opgaver væk fra skærmen og hurtigt retur: fælles gymnastik, lav en sjov drink (fredagsbar), dagens bevægelse, find en ting i dit hjem/på dit kontor og fortæl dine kollegaer historien bag, læg puslespil på tid o.l. Saml ideer fra de ansatte, lad dem byde ind på ”interruption” og leg i deres egen hverdag til fremme af trivsel og fællesskab.

Husk, den moderne leder skal være nysgerrig og omstillingsparat. Så hvilken type leder er du? Og tør du lege med?

Fotograf: Nastuh Abootalebi

Er jeg en uddøende dinosauer i en digital verden?

Når futurister og fremtidsforskere i deres fremtidsvisioner spår, at vi går ”fra Chef til A.I.”, og chefer og mellemledere helt vil kunne undværes, når vi i fremtiden i stedet arbejder for en algoritme, der aldrig er syg eller sur, altid til stede og konstant træner os til at blive hurtigere og bedre… så går mine alarmklokker helt automatisk i gang.

Hvordan hænger det sammen med trivsel og den føde vi har brug for til krop, sjæl og ånd? Hvordan imødegår vi de tendenser mod-kulturen kalder på i form af fordybelse, nærvær, samskabelse og ro? Vi har mennesker med angst, stress og ensomhed som aldrig før.

350.000 danskere lider af angst
120.000 unge + 50.000 ældre danskere oplever ensomhed
250.000 – 300.000 danskere lider af alvorlig stress
500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet pga. stress
500.000 danskere rammes gennem livet af depression, ubehandlet stress forårsager over halvdelen af alle depressioner og angstlidelser.

WHO forudser at stress og psykiske lidelser bliver den største sundhedsudfordring i 2030, så hvordan tackler vi disse udfordringer, hvis vi lader os isolere yderligere i form af robotter, digitalisering, hjemmekontorer, distancekommunikation m.m.?

Min største udfordring i mit arbejde med trivsel og stressforebyggelse er helt sikkert, at jeg har svært ved at give slip på min tyrkertro på, at kommunikation mellem mennesker, der sidder fysisk over for hinanden, kan noget helt særligt. Samtidig føler jeg mig som den sidste dinosauer i verden, der ikke er klar til at flytte mig ind i fremtiden.

Jeg studerer adfærdsdesign i øjeblikket og er slet ikke i tvivl om, at mit forretningsgrundlag vil være bedre, sundere og mindre sårbart, hvis jeg etablerer flere digitale platforme i form af forskellige webinarer, coaching- og sparringssamtaler via eksempelvis Zoom, MEN… mit hjerte følger ikke med, og min hjerne stritter også imod, så hvad gør jeg? Lægger mig ned og uddør? Eller kæmper jeg for overlevelse på mine egne vilkår?

Fremtiden er her helt sikkert, uanset om jeg hopper ombord på vognen med digitalisering, A.I chefer og andet godt, men hvor er den kritiske røst, når fremtidsforskerne sætter kursen?

Er vi bare en flok lemminger, der tramper i flok, fordi det nye sorte bliver lagt foran os af kloge folk, der spår ind i fremtiden? Og det er jo netop det, de gør. De spår ud fra vilkår samfundet eller de selv sætter op. Men de vilkår kan vi jo selv ændre på, hvis vi vil, ingen har patent på sandheden, heller ikke fremtidsforskerne, selvom de er vildt kloge og har stor indsigt.

Så spørgsmålet er jo i virkeligheden, hvad vil vi være med til? Hvor går grænsen, og hvornår skal vi trække i den anden retning? Er der en grænse, eller lader vi os forføre?

Jeg har brug for både og, ikke for enten eller…

Det kunne være rart at høre, hvad andre mener om fremtiden. Jeg er virkelig nysgerrig. Så hvad mener du?

Ps: Jeg syntes, det er fantastisk at blive udfordret, og jeg har stor respekt for fremtidsforskernes arbejde. Så misforstå mig ikke, jeg vil bare gerne have gang i sunde og nuancerede drøftelser på området, hvor alle kommer til orde og ingen sidder tilbage med følelsen af at blive kørt over af fremtidsbussen!

Fotograf: Huang Vingone

Epicenter for leg, læring og samskabelse med børn – og unge

I Billund er der et helt fantastisk sted for virksomheder, der ønsker at udvikle innovative produkter og værktøjer til leg og læring, stedet hedder CoC Playful Minds.

Jeg besøgte CoC Playful Minds i fredags; var indbudt til at sparre omkring mine tankevækkere og erfaringer med samtalerummet på tre FGU Skoler, og jeg blev blæst bagover af den energi der var på stedet og blandt iværksættervirksomhederne.

Alle de deltagere jeg mødte fra Playful Hub var engagerede, interessante, nysgerrige, havde krøllede hjerner og indbød til fællesskab og samskabelse. Alle delte vi viden, indsigt, oplevelser og drømme.

Da jeg modstræbende begav mig hjemad, havde jeg kun et stort ønske: at være med, at blive en del af gruppen og få lov til at arbejde i det store legerum sammen med de andre. Tænk, at være med til at skabe, samskabe og give fuld gas og hjælpe hinanden med at udvikle, forske i, teste og blive flyvefærdige i forhold til projekter, produkter, aktiviteter m.m. og i fællesskab få etableret kontakter ud i den ganske verden.

Visionen for Playful Hub er ganske enkel:

Vi har en drøm om at Billund skal være et nationalt og internationalt epicenter i økosystemet for leg, læring og samskabelse med børn

Billund har i kraft af LEGO, LEGO Fonden, CoC Playful Minds m.f. et eksisterende unikt videns- og kompetencefundament i international særklasse at bygge på. Det potentiale skal vi udnytte.

Playful Hub er første skridt hen imod at udvikle et epicenter inden for leg og læring med udgangspunkt i Billund.

Unikt miljø

Man kan på verdensplan, ikke finde et lignede innovationsmiljø, hvor virksomheder inden for leg og læring kan udvikle sin forretning sammen med andre virksomheder, forskere og i samskabelse med børn.

Dette gør Playful Hub til et unikt initiativ, ikke bare nationalt, men internationalt.

Min sommerferiegave er, som I måske allerede har gættet, at jeg efter ferien får delvis ny adresse i min hverdag. 1-2 dage om ugen rykker jeg kontoret til Billund. Jeg har fået lov til at blive en del af gruppen hos Playful Hub. Projektet med ”tankevækkerne” og samtalerummet får lov til at folde sig endnu mere ud, og forhåbentlig fødes endnu flere produkter i fremtiden til gavn for børn og unge.

Drømmen om at være med til at stoppe ensomhed, knuste hjerter og manglende selvværd er rykket væsentlig tættere på at gå i opfyldelse, og jeg kan slet ikke vente med at komme i gang sammen med de fantastiske mennesker i Billund.

Rigtig god sommerferie!

Foto: Alex Alvarez

Mistrivsel er din egen skyld – så for den …

Mistrivsel er din egen skyld – så for den…

Jeg ved godt, at det er et voldsomt postulat, men måske du er enig, når du har læst denne blog færdig. Jeg mener det ikke så slemt, som det står skrevet, dog er der et kraftigt drys af sandhed i overskriften.

De sidste snart tre ugers arbejde med unge elever på de tre FGU-skoler i Midt-Vest har givet mig syn for sagen. Blandt de tre grupper har der været rigtig stor divergens i sammensætningen, tilgangen og måden de interagerede blandt hinanden. Interessant at få adgang til og indblik i.

Mine iagttagelser gennem perioden viser, at der er tre ting, der for alvor skaber udfordringer:

– Frivillighed eller tvang (har du selv valgt at deltage, eller har nogen valgt det for dig)

– Har du været med fra starten eller bryder du ind midt i aktiviteten (manglende indsigt og opbygningen af den
tillid, der skabes fra starten i et projekt, skaber ubalance mellem deltagerne)

– Kommer du for at give eller for at tage (personprofilers tilgang betyder mere, end du regner med for tillid og
fællesskab)

Min ”mission” med samtalerummene og undervisningen i adfærd og kommunikation hos FGU-skolerne udspringer helt naturligt fra mit arbejde med trivsel og stressforebyggelse i virksomheder. Her er jeg, et utal af gange gennem de senere år, blevet forundret over den massivt manglende indsigt mange ansatte og ledere har, når det kommer til konflikthåndtering og den betydning, personprofiler, verdensbilleder og kultur har for udvikling og vækst.

Livslæring

Når jeg kigger indad, er det den nøjagtig samme tomme værktøjskasse, jeg selv var i besiddelse af i mange år, indtil jeg besluttede mig for at blive klogere på mennesker og begyndte min indre rejse frem imod den, jeg er i dag. Ikke nogen let rejse, det indrømmer jeg, men for hulen hvor ville jeg gerne have haft de værktøjer, jeg har i dag, langt tidligere i mit liv, gerne i min ungdom. Meget ville have været lettere og mange kampe og nederlag ville være undgået.

Nogle vil sikkert påstå, at det har givet hår på brystet at tage kampene, og det har de for så vidt også ret i, men jeg havde jo ikke behøvet at gå i stykker undervejs, og jeg var uden tvivl blevet en bedre mor, kone, ven, leder og kollega, hvis jeg havde haft de rigtige værktøjer til at imødegå konflikter, manglende forståelse og et selvbillede, der skabte unødvendige udfordringer i forhold til det perfekte glansbillede i mit liv.

Livet havde helt sikkert udfoldet sig anderledes, hvis jeg ikke var blevet fastholdt i negative mønstre, manglende selvværd og et ønske om accept og anerkendelse de forkerte steder, udelukkende fordi den arv og kultur, jeg havde med hjemme fra, havde sendt mig i en forkert retning. Måske havde jeg haft en alternativ vej at gå og en større selvindsigt, der igen havde åbnet nye muligheder og kastet *ulven hen i ringhjørnet for at give plads til giraffen.

Lige netop disse betragtninger var udgangspunktet da jeg for tre år siden begyndte at udvikle på tankevækkerne (samtalekort). Jeg havde et dybtfølt ønske om at hjælpe andre til refleksion og dialog. Jeg ønskede ikke for nogen, at de skulle gå i stykker p.g.a. stress, angst eller ensomhed, og kunne kortene bare hjælpe én eneste til at reflektere og få mod på at arbejde med selvindsigt og dermed tilegne sig nye værktøjer, så ville min mission være lykkedes.

At jeg så på grund af Coronavirus landede hos FGU Midt-Vest, er ingen tilfældighed. Jeg har en grundlæggende tro på, at vi møder det, vi skal møde i livet, og når vi er klar, så folder tingene sig ud. Intet er tilfældigt, alt er læring, og vel blev jeg som så mange andre væltet omkuld af Coronavirus, men livet bugtede sig i en ny retning, og her står jeg nu.

Kommunikation fremmer forståelsen

Gaven er, at jeg har fået lov til at arbejde med kommunikation og adfærd sammen med de unge på skolerne. Jeg har fået lov til at trykprøve, teste og udfordre på alle måder i forhold til, hvordan vi kommunikerer før, under og efter refleksion, læring og indsigt. Hvordan vi ændrer vores tilgang og adfærd over for hinanden i forskellige sammenhænge afhængig af, hvem vi bliver sat sammen med og hvilke personligheder vi møder.

Jeg har ved selvsyn set, hvordan de unge ændrer sig, jo mere indsigt og forståelse de får om og for hinanden. Hvilken betydning deres individuelle personprofil har haft i mødet med andre, tilgangen til livet, deres verdensbilleder og kulturen, de har med hjemme fra. Hver i sær er de vokset og har fået øje på muligheder frem for begrænsninger. De har spejlet sig i hinanden via de interaktive og intime samtalerum, hvor kortene har hjulpet dem med at sætte ord på deres liv og deres udfordringer.

De har fået øje på, hvorvidt de er ulve eller giraffer, og hvilken ny betydning konflikter kan få, hvis man tilgår dem med en ny vinkel, hvor formålet er udvikling, læring og to vindere. Hvordan kan man stå i sit eget lys og finde ro og styrke til at stå på mål for, hvem man er, og hvad man kommer fra, og ikke lader sig fastholde i negative mønstre eller situationer, hvor andre pludselig styrer ens liv og ens handlinger.

”Fortidens arv er med dig hele livet, men de valg, du selv træffer, definerer din fremtid.” (Annette Friese)

Så ja, mistrivsel er din egen skyld, hvis du lader dig fastholde i din fortid, hvis du ikke søger nye veje og indsigt. Hvis du bevarer status quo og føler dig berettiget til at være den, du er, efter devisen: de må tage mig, som jeg er, ellers er det deres eget problem… det er naturligvis dit valg at tilgå dit liv og dine omgivelser med denne holdning. Du skal blot husk, der er altid hjælp at hente – du skal bare række hånden ud.

Og i virksomheder er det ledelsens valg, når de udlever sætningen: her gør vi det på vores måde, og kan du ikke lide lugten i bageriet, så må du gå…

Potentialet ligger i den blinde vinkel

Men dybest set snyder vi os selv for at se verden med nye briller, møde vores medmennesker med nysgerrighed og ved fælles hjælp udvikle både faglige- og menneskelige egenskaber via den spejling, vi har mulighed for at få. Ofte vil manglende tillid, værktøjer og indsigt medføre lavt selvværd, usikkerhed, smerte og sorg, der i sidste ende sender os ud over klippen med psykiske lidelser, stor ensomhed og en livskvalitet, der ligger uendelig lavt.

Det du kigger på, får du mere af, så at få værktøjskassen fyldt op med selvindsigt til at imødegå mistrivsel og negative mønstre er første skridt på vejen til et positivt og energifyldt liv. Divergens er godt, læring endnu bedre og mennesker i fællesskab er af øverste skuffe, når vi spejler os i hinanden og deler indsigt og erfaring i trygge rammer.

Vi har hver vores DNA-kode, det er der helt sikkert en grund til. Vi er alle UNIKKE, og kan hver især noget helt særligt, vi skal bare tro på livet, på os selv og på hinanden.

Jo større selvtillid og selvværd vi har, desto lettere er det at træffe sunde valg for sig selv og sit liv og vinke farvel til mistrivsel, stress og ensomhed. Positiv energi smitter, det gør intelligente og gode valg også. Derfor kan det kun gå for langsomt med at få værktøjer bragt ud til alle vores unge, værktøjer der kan hjælpe med selvudvikling og selvindsigt, så de kan imødegå mistrivsel i det liv, der ligger foran dem.

Selvfølgelig er det ikke de unges skyld, at de havner i mistrivsel. Det er os som samfund, der er ansvarlige for at hjælpe de unge med at bryde arv og uhensigtsmæssige mønstre. Vi er ansvarlige for at hjælpe og klæde de unge på til livet, give dem værktøjer til at imødegå de udfordringer, der helt sikkert ligger og venter.

Det kalder på et andet fokus, et andet samfund, et andet nærvær og en holdningsændring i bred forstand.

Jeg håber og tror, at vi er på vej ind i en ny tid, hvor mennesker kommer før bundlinje. Empati før egoisme. Refleksion før hamsterhjul. Vi før jeg …

*Ulvesprog er et angrebssprog, konfliktoptrappende, handler om frygt, skyld og skam. Man er optaget af, hvad der er galt med den anden part. Girafsprog er konfliktnedtrappende, handler om at sikre god dialog mellem parter og bygger på ikke-voldelig-kommunikation. Man er oprigtigt interesseret i, hvad der foregår i den anden og i at rumme forskellige sandheder. Vi er ikke enten rigtige eller forkerte, vi er bare forskellige.

Fotograf: Michael Dziedzic