Indlæg

Brøler du bare?

Brøler du bare?

Hvilke forudsætninger/kompetencer kalder fremtiden på blandt vores børn og unge?

Jeg er optaget af min facilitatoruddannelse i Billund hos CoC Playful Minds, hvor der er fokus på børn og unge i forbindelse med facilitering og samskabelse.

Noget af det, der har bidt sig ekstra fast i mit hoved, er det forhold, at vores kreativitet topper og langsomt forsvinder fra 10-års alderen, hvis vi ikke gør noget!

Hvordan får vi den så tilbage igen? OG hvad betyder det, hvis vi ikke gør?

Forskning har vist at kreativiteten stiger 60% under en gåtur, og oplevelsen sidder langt længere i kroppen. Lad os derfor håbe, at tendensen med Walk&Talk og gåture i landets skove fortsætter – i fritiden såvel som under arbejde og uddannelse.

Måske bør folkeskoler og uddannelsesinstitutioner henlægge en del af deres undervisning til gåture. Det vil måske endda afhjælpe nogle af de mange udfordringer, der vokser frem omkring ensomhed og angst.

Betyder det noget, at vi ikke tør være kreative, at vi ikke udfolder vores fantasi? Er det derfor, vi bliver begrænsede og angste for at fejle i vores voksenliv? Det leder til endnu et spørgsmål. Hvis vi ikke tør fejle, hvordan skal vi så udvikle os og lære?

Det er tankevækkende at mange af os som børn elsker at tegne små figurer, pindemænd og -koner, fantasien hjælper os på vej, det behøver ikke at være perfekt, historierne opstår undervejs, og vores fine tegninger bliver til eventyr, vi stolte viser frem. Vi prøver os frem og er ikke begrænsede af alt det, vi senere i den bevidsthed, der opstår omkring tredje klasse, bliver bedømt på, og som viser sig enten at være korrekt gengivet eller forkert gengivet i vores tegninger.

Det vil sige, at vi i alderen 10-12 år lærer, at vi enten er gode eller dårlige til at tegne. Vi ved det faktisk ikke, før nogen fortæller os det, når de begynder at give os karakter, måle os op mod andre og korrigerer og synliggør, at vores tændstikmænd og -kvinder ikke er mere og andet end tændstikmænd og -kvinder. I den kontekst ligger det, at vores tegninger ikke er gode nok, og det registreres for første gang som et chok i vores bevidsthed, vores tryghed forsvinder, og oplevelsen sætter sig muligvis som et traume.

Jeg har mødt utallige voksne, der ikke siden 10-12-års alderen har rørt en farveblyant eller tegnet så meget som en krusedulle i angst for endnu engang at blive afsløret i, at de ikke kan tegne perfekte tændstikmænd og -kvinder. Nogle har i den sammenhæng glemt at fortælle dem, at det slet ikke er resultatet, der tæller, men processen og vejen derhen.

Hvem husker ikke det foldede stykke papir, hvor man tegnede videre på hinandens tegning og til sidst fik et fantasidyr eller en fantasifigur i mangfoldige farver og med mangfoldige udtryk? En fantastisk historie blev formidlet i fællesskab, og enhver bragte sit med til tegningen, alle havde værdi for historien.

Så er det, der mangler, for at vi kan udvikle vores fantasi og kreativitet, blot tryghed!

Koblet med den viden vi har, om at børn i dag har en meget mindre aktionsradius (bevægelsesfrihed) i forhold til tidligere – hvilket igen har store konsekvenser for deres fysiske og psykologiske udvikling, kunne man måske afhjælpe flere fremtidige udfordringer i undervisningsformen, ved at kigge på leg og læring.

Det, vi kigger ind i, i Billund og på uddannelsen som facilitator, er i særdeleshed samskabelse med børn. Her har vi et særligt fokus på tryghed. Tryghed i gruppearbejde. At skabe tryghed i form af refleksioner to og to frem for mange elever i grupperne. At vænne børn til korte refleksioner med forskellige partnere i hverdagen.

Måske gælder det også for vores unge, måske har de også brug for mere tryghed!

Måske har de brug for at finde tilbage til deres kerne af kreativitet, få deres bevægelsesfrihed tilbage og skabe trygheden to og to ad gangen, så fundamentet til resten af livets udfordringer kommer rigtig på plads, og de får lyst og mod til at udfolde sig igen – alle sammen!

I et samfund, hvor alting ændrer sig i hast, hvor kravene til den enkeltes faglige kompetencer og det akademiske niveau er blevet skyhøje, hvor det er en forudsætning at være forandrings- og omstillingsparat, at kunne samarbejde tværfaglig og i teams, være agil og forstå det digital mulighedsrum, er udfordringerne til at få øje på i forhold til de omkostninger, der er begyndt at dukke op hos den kommende generation.

Måske er det på tide at stoppe op og tænke over fremtiden og de værktøjer, der er til rådighed ud fra de krav, vi stiller. Er de tilstrækkelige? Hjælper det at gøre mere af det samme, eller skal der helt nye metoder i brug? Skal vi måske have den helt grundlæggende tillid tilbage på banen?

“Børn skal have en opdragelse, der svarer ikke til den nuværende, men derimod den fremtidigt bedre tilstand for menneskeheden. Det vil sige, til meningen med menneskeheden og hele dens bestemmelse” (Immanuel Kant 2000, 58).

Det, der vejer tungest i forhold til at arbejde succesfuldt i teams/grupper – som jo er en forudsætning for at lykkes som menneske i dag, er særligt tre kompetencer:

Relationskompetence

Refleksionskompetence

Meningskompetence

Disse tre kompetencer skal mestres af det enkelte menneske, hvis vi som samfund skal overleve.

Derfor er det en forudsætning, at dem, det handler om, skal inddrages!

Vi kræver mange ting og sætter ofte barren højt i vores bestræbelse efter at skabe resultater, men hvis vi ikke gør os den ulejlighed at spørge, hvad der giver mening for dem, der tegner vores fremtid, så misser vi den åbenlyse chance for at samskabe et bedre og mere holdbart fundament – og måske køber de i virkeligheden ikke ind på vores præmis, så kan vi jo stå der med alle vores krav, ene og alene …

”Fremtiden kalder på fællesskaber. Når man ved, at globalisering er et livsvilkår, at læring er socialt-kulturelt betinget, at kundskaber i sig selv har en hurtig udløbsdato, at omsætningshastigheden på viden stiger og stiger, at uddannelsessystemet skal levere livsduelige mennesker og effektive medarbejdere, så er fremsynet undervisning og opdragelse i skolen nødvendigt! ” (Helle Bjerresgaard, Kvan. S.54-69, Tidsskrift for læreruddannelse og skole nr. 107.)

Så hvilke tanker gør du dig om fremtiden og dine børn og unges lykke? Fremtidens arbejdsplads og samarbejdsformer?

Måske giver CoC Playful Minds samskabelsesstjerne, det etiske ansvar/bevidste børnesyn også mening for dig:

En fælles sag – engagerende fællesskab om at skabe noget sammen

Meningsfuldhed – motivation og glæden ved at fordybe sig sammen med andre med forskellige formål

Ligeværd – ligeværdige relationer og anerkendelse af den nødvendige forskellighed

Tillid – tillidsfulde relationer og rum der skaber tryghed til hinanden og til processen

Tydelige rammer – troværdighed i forskellige formål, proces, aftaler, relationer og roller

De kan noget helt særligt hos CoC Playful Minds. Det starter med vores børnesyn. Fremtiden skal samskabes med dem, der skal leve i den …

Fotograf: Jean Wimmerlin

Hjerteblod er vel i sidste ende drivkraften?

Hjerteblod er vel i sidste ende drivkraften?

For ikke så længe siden læste jeg et opslag af en person, jeg længe har fulgt og beundret. Et opslag der gav mig dybe og interessante refleksioner. Et opslag der strålede af sårbarhed og drømme.

Personen er en ung kvinde, der gennem de sidste syv år har formået at trænge igennem lydmuren i erhvervslivet. Fagligt er der ingen tvivl om, at hun er dygtig, på højt niveau og kan måle sig med de bedste, men i min optik er det, der har gjort den helt store forskel, hendes behagelige væsen, hendes mod, personlighed og hendes nærvær. På forholdsvis få år har hun skabt sig en platform og et navn, der rækker langt ud over de lokale grænser, ja endda ud over landets grænser. Hun har kort sagt gjort det, mange drømmer om. Hun har skabt sit eget job, i sin egen virksomhed – og med stor succes!

Jeg har som sagt fulgt hende ganske tæt og med nysgerrighed. Hun har fra starten fascineret mig, udfordret mig og tirret mig i min egen selvforståelse og måde at sælge/promovere mig selv og min virksomhed på. Det har været fedt, fantastisk, lidt angstprovokerende, men noget jeg har brugt konstruktivt i min hverdag, og måden jeg har tænkt strategi på.

Hvis du interesserer dig lidt for digital markedsføring, ved du sikkert godt, som jeg, at hvis noget skal være interessant for andre at læse om, og du skal fange dit publikum, så skal du give en bid af dig selv. Så skal du stille dig ud på det yderste af vippen, derud hvor det hele bliver lidt sårbart, hvor du reelt risikerer og har noget på spil!

Hvor mange indlæg, blogs og artikler udfylder den rolle hen over et år? Hvor mange kan du huske af dem, du selv har læst det seneste år?

Opslaget jeg læste og som startede en tankerække, handlede netop om det med at stille sig til skue, vise sårbarhed og lade omgivelserne forholde sig til den smagsprøve, der blev lagt frem. Og lige der, blev opslaget og kvinden bag allermest sårbar. Tidligere har hendes opslag være en rejse, et forløb der løbende har flyttet sig, åbnet sig, foldet sig ud – både fagligt og menneskeligt, men lige den dag, blev det ”alt eller intet”.

Måske var det et led i en strategi, presale, personificering, salgstrick, kald det, hvad du vil, jeg købte i hvert fald ind på opslaget og handlingen og mærkede i det øjeblik en fælles følelse af sårbarhed, mod og drømme.

Hvorfor?

Fordi jeg kunne mærke hende helt ind i hjertekulen. Jeg kunne mærke hjerteblod og drivkraft hos et menneske, der ganske vidst lever af at promovere og sælge sine historier og har gjort det fantastisk gennem de forgangne syv år. Nu kommer så kronen på værket. Den ultimative udfordring. Der hvor charme, personlighed og faglig formåen møder hinanden og i fællesskab skal bringes i spil, tages alvorligt og vurderes af resten af verden. Nu kommer afgørelsens time. Bliver hun fundet for let, tilpas eller har hun begået en genistreg? Hvad syntes verden, fagfolk, omgivelser og smagsdommere i det ganske land om det, hun er i gang med at folde ud?

Skræmmende? JA, for enhver!

Hvad har det med mig, dig og alle andre at gøre?

Tja, alt eller ingenting, det bestemmer du sådan set selv. For mig gav det en fantastisk spejling. Både opslaget alene, men også alle svarene der kom i tråden nedenfor. Mange har en mening, mange ytrer sig, og nogle gange tager man sig til hovedet og tænker, at mennesker burde tænke, før de taler, men om ikke andet, så anskuer de jo blot verden fra en anden vinkel, end den man selv anskuer verden fra, og i bund og grund er alle meninger fine.

Hvor kommer læring fra?

Vi lærer ofte mest af dem, vi ligner mindst, og humlen er, at vi KAN fremkalde en reaktion. I en verden hvor information buldrer derud af og på daglig basis støjer voldsomt i vores bevidsthed, kræver det noget særligt at få opmærksomhed, positiv opmærksomhed vel at mærke!

Ifølge fagkundskaben har virksomheder i den private sektor en gennemsnitlig levealder på mellem 11-12 år, og det passer nok meget godt med, at mange går sukkerkold, og metaltrætheden breder sig ud i organisationen på det tidspunkt, hvis man ikke er opmærksom på at få ny energi ind i sin virksomhed.

Så er den umiddelbare sandhed, at hjerteblod, mod og retten til at vise sårbarhed forsvinder synkront med en virksomheds alder? Og er det i sig selv en fare for forstokkethed og degenerering?

Måske er det påkrævet, at vi engang imellem byder nye op til dans og kickstarte processen på ny. At vi tør fremstå nøgne og sårbare og gentænke, hvad vi egentligt er drevet af. Det må aldrig blive rutine at drive virksomhed. Nytænkning, fornyelse og strategi til at imødegå fremtiden er vitalt for overlevelse. Af samme årsag har jeg derfor flere gange slået på tromme for, at man i erhvervssammenhænge sætter iværksættere sammen med etablerede virksomheder på tværs af brancher, målgrupper og uddannelsesbaggrund – og gerne med fokus på de virksomheder, der nærmer sig 10-års alderen, når man nu ved, at de er særligt udsatte.

På den måde kan de nye lære af de gamle og danne fortroligt og dyrebart netværk. De gamle kan få et los i bagdelen af de nye, blive udfordret, få ny inspiration og indsigt og forhåbentlig genvinde engagement og lyst til samskabelse gennem fremtidige projekter. Det er i min optik WIN-WIN og ikke som i dag, hvor man mange steder i lokale netværk danner grupper ud fra omsætning, antal ansatte, branche eller anciennitet. Hvor er mod og nytænkningen henne i de konstellationer, for mig ligner det bare ”mere af det samme” …

Det, jeg tager med mig videre ud i verden lige nu, er ordene: mod, sårbarhed, hjerteblod og drivkraft. De ord vil jeg gerne giver videre til den næste generation – og til dem jeg møder på min vej. Spejlingen fra opslag der handler om andet end succes, perfektionisme og bundlinje kan så meget mere. Vi har brug for endnu flere indsigtsfulde og anderledes opslag på LinkedIn. Opslag der fortæller historier, giver læring, refleksion og indsigt til gavn for erhvervslivet, den personlige udvikling og individet.

Så kæmpe tak for inspiration til denne blog – må din kommende bog og dine fremtidige projekter inspirere langt ud i verden, og må dit mod bringe dig lige derhen, hvor du drømmer om, Anita Dalsgaard!

Fotografi: Engin Akyurt

Skærmlede og distancetræthed – en ny tids udfordringer…

Kan du huske, hvornår du sidst har opfordret til leg i din organisation – ikke spil, konkurrence eller noget der lugter af at skulle vinde over andre? Bare uhæmmet leg på lige vilkår og uden at skulle nå et bestemt mål – skabelse af flow.

Mange steder er legen blevet glemt, sat til side eller på anden vis forsvundet ud af værktøjskassen. Det er en kæmpe fejl, hvis du spørger mig – og jeg har selv glemt at lege, så jeg er om nogen rusten inde i legens verden.

En god leg gør os lige, nedbryder barrierer og udvisker forskelle.

Derfor havde jeg i sidste uge besluttet mig for at deltage på webinar hos Play User Lab i Billund, hvor forfatter til bogen The Innovation Cycle og rollespils-ekvilibrist, Claus Raasted, tog os med ind i den digitale legs univers og fortalte om fremtidens leg – flankeret af Louise Fenger Kornum og Thomas Aakjær Jensen, begge fra CoC Playful Minds. Hvorfor nævner jeg Louise og Thomas? Det kommer jeg tilbage til.

Sandheden er, at utrolig mange Teams-møder, Zoom-møder, Adope-Connect-møder o.l. alle går fra opgave til løsning, hvilket har fungeret på den korte bane, men ikke på den lange – og lige nu er vi på den lange bane. Den digitale platform er kommet for at blive. Virtuelle møder er vores fremtid, og derfor har vi brug for forstyrrelser og leg i vores møder, så vi kan holde kadencen.

Det er ikke altid let, hvis man er et alvorligt og seriøst menneske, der omgås andre alvorlige og seriøse mennesker, der heller ikke har leget med nogen i mange år!

Men tilbage til Claus, der gennem hele dagens webinar tilførte os ny viden om digitale udfoldelsesmuligheder og samvær via leg. Allerede ved indgangen til dagen blev jeg udfordret på mit mindset og min deltagelse. Som sagt har jeg på mange måder glemt at lege. Måske har mit liv generelt bare været for alvorligt og min facade for vigtig til at risikere pinligheder, som at falde igennem, se dum ud og ikke bestå prøven ind i fællesskabet… Det fantastiske er så i virkeligheden at finde ud af, at i leg handler det slet ikke om at bestå, det handler om at være med!

Vi havde på forhånd, inden dagens webinar, modtaget en ”lege-kasse” med forskelligt udstyr til de lege vi skulle deltage i gennem dagen. Det skabte i sig selv forventning og glæde – og et lille sug i maven.

I første leg skulle vi fortælle, hvilket dyr vi var, og hvorfor vi valgte lige netop det dyr. Allerede her røg jeg med det samme ned i kassen, der hedder ”åh nej, ikke sådan noget pjat”. Paraderne røg op og i stedet for at give mig selv lov til at slippe hæmningerne og finde på et sjovt dyr, valgte jeg det sikre, en sort panter (den var da i det mindste sej), og så tilføjede jeg ordene: fordi jeg slås for de svage i samfundet – øv, hvor kedeligt og forudsigeligt!

De øvrige deltagere på holdet havde leget meget mere gennem årene, så deres dyr og historier var både sjovere og meget mere spændende end mit dyr og min historie. Første læring: Giv slip, ha’ det sjovt og vær medskaber i historien.

Det kræver naturligvis, at vi ikke sidder fast i vores egen historie og kultur, men at vi i stedet tilvælger udfordringen og arbejder på at blive lidt mere ”loose” i vores tilgang til hinanden – og ikke mindst tillader os selv, at give slip på det perfekte billede.

Og nu kommer læring nummer to: Leg har intet formål. Intet er perfekt i leg, tværtimod! Der er ingen gevinst for den enkelte, og der er ingen regler. Leg er fleksibel, der er ingen konkurrence, og det må gerne gå lidt galt. Tese: Når tilfældet råder køber deltagerne lettere ind på opgaven/situationen!

Vi havde i vores ”lege-kasse” fra tidligere modtaget en pose med legoklodser, og undervejs i forløbet kom så den opgave der hørte til legoklodserne. Vi skulle med hvert vores bogstav danne et fælles ord på skærmen. Et par af deltagerne fandt på det ord, vi andre skulle stave til, og styrede herefter slagets gang. Hver især skulle vi bygge vores eget bogstav ved hjælp af legoklodser. Jeg har leget meget med LEGO som barn, men havde tilsyneladende glemt alt, så det var en virkelig svær opgave at løse – og så på tid. Desværre lykkedes det mig ikke at bygge mit ”N” i LEGO. Til gengæld måtte jeg sande, da vi evaluerede på opgaven, at jeg savner at lege. Jeg vil lege meget mere. Jeg blev sat fri mens vi legede, og jeg havde en fest sammen med de andre!

Undervejs i løbet af dagen gav Claus rigtig gode og praktiske indsigter i, hvordan man fungerer optimalt på en digital platform, særligt hvis der skal løses opgaver, leges eller arbejdes på tværs af virksomheden gennem flere timer.

Sørg for at stå skarpt, lad dine medarbejdere arbejde hjemme på store skærme i en ordentlig opløsning. Køb udstyr, der er gearet til en digital hverdag. Sørg for skarpt lys/et lyst rum, mens du er på digitalt og et headset der virker. Lys er vigtigt! Lyd er vigtig! Vi skal både kunne høre og aflæse hinandens virtuelle udtryk, ellers mister vi fokus og interesse! Test teknikken og kommunikationen med feedback fra deltagerne, så I fremstår skarpt og kan stramme op de steder hvor det er nødvendigt.

Den digitale arbejdsform er kommet for at blive. Derfor er det vigtigt med små afbrydelser i hverdagen i form af leg og andet, hvor vi kommer væk fra skærmen, op at stå, og samtidig styrker fællesskabet og samarbejdet i fravær af det fysiske møde – ellers ender vi som en flok zombier foran hver sin skræm.

Det er i sandhed en befrielse at kunne grine sammen og lave ”interruption” i en hverdag med ALT, ALT for mange timer bag en skræm.

Og nu kommer vi til Louise og Thomas. Begge var de værter under webinaret, begge er de fra CoC Playful Minds, hvor det seriøst handler om samskabelse via leg og læring mellem børn og voksne. Derfor kom det nok heller ikke bag på ret mange af deltagerne, at deres evner ud i leg stikker helt af, når de er sammen – og det er skrevet i kæmpe respekt og med stor kærlighed (og en lille bitte smule misundelse over deres umiddelbarhed og glæde ved at lege).

Mens vi sad og arbejdede seriøst, kom Louise pludselig vandrende ind bagerst i billedet med den sjoveste hat på hovedet, en hat der mest af alt lignede en hane eller ”noget”. Hatten var det eneste, man kunne se hen over udsmykningen i baggrunden af rummet – en vandrende hat og et par lange ben, der vandrede frem og tilbage i baggrunden. Det udløste endorfiner, latter, glæde og energi på en dag, hvor vi sad rigtig længe bag en skærm – og de dage er der mange af lige nu og givet vis også i fremtiden.

Interruption er et vigtigt redskab, hvis du vil fjerne skærmlede og distancetræthed i hverdagen!

Den samme interruption lavede Thomas i øvrigt, da det varslede Snack Banko i frokostpausen blev ledsaget af ”Fru Pigalopp” som opråber (Thomas i fuld udklædning) – en mulighed for samhørighed og leg hen over den fælles frokost, når vi nu ikke kan sidde fysisk i samme rum.

Skal der nedbrydes grænser i din virksomhed for at få plads til leg? Så find allierede, find dem der støtter op og gerne vil lege:  https://www.youtube.com/watch?v=V74AxCqOTvg

Det behøver ikke være stort og forkromet, bare små fysiske øvelser og opgaver væk fra skærmen og hurtigt retur: fælles gymnastik, lav en sjov drink (fredagsbar), dagens bevægelse, find en ting i dit hjem/på dit kontor og fortæl dine kollegaer historien bag, læg puslespil på tid o.l. Saml ideer fra de ansatte, lad dem byde ind på ”interruption” og leg i deres egen hverdag til fremme af trivsel og fællesskab.

Husk, den moderne leder skal være nysgerrig og omstillingsparat. Så hvilken type leder er du? Og tør du lege med?

Fotograf: Nastuh Abootalebi

Er jeg en uddøende dinosauer i en digital verden?

Når futurister og fremtidsforskere i deres fremtidsvisioner spår, at vi går ”fra Chef til A.I.”, og chefer og mellemledere helt vil kunne undværes, når vi i fremtiden i stedet arbejder for en algoritme, der aldrig er syg eller sur, altid til stede og konstant træner os til at blive hurtigere og bedre… så går mine alarmklokker helt automatisk i gang.

Hvordan hænger det sammen med trivsel og den føde vi har brug for til krop, sjæl og ånd? Hvordan imødegår vi de tendenser mod-kulturen kalder på i form af fordybelse, nærvær, samskabelse og ro? Vi har mennesker med angst, stress og ensomhed som aldrig før.

350.000 danskere lider af angst
120.000 unge + 50.000 ældre danskere oplever ensomhed
250.000 – 300.000 danskere lider af alvorlig stress
500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet pga. stress
500.000 danskere rammes gennem livet af depression, ubehandlet stress forårsager over halvdelen af alle depressioner og angstlidelser.

WHO forudser at stress og psykiske lidelser bliver den største sundhedsudfordring i 2030, så hvordan tackler vi disse udfordringer, hvis vi lader os isolere yderligere i form af robotter, digitalisering, hjemmekontorer, distancekommunikation m.m.?

Min største udfordring i mit arbejde med trivsel og stressforebyggelse er helt sikkert, at jeg har svært ved at give slip på min tyrkertro på, at kommunikation mellem mennesker, der sidder fysisk over for hinanden, kan noget helt særligt. Samtidig føler jeg mig som den sidste dinosauer i verden, der ikke er klar til at flytte mig ind i fremtiden.

Jeg studerer adfærdsdesign i øjeblikket og er slet ikke i tvivl om, at mit forretningsgrundlag vil være bedre, sundere og mindre sårbart, hvis jeg etablerer flere digitale platforme i form af forskellige webinarer, coaching- og sparringssamtaler via eksempelvis Zoom, MEN… mit hjerte følger ikke med, og min hjerne stritter også imod, så hvad gør jeg? Lægger mig ned og uddør? Eller kæmper jeg for overlevelse på mine egne vilkår?

Fremtiden er her helt sikkert, uanset om jeg hopper ombord på vognen med digitalisering, A.I chefer og andet godt, men hvor er den kritiske røst, når fremtidsforskerne sætter kursen?

Er vi bare en flok lemminger, der tramper i flok, fordi det nye sorte bliver lagt foran os af kloge folk, der spår ind i fremtiden? Og det er jo netop det, de gør. De spår ud fra vilkår samfundet eller de selv sætter op. Men de vilkår kan vi jo selv ændre på, hvis vi vil, ingen har patent på sandheden, heller ikke fremtidsforskerne, selvom de er vildt kloge og har stor indsigt.

Så spørgsmålet er jo i virkeligheden, hvad vil vi være med til? Hvor går grænsen, og hvornår skal vi trække i den anden retning? Er der en grænse, eller lader vi os forføre?

Jeg har brug for både og, ikke for enten eller…

Det kunne være rart at høre, hvad andre mener om fremtiden. Jeg er virkelig nysgerrig. Så hvad mener du?

Ps: Jeg syntes, det er fantastisk at blive udfordret, og jeg har stor respekt for fremtidsforskernes arbejde. Så misforstå mig ikke, jeg vil bare gerne have gang i sunde og nuancerede drøftelser på området, hvor alle kommer til orde og ingen sidder tilbage med følelsen af at blive kørt over af fremtidsbussen!

Fotograf: Huang Vingone

Epicenter for leg, læring og samskabelse med børn – og unge

I Billund er der et helt fantastisk sted for virksomheder, der ønsker at udvikle innovative produkter og værktøjer til leg og læring, stedet hedder CoC Playful Minds.

Jeg besøgte CoC Playful Minds i fredags; var indbudt til at sparre omkring mine tankevækkere og erfaringer med samtalerummet på tre FGU Skoler, og jeg blev blæst bagover af den energi der var på stedet og blandt iværksættervirksomhederne.

Alle de deltagere jeg mødte fra Playful Hub var engagerede, interessante, nysgerrige, havde krøllede hjerner og indbød til fællesskab og samskabelse. Alle delte vi viden, indsigt, oplevelser og drømme.

Da jeg modstræbende begav mig hjemad, havde jeg kun et stort ønske: at være med, at blive en del af gruppen og få lov til at arbejde i det store legerum sammen med de andre. Tænk, at være med til at skabe, samskabe og give fuld gas og hjælpe hinanden med at udvikle, forske i, teste og blive flyvefærdige i forhold til projekter, produkter, aktiviteter m.m. og i fællesskab få etableret kontakter ud i den ganske verden.

Visionen for Playful Hub er ganske enkel:

Vi har en drøm om at Billund skal være et nationalt og internationalt epicenter i økosystemet for leg, læring og samskabelse med børn

Billund har i kraft af LEGO, LEGO Fonden, CoC Playful Minds m.f. et eksisterende unikt videns- og kompetencefundament i international særklasse at bygge på. Det potentiale skal vi udnytte.

Playful Hub er første skridt hen imod at udvikle et epicenter inden for leg og læring med udgangspunkt i Billund.

Unikt miljø

Man kan på verdensplan, ikke finde et lignede innovationsmiljø, hvor virksomheder inden for leg og læring kan udvikle sin forretning sammen med andre virksomheder, forskere og i samskabelse med børn.

Dette gør Playful Hub til et unikt initiativ, ikke bare nationalt, men internationalt.

Min sommerferiegave er, som I måske allerede har gættet, at jeg efter ferien får delvis ny adresse i min hverdag. 1-2 dage om ugen rykker jeg kontoret til Billund. Jeg har fået lov til at blive en del af gruppen hos Playful Hub. Projektet med ”tankevækkerne” og samtalerummet får lov til at folde sig endnu mere ud, og forhåbentlig fødes endnu flere produkter i fremtiden til gavn for børn og unge.

Drømmen om at være med til at stoppe ensomhed, knuste hjerter og manglende selvværd er rykket væsentlig tættere på at gå i opfyldelse, og jeg kan slet ikke vente med at komme i gang sammen med de fantastiske mennesker i Billund.

Rigtig god sommerferie!

Foto: Alex Alvarez

Mistrivsel er din egen skyld – så for den …

Mistrivsel er din egen skyld – så for den…

Jeg ved godt, at det er et voldsomt postulat, men måske du er enig, når du har læst denne blog færdig. Jeg mener det ikke så slemt, som det står skrevet, dog er der et kraftigt drys af sandhed i overskriften.

De sidste snart tre ugers arbejde med unge elever på de tre FGU-skoler i Midt-Vest har givet mig syn for sagen. Blandt de tre grupper har der været rigtig stor divergens i sammensætningen, tilgangen og måden de interagerede blandt hinanden. Interessant at få adgang til og indblik i.

Mine iagttagelser gennem perioden viser, at der er tre ting, der for alvor skaber udfordringer:

– Frivillighed eller tvang (har du selv valgt at deltage, eller har nogen valgt det for dig)

– Har du været med fra starten eller bryder du ind midt i aktiviteten (manglende indsigt og opbygningen af den
tillid, der skabes fra starten i et projekt, skaber ubalance mellem deltagerne)

– Kommer du for at give eller for at tage (personprofilers tilgang betyder mere, end du regner med for tillid og
fællesskab)

Min ”mission” med samtalerummene og undervisningen i adfærd og kommunikation hos FGU-skolerne udspringer helt naturligt fra mit arbejde med trivsel og stressforebyggelse i virksomheder. Her er jeg, et utal af gange gennem de senere år, blevet forundret over den massivt manglende indsigt mange ansatte og ledere har, når det kommer til konflikthåndtering og den betydning, personprofiler, verdensbilleder og kultur har for udvikling og vækst.

Livslæring

Når jeg kigger indad, er det den nøjagtig samme tomme værktøjskasse, jeg selv var i besiddelse af i mange år, indtil jeg besluttede mig for at blive klogere på mennesker og begyndte min indre rejse frem imod den, jeg er i dag. Ikke nogen let rejse, det indrømmer jeg, men for hulen hvor ville jeg gerne have haft de værktøjer, jeg har i dag, langt tidligere i mit liv, gerne i min ungdom. Meget ville have været lettere og mange kampe og nederlag ville være undgået.

Nogle vil sikkert påstå, at det har givet hår på brystet at tage kampene, og det har de for så vidt også ret i, men jeg havde jo ikke behøvet at gå i stykker undervejs, og jeg var uden tvivl blevet en bedre mor, kone, ven, leder og kollega, hvis jeg havde haft de rigtige værktøjer til at imødegå konflikter, manglende forståelse og et selvbillede, der skabte unødvendige udfordringer i forhold til det perfekte glansbillede i mit liv.

Livet havde helt sikkert udfoldet sig anderledes, hvis jeg ikke var blevet fastholdt i negative mønstre, manglende selvværd og et ønske om accept og anerkendelse de forkerte steder, udelukkende fordi den arv og kultur, jeg havde med hjemme fra, havde sendt mig i en forkert retning. Måske havde jeg haft en alternativ vej at gå og en større selvindsigt, der igen havde åbnet nye muligheder og kastet *ulven hen i ringhjørnet for at give plads til giraffen.

Lige netop disse betragtninger var udgangspunktet da jeg for tre år siden begyndte at udvikle på tankevækkerne (samtalekort). Jeg havde et dybtfølt ønske om at hjælpe andre til refleksion og dialog. Jeg ønskede ikke for nogen, at de skulle gå i stykker p.g.a. stress, angst eller ensomhed, og kunne kortene bare hjælpe én eneste til at reflektere og få mod på at arbejde med selvindsigt og dermed tilegne sig nye værktøjer, så ville min mission være lykkedes.

At jeg så på grund af Coronavirus landede hos FGU Midt-Vest, er ingen tilfældighed. Jeg har en grundlæggende tro på, at vi møder det, vi skal møde i livet, og når vi er klar, så folder tingene sig ud. Intet er tilfældigt, alt er læring, og vel blev jeg som så mange andre væltet omkuld af Coronavirus, men livet bugtede sig i en ny retning, og her står jeg nu.

Kommunikation fremmer forståelsen

Gaven er, at jeg har fået lov til at arbejde med kommunikation og adfærd sammen med de unge på skolerne. Jeg har fået lov til at trykprøve, teste og udfordre på alle måder i forhold til, hvordan vi kommunikerer før, under og efter refleksion, læring og indsigt. Hvordan vi ændrer vores tilgang og adfærd over for hinanden i forskellige sammenhænge afhængig af, hvem vi bliver sat sammen med og hvilke personligheder vi møder.

Jeg har ved selvsyn set, hvordan de unge ændrer sig, jo mere indsigt og forståelse de får om og for hinanden. Hvilken betydning deres individuelle personprofil har haft i mødet med andre, tilgangen til livet, deres verdensbilleder og kulturen, de har med hjemme fra. Hver i sær er de vokset og har fået øje på muligheder frem for begrænsninger. De har spejlet sig i hinanden via de interaktive og intime samtalerum, hvor kortene har hjulpet dem med at sætte ord på deres liv og deres udfordringer.

De har fået øje på, hvorvidt de er ulve eller giraffer, og hvilken ny betydning konflikter kan få, hvis man tilgår dem med en ny vinkel, hvor formålet er udvikling, læring og to vindere. Hvordan kan man stå i sit eget lys og finde ro og styrke til at stå på mål for, hvem man er, og hvad man kommer fra, og ikke lader sig fastholde i negative mønstre eller situationer, hvor andre pludselig styrer ens liv og ens handlinger.

”Fortidens arv er med dig hele livet, men de valg, du selv træffer, definerer din fremtid.” (Annette Friese)

Så ja, mistrivsel er din egen skyld, hvis du lader dig fastholde i din fortid, hvis du ikke søger nye veje og indsigt. Hvis du bevarer status quo og føler dig berettiget til at være den, du er, efter devisen: de må tage mig, som jeg er, ellers er det deres eget problem… det er naturligvis dit valg at tilgå dit liv og dine omgivelser med denne holdning. Du skal blot husk, der er altid hjælp at hente – du skal bare række hånden ud.

Og i virksomheder er det ledelsens valg, når de udlever sætningen: her gør vi det på vores måde, og kan du ikke lide lugten i bageriet, så må du gå…

Potentialet ligger i den blinde vinkel

Men dybest set snyder vi os selv for at se verden med nye briller, møde vores medmennesker med nysgerrighed og ved fælles hjælp udvikle både faglige- og menneskelige egenskaber via den spejling, vi har mulighed for at få. Ofte vil manglende tillid, værktøjer og indsigt medføre lavt selvværd, usikkerhed, smerte og sorg, der i sidste ende sender os ud over klippen med psykiske lidelser, stor ensomhed og en livskvalitet, der ligger uendelig lavt.

Det du kigger på, får du mere af, så at få værktøjskassen fyldt op med selvindsigt til at imødegå mistrivsel og negative mønstre er første skridt på vejen til et positivt og energifyldt liv. Divergens er godt, læring endnu bedre og mennesker i fællesskab er af øverste skuffe, når vi spejler os i hinanden og deler indsigt og erfaring i trygge rammer.

Vi har hver vores DNA-kode, det er der helt sikkert en grund til. Vi er alle UNIKKE, og kan hver især noget helt særligt, vi skal bare tro på livet, på os selv og på hinanden.

Jo større selvtillid og selvværd vi har, desto lettere er det at træffe sunde valg for sig selv og sit liv og vinke farvel til mistrivsel, stress og ensomhed. Positiv energi smitter, det gør intelligente og gode valg også. Derfor kan det kun gå for langsomt med at få værktøjer bragt ud til alle vores unge, værktøjer der kan hjælpe med selvudvikling og selvindsigt, så de kan imødegå mistrivsel i det liv, der ligger foran dem.

Selvfølgelig er det ikke de unges skyld, at de havner i mistrivsel. Det er os som samfund, der er ansvarlige for at hjælpe de unge med at bryde arv og uhensigtsmæssige mønstre. Vi er ansvarlige for at hjælpe og klæde de unge på til livet, give dem værktøjer til at imødegå de udfordringer, der helt sikkert ligger og venter.

Det kalder på et andet fokus, et andet samfund, et andet nærvær og en holdningsændring i bred forstand.

Jeg håber og tror, at vi er på vej ind i en ny tid, hvor mennesker kommer før bundlinje. Empati før egoisme. Refleksion før hamsterhjul. Vi før jeg …

*Ulvesprog er et angrebssprog, konfliktoptrappende, handler om frygt, skyld og skam. Man er optaget af, hvad der er galt med den anden part. Girafsprog er konfliktnedtrappende, handler om at sikre god dialog mellem parter og bygger på ikke-voldelig-kommunikation. Man er oprigtigt interesseret i, hvad der foregår i den anden og i at rumme forskellige sandheder. Vi er ikke enten rigtige eller forkerte, vi er bare forskellige.

Fotograf: Michael Dziedzic