Indlæg

Det store spørgsmål om de nye generationer på arbejdspladsen!

/0 Kommentarer/i /af

Generationskløft eller fællesskab

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg bliver stillet spørgsmålet i de virksomheder og netværksgrupper, jeg møder i det ganske land. Hvad skal der til, for at vi kan fastholde de unge? Hver gang svarer jeg, at vi skal ikke fastholde, vi skal tilknytte. Der er en markant forskel! Det hele skal være frivilligt og drevet af et fælles ønske for et givende samarbejde, uanset alder, så vi ikke får skabt en generationskløfte, der er så dyb, at der ikke kan bygges bro mellem generationerne.

Desværre er det tilsyneladende flere steder en virkelig stor udfordring, at være nysgerrige på hinanden. Der er ofte mange meninger i organisationen om de kommende generationer. En tendens bygger på “synsninger” om, at det er en svag generation, der træder ind på arbejdsmarkedet, en generation med alt for mange følelser, og en generation der ikke forstår at “tage fat” – frit oversat; arbejde virkelig mange timer og prioritere arbejde over alt andet! De unge får skyld for at være ukollegiale, i retning af “her sidder vi gamle så med alt arbejdet og skal klare det hele, mens de unge smutter hjem til familien.”

I mange virksomheder får netop den kultur lov til at leve sit eget liv, og dermed skabes der siloer og forsvarsmekanismer i samarbejdet og på tværs af organisationen. “Dem mod os-kulturen” udvikler sig og det bliver til en kamp mellem Boomerne (generation X) og generationerne efter, og fordi det ikke italesættes eller tages hånd om, vil det til evig tid skabe konflikter og disrespekt mellem de ansætte. Alt for ofte er det anført af en enkelt eller få medarbejdere, hvor ledelsen og de øvrige kollegaer ikke får sagt fra eller endnu bedre får belyst problemet i tide. Ofte bunder det i ren og skær usikkerhed fra den enkelte medarbejders egne tanker om fremtiden. Det er der ingen virksomheder, der kan holde til!

Der er brug for både unge og 50+ medarbejdere på vores arbejdspladser, derfor er det vigtigt at være nysgerrige på hinanden og åbne for forandringer. Virksomhederne kan gøre rigtig meget selv, ved at åbne op for dialog og fjerne fordomme. Skab rum til at nedbryde siloer. Skab rum til nysgerrighed og spørgsmål. Skab en fælles referenceramme, der kan arbejdes ud fra i organisationen. Et fællesskab og en forståelse for, hvor vi kommer fra hver især. Fortællerværksted er et fantastisk værktøj til at synliggøre, de forandringer tiden har skabt. Verden er i forandring, vi har brug for at stå sammen, ikke det modsatte.

Jesper Theil Thomsen, 28 år, stifter og ejer af Soundboks, udtrykte det sådan her på Ledelsens dag i november 2023: 28 årige er ikke ”særlige medarbejdere”, de er bare unge med mindre erfaring end en 50’årig, og derfor har de brug for mere støtte. Sådan har det ALTID været! Forventningerne er blevet højere til samfundet, vores velfærd og vores arbejdspladser, derfor har vi udfordringer. De unge er bare unge, nøjagtig som de var for 50 år siden!

Alle har brug for at føle sig mødt

Få mere indsigt i de fremtidige generationers ønsker og behov i nedenstående artiklen fra Væksthus for Ledelse – og så vil jeg gerne understrege, at det ikke kun er de unge, virksomhederne skal have øje for! Det støjer og skaber unødig bøvl, at der entydigt kun fokuseres på de unge. Hav nu fokus på den samlede arbejdsstyrke og det fælles gode samarbejde. 50+ har også brug for kærlig omsorg. De har også brug for at blive set og hørt! Forskelsbehandlingen er med til at skabe misundelse og vrede, hvilket er helt unødvendigt, og sagtens kan imødegås. Mange 50+ er super usikre på om de kan holde på deres job, om de bliver overhalet af de unge, om de kan finde ud af digitaliseringen og det tempoet fremtiden kalder på. Tal åbent om det på tværs af organisationen. Få afmystificeret alt det, de alle sammen er bange for eller usikre på!

Ved fælles hjælp er der utrolig meget at hente på tværs af generationer. Det er ikke en svaghed at være ung, og det er heller ikke en svaghed at være 50+ – med mindre vi skaber et billede af, at det er!

Bonus information om de kommende generationer på arbejdsmarkedet fra McCrindle: Global arbejdsstyrke 2030: generation X: 23%  Y: 32%  Z: 34%  A: 11%.

Læs artiklen fra Væksthus for Ledelse her

Foto: Markus Spiske

Konflikter i en moderne verden

/0 Kommentarer/i /af

Konflikter i en moderne verden

Hvad står der på dagsordenen i dit liv, i din virksomhed, i dit arbejde?

Ved du i bund og grund, hvad vi som samfund har i vente, eller lukker du øjnene og håber, at det går væk?

Hvem handler du med? Hvor og hvordan handler du? Eller endnu vigtigere: med hvem, hvor, og hvordan handler du ikke?

I weekenden gik jeg i Egtvedpigens fodspor sammen med mine to voksne døtre. Turen førte os gennem et af Danmarks allersmukkeste naturområder, hvor størstedelen er fredet. Her forenes Vejle- og Egtved Å-dale i et unikt og storslået landskab, som istiden har skabt. Forunderligt, smukt og tankevækkende. Sikke en hård daglig vandring datidens folk var på for blot at overleve.

Her gik vi så på magisk vis en hyggesøndag i marts, helt frivilligt. Selvfølgelig fik vi lidt ondt i fødderne, våde sko og strømper, og den blide udmattelse var også en del af gaven, der bredte sig hen over eftermiddagen, da vi trætte vendte hjem til varm cacao og nybagte boller.

Tidligere på ugen havde jeg læst bogen ”En kvindes pris”, som er skrevet af den cambodjanske menneskeretsforkæmper Somaly Mam. En bog jeg aldrig kommer til at glemme igen, og som greb om mit hjerte samtidigt med, at den skabte en knugende sten af angst for fremtiden i min mave. Ikke for min fremtid, men for mine børn og mine børnebørns. Angst, ikke kun for piger, men også for drenge. Ikke kun for kvinder, men også for mænd.

Bogen skildrer, hvordan den vestlige verden tror, vi kan adskille tingene. At afstumpethed og analfabetisme tilhører lande langt væk. Lande der bygger på uvidenhed, tyranni, manglende uddannelse og adgang til information, lande der har et stort arbejde foran sig, og som ikke har noget med os at gøre. At symptomer, smitte og udfordringer kan inddæmmes og holdes i ave fjerne steder.

Somalys biografi viser, at vi tager fejl. I vores egen selvforståelse har vi ladet tingene skride. Som en pandemi breder sygdommen sig ud i den ganske verden, og vaccinen udebliver. Undertrykkelse og slavehandel er blevet in, og mens vi har travlt med at skabe bundlinje og trivsel i egne virksomheder, glæde og lykke i familien og blandt vores venner, vinder tyranni og mafiametoder frem mange steder i den vestlige verden i parallelle samfund – nu mere end nogensinde – også blandt verdens ledere og diplomater. Det værste er, siger hun, vi vender det blinde øje til.

Hendes historie og vandringen i fortidens spor passerede hinanden, mens jeg gik og reflekterede i det kuperede terræn i Egtved, alt mens små og store konflikter voksede sig større mellem mine døtre – sådan som det jo gør i selv de bedste familier, når vi er sammen mange timer ad gangen. Jeg tænkte på, hvor privilegerede vi virkelig er i et lille land som Danmark.

Kultur og dannelse

Og vi handler jo alle ud fra hver vores verdensbilleder. Vi kan i bund og grund ikke andet, og derfor er der også gradsforskelle i det, vi ender op med af konflikter. Det ene sted betyder konflikter udviklingspotentiale, uenigheder, manglende selvforståelse, sure miner eller dårlig opdragelse og uartig opførsel. Det andet sted betyder det ubærlige og rædselsvækkende forhold, ondskab og tortur, liv og død.

En ting er dog helt sikker, verden er blevet mindre, meget mindre. Rækkevidden og midlerne, der tages i anvendelse for at nå hinanden på godt og ondt, er uden for vores kontrol, og imens passerer hverdagen. Vi gør det, vi plejer, og håber på det bedste.

Jeg vil dog vove den påstand, at vi alle har en hæs indre stemme, der uafladeligt forsøger at få os i tale. En stemme der skriger ”så gør dog noget”. Der er noget galt i verden, der er noget galt i Danmark. Deres konflikter er også vores konflikter.

Ingen kan forblive blinde, døve og passive, hvis vi ønsker, at bevare den verden vores forfædre har kæmpet så hårdt for at forære os. Bevare demokrati, ligeværd, ytrings- og talefrihed og alle de andre muligheder, vi som mennesker i den vestlig verden har fået i gave, af dem før os, og som vi skylder den øvrige verden at værne om, så de også en gang kan få adgang til de samme privilegier som os, hvis de ønsker det.

Alverdens magtbalancer rykker sig i disse år, og hvis vi ikke passer godt på, ender ”the good guys” med at være passé, mens vi alle har hovedet vendt ned i tallene og spejder efter den næste million at score.

Lad os fange solstrålerne!

/0 Kommentarer/i /af

Lad os fange solstrålerne!

Det bobler i maven og jeg ville ønske, at jeg kunne skrige nyheden ud i den vide verden…

Det kan jeg forhåbentligt i løbet af den næste måneds tid, og indtil da, kan jeg bare glæde mig over, at noget nyt, noget magisk og noget helt fantastisk er på vej til at ske.

Jeg havde i sidste uge virtuelt møde med en potentiel samarbejdspartner af helt særlig karakter. Det var rent faktisk noget helt andet, vi holdt møde om, men under mødet fandt vi vej ind til et kommende projekt som kun er på tegnebrættet, og endnu ikke har set dagens lys. Et projekt som passer perfekt ind i mine fortrolige samtalerum via Tankevækkerne (mine samtalekort), og alle de erfaringer jeg gjorde mig på FGU-skolerne hen over sommeren.

Netop her til morgen er der så kommet svar i min indbakke. De ting, vi talte sammen om i sidste uge er blevet præsenteret i organisationen, og der er nikket til at det vil være spændende, at inviterer mig med ind i processen som en del af projektet, derfor vender de tilbage, når de er lidt længere i processen.

Uanset hvor det havner og hvornår vi kommer i gang, så er det en fantastisk nyhed i en tid, hvor manglende aktivitet og initiativer stråler om kap med tomme pengekasser, nedlukninger og restriktioner.

I min nyfundne energi efter mødet i sidste uge, fik jeg retableret kontakten til FGU-skolerne. Ledelsessparring, coaching og trivselsprocesser hos mine samarbejdspartnere er ligeledes genoptaget, dog virtuelt og i små grupper, samt 1:1 med medarbejdere og ledere der har brug for sparring og coaching – men det er fint, et godt forarbejde inden landet på ny lukker op er vigtigt, så vi kan lægge hurtigt fra land, når vi endelig får lov.

Pludselig er der lys forude.

Taknemmeligheden er stor her hos mig. Jeg kan mærke, at det mørke jeg har ladet mig selv suge ind i af modløshed og frustration over manglende hjælpepakker, bøvl og isolation på et hjemmekontor med et trylleslag er opløst – og det er ved blot en enkelt handling, der rækker positivt ind i fremtiden.

Vidste du i øvrigt, at vi er “forkodet” til at være på vagt, og derfor trives negativitet så godt i øjeblikket. Helt tilbage fra stenalderen var det vigtigere at have det skidt, modsat at have det godt. Lykkelige mennesker blev spist, de var uopmærksomme og ikke i alarmberedskab.

– Vi er mere opmærksomme på negative end positive begivenheder
– Vi reagere følelsesmæssigt hurtigere på negative begivenheder end på positive
– Vi rammes hårdere af negative oplevelser end positive
(mindst 3 gange hårdere på arbejde, og 5 gange hårde i parforholdet)
– Vi grubler mere over problemer end vi påskønner glæde
– Der er mere socialt spin/smitte i problemer end glæder

Vores forkodet DNA spørger konstant, hvad der kan gå galt? Hvad skal vi passe på? Og hvad skal vi være bekymrede for? Derfor skal vi booste de positive fortællinger og oplevelser endnu mere lige nu for at komme negativiteten til livs!

Så hvad er din solskinshistorie? Lad os hjælpe hinanden med at bringe de gode historier frem, så det hele ikke handler om det, der gør os mismodige og kede af det, men i stedet kaster fokus et godt sted hen. Et sted hvor der er energi og glæde!

Start dagen i din virksomhed eller i familien med de bevidst positive historier, det skaber et fælles mindset og positiv energi.

Selv de mindste positive hverdagshistorier har deres berettigelse lige nu, og derfor må du rigtig gerne dele din historie lige her i tråden, så små som store solstråler fra det virkelige liv begynder at skinne igennem alle skyerne og smitte hver enkelt af os. Det trænger vi til!

Ps: I skal nok komme til at høre mere, når projektet er sat på skinner…

Kilde: Psykolog og lektor ved Aarhus Universitet Hans Henrik Knopp

Foto: Daoudi Aissa

Nytårsforsæt er ikke stærkere end det ønske, der ligger i at ville forandringen!

/0 Kommentarer/i /af

Et år rinder snart ud. Et helt særligt år skal siges, og det gør det ikke mindre vigtigt at rydde op. Vi har alle været i og uden for orkanens øje i løbet af året, og alle har vi mærket, hvor skrøbeligt det hele kan være, når hverdagen pludselig ændres, og beslutninger træffes, uden vi har indflydelse.

I virksomhedsregi har mange af os været udfordret til det yderste i forhold til at få lov til at lave det, vi brænder for og det, vi har etableret vores virksomheder på baggrund af. Vi har måttet omstille os, tænke nye tanker og lægge nye strategier, finde nye veje til forretning og måder at udføre vores arbejde på i forhold til de retningslinjer og anbefalinger, der er opstået i kølvandet på en udefrakommende krise. Det er jo ikke ubetinget skidt, det vi har lært undervejs, hvis vi klarer den ind i 2021. Jeg siger, HVIS vi klarer den ind i 2021…

Uanset hvad, så har vi alle set forskellige sider af os selv, vores familier, vores kollegaer og vores omgivelser generelt. Den indsigt, vi har formået at tage med videre, kan være dyrebar, vidunderlig og måske også smertefuld. For hvad er i grunden essensen, man kan trække ud af personlige, virksomhedsmæssige, nationale og internationale kriser? Det finder vi ud af i løbet af de kommende år.

Læring, indsigt og forståelse er kraftfulde ord. Dog er det ord, der får ny mening efter lange perioder med pres, usikkerhed og følelsesmæssige udfordringer baseret på tilstande, vi ikke selv har kunnet kontrollere.

For mit eget vedkommende har jeg været her før, ikke på samme måde, men dog alligevel i en krise af dimensioner – i mit liv i det mindste. I 2016 gik jeg konkurs med min virksomhed gennem 12 år på bagkanten af finanskrisen, der ramte os i 2009. Dengang fulgte jeg med ”aktiverne/resterne” over i det nye set-up, som direktør hos den virksomhed, der købte min virksomhed. Jeg blev i 1 ½ år. Herefter hev jeg stikket og gik mig en lang tur på Caminoen.

Er det interessant for historien lige nu? Måske, i hvert fald var behovet for refleksion og oprydning i perioden efter konkursen/krisen det samme som det behov, jeg føler lige nu efter 10 måneder i limbo, og hvor mange af mønstrene for mit vedkommende er 100% de samme. Jeg genkender mine følelser, min vrede, min frustration og min egen sårbarhed tilbage fra 2016. Forskellen denne gang er blot, at jeg er forberedt. Jeg ved, at jeg overlever som menneske. Jeg ved, at der kommer en ny hverdag på den anden side, uanset om jeg klarer mig igennem eller ej, og jeg ved, at de sidste 10 måneder kalder på oprydning; en oprydning jeg tilbage i 2016 tøvede med at foretage på grund af følelsen af skyld og skam.

Krisens omkostninger

Når krisen kommer, agerer vi mennesker voldsomt forskellige. Vi har alle klare forventninger til dem, vi omgiver os med. Vi har deres ryg, og vi regner også betingelsesløst med, at de har vores. Desværre forholder det sig ofte anderledes, og det er her, vi får de største prygl. Dem, vi forventede mest af, kan være dem, der skuffer mest, og dem, vi intet forventede af, kan blive dem, der overrasker positivt. Ofte kommer hjælpen steder fra, man slet ikke havde set komme. Intet kan man vide på forhånd.

Det forunderlige er i virkeligheden, hvis man giver sig selv lov til at nyde oplevelsen, at det, der afholder mange fra at agere, er angsten for at gøre noget forkert. Det er helt sikkert følsomt og svært at rumme andres nedsmeltning og nederlag. Alt for ofte tror omgivelserne, at det handler om penge, penge der skal redde situationen for den ramte, men det er her, de for alvor fejler.

Det er ikke pengene der er redningsaktionen i sig selv. Selvfølgelig er de en forudsætning for at overleve, men det er medmenneskeligheden, ordentligheden og respekten for den enkelte der tæller. Det, at omgivelserne midt i alt rodet, al sorgen, al frustrationen og ensomheden stiller op, laver den kærlige opringning, sender den lille besked, møder frem og sender et signal om, at man stadig har værdi som menneske midt i krisen, DET gør hele forskellen i en svær situation. En situation man måske oven i købet ikke selv har været herre over!

Og ja, det kan være drænende at lytte for tiende gang til et menneske, der ligger ned. Det kan være svært at dele et opslag på de sociale medier med ens netværk, hvis man er overbevist om, at virksomheden ikke står til at redde alligevel – men vi ved jo godt inderst inde, at ”like” ikke er helt nok til at få skabt nye ringe i netværket og finde frem til nye afsætningskanaler. Alligevel deler vi af en eller anden grund ikke opslag fra nødstedte. Tænk på, hvor mange der kunne hjælpes videre, hvis vi stillede os til rådighed. Når vi ikke gør, og stilletiende indgået i en pagt på de sociale medier om, at vi kun deler succeser, bidrager vi i stilhed til en accepteret adfærd.

Det er jo alt andet lige også sjovere at være sammen med andre, der har succes, men gæt engang. Det er hele forskellen på om de, der er ramte og ligger ned, kommer godt i gennem krisen eller ej.

Det er grænseoverskridende at bede om hjælp. Det tror jeg, at vi alle sammen ved, og når man så endelig tager mod til sig og gør det alligevel, gør det dobbelt ondt, når bolden ikke bliver grebet.

Derfor er man nødt til at rydde op! Uanset om man står krisen igennem eller ej, så skylder man sig selv at kigge rundt, mærke efter og stille de svære spørgsmål. Var mine venner der? Var mit netværk stærkt nok? Stod de distancen? Hvis ikke, bærer jeg så selv en del af skylden? Kunne jeg have ageret anderledes?

Det er vigtigt at huske, at du nogle gange også selv skaber lænken om din fod ved ikke at sige tingene højt!

Krisen har været hård, umenneskelig hård, og den er jo heller ikke ovre endnu, men som altid i en krise er der rigtig meget at lære og tage med videre, og det bør vi alle gøre. Kun derved bliver vi rigere og klogere.

Min opfordring til refleksionen for året og et nytårsforsæt vil klart være:

Hvad har gevinsten været for dig i 2020, og hvad ønsker du, at 2021 skal bringe?

Hvem er ”drænere”, og hvem er ”givere” i din vennekreds, i dit netværk og i dit liv generelt? Måske skal der rokeres en smule, du behøver jo ikke smide folk på porten, men for en stund kan det være hensigtsmæssigt at lave nye placeringer i forhold til, hvem du bruger mest tid sammen med – og endnu mere hensigtsmæssigt, at tage nogle alvorlige snakke med dem, der har skuffet, hvis det giver mening at redde skårene. Det er jo ikke sikkert, at de ved, at de har skuffet!

Rigtig godt nytår!

Foto: Adam Jang

Fucker du med din trivsel?

/0 Kommentarer/i /af

Hvad står vi overfor på den anden side af Covid-19, og hvordan overlever trivslen?

I mange måneder har danske virksomheder og virksomhedsejere nu efterhånden brandslukket, ændret kurs, sendt medarbejdere hjem, kaldt dem tilbage igen; kort sagt levet et uvist liv uden bagkant. Det koster mange steder dyrt på trivselskontoen – det gør det, både hvis du har for travlt, og hvis du har for lidt at lave!

Når man som virksomhedsleder går i overlevelsesmode eller pludselig får ekstraordinært travlt, så koster det andre steder. Områder der i virkeligheden er uhyre vigtige for, at man netop er i stand til at præstere lige det der ekstra, der gør, at vi kommer i mål og har alle med på sejrsskamlen.

Professor i psykiatri Poul Videbæk (leder af Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning) skriver i en artikel i Ugeskrift for læger, at vi står over for virkelig store udfordringer, når vi lander på den anden side af Covid-19:

  • Der forventes en mental bølge efter viruspandemien i form af neurologiske skader som angst og depression såvel som kognitive skader – særligt hos smittede og sundhedspersonale
  • Det forventes, at vi går fra 3% til 40% med psykiatriske lidelser efter epidemien, blandt dem der har været smittede
  • Der forventes desuden en øget stigning i neuropsykiatriske syndromer hos læger, sygeplejersker og andre, der har haft med patienterne at gøre

Forventninger og tal bygger på eksempler fra SARS.

I mange virksomheder, på institutioner og hos offentlige instanser ligger der i øjeblikket en tikkende bombe, klar til at eksplodere med stress, mental mistrivsel og depression, hvis ikke der tages hånd om trivslen i den proces, vi alle gennemgår i øjeblikket.

Husk på, at de forskellige personprofiler i din varetægt, har individuelle behov og reaktionsmønstre over for trusler og en usikker fremtid. De skal hver især tages hånd om.

Det er vigtigt at etablere en trivselsgruppe eller task force til at gribe og støtte den enkelte, og som samtidig kan være medansvarlig for trivslen på den lange bane – særligt fordi vi nu også ved, at distanceledelse og virtuelle møder er kommet for at blive, og der er brug for nye og holdbare værktøjer.

Det behøver ikke være kompliceret, men sørg for at uddanne gruppen, så de har værktøjer og indsigt til at spille med i hverdagen – både i det fysiske rum og virtuelt. Det er hjælp til selvhjælp. Som chef er du 100% på lige nu. Fokus ligger ofte i driften og fremtiden, når kriser eller ekstraordinær travlhed opstår. Det er helt naturligt, dog kan prisen være for høj på den menneskelige konto i den sidste ende, og som chef har du ansvaret for, at alle kommer godt igennem.

Jeg hjælper gerne. Trivselskonceptet er allerede testet og godkendt, det samme er undervisningsmaterialet til kommende trivselsgrupper og distanceledere, så selvom du ikke kan holde store fysiske personalearrangementer lige nu, kan du sagtens varetage opgaven med at skabe god trivsel i fællesskab med din trivselsgruppe og dine ledere.

Fordelen er, at du bliver aflastet som leder, skaber ambassadører og tovholdere (fysisk og virtuelt) i din virksomhed på tværs af afdelinger, løfter trivslen i fællesskab, holder hånden under hinanden og kommer sikkert i havn SAMMEN.

Ring til mig på telefon 2924 9098 og hør mere om det helt enkle trivselskoncept, der kan tilpasses lige netop din virksomhed, eller skriv på kotu@kotu.dk

Lad os sætte processen i gang og løse udfordringen sammen.

VI STARTER 2021 I TRIVSLENS TEGN – DET ER ET GODT BUDSKAB MED STOR SIGNALVÆRDI AT SEND DINE MEDARBEJDERE PÅ JULEFERIE MED!

Præsentation af trivselskultur til varig vækst og positiv udvikling:

https://indd.adobe.com/view/efab885b-596f-488f-9411-bbcfe670f313

 

Skærmlede og distancetræthed – en ny tids udfordringer…

/0 Kommentarer/i /af

Kan du huske, hvornår du sidst har opfordret til leg i din organisation – ikke spil, konkurrence eller noget der lugter af at skulle vinde over andre? Bare uhæmmet leg på lige vilkår og uden at skulle nå et bestemt mål – skabelse af flow.

Mange steder er legen blevet glemt, sat til side eller på anden vis forsvundet ud af værktøjskassen. Det er en kæmpe fejl, hvis du spørger mig – og jeg har selv glemt at lege, så jeg er om nogen rusten inde i legens verden.

En god leg gør os lige, nedbryder barrierer og udvisker forskelle.

Derfor havde jeg i sidste uge besluttet mig for at deltage på webinar hos Play User Lab i Billund, hvor forfatter til bogen The Innovation Cycle og rollespils-ekvilibrist, Claus Raasted, tog os med ind i den digitale legs univers og fortalte om fremtidens leg – flankeret af Louise Fenger Kornum og Thomas Aakjær Jensen, begge fra CoC Playful Minds. Hvorfor nævner jeg Louise og Thomas? Det kommer jeg tilbage til.

Sandheden er, at utrolig mange Teams-møder, Zoom-møder, Adope-Connect-møder o.l. alle går fra opgave til løsning, hvilket har fungeret på den korte bane, men ikke på den lange – og lige nu er vi på den lange bane. Den digitale platform er kommet for at blive. Virtuelle møder er vores fremtid, og derfor har vi brug for forstyrrelser og leg i vores møder, så vi kan holde kadencen.

Det er ikke altid let, hvis man er et alvorligt og seriøst menneske, der omgås andre alvorlige og seriøse mennesker, der heller ikke har leget med nogen i mange år!

Men tilbage til Claus, der gennem hele dagens webinar tilførte os ny viden om digitale udfoldelsesmuligheder og samvær via leg. Allerede ved indgangen til dagen blev jeg udfordret på mit mindset og min deltagelse. Som sagt har jeg på mange måder glemt at lege. Måske har mit liv generelt bare været for alvorligt og min facade for vigtig til at risikere pinligheder, som at falde igennem, se dum ud og ikke bestå prøven ind i fællesskabet… Det fantastiske er så i virkeligheden at finde ud af, at i leg handler det slet ikke om at bestå, det handler om at være med!

Vi havde på forhånd, inden dagens webinar, modtaget en ”lege-kasse” med forskelligt udstyr til de lege vi skulle deltage i gennem dagen. Det skabte i sig selv forventning og glæde – og et lille sug i maven.

I første leg skulle vi fortælle, hvilket dyr vi var, og hvorfor vi valgte lige netop det dyr. Allerede her røg jeg med det samme ned i kassen, der hedder ”åh nej, ikke sådan noget pjat”. Paraderne røg op og i stedet for at give mig selv lov til at slippe hæmningerne og finde på et sjovt dyr, valgte jeg det sikre, en sort panter (den var da i det mindste sej), og så tilføjede jeg ordene: fordi jeg slås for de svage i samfundet – øv, hvor kedeligt og forudsigeligt!

De øvrige deltagere på holdet havde leget meget mere gennem årene, så deres dyr og historier var både sjovere og meget mere spændende end mit dyr og min historie. Første læring: Giv slip, ha’ det sjovt og vær medskaber i historien.

Det kræver naturligvis, at vi ikke sidder fast i vores egen historie og kultur, men at vi i stedet tilvælger udfordringen og arbejder på at blive lidt mere ”loose” i vores tilgang til hinanden – og ikke mindst tillader os selv, at give slip på det perfekte billede.

Og nu kommer læring nummer to: Leg har intet formål. Intet er perfekt i leg, tværtimod! Der er ingen gevinst for den enkelte, og der er ingen regler. Leg er fleksibel, der er ingen konkurrence, og det må gerne gå lidt galt. Tese: Når tilfældet råder køber deltagerne lettere ind på opgaven/situationen!

Vi havde i vores ”lege-kasse” fra tidligere modtaget en pose med legoklodser, og undervejs i forløbet kom så den opgave der hørte til legoklodserne. Vi skulle med hvert vores bogstav danne et fælles ord på skærmen. Et par af deltagerne fandt på det ord, vi andre skulle stave til, og styrede herefter slagets gang. Hver især skulle vi bygge vores eget bogstav ved hjælp af legoklodser. Jeg har leget meget med LEGO som barn, men havde tilsyneladende glemt alt, så det var en virkelig svær opgave at løse – og så på tid. Desværre lykkedes det mig ikke at bygge mit ”N” i LEGO. Til gengæld måtte jeg sande, da vi evaluerede på opgaven, at jeg savner at lege. Jeg vil lege meget mere. Jeg blev sat fri mens vi legede, og jeg havde en fest sammen med de andre!

Undervejs i løbet af dagen gav Claus rigtig gode og praktiske indsigter i, hvordan man fungerer optimalt på en digital platform, særligt hvis der skal løses opgaver, leges eller arbejdes på tværs af virksomheden gennem flere timer.

Sørg for at stå skarpt, lad dine medarbejdere arbejde hjemme på store skærme i en ordentlig opløsning. Køb udstyr, der er gearet til en digital hverdag. Sørg for skarpt lys/et lyst rum, mens du er på digitalt og et headset der virker. Lys er vigtigt! Lyd er vigtig! Vi skal både kunne høre og aflæse hinandens virtuelle udtryk, ellers mister vi fokus og interesse! Test teknikken og kommunikationen med feedback fra deltagerne, så I fremstår skarpt og kan stramme op de steder hvor det er nødvendigt.

Den digitale arbejdsform er kommet for at blive. Derfor er det vigtigt med små afbrydelser i hverdagen i form af leg og andet, hvor vi kommer væk fra skærmen, op at stå, og samtidig styrker fællesskabet og samarbejdet i fravær af det fysiske møde – ellers ender vi som en flok zombier foran hver sin skræm.

Det er i sandhed en befrielse at kunne grine sammen og lave ”interruption” i en hverdag med ALT, ALT for mange timer bag en skræm.

Og nu kommer vi til Louise og Thomas. Begge var de værter under webinaret, begge er de fra CoC Playful Minds, hvor det seriøst handler om samskabelse via leg og læring mellem børn og voksne. Derfor kom det nok heller ikke bag på ret mange af deltagerne, at deres evner ud i leg stikker helt af, når de er sammen – og det er skrevet i kæmpe respekt og med stor kærlighed (og en lille bitte smule misundelse over deres umiddelbarhed og glæde ved at lege).

Mens vi sad og arbejdede seriøst, kom Louise pludselig vandrende ind bagerst i billedet med den sjoveste hat på hovedet, en hat der mest af alt lignede en hane eller ”noget”. Hatten var det eneste, man kunne se hen over udsmykningen i baggrunden af rummet – en vandrende hat og et par lange ben, der vandrede frem og tilbage i baggrunden. Det udløste endorfiner, latter, glæde og energi på en dag, hvor vi sad rigtig længe bag en skærm – og de dage er der mange af lige nu og givet vis også i fremtiden.

Interruption er et vigtigt redskab, hvis du vil fjerne skærmlede og distancetræthed i hverdagen!

Den samme interruption lavede Thomas i øvrigt, da det varslede Snack Banko i frokostpausen blev ledsaget af ”Fru Pigalopp” som opråber (Thomas i fuld udklædning) – en mulighed for samhørighed og leg hen over den fælles frokost, når vi nu ikke kan sidde fysisk i samme rum.

Skal der nedbrydes grænser i din virksomhed for at få plads til leg? Så find allierede, find dem der støtter op og gerne vil lege:  https://www.youtube.com/watch?v=V74AxCqOTvg

Det behøver ikke være stort og forkromet, bare små fysiske øvelser og opgaver væk fra skærmen og hurtigt retur: fælles gymnastik, lav en sjov drink (fredagsbar), dagens bevægelse, find en ting i dit hjem/på dit kontor og fortæl dine kollegaer historien bag, læg puslespil på tid o.l. Saml ideer fra de ansatte, lad dem byde ind på ”interruption” og leg i deres egen hverdag til fremme af trivsel og fællesskab.

Husk, den moderne leder skal være nysgerrig og omstillingsparat. Så hvilken type leder er du? Og tør du lege med?

Fotograf: Nastuh Abootalebi

Epicenter for leg, læring og samskabelse med børn – og unge

/0 Kommentarer/i /af

I Billund er der et helt fantastisk sted for virksomheder, der ønsker at udvikle innovative produkter og værktøjer til leg og læring, stedet hedder CoC Playful Minds.

Jeg besøgte CoC Playful Minds i fredags; var indbudt til at sparre omkring mine tankevækkere og erfaringer med samtalerummet på tre FGU Skoler, og jeg blev blæst bagover af den energi der var på stedet og blandt iværksættervirksomhederne.

Alle de deltagere jeg mødte fra Playful Hub var engagerede, interessante, nysgerrige, havde krøllede hjerner og indbød til fællesskab og samskabelse. Alle delte vi viden, indsigt, oplevelser og drømme.

Da jeg modstræbende begav mig hjemad, havde jeg kun et stort ønske: at være med, at blive en del af gruppen og få lov til at arbejde i det store legerum sammen med de andre. Tænk, at være med til at skabe, samskabe og give fuld gas og hjælpe hinanden med at udvikle, forske i, teste og blive flyvefærdige i forhold til projekter, produkter, aktiviteter m.m. og i fællesskab få etableret kontakter ud i den ganske verden.

Visionen for Playful Hub er ganske enkel:

Vi har en drøm om at Billund skal være et nationalt og internationalt epicenter i økosystemet for leg, læring og samskabelse med børn

Billund har i kraft af LEGO, LEGO Fonden, CoC Playful Minds m.f. et eksisterende unikt videns- og kompetencefundament i international særklasse at bygge på. Det potentiale skal vi udnytte.

Playful Hub er første skridt hen imod at udvikle et epicenter inden for leg og læring med udgangspunkt i Billund.

Unikt miljø

Man kan på verdensplan, ikke finde et lignede innovationsmiljø, hvor virksomheder inden for leg og læring kan udvikle sin forretning sammen med andre virksomheder, forskere og i samskabelse med børn.

Dette gør Playful Hub til et unikt initiativ, ikke bare nationalt, men internationalt.

Min sommerferiegave er, som I måske allerede har gættet, at jeg efter ferien får delvis ny adresse i min hverdag. 1-2 dage om ugen rykker jeg kontoret til Billund. Jeg har fået lov til at blive en del af gruppen hos Playful Hub. Projektet med ”tankevækkerne” og samtalerummet får lov til at folde sig endnu mere ud, og forhåbentlig fødes endnu flere produkter i fremtiden til gavn for børn og unge.

Drømmen om at være med til at stoppe ensomhed, knuste hjerter og manglende selvværd er rykket væsentlig tættere på at gå i opfyldelse, og jeg kan slet ikke vente med at komme i gang sammen med de fantastiske mennesker i Billund.

Rigtig god sommerferie!

Foto: Alex Alvarez

Offer eller kriger?

/0 Kommentarer/i /af

Offer eller kriger?

Hvordan vil du helst indtage verden?

Når man arbejder med mennesker på daglig basis – og gør vi ikke alle det? – så begynder en læringsproces at tage form. Nogle situationer syntes at dukke op igen og igen uagtet, at man jo havde lukket døren til lige netop den situation for kort tid siden. Så hvad er det lige, der sker?

Tja, måske tiltrækker vi selv situationen, måske fik vi i virkeligheden ikke løst opgaven første gang, måske, og kun måske, håbede vi, at den gik væk af sig selv, hvis vi glemte den.

Jeg var engang til psykolog i forbindelse med min skilsmisse. Vi havde lovet hinanden, at vi ikke ville lade noget være uprøvet. Hvis vi gik fra hinanden, så skulle der ikke være nogen fortrydelse bagefter, fordi vi ikke havde forsøgt at klinke skårene, så til psykolog det gik. Det reddede dog ikke mit ægteskab, men det gav mig en indsigt til at forstå min hjernes funktioner lidt dybere og mere indgående. Måske var det i virkeligheden startskuddet til, at jeg begyndte at arbejde med personlig udvikling på et lidt dybere plan.

I forbindelse med en udfordring eller et traume fra min barndom spurgte jeg psykologen, om det, hvis nu jeg sagde det højt til hende, så ville forsvinde og ikke plage mig mere? Hendes korte svar var NEJ. Det pillede jeg så lidt i og udtrykte efterfølgende højt, at så behøvede vi ikke tale mere om det, så kunne det vente. Hertil svarede hun, at jeg havde to valgmuligheder.

Hun beskrev det som følgende: ”din hjerne er som en trykkoger, og tingene ligger ganske stille under låg. Når du begynder at røre ved det, der ligger under låget, begynder at tænke tanker eller får billeder ind, så er det tid til at tage låget af og kigge på tingene. Beholder du låget på, så kan jeg med garanti love dig, at på et tidspunkt, og helt sikkert et tidspunkt du ikke ønsker, så springer låget af helt af sig selv, og så har du balladen.”

Jeg kan huske, at jeg tænkte, ja, ja, det skal du sgu’ ikke bestemme, nu har jeg båret på det i 39 år, så klarer jeg nok også de næste 50, hvis det er det jeg ønsker, og så luntede jeg lige så stille ud ad døren.

Det gik jo hverken værre eller bedre, end selvfølgelig hoppede det irriterende låg af – og ja, på et voldsomt upassende tidspunkt og jeg røg ned med et brag. Alle sandheder og skeletter væltede i et mylder ud af skabet, helt ude af kontrol.

Det er nu ikke det, min historie skal handle om. Det jeg gerne vil kaste fokus på er, at jeg kunne have lagt mig i fosterstilling og aldrig rejst mig igen, men jeg valgte i stedet, step by step, at rejse mig og tage én ting ad gangen og kikke på den. Herefter vurderede jeg, om jeg reelt kunne gøre noget ved det. Var det så gammelt, at det var ligegyldigt nu (ting jeg bare havde holdt i live fordi…?), eller var det noget, jeg var nødt til lige at vente lidt med, indtil jeg var klar. Tre bunker, tre valg.

Fordi jeg valgte at kigge på tingene i rygsækken, den rygsæk der havde tynget mig mere og mere hen over årene og havde fastfrosset mig i en rolle, der slet ikke var mig, og fordi jeg valgte at tage kvælertag med det, der gjorde ondt, det, der holdt mig stangen, de ting, der var svære, netop derfor slap jeg fri af offerrollen. Jeg blev kriger.

Nogle har givet vis fået et chok i tiden efter, nogle blev læst ind for lopper, andre blev smidt ud. Der var gråd, der var støj, og der var vrede. Når først man går i gang med mental rengøring, så vokser man skridt for skridt, og den magt, man har givet andre, tager man med ét tilbage, og pludselig ser verden og ens muligheder helt anderledes ud.

Hvad har du med ud i livet?

Jeg kommer fra en kultur, hvor der hele mit liv har været fokus på alt det, jeg gjorde forkert. Ros var en by i Rusland, og hjemme var læringen: tro det værste om folk, indtil det modsatte er bevist. Det er ikke det fedeste grundlag at drage ud i verden med, når man er et kærligt og særligt sensitivt væsen, men det var altså min værktøjskasse, mit verdensbillede, min kultur.

Det er i øvrigt helt naturligt, vi er alle født med to biologiske mekanismer der:

• hæmmer positive følelser
• fremmer negative følelser

Negativitetsbias har evolutionære fødder. Belønner os for at holde fokus på overlevelse.

Og det er stadig ikke for at være i offer-rollen, at jeg nævner det. Men tænk jer, hvilken befrielse det var, da jeg begyndte at interessere mig for personlig udvikling, mental sundhed, konflikt-håndtering, coaching og positiv psykologi. Pludselig var der begreber, der dækkede min opvækst, mit ulvesprog og min adfærd. Der var et lys, der brændte stærkere og stærkere ude i horisonten; modsætningen til min læring, modsætning til alt det, jeg var ved at blive kvalt i.

Jeg fik et nyt udgangspunkt i forhold til, hvad der virker for folk, frem for, hvad der ikke virker. Positivt livssyn frem for negativt. Girafsprog frem for ulvesprog – og ikke mindst, at livet er læring. Vi møder de udfordringer, vi skal. Måden, vi håndterer dem på, er afgørende for, om vi vokser eller kryber. Ændringerne i vores liv kommer indefra og ikke fra vores omgivelser. Lidt som en plante der bryder gennem asfalten. Sådan kan vi vælge at søge mod lyset eller forblive i mørket.

Som indskudt bemærkning bør jeg nok nævne, at der skal tre positive følelser til at opveje/udligne én negativ følelse, og det tager 6-8 uger at danne nye neurale netværk – nye vaner. Heldigvis har forskning vist, at den plastiske hjerne (neuroplasticitet) livet igennem kan ændre sine strukturer og aktivitetsmønstre på afgørende vis. Vi udvikler 2000 nye hjerneceller hver dag, så der er håb for os alle.

Positiv psykologi

For nyligt deltog jeg i en foredragsrække om positiv psykologi, og det gav et indblik i ikke bare min rejse, men også mange af mine samarbejdspartnere og klienters rejser, og det underbyggede på alle måder ovenstående.

Hans Henrik Knopp, lektor i psykologi, Aarhus Universitet, udtalte i et foredrag om positiv psykologi på Folkeuniversitetet: ”Alle prøver jo at være stærke, ingen ønsker at være skrøbelige.”

Han fortalte ligeledes, at vi er ”forkodet” med at være på vagt, derfor trives vi negativitet. Tilbage i stenalderen var det vigtigere at have det skidt, modsat af at have det godt. Hvis du havde det lidt skidt, var du opmærksom, bekymret og i alarmberedskab, og dermed kunne du forhåbentlig overleve, men hvad var prisen? Glade mennesker var i fare for at dø, fordi de var uopmærksomme…

Det er vores DNA,

• derfor er vi mere opmærksomme på negative end positive begivenheder
• derfor reagerer vi følelsesmæssigt hurtigere på negative begivenheder end positive
• derfor rammes vi hårdere af negative oplevelser end positive (mindst tre gange hårdere på                arbejdet og fem gange hårdere i parforholdet)
• vi grubler mere over problemer end vi påskynder glæde
• der er mere socialt spin/smitte i problemer end glæder

Tænk bare på medierne, journalisternes tilgang ”if it bleeds it leeds”.

• i mange sammenhænge gives prioritet til behandling frem for forebyggelse (der bruges ca. 4% af
sundhedsbudgettet på forebyggelse)

Anne Kirketerp Linstad, ph.d i foretagsomhed og ekstern lektor på Aarhus Universitet, kastede lys over, hvordan man får mennesker til at gå fra at tale om til at udføre. At gå fra tanke til handling.

Interessant er, når vi går ind i rollen med ”lært hjælpeløshed”, en rolle der optræder, når vi mister troen på, at vi kan påvirke vores omgivelser. Det jeg kalder at fastfryse. Når vi påvirkes negativt i korte perioder, kan vi komme videre uden mén, men hvis vi påvirkes gennem lang tid, så sætter det spor i retning af lært hjælpeløshed.

Hvis vi skal ændre på vores selvforståelse, kræver det, at vi opnår succesoplevelser.

”Folk undgår aktiviteter og situationer, som de mener overskrider deres mestringsstrategier”
– Albert Bandura 1994.

Succesoplevelser:

• kræver at vi lykkes med noget svært
• er individuelle og afhængige af vores tidligere oplevelser
• kræver (ofte) at vi får et kærligt skub for at ændre opfattelsen af det, som opleves for svært.

Microfeedback virker og fastholder os i vores ”rejse” frem mod succes.

Anne Kirketerp Linstad gjorde opmærksom på, at hvis vi i stedet for hele tiden at fokusere på en hel forretningsplan med al dens kompleksitet har opmærksomhed på små skridt med fuld kontrol, så skaber vi fremdrift og positiv energi – hun kalder processen ”det næstbedste skridt”.
Det eneste, vi har kontrol over, er os selv og de midler, vi har til rådighed. Hvis vi hele tiden beskæftiger os med den næste bedste handling, bliver vores handling overkommelig og mulig.
Foretagsomhed styrkes ved at fokusere på det vi har kontrol over. Der er tre ting vi altid har kontrol over:

• Hvem er vi?
• Hvem vi kender?
• Hvad vi ved?

Man har kun kontrol over et skridt ad gangen, INGEN har kontrol over fremtiden.

I dag lever jeg efter fire helt enkle leveregler, skrevet af don Miguel Ruiz:

• vær ren i dit ord
• tag ikke noget personligt
• lad være med at formode noget
• gør altid dit bedste

Jeg er kriger, og det er jeg stolt af.

Fotograf: Xuan Nguyen

Læs også https://kotu.dk/er-dit-arbejde-din-identitet/

HR eller kejserens nye klæder?

/0 Kommentarer/i /af

HR eller kejserens nye klæder?

Jeg sad den anden dag og søgte lidt på stillingsopslag inde på Jobindex. Længe har jeg funderet over de mange fine titler, man kan tilegne sig inden for HR arbejdet. Hvem har opfundet dem, og hvad gør de godt for?

Jeg kan huske tilbage i 1988, hvor jeg efter 2 års uddannelse og 8 måneders projektarbejde hos A/S Kaj Neckelmann forlod deres personaleafdeling. Der var på daværende tidspunkt knap 900 medarbejdere ansat, og HR funktionen/opgaverne var vi gennem de knap tre år, jeg var ansat, tre medarbejdere der varetog. Personalechefen, hans assistent og eleven (mig).

A/S Kaj Neckelmann var på mange måder en fremsynet international virksomhed, også på HR området, og der var lav personaleomsætning i virksomheden, trivslen var i højsæde, uddannelsesniveauet var højt, faktisk havde vi lange lister med ansøgere, der stod i kø for at komme til at arbejde på fabrikken. De ansatte blev i mange år, de udviklede og uddannede sig løbende, bidrog konstruktivt og var i mange år med til at skabe en af landets mest succesfulde virksomheder.

Personalechefen startede hver dag med at gå en tur igennem fabrikken, og rundt på kontorerne, hvor han hilste på de ansatte og sagde godmorgen. På den måde fik han øjenkontakt med alle og kunne fornemme, hvordan det stod til. Hans dør var altid åben, og selv om han havde mange møder, så var han synlig og nærværende. Det samme var hans assistent. Som elev blev jeg oplært til, at alle ansatte var vigtige, alle var et led i kæden, og vi i personaleafdelingen skulle sørge for at kæden var velsmurt, og at alle var glade og tilfredse. Vi var ”den hjælpende hånd” i hverdagen, vi var sparringspartnere for vores kollegaer, og vi var bindeled mellem ledelse og de ansatte. Vores vigtigste rolle var at passe på virksomhedens medarbejdere og sørge for, at de alle udviklede sig og gik glade til og fra arbejde. Der var plads til fortrolighed og nærvær, og personalekontoret blev flittigt brugt af alle på A/S Kaj Neckelmann. Vi passede godt på hinanden.

Det er mange år siden. Verden flytter sig, der kommer ny læring og nye indsigter til. Det giver god mening.

Det giver bare ikke god mening, at ordet personalechef eller indholdet i en personaleafdeling pludselig har udviklet sig til 49 forskellige begreber/titler. Ja, jeg skriver 49, og det er blot ud af 98 jobopslag, som fremkom da jeg søgte på Jobindex under ”Ledelse og personale” videre til underkategorien ”Personale og HR”, for til sidst at trykke på typiske søgninger ”HR”.

Nederst i min artikel kan du i øvrigt finde de 49 forskellige titler, der fremkom under kategorien HR. Nogle står på engelsk, andre på dansk – det er i sig selv irriterende. Hvis det er danske kandidater, man søger, hvorfor så slå det op med amerikanske titler? Selvom det er en international virksomhed, så er det jo stadig i Danmark, de søger deres kommende medarbejdere, og jeg går ud fra, at man skal kunne tale dansk.

Og så forholder jeg mig ikke engang til indholdet i de forskellige opslag, for her går jeg næste i stå, før jeg har fået læst det. Verden må være fuld af superkvinder og supermænd, hvis de kan indfri alt det, der bliver bedt om, uden at gå på kompromis. Rigtig meget handler om optimering, meget lidt om at passe på virksomhedens medarbejdere.

Det handler om mennesker

Det, der springer mig i øjnene i opslagene, er, hvor mange fragmenter, der er af HR arbejde, og hvor kompliceret det hele bliver, når man skal have en specialist ansat til hvert eneste område. Tanken HAR strejfet mig, om vi måske har for meget fokus på at lave funktioner for funktioners skyld, og at niveauet for indholdet og kvalifikationerne i en personaleafdeling måske har antaget højder, hvor opgaverne efterhånden kun kan varetages af akademikere og højtuddannede mennesker, som kan transformere mennesker og ydelser om til tal på bundlinjen, men er det en garanti i sig selv, for at du kan drage omsorg og give de ansatte den spejling, de har brug for?

For hvor er ”de varme hænder” i personaleafdelingen? Hvor er de mennesker, der elsker at arbejde med andre mennesker, fordi netop det giver mening og skaber trivsel, nærvær og udvikling for den enkelte? Hvem går turen gennem virksomheden/fabrikken i løbet af dagen og taler med den enkelte medarbejder? Hvem skal Bente i farveriet gå til, når hun er udfordret af hendes chefs manglende nærvær og engagement, eller Hussein i produktionen er blevet ramt af skilsmisse derhjemme, og Christian i eksportafdelingen har for mange rejsedage og er ved at gå ned med stress?

Hvem skal fange alle de signaler, hvis alt er fragmenteret i siloer i personaleadministrationen, og ingen har det totale overblik? Når vi kun har specialister til det ene og til det andet, og den egentlige HR direktør har for travlt med at have sin næse i tal og statistikker for at kunne lægge strategier til ledelsen og med at optimere og visualisere alle de penge, de nye tiltag af employerbranding og udvikling af high-profermance teams giver på bundlinjen, hvem passer så på vores medarbejdere?

Og kan man være både økonomidirektør og HR chef, kan man have en funktion der hedder HR Business Partner og samtidig være den, der nurser og tager hånd om medarbejderne? Der er for meget modstand mellem titlerne. I en profiltest vil kandidaten enten være rigtig meget det ene eller rigtig meget det andet, sjældent (hvis nogensinde) begge dele, så hvad er det vi beder om? Hvad er det for en kultur, vi er i gang med at skabe? Jeg spørger bare, for jeg er ærlig talt bekymret.

Når jeg faciliterer processer i virksomhederne omkring adfærd og kommunikation eller trivsel og konflikthåndtering, så er de svar, jeg får retur, meget ofte, at ledelsen har for travlt, de er distanceret og måske også placeret strategisk forkert rent fysisk, så de ikke er i nærheden af deres medarbejdere i hverdagen. Medarbejderne ønsker mere nærvær. De vil gerne have et personligt forhold og ikke bare et arbejdsforhold til deres chefer – ikke, at de skal komme sammen privat, men de vil ikke bare være ”ansat”, de vil have det hele menneske med. Chefen skal vide, hvilket liv der leves, når man ikke går på arbejde, det giver indsigt og nærvær.

Jeg vil gerne understrege, at jeg har stor respekt for det arbejde, der foregår omkring HR i de danske virksomheder. Det er uden tvivl dedikerede og dygtige medarbejdere, der hver dag slider for at skabe grobund for trivsel, nærvær og glade medarbejdere. Sandheden er bare, at vi er ramt af stress, mistrivsel og høj personaleomsætning som aldrig før. Kloge vismænd udtaler, at den nye generation ikke blive ret længe i de samme jobs. De er gennemsnitligt på en arbejdsplads i 2-3 år, før de søger videre til den næste, men det har vi da ikke råd til.

Empatisk ledelse

Det tager mindst 1 år, før en medarbejder er kørt rigtig ind i sit job, og her er de jo så ifølge undersøgelserne næsten i gang med at søge videre. Det er vi nødt til at gøre noget ved. Ifølge Garuda koster det op mod 200% at miste og genansætte en medarbejder, hvilket budget kan holde til det?

Har man overvejet i disse undersøgelser, om den nye generation måske er presset ud i at søge videre, fordi de ikke kan finde ro i de virksomheder, de søger ind i, at kravene og tempoet er for høj, og at de måske bare håber, at der er mere omsorg, nærvær, flexibilitet og ro i den næste virksomhed?

Jeg har ikke svarene, og uden at ville fremstå forstokket og gammeldags så har jeg bare i en rum tid undret mig og tænkt, hvor meget længere kæden holder, før den springer af. Det giver simpelthen ikke mening, at vi bliver ved med at opfinde nye titler, begreber og opgaver, som skal skabe bundlinje, når vi i virkeligheden fjerner os mere og mere fra det, der er vigtigt for os alle: samvær, respekt, værdighed og nærvær, kærlighed til hinanden og til vores arbejdsplads.

Vi taler om empatisk ledelse som det vigtigste begreb i fremtidens virksomheder. Måske er det på tide, at vi gør tingene lidt mere simple og let forståelige igen, så vi alle ved, hvad det drejer sig om og ikke gemmer os bag fine begreber og funktioner, der er fuldstændigt ligegyldige, hvis medarbejderne ikke har det godt og ikke ved, hvor de skal gå hen med det, der gør ondt!

OG bare for at understrege, hvad jeg mener, så faldt jeg, et par dage efter at jeg lagde denne blog op, over denne ordbog med tilhørende parlør på Jobindex. Jeg syntes, at det taler helt for sig selv, at man skal have en parlør med for at begå sig til en jobsamtale. Lad mig endelig høre, hvad andre mener om emnet, jeg er nysgerrig…

https://www.jobindex.dk/cms/ordbog-over-jobtitler-du-engang-forstod?articleid=5030&utm_medium=email&utm_campaign=jobmail&utm_source=jobindex

Løn- og personaleadministration/HR • Recruitment partner • HR marketing/Employer Branding Responsible • Lønkonsulent • Proceskonsulent til HR og implementering • Chief Consultant for Transformation People & Culture, Group HR • Rewards Analyst • HR Konsulent • HR Specialist • Payroll Manager • Personale Konsulent • Personale Juridisk Konsulent • HR Partner til personale jura og rekruttering • HR/Økonomi • Senior Employment Relations Partner • HR udviklingskonsulent • Talent Acquisition and Employer Brand Manager • HR Director • HR Business Partner • HR Consultant with passion for recruitment • Senior HR Management with Global rewards and performance management • HR Specialist • Recruiter • HR Consultant, Performance & Development Dialogue Support • Senior Konsulent HRD • Rekrutteringsmedarbejder • Talent manager, Learning and Development • HR assistent • People Project Lead • Senior Consultant for talent operations • HR administrator • HR manager • Operations- and Training Consultant • Rekrutteringspartner • Uddannelses- og læringskonsulent • Head of HR operations • Lønmedarbejder • HR Partner • HR assistent • HR Operations Specialist • Teamleder HR & Finance • Rekrutteringsassistent • Talent Attraction Specialist PA • Human Resources Officer • Junior Recruiter/HR admin. • Recruitment Coordinator • Human Resources Administrator • Senior HR Generalist

Foto: Aarón Blanco Tejedor

Kan ens hjerne eksplodere?

/0 Kommentarer/i /af

Kan ens hjerne eksplodere?

Det er et rigtig godt spørgsmål, og jeg kom virkelig i tvivl ad flere omgange, da jeg i begyndelsen af oktober var på et tredages seminar med den internationale forfatter til bogen “Ørnen og kondoren” og stifteren af “Soul Body Fusion”, Jonette Crowley.

På hendes hjemmeside står der, at hun er kendt som ”Spiritualitetens Indiana Jones”, og det er nok ikke helt forkert, når man betragter, hvor mange lande hun har været i, og hvor mange hemmelige, hellige og ikke-tilgængelige steder, hun har fået lov til at besøge.

Jeg har tidligere læst begge hendes bøger, og da jeg for et par år siden begav mig af med at prøve Soul Body Fusion ud fra beskrivelsen i hendes bog, blev jeg i den grad overrasket over den store virkning, det havde på mig. Jeg var derfor ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg ville deltage, da jeg i et nyhedsbrev fra hende så, at hun ville komme til Danmark og afholde et tredages seminar her i efteråret. Jeg tilmeldte mig med det samme.

Jeg er faktisk så fræk, at jeg skriver til Birgitte Meinert, som afholder seminaret, om hun ikke vil spørge Jonette, om jeg må interviewe hende, når vi er færdige. Jeg vil gerne formidle noget af det, jeg oplever – i særdeleshed Soul Body Fusion til erhvervslivet – i håb om, at tiden er ved at være moden til at tage nye værktøjer i brug i kampen mod og forebyggelsen af stress, depression og angst. Det får jeg lov til!

Bevidsthedsudvikling

Overskriften Beyond the Matrix – skills for breakthrough consciousness er lidt af en mundfuld.

Jeg ved fra informationerne på hendes hjemmeside, at Jonette kaldes for en af verdens reneste ”kanaler/medier” og at hun siden slutningen af 80’erne har kommunikeret med to spirituelle guider, Mark og White Eagle. Begge er de fra andre dimensioner, så det er lidt syret og et spadestik dybere end de ting, jeg plejer, at deltage i.

Jeg har de senere år bevæget mig en del rundt i det, man vil kalde ”den alternative verden”. Jeg er født nysgerrig, og lineær tænkning har bare aldrig rigtig været mig, men det at blive udfordret på mine åndelige fordomme og ”jeg ved bedre” er noget af det bedste jeg ved. Jeg kan bare godt lide at gøre det i mit eget tempo, uden at nogle prædiker og ”propper noget ned i halsen på mig”, så jeg er lidt spændt på, om det her seminar er for abstrakt til, at jeg kan forstå det – men det må jo komme an på en prøve.

Min erhvervsmæssige baggrund fornægter sig heller ikke i mit spirituelle DNA, så da jeg kommer ind ad døren den første dag, som er intro-dag, og ser de øvrige deltagere, er mine første tanker noget i retningen af ”hold nu op, hvor er her mange kvinder”, og så valgte jeg i øvrigt at parkere den der.

Med 65 kvinder og kun 3-4 mænd i samme rum giver det, øh… ret meget ”rumklang”.

Nu er den spirituelle verden ikke meget anderledes end den almindelige verden. Begge steder foregår der en masse uformelle og underfundige ting, når folk mødes. Man kender hinanden på kryds og tværs, og som ny kan man kun betragte scenariet og fornemme stemningerne. Der er konger og dronninger alle steder, det er der også her.

Hvem er hun?

Jonette træder ind på scenen, og så er der fuldstændig ro. Hun taler og mediterer med forsamlingen fra kl. 9.30 til kl. 17.30, kun afbrudt af ganske få pauser, og med sig bringer hun visdom og information fra hele verden og hendes mange rejser.

Rejser til hellige og ufremkommelige steder. Steder ingen andre får lov til at besøge, fordi de er ejet og beskyttet af stammefolk, shamaner, naturmennesker, hellige mennesker og regeringer, som ønsker at beskytte stederne mod dårlig energi, slid og hærværk.

Hun startede sine rejser i slutningen af 80’erne og har nu i mere end 28 år arbejdet med personlig udvikling, både hos sig selv og i særdeleshed hos andre, endda før det blev moderne at arbejde med de sider af sig selv, og før spiritualitet var et begreb, man kendte til. Det kan man godt have stor respekt for.

De værktøjer, hun bruger, er utraditionelle og bunder i den indsigt og læring, hun har modtaget på tværs af kontinenter og gennem de spirituelle lag, der gennem årene har åbnet for helt andre dimensioner end dem, vi har i vores erhvervsmæssige værktøjskasser i dag.

Viden er til for at deles, siger hun. Fælles åndelig bevidsthed nedbryder grænser og åbner for forståelse og læring på helt andre niveauer end dem, vi arbejder med i dag.

Hvad taler hun om?

Hun taler om Quantum Brain, Oneness, Grandmother Codes fra the Aboriginals i Australien, portaler, stjerne-DNA, kanalisering, energier og Homo Luminous. Gammel lærdom der er gået tabt, og som vi mennesker har tabt af syne, men som nu genaktiveres.

Det er en ordentlig mundfuld, men samtidigt ret fascinerende og noget bliver helt sikkert hængende og udfordre min tankegang.

Da jeg kommer hjem fredag aften, går jeg fuldstændig omkuld og en af mine sidste tanker, inden jeg falder i dyb søvn, er, at her er jeg da vist kommet ud på lidt for dybt vand.

Lørdag morgen tager jeg af sted igen. Jeg er draget af projektet og er nødt til at vide mere. Hvis det er ”hokus-pokus”, finder jeg vel ud af det, og er det ikke, så vil jeg rigtig gerne vide mere.

Jeg synes stadig, at forsamlingen er temmelig levende, og deres historier er ret vilde, men tilsyneladende er de alle vant til at arbejde med meditation, astralrejser, energier, bevidsthedsudvidelse og udveksling af erfaringer på denne måde, så jeg må jo bare klø på og deltage efter bedste evne.

Jeg kan i løbet af dagen godt mærke, at jeg har nogle grænser og forbehold, som hindrer mig i at give ordentligt slip og deltage på lige fod med de øvrige, men det er jo mit problem og ikke deres. Jeg kan også godt mærke, at jeg bliver kigget på som hende den nye, og jeg er måske lidt for business-like i tøjet og i min optræden, men hvis jeg kan acceptere dem, så er de også nødt til at acceptere mig, og sådan må det være.

Spirituel udvikling

Det paradoksale er, at jeg lover Jonette, at jeg nok skal tage billeder undervejs gennem forløbet. Som en naturlig følge heraf bliver forsamlingen spurgt, om der er nogle, der ikke ønsker at være med på billeder. Det er der faktisk en del, der ikke ønsker, hvilket undrer mig. De virker så afklaret og i balance med sig selv.

Jeg tænker, at hvis man er villig til at bruge 5000 kr. på et tredages seminar i beskedne omgivelser, hvorfor vil man så ikke stå ved det? Det går jeg lidt og grubler over, indtil et par stykker kommer hen og nærmest lidt undskyldende gerne vil forklare, hvorfor de ikke ønsker at være med på billeder. Her går det for første gang op for mig, at de er nervøse for at billederne lander på de sociale medier, og at deres chefer ser dem i et spirituelt forum.

Jeg kommer til at tænke på inkvisitionen i middelalderen, og må igen kigge indad. Jeg har jo selv ”puttet” mig i flere omgange i mit liv, måske af samme årsag. Gemt mig for en verden, hvor flere og flere mennesker går i stykker mentalt, og hvor de virkemidler, der hidtil har været taget i brug, ikke har virket.

Jeg har heller ikke tidligere selv været modig nok, til at stå frem og stå ved min overbevisning og mine evner. Evner som i virkeligheden har hjulpet rigtig mange mennesker på min vej gennem livet, og som har stor fokus i mit liv i dag, når jeg mødes med virksomheder og ledere og drøfter muligheder for forebyggelse og mental sundhed blandt deres medarbejdere og hos dem selv.

Så jeg kan jo ikke klandre nogen, men kun tænke højt, at det er på tide, at vi alle begynder at tænke i nye retninger og tale åbent om, at der kan være andre metoder og virkemidler, som gør mere gavn end det vi har adgang til i dag; alternative behandlinger med en mere spirituel tilgang. Vi har i bund og grund alt at vinde og intet at tabe.

Individualitet

Selvfølgelig kræver det en større åbenhed og accept af, at det, der virker for den ene, måske ikke virker for den anden, og at der ikke er noget rigtigt eller forkert. Vi er individer og vores tilgang til tro, liv og overbevisning er voldsomt forskellige, men vi har alle brug for at tro på noget, ellers giver livet ikke rigtigt mening, gør det vel?

Spiritualitet er fortsat en meget privat sag. Man kan desværre ikke tage en master i spiritualitet, hvis man kunne, ville mange flere åbne døren i tillid til, at dokumentationen var på plads, og der kunne sættes tjek-mærker ud for effekt og virkning.

Men sådan virker tingene ikke i denne verden. Her er man nødt til at mærke sig selv, tro på sin intuition og den intention, der ligger bag, når man går ind til en behandling, uanset om det hedder akupunktur, meditation, healing eller andet.

Intuition er blot en af mange evner, men den er spirituel. Alligevel er det en evne, vi alle bruger dagligt i vores omgang med hinanden.

Intentioner er et af de stærkeste midler i verden til at få ting til at ske. Tænk bare på Steve Job, tænk på Mærsk Mc-Kiney Møller og alle de andre, som har haft intentioner.

Grundtvig, vores kære landsfader, har udtrykt sin spirituelle holdning således:

”Et menneske består af krop, sjæl og ånd. Kroppen er det synlige ved os. Sjælen eller psyken er det usynlige, indre liv i os. Men det er ånden, der forbinder krop og sjæl. Det er ånden, der er livet i livet både i og mellem os – ja sågar i forholdet mellem Gud og mennesker.”

Jonette Crowley siger det samme, hun kalder det bare ”Soul Body Fusion”, og hun nøjes ikke med at sige tingene, hun gør noget ved det, uagtet om andre syntes, at hun er mærkelig eller ej. Hun følger sit hjerte og stråler af at kunne lide det hun laver, og det smitter. Det gør folk som brænder for noget.

Reflektion

Da jeg forlod seminaret var min hjerne sprængfyldt med nye indtryk, men den eksploderede heldigvis ikke. Noget var for langt ude, til at jeg helt forstod det, andet tog jeg med mig og har tænkt mig at arbejde videre med. Mest af alt, har jeg tænkt rigtig meget på, at det er vigtigt, at vi finder “ånden” i vores virksomheder, så vi kan formidle vores DNA til medarbejderne. Så tror jeg, at vi kan skabe meget bedre arbejdspladser med rummelighed og plads til individet, og derved få ilden tilbage i vores medarbejderes øjne (hvis den er forsvundet).

Det kan godt betale sig, at lade sig udfordre på sin viden og tro, det betyder ikke, at man skal tage alt for pålydende, men et åbent sind giver nye vinkler, og man får skubbet til sin bevidsthed og sin viden – det er sundt. Derfor tager jeg afsted til ting, der kan forekomme meget anderledes. Det gør mig helt vildt rig på oplevelser, og jeg flytter mig lidt hver gang…

Du kan se mit interview med Jonette Crowley lige her:

https://kotu.dk/blog/interviews/soul-body-fusion/

Fotograf: Bethany Szentesi