Indlæg

Det store spørgsmål om de nye generationer på arbejdspladsen!

Generationskløft eller fællesskab

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg bliver stillet spørgsmålet i de virksomheder og netværksgrupper, jeg møder i det ganske land. Hvad skal der til, for at vi kan fastholde de unge? Hver gang svarer jeg, at vi skal ikke fastholde, vi skal tilknytte. Der er en markant forskel! Det hele skal være frivilligt og drevet af et fælles ønske for et givende samarbejde, uanset alder, så vi ikke får skabt en generationskløfte, der er så dyb, at der ikke kan bygges bro mellem generationerne.

Desværre er det tilsyneladende flere steder en virkelig stor udfordring, at være nysgerrige på hinanden. Der er ofte mange meninger i organisationen om de kommende generationer. En tendens bygger på “synsninger” om, at det er en svag generation, der træder ind på arbejdsmarkedet, en generation med alt for mange følelser, og en generation der ikke forstår at “tage fat” – frit oversat; arbejde virkelig mange timer og prioritere arbejde over alt andet! De unge får skyld for at være ukollegiale, i retning af “her sidder vi gamle så med alt arbejdet og skal klare det hele, mens de unge smutter hjem til familien.”

I mange virksomheder får netop den kultur lov til at leve sit eget liv, og dermed skabes der siloer og forsvarsmekanismer i samarbejdet og på tværs af organisationen. “Dem mod os-kulturen” udvikler sig og det bliver til en kamp mellem Boomerne (generation X) og generationerne efter, og fordi det ikke italesættes eller tages hånd om, vil det til evig tid skabe konflikter og disrespekt mellem de ansætte. Alt for ofte er det anført af en enkelt eller få medarbejdere, hvor ledelsen og de øvrige kollegaer ikke får sagt fra eller endnu bedre får belyst problemet i tide. Ofte bunder det i ren og skær usikkerhed fra den enkelte medarbejders egne tanker om fremtiden. Det er der ingen virksomheder, der kan holde til!

Der er brug for både unge og 50+ medarbejdere på vores arbejdspladser, derfor er det vigtigt at være nysgerrige på hinanden og åbne for forandringer. Virksomhederne kan gøre rigtig meget selv, ved at åbne op for dialog og fjerne fordomme. Skab rum til at nedbryde siloer. Skab rum til nysgerrighed og spørgsmål. Skab en fælles referenceramme, der kan arbejdes ud fra i organisationen. Et fællesskab og en forståelse for, hvor vi kommer fra hver især. Fortællerværksted er et fantastisk værktøj til at synliggøre, de forandringer tiden har skabt. Verden er i forandring, vi har brug for at stå sammen, ikke det modsatte.

Jesper Theil Thomsen, 28 år, stifter og ejer af Soundboks, udtrykte det sådan her på Ledelsens dag i november 2023: 28 årige er ikke ”særlige medarbejdere”, de er bare unge med mindre erfaring end en 50’årig, og derfor har de brug for mere støtte. Sådan har det ALTID været! Forventningerne er blevet højere til samfundet, vores velfærd og vores arbejdspladser, derfor har vi udfordringer. De unge er bare unge, nøjagtig som de var for 50 år siden!

Alle har brug for at føle sig mødt

Få mere indsigt i de fremtidige generationers ønsker og behov i nedenstående artiklen fra Væksthus for Ledelse – og så vil jeg gerne understrege, at det ikke kun er de unge, virksomhederne skal have øje for! Det støjer og skaber unødig bøvl, at der entydigt kun fokuseres på de unge. Hav nu fokus på den samlede arbejdsstyrke og det fælles gode samarbejde. 50+ har også brug for kærlig omsorg. De har også brug for at blive set og hørt! Forskelsbehandlingen er med til at skabe misundelse og vrede, hvilket er helt unødvendigt, og sagtens kan imødegås. Mange 50+ er super usikre på om de kan holde på deres job, om de bliver overhalet af de unge, om de kan finde ud af digitaliseringen og det tempoet fremtiden kalder på. Tal åbent om det på tværs af organisationen. Få afmystificeret alt det, de alle sammen er bange for eller usikre på!

Ved fælles hjælp er der utrolig meget at hente på tværs af generationer. Det er ikke en svaghed at være ung, og det er heller ikke en svaghed at være 50+ – med mindre vi skaber et billede af, at det er!

Bonus information om de kommende generationer på arbejdsmarkedet fra McCrindle: Global arbejdsstyrke 2030: generation X: 23%  Y: 32%  Z: 34%  A: 11%.

Læs artiklen fra Væksthus for Ledelse her

Foto: Markus Spiske

Når konkursen rammer

Når konkursen rammer

Konkurs er ikke kun en erhvervsting, det er også personligt, så hvordan føles det?

Jeg lever i dag af at rådgive andre om deres arbejdsliv, deres strategier, samarbejdet i ledelsen og på tværs af deres organisation. Jeg hjælper kort fortalt virksomheder med at skabe bedre resultater via deres kommunikation og interne trivselsarbejde. Jeg rådgiver også i privat regi som coach for par, singler og unge med udfordringer.

Hvad berettiger mig til det? Er jeg klogere, bedre og har mere erfaring end dem, jeg rådgiver?

Hm, nok ikke, men jeg har gjort det til min levevej, og derfor har jeg gennem de sidste mange år søgt indgående viden og ad den vej fået indsigt og læring om lige netop de ting, der spejler adfærd, kommunikation og konflikthåndtering. Jeg har lagt mig fladt ned i mit eget liv og kigget på alt det, der er gået godt, og alt det, der ikke er, og så har jeg kogt lagen godt og grundigt ind og rejst mig igen for at hjælpe andre i lignende situationer. Jeg har naturligvis også uddannet mig undervejs, så jeg kan dokumentere, at mine værktøjer er valide og virksomme.

I kender det garanteret godt, det der med at sidde på en café og kigge på mennesker i stilhed. Se hvordan vi gebærder os, se hvordan vi gestikulerer, hvordan vi spejler os og taler med hinanden og andre. Det er en enorm lærerig måde at betragte livet, kulturen og det enkelte menneske på.

Sådan har jeg i de sidste mange år betragtet dem, jeg har mødt – professionelt og privat. Set hvordan de har været i livet, set deres glæder og sorger, betragtet deres konflikter, adfærdsmønstre og ageren. Uden at dømme har jeg noteret mig, hvordan vi som mennesker agerer og bevæger os rundt blandt hinanden, hvad der skaber læring og udvikling, og hvad der ikke gør.

Og ikke at jeg tager patent på sandheden, men det har givet mig en særlig indsigt. En særlig viden og en nysgerrighed på, hvordan vi løser konflikter, bliver klogere og tackler udfordringer. Hvad siger vi med vores krop og sprog, verbalt og non-verbalt, og hvordan kommer vores intuitive sprog op til overfladen, når vi bliver presset. Vores systemer og mønstre ligger så dybt og så forankrede, at vi mange gange rent retorisk ikke selv har kontrol over den kommunikation, der dukker op i de enkelte situationer – i hvert fald så længe vi ikke er bevidste om det!

Med udgangspunkt i min læring, mit arbejde med trivselsfremmende adfærd i virksomheder, mit coachingarbejde og med baggrund i min egen konkurs tilbage i 2016, holdt jeg i juni et to-timers indlæg om krise-psykologi i forhold til, hvad der er afgørende i dialogen med en kriseramt person og dennes familie. Alle de spor der sætter sig og skaber den platform, hvorfra man enten kan træde ind i offerrollen og lægge sig ned eller rejse sig som kriger og kommer videre i livet.

Indlægget blev afholdt for 20 af landets Early Warning konsulenter på deres 2-dags seminar, der blev afholdt for første gang i år.

For at give et lille indblik i den verden man befinder sig i som kriseramt/konkursramt, benyttede jeg en øvelse, der var designet til at udfordre de enkelte deltagere på deres grænser og intimitet – nøjagtig som kriseramte mennesker rammes, hver gang de møder et andet menneske og skal dele deres historie, frivilligt eller tvunget.

Jeg bad hver deltager trække et Tankevækkerkort/samtalekort fra de tre borde nederst i lokalet, hvor jeg havde bredt kortene ud. Hvert kort har et billede på den ene side og et livscitat på den anden. Kortene har jeg selv udviklet gennem årene. De aktiverer det der ligger øverst i bevidstheden hos den enkelte, så når spørgsmålet/opgaven er defineret, vil øjet automatisk fange det billede eller den sætning, der kan frisætte det, der presser sig på.

Inden de begav sig ned i lokalet, fortalte jeg dem, hvad opgaven gik ud på. De skulle hver især trække det kort, der tiltrak deres øje. Herefter skulle de finde sammen to og to med en de ikke kendte eller havde ringe indsigt i, og så skulle de fortælle hinanden noget personligt, de aldrig tidligere havde delt med nogen og vigtigst af alt, så skulle det være en grænseoverskridende oplevelse, tangerende det intimiderende, de skulle dele med hinanden. Det var ikke historier, der efterfølgende skulle deles med de øvrige deltagere, men de skulle bryde grænser med hinanden.

Der blev meget stille i lokalet, og da de kom tilbage efter 10-15 minutters samtale, vidste jeg erfaringsmæssigt godt, at mange havde talt om alt muligt andet og slet ikke havde haft lyst til at dele sådanne oplevelser – det var i virkeligheden det, opgaven gik ud på at belyse.

Det kastede lys over, hvor svært det er som menneske i almindelighed, at dele de ting, der betyder noget for os hver i sær. Særligt de ting, der er svære og gør ondt. Så når et konkursramt/kriseramt menneske, bliver invaderet af advokater, bankfolk, revisorer, erhvervskollegaer, behandlere, jobcenterkonsulenter og mange andre, der træder ind i ens liv og pludselig forventer at få adgang til det mest intime, så bliver det en udfordring. Det personlige værn, man tidligere har haft, som har skærmet en mod krænkelser og intimidering, er pludselig fjernet. Alt bliver endevendt, og der er stor risiko for, at man føler sig rendt over ende.

Selv den advokat, man har hyret, bliver pludselig bankens bedste ven, og fordi man aldrig har stået i situationen tidligere, er man slet ikke forberedt, kender ikke forløbet, ved ikke at det er sådan gamet fungerer, og at et konkursforløb kan vare et helt år eller længere, før den endelige konkurs er stadfæstet, og man måske kan rejse sig og komme til hægterne igen.

Det føles, som om man er tilskuer i sit eget liv. Som om man befinder sig i en boble/et vakuum, hvor man dag for dag bliver mere og mere afklædt, og fordi man fra den ene dag til den anden pludselig går fra at være stor succes til stor fiasko (i eget hoved), bliver man fuldstændig handlingslammet i en lang periode.

Nøjagtig som de 20 konsulenter pludselig blev det, da de skulle dele intime oplevelser med en fremmed, den dag på deres seminar. Følelsen af ikke at kunne sige nej, men samtidig ikke have lyst til at give personlig indsigt til en fremmed, er nøjagtig den følelse en konkursramt/kriseramt person går rundt med. De kan ikke sige nej tak.

Det kræves af dem hver dag, måske gennem et helt år eller længere, at de lægger alle informationer på bordet, åbner op for deres livsværk og deler ud af de mest intime detaljer, privat og erhvervsmæssigt.

Mange gange gennem en lang og opslidende konkurs/krise glemmer advokater, bankfolk, revisorer og alle andre at spørge om det mest basale og helt grundlæggende: Hvordan har du det i grunden, sådan helt inde i dit hjerte? Kan du sove om natten? Får du noget at spise? Hvem har du at tale med om alt det her? Ofte er man alene, man kan ikke engang tale med familie eller venner om tingene. Det er jo skamfuldt, og man føler skyld, fordi man er endt i en konkurs-/krisesituation, og økonomisk hiver man måske familien med i faldet. Alt ender med at blive mekanisk, noget du bare gør, fordi andre beder om det.

Derfor var det en virkelig lærerig oplevelse, da konsulenterne skulle ”blotte” intime detaljer om sig selv over for en ”fremmed”, og reaktionerne udeblev bestemt heller ikke.

Efterfølgende blev jeg kontaktet af flere af deres konsulenter for yderlige dialog. En af dem udtrykte følgende på deres interne platform:

”I juni 2021 deltog vi i Early Warning regi på et to-dags Livline-kursus i Vejle – i øvrigt et godt kursus!

Jeg vil gerne fremhæve et indlæg, der omhandlede krise-psykologi, hvor Annette Friese havde et (personligt stærkt) indlæg, om hvad der sker med en virksomhedsejer, hvor succes bliver til fiasko, og fiasko til succes. Annette har skrevet bogen ”Kan du høre dit hjerte kalde?” som jeg efterfølgende købte. Jeg kan anbefale jer at købe bogen – den gav god værdi for mig.”
(Knud Qvist Lauritsen, Early Warning Rådgiver siden oktober 2015)

Indlægget og tilbagemeldingerne fik mig til at reflektere over alt det, der er hændt i mit eget liv siden 2016.

Intet er let, alt er svært i en krise, særligt første gang! Til gengæld er alt også muligt – og gevinsten er den læring, der følger med på godt og ondt. I morgen er en ny start!

Har jeg været nervøs gennem Covid-19? Det kan du bide skeer på, at jeg har!

Har jeg hængt i nødbremsen og tænkt konkurs igen? Åh ja, mange gange!

Hvad er anderledes denne gang? Jeg har prøvet det før, og jeg ved, at jeg kommer igennem det som menneske, hvis uheldet igen skulle være ude!

Hvad har tidligere konkurs lært mig? At bede om hjælp. Jeg er ikke vanvittig god til det endnu, men jeg øver mig hver dag, for det er vigtigt!

Hvad er mit bedste råd til konkursramte/kriseramte erhvervsledere? Lad være med at gemme dig, rank ryggen og bed om hjælp i tide. Du har uden tvivl gjort dit bedste, og i det mindste har du haft hånden på kogepladen og prøvet – alternativet var værre!

Hvad husker jeg bedst fra min egen konkurs? En god ven hviskede mig i øret, da jeg hang længst ude på grenen, lige før konkursen ramte: Vi har alle sammen prøvet at være helt tæt på en konkurs, Annette, ingen går fri, nogle er bare heldigere end andre og klarer rejsen tilbage på solid grund i tide. Så der er ikke noget at være flov eller skamfuld over!

Den sætning har jeg taget med mig videre ud i livet. Det var de ord, der gav mig luft, og de ord, der hjalp mig op igen. Om det så er held eller dygtighed, der hjælper folk gennem en krise, det er nok en sandhed med modifikation, men dem, du omgiver dig med i din hverdag, er også dem, der hjælper dig tilbage på sporet – eller ikke. Så det er måske værd at kigge dig omkring og spørge dig selv, om det er den besætning, du har lyst til at have ombord, hvis stormen rammer – både privat og i erhvervsregi!

En bankdirektør sagde engang til mig, da han hævede renten: Det er dyrt at være fattig – og det er sandt!

Men tro flytter bjerge, og konkurs eller krise er kun et øjebliksbillede i et helt liv, og den læring, der følger med, er uerstattelig – mange gange gør det dig i virkeligheden til et langt bedre menneske.

Har du lyst til at læse mere om Tankevækkerne, købe dem eller min bog, finder du begge dele på KOTU’s hjemmeside www.kotu.dk – (kortene kommer på lager medio august)

Ønsker du at tilmelde dig min blog – og i fremtiden modtage mit seneste blogindlæg direkte i din postkasse, kan du gøre det lige her: https://kotu.dk/kontakt/kontakt-info/

Sidst, men ikke mindst, kan du læse mere om Early Warnings fantastiske arbejde med kriseramte virksomheder https://earlywarning.dk/om-early-warning/om-early-warning 

Mit nye jeg elsker stilheden…

Mit nye jeg elsker stilheden…

I den tid, hvor jeg har været forbundet med min hjemmearbejdsplads, er det gået op for mig, at den ro og mulighed for fordybelse i mit arbejde, jeg har oplevet, mens jeg har opholdt mig her, i den grad har effektiviseret mit arbejde. Det har skabt nye og mere kreative resultater, og jeg har fundet en indre ro, der helt har fjernet symptomer på stress og forstyrrelser.

Så hvad gør jeg, når jeg kommer tilbage til min respektive arbejdsplads, og ikke længere fungerer optimalt i den støj og de forstyrrelser, der er i det åbne kontormiljø?

Det kunne være oplagte spørgsmål, som melder sig efter 3-4 ugers ophold på egen hjemmearbejdsplads.

Der er ingen tvivl om, at vores hverdag har ændret sig drastisk siden begyndelsen af marts, og den bliver utvivlsomt væsentlig anderledes, når vi vender tilbage til vores arbejdspladser. Vi har alle haft tid til at mærke og lytte til vores indre energi og drivkraft, og forhåbentlig vender vi ikke bare ukritiske tilbage og fortsætter i hamsterhjulet.

Nogen/noget trykkede på stopknappen for os alle, og refleksioner og læring er det ypperligste, vi kan tage med os fra den situation, vi alle har været sat i gennem den forgangne tid, og hvis vi tager det bedste med fra tiden, så kan vi kun blive stærkere af udfordringen på den lange bane, hvis vi tør favne og udleve de positive sider, det også har bragt os.

Forskningsresultater

djøfbladet bragte i april 2019 en artikel af Lone Schrøder Jeppesen. Hun belyser argumenterne for at gå fra traditionelle kontorrum til åbne kontorer med færre vægge og døre. Argumenterne er oftest, at det automatisk bidrager med bedre kommunikation og mere videndeling på arbejdspladsen. Sådan er virkeligheden bare ikke.

Et forskningsprojekt fra Aarhus Universitet viser, at jo flere man sidder på et storrumskontor, desto sværere har man ved at samarbejde med sine kolleger, føle sig godt tilpas og være glad for sit arbejde. Konklusionen overrasker ikke lederen af projektet, lektor Tobias Otterbring fra Institut for Virksomhedsledelse, Aarhus BSS på Aarhus Universitet.

 Et studie fra Harvard University viser, hvordan medarbejderne på en virksomheds hovedkontor ændrede adfærd, da arbejdspladsen gik fra enkeltmandskontorer til storrumskontor.

 Forskerne målte både ansigt til ansigt-interaktion og elektronisk interaktion, henholdsvis før og efter virksomheden indførte den åbne kontorarkitektur. I modsætning til, hvad man skulle tro, faldt mængden af direkte samtaler mellem medarbejderne med ca. 70 pct. I stedet steg den elektroniske interaktion med 50 pct.: Medarbejderne trak sig socialt og kommunikerede via e-mail i stedet.

”Det er ikke det bedste for trivslen, kulturen og relationerne på arbejdspladsen, hvis medarbejderne kun sender e-mails til hinanden. Og man må ikke glemme, at medarbejderne skal kunne trives på deres arbejde,” understreger Tobias Otterbring og tilføjer, at hovedparten af forskningen på området konkluderer, at det ikke bare går ud over samarbejdet, éns velbefindende og arbejdsglæde, men også er årsag til et dårligere arbejdsmiljø, stress og flere sygemeldinger. (Uddrag fra djøfbladet 3.4.2019)

Så med trivselsbrillerne på, er det tid til at lytte, tid til at ændre og tid til at være fremsynet og ikke lade fortidens fejl spærre for fremtidens udvikling. Det er lige nu, vi kan ændre markant på vores hverdag, vores indhold og vores udbytte.

Alle er forpligtet til at gribe bolden og rydde op, evaluere på de muligheder, vi nu har fået foræret, og ikke bare spinde videre på det bestående uden refleksion og overvejelser om, hvorvidt det, vi havde, fungerede optimalt, eller om det er tid til at ændre på formatet.

Spørg dine medarbejdere, hvad de fik med af læring fra deres ophold hjemme, hvad var godt, hvad var ikke, og hvordan kan I, i fællesskab, skabe den bedste arbejdsplads, de bedste arbejdsforhold og de bedste resultater sammen og ikke længere hver for sig, for fremtiden?

Stilheden har det med at give de svar, vi søger, men sjældent har tid til at vente på!

Foto: Matthew Henry

 

 

 

 

Julen er da hjerternes fest…

Julen er da hjerternes fest…

Eller er det måske smerternes fest for de mange?

Fakta er, at det er den tid på året, hvor mange medarbejdere kommer tilbage efter nytår med en opsigelse, nogen siger endda op, inden de går fra på juleferie.

Det er nok lidt, som det er med skilsmisser. Der følger flest efter de store ferier. Vi får tid til at tænke og komme ned i gear.

Men i virkeligheden kan vi som ledere tage hånd om det længe inden, det kommer så vidt. Undersøgelser viser, at 8 ud af 10 medarbejdere opsiger deres job p.g.a. deres ledere. At lede andre kræver mere end blot høj IQ, det kræver emotionel følelsesintelligens. At have ansvar for andre kræver, at man tør følge sin intuition, føle nærvær og have mod til at stille de rigtige spørgsmål, og det bør man som leder gøre, inden de store ferier, så man imødegår de udfordringer, den enkelte medarbejder går rundt med.

Så det er ikke nok at sige tak med en julegave i december. Tænk på, hvad december ellers bringer af udfordringer for den enkelte.

Som virksomhed gør vi året op i december (eller halvåret), dvs. vi måler på resultater og ”vejer” vores medarbejders indsats i det forgangne år. Vi skuer mod et nyt år, dvs. vi starter forfra til januar og forventer en positiv indstilling, ny energi og visioner for fremtiden, når vi kommer tilbage. Men hvad giver vi dem med hjem på ferie?

Stress, udbrændthed eller ensomhed

Mange er trætte, udkørte og har givet det sidste, de havde i sig. De har haft julefrokost med kollegaerne, hvor der måske er kommet et par sandheder eller to på bordet. De har fået den årlige julegave ved juleafslutningen, som traditionen byder. Chefen har sagt glædelig jul, slået dem lidt på skulderen, og måske har han haft fem minutter, hvor han hen over bordet henslængt har spurgt til familien, og hvad de skal i julen, og nu går de så hjem.

Knap 50% af den danske befolkning er skilte, så hvad går de hjem til? Andre er trætte allerede inden, de går hjem på ferie, men de er trætte, fordi der allerede ligger et heftigt program, som er lagt i familiens skød, og som skal effektueres i alle fridagene.

Vi er bare mennesker, og når vi kommer hjem, og sidder og skuer lidt indad, får tid til fordybelse og til at mærke efter, så får vi ofte øje på de ting, som vi ikke har tid til at reflektere over i hverdagen. Det er helt naturligt at vores arbejdsmæssige såvel som de familiemæssige forhold kommer under lup. Det er jo de to ting, der fylder og skaber balance – eller det modsatte – i vores liv, og derfor kommer de under kærlig behandling, når vi holder fri og har tid til at tænke og tale med hinanden.

Samtidig bugner de sociale medier i december med billeder og opslag om, hvor lykkelige andre mennesker er. Hvor fantastisk familier de har. Hvor lækre deres venner og relationer er. Fest, glæde og smukke mennesker der alle flasher deres lykkelig liv – og ja, vi ved godt alle sammen, at rigtig mange er glansbilleder, og verden ser ganske anderledes ud inde bagved, men vi higer jo alle efter eventyret. Higer efter at mærke kærlighed, nærvær og at høre til, og specielt i højtiden bliver vi synlige som mennesker. Specielt her er vi sårbare.

Derfor er det uendelig vigtigt, at vi mødes med naturlig og ægte interesse og føler tryghed på vores arbejdsplads, når vi går på ferie, for det kan i bund og grund være det sted, der er vores holdepunkt i livet, og det sted, der giver os balance i hverdagen.

Forebyggelse til det kommende år

Stress kommer mange steder fra, når der er ubalance, men som ledere kan vi gøre rigtig meget for at imødegå det på arbejdspladsen, og her op mod jul er det måske ekstra vigtigt, at vi viser nærvær og empati, så vores medarbejdere går hjem med ro i hjertet og glæder sig til at komme tilbage igen efter ferien.

Så jeg vil gerne henlede opmærksomheden på en netop udkommet undersøgelse, der giver indsigt og inspiration til at imødegå stress på arbejdspladsen. Det er god julelæsning for ledere, der ønsker at gøre en forskel. Ledere der ønsker at afværge stress, og som gerne vil integrere værktøjer i deres virksomhed til gavn for medarbejdere og den udvikling, agil ledelse og agile virksomheder helt sikkert får brug for i fremtiden for at få succes.

Anbefalinger om stressforebyggelse til ledere landet over er netop udgivet fra Arbejdsmedicin i Herning og Hospitalsenhed Vest, der sammen har forestået et projekt, som kaster lys over lederes håndtering af medarbejderstress. Projektet er udarbejdet af Projektleder og psykolog, ph.d. Tanja Kirkegaard i samarbejde med psykolog, ph.d. Janne Skakon, Københavns Universitet.

Inspirationskatalog til arbejdet med psykisk arbejdsmiljø finder du her https://www.arbejdsmiljoweb.dk/media/4833665/stressforebyggelse-for-ledere_april2018.pdf

Læs også om de udfordringer agil ledelse kan give https://kotu.dk/agil-ledelse-kalder-paa-agil-stresshaandtering/

Rigtig god læselyst og glædelig jul ♥

Fotografi: Annie Spratt