Indlæg

Er dit arbejde din identitet?

Er dit arbejde din identitet?

Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål, og spørgsmålet udspringer af en hændelse, jeg havde den 6. august 2019.

Hvad laver KOTU?

Det spørgsmål har jeg fået rigtig længe, og ofte er jeg røget ud i lange, lange fortællinger og historier, hvor jeg har været helt stakåndet, før jeg var færdig. Lige indtil den tirsdag, hvor jeg sad til et møde med en meget klog mand, Christian Jonsbak Uttrup. Christian er partner og medstifter i rekrutteringsfirmaet HumanTrust A/S. Christian er også en god ven og Rotary kammerat.

Christian spurgte mig, mens vi sad og talte om dette og hint, hvad laver KOTU egentligt? Og igen begyndte jeg på lange forklaringer – vi endte også ud i helt andre emner, tror jeg nok, indtil Christian igen efter en time insisterende sagde, Annette, du har stadig ikke svaret mig på, hvad I laver hos KOTU… hov!

Og det var SÅ rigtig set. Da jeg startede firmaet for et lille års tid siden, var indholdet noget helt andet, end det jeg er endt op med i dag, og måske derfor har det været super svært for mig, at svare konkret på spørgsmålet, FORDI det rent faktisk HAR været en omskiftelig rejse at finde herhen.

Det ændrer imidlertid ikke sandheden. Lige der blev jeg slået hjem i ludo og var nødt til at finde ind til grundstenene i det, jeg laver. Hvis ikke jeg kan sætte konkrete ord på, hvad mit firma laver og gør godt for, hvordan skal jeg så kunne sælge mine ydelser?

Som Christian sagde, hvis du står et sted sammen med andre mennesker f.eks. i dit erhvervsnetværk, mennesker som du i virkeligheden gerne vil gøre forretning med, hvordan vil du så nå at gøre dem interesseret i det, du kan, med kun en sætning? Hverken mere eller mindre, en sætning, og kun én. Den skal til gengæld sige ALT.

En fantastisk øvelse. Jeg sov nærmest ikke hele tirsdag nat, og dagen efter lukkede jeg verden ude, mens jeg skrev min virksomheds vigtigste ord – de ord, der skal skabe samarbejde og få andre virksomheder til at søge mig og lige netop det, jeg kan, hverken mere eller mindre!

Så hvad laver KOTU?

“Vi skaber glade medarbejdere og øger din bundlinje” – SÅDAN!

Af hjertet tak Christian.

Men det affødte en refleksion, der stak endnu dybere. Jeg kom til at gruble over, at jeg ofte, når jeg går tur med erhvervsfolk og mennesker, der ønsker ændringer i deres liv på den ene eller den anden måde, altid starter med spørgsmålet ”hvem er du?” Hvis du ikke skal gemme dig bag en arbejdstitel, hvem er du så?

Tit – eller altid – bliver der totalt stilhed. For kun ganske få mennesker kan på stående fod beskrive, hvem de er, når man fratager dem retten til at tale om deres arbejde.

Det er en rigtig svær, men yderst vigtig, øvelse. For hvad sker der, hvis vi en dag ikke længere er arbejdsduelige, hvis vi bliver fyret, bliver syge, eller hvis vi bare ønsker at sadle om, hvem er vi så?

Det burde vi jo endnu bedre kunne formulere i én eneste sætning, hvis vi bliver spurgt. Det er jo vores essens, det er vores DNA, det er det vi forhåbentlig lever for at være og for at gøre…

Mennesket bag

Til gengæld er det også sårbart. Typisk er den, vi er eller ønsker at være, forbundet med følelser og nøgenhed fyldt med bløde ord, der gør os nervøse og famlende, fordi titler er meget lettere at gemme sig bag. Der er tryghed og identitet i en titel, en identitet som alle kan forholde sig til, som ikke gør os mere synlige end højst nødvendigt. Her kan vi på kort tid vejes og vurderes, dur/dur ikke, hierarkiet har talt – dig passer jeg sammen med, dig passer jeg ikke sammen med.

Alle, der har været arbejdsløse, sygdomsramte eller ude af arbejdsmarkedet, har på et tidspunkt været til fest. Et af de første spørgsmål, hvis ikke det første, der melder sig hos sidemanden, er uomtvisteligt ”hvad laver du?” Og i svaret, der følger, uanset hvordan du formulerer ”jeg er arbejdsløs”, ”jeg er ledig i øjeblikket”, ”jeg er imellem jobs”, ”jeg har sagt mit job op”, ”jeg har mit liv oppe til revision”… vil sidemanden enten devaluere dig til én, der ikke er interessant at tale med, eller også bliver han nervøs, fordi han ikke ved, hvordan han skal tackle din følsomme situation, og så er det lettere at tale hen over bordet eller til personen til den anden side. Sådan er det desværre alt for ofte.

Tænk nu, hvis vi i den forbindelse havde modet til, at sige højt ”det gider jeg ikke defineres af, jeg vil meget heller fortælle dig, hvem jeg er”, så er det pludselig let og nærværende at være sammen med andre uden dårlig smag i munden og ondt i maven, fordi man skal deltage i sammenkomster. Der er basis for interessante samtaler om det enkelte menneske, og alle parter kan udvide deres horisont i stedet for at være styret af snæversynethed og fordomme, der sårer og nedgør det enkelte menneske. Det er da et spændende eksperiment, er det ikke?

Nå, men jeg lægger gerne for. Når jeg ikke længere må gemme mig bag en arbejdstitel, hvem er jeg så, hvis jeg skal sige det i en sætning?

”Jeg er Annette, og jeg brænder for at få mennesker til at stå i deres eget lys.”

Agh, måske alligevel lidt arbejdsrelateret, hvad så med:

”Jeg er Annette, et nysgerrigt menneske med et åbent og kærligt sind.”

Hvem er du?

Fotograf: Alex Iby

Ironi, sarkasme og humor – hvad er hvad i din virksomhed?

Ironi, sarkasme og humor – hvad er hvad i din virksomhed?

Jeg var i selskab med meget forskellige mennesker den anden dag, og fordi vi debatterede kommunikation mellem mennesker, faldt talen naturligvis også på brugen af ironi og sarkasme som en måde at udtrykke sig på.

Vi talte om, hvorvidt det er i orden at anvende ironi og sarkasme på en arbejdsplads. Hvor går grænsen? Er alle indforstået med den form for koncernsprog?

Jeg er ambivalent i forhold til humor og ironi. Jeg vil på den ene side nødigt undvære det i vores omgang med hinanden, på den anden side kan det være meget giftigt at få det ind i en virksomhed.

Mange virksomheder har medarbejdere fra forskellige lande og med forskellige tilgange til humor. En del forstår sandsynligvis hverken ironi eller sarkasme og tager det derfor personligt, finder det upassende og føler det måske endda som et angreb.

Mange steder bliver ironi og sarkasme benyttet til at gemme sig bag –  til at få noget ud mellem sidebenene uden at blive holdt ansvarlig, en mulighed til at skabe røre og opmærksomhed og til at sige det, man ellers aldrig ville have haft modet til at sige ansigt til ansigt.

Så er det i orden? Hvornår er det blot godmodige drillerier, og hvornår kammer det over og bliver til mobning og ondskabsfuldheder?

Vi ved det jo i grunden ikke. Hvem ved, hvad der gemmer sig inde bag et andet menneskes facade? Hvem ved, hvad vi hver især tumler med inde bag sløret?

Hvad foregår der inde bag facaden?

Lige DEN dag, hvor vi har det virkelig dårligt. Den dag vores mand, kone eller kæreste om morgenen har fortalt, at de ikke gider samle vores sure strømper op længere og vil skilles. Lige den dag, hvor vi er mest i knæ, men smiler som vi plejer, holder os gående, for der er kun 1 ½ time til vi skal hjem. Lige der møder Karsten fra salgsafdelingen Hanna fra udviklingsafdelingen, og i troen på at han er sjov, hæver han stemmen, mens han går forbi og kommer med en lidt frisk og ironisk kommentar omkring et af deres knapt så heldige produkter. Hanna er kommet hertil fra Israel for 4 år siden, og forstår ikke helt ironi og sarkasme, så hvordan opfanger hun Karstens budskab? Hører hun det som et godmodigt drilleri, eller opfatter hun det som personlig kritik, at hun ikke har gjort sit arbejde godt nok?

Vi er et multietnisk samfund, og vi kan selvfølgelig godt holde fast i, at vi er danskere, og vi er, som vi er, og kan du ikke tåle lugten i bageriet, så må du gå. Men jeg tænker, at det ikke kun er folk ude fra den ganske verden, der bliver ramt af ironi og sarkasme. Derfor er det ikke en acceptabel form for kommunikation i en moderne virksomhed.

Jeg har det med sarkasme og ironi, som jeg havde det første gang, der blev sagt et bandeord i radioen og efterfølgende i fjernsynet – det er et skråplan, for hvornår er nok, nok?

Jeg var chokeret over, at reaktionerne var så få, dengang bandeord og dårligt sprog blev legaliseret i medierne. Vi ser nu omfanget af, hvor skidt det har været, i den generation, som kommer. Børn og unge har flyttet deres grænser gevaldigt i forhold til, hvordan man kan tillade sig at tale til hinanden – og vi kan ikke spole tilbage.

Derfor er det i min optik rigtig, rigtig vigtigt at tage snakken internt i sin virksomhed og få afklaret holdningen til sit koncernsprog, og om ironi og sarkasme er en tilladt omgangstone mellem kollegaer.

Jeg ved godt, at livet måske kommer til at virke lidt kedeligere på dage med gråvejr, men med hånden på hjertet tror jeg, at vores måde at tale og tilgå hinanden på har markant større indflydelse i hverdagen, end vi går og regner med, når trivsel og stress er på dagsordenen.

Det er de små ting, der gør en forskel.

Becourse of your smile, you make life more beautiful” – Thick Nhat Hanh

Har du brug for et indspark i din virksomhed, så læs mere på https://kotu.dk/foredrag/

Fotografi: Mnm All

Den hemmelige liste

Den hemmelige liste

Sommerferie, frihed og tid til at lave absolut ingenting. Det er den tid på året, hvor vi bruger den første uge på at akklimatisere, den anden uge på at hygge og den tredje uge på at grue for at skulle tilbage på arbejde. Nogle vil helt sikkert være klar til at tage på arbejde allerede i slutningen af uge to, det bør de så måske tænke lidt over.

Forskning viser, at alle mennesker har brug for minimum 3 sammenhængende ugers ferie for at komme helt ned i gear, så hvad er det, man har så travlt med at komme tilbage til eller væk fra?

Hvis det er væk fra ægtefælle og børn, er det et signal, der vil noget. Hvis det er væk fra tanker og følelser om, hvorvidt du lever det liv, du gerne vil leve, så er det jo en fantastisk mulighed for at tænke lidt dybere over tingene.

Lav et skema med to kolonner.

Kolonne et: Det gør mig glad/det vil jeg have mere af

Kolonne to: Det gør mig ked af det/det vil jeg have mindre af

Eksempel fra kolonne et: kærlige stunder, flere dybe samtaler, mere sex, alenetid med min kone/kæreste, lege med børnene, rejser, oplevelser sammen, jagtture med gutterne, fodbold, mit arbejde, cafébesøg med veninderne…

Eksempel fra kolonne to: skænderier, manglende respekt, føler mig alene, ikke værdsat, manglende samvær, manglende interesse, for lidt tid, manglende nærvær, manglende omsorg, følelsen af tomhed, sorg, ensomhed, overarbejde…

Hvad skal der til for at ændre på plus og minus kontoen? Kan det ændres, og er du villig til selv at gøre en indsats?

Hvordan står det til i dit ægteskab? Er du lykkelig? Er din partner? Er I sammen om tingene eller lever I hver jeres liv med så dybt forankrede mønstre, at det er umuligt at finde hinanden igen?

Når målebægeret er fyldt op

Skilsmisseprocenten er ifølge statistikkerne på sit højeste to gange om året: efter sommerferien og efter juleferien. Måske kunne det for en dels vedkommende undgås, hvis man hver især lavede denne lille øvelse og var ærlige både over for sig selv og over for hinanden.

For mit eget vedkommende var jeg døv og blind i mange år, og vågnede først op, da det var for sent. Hvis jeg havde haft de rigtige værktøjer, er jeg overbevist om, at der havde været meget at hente i mit ægteskab, men når man tier tingene ihjel eller bider det i sig i den gode sags tjeneste, så opnår man kun det modsatte af tosomhed, man opnår ensomhed. Det gnaver og slider, indtil bægeret er fyldt op, og vandet flyder over.

Der var engang en kær veninde, der gav følgende eksempel: Tag en balje, når den er fyldt op, så er der ikke plads til mere, før du har tømt noget af, og det har hun jo fuldstændig ret i. Desværre er processen tit sådan, at vi mennesker fylder på og fylder på. Vi holder tingene inde i os selv for at undgå ufred og konflikter, men pludselig eksploderer beholderen – eller vandet skulper over – fordi vi har sparet op så længe, eller fordi der ikke er blevet lyttet til os, når vi har forsøgt at få taletid, og så er det for sent. Så bliver vi sårede, indebrændte og vil ikke være med længere. Vi stopper med at prøve at nå hinanden, vi lukker ned for samtalen, adgangen til vores hjerter, nærværet, omsorgen og den fysiske kontakt.

Herfra er det kun et spørgsmål om tid, før vi enten går vores vej, lader os tiltrække af et andet menneske eller begynder at leve et parallelt liv, hvor vi ikke længere kerer os om hinanden.

Selvfølgelig kan man leve sammen med hvert sit liv, den økonomiske tryghed er der jo stadig, fællesbørn, fælles venner og fælles aktiviteter der udadtil viser, at vi stadig er et lykkeligt par, men det kan da ikke være det, livet har at byde på. Hvorfor lade sig nøjes med?

Kampen om lykken

Enten kæmper man med næb og klør for sit ægteskab, eller også giver man slip. Alle har ret til et godt og lykkeligt liv, men du er selv ansvarlig for at få det. Vi er et egoistisk og materielt anlagt samfund, men hvis vi sætter hinanden først og gør det med et åbent sind, er der en ret stor chance for, at vi igen begynder at få øje på det menneske, vi fra første færd forelskede os i.

I bogen ”Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte” af psykolog og ph.d i socialpsykologi Jytte Vikkelsøe kortlægger hun den romantiske kærligheds mysterium. En af de mest overraskende konklusioner er, at de uoverensstemmelser, der senere ødelægger selv de bedste parforhold, helt fra begyndelsen er bygget ind i forelskelsen. Man falder simpelthen kun for et menneske, der i sin personlighedsstruktur bærer kimen til konflikt med netop dig i sig.

Det, der også belyses i bogen, er ”når to mennesker finder sammen i et kærlighedsforhold, er der altid to familiemønstre med på slæb. Fortidens skuffelser, glæder og sorger følger med og deltager som spøgelser i forholdet” (citat fra bogen).

Så når vi tiltrækkes af hinanden er det fordi, vi får en spejling af os selv og de sider i os selv, som vi har fortrængt hen over årene i vores stræben efter at blive den, vi tror, andre ønsker, vi skal være.

Når vi forelsker os ser vi en person, der afspejler det, vi gerne vil udvikle i os selv, den side vi ikke har, eller som ikke falder os naturlig, og såfremt vi formår at holde ild i kærligheden og håndtere hinandens udfordringer, er den, vi forelsker os i, den udløsende faktor for, at vi kan blive det hele menneske og finde ind til den person, vi inderst inde er, men som uforvarende er blevet krænket allerede i de første år af vores liv af vores forældre, der havde et klart ønske om, hvem vi skulle være.

Den skam og forlegenhed der følger os hele livet, stammer helt tilbage fra de første leveår. Allerede ved det først ”nej”, ”fy”, ”det må du ikke” eller det, der er værre, nemlig fysisk afstraffelse, opstår skam og forlegenhed. Følelsen af at være forkert. Så retter vi ind og forsøger at tilpasse os og gøre vores forældre stolte og glade. Allerede der begynder vi at fornægte sider af os selv, blot for at leve op til andres forventninger.

Det er det, vi tager med ud i livet, og måske er det også det, vi tager med ind i vores parforhold og ægteskaber, altså tilpasningen. I forelskelsens rus ser vi stadig spejlingen og muligheden for at stå i vores eget lys, fuldbyrdelsen, vores hele jeg. Det at blive elsket for den man inderst inde er og gerne vil være. Mødet med den eneste ene, modparten der gør dig hel. Ubetinget kærlighed og der, hvor du er den bedste udgave af dig selv.

Når det bliver hverdag

Efter nogen tid kommer så udfordringerne og de hårde ord og alle forbeholdene gør deres indtog. Vi går fra, hvad jeg kan gøre for dig, for at dit liv er godt, og du smiler og er glad og til, hvis du skal havde noget af mig, så skal jeg også have noget af dig, ”noget for noget” princippet. Væk er den bedste udgave af dig selv, kompromiset har taget over.

I stedet bør vi øve os i at give plads til den, vi forelskede os i, øve os i at finde tilbage til os selv og til at vise overskud og forståelse for hinanden, anerkende hinanden, rose hinanden og give kærlighed uden forbehold til hinanden UDEN bagtanke. Lad være med at give den anden skylden for, at I ikke er lykkelige. Tag ansvar og gør noget selv. Start i det små, overrask hinanden, gør små glade og positive ting. Det er netop de små ting der gør forskellen. Vis omtanke og nærvær, tal sammen og skab naturlig interesse for hinanden. Hjælp hinanden, også med de sure ting, lad være med at tag hinanden for givet. Vær taknemmelig og sig det højt. Det kræver en daglig indsats at elske hinanden og få et parforhold til at virke.

Man kan gøre meget selv, men ingen kan gætte, hvad den anden tænker og føler. Vi kvinder er uendelig gode til at forvente, at vores mænd skal gætte, hvad vi ønsker. Gør de ikke det, kan straffen være alt fra, at vi er tavse i timevis til nul sex eller surmulen i dagevis. I mænd er gode til at eksplodere i ord og vrede, ”fryse” os ud i arrogance eller gå jeres vej fra problemerne – læs kaste jer over jeres arbejde.

Uanset hvad, så løser det jo ikke noget. Tværtimod så driver det os fra hinanden, ofte selvom kærligheden stadig er til stede og vores ægteskaber kunne være reddet, men i hårdhed og manglende kommunikation, fordi vi er sårede og gjort skamfulde over lang tid, så er vi blevet tonedøve overfor hinanden, og hinandens behov.

Plej kærligheden

Så brug nu ferien til også at få talt lidt dybere sammen. Jeg ved godt, at man har tendens til at lade problemerne blive hjemme, nu skal vi hygge, så lader vi hverdagens bøvl ligge, det må vi løse senere. Men problemerne går ikke væk, og det er lige nu, overskuddet er størst. Lav listen begge to og byt med hinanden eller hvad der nu er brug for.

Forkæl hinanden, del ud af kærligheden. Det smitter, og det er bare så meget lettere at tale sammen, når positiv energi og glæde er til stede.

Rigtig god sommer!