Indlæg

Hold snitterne for dig selv

Hold snitterne for dig selv

Lige om lidt går jeg på ferie. Det er første gang siden 2017, så jeg har virkelig glædet mig.

Jeg har op mod ferien i mit terapirum haft en del besøgende, som jeg har coachet og sparket kærligt bagi. Det har både været unge med udfordringer, familier og par. Fælles for dem alle er, at kommunikationen halter voldsomt. Træthed og slid har sat sig, og overskuddet til at forstå hinanden kan ligge på et meget lille sted.

De har selvfølgelig ikke noget umiddelbart ønske om at misforstå hinanden, pege fingre eller skændes, men måske fordi kærligheden, omsorgen og fællesskabet er blevet overset i hverdagens travlhed, er de endt lige der, hvor forståelse og overskud til at se hinanden, virkelig se hinanden, er forsvundet.

I Danmark er vi ret gode til selvudvikling og ret gode til ”jeg”, måske er vi knap så gode til fællesudvikling og ”vi”. Ikke af ond vilje, men fordi vi jo ikke kan være noget for andre, hvis vi ikke kan være noget for os selv – eller det er i hvert fald det, vi får tudet ørene fulde af. Du skal lære at elske dig selv først …

Jeg siger det jo selv til dem, der kommer i mit terapirum, og jeg mener det virkelig. Desværre er jeg’et i bund og grund også en af de væsentligste årsager til, at det går galt i så mange forhold.

Når først vi begynder at arbejde indad, og vi finder os selv, finder vores indre jeg og den kraft, der er medskaber til vores liv, og de valg vi træffer, så er det også den læring, vi tager med os ud i livet. Det er den indsigt vi møder andre med, og den kraft der styrer vores valg. Her er det jeg’et, der råder. Jeg’et der styrer, og jeg’et der sætter dagsordenen.

Jeg’et tager vi med os hver dag på arbejde, i fritiden og i familien, og måske er det derfor, der opstår et vakuum og en forvirring, når vi i parforholdet, i familien og i vores omgang med andre strander og møder modstand. Måske havner vi oven i købet i flere dårlige konflikter, end vi behøver.

Sandt er det i hvert fald, at vi uforvarende glemmer at spørge, hvad vores omgivelser har brug for. Ofte tager vi udgangspunkt i vores egne behov og transformerer dem til andres behov. Vi får ikke forventningsafstemt, men går ud fra at vi ved, hvad andre har lyst til og behov for. Vi syntes, at vi kender deres ønsker og behov. Det gør vi bare ikke altid.

Ofte bruger vi et helt liv med at syntes og tro om andre.

Vi vil umiddelbart altid tage udgangspunkt i vores egne behov og ønsker. Derfor tror vi også, at vores ”gave” til andre bliver modtaget i samme ånd, som den bliver givet, hvilket er langt fra sikkert.

Gary Chapman spørger i sin bog Kærlighedens 5 sprog, om du og din partner taler samme sprog. Det er et ret godt spørgsmål, og et spørgsmål der også kan stilles i forhold til dine børn, dine venner og dine kollegaer – fysisk berøring skal i givet fald tolkes anderledes end i parforholdet og mere i retning af en hånd på skulderen eller et knus/kram, afhængig af den enkelte.

Typisk har man 1-2 sprog, der ligger højest på barometeret, og som giver glæde og sommerfugle i maven.

De fem sprog er:

 

Anerkendende ord

Tid til hinanden

At modtage gaver

Tjenester

Fysisk berøring

 

Så hvis dit eget kærlighedssprog er berøring, og din kæreste ikke har berøring som et kærlighedssprog, der hitter, vil jeg klart anbefale, at du holder snitterne lidt for dig selv i sommerferien. Man vil altid være tilbøjelig til at bruge sit eget kærlighedssprog som ”gave” til den anden part, derfor vil du formodentlig bruge det meste af ferien på at røre ved din kæreste, da det jo er den ultimative lykkefølelse for dig selv.

Det vil dog være spildte kræfter og i bedste fald blot skabe irritation – i værste fald skilsmisse.

Det er er en rigtig god idé at finde ud af, hvad der er din kærestes kærlighedssprog, så du ikke kaster perler for svin, men bruger dit krudt rigtigt. Det ligger dybt i os alle, at vi gerne vil glæde den/dem, vi elsker. Vi ønsker inderligt at gøre hinanden lykkelige, og for det meste beror negative konflikter på misforståelser og manglende indsigt.

Dit kærlighedssprog kan være lige så forskelligt fra din partners, som kinesisk er fra dansk – Gary Chapman

Derfor giver det god mening at gøre sig umage med at finde hinandens kærlighedssprog og behov. Forventningsafstemme og drage omsorg for hinanden – både i hverdagen og i ferien.

Af samme årsag tager jeg derfor heller ikke på ferie uden at forventningsafstemme. Selvom vi har været venner og kendt hinanden i mange år, er det første gang vi skal afsted på ferie sammen, så over en hyggelig middag i sidste weekend tog vi de første spadestik til ferien og fik forventningsafstemt med hinanden. Det betyder, at vi begge trods det, at vi aldrig tidligere har holdt ferie sammen, føler os trygge, og hver især er blevet hørt og forstået i vores ønsker til det at holde ferie sammen. Det kan derfor kun blive godt!

For alle dem, der kommer i mit terapirum, gælder det samme. Hver gang de får øje på deres og andres kærlighedssprog, går der et lys op for dem. Det er så meget lettere at vise respekt og bringe gaver, når man ved, hvad der gør hinanden glad og lykkelig. Der er ingen grund til, at man gennem et helt liv gør sig umage med noget, der aldrig vil blive opfattet af den, man elsker, som en kærlighedsgave – blot fordi man ikke sender på samme kanal og i misforstået godhed, giver det, man selv ønsker i troen på, at det, er den ultimative kærlighedserklæring …

Rigtig god ferie!

Lad os fange solstrålerne!

Lad os fange solstrålerne!

Det bobler i maven og jeg ville ønske, at jeg kunne skrige nyheden ud i den vide verden…

Det kan jeg forhåbentligt i løbet af den næste måneds tid, og indtil da, kan jeg bare glæde mig over, at noget nyt, noget magisk og noget helt fantastisk er på vej til at ske.

Jeg havde i sidste uge virtuelt møde med en potentiel samarbejdspartner af helt særlig karakter. Det var rent faktisk noget helt andet, vi holdt møde om, men under mødet fandt vi vej ind til et kommende projekt som kun er på tegnebrættet, og endnu ikke har set dagens lys. Et projekt som passer perfekt ind i mine fortrolige samtalerum via Tankevækkerne (mine samtalekort), og alle de erfaringer jeg gjorde mig på FGU-skolerne hen over sommeren.

Netop her til morgen er der så kommet svar i min indbakke. De ting, vi talte sammen om i sidste uge er blevet præsenteret i organisationen, og der er nikket til at det vil være spændende, at inviterer mig med ind i processen som en del af projektet, derfor vender de tilbage, når de er lidt længere i processen.

Uanset hvor det havner og hvornår vi kommer i gang, så er det en fantastisk nyhed i en tid, hvor manglende aktivitet og initiativer stråler om kap med tomme pengekasser, nedlukninger og restriktioner.

I min nyfundne energi efter mødet i sidste uge, fik jeg retableret kontakten til FGU-skolerne. Ledelsessparring, coaching og trivselsprocesser hos mine samarbejdspartnere er ligeledes genoptaget, dog virtuelt og i små grupper, samt 1:1 med medarbejdere og ledere der har brug for sparring og coaching – men det er fint, et godt forarbejde inden landet på ny lukker op er vigtigt, så vi kan lægge hurtigt fra land, når vi endelig får lov.

Pludselig er der lys forude.

Taknemmeligheden er stor her hos mig. Jeg kan mærke, at det mørke jeg har ladet mig selv suge ind i af modløshed og frustration over manglende hjælpepakker, bøvl og isolation på et hjemmekontor med et trylleslag er opløst – og det er ved blot en enkelt handling, der rækker positivt ind i fremtiden.

Vidste du i øvrigt, at vi er “forkodet” til at være på vagt, og derfor trives negativitet så godt i øjeblikket. Helt tilbage fra stenalderen var det vigtigere at have det skidt, modsat at have det godt. Lykkelige mennesker blev spist, de var uopmærksomme og ikke i alarmberedskab.

– Vi er mere opmærksomme på negative end positive begivenheder
– Vi reagere følelsesmæssigt hurtigere på negative begivenheder end på positive
– Vi rammes hårdere af negative oplevelser end positive
(mindst 3 gange hårdere på arbejde, og 5 gange hårde i parforholdet)
– Vi grubler mere over problemer end vi påskønner glæde
– Der er mere socialt spin/smitte i problemer end glæder

Vores forkodet DNA spørger konstant, hvad der kan gå galt? Hvad skal vi passe på? Og hvad skal vi være bekymrede for? Derfor skal vi booste de positive fortællinger og oplevelser endnu mere lige nu for at komme negativiteten til livs!

Så hvad er din solskinshistorie? Lad os hjælpe hinanden med at bringe de gode historier frem, så det hele ikke handler om det, der gør os mismodige og kede af det, men i stedet kaster fokus et godt sted hen. Et sted hvor der er energi og glæde!

Start dagen i din virksomhed eller i familien med de bevidst positive historier, det skaber et fælles mindset og positiv energi.

Selv de mindste positive hverdagshistorier har deres berettigelse lige nu, og derfor må du rigtig gerne dele din historie lige her i tråden, så små som store solstråler fra det virkelige liv begynder at skinne igennem alle skyerne og smitte hver enkelt af os. Det trænger vi til!

Ps: I skal nok komme til at høre mere, når projektet er sat på skinner…

Kilde: Psykolog og lektor ved Aarhus Universitet Hans Henrik Knopp

Foto: Daoudi Aissa

Er jeg en uddøende dinosauer i en digital verden?

Når futurister og fremtidsforskere i deres fremtidsvisioner spår, at vi går ”fra Chef til A.I.”, og chefer og mellemledere helt vil kunne undværes, når vi i fremtiden i stedet arbejder for en algoritme, der aldrig er syg eller sur, altid til stede og konstant træner os til at blive hurtigere og bedre… så går mine alarmklokker helt automatisk i gang.

Hvordan hænger det sammen med trivsel og den føde vi har brug for til krop, sjæl og ånd? Hvordan imødegår vi de tendenser mod-kulturen kalder på i form af fordybelse, nærvær, samskabelse og ro? Vi har mennesker med angst, stress og ensomhed som aldrig før.

350.000 danskere lider af angst
120.000 unge + 50.000 ældre danskere oplever ensomhed
250.000 – 300.000 danskere lider af alvorlig stress
500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet pga. stress
500.000 danskere rammes gennem livet af depression, ubehandlet stress forårsager over halvdelen af alle depressioner og angstlidelser.

WHO forudser at stress og psykiske lidelser bliver den største sundhedsudfordring i 2030, så hvordan tackler vi disse udfordringer, hvis vi lader os isolere yderligere i form af robotter, digitalisering, hjemmekontorer, distancekommunikation m.m.?

Min største udfordring i mit arbejde med trivsel og stressforebyggelse er helt sikkert, at jeg har svært ved at give slip på min tyrkertro på, at kommunikation mellem mennesker, der sidder fysisk over for hinanden, kan noget helt særligt. Samtidig føler jeg mig som den sidste dinosauer i verden, der ikke er klar til at flytte mig ind i fremtiden.

Jeg studerer adfærdsdesign i øjeblikket og er slet ikke i tvivl om, at mit forretningsgrundlag vil være bedre, sundere og mindre sårbart, hvis jeg etablerer flere digitale platforme i form af forskellige webinarer, coaching- og sparringssamtaler via eksempelvis Zoom, MEN… mit hjerte følger ikke med, og min hjerne stritter også imod, så hvad gør jeg? Lægger mig ned og uddør? Eller kæmper jeg for overlevelse på mine egne vilkår?

Fremtiden er her helt sikkert, uanset om jeg hopper ombord på vognen med digitalisering, A.I chefer og andet godt, men hvor er den kritiske røst, når fremtidsforskerne sætter kursen?

Er vi bare en flok lemminger, der tramper i flok, fordi det nye sorte bliver lagt foran os af kloge folk, der spår ind i fremtiden? Og det er jo netop det, de gør. De spår ud fra vilkår samfundet eller de selv sætter op. Men de vilkår kan vi jo selv ændre på, hvis vi vil, ingen har patent på sandheden, heller ikke fremtidsforskerne, selvom de er vildt kloge og har stor indsigt.

Så spørgsmålet er jo i virkeligheden, hvad vil vi være med til? Hvor går grænsen, og hvornår skal vi trække i den anden retning? Er der en grænse, eller lader vi os forføre?

Jeg har brug for både og, ikke for enten eller…

Det kunne være rart at høre, hvad andre mener om fremtiden. Jeg er virkelig nysgerrig. Så hvad mener du?

Ps: Jeg syntes, det er fantastisk at blive udfordret, og jeg har stor respekt for fremtidsforskernes arbejde. Så misforstå mig ikke, jeg vil bare gerne have gang i sunde og nuancerede drøftelser på området, hvor alle kommer til orde og ingen sidder tilbage med følelsen af at blive kørt over af fremtidsbussen!

Fotograf: Huang Vingone

Hvor meget slæber du med på ferie?

Hvad pakker du i din kuffert til sommerferien?

Ferien nærmer sig, og det er tid til at puste ud, men fik du lukket døren ordentligt til kontoret, fik du ryddet op på skrivebordet, inden du tog afsted? Hvis du gjorde, er der ingen grund til at læse videre.

MEN, hvis du ”stikker af” fra hverdagens trængsler, så kast et blik på nedenstående og mærk efter, om du måske har noget, der skal løses inden du tager afsted.

Mange tager på ferie i håb om at kunne glemme hverdagens udfordringer, altså dem der tynger, og håber, at samvær med familie og venner under varmere himmelstrøg mirakuløst fjerner alle trængsler. ”Skal bare lige ha’ det lidt på afstand, så kører det igen”, men gæt en gang? Det gør det bare ikke. Udfordringerne ligger der stadig, når du kommer hjem, og hvis familien og vennerne er dit quick-fix, så er der stor risiko for, at dit misbrug af deres positive energi i bytte for din egen negative energi blot er med til at skabe endnu flere problemer, når du kommer hjem. Ingen gider en distræt, træt og ugidelig partner, der skal underholdes og ikke byder ind på ferien, og som i den sidste uge i ferien igen begynder at bide ad familien, igen bliver fjern og fraværende i blikket og igen, igen skaber negativ energi.

SÅ, hvis chefens stemme er med i din kuffert, hvis opgaverne var uoverskuelige før du tog afsted, og hvis du sov dårligt om natten inden ferien, så er det kun blevet værre, når du vender hjem igen. Det tyngende åg presser luften endnu mere ud af dig, når du kommer retur, så du kan lige så godt tage kvælertag på dine spøgelser nu, FØR du stikker af på ferie.

Bestil tid hos din chef – god tid, også selv om han har travlt med at få ryddet op på sit eget bord inden ferien. Forlang, at han bruger tiden sammen med dig – om nødvendigt så sig til ham, at det gælder din fremtid i firmaet, så skal han nok lytte! Få talt om de ting, der halter. Hvis du har ønsker om at avancere, uddanne dig, blive en del af en ny gruppe eller andet, så sig det højt. Lav en plan for, hvordan ting, der slider eller udfordrer dig, kan ændres i fremtiden eller gøres anderledes, så du kan glæde dig til at komme tilbage efter ferien. Evaluer på de sidste 6 måneder. Du behøver ikke bruge ferien på at finde nyt arbejde, der kan med garanti gøres noget der, hvor du er. Det kræver bare mod at bede om hjælp og sige det højt, find modet!

Drik kaffe med dine kollegaer (altså, hvor du byder dem på kaffe – og det kan sagtens være i kantinen), del dine udfordringer med dem, byt evt. opgaver eller bed dem byde ind, lad dem evaluere din måde at gøre tingene på. Måske kæmper de med de samme udfordringer, måske har de en lettere, bedre eller mere struktureret måde at løse tingene på, som du ganske gratis kan tage til dig, og som kan lette din hverdag. Alt hvad det kræver er, at du tør åbne dig og spørge. Alle vil gerne hjælpe. Trivsel og glæde i hverdagen er noget, vi alle stræber efter, men ingen er tankelæsere, så du er nødt til at opsøge hjælpen, hvis du ønsker at modtage den.

Lav en plan for de næste 6 måneder, så du har styr på efteråret og ved, hvor du skal sætte ind, hvordan der skal prioriteres, og hvem du skal samarbejde med for at lykkes. På den måde kan du gå på ferie med ro i sindet og være noget for dem, du holder af, og forhåbentlig skal nyde de kommende uger sammen med.

Og husk nu at holde fri. Helt fri!

Luk ned for din mail. Sluk telefonen. Vær nærværende. Deltag aktivt og vis verden, hvem du er, når du ikke er på arbejde. Vær impulsiv, udvis opmærksomhed, mærk græsset mellem tæerne, vinden i dit hår, solen på din kind, hør fuglenes kvidren og vigtigst af alt: slap af og lad være med at fyld din ferie med 1000 gøremål. Kom ned i gear. Ked dig, kom helt der ud i tankerne, hvor du begynder at reflektere. Det er her fantasien begynder at sende dig gaver. Gaver, der kan blive til stor nytte i din fremtid og i din hverdag. Det er her de store tanker begynder, tanker der giver energi, smil på læberne og overskud til at turde lave de ændringer, du måske trænger til og går og drømmer om i dit liv.

Husk, der er kun én, der har ansvar for dit liv og din lykke… og det er dig selv.

God ferie!

Har du brug for sparring se https://kotu.dk/kotu/walk-talk-11/

Foto: Mohamed Ajufaan

Ironi, sarkasme og humor – hvad er hvad i din virksomhed?

Ironi, sarkasme og humor – hvad er hvad i din virksomhed?

Jeg var i selskab med meget forskellige mennesker den anden dag, og fordi vi debatterede kommunikation mellem mennesker, faldt talen naturligvis også på brugen af ironi og sarkasme som en måde at udtrykke sig på.

Vi talte om, hvorvidt det er i orden at anvende ironi og sarkasme på en arbejdsplads. Hvor går grænsen? Er alle indforstået med den form for koncernsprog?

Jeg er ambivalent i forhold til humor og ironi. Jeg vil på den ene side nødigt undvære det i vores omgang med hinanden, på den anden side kan det være meget giftigt at få det ind i en virksomhed.

Mange virksomheder har medarbejdere fra forskellige lande og med forskellige tilgange til humor. En del forstår sandsynligvis hverken ironi eller sarkasme og tager det derfor personligt, finder det upassende og føler det måske endda som et angreb.

Mange steder bliver ironi og sarkasme benyttet til at gemme sig bag –  til at få noget ud mellem sidebenene uden at blive holdt ansvarlig, en mulighed til at skabe røre og opmærksomhed og til at sige det, man ellers aldrig ville have haft modet til at sige ansigt til ansigt.

Så er det i orden? Hvornår er det blot godmodige drillerier, og hvornår kammer det over og bliver til mobning og ondskabsfuldheder?

Vi ved det jo i grunden ikke. Hvem ved, hvad der gemmer sig inde bag et andet menneskes facade? Hvem ved, hvad vi hver især tumler med inde bag sløret?

Hvad foregår der inde bag facaden?

Lige DEN dag, hvor vi har det virkelig dårligt. Den dag vores mand, kone eller kæreste om morgenen har fortalt, at de ikke gider samle vores sure strømper op længere og vil skilles. Lige den dag, hvor vi er mest i knæ, men smiler som vi plejer, holder os gående, for der er kun 1 ½ time til vi skal hjem. Lige der møder Karsten fra salgsafdelingen Hanna fra udviklingsafdelingen, og i troen på at han er sjov, hæver han stemmen, mens han går forbi og kommer med en lidt frisk og ironisk kommentar omkring et af deres knapt så heldige produkter. Hanna er kommet hertil fra Israel for 4 år siden, og forstår ikke helt ironi og sarkasme, så hvordan opfanger hun Karstens budskab? Hører hun det som et godmodigt drilleri, eller opfatter hun det som personlig kritik, at hun ikke har gjort sit arbejde godt nok?

Vi er et multietnisk samfund, og vi kan selvfølgelig godt holde fast i, at vi er danskere, og vi er, som vi er, og kan du ikke tåle lugten i bageriet, så må du gå. Men jeg tænker, at det ikke kun er folk ude fra den ganske verden, der bliver ramt af ironi og sarkasme. Derfor er det ikke en acceptabel form for kommunikation i en moderne virksomhed.

Jeg har det med sarkasme og ironi, som jeg havde det første gang, der blev sagt et bandeord i radioen og efterfølgende i fjernsynet – det er et skråplan, for hvornår er nok, nok?

Jeg var chokeret over, at reaktionerne var så få, dengang bandeord og dårligt sprog blev legaliseret i medierne. Vi ser nu omfanget af, hvor skidt det har været, i den generation, som kommer. Børn og unge har flyttet deres grænser gevaldigt i forhold til, hvordan man kan tillade sig at tale til hinanden – og vi kan ikke spole tilbage.

Derfor er det i min optik rigtig, rigtig vigtigt at tage snakken internt i sin virksomhed og få afklaret holdningen til sit koncernsprog, og om ironi og sarkasme er en tilladt omgangstone mellem kollegaer.

Jeg ved godt, at livet måske kommer til at virke lidt kedeligere på dage med gråvejr, men med hånden på hjertet tror jeg, at vores måde at tale og tilgå hinanden på har markant større indflydelse i hverdagen, end vi går og regner med, når trivsel og stress er på dagsordenen.

Det er de små ting, der gør en forskel.

Becourse of your smile, you make life more beautiful” – Thick Nhat Hanh

Har du brug for et indspark i din virksomhed, så læs mere på https://kotu.dk/foredrag/

Fotografi: Mnm All

Julen er da hjerternes fest…

Julen er da hjerternes fest…

Eller er det måske smerternes fest for de mange?

Fakta er, at det er den tid på året, hvor mange medarbejdere kommer tilbage efter nytår med en opsigelse, nogen siger endda op, inden de går fra på juleferie.

Det er nok lidt, som det er med skilsmisser. Der følger flest efter de store ferier. Vi får tid til at tænke og komme ned i gear.

Men i virkeligheden kan vi som ledere tage hånd om det længe inden, det kommer så vidt. Undersøgelser viser, at 8 ud af 10 medarbejdere opsiger deres job p.g.a. deres ledere. At lede andre kræver mere end blot høj IQ, det kræver emotionel følelsesintelligens. At have ansvar for andre kræver, at man tør følge sin intuition, føle nærvær og have mod til at stille de rigtige spørgsmål, og det bør man som leder gøre, inden de store ferier, så man imødegår de udfordringer, den enkelte medarbejder går rundt med.

Så det er ikke nok at sige tak med en julegave i december. Tænk på, hvad december ellers bringer af udfordringer for den enkelte.

Som virksomhed gør vi året op i december (eller halvåret), dvs. vi måler på resultater og ”vejer” vores medarbejders indsats i det forgangne år. Vi skuer mod et nyt år, dvs. vi starter forfra til januar og forventer en positiv indstilling, ny energi og visioner for fremtiden, når vi kommer tilbage. Men hvad giver vi dem med hjem på ferie?

Stress, udbrændthed eller ensomhed

Mange er trætte, udkørte og har givet det sidste, de havde i sig. De har haft julefrokost med kollegaerne, hvor der måske er kommet et par sandheder eller to på bordet. De har fået den årlige julegave ved juleafslutningen, som traditionen byder. Chefen har sagt glædelig jul, slået dem lidt på skulderen, og måske har han haft fem minutter, hvor han hen over bordet henslængt har spurgt til familien, og hvad de skal i julen, og nu går de så hjem.

Knap 50% af den danske befolkning er skilte, så hvad går de hjem til? Andre er trætte allerede inden, de går hjem på ferie, men de er trætte, fordi der allerede ligger et heftigt program, som er lagt i familiens skød, og som skal effektueres i alle fridagene.

Vi er bare mennesker, og når vi kommer hjem, og sidder og skuer lidt indad, får tid til fordybelse og til at mærke efter, så får vi ofte øje på de ting, som vi ikke har tid til at reflektere over i hverdagen. Det er helt naturligt at vores arbejdsmæssige såvel som de familiemæssige forhold kommer under lup. Det er jo de to ting, der fylder og skaber balance – eller det modsatte – i vores liv, og derfor kommer de under kærlig behandling, når vi holder fri og har tid til at tænke og tale med hinanden.

Samtidig bugner de sociale medier i december med billeder og opslag om, hvor lykkelige andre mennesker er. Hvor fantastisk familier de har. Hvor lækre deres venner og relationer er. Fest, glæde og smukke mennesker der alle flasher deres lykkelig liv – og ja, vi ved godt alle sammen, at rigtig mange er glansbilleder, og verden ser ganske anderledes ud inde bagved, men vi higer jo alle efter eventyret. Higer efter at mærke kærlighed, nærvær og at høre til, og specielt i højtiden bliver vi synlige som mennesker. Specielt her er vi sårbare.

Derfor er det uendelig vigtigt, at vi mødes med naturlig og ægte interesse og føler tryghed på vores arbejdsplads, når vi går på ferie, for det kan i bund og grund være det sted, der er vores holdepunkt i livet, og det sted, der giver os balance i hverdagen.

Forebyggelse til det kommende år

Stress kommer mange steder fra, når der er ubalance, men som ledere kan vi gøre rigtig meget for at imødegå det på arbejdspladsen, og her op mod jul er det måske ekstra vigtigt, at vi viser nærvær og empati, så vores medarbejdere går hjem med ro i hjertet og glæder sig til at komme tilbage igen efter ferien.

Så jeg vil gerne henlede opmærksomheden på en netop udkommet undersøgelse, der giver indsigt og inspiration til at imødegå stress på arbejdspladsen. Det er god julelæsning for ledere, der ønsker at gøre en forskel. Ledere der ønsker at afværge stress, og som gerne vil integrere værktøjer i deres virksomhed til gavn for medarbejdere og den udvikling, agil ledelse og agile virksomheder helt sikkert får brug for i fremtiden for at få succes.

Anbefalinger om stressforebyggelse til ledere landet over er netop udgivet fra Arbejdsmedicin i Herning og Hospitalsenhed Vest, der sammen har forestået et projekt, som kaster lys over lederes håndtering af medarbejderstress. Projektet er udarbejdet af Projektleder og psykolog, ph.d. Tanja Kirkegaard i samarbejde med psykolog, ph.d. Janne Skakon, Københavns Universitet.

Inspirationskatalog til arbejdet med psykisk arbejdsmiljø finder du her https://www.arbejdsmiljoweb.dk/media/4833665/stressforebyggelse-for-ledere_april2018.pdf

Læs også om de udfordringer agil ledelse kan give https://kotu.dk/agil-ledelse-kalder-paa-agil-stresshaandtering/

Rigtig god læselyst og glædelig jul ♥

Fotografi: Annie Spratt

Den hemmelige liste

Den hemmelige liste

Sommerferie, frihed og tid til at lave absolut ingenting. Det er den tid på året, hvor vi bruger den første uge på at akklimatisere, den anden uge på at hygge og den tredje uge på at grue for at skulle tilbage på arbejde. Nogle vil helt sikkert være klar til at tage på arbejde allerede i slutningen af uge to, det bør de så måske tænke lidt over.

Forskning viser, at alle mennesker har brug for minimum 3 sammenhængende ugers ferie for at komme helt ned i gear, så hvad er det, man har så travlt med at komme tilbage til eller væk fra?

Hvis det er væk fra ægtefælle og børn, er det et signal, der vil noget. Hvis det er væk fra tanker og følelser om, hvorvidt du lever det liv, du gerne vil leve, så er det jo en fantastisk mulighed for at tænke lidt dybere over tingene.

Lav et skema med to kolonner.

Kolonne et: Det gør mig glad/det vil jeg have mere af

Kolonne to: Det gør mig ked af det/det vil jeg have mindre af

Eksempel fra kolonne et: kærlige stunder, flere dybe samtaler, mere sex, alenetid med min kone/kæreste, lege med børnene, rejser, oplevelser sammen, jagtture med gutterne, fodbold, mit arbejde, cafébesøg med veninderne…

Eksempel fra kolonne to: skænderier, manglende respekt, føler mig alene, ikke værdsat, manglende samvær, manglende interesse, for lidt tid, manglende nærvær, manglende omsorg, følelsen af tomhed, sorg, ensomhed, overarbejde…

Hvad skal der til for at ændre på plus og minus kontoen? Kan det ændres, og er du villig til selv at gøre en indsats?

Hvordan står det til i dit ægteskab? Er du lykkelig? Er din partner? Er I sammen om tingene eller lever I hver jeres liv med så dybt forankrede mønstre, at det er umuligt at finde hinanden igen?

Når målebægeret er fyldt op

Skilsmisseprocenten er ifølge statistikkerne på sit højeste to gange om året: efter sommerferien og efter juleferien. Måske kunne det for en dels vedkommende undgås, hvis man hver især lavede denne lille øvelse og var ærlige både over for sig selv og over for hinanden.

For mit eget vedkommende var jeg døv og blind i mange år, og vågnede først op, da det var for sent. Hvis jeg havde haft de rigtige værktøjer, er jeg overbevist om, at der havde været meget at hente i mit ægteskab, men når man tier tingene ihjel eller bider det i sig i den gode sags tjeneste, så opnår man kun det modsatte af tosomhed, man opnår ensomhed. Det gnaver og slider, indtil bægeret er fyldt op, og vandet flyder over.

Der var engang en kær veninde, der gav følgende eksempel: Tag en balje, når den er fyldt op, så er der ikke plads til mere, før du har tømt noget af, og det har hun jo fuldstændig ret i. Desværre er processen tit sådan, at vi mennesker fylder på og fylder på. Vi holder tingene inde i os selv for at undgå ufred og konflikter, men pludselig eksploderer beholderen – eller vandet skulper over – fordi vi har sparet op så længe, eller fordi der ikke er blevet lyttet til os, når vi har forsøgt at få taletid, og så er det for sent. Så bliver vi sårede, indebrændte og vil ikke være med længere. Vi stopper med at prøve at nå hinanden, vi lukker ned for samtalen, adgangen til vores hjerter, nærværet, omsorgen og den fysiske kontakt.

Herfra er det kun et spørgsmål om tid, før vi enten går vores vej, lader os tiltrække af et andet menneske eller begynder at leve et parallelt liv, hvor vi ikke længere kerer os om hinanden.

Selvfølgelig kan man leve sammen med hvert sit liv, den økonomiske tryghed er der jo stadig, fællesbørn, fælles venner og fælles aktiviteter der udadtil viser, at vi stadig er et lykkeligt par, men det kan da ikke være det, livet har at byde på. Hvorfor lade sig nøjes med?

Kampen om lykken

Enten kæmper man med næb og klør for sit ægteskab, eller også giver man slip. Alle har ret til et godt og lykkeligt liv, men du er selv ansvarlig for at få det. Vi er et egoistisk og materielt anlagt samfund, men hvis vi sætter hinanden først og gør det med et åbent sind, er der en ret stor chance for, at vi igen begynder at få øje på det menneske, vi fra første færd forelskede os i.

I bogen ”Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte” af psykolog og ph.d i socialpsykologi Jytte Vikkelsøe kortlægger hun den romantiske kærligheds mysterium. En af de mest overraskende konklusioner er, at de uoverensstemmelser, der senere ødelægger selv de bedste parforhold, helt fra begyndelsen er bygget ind i forelskelsen. Man falder simpelthen kun for et menneske, der i sin personlighedsstruktur bærer kimen til konflikt med netop dig i sig.

Det, der også belyses i bogen, er ”når to mennesker finder sammen i et kærlighedsforhold, er der altid to familiemønstre med på slæb. Fortidens skuffelser, glæder og sorger følger med og deltager som spøgelser i forholdet” (citat fra bogen).

Så når vi tiltrækkes af hinanden er det fordi, vi får en spejling af os selv og de sider i os selv, som vi har fortrængt hen over årene i vores stræben efter at blive den, vi tror, andre ønsker, vi skal være.

Når vi forelsker os ser vi en person, der afspejler det, vi gerne vil udvikle i os selv, den side vi ikke har, eller som ikke falder os naturlig, og såfremt vi formår at holde ild i kærligheden og håndtere hinandens udfordringer, er den, vi forelsker os i, den udløsende faktor for, at vi kan blive det hele menneske og finde ind til den person, vi inderst inde er, men som uforvarende er blevet krænket allerede i de første år af vores liv af vores forældre, der havde et klart ønske om, hvem vi skulle være.

Den skam og forlegenhed der følger os hele livet, stammer helt tilbage fra de første leveår. Allerede ved det først ”nej”, ”fy”, ”det må du ikke” eller det, der er værre, nemlig fysisk afstraffelse, opstår skam og forlegenhed. Følelsen af at være forkert. Så retter vi ind og forsøger at tilpasse os og gøre vores forældre stolte og glade. Allerede der begynder vi at fornægte sider af os selv, blot for at leve op til andres forventninger.

Det er det, vi tager med ud i livet, og måske er det også det, vi tager med ind i vores parforhold og ægteskaber, altså tilpasningen. I forelskelsens rus ser vi stadig spejlingen og muligheden for at stå i vores eget lys, fuldbyrdelsen, vores hele jeg. Det at blive elsket for den man inderst inde er og gerne vil være. Mødet med den eneste ene, modparten der gør dig hel. Ubetinget kærlighed og der, hvor du er den bedste udgave af dig selv.

Når det bliver hverdag

Efter nogen tid kommer så udfordringerne og de hårde ord og alle forbeholdene gør deres indtog. Vi går fra, hvad jeg kan gøre for dig, for at dit liv er godt, og du smiler og er glad og til, hvis du skal havde noget af mig, så skal jeg også have noget af dig, ”noget for noget” princippet. Væk er den bedste udgave af dig selv, kompromiset har taget over.

I stedet bør vi øve os i at give plads til den, vi forelskede os i, øve os i at finde tilbage til os selv og til at vise overskud og forståelse for hinanden, anerkende hinanden, rose hinanden og give kærlighed uden forbehold til hinanden UDEN bagtanke. Lad være med at give den anden skylden for, at I ikke er lykkelige. Tag ansvar og gør noget selv. Start i det små, overrask hinanden, gør små glade og positive ting. Det er netop de små ting der gør forskellen. Vis omtanke og nærvær, tal sammen og skab naturlig interesse for hinanden. Hjælp hinanden, også med de sure ting, lad være med at tag hinanden for givet. Vær taknemmelig og sig det højt. Det kræver en daglig indsats at elske hinanden og få et parforhold til at virke.

Man kan gøre meget selv, men ingen kan gætte, hvad den anden tænker og føler. Vi kvinder er uendelig gode til at forvente, at vores mænd skal gætte, hvad vi ønsker. Gør de ikke det, kan straffen være alt fra, at vi er tavse i timevis til nul sex eller surmulen i dagevis. I mænd er gode til at eksplodere i ord og vrede, ”fryse” os ud i arrogance eller gå jeres vej fra problemerne – læs kaste jer over jeres arbejde.

Uanset hvad, så løser det jo ikke noget. Tværtimod så driver det os fra hinanden, ofte selvom kærligheden stadig er til stede og vores ægteskaber kunne være reddet, men i hårdhed og manglende kommunikation, fordi vi er sårede og gjort skamfulde over lang tid, så er vi blevet tonedøve overfor hinanden, og hinandens behov.

Plej kærligheden

Så brug nu ferien til også at få talt lidt dybere sammen. Jeg ved godt, at man har tendens til at lade problemerne blive hjemme, nu skal vi hygge, så lader vi hverdagens bøvl ligge, det må vi løse senere. Men problemerne går ikke væk, og det er lige nu, overskuddet er størst. Lav listen begge to og byt med hinanden eller hvad der nu er brug for.

Forkæl hinanden, del ud af kærligheden. Det smitter, og det er bare så meget lettere at tale sammen, når positiv energi og glæde er til stede.

Rigtig god sommer!

Hvor er magien?

Hvor er magien?

Rigtig mange af jer har, efter at jeg er kommet hjem fra min vandring på Caminoen i Spanien, spurgt mig, hvad Caminoen er for en størrelse? Hvad er det, den kan?

I den første tid efter min hjemkomst havde jeg svært ved at sætte ord på. Nu er brikkerne ved at falde på plads. Oplevelserne og den viden, jeg har erhvervet mig undervejs, arbejder videre på måder, som jeg aldrig havde forudset, men som hver dag føles som en gave, jeg får lov til at benytte.

I en verden, hvor alt går utroligt stærkt, er det at gå Caminoens knap 900 km på tværs af Nordspanien, som at lande i en tidslomme, hvor alting går langsomt, og hvor historiens vingesus er nærværende hver eneste dag. Hvor den hverdag, man kender, langsomt forsvinder ud i horisonten, og hvor tid er det eneste, man har. Til gengæld har man oceaner af den.

Den ene fod sættes foran den anden. Det eneste, man kan, er at slappe af, fordybe sig, nyde omgivelserne og lade tiden gå. Man udfordres til det yderste både fysisk og psykisk, men efter få dage, løsner sindet op, og man kommer ned i de dybere lag og får tænkt over spørgsmål, der ellers ikke er tid til at tænke over i en travl hverdag.

Undervejs sover man typisk på sovesale med 12-18 andre rejsende. Med sig har man kun det absolut mest nødvendige i en rygsæk, og vand til en dagsvandring på ca. 6-8 timer. Når man kommer i mål hver dag over middag, finder man sit overnatningssted. Tjekker ind, og bliver tildelt en seng, hvor man kan parkere sine vandrestave og sin rygsæk. Der vaskes tøj til dagen efter og der tages bad. Herefter vandrer man rundt på egen hånd i byen, man er ankommet til. Sætter sig og får lidt frokost. Tilbage på Alberget snupper man en middagslur eller hyggesnakker med de øvrige, der ankommer i løbet af eftermiddagen. Sidst på eftermiddagen samles folk og udveksler erfaringer, og så spises der tidlig aftensmad. Kl. 22.00 er der ro på sovesalen. Sådan går dagene én efter én. Primitivt, udfordrende og trættende, men på den gode måde.

Pilgrimsfilosofi

Der findes en pilgrimsfilosofi der bygger på 7 nøglebegreber: frihed, enkelhed, langsomhed, stilhed, bekymringsløshed, fællesskab og åndelighed, dvs. begreber, der modarbejder modernitetens stress og jag, zap og flimmer. Det er i bund og grund de 7 begreber man gennemlever, mens man går på Caminoen.

Der hvor jeg var i livet, da jeg tog af sted, var ikke kønt. Jeg var træt og udbrændt. Indrømmet, jeg har ikke passet særlig godt på mig selv de senere år, og alt har en pris, så set i bakspejlet var der faktisk ikke noget valg.

Det at sige op uden et sikkerhedsnet, som jeg gjorde tilbage i marts måned, og uden at have et nyt job, kan for mange være en kæmpestor og uoverskuelig størrelse, fordi det har så store konsekvenser. Pludselig er BMW’en erstattet med en cykel, direktørlønnen skiftet ud med understøttelse og ens selvforståelse får et gevaldigt knæk. Men mens man går der for sig selv på stierne i Spanien i 35-40 graders varme, op og ned ad bjerge, hen ad stier, der spejler sig i horisonten langt ude i det uendelig, med vabler, dårlige knæ eller hvilke udfordringer, man nu ellers møder fysisk, så dukker der helt andre ting op til overfladen.

Ens værdisæt og syn på livet ændrer sig skridt for skridt, godt hjulpet på vej af alle de fantastiske mennesker man møder, med alle deres livshistorier. Her er der ingen fine titler, her er vi bare mennesker uden fordomme, uden forventninger og uden pres. Alle med forskellig baggrund, religion og etnicitet. Vi kommer fra hele verden og har kun et fælles ønske: At vandre i fred og ro, mens vi langsomt finder fordybelsens klar svar, på de ting, vi hver især går og tumler med.

Alle steder mødes man med omsorg og et nærvær, jeg aldrig har oplevet andre steder. De gamle dyder og traditioner er fremherskende, og der hviler en magi over vejen, som jeg kun kan beskrive, som spirituel eller åndelig, og som gennemtrænger hvert enkelt menneske, der betræder stedet.

Historiens vingesus

Vi går i fodsporene på pilgrimme, der har ladet livet for at gå denne bodsvandring i gamle dage. De mange kirker og brostensbelagte byer skaber i sig selv stemningen af, at man er i en helt anden verden. Det skaber naturlig respekt og eftertænksomhed, og man bliver draget af historiens vingesus.

Men det er, når man går alene mellem byerne, ude i naturen på bunddække af blade eller kviste og småsten, på klipper eller ad nærmest ufremkommelige stier, at man, mens solens varme stråler rammer ovenfra, tømmer hovedet for tanker og ”går ind i sig selv”. Her dukker hengemte oplevelser og tanker op til overfladen, og de går ikke væk, før man, i den meditative rytme man går med, samler dem op og reflekterer over, hvad de i grunden vil. Og her begynder den sande healing.

Healing for alle de års slitage og fortrængninger man har proppet i rygsækken derhjemme, og som man håbede forsvandt, hvis man strammede snorene godt nok til.

Der var dage, hvor ord som kærlighed (eller mangel på samme), død, succes, fiasko, ensomhed, tro m.fl. dukkede op og krævede opmærksomhed, og det var da ikke ubetinget rart alt sammen, men i sidste ende var det utrolig befriende. Hvor tit har man tid til at tænke så dybt derhjemme, hvor hamsterhjulet drøner rundt, og døgnet har for få timer? Det har man jo aldrig, og derfor var det en kæmpe gave, at få lov til bare at gå og gå, den ene dag efter den anden.

Jeg kom igennem utallige udfordringer både fysisk og mentalt, og jeg fik lov til at udveksle liv og holdninger med unge såvel som gamle, som jeg mødte på min vej. Fantastiske historier hver og en. Det er som H. C. Andersen engang skrev: ”Hvert menneske er et eventyr skrevet af guds finger”, og de eventyr fik jeg lov til at tage del i. Nogle gange gik vi sammen 2 timer, andre gange en hel dag. De fleste dage gik jeg dog alene. Vi mødtes jo alligevel hver aften til middag, og for mig var det vigtigt at have dagens vandring og fysiske strabadser for mig selv, så jeg kunne gå i mit eget tempo og ikke blev forstyrret i mit tankemønster og min fordybelse.

Hvad får man med sig?

Så hvad har Caminoen givet mig? Den har givet mig ro i sjæl og legeme, og jeg har fået et nyt sæt værktøjer, som jeg anvender hver eneste dag. Mit syn på verden og på mennesker er blevet bekræftet på den gode måde. Jeg har fået fornyet kærligheden til livet og til de mennesker, jeg har i mit liv. Nu ved jeg, hvad jeg vil med mit fremtidige liv og i særdeleshed, hvad jeg IKKE vil, og det er for mig det vigtigste!

Jeg tror, at man som en del af en proces bliver ”klar” til at gå Caminoen, og at man, når man begynder sin vandring, er nået til et punkt i sit liv, hvor man ønsker at ændre på sin tilstand, sit arbejde, sit privatliv, eller hvad man nu har af ting, der fylder oven i hovedet. Mens man går Caminoen, begynder man at reflektere og lidt efter lidt finder man selv svar og får sat ord på de enkelte udfordringer.

I en hverdag, hvor det længe havde handlet om ”jeg” i stedet for ”vi”, har jeg fået prioriteterne på plads. Jeg har nu langt større overskud, handlekraft og glæde i min hverdag. Den indsigt, jeg fik med mig fra turen, benytter jeg hver eneste dag, både over for mig selv, men i særdeleshed også over for andre. Jeg kan i den grad mærke, at min styrke og mit nærvær er kommet tilbage med fornyet kraft. Kort sagt, er jeg kommet enormt styrket ud på den anden side og er blevet en væsentlig bedre version af mig selv.

Jeg kan kun anbefale enhver at tage af sted, jo før desto bedre. Man bliver uden tvivl et bedre menneske bagefter. Om det så kun er 14 dage, det er ligegyldigt. Det er så stor en oplevelse og ren balsam for sjælen og for de valg, vi træffer, at det burde være enhver forundt.

Jeg hader hende!

Jeg hader hende!

Hun ligger lige der, lige under overfladen, og hun kan ikke hold mund. Hun ser og hun hører alt.

Jeg ved godt, når denne artikel er læst til ende, så er der mange andre, der måske også hader hende, eller som i det mindste syntes, at hun må være ufattelig dum, når hun stiller sig derud, midt i ”ingen-mands-land” og gør sig til skydeskive.

Men det er ok, hun har lært at sige pyt. Hele livet har hun haft et eneste pejlemærke: ”størst er kærligheden”, og det gælder stadig. Alt hvad der følger i denne artikel, er sagt i kærlighed. Alt er sagt, for at I, som læser det, mærker efter, lytter et splitsekund, og forholder jer til det, hun siger. I behøver ikke være enige. Tværtimod, en rask lille diskussion forløser, så giv jer endelig til kende. Hun har jo ikke den endegyldige sandhed. Hun har bare en stemme, og den vælger hun så, at bruge lige nu.

Hvem er hun?

Hun er min samvittighed. Hun er min ledestjerne. Hun er mit livs udfordring. Aldrig holder hun mund, og når jeg gerne vil tie, når jeg tænker, nu går det galt, så presser hun mig endnu mere.

”Sig det, og sig det højt, lad være med at være en tøs, hold op med at lefle, vær dig selv, vær autentisk, kæmp for det du tror på, og gå forrest!”

Så det gør jeg. Jeg ved godt, at det har en pris, men det har de ting, som betyder noget, og jeg skal SÅ meget holde op med at være den pæne pige, hende ”pleaseren” der gerne vil gøre alle tilfredse. Det kan man jo alligevel ikke, når det kommer til stykket.

Oskar Wilde skrev: ”Be yourself. Everyone else is already taken”, og sådan er det.

Så nu går jeg hele vejen.

Kæmpe tak til dig, Zune Holm. Du satte prikken over i’et og stak hånden ind i hvepseboet den anden dag. Du er en modige mand, tak for dig!

Når man er ærlig

Jeg har gennem de seneste måneder sendt et par artikler ud i æteren, på LinkedIn. Det har været artikler, der for mit vedkommende har været følsomme og er udsprunget af mit hjerte. Det har også været artikler, hvor jeg godt ved, at nogle har tænkt, ej, det gør hun bare ikke. Kan hun ikke se, at det kommer til at spænde ben for hendes fremtid? Hun fremstår jo svag og det er jo pinligt! Det ”liker” jeg altså ikke. Jeg skal ikke sættes i forbindelse med stress, jeg skal ikke sættes i forbindelse med konkurs, det er jo svaghedstegn, det er jo fiasko.

Tænk engang. Jeg har lige nøjagtig lagt artiklerne op, ikke for at fremstå svag, men fordi jeg dybt ind i mit hjerte ikke kan bære, at vi kun ”liker” hinanden, når det går godt. Det er jo for pokker ikke der, vi har brug for ”support”.

Og Zune, hvor trist det end er, så prikker du til noget i din artikel ”LIKER du kun opad…?” og nu griber jeg bolden.

Du underbygger faktisk kun ”hende, jeg er så sur på, i mit hoveds” tanker.

Nu siger jeg noget meget forbudt, og jeg siger det højt. Mange af jer ”kendisser” har jeg mødt, lyttet til og ”set op til” gennem mine mange år i erhvervslivet. Jeg har også haft samtaler med nogle af jer, når I har været nede. Det har I helt sikkert lykkeligt glemt. Men ved I, hvad? I har glemt, hvor og hvad I kom fra. I har glemt, at vejen frem til det, I er i dag, den har været brolagt med udfordringer. Det er fint, at I kan stå og fortælle om det på scenen, når I bliver ”dyrket” af tilhørerne i salen, og fint, at I kan like hinanden på LinkedIn, men undskyld mig, hvor er I henne? Det forpligter at stå, som det gode eksempel og den, der har sejret, og ikke kun når det giver opmærksomhed og penge i kassen.

Kejserens nye klæder

Det kan godt ske, at I lige nu klapper hinanden på ryggen og syntes, at livet er fantastisk. Det er også ok. Jeg er ikke i tvivl om, at I har fortjent det. Der er ikke noget, der kommer af sig selv, mindst af alt succes. Men lad nu være med at få nykker! Dem I møder på vejen op, dem møder I også på vejen ned, og måske ikke i bogstavligste forstand, men så i overført betydning. Se i spejlet og husk ”what comes around goes around”.

Om du er ”kendt” eller ej. Direktør, chef eller hvad du nu er, så hold op med at tænk på, om dit ”like” bliver anfægtet. Giv dit ”like”, hvis dit hjerte siger til dig, at det her rører ved noget, det får mig til at reagere, stoppe op. Det får mig til at overveje. Lad være med at tænke, om der er nogen, der vil dømme dig, hvis du ”liker” noget, der gør dig til det menneske, du dybest set er. Det menneske der kærer dig om din næste, og tager hånd om den, der har brug for, at du tilkendegiver, at du ved, at vedkommende har brug for dit ”like” – hvem ved, måske er det dig selv, der står i situationen i morgen…

Hvad bygger jeg alt dette på?

Tja, det bygger jeg på, at der jo er værktøjer på LinkedIn. Ud af de opslag, jeg har lagt op den seneste tid, kan jeg kun sige, at hvis der har været 700-800 mennesker inde og læse mine opslag, så er der ca. 80-90, der har ”liket” eller kommenteret på mine opslag, 1-2 har turdet dele. Ca. 20-25 % af de besøgende er CEO/direktører eller virksomhedsejere, men det er ikke dem, der ”liker” mine opslag, og det store spørgsmål er, hvorfor er det lige, at de ikke kan give et ”like” med på vejen?

Det kan selvfølgelig være, at I syntes, at mine artikler er helt vildt dårlige, hvilket er helt i orden!

Ære, mod og omsorg

Mere tankevækkende er det dog, at hovedparten af dem, der har været inde og læse mine opslag og ”liket”, er folk, der ikke tidligere har været i mit netværk på LinkedIn. Så hvor er alle de mennesker, som jeg regnede med? Dem jeg troede bakkede mig op, og som jeg har brugt timer sammen med i det virkelige liv?

Jeg ved det godt, og det gør I også. Der er emner og temaer, man helst ikke vil sættes i forbindelse med. Det smitter og tænk hvis man blev sat i bås med stress? Tænk hvis man blev sat i forbindelse med konkurs…

Som mennesker vil vi helst være en succes, og vi vil gerne spejle os i andres succes, det modsatte er ikke en mulighed. Men tænk engang, livet går ikke kun opad…

Hvad vil jeg med denne artikel? Hende inde i mit hoved, hende jeg ikke har helt styr på. Hun vil bare så gerne, at vi også favner det modsatte af succes. Hun vil så gerne, at vi også taler naturligt om de ting, der gør ondt, de ting der i princippet kan ramme os alle – uanset om vi vil være ved det eller ej – og det gælder både privat og erhvervsmæssigt.

Erfaringsudveksling, både succes og det modsatte, er jo læring, som vi alle har brug for.

Samfundet har brug for, at vi rummer hinanden, udveksler erfaringer på godt og ondt, og anerkender, at det ikke kun er godt alt sammen. Det enkelte menneske har brug for, at vi rummer både succes og fiasko. Men mest af alt, så har vi alle brug for at vide, at vi griber hinanden, også når vi er nede.

Selvfølgelig skal LinkedIn ikke være markedsplads for opremsning af fiaskoer og tudefjæs. Indrømmet, jeg bliver også træt, når alt for mange beder andre om at skaffe dem et arbejde, men hvis vi ikke kan rumme at “like” og hjælpe hinanden, når vi selv er i overskud og andre er nede, så er der da noget rivende galt. Så har vi skabt et forum, der kun er for de perfekte, og så kan jeg helt klart høre stemmen i mit hoved sige: ”I dare you”…

Nu har jeg givet bolden op. Jeg håber, at I griber den. Husk, størst er kærligheden til hinanden og til livet! Tænk over det, næste gang du “liker” noget eller deler, gør det en forskel eller er det bare for at vise frem.