Indlæg

Når konkursen rammer

/0 Kommentarer/i /af

Når konkursen rammer

Konkurs er ikke kun en erhvervsting, det er også personligt, så hvordan føles det?

Jeg lever i dag af at rådgive andre om deres arbejdsliv, deres strategier, samarbejdet i ledelsen og på tværs af deres organisation. Jeg hjælper kort fortalt virksomheder med at skabe bedre resultater via deres kommunikation og interne trivselsarbejde. Jeg rådgiver også i privat regi som coach for par, singler og unge med udfordringer.

Hvad berettiger mig til det? Er jeg klogere, bedre og har mere erfaring end dem, jeg rådgiver?

Hm, nok ikke, men jeg har gjort det til min levevej, og derfor har jeg gennem de sidste mange år søgt indgående viden og ad den vej fået indsigt og læring om lige netop de ting, der spejler adfærd, kommunikation og konflikthåndtering. Jeg har lagt mig fladt ned i mit eget liv og kigget på alt det, der er gået godt, og alt det, der ikke er, og så har jeg kogt lagen godt og grundigt ind og rejst mig igen for at hjælpe andre i lignende situationer. Jeg har naturligvis også uddannet mig undervejs, så jeg kan dokumentere, at mine værktøjer er valide og virksomme.

I kender det garanteret godt, det der med at sidde på en café og kigge på mennesker i stilhed. Se hvordan vi gebærder os, se hvordan vi gestikulerer, hvordan vi spejler os og taler med hinanden og andre. Det er en enorm lærerig måde at betragte livet, kulturen og det enkelte menneske på.

Sådan har jeg i de sidste mange år betragtet dem, jeg har mødt – professionelt og privat. Set hvordan de har været i livet, set deres glæder og sorger, betragtet deres konflikter, adfærdsmønstre og ageren. Uden at dømme har jeg noteret mig, hvordan vi som mennesker agerer og bevæger os rundt blandt hinanden, hvad der skaber læring og udvikling, og hvad der ikke gør.

Og ikke at jeg tager patent på sandheden, men det har givet mig en særlig indsigt. En særlig viden og en nysgerrighed på, hvordan vi løser konflikter, bliver klogere og tackler udfordringer. Hvad siger vi med vores krop og sprog, verbalt og non-verbalt, og hvordan kommer vores intuitive sprog op til overfladen, når vi bliver presset. Vores systemer og mønstre ligger så dybt og så forankrede, at vi mange gange rent retorisk ikke selv har kontrol over den kommunikation, der dukker op i de enkelte situationer – i hvert fald så længe vi ikke er bevidste om det!

Med udgangspunkt i min læring, mit arbejde med trivselsfremmende adfærd i virksomheder, mit coachingarbejde og med baggrund i min egen konkurs tilbage i 2016, holdt jeg i juni et to-timers indlæg om krise-psykologi i forhold til, hvad der er afgørende i dialogen med en kriseramt person og dennes familie. Alle de spor der sætter sig og skaber den platform, hvorfra man enten kan træde ind i offerrollen og lægge sig ned eller rejse sig som kriger og kommer videre i livet.

Indlægget blev afholdt for 20 af landets Early Warning konsulenter på deres 2-dags seminar, der blev afholdt for første gang i år.

For at give et lille indblik i den verden man befinder sig i som kriseramt/konkursramt, benyttede jeg en øvelse, der var designet til at udfordre de enkelte deltagere på deres grænser og intimitet – nøjagtig som kriseramte mennesker rammes, hver gang de møder et andet menneske og skal dele deres historie, frivilligt eller tvunget.

Jeg bad hver deltager trække et Tankevækkerkort/samtalekort fra de tre borde nederst i lokalet, hvor jeg havde bredt kortene ud. Hvert kort har et billede på den ene side og et livscitat på den anden. Kortene har jeg selv udviklet gennem årene. De aktiverer det der ligger øverst i bevidstheden hos den enkelte, så når spørgsmålet/opgaven er defineret, vil øjet automatisk fange det billede eller den sætning, der kan frisætte det, der presser sig på.

Inden de begav sig ned i lokalet, fortalte jeg dem, hvad opgaven gik ud på. De skulle hver især trække det kort, der tiltrak deres øje. Herefter skulle de finde sammen to og to med en de ikke kendte eller havde ringe indsigt i, og så skulle de fortælle hinanden noget personligt, de aldrig tidligere havde delt med nogen og vigtigst af alt, så skulle det være en grænseoverskridende oplevelse, tangerende det intimiderende, de skulle dele med hinanden. Det var ikke historier, der efterfølgende skulle deles med de øvrige deltagere, men de skulle bryde grænser med hinanden.

Der blev meget stille i lokalet, og da de kom tilbage efter 10-15 minutters samtale, vidste jeg erfaringsmæssigt godt, at mange havde talt om alt muligt andet og slet ikke havde haft lyst til at dele sådanne oplevelser – det var i virkeligheden det, opgaven gik ud på at belyse.

Det kastede lys over, hvor svært det er som menneske i almindelighed, at dele de ting, der betyder noget for os hver i sær. Særligt de ting, der er svære og gør ondt. Så når et konkursramt/kriseramt menneske, bliver invaderet af advokater, bankfolk, revisorer, erhvervskollegaer, behandlere, jobcenterkonsulenter og mange andre, der træder ind i ens liv og pludselig forventer at få adgang til det mest intime, så bliver det en udfordring. Det personlige værn, man tidligere har haft, som har skærmet en mod krænkelser og intimidering, er pludselig fjernet. Alt bliver endevendt, og der er stor risiko for, at man føler sig rendt over ende.

Selv den advokat, man har hyret, bliver pludselig bankens bedste ven, og fordi man aldrig har stået i situationen tidligere, er man slet ikke forberedt, kender ikke forløbet, ved ikke at det er sådan gamet fungerer, og at et konkursforløb kan vare et helt år eller længere, før den endelige konkurs er stadfæstet, og man måske kan rejse sig og komme til hægterne igen.

Det føles, som om man er tilskuer i sit eget liv. Som om man befinder sig i en boble/et vakuum, hvor man dag for dag bliver mere og mere afklædt, og fordi man fra den ene dag til den anden pludselig går fra at være stor succes til stor fiasko (i eget hoved), bliver man fuldstændig handlingslammet i en lang periode.

Nøjagtig som de 20 konsulenter pludselig blev det, da de skulle dele intime oplevelser med en fremmed, den dag på deres seminar. Følelsen af ikke at kunne sige nej, men samtidig ikke have lyst til at give personlig indsigt til en fremmed, er nøjagtig den følelse en konkursramt/kriseramt person går rundt med. De kan ikke sige nej tak.

Det kræves af dem hver dag, måske gennem et helt år eller længere, at de lægger alle informationer på bordet, åbner op for deres livsværk og deler ud af de mest intime detaljer, privat og erhvervsmæssigt.

Mange gange gennem en lang og opslidende konkurs/krise glemmer advokater, bankfolk, revisorer og alle andre at spørge om det mest basale og helt grundlæggende: Hvordan har du det i grunden, sådan helt inde i dit hjerte? Kan du sove om natten? Får du noget at spise? Hvem har du at tale med om alt det her? Ofte er man alene, man kan ikke engang tale med familie eller venner om tingene. Det er jo skamfuldt, og man føler skyld, fordi man er endt i en konkurs-/krisesituation, og økonomisk hiver man måske familien med i faldet. Alt ender med at blive mekanisk, noget du bare gør, fordi andre beder om det.

Derfor var det en virkelig lærerig oplevelse, da konsulenterne skulle ”blotte” intime detaljer om sig selv over for en ”fremmed”, og reaktionerne udeblev bestemt heller ikke.

Efterfølgende blev jeg kontaktet af flere af deres konsulenter for yderlige dialog. En af dem udtrykte følgende på deres interne platform:

”I juni 2021 deltog vi i Early Warning regi på et to-dags Livline-kursus i Vejle – i øvrigt et godt kursus!

Jeg vil gerne fremhæve et indlæg, der omhandlede krise-psykologi, hvor Annette Friese havde et (personligt stærkt) indlæg, om hvad der sker med en virksomhedsejer, hvor succes bliver til fiasko, og fiasko til succes. Annette har skrevet bogen ”Kan du høre dit hjerte kalde?” som jeg efterfølgende købte. Jeg kan anbefale jer at købe bogen – den gav god værdi for mig.”
(Knud Qvist Lauritsen, Early Warning Rådgiver siden oktober 2015)

Indlægget og tilbagemeldingerne fik mig til at reflektere over alt det, der er hændt i mit eget liv siden 2016.

Intet er let, alt er svært i en krise, særligt første gang! Til gengæld er alt også muligt – og gevinsten er den læring, der følger med på godt og ondt. I morgen er en ny start!

Har jeg været nervøs gennem Covid-19? Det kan du bide skeer på, at jeg har!

Har jeg hængt i nødbremsen og tænkt konkurs igen? Åh ja, mange gange!

Hvad er anderledes denne gang? Jeg har prøvet det før, og jeg ved, at jeg kommer igennem det som menneske, hvis uheldet igen skulle være ude!

Hvad har tidligere konkurs lært mig? At bede om hjælp. Jeg er ikke vanvittig god til det endnu, men jeg øver mig hver dag, for det er vigtigt!

Hvad er mit bedste råd til konkursramte/kriseramte erhvervsledere? Lad være med at gemme dig, rank ryggen og bed om hjælp i tide. Du har uden tvivl gjort dit bedste, og i det mindste har du haft hånden på kogepladen og prøvet – alternativet var værre!

Hvad husker jeg bedst fra min egen konkurs? En god ven hviskede mig i øret, da jeg hang længst ude på grenen, lige før konkursen ramte: Vi har alle sammen prøvet at være helt tæt på en konkurs, Annette, ingen går fri, nogle er bare heldigere end andre og klarer rejsen tilbage på solid grund i tide. Så der er ikke noget at være flov eller skamfuld over!

Den sætning har jeg taget med mig videre ud i livet. Det var de ord, der gav mig luft, og de ord, der hjalp mig op igen. Om det så er held eller dygtighed, der hjælper folk gennem en krise, det er nok en sandhed med modifikation, men dem, du omgiver dig med i din hverdag, er også dem, der hjælper dig tilbage på sporet – eller ikke. Så det er måske værd at kigge dig omkring og spørge dig selv, om det er den besætning, du har lyst til at have ombord, hvis stormen rammer – både privat og i erhvervsregi!

En bankdirektør sagde engang til mig, da han hævede renten: Det er dyrt at være fattig – og det er sandt!

Men tro flytter bjerge, og konkurs eller krise er kun et øjebliksbillede i et helt liv, og den læring, der følger med, er uerstattelig – mange gange gør det dig i virkeligheden til et langt bedre menneske.

Har du lyst til at læse mere om Tankevækkerne, købe dem eller min bog, finder du begge dele på KOTU’s hjemmeside www.kotu.dk – (kortene kommer på lager medio august)

Ønsker du at tilmelde dig min blog – og i fremtiden modtage mit seneste blogindlæg direkte i din postkasse, kan du gøre det lige her: https://kotu.dk/kontakt/kontakt-info/

Sidst, men ikke mindst, kan du læse mere om Early Warnings fantastiske arbejde med kriseramte virksomheder https://earlywarning.dk/om-early-warning/om-early-warning 

Nytårsforsæt er ikke stærkere end det ønske, der ligger i at ville forandringen!

/0 Kommentarer/i /af

Et år rinder snart ud. Et helt særligt år skal siges, og det gør det ikke mindre vigtigt at rydde op. Vi har alle været i og uden for orkanens øje i løbet af året, og alle har vi mærket, hvor skrøbeligt det hele kan være, når hverdagen pludselig ændres, og beslutninger træffes, uden vi har indflydelse.

I virksomhedsregi har mange af os været udfordret til det yderste i forhold til at få lov til at lave det, vi brænder for og det, vi har etableret vores virksomheder på baggrund af. Vi har måttet omstille os, tænke nye tanker og lægge nye strategier, finde nye veje til forretning og måder at udføre vores arbejde på i forhold til de retningslinjer og anbefalinger, der er opstået i kølvandet på en udefrakommende krise. Det er jo ikke ubetinget skidt, det vi har lært undervejs, hvis vi klarer den ind i 2021. Jeg siger, HVIS vi klarer den ind i 2021…

Uanset hvad, så har vi alle set forskellige sider af os selv, vores familier, vores kollegaer og vores omgivelser generelt. Den indsigt, vi har formået at tage med videre, kan være dyrebar, vidunderlig og måske også smertefuld. For hvad er i grunden essensen, man kan trække ud af personlige, virksomhedsmæssige, nationale og internationale kriser? Det finder vi ud af i løbet af de kommende år.

Læring, indsigt og forståelse er kraftfulde ord. Dog er det ord, der får ny mening efter lange perioder med pres, usikkerhed og følelsesmæssige udfordringer baseret på tilstande, vi ikke selv har kunnet kontrollere.

For mit eget vedkommende har jeg været her før, ikke på samme måde, men dog alligevel i en krise af dimensioner – i mit liv i det mindste. I 2016 gik jeg konkurs med min virksomhed gennem 12 år på bagkanten af finanskrisen, der ramte os i 2009. Dengang fulgte jeg med ”aktiverne/resterne” over i det nye set-up, som direktør hos den virksomhed, der købte min virksomhed. Jeg blev i 1 ½ år. Herefter hev jeg stikket og gik mig en lang tur på Caminoen.

Er det interessant for historien lige nu? Måske, i hvert fald var behovet for refleksion og oprydning i perioden efter konkursen/krisen det samme som det behov, jeg føler lige nu efter 10 måneder i limbo, og hvor mange af mønstrene for mit vedkommende er 100% de samme. Jeg genkender mine følelser, min vrede, min frustration og min egen sårbarhed tilbage fra 2016. Forskellen denne gang er blot, at jeg er forberedt. Jeg ved, at jeg overlever som menneske. Jeg ved, at der kommer en ny hverdag på den anden side, uanset om jeg klarer mig igennem eller ej, og jeg ved, at de sidste 10 måneder kalder på oprydning; en oprydning jeg tilbage i 2016 tøvede med at foretage på grund af følelsen af skyld og skam.

Krisens omkostninger

Når krisen kommer, agerer vi mennesker voldsomt forskellige. Vi har alle klare forventninger til dem, vi omgiver os med. Vi har deres ryg, og vi regner også betingelsesløst med, at de har vores. Desværre forholder det sig ofte anderledes, og det er her, vi får de største prygl. Dem, vi forventede mest af, kan være dem, der skuffer mest, og dem, vi intet forventede af, kan blive dem, der overrasker positivt. Ofte kommer hjælpen steder fra, man slet ikke havde set komme. Intet kan man vide på forhånd.

Det forunderlige er i virkeligheden, hvis man giver sig selv lov til at nyde oplevelsen, at det, der afholder mange fra at agere, er angsten for at gøre noget forkert. Det er helt sikkert følsomt og svært at rumme andres nedsmeltning og nederlag. Alt for ofte tror omgivelserne, at det handler om penge, penge der skal redde situationen for den ramte, men det er her, de for alvor fejler.

Det er ikke pengene der er redningsaktionen i sig selv. Selvfølgelig er de en forudsætning for at overleve, men det er medmenneskeligheden, ordentligheden og respekten for den enkelte der tæller. Det, at omgivelserne midt i alt rodet, al sorgen, al frustrationen og ensomheden stiller op, laver den kærlige opringning, sender den lille besked, møder frem og sender et signal om, at man stadig har værdi som menneske midt i krisen, DET gør hele forskellen i en svær situation. En situation man måske oven i købet ikke selv har været herre over!

Og ja, det kan være drænende at lytte for tiende gang til et menneske, der ligger ned. Det kan være svært at dele et opslag på de sociale medier med ens netværk, hvis man er overbevist om, at virksomheden ikke står til at redde alligevel – men vi ved jo godt inderst inde, at ”like” ikke er helt nok til at få skabt nye ringe i netværket og finde frem til nye afsætningskanaler. Alligevel deler vi af en eller anden grund ikke opslag fra nødstedte. Tænk på, hvor mange der kunne hjælpes videre, hvis vi stillede os til rådighed. Når vi ikke gør, og stilletiende indgået i en pagt på de sociale medier om, at vi kun deler succeser, bidrager vi i stilhed til en accepteret adfærd.

Det er jo alt andet lige også sjovere at være sammen med andre, der har succes, men gæt engang. Det er hele forskellen på om de, der er ramte og ligger ned, kommer godt i gennem krisen eller ej.

Det er grænseoverskridende at bede om hjælp. Det tror jeg, at vi alle sammen ved, og når man så endelig tager mod til sig og gør det alligevel, gør det dobbelt ondt, når bolden ikke bliver grebet.

Derfor er man nødt til at rydde op! Uanset om man står krisen igennem eller ej, så skylder man sig selv at kigge rundt, mærke efter og stille de svære spørgsmål. Var mine venner der? Var mit netværk stærkt nok? Stod de distancen? Hvis ikke, bærer jeg så selv en del af skylden? Kunne jeg have ageret anderledes?

Det er vigtigt at huske, at du nogle gange også selv skaber lænken om din fod ved ikke at sige tingene højt!

Krisen har været hård, umenneskelig hård, og den er jo heller ikke ovre endnu, men som altid i en krise er der rigtig meget at lære og tage med videre, og det bør vi alle gøre. Kun derved bliver vi rigere og klogere.

Min opfordring til refleksionen for året og et nytårsforsæt vil klart være:

Hvad har gevinsten været for dig i 2020, og hvad ønsker du, at 2021 skal bringe?

Hvem er ”drænere”, og hvem er ”givere” i din vennekreds, i dit netværk og i dit liv generelt? Måske skal der rokeres en smule, du behøver jo ikke smide folk på porten, men for en stund kan det være hensigtsmæssigt at lave nye placeringer i forhold til, hvem du bruger mest tid sammen med – og endnu mere hensigtsmæssigt, at tage nogle alvorlige snakke med dem, der har skuffet, hvis det giver mening at redde skårene. Det er jo ikke sikkert, at de ved, at de har skuffet!

Rigtig godt nytår!

Foto: Adam Jang

Hvordan føles det, når man går konkurs?

/0 Kommentarer/i /af

Hvordan føles det, når man går konkurs?

Tja, hvad skal jeg sige, “life is a bitch”, og “fuck hvor gør det ondt!” Men ville jeg have været foruden? Aldrig!

Man knokler, man slider og man ofrer, og det gør man i rigtig mange år.

Man mærker både succesen, og man mærker fiaskoen.

Jeg kan stadig huske, den 5. april 2005.

Vi startede hjemme på matriklen i vores lille parcelhus på 160 m2. Små forhold. Vi sad i det ekstra børneværelse/kontor. Stuvet sammen med to skriveborde op mod hinanden. Alt sat ind på ét bræt, med huset og hele vores opsparing som kaution + familie som ekstra sikkerhed. Vores speditionsfirma Prime Cargo var både hjælp og højre hånd, når vi handlede med Kina og hjemtog reklamegaver i stor stil.

Jeg rejste til Kina, Canton messe og Hong Kong, etablerede samarbejde med fabrikker og agenter, lærte hvordan tingene hang sammen. En helt anden verden og som kvinde en udfordring af de helt store – at rejse alene i den verdensdel, var ikke en dans på roser!

Tilbage i Danmark, den første jul. Her pakkede vi julegaver sammen med et hold venner, rundt omkring spisebordet, i stuen rundt på hjørnesofaen, på alle flader, hvor der kunne ligge en æske uden at vippe ned. Selv vores soveværelsesenge var taget i brug. I dag er det ren nostalgi, men en historie, der kan noget helt særligt, og som ikke er alle beskåret.

De første par år var helt fantastiske. Det at vokse fra 0. Vi blev helt høje! Tænk, at vi havde taget chancen. Stillet os helt derud på vippen, sikke et sug det gav i maven!

Det første år var ren læring. Hvordan gør vi dit, hvordan gør vi dat? Alle havde en mening. Nogle syntes, at vi var tossede, andre havde dyb respekt. Men ”learning by doing” herskede, og vi voksede og blev klogere.

TDC ordren

År 2 i vores verden, altså 2006, var fantastisk. Jeg kan stadig huske turen, og det der kom efter. Jeg havde i mit tidligere virke, haft kontakt til TDC, hvor jeg i år 2000 havde kreeret deres nytårsgave til de ca. 2000 medarbejdere, der var på arbejde natten mellem 1999 og år 2000.

Nu var jeg så i gang med egen virksomhed og syntes, at det var tid til en kop kaffe med min kontakt hos TDC. Jeg kan stadig huske turen hjem, hvor min daværende mand ringede mig op, og spurgte til, hvordan mødet var gået. Hertil svarede jeg, sådan lidt irriteret og fraværende, at TDC jo i mange år havde givet aktier i julegave, men lige nu, altså i 2006, ja, da havde man besluttet, at medarbejderne skulle have julegaver og ikke aktier, og så havde han spurgt, om det måske var noget, som jeg kunne have lyst til at byde ind på.

Havde det været én og samme gave, ja, så havde jeg da nok med begejstring, takket ja men det var det ikke. Her var tale om valggaver. Det vil sige, at man ønskede, at medarbejderne skulle have lov til at vælge mellem 4-5 gaver. Og det var vi da overhovedet ikke klar til, så det havde jeg takket nej til.

Jeg kan med det samme sige, at der blev ret stille i telefonen. Og efter pænt mange års ægteskab, er jeg nødt til at sige, at det var virkelig unormalt! Så kom det blæsende fra højre: Du ringer ham op, og det gør du lige NU! Du siger sgu’ da ikke nej til 14.000 julegaver…

Og sagt på den måde, så kunne jeg måske godt høre, at det var lidt dumt, og selvfølgelig ringede jeg op og indbød ham til at komme til Silkeborg. Det korte af det lange er, at vi faktisk fik ordren. Det betød naturligvis, at jeg ikke sov i 6 måneder.

De valgte, at to ud af de fire gaver skulle være gaver, som jeg selv havde designet, og som blev produceret i fjernøsten, og helt uofficielt, så kasserede vi de første produktioner og var sindsygt pressede på opgaven, men det lykkedes, og vi fik en super god evaluering, og fik heldigvis lov til at levere igen to år efter, så helt galt gik det jo ikke!

Firmaet voksende, og vi flyttede til større lokaler. Vi fik flere ansatte og havde mindeværdige tider med opgaver og kunder, der i den grad udfordrede og formede os og vores virksomhed.

Krisen kommer

Jeg deltog i netværk og rejste på messer, hvor jeg mødte fantastiske mennesker. Man bliver grebet. Grebet af stemningen, grebet af de mennesker, man møder. Jeg var med i Club 100 i DBU, med i Happy Bosses (glade chefer), med i ErhvervSilkeborg, ja, jeg var med mange steder, og vi havde en fest, det gik jo godt… og så kom 2009.

Jeg forstod det ikke til at starte med, vi havde jo haft et rigtig godt år, og helt ærligt, så forstod jeg ikke helt, hvad folk snakkede om. Ikke før jeg kom rundt for at ønske god jul. Her kunne jeg høre, for første gang i rigtig mange år, at noget var helt galt. Der var blevet sparret, der var blevet fyret. Mine kunder, mine kontakter, folk, som jeg havde kendt i mange, mange år, nogle var sagt op, andre var sat til nye funktioner, og nogle tredje var sat til at forvalte de varelagre, som havde hobet sig op i de gode tider. Der var indkøbsstop!

Når man sælger reklamegaver, julegaver, merchandise, så kan man spares væk, og helt ærligt, hvem køber gaver med den ene hånd og fyrer med den anden…

Jeg forstod det simpelthen ikke. Vi havde jo haft et fantastisk år op til nytåret, og alt det, der blev sagt og skrevet om i medierne, det havde jeg slet ikke forholdt mig til. Det var jo ikke noget, der havde ramt os! Men det kom det til, og det var i en grad, som på 6 måneder betød, at vi gik fra en egenkapital på 1 million til minus 2 millioner.

Bliver du ramt på din likviditet, og handler du med fjernøsten, så betyder det i al sin enkelthed, at du bliver vingeskudt, og du går i knæ. Du betaler 70% up front inden produktion, og 30% når varen går på skib. Er det let, når likviditeten er klemt? Nej, det er ikke let, og det giver rigtig mange søvnløse nætter. Du er stadig på og smilende ude hos dine kunder. Man kæmper og man kæmper hårdt!

Hvilke mekanismer går så i gang, når man kæmper for overlevelse?

Uh, når truget er tomt, så bides hestene. Er det fedt at være ægtepar i den situation? Nej, det er det ikke. Men hvor der handles der spildes, og helt ærligt, så vidste vi jo godt, at det var en risiko.

Konkursen

Så, hvordan er det så at gå konkurs og hvorfor fortælle historien?

Hm…, ja, først, er det faktisk lidt en befrielse, selv om banken traf en grim beslutning. I første omgang tager det presset fra én. Er det fedt? Nej, din drøm styrtdykker, og din verden ligger i grus. Men det er ude af dine hænder, og man lukker øjnene og tænker, at nu er nok, nok. Nu kan jeg simpelthen ikke mere som menneske.

Hvad har det kostet at kommer hertil? Det har kostet sved, tårer, timer i massevis, og for mit vedkommende, så røg mit ægteskab med i samme omgang, så det har været en høj pris! Ja. Tuder jeg? Nej. Ville jeg gøre det om…? Det kan jeg ikke svare på!

Men hvis jeg kigger i bakspejlet, så syntes jeg ikke, at mit liv er blevet lettere.

Efter 28 år, så gider jeg simpelthen ikke tilbage til branchen. Men hvad er mit alternativ?

Som selvstændig bliver du valgt fra. Uanset hvad du søger, så er det op ad bakke. Jeg har ikke haft tid til at tage uddannelse undervejs. Det har været ”learning by doing”, og lige nu vægter det nul og niks.

Her står jeg så, en hel del ældre og en hel del klogere. Men strandet.

Mange spørger, er du ok? Men vi lever jo i overhalingsbanen, så hvor mange har tid til at høre mit svar? Så lad være med at gå konkurs. Det gør ondt, og du er helt  alene og husk at få dig en uddannelse undervejs. Jeg ved godt, at tiden er en faktor, og man altid har travlt som selvstændig, men det kan vise sig, at blive dit livs vigtigste investering.