Indlæg

Når konkursen rammer

Når konkursen rammer

Konkurs er ikke kun en erhvervsting, det er også personligt, så hvordan føles det?

Jeg lever i dag af at rådgive andre om deres arbejdsliv, deres strategier, samarbejdet i ledelsen og på tværs af deres organisation. Jeg hjælper kort fortalt virksomheder med at skabe bedre resultater via deres kommunikation og interne trivselsarbejde. Jeg rådgiver også i privat regi som coach for par, singler og unge med udfordringer.

Hvad berettiger mig til det? Er jeg klogere, bedre og har mere erfaring end dem, jeg rådgiver?

Hm, nok ikke, men jeg har gjort det til min levevej, og derfor har jeg gennem de sidste mange år søgt indgående viden og ad den vej fået indsigt og læring om lige netop de ting, der spejler adfærd, kommunikation og konflikthåndtering. Jeg har lagt mig fladt ned i mit eget liv og kigget på alt det, der er gået godt, og alt det, der ikke er, og så har jeg kogt lagen godt og grundigt ind og rejst mig igen for at hjælpe andre i lignende situationer. Jeg har naturligvis også uddannet mig undervejs, så jeg kan dokumentere, at mine værktøjer er valide og virksomme.

I kender det garanteret godt, det der med at sidde på en café og kigge på mennesker i stilhed. Se hvordan vi gebærder os, se hvordan vi gestikulerer, hvordan vi spejler os og taler med hinanden og andre. Det er en enorm lærerig måde at betragte livet, kulturen og det enkelte menneske på.

Sådan har jeg i de sidste mange år betragtet dem, jeg har mødt – professionelt og privat. Set hvordan de har været i livet, set deres glæder og sorger, betragtet deres konflikter, adfærdsmønstre og ageren. Uden at dømme har jeg noteret mig, hvordan vi som mennesker agerer og bevæger os rundt blandt hinanden, hvad der skaber læring og udvikling, og hvad der ikke gør.

Og ikke at jeg tager patent på sandheden, men det har givet mig en særlig indsigt. En særlig viden og en nysgerrighed på, hvordan vi løser konflikter, bliver klogere og tackler udfordringer. Hvad siger vi med vores krop og sprog, verbalt og non-verbalt, og hvordan kommer vores intuitive sprog op til overfladen, når vi bliver presset. Vores systemer og mønstre ligger så dybt og så forankrede, at vi mange gange rent retorisk ikke selv har kontrol over den kommunikation, der dukker op i de enkelte situationer – i hvert fald så længe vi ikke er bevidste om det!

Med udgangspunkt i min læring, mit arbejde med trivselsfremmende adfærd i virksomheder, mit coachingarbejde og med baggrund i min egen konkurs tilbage i 2016, holdt jeg i juni et to-timers indlæg om krise-psykologi i forhold til, hvad der er afgørende i dialogen med en kriseramt person og dennes familie. Alle de spor der sætter sig og skaber den platform, hvorfra man enten kan træde ind i offerrollen og lægge sig ned eller rejse sig som kriger og kommer videre i livet.

Indlægget blev afholdt for 20 af landets Early Warning konsulenter på deres 2-dags seminar, der blev afholdt for første gang i år.

For at give et lille indblik i den verden man befinder sig i som kriseramt/konkursramt, benyttede jeg en øvelse, der var designet til at udfordre de enkelte deltagere på deres grænser og intimitet – nøjagtig som kriseramte mennesker rammes, hver gang de møder et andet menneske og skal dele deres historie, frivilligt eller tvunget.

Jeg bad hver deltager trække et Tankevækkerkort/samtalekort fra de tre borde nederst i lokalet, hvor jeg havde bredt kortene ud. Hvert kort har et billede på den ene side og et livscitat på den anden. Kortene har jeg selv udviklet gennem årene. De aktiverer det der ligger øverst i bevidstheden hos den enkelte, så når spørgsmålet/opgaven er defineret, vil øjet automatisk fange det billede eller den sætning, der kan frisætte det, der presser sig på.

Inden de begav sig ned i lokalet, fortalte jeg dem, hvad opgaven gik ud på. De skulle hver især trække det kort, der tiltrak deres øje. Herefter skulle de finde sammen to og to med en de ikke kendte eller havde ringe indsigt i, og så skulle de fortælle hinanden noget personligt, de aldrig tidligere havde delt med nogen og vigtigst af alt, så skulle det være en grænseoverskridende oplevelse, tangerende det intimiderende, de skulle dele med hinanden. Det var ikke historier, der efterfølgende skulle deles med de øvrige deltagere, men de skulle bryde grænser med hinanden.

Der blev meget stille i lokalet, og da de kom tilbage efter 10-15 minutters samtale, vidste jeg erfaringsmæssigt godt, at mange havde talt om alt muligt andet og slet ikke havde haft lyst til at dele sådanne oplevelser – det var i virkeligheden det, opgaven gik ud på at belyse.

Det kastede lys over, hvor svært det er som menneske i almindelighed, at dele de ting, der betyder noget for os hver i sær. Særligt de ting, der er svære og gør ondt. Så når et konkursramt/kriseramt menneske, bliver invaderet af advokater, bankfolk, revisorer, erhvervskollegaer, behandlere, jobcenterkonsulenter og mange andre, der træder ind i ens liv og pludselig forventer at få adgang til det mest intime, så bliver det en udfordring. Det personlige værn, man tidligere har haft, som har skærmet en mod krænkelser og intimidering, er pludselig fjernet. Alt bliver endevendt, og der er stor risiko for, at man føler sig rendt over ende.

Selv den advokat, man har hyret, bliver pludselig bankens bedste ven, og fordi man aldrig har stået i situationen tidligere, er man slet ikke forberedt, kender ikke forløbet, ved ikke at det er sådan gamet fungerer, og at et konkursforløb kan vare et helt år eller længere, før den endelige konkurs er stadfæstet, og man måske kan rejse sig og komme til hægterne igen.

Det føles, som om man er tilskuer i sit eget liv. Som om man befinder sig i en boble/et vakuum, hvor man dag for dag bliver mere og mere afklædt, og fordi man fra den ene dag til den anden pludselig går fra at være stor succes til stor fiasko (i eget hoved), bliver man fuldstændig handlingslammet i en lang periode.

Nøjagtig som de 20 konsulenter pludselig blev det, da de skulle dele intime oplevelser med en fremmed, den dag på deres seminar. Følelsen af ikke at kunne sige nej, men samtidig ikke have lyst til at give personlig indsigt til en fremmed, er nøjagtig den følelse en konkursramt/kriseramt person går rundt med. De kan ikke sige nej tak.

Det kræves af dem hver dag, måske gennem et helt år eller længere, at de lægger alle informationer på bordet, åbner op for deres livsværk og deler ud af de mest intime detaljer, privat og erhvervsmæssigt.

Mange gange gennem en lang og opslidende konkurs/krise glemmer advokater, bankfolk, revisorer og alle andre at spørge om det mest basale og helt grundlæggende: Hvordan har du det i grunden, sådan helt inde i dit hjerte? Kan du sove om natten? Får du noget at spise? Hvem har du at tale med om alt det her? Ofte er man alene, man kan ikke engang tale med familie eller venner om tingene. Det er jo skamfuldt, og man føler skyld, fordi man er endt i en konkurs-/krisesituation, og økonomisk hiver man måske familien med i faldet. Alt ender med at blive mekanisk, noget du bare gør, fordi andre beder om det.

Derfor var det en virkelig lærerig oplevelse, da konsulenterne skulle ”blotte” intime detaljer om sig selv over for en ”fremmed”, og reaktionerne udeblev bestemt heller ikke.

Efterfølgende blev jeg kontaktet af flere af deres konsulenter for yderlige dialog. En af dem udtrykte følgende på deres interne platform:

”I juni 2021 deltog vi i Early Warning regi på et to-dags Livline-kursus i Vejle – i øvrigt et godt kursus!

Jeg vil gerne fremhæve et indlæg, der omhandlede krise-psykologi, hvor Annette Friese havde et (personligt stærkt) indlæg, om hvad der sker med en virksomhedsejer, hvor succes bliver til fiasko, og fiasko til succes. Annette har skrevet bogen ”Kan du høre dit hjerte kalde?” som jeg efterfølgende købte. Jeg kan anbefale jer at købe bogen – den gav god værdi for mig.”
(Knud Qvist Lauritsen, Early Warning Rådgiver siden oktober 2015)

Indlægget og tilbagemeldingerne fik mig til at reflektere over alt det, der er hændt i mit eget liv siden 2016.

Intet er let, alt er svært i en krise, særligt første gang! Til gengæld er alt også muligt – og gevinsten er den læring, der følger med på godt og ondt. I morgen er en ny start!

Har jeg været nervøs gennem Covid-19? Det kan du bide skeer på, at jeg har!

Har jeg hængt i nødbremsen og tænkt konkurs igen? Åh ja, mange gange!

Hvad er anderledes denne gang? Jeg har prøvet det før, og jeg ved, at jeg kommer igennem det som menneske, hvis uheldet igen skulle være ude!

Hvad har tidligere konkurs lært mig? At bede om hjælp. Jeg er ikke vanvittig god til det endnu, men jeg øver mig hver dag, for det er vigtigt!

Hvad er mit bedste råd til konkursramte/kriseramte erhvervsledere? Lad være med at gemme dig, rank ryggen og bed om hjælp i tide. Du har uden tvivl gjort dit bedste, og i det mindste har du haft hånden på kogepladen og prøvet – alternativet var værre!

Hvad husker jeg bedst fra min egen konkurs? En god ven hviskede mig i øret, da jeg hang længst ude på grenen, lige før konkursen ramte: Vi har alle sammen prøvet at være helt tæt på en konkurs, Annette, ingen går fri, nogle er bare heldigere end andre og klarer rejsen tilbage på solid grund i tide. Så der er ikke noget at være flov eller skamfuld over!

Den sætning har jeg taget med mig videre ud i livet. Det var de ord, der gav mig luft, og de ord, der hjalp mig op igen. Om det så er held eller dygtighed, der hjælper folk gennem en krise, det er nok en sandhed med modifikation, men dem, du omgiver dig med i din hverdag, er også dem, der hjælper dig tilbage på sporet – eller ikke. Så det er måske værd at kigge dig omkring og spørge dig selv, om det er den besætning, du har lyst til at have ombord, hvis stormen rammer – både privat og i erhvervsregi!

En bankdirektør sagde engang til mig, da han hævede renten: Det er dyrt at være fattig – og det er sandt!

Men tro flytter bjerge, og konkurs eller krise er kun et øjebliksbillede i et helt liv, og den læring, der følger med, er uerstattelig – mange gange gør det dig i virkeligheden til et langt bedre menneske.

Har du lyst til at læse mere om Tankevækkerne, købe dem eller min bog, finder du begge dele på KOTU’s hjemmeside www.kotu.dk – (kortene kommer på lager medio august)

Ønsker du at tilmelde dig min blog – og i fremtiden modtage mit seneste blogindlæg direkte i din postkasse, kan du gøre det lige her: https://kotu.dk/kontakt/kontakt-info/

Sidst, men ikke mindst, kan du læse mere om Early Warnings fantastiske arbejde med kriseramte virksomheder https://earlywarning.dk/om-early-warning/om-early-warning 

Hvor mange af dine kollegaer føler sig ensomme – og hvorfor er det dit problem?

Hvor mange af dine kollegaer føler sig ensomme – og hvorfor er det dit problem?

Det er det, fordi ensomhed rækker længere ind i arbejdslivet, end du regner med.

Netop nu er 77 organisationer på tværs af sektorer, brancher og fagområder gået sammen i en appel til Danmarks politikere. En appel om at TAGE ENSOMHEDEN ALVORLIGT!

Ensomhed kan ramme alle aldersgrupper. Det er ikke forbeholdt udfordrede unge med eller uden job og uddannelse. Alle kan rammes af ensomhed, uanset alder og samfundsgruppe.

 Sunde fællesskaber er ikke givet til enhver, og prisen på ensomhed estimeres til, hvert år at koste samfundet mindst 8,3 mia.

 Flere lande har på den baggrund etableret særlige ministerier og nationale strategier mod ensomhed; lande som England, Skotland, Wales, vores naboland Norge og senest har Japan udpeget en ensomhedsminister i februar 2021.

 Ordene er ikke mine, men stammer fra et inspirationsoplæg fra Røde Kors og Ældresagen med de 77 organisationer som medunderskrivere til en national politisk strategi mod ensomhed!

SAMMEN MOD ENSOMHED.

Ensomhed er en stigende samfundsudfordring, og lader vi ensomheden fortsætte med at stige, er der risiko for, at flere rammes af fysisk og psykisk sygdom, mistrivselen vil øges, og det kan i sidste ende gå ud over vores produktivitet og sammenhængskraft. 

  • 380.000 (over 8 pct.) voksne føler sig svært ensomme. Heriblandt 125.000 unge mellem 16-29 år (12 pct.)
  • Blandt ældre (65+) oplever 55.000 svær ensomhed
  • 6 pct. af børnene i alderen 11-15 år føler sig ofte eller meget ofte ensomme
  • Sygdom øger risikoen for ensomhed væsentligt. Har man multisygdom, er risikoen for svær ensomhed dobbelt så stor som for personer uden sygdom. Én ud af tre med længerevarende psykisk sygdom oplever svær ensomhed

Så, når du sætter fokus på trivsel og mental sundhed i din virksomhed i det kommende år, kunne det være en rigtig god idé at bringe temaet ensomhed ind i jeres trivselsarbejde og interne drøftelser på tværs af afdelinger, i ledelsen og i organisationen generelt.

Jo mere vi taler åbent om det, der foregår i skyggen, og som kun får kraft og magt, når vi holder det under låg, desto bedre arbejdsmiljø og plads til tværfaglige fællesskaber er vi med til at skabe. Med 380.000, der er ramt af ensomhed, findes der uden tvivl også et par stykker i din virksomhed, som kan bruge en kærlig hånd i ryggen.

Ensomhed er en samfundsudfordring vi i bund og grund alle kan blive ramt af, når vi enten kommer i krise, bliver syge, bliver forladte/skilte eller fra tid til anden har svært ved at finde vores plads i livet eller i fællesskaberne. Alle fortjener et godt fællesskab og mulighed for et lykkeligt liv sammen med andre!

Du kan finde det fulde oplæg på Røde Kors’ hjemmeside.

Hvis du syntes, det er svært at tale om, er der hjælpe at hente. Tankevækkerne er en række reflektions- og samtalekort, der kan bruges til en bedre dialog – med dig selv og andre.

Yderligere information om Tankevækkerne findes her på siden https://indd.adobe.com/view/313ae531-4af6-4f05-a73a-0d279e398488

 

Kom godt fra start!

Kom godt fra start!

Få styr på dine visioner

Få styr på din trivsel

Få styr på din ledelse – både den fysiske og den virtuelle

Fastholdelse er ikke altid let, men ifølge den amerikanske foredragsholder, forfatter og professor i psykologi, Robert Cialdini, forankres nye processer sig bedst fra starten af året, i starten af måneden, i starten af ugen og starten på dagen, og derfor skal vi ikke vente…

Der er stadig et stykke vej, før vi har styr på Covid-19, og før vi er tilbage for fuld blus på vores arbejdspladser, på institutioner, skoler, i kulturlivet, i oplevelsesindustrien og i detailhandlen. Vi kan ikke vente på, at verden finder vej til et nyt ”normal”. Vi må asfaltere, mens vi kører på de nye veje, uagtet at der fortsat er mange sving og bump forude.

Den metaltræthed, der hersker i det ganske land, skal afhjælpes, vi skal på forkant med udviklingen, så vi minimerer den mentale regning, der varsles af mange eksperter på den anden side af Covid-19, i form af stress og depression. Så på med arbejdshandskerne. Sæt din ledergruppe sammen her fra årets start, så I får drøftet det kommende års visioner og ønsker – og får rettet til i forhold til de fastlagte strategier.

Det er vigtigt at få samlet op og evalueret på 2020 med de oplevelser og den læring, der har været på godt og ondt – I må jo gerne mødes fysisk, hvis antallet ikke overstiger 10 personer. Det kan lade sig gøre, hvis viljen er til stede. Lav evt. mindre grupper og lad efterfølgende facilitator samle resultaterne på tværs.

Det kan være sundt at få en udefra til at stille skarpt, når der skal svares på nedenstående udsagn:

På vores arbejdsplads kan man…

På vores arbejdsplads kan man ikke…

På vores arbejdsplads må man…

På vores arbejdsplads må man ikke…

Det mest stressende i vores arbejdspladskultur er…

Vi opfatter os som en arbejdsplads, der……

For at få succes på vores arbejdsplads, må man…

De vigtigste værdier i vores arbejdspladskultur er…

Det, der forebygger stress mest i vores arbejdspladskultur, er…

Mottoet for vores arbejdsplads kan være…

For at udvikle vores arbejdspladskultur, trænger vi til at…

Spørgsmålene er udarbejdet af Branchearbejdsmiljørådet BAR, Social og Sundhed.

Udnyt tiden i de kommende måneder til at få etableret og udviklet trivselsgrupper, der kan virke som ledelsens forlængede arm og ambassadører i organisationen, og som samtidig kan bidrage med aktiviteter og engagement i det daglige, fysisk såvel som virtuelt, når der skal skabes ideer og nærvær.

Brug gruppen til at skabe åbenhed og dialog om arbejdsvilkår og trivsel på tværs af virksomheden. Italesæt jeres trivselstiltag og skab rammer, der er konkrete og virksomme i hverdagen, ikke abstrakte virksomhedsværdier og visioner fyldte med gode intentioner, der ikke handles på, men jordnære, praktiske og synlige tiltag, der virker, rettes løbende til og evalueres af ledelsen, trivselsgruppen og medarbejderne i fællesskab.

HUSK på, noget af det, der er forsvundet i de virtuelle møder – og dermed går tabt – er vores small talk med hinanden, samtalerne ved kaffemaskinen, i kopirummet og på tværs af afdelingerne. Vi er blevet hamrende effektive i vores mødekultur, men det lider trivslen også under. De vigtige små hverdagsting, der kommer snigende gennem vores small talk, og de små fysiske møder, vi har med kollegaer på gangene og andre steder i virksomheden, de er for en dels vedkommende forsvundet i vores hverdag. De findes simpelthen ikke længere, og dermed går vi alene med tanker og måske endda bekymringer, der ikke får lov til at få opmærksomhed. Vores naturlige ventil til hverdagens udfordringer og problemer er forsvundet.

Vores sociale adfærd er blevet ensrettet, effektiv og faglig. De bløde samtaler og snakke, aflæsningen af kropssprog og vores adfærd kan være svære at fange i det virtuelle rum. Det kan sætte sig psykisk i langt højere grad, end vi er bevidste om. Det kan meget vel danne grobund for depression og stress hos den enkelte.

Når de kommende måneder bruges konstruktivt til at etablere en platform internt, og signalværdien af et effektivt trivselsarbejde når rundt i organisationen, vil det skabe grobund for en sundere kultur, hvor I samler organisationen om et fælles omdrejningspunkt i forhold til arbejdsglæde og trivsel. Ikke fordi det står i jeres personalehåndbog, ikke fordi det påhviler jeres ledere eller for syns skyld, men fordi I rent faktisk mener det og ønsker at stå sammen om trivsel og gøre en indsats i jeres hverdag, så I passer godt på hinanden – nu og i fremtiden.

Når verden igen lukker op, er I dermed klar til at give den gas med events eller personalearrangementer, hvor I kan fejre, at I alle er kommet godt gennem det seneste års udfordringer og udvikling, og at I, i fællesskab, har klaret strabadserne uden alt for mange omkostninger på den mentale konto.

Trivsel har altid været og vil fortsat være vejen til glade medarbejdere. Glade medarbejdere skaber mindre fravær, større engagement, sundere bundlinje og større vækst. En investering i trivsel er en investering i en langtidsholdbar fremtid, og det er nu, du skal investere.

Du er velkommen til at hente inspiration til etablering af trivselsgrupper på www.kotu.dk. Har du brug for facilitering af og sparring med din ledergruppe, er du velkommen til at kontakte mig på telefon 2924 9098 og på kotu@kotu.dk

Foto: Matt Noble

Er jeg en uddøende dinosauer i en digital verden?

Når futurister og fremtidsforskere i deres fremtidsvisioner spår, at vi går ”fra Chef til A.I.”, og chefer og mellemledere helt vil kunne undværes, når vi i fremtiden i stedet arbejder for en algoritme, der aldrig er syg eller sur, altid til stede og konstant træner os til at blive hurtigere og bedre… så går mine alarmklokker helt automatisk i gang.

Hvordan hænger det sammen med trivsel og den føde vi har brug for til krop, sjæl og ånd? Hvordan imødegår vi de tendenser mod-kulturen kalder på i form af fordybelse, nærvær, samskabelse og ro? Vi har mennesker med angst, stress og ensomhed som aldrig før.

350.000 danskere lider af angst
120.000 unge + 50.000 ældre danskere oplever ensomhed
250.000 – 300.000 danskere lider af alvorlig stress
500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet pga. stress
500.000 danskere rammes gennem livet af depression, ubehandlet stress forårsager over halvdelen af alle depressioner og angstlidelser.

WHO forudser at stress og psykiske lidelser bliver den største sundhedsudfordring i 2030, så hvordan tackler vi disse udfordringer, hvis vi lader os isolere yderligere i form af robotter, digitalisering, hjemmekontorer, distancekommunikation m.m.?

Min største udfordring i mit arbejde med trivsel og stressforebyggelse er helt sikkert, at jeg har svært ved at give slip på min tyrkertro på, at kommunikation mellem mennesker, der sidder fysisk over for hinanden, kan noget helt særligt. Samtidig føler jeg mig som den sidste dinosauer i verden, der ikke er klar til at flytte mig ind i fremtiden.

Jeg studerer adfærdsdesign i øjeblikket og er slet ikke i tvivl om, at mit forretningsgrundlag vil være bedre, sundere og mindre sårbart, hvis jeg etablerer flere digitale platforme i form af forskellige webinarer, coaching- og sparringssamtaler via eksempelvis Zoom, MEN… mit hjerte følger ikke med, og min hjerne stritter også imod, så hvad gør jeg? Lægger mig ned og uddør? Eller kæmper jeg for overlevelse på mine egne vilkår?

Fremtiden er her helt sikkert, uanset om jeg hopper ombord på vognen med digitalisering, A.I chefer og andet godt, men hvor er den kritiske røst, når fremtidsforskerne sætter kursen?

Er vi bare en flok lemminger, der tramper i flok, fordi det nye sorte bliver lagt foran os af kloge folk, der spår ind i fremtiden? Og det er jo netop det, de gør. De spår ud fra vilkår samfundet eller de selv sætter op. Men de vilkår kan vi jo selv ændre på, hvis vi vil, ingen har patent på sandheden, heller ikke fremtidsforskerne, selvom de er vildt kloge og har stor indsigt.

Så spørgsmålet er jo i virkeligheden, hvad vil vi være med til? Hvor går grænsen, og hvornår skal vi trække i den anden retning? Er der en grænse, eller lader vi os forføre?

Jeg har brug for både og, ikke for enten eller…

Det kunne være rart at høre, hvad andre mener om fremtiden. Jeg er virkelig nysgerrig. Så hvad mener du?

Ps: Jeg syntes, det er fantastisk at blive udfordret, og jeg har stor respekt for fremtidsforskernes arbejde. Så misforstå mig ikke, jeg vil bare gerne have gang i sunde og nuancerede drøftelser på området, hvor alle kommer til orde og ingen sidder tilbage med følelsen af at blive kørt over af fremtidsbussen!

Fotograf: Huang Vingone

Et unikt samtalerum – der er også solstråler at dele ud af i denne tid

Et unikt samtalerum 

Jeg er piv-stolt og glad og kan nu endelig afsløre, at jeg sammen med FGU Midt-Vest har fået midler fra Velliv Foreningens akutpulje til et pilotprojekt med mine Tankevækkere/reflektionskort. Kortene har jeg udviklet gennem de sidste tre år med henblik på at hjælpe til bedre og dybere kommunikation og samtaler.

Det er meningen at projektet skal skabe et særligt samtalerum i undervisningen på de tre FGU-skoler i Ikast-Brande, Herning og Ringkøbing-Skjern.

I en fire ugers periode i maj og juni har jeg fået lov til at undervise i kommunikation og adfærd i tre udvalgte klasser på skolerne. Vi benytter reflektionskortene som et vigtigt redskab til fordybelse og refleksion i fortrolige samtalerum mellem de studerende. Et redskab der skal bane vejen for en dybere kommunikation og forståelse af den divergens, der nødvendigvis er mellem mennesker og de profiltyper, vi møder på vores vej i livet. Et værktøj, der skal give indsigt og hjælpe med at finde ord for de tanker og følelser, den enkelte elev bærer på og måske har svært ved at udtrykke.

Kortene understøtter samtalerne, og der er ikke mulighed for at svare ja eller nej, kun for uddybende replikker. Via fotos og livscitater vækkes minder eller følelser, så samtalen hjælpes i gang. Derved aktiveres de tanker, der trænger sig på i det pågældende øjeblik – ubevidste såvel som bevidste.

Vidnesbyrd

Visualisering er den mest kraftfulde mentaltræning, du kan lave. Sportsfolk har gjort det i årevis. Den norske forfatter og forsker, @AnnaLuiseKirkengen, har forsket i de menneskelige skader, der opstår, når vi ikke får lov til at fortælle vores historier. Hun bekræfter, at vi bliver fysisk og mentalt syge, når vi ikke bliver hørt.

Så mit håb er naturligvis at kunne give de unge og lærerne på skolerne et virksomt værktøj, der kan afhjælpe ensomhed, dårlig kommunikation og uhensigtsmæssig adfærd. Gennem kortene får de mulighed for at fortælle deres historier og aflægge vidnesbyrd.

Refleksion er livsnødvendig for læring og for positiv adfærdsændring. Kortene kan være en hjælp til at bryde gamle mønstre og dårlige vaner og kaste lys over egne udfordringer på en ny og tankevækkende måde. Samtidig kan kortene, via de fortrolige samtaler eleverne imellem, være med til at skabe sociale relationer og et stærkt netværk, der rækker ud over skoletiden.

Forhåbentlig er gaven i projektet, at vi får eleverne sendt ud i verden med en ny indsigt og et værktøj, de kan tage med sig ud i livet, når de forlader skolerne til sommerferien.

Danmarks bedste FGU-skoler

Jeg er særlig glad og taknemmelig for at FGU Midt-Vest har sagt ja tak til at være med i projektet. Det er jeg fordi, de har en helt særlig tilgang til fremtidens FGU-skoler. De vil nemlig være de bedste FGU-skoler, der findes, og derfor gør de ALT, hvad de kan for at skabe de bedste rammer og forhold, der kan hjælpe deres elever med at finde nye og konstruktive veje til at løse udfordringer og se muligheder i det liv, der venter i horisonten.

Drømmen er, at kortene i fremtiden også anvendes i virtuelle rum, hvor refleksion og erfaringsudveksling får fokus, et samtalerum der kan gå på tværs af klasser, skoler og geografiske afstande, og hvor det er muligt at koble sig af og på efter behov. Et sted hvor elever kan spejle sig i hinanden og dele erfaringer og udfordringer.

Så en kæmpe tak til FGU Midt-Vest og til Velliv Foreningen for denne unikke mulighed for at teste projektet på de tre skoler. Jeg glæder mig til at komme i gang – og hvem ved, måske kan det blive til et forskningsprojekt hen over efteråret, når de nye elever begynder på skolerne 😊 – man har jo lov at drømme!

Fotograf: Kelly Sikkema

Hvordan har du det, altså sådan helt inderst inde?

Hvordan har du det, altså sådan helt inderst inde?

Det er der en ret åbenlys og god grund til at spørge dine medmennesker om.

Jeg sad for nylig og arbejdede med værktøjer til empatisk ledelse, og hvordan man kan fremme livsglæde ved at turde stille de rigtige spørgsmål.

Og det er svært. Mange gange i løbet af udviklingen af mit værktøj er jeg stødt på modstand fra ledere, der ikke har lyst til at komme tæt på privatlivets sfære. Jeg er bare nødt til at sige det igen, vi kommer ikke uden om det. I en fortravlet verden, hvor stress og angst ligger som højdespringere på sygdomsskalaen, og WHO gang på gang udtrykker, at det bare bliver værre og værre år for år, er der brug for en helt anden tilgang til hinanden. Vi er nødt til at tage ansvar og vise omsorg og nærvær for hinanden.

Vi taler om empatisk ledelse i mange sammenhænge, det er på det nærmeste blevet et buzzword i mange virksomheder, men hvad hjælper det at have det som tema for året, hvis det ikke følges op med handling, der modsvarer forventningerne. Vi bliver gennemskuet, når vi ikke står distancen. Når fine visioner og missioner bare er ord på papiret og ikke følges op af handling, bliver vi taget med bukserne nede.

Jeg tror ikke på, at det kun er den unge generation X, Y eller Z, der ønsker holistisk ledelse og livssyn. De er ikke de eneste, der ønsker, at chefen ved, hvad de laver i deres fritid, hvordan det går derhjemme, og hvordan de har det i det hele taget, når de ikke er på arbejde. Det tror jeg grundlæggende, at vi alle ønsker inderst inde. Det bliver vi bedre mennesker af. Det skaber uden tvivl en dybere forståelse og rummelighed overfor hinanden, og måske er bonussen i virkeligheden også, at noget af al den ensomhed, der hersker, forsvinder.

Hvad ved vi egentlig om hinanden?

I forbindelse med alle de drøftelser, der opstod, kom nørden inden i frem, og jeg begyndte at google på tal fra forskellige foreninger i Danmark. Jeg ville gerne undersøge, hvor mange der i bund og grund er ramt af sygdomme på forskellig vis i deres privatliv. Tallene gav mig indsigt i, hvor mange mennesker i Danmark, der på den ene eller den anden måde har en lidelse, en udfordring, en sorg eller noget, der uden tvivl påvirker deres liv og deres hverdag.

Ting vi muligvis eller givetvis ikke aner en pind om som erhvervsledere og kollegaer, eller som vi i værste fald glemmer, fordi der går hverdag i tingene, og vi har for travlt til at spørge, men som helt sikkert har meget stor indflydelse på det liv, der leves, og de krav, der stilles til det enkelte menneske.

Noget af det, der ramte mig virkelig hårdt, var tallene fra Ventilen.dk der synliggjorde, at 120.000 unge (10-12% af unge mellem 16-29 år) ofte eller altid føler sig ensomme. 50.000 ældre føler sig ensomme.

Det er beviseligt at ensomhed øger risikoen for sygdom og død. Det øger forekomsten af demens og kan medføre hjertekarsygdomme og depression. Mennesker der føler ensomhed sover dårligt, de har øget stressniveau, forhøjet blodtryk og lever et inaktivt og usundt liv.

De er jo alle kommende kollegaer, nuværende kollegaer eller tidligere kollegaer og generelt bare vores fælles ansvar. Velfærd forpligter. At være et velfungerende menneske forpligter.

Vidste du…

  • 89.000 danskere lider af Alzheimer eller andre former for demens
  • 580.000 danskere har en psykisk sygdom (svarende til hver tiende dansker)
  • 294.000 danskere lever med en kræftdiagnose
  • 400.000 danskere er ordblinde
  • 500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet
  • 35.000 danskere er p.t. sygemeldt på grund af psykisk dårligt arbejdsmiljø
  • 300.000 danskere lider af alvorlig stress
  • 1.400 danskere dør hvert år af psykisk arbejdsbelastning bl.a. forårsaget af stress
  • 1,5 mill. danskere er berørt af Astma-Allergi eller en anden overfølsomhedssygdom
  • 1 mill. danskere lider af forskellige tarmsygdomme
  • 267.350 danskere har diabetes (tallet forventes at stige til 430.000 i 2030)
  • 700.000 danskere er berørt af gigt
  • 120.000 danskere lever med en erhvervet hjerneskade
  • 400.000 danskere kæmper med en form for angst
  • 600.000 danskere lever med en kronisk lungesygdom
  • 120.000 unge mellem 16-29 år føler sig ofte eller altid ensomme
  • 50.000 ældre føler sig ensomme

Så hvor godt kender du i grunden dine kollegaers, dine venners, dine børns, dine pårørendes og dine medarbejderes daglige udfordringer? En ting er helt sikkert, ovenstående tal lyver ikke, og vi kender ALLE en eller flere, der er ramt af enten det ene eller det andet.

Privatliv og arbejde går hånd i hånd, hvis du har det skidt det ene sted, smitter det også af det andet sted, og vise versa!

Tal sammen, stil spørgsmål – også de svære – kom lidt tættere på det, der virkelig betyder noget for trivsel og livsglæde hos den enkelte. At kunne tale åbent om de ting, vi fra tid til anden bliver udfordret af, hjælper til forståelse og nærvær i hverdagen.

Det bliver SÅ meget lettere at spille hinanden gode, når vi har indsigt og tør italesætte den virkelige udfordring.

Se dig omkring, brug din intuition og mærk hvem du i virkeligheden står overfor, det gør en forskel når du kigger på mennesket inde bag ved!

Hvis du har lyst, kan du se værktøjet her: https://indd.adobe.com/view/c70b8d9e-b3f8-457a-b7cf-183f028f342d

Fotograf: Sasha Freemind

Julen er da hjerternes fest…

Julen er da hjerternes fest…

Eller er det måske smerternes fest for de mange?

Fakta er, at det er den tid på året, hvor mange medarbejdere kommer tilbage efter nytår med en opsigelse, nogen siger endda op, inden de går fra på juleferie.

Det er nok lidt, som det er med skilsmisser. Der følger flest efter de store ferier. Vi får tid til at tænke og komme ned i gear.

Men i virkeligheden kan vi som ledere tage hånd om det længe inden, det kommer så vidt. Undersøgelser viser, at 8 ud af 10 medarbejdere opsiger deres job p.g.a. deres ledere. At lede andre kræver mere end blot høj IQ, det kræver emotionel følelsesintelligens. At have ansvar for andre kræver, at man tør følge sin intuition, føle nærvær og have mod til at stille de rigtige spørgsmål, og det bør man som leder gøre, inden de store ferier, så man imødegår de udfordringer, den enkelte medarbejder går rundt med.

Så det er ikke nok at sige tak med en julegave i december. Tænk på, hvad december ellers bringer af udfordringer for den enkelte.

Som virksomhed gør vi året op i december (eller halvåret), dvs. vi måler på resultater og ”vejer” vores medarbejders indsats i det forgangne år. Vi skuer mod et nyt år, dvs. vi starter forfra til januar og forventer en positiv indstilling, ny energi og visioner for fremtiden, når vi kommer tilbage. Men hvad giver vi dem med hjem på ferie?

Stress, udbrændthed eller ensomhed

Mange er trætte, udkørte og har givet det sidste, de havde i sig. De har haft julefrokost med kollegaerne, hvor der måske er kommet et par sandheder eller to på bordet. De har fået den årlige julegave ved juleafslutningen, som traditionen byder. Chefen har sagt glædelig jul, slået dem lidt på skulderen, og måske har han haft fem minutter, hvor han hen over bordet henslængt har spurgt til familien, og hvad de skal i julen, og nu går de så hjem.

Knap 50% af den danske befolkning er skilte, så hvad går de hjem til? Andre er trætte allerede inden, de går hjem på ferie, men de er trætte, fordi der allerede ligger et heftigt program, som er lagt i familiens skød, og som skal effektueres i alle fridagene.

Vi er bare mennesker, og når vi kommer hjem, og sidder og skuer lidt indad, får tid til fordybelse og til at mærke efter, så får vi ofte øje på de ting, som vi ikke har tid til at reflektere over i hverdagen. Det er helt naturligt at vores arbejdsmæssige såvel som de familiemæssige forhold kommer under lup. Det er jo de to ting, der fylder og skaber balance – eller det modsatte – i vores liv, og derfor kommer de under kærlig behandling, når vi holder fri og har tid til at tænke og tale med hinanden.

Samtidig bugner de sociale medier i december med billeder og opslag om, hvor lykkelige andre mennesker er. Hvor fantastisk familier de har. Hvor lækre deres venner og relationer er. Fest, glæde og smukke mennesker der alle flasher deres lykkelig liv – og ja, vi ved godt alle sammen, at rigtig mange er glansbilleder, og verden ser ganske anderledes ud inde bagved, men vi higer jo alle efter eventyret. Higer efter at mærke kærlighed, nærvær og at høre til, og specielt i højtiden bliver vi synlige som mennesker. Specielt her er vi sårbare.

Derfor er det uendelig vigtigt, at vi mødes med naturlig og ægte interesse og føler tryghed på vores arbejdsplads, når vi går på ferie, for det kan i bund og grund være det sted, der er vores holdepunkt i livet, og det sted, der giver os balance i hverdagen.

Forebyggelse til det kommende år

Stress kommer mange steder fra, når der er ubalance, men som ledere kan vi gøre rigtig meget for at imødegå det på arbejdspladsen, og her op mod jul er det måske ekstra vigtigt, at vi viser nærvær og empati, så vores medarbejdere går hjem med ro i hjertet og glæder sig til at komme tilbage igen efter ferien.

Så jeg vil gerne henlede opmærksomheden på en netop udkommet undersøgelse, der giver indsigt og inspiration til at imødegå stress på arbejdspladsen. Det er god julelæsning for ledere, der ønsker at gøre en forskel. Ledere der ønsker at afværge stress, og som gerne vil integrere værktøjer i deres virksomhed til gavn for medarbejdere og den udvikling, agil ledelse og agile virksomheder helt sikkert får brug for i fremtiden for at få succes.

Anbefalinger om stressforebyggelse til ledere landet over er netop udgivet fra Arbejdsmedicin i Herning og Hospitalsenhed Vest, der sammen har forestået et projekt, som kaster lys over lederes håndtering af medarbejderstress. Projektet er udarbejdet af Projektleder og psykolog, ph.d. Tanja Kirkegaard i samarbejde med psykolog, ph.d. Janne Skakon, Københavns Universitet.

Inspirationskatalog til arbejdet med psykisk arbejdsmiljø finder du her https://www.arbejdsmiljoweb.dk/media/4833665/stressforebyggelse-for-ledere_april2018.pdf

Læs også om de udfordringer agil ledelse kan give https://kotu.dk/agil-ledelse-kalder-paa-agil-stresshaandtering/

Rigtig god læselyst og glædelig jul ♥

Fotografi: Annie Spratt

Den hemmelige liste

Den hemmelige liste

Sommerferie, frihed og tid til at lave absolut ingenting. Det er den tid på året, hvor vi bruger den første uge på at akklimatisere, den anden uge på at hygge og den tredje uge på at grue for at skulle tilbage på arbejde. Nogle vil helt sikkert være klar til at tage på arbejde allerede i slutningen af uge to, det bør de så måske tænke lidt over.

Forskning viser, at alle mennesker har brug for minimum 3 sammenhængende ugers ferie for at komme helt ned i gear, så hvad er det, man har så travlt med at komme tilbage til eller væk fra?

Hvis det er væk fra ægtefælle og børn, er det et signal, der vil noget. Hvis det er væk fra tanker og følelser om, hvorvidt du lever det liv, du gerne vil leve, så er det jo en fantastisk mulighed for at tænke lidt dybere over tingene.

Lav et skema med to kolonner.

Kolonne et: Det gør mig glad/det vil jeg have mere af

Kolonne to: Det gør mig ked af det/det vil jeg have mindre af

Eksempel fra kolonne et: kærlige stunder, flere dybe samtaler, mere sex, alenetid med min kone/kæreste, lege med børnene, rejser, oplevelser sammen, jagtture med gutterne, fodbold, mit arbejde, cafébesøg med veninderne…

Eksempel fra kolonne to: skænderier, manglende respekt, føler mig alene, ikke værdsat, manglende samvær, manglende interesse, for lidt tid, manglende nærvær, manglende omsorg, følelsen af tomhed, sorg, ensomhed, overarbejde…

Hvad skal der til for at ændre på plus og minus kontoen? Kan det ændres, og er du villig til selv at gøre en indsats?

Hvordan står det til i dit ægteskab? Er du lykkelig? Er din partner? Er I sammen om tingene eller lever I hver jeres liv med så dybt forankrede mønstre, at det er umuligt at finde hinanden igen?

Når målebægeret er fyldt op

Skilsmisseprocenten er ifølge statistikkerne på sit højeste to gange om året: efter sommerferien og efter juleferien. Måske kunne det for en dels vedkommende undgås, hvis man hver især lavede denne lille øvelse og var ærlige både over for sig selv og over for hinanden.

For mit eget vedkommende var jeg døv og blind i mange år, og vågnede først op, da det var for sent. Hvis jeg havde haft de rigtige værktøjer, er jeg overbevist om, at der havde været meget at hente i mit ægteskab, men når man tier tingene ihjel eller bider det i sig i den gode sags tjeneste, så opnår man kun det modsatte af tosomhed, man opnår ensomhed. Det gnaver og slider, indtil bægeret er fyldt op, og vandet flyder over.

Der var engang en kær veninde, der gav følgende eksempel: Tag en balje, når den er fyldt op, så er der ikke plads til mere, før du har tømt noget af, og det har hun jo fuldstændig ret i. Desværre er processen tit sådan, at vi mennesker fylder på og fylder på. Vi holder tingene inde i os selv for at undgå ufred og konflikter, men pludselig eksploderer beholderen – eller vandet skulper over – fordi vi har sparet op så længe, eller fordi der ikke er blevet lyttet til os, når vi har forsøgt at få taletid, og så er det for sent. Så bliver vi sårede, indebrændte og vil ikke være med længere. Vi stopper med at prøve at nå hinanden, vi lukker ned for samtalen, adgangen til vores hjerter, nærværet, omsorgen og den fysiske kontakt.

Herfra er det kun et spørgsmål om tid, før vi enten går vores vej, lader os tiltrække af et andet menneske eller begynder at leve et parallelt liv, hvor vi ikke længere kerer os om hinanden.

Selvfølgelig kan man leve sammen med hvert sit liv, den økonomiske tryghed er der jo stadig, fællesbørn, fælles venner og fælles aktiviteter der udadtil viser, at vi stadig er et lykkeligt par, men det kan da ikke være det, livet har at byde på. Hvorfor lade sig nøjes med?

Kampen om lykken

Enten kæmper man med næb og klør for sit ægteskab, eller også giver man slip. Alle har ret til et godt og lykkeligt liv, men du er selv ansvarlig for at få det. Vi er et egoistisk og materielt anlagt samfund, men hvis vi sætter hinanden først og gør det med et åbent sind, er der en ret stor chance for, at vi igen begynder at få øje på det menneske, vi fra første færd forelskede os i.

I bogen ”Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte” af psykolog og ph.d i socialpsykologi Jytte Vikkelsøe kortlægger hun den romantiske kærligheds mysterium. En af de mest overraskende konklusioner er, at de uoverensstemmelser, der senere ødelægger selv de bedste parforhold, helt fra begyndelsen er bygget ind i forelskelsen. Man falder simpelthen kun for et menneske, der i sin personlighedsstruktur bærer kimen til konflikt med netop dig i sig.

Det, der også belyses i bogen, er ”når to mennesker finder sammen i et kærlighedsforhold, er der altid to familiemønstre med på slæb. Fortidens skuffelser, glæder og sorger følger med og deltager som spøgelser i forholdet” (citat fra bogen).

Så når vi tiltrækkes af hinanden er det fordi, vi får en spejling af os selv og de sider i os selv, som vi har fortrængt hen over årene i vores stræben efter at blive den, vi tror, andre ønsker, vi skal være.

Når vi forelsker os ser vi en person, der afspejler det, vi gerne vil udvikle i os selv, den side vi ikke har, eller som ikke falder os naturlig, og såfremt vi formår at holde ild i kærligheden og håndtere hinandens udfordringer, er den, vi forelsker os i, den udløsende faktor for, at vi kan blive det hele menneske og finde ind til den person, vi inderst inde er, men som uforvarende er blevet krænket allerede i de første år af vores liv af vores forældre, der havde et klart ønske om, hvem vi skulle være.

Den skam og forlegenhed der følger os hele livet, stammer helt tilbage fra de første leveår. Allerede ved det først ”nej”, ”fy”, ”det må du ikke” eller det, der er værre, nemlig fysisk afstraffelse, opstår skam og forlegenhed. Følelsen af at være forkert. Så retter vi ind og forsøger at tilpasse os og gøre vores forældre stolte og glade. Allerede der begynder vi at fornægte sider af os selv, blot for at leve op til andres forventninger.

Det er det, vi tager med ud i livet, og måske er det også det, vi tager med ind i vores parforhold og ægteskaber, altså tilpasningen. I forelskelsens rus ser vi stadig spejlingen og muligheden for at stå i vores eget lys, fuldbyrdelsen, vores hele jeg. Det at blive elsket for den man inderst inde er og gerne vil være. Mødet med den eneste ene, modparten der gør dig hel. Ubetinget kærlighed og der, hvor du er den bedste udgave af dig selv.

Når det bliver hverdag

Efter nogen tid kommer så udfordringerne og de hårde ord og alle forbeholdene gør deres indtog. Vi går fra, hvad jeg kan gøre for dig, for at dit liv er godt, og du smiler og er glad og til, hvis du skal havde noget af mig, så skal jeg også have noget af dig, ”noget for noget” princippet. Væk er den bedste udgave af dig selv, kompromiset har taget over.

I stedet bør vi øve os i at give plads til den, vi forelskede os i, øve os i at finde tilbage til os selv og til at vise overskud og forståelse for hinanden, anerkende hinanden, rose hinanden og give kærlighed uden forbehold til hinanden UDEN bagtanke. Lad være med at give den anden skylden for, at I ikke er lykkelige. Tag ansvar og gør noget selv. Start i det små, overrask hinanden, gør små glade og positive ting. Det er netop de små ting der gør forskellen. Vis omtanke og nærvær, tal sammen og skab naturlig interesse for hinanden. Hjælp hinanden, også med de sure ting, lad være med at tag hinanden for givet. Vær taknemmelig og sig det højt. Det kræver en daglig indsats at elske hinanden og få et parforhold til at virke.

Man kan gøre meget selv, men ingen kan gætte, hvad den anden tænker og føler. Vi kvinder er uendelig gode til at forvente, at vores mænd skal gætte, hvad vi ønsker. Gør de ikke det, kan straffen være alt fra, at vi er tavse i timevis til nul sex eller surmulen i dagevis. I mænd er gode til at eksplodere i ord og vrede, ”fryse” os ud i arrogance eller gå jeres vej fra problemerne – læs kaste jer over jeres arbejde.

Uanset hvad, så løser det jo ikke noget. Tværtimod så driver det os fra hinanden, ofte selvom kærligheden stadig er til stede og vores ægteskaber kunne være reddet, men i hårdhed og manglende kommunikation, fordi vi er sårede og gjort skamfulde over lang tid, så er vi blevet tonedøve overfor hinanden, og hinandens behov.

Plej kærligheden

Så brug nu ferien til også at få talt lidt dybere sammen. Jeg ved godt, at man har tendens til at lade problemerne blive hjemme, nu skal vi hygge, så lader vi hverdagens bøvl ligge, det må vi løse senere. Men problemerne går ikke væk, og det er lige nu, overskuddet er størst. Lav listen begge to og byt med hinanden eller hvad der nu er brug for.

Forkæl hinanden, del ud af kærligheden. Det smitter, og det er bare så meget lettere at tale sammen, når positiv energi og glæde er til stede.

Rigtig god sommer!

Er du en svagpisser eller hva’?

Er du en svagpisser eller hva’?

Sig ordet højt, Annette, sig det! Py-ha, hvor var det svært. Jeg havde et helt liv haft den holdning, at folk der gik ned med stress, var ”svage”. De kunne da bare tage sig lidt sammen. Stress var en dårlig undskyldning for ikke at kunne klare sit arbejde, en undskyldning for at hæve penge på min og andres regning hos kommunen. En bombe under samfundet, folk der ikke gad lave noget… og nu stod jeg der.

Krisen i 2008 havde ramt vores firma virkelig hårdt. I januar 2009 stoppede telefonerne med at ringe fra den ene dag til den anden. Reklamegaverne blev sparret væk, virksomhederne omstrukturerede og der blev indkøbsstop alle steder, på de ydelser som vi levede af at levere. Verden stod helt stille i 8 måneder, og vores egenkapital vendte sig på kort tid, fra et stort plus til et dundrende minus.

Vi er tilbage i november 2011. Pengene er virkelig små, eller sagt på en anden måde, vores likviditet er i knæ. Jeg har stort set ikke sovet i 2 1/2 år. For det første har jeg arbejdet 60-70 timer om ugen, bare for at holde skindet på næsen og skaffe ordrer og omsætning nok til at kunne betale løn til de ansatte. For det andet løber der utallige scenarier gennem mit hoved hver eneste nat, hvad skal der ske, hvis banken pludselig trækker stikket, eller jeg ikke har ordre nok i bogen til at vise, at vi er på vej frem igen? Hvad nu, hvis vi pludselig må gå fra hus og hjem?

Hverdagen er uændret udadtil, så selvom der er kaos indeni, så formår jeg alligevel at lade som ingen ting over for mine omgivelser. Et smil på læberne, en frejdig kommentar, vi hygger os, gør vi. Når jeg er af sted til netværksmøder og på rejser, er alt uændret. En sjælden gang lukker jeg lidt op for posen, men kun for hurtigt at snøre den til igen. Ingen har rigtig lyst til at tale om ting, der ikke går så godt, og man er vel en succes, i hvert fald i det selskab.

Det nytter ikke at tage tankerne og følelserne med hjem. Her slider det i forvejen. Vi er jo begge smurt godt og grundigt ind i firmaet, som vi har sammen, så det ender altid med den der pegefinger. Angreb er jo som sagt, det bedste forsvar, og når truget er tomt så bides hestene, hvilket ikke er helt løgn.

Følelser der kommer snigende

Håbløshed, rodløshed, ensomhed, skam og følelsen af nederlag. Et stort åg, der bare bliver tungere og tungere, vokser inden i. Hen over efteråret har jeg kronisk hovedpine. Når jeg ligger ned, trykker det så hårdt i mit bryst, at jeg næsten ikke kan få luft. Galde vælter op i mit spiserør, og jeg ligger bare der, nat efter nat, og spekulerer med tusind tanker gennem mit hoved.

I dagtimerne trækker jeg mig mere og mere ind i mig selv. Ude hos kunderne er jeg, som jeg plejer, glad og positiv. Jeg kan dog godt mærke, at kreativiteten udebliver, og at det er en udfordring, bare at skulle ringe til kunderne for at få et møde. Jeg har slet ikke lyst til at være sammen med nogen. Gider ikke være på, gider ikke hyggesnakke. Jeg er også meget mere aggressiv, bliver hurtigt mut og sur.

Hjemme skælder jeg ud over det mindste. Mit temperament koger over, mine børn kryber i flyverskjul på deres værelser, og den dårlige stemning breder sig i hele huset.

Efter to måneder med kronisk migræne, bliver jeg endelig presset hårdt nok til at gå til lægen. Min mand har længe presset på, men jeg bryder mig ikke ret meget om læger, så jeg afstår længe, men angsten for nattens smerter i brystet og den forfærdelige hovedpine tvinger mig af sted.

Hos min læge, der har kendt mig i mange år, får jeg et voldsomt ”wake up call”. Under forskellige motoriske og verbale øvelser må jeg kapitulere. Jeg kan ikke engang ramme min næse med min pegefinger, når jeg lukker øjnene. Grædende må jeg tilstå, at jeg har det helt vildt dårligt og i bund og grund ikke kan se mig ud af situationen. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op.

Døden kommer tæt på

Firmaet er jo bygget op omkring mig og min person, og selvom de øvrige ansatte er fantastiske til deres job, hverken kan eller vil de træde ind i mit job. Vi er en mindre virksomhed, og det gør os naturligvis sårbare, da krise og økonomiske udfordringer sætter ind i slutningen af 2008. Der skulle løbes rigtig stærkt, og der var kun én til at gøre det.

Der står jeg så, 2 1/2 år efter krisen har ramt, med en læge, der kort og nøgternt fortæller mig, at enten så lægger jeg noget ”Annette-tid” ind i mit liv, eller også må jeg berede mig på, at den advarsel, jeg har fået, måske ikke gentager sig. Hvis jeg ikke lytter nu, så er jeg her måske ikke næste gang. Stress kan rent faktisk dræbe.

Det gør mig alligevel bange, så jeg lytter naturligvis til lægens ord, og går direkte hjem og melder mig syg – til min mand og mine medarbejdere. De næste 2-3 uger er jeg hjemme på fuld tid.

Den efterfølgende måned lister jeg lige så stille tilbage på arbejde. Det er heldigvis december, da jeg kommer retur, så det er en ren hyggemåned. Jeg skal blot rundt med julegaver til kunderne, sige tak for året og ønske glædelig jul, så det går endda.

Hele min familie er ret chokerede over, at jeg bliver ramt af stress. Jeg er jo udødelig, hende der arbejder 10-12 timer om dagen, handler ind på vejen hjem, laver mad, gør rent, vasker tøj, plukker ukrudt, er social med vennerne, 3 retters gæstemenuer m.m.. Hende der også lige mellem alt det andet finder tid til at fungere som støttepædagog for veninderne, når deres liv brænder på, krydret med netværksmøder, skolemøder, bestyrelsesmøder og hvad jeg nu ellers går og roder mig ud i.

Jeg tror, min familie og mange af vores venner har haft det lidt som jeg, at stress var en dårlig undskyldning, for ikke at gide arbejde. Men hvis jeg kunne rammes, hende den usårlige, 24-timers maskinen, der altid er klar, og som kører i døgndrift, så kunne det måske i virkeligheden ramme alle.

Skammen

Jeg skammede mig dybt. Skammede mig over, at jeg i så mange år havde fordømt og talt nedsættende om folk med stress, ikke sådan voldsomt, men alligevel underforstået i de ting jeg sagde, og som jeg fra tid til anden forholdte mig til.

Ubegavet, men sådan er det med fordomme. De bygger jo i bund og grund på uvidenhed. Jeg plejer ellers at bryste mig af, at jeg er fordomsfri og altid sætter mig ind i ting, før jeg dømmer… Det havde jeg bare ikke gjort lige her, og så kunne jeg jo bare lære det, den hårde vej!

Stress forsvinder aldrig helt igen. Den forbliver i kroppen og sætter din krop i alarmberedskab. Man lærer at passe på sig selv, men kroppen har lidt skade, og det har hukommelsen også. Jeg var heldig, jeg havde en læge der tog hånd om mig og skræmte mig fra vid og sans.

Hvorfor fortæller jeg alt det her, hvad skal det gøre godt for?

Det gør jeg fordi, vi i en hverdag anno 2018, hvor det nye ”sorte” er ”disruption”, direkte oversat fra engelsk til dansk: ”afbrydelse eller forstyrrelse”, er voldsomt udfordret og skal passe på hinanden. Der er et kæmpe skred i, hvad vi kan tillade os at kræve af hinanden. Nogen er nødt til at sige stop!

Omstillingsparathed, innovation, rubusthed, forandringsledelse…. Ja, ordene er mange i den fagre nye verden. Alle er de med til at definere, at vi som menneske og som medarbejder skal kunne tåle omskiftelighed og ændringer. Vi skal udvikle os i raketfart, hvis vi vil beholde vores job, vores familie og vores netværk.

Disruption

Men hvordan giver det lige mening, når flere og flere mennesker, heriblandt mange unge, lider af alvorlig angst, depression og stress? Disruption er i min optik blot endnu en faktor, der er med til at vælte læsset.

Jeg ved godt, at det konstant siges, at de unge er meget hurtigere end vi var. Hurtigere til at lære, hurtigere til at tænke, hurtigere på tasterne. De lever i en digital tidsalder, og nøj hvor går det stærkt.

Men ved I hvad? De er jo også bare mennesker af kød og blod. De kan da lige så lidt som vi andre, tåle afbrydelse og forstyrrelse hele tiden. Mennesker har brug for ro og fordybelse som aldrig før. Vi går i stykker på stribe. Så ”disruption min bare”, det er hverken sundt for unge eller for gamle. Det er, hvad det er, hverken mere eller mindre, nemlig forstyrrende og usundt.

Hvornår er det, at vi vågner op og siger stop i stedet for blot at opfinde nye begreber, der dækker over, hvor syg verden i virkeligheden er ved at blive? Hvem er det, der godkender begreber som ”disruption”? Jeg kan ikke være ene om pludselig at føle mig gammel og træt. Jeg gider ikke disruption, det bliver jeg stresset af!

Bare ordet i sig selv. Det er da umådelig negativt ladet i alle andre sammenhænge, hvorfor bliver det så pludseligt til noget positivt og godt i arbejdssammenhæng?

Prøv lige selv at lytte?

AFBRYDELSE eller FORSTYRRELSE…

Tanken om at jeg, ud over at løbe ekstremt stærkt for at følge med, nu også skal lade mig ”forstyrre eller afbryde” midt i det hele, ændre kurs og være omstillingsparat, mens jeg innovativt opfinder det fembenede lam – det skriger da mod sund fornuft.

Hvad er det for et mønster, der tegner sig? Eksperterne forudsiger, at I 2020 er den tredjestørste folkesygdom herhjemme, stress. Lige nu og her i 2018 koster stress hvert år samfundet mere end 27 milliarder. Så der skal i den grad tages hånd omkring udfordringen. Vi kan ikke bare blive ved med at symptombehandle eller forsøge at lappe sammen med en sundhedssikring, når skaden er sket.

Vi er simpelthen nødt til at sadle om. Vores værdier skrider, både som mennesker og som samfund. Vi kan ikke blive ved med at presse citronen og kun tænke optimering og bundlinje.

“Vi” før “jeg”

”Jeg” er nødt til at blive til ”vi” igen. Mennesket kommer før penge og status. Familien før arbejdet. Nærvær før fravær.

Mental sundhed og åndelig føde er et must også på vores arbejdspladser. Der er behov for en stopknap. Pauser, tid til at være dig og mig, kollegaer. Tid til at reflektere, at give feedback til hinanden, hjælpe og rumme hinanden og vores forskelligheder. På den måde får vi stærke og sunde virksomheder.

Så frem med nye og anderledes værktøjer i hverdagen, så vi kan sige til og fra, og følge med. De findes allerede, men det kræver mod af arbejdspladserne, at tage dem i brug.

Krop, sjæl og ånd, vi skal have det hele menneske med. Vi skal forebygge, bevare og styrke alle tre enheder. Vi kan ikke nøjes med at helbrede, når vi er gået i stykker. Det har alt for store omkostninger og vidtrækkende konsekvenser, både for det enkelte menneske, men også for samfundet.

Når vi får stress, er det ånden der går i stykker. Og ånden er den, der forbinder vores krop og sjæl. Det er virkelig alvorligt, når den bliver skadet, så bliver vi ude af stand til at agere, og vi visner langsomt, og det er uanset alder.

Ånd er i mennesket, hvad pengene er i verden.” Det er måske Grundtvigs mest slagkraftige udsagn om, hvad ånd er. Penge er den store drivkraft i verden. Just det samme er ånden i og for menneskelivet.

Vi skal passe godt på hinanden og på livet.

Hvordan føles det, når man går konkurs?

Hvordan føles det, når man går konkurs?

Tja, hvad skal jeg sige, “life is a bitch”, og “fuck hvor gør det ondt!” Men ville jeg have været foruden? Aldrig!

Man knokler, man slider og man ofrer, og det gør man i rigtig mange år.

Man mærker både succesen, og man mærker fiaskoen.

Jeg kan stadig huske, den 5. april 2005.

Vi startede hjemme på matriklen i vores lille parcelhus på 160 m2. Små forhold. Vi sad i det ekstra børneværelse/kontor. Stuvet sammen med to skriveborde op mod hinanden. Alt sat ind på ét bræt, med huset og hele vores opsparing som kaution + familie som ekstra sikkerhed. Vores speditionsfirma Prime Cargo var både hjælp og højre hånd, når vi handlede med Kina og hjemtog reklamegaver i stor stil.

Jeg rejste til Kina, Canton messe og Hong Kong, etablerede samarbejde med fabrikker og agenter, lærte hvordan tingene hang sammen. En helt anden verden og som kvinde en udfordring af de helt store – at rejse alene i den verdensdel, var ikke en dans på roser!

Tilbage i Danmark, den første jul. Her pakkede vi julegaver sammen med et hold venner, rundt omkring spisebordet, i stuen rundt på hjørnesofaen, på alle flader, hvor der kunne ligge en æske uden at vippe ned. Selv vores soveværelsesenge var taget i brug. I dag er det ren nostalgi, men en historie, der kan noget helt særligt, og som ikke er alle beskåret.

De første par år var helt fantastiske. Det at vokse fra 0. Vi blev helt høje! Tænk, at vi havde taget chancen. Stillet os helt derud på vippen, sikke et sug det gav i maven!

Det første år var ren læring. Hvordan gør vi dit, hvordan gør vi dat? Alle havde en mening. Nogle syntes, at vi var tossede, andre havde dyb respekt. Men ”learning by doing” herskede, og vi voksede og blev klogere.

TDC ordren

År 2 i vores verden, altså 2006, var fantastisk. Jeg kan stadig huske turen, og det der kom efter. Jeg havde i mit tidligere virke, haft kontakt til TDC, hvor jeg i år 2000 havde kreeret deres nytårsgave til de ca. 2000 medarbejdere, der var på arbejde natten mellem 1999 og år 2000.

Nu var jeg så i gang med egen virksomhed og syntes, at det var tid til en kop kaffe med min kontakt hos TDC. Jeg kan stadig huske turen hjem, hvor min daværende mand ringede mig op, og spurgte til, hvordan mødet var gået. Hertil svarede jeg, sådan lidt irriteret og fraværende, at TDC jo i mange år havde givet aktier i julegave, men lige nu, altså i 2006, ja, da havde man besluttet, at medarbejderne skulle have julegaver og ikke aktier, og så havde han spurgt, om det måske var noget, som jeg kunne have lyst til at byde ind på.

Havde det været én og samme gave, ja, så havde jeg da nok med begejstring, takket ja men det var det ikke. Her var tale om valggaver. Det vil sige, at man ønskede, at medarbejderne skulle have lov til at vælge mellem 4-5 gaver. Og det var vi da overhovedet ikke klar til, så det havde jeg takket nej til.

Jeg kan med det samme sige, at der blev ret stille i telefonen. Og efter pænt mange års ægteskab, er jeg nødt til at sige, at det var virkelig unormalt! Så kom det blæsende fra højre: Du ringer ham op, og det gør du lige NU! Du siger sgu’ da ikke nej til 14.000 julegaver…

Og sagt på den måde, så kunne jeg måske godt høre, at det var lidt dumt, og selvfølgelig ringede jeg op og indbød ham til at komme til Silkeborg. Det korte af det lange er, at vi faktisk fik ordren. Det betød naturligvis, at jeg ikke sov i 6 måneder.

De valgte, at to ud af de fire gaver skulle være gaver, som jeg selv havde designet, og som blev produceret i fjernøsten, og helt uofficielt, så kasserede vi de første produktioner og var sindsygt pressede på opgaven, men det lykkedes, og vi fik en super god evaluering, og fik heldigvis lov til at levere igen to år efter, så helt galt gik det jo ikke!

Firmaet voksende, og vi flyttede til større lokaler. Vi fik flere ansatte og havde mindeværdige tider med opgaver og kunder, der i den grad udfordrede og formede os og vores virksomhed.

Krisen kommer

Jeg deltog i netværk og rejste på messer, hvor jeg mødte fantastiske mennesker. Man bliver grebet. Grebet af stemningen, grebet af de mennesker, man møder. Jeg var med i Club 100 i DBU, med i Happy Bosses (glade chefer), med i ErhvervSilkeborg, ja, jeg var med mange steder, og vi havde en fest, det gik jo godt… og så kom 2009.

Jeg forstod det ikke til at starte med, vi havde jo haft et rigtig godt år, og helt ærligt, så forstod jeg ikke helt, hvad folk snakkede om. Ikke før jeg kom rundt for at ønske god jul. Her kunne jeg høre, for første gang i rigtig mange år, at noget var helt galt. Der var blevet sparret, der var blevet fyret. Mine kunder, mine kontakter, folk, som jeg havde kendt i mange, mange år, nogle var sagt op, andre var sat til nye funktioner, og nogle tredje var sat til at forvalte de varelagre, som havde hobet sig op i de gode tider. Der var indkøbsstop!

Når man sælger reklamegaver, julegaver, merchandise, så kan man spares væk, og helt ærligt, hvem køber gaver med den ene hånd og fyrer med den anden…

Jeg forstod det simpelthen ikke. Vi havde jo haft et fantastisk år op til nytåret, og alt det, der blev sagt og skrevet om i medierne, det havde jeg slet ikke forholdt mig til. Det var jo ikke noget, der havde ramt os! Men det kom det til, og det var i en grad, som på 6 måneder betød, at vi gik fra en egenkapital på 1 million til minus 2 millioner.

Bliver du ramt på din likviditet, og handler du med fjernøsten, så betyder det i al sin enkelthed, at du bliver vingeskudt, og du går i knæ. Du betaler 70% up front inden produktion, og 30% når varen går på skib. Er det let, når likviditeten er klemt? Nej, det er ikke let, og det giver rigtig mange søvnløse nætter. Du er stadig på og smilende ude hos dine kunder. Man kæmper og man kæmper hårdt!

Hvilke mekanismer går så i gang, når man kæmper for overlevelse?

Uh, når truget er tomt, så bides hestene. Er det fedt at være ægtepar i den situation? Nej, det er det ikke. Men hvor der handles der spildes, og helt ærligt, så vidste vi jo godt, at det var en risiko.

Konkursen

Så, hvordan er det så at gå konkurs og hvorfor fortælle historien?

Hm…, ja, først, er det faktisk lidt en befrielse, selv om banken traf en grim beslutning. I første omgang tager det presset fra én. Er det fedt? Nej, din drøm styrtdykker, og din verden ligger i grus. Men det er ude af dine hænder, og man lukker øjnene og tænker, at nu er nok, nok. Nu kan jeg simpelthen ikke mere som menneske.

Hvad har det kostet at kommer hertil? Det har kostet sved, tårer, timer i massevis, og for mit vedkommende, så røg mit ægteskab med i samme omgang, så det har været en høj pris! Ja. Tuder jeg? Nej. Ville jeg gøre det om…? Det kan jeg ikke svare på!

Men hvis jeg kigger i bakspejlet, så syntes jeg ikke, at mit liv er blevet lettere.

Efter 28 år, så gider jeg simpelthen ikke tilbage til branchen. Men hvad er mit alternativ?

Som selvstændig bliver du valgt fra. Uanset hvad du søger, så er det op ad bakke. Jeg har ikke haft tid til at tage uddannelse undervejs. Det har været ”learning by doing”, og lige nu vægter det nul og niks.

Her står jeg så, en hel del ældre og en hel del klogere. Men strandet.

Mange spørger, er du ok? Men vi lever jo i overhalingsbanen, så hvor mange har tid til at høre mit svar? Så lad være med at gå konkurs. Det gør ondt, og du er helt  alene og husk at få dig en uddannelse undervejs. Jeg ved godt, at tiden er en faktor, og man altid har travlt som selvstændig, men det kan vise sig, at blive dit livs vigtigste investering.