Indlæg

Julen er da hjerternes fest…

Julen er da hjerternes fest…

Eller er det måske smerternes fest for de mange?

Fakta er, at det er den tid på året, hvor mange medarbejdere kommer tilbage efter nytår med en opsigelse, nogen siger endda op, inden de går fra på juleferie.

Det er nok lidt, som det er med skilsmisser. Der følger flest efter de store ferier. Vi får tid til at tænke og komme ned i gear.

Men i virkeligheden kan vi som ledere tage hånd om det længe inden, det kommer så vidt. Undersøgelser viser, at 8 ud af 10 medarbejdere opsiger deres job p.g.a. deres ledere. At lede andre kræver mere end blot høj IQ, det kræver emotionel følelsesintelligens. At have ansvar for andre kræver, at man tør følge sin intuition, føle nærvær og have mod til at stille de rigtige spørgsmål, og det bør man som leder gøre, inden de store ferier, så man imødegår de udfordringer, den enkelte medarbejder går rundt med.

Så det er ikke nok at sige tak med en julegave i december. Tænk på, hvad december ellers bringer af udfordringer for den enkelte.

Som virksomhed gør vi året op i december (eller halvåret), dvs. vi måler på resultater og ”vejer” vores medarbejders indsats i det forgangne år. Vi skuer mod et nyt år, dvs. vi starter forfra til januar og forventer en positiv indstilling, ny energi og visioner for fremtiden, når vi kommer tilbage. Men hvad giver vi dem med hjem på ferie?

Stress, udbrændthed eller ensomhed

Mange er trætte, udkørte og har givet det sidste, de havde i sig. De har haft julefrokost med kollegaerne, hvor der måske er kommet et par sandheder eller to på bordet. De har fået den årlige julegave ved juleafslutningen, som traditionen byder. Chefen har sagt glædelig jul, slået dem lidt på skulderen, og måske har han haft fem minutter, hvor han hen over bordet henslængt har spurgt til familien, og hvad de skal i julen, og nu går de så hjem.

Knap 50% af den danske befolkning er skilte, så hvad går de hjem til? Andre er trætte allerede inden, de går hjem på ferie, men de er trætte, fordi der allerede ligger et heftigt program, som er lagt i familiens skød, og som skal effektueres i alle fridagene.

Vi er bare mennesker, og når vi kommer hjem, og sidder og skuer lidt indad, får tid til fordybelse og til at mærke efter, så får vi ofte øje på de ting, som vi ikke har tid til at reflektere over i hverdagen. Det er helt naturligt at vores arbejdsmæssige såvel som de familiemæssige forhold kommer under lup. Det er jo de to ting, der fylder og skaber balance – eller det modsatte – i vores liv, og derfor kommer de under kærlig behandling, når vi holder fri og har tid til at tænke og tale med hinanden.

Samtidig bugner de sociale medier i december med billeder og opslag om, hvor lykkelige andre mennesker er. Hvor fantastisk familier de har. Hvor lækre deres venner og relationer er. Fest, glæde og smukke mennesker der alle flasher deres lykkelig liv – og ja, vi ved godt alle sammen, at rigtig mange er glansbilleder, og verden ser ganske anderledes ud inde bagved, men vi higer jo alle efter eventyret. Higer efter at mærke kærlighed, nærvær og at høre til, og specielt i højtiden bliver vi synlige som mennesker. Specielt her er vi sårbare.

Derfor er det uendelig vigtigt, at vi mødes med naturlig og ægte interesse og føler tryghed på vores arbejdsplads, når vi går på ferie, for det kan i bund og grund være det sted, der er vores holdepunkt i livet, og det sted, der giver os balance i hverdagen.

Forebyggelse til det kommende år

Stress kommer mange steder fra, når der er ubalance, men som ledere kan vi gøre rigtig meget for at imødegå det på arbejdspladsen, og her op mod jul er det måske ekstra vigtigt, at vi viser nærvær og empati, så vores medarbejdere går hjem med ro i hjertet og glæder sig til at komme tilbage igen efter ferien.

Så jeg vil gerne henlede opmærksomheden på en netop udkommet undersøgelse, der giver indsigt og inspiration til at imødegå stress på arbejdspladsen. Det er god julelæsning for ledere, der ønsker at gøre en forskel. Ledere der ønsker at afværge stress, og som gerne vil integrere værktøjer i deres virksomhed til gavn for medarbejdere og den udvikling, agil ledelse og agile virksomheder helt sikkert får brug for i fremtiden for at få succes.

Anbefalinger om stressforebyggelse til ledere landet over er netop udgivet fra Arbejdsmedicin i Herning og Hospitalsenhed Vest, der sammen har forestået et projekt, som kaster lys over lederes håndtering af medarbejderstress. Projektet er udarbejdet af Projektleder og psykolog, ph.d. Tanja Kirkegaard i samarbejde med psykolog, ph.d. Janne Skakon, Københavns Universitet.

Inspirationskatalog til arbejdet med psykisk arbejdsmiljø finder du her https://www.arbejdsmiljoweb.dk/media/4833665/stressforebyggelse-for-ledere_april2018.pdf

Læs også om de udfordringer agil ledelse kan give https://kotu.dk/agil-ledelse-kalder-paa-agil-stresshaandtering/

Rigtig god læselyst og glædelig jul ♥

Fotografi: Annie Spratt

Den hemmelige liste

Den hemmelige liste

Sommerferie, frihed og tid til at lave absolut ingenting. Det er den tid på året, hvor vi bruger den første uge på at akklimatisere, den anden uge på at hygge og den tredje uge på at grue for at skulle tilbage på arbejde. Nogle vil helt sikkert være klar til at tage på arbejde allerede i slutningen af uge to, det bør de så måske tænke lidt over.

Forskning viser, at alle mennesker har brug for minimum 3 sammenhængende ugers ferie for at komme helt ned i gear, så hvad er det, man har så travlt med at komme tilbage til eller væk fra?

Hvis det er væk fra ægtefælle og børn, er det et signal, der vil noget. Hvis det er væk fra tanker og følelser om, hvorvidt du lever det liv, du gerne vil leve, så er det jo en fantastisk mulighed for at tænke lidt dybere over tingene.

Lav et skema med to kolonner.

Kolonne et: Det gør mig glad/det vil jeg have mere af

Kolonne to: Det gør mig ked af det/det vil jeg have mindre af

Eksempel fra kolonne et: kærlige stunder, flere dybe samtaler, mere sex, alenetid med min kone/kæreste, lege med børnene, rejser, oplevelser sammen, jagtture med gutterne, fodbold, mit arbejde, cafébesøg med veninderne…

Eksempel fra kolonne to: skænderier, manglende respekt, føler mig alene, ikke værdsat, manglende samvær, manglende interesse, for lidt tid, manglende nærvær, manglende omsorg, følelsen af tomhed, sorg, ensomhed, overarbejde…

Hvad skal der til for at ændre på plus og minus kontoen? Kan det ændres, og er du villig til selv at gøre en indsats?

Hvordan står det til i dit ægteskab? Er du lykkelig? Er din partner? Er I sammen om tingene eller lever I hver jeres liv med så dybt forankrede mønstre, at det er umuligt at finde hinanden igen?

Når målebægeret er fyldt op

Skilsmisseprocenten er ifølge statistikkerne på sit højeste to gange om året: efter sommerferien og efter juleferien. Måske kunne det for en dels vedkommende undgås, hvis man hver især lavede denne lille øvelse og var ærlige både over for sig selv og over for hinanden.

For mit eget vedkommende var jeg døv og blind i mange år, og vågnede først op, da det var for sent. Hvis jeg havde haft de rigtige værktøjer, er jeg overbevist om, at der havde været meget at hente i mit ægteskab, men når man tier tingene ihjel eller bider det i sig i den gode sags tjeneste, så opnår man kun det modsatte af tosomhed, man opnår ensomhed. Det gnaver og slider, indtil bægeret er fyldt op, og vandet flyder over.

Der var engang en kær veninde, der gav følgende eksempel: Tag en balje, når den er fyldt op, så er der ikke plads til mere, før du har tømt noget af, og det har hun jo fuldstændig ret i. Desværre er processen tit sådan, at vi mennesker fylder på og fylder på. Vi holder tingene inde i os selv for at undgå ufred og konflikter, men pludselig eksploderer beholderen – eller vandet skulper over – fordi vi har sparet op så længe, eller fordi der ikke er blevet lyttet til os, når vi har forsøgt at få taletid, og så er det for sent. Så bliver vi sårede, indebrændte og vil ikke være med længere. Vi stopper med at prøve at nå hinanden, vi lukker ned for samtalen, adgangen til vores hjerter, nærværet, omsorgen og den fysiske kontakt.

Herfra er det kun et spørgsmål om tid, før vi enten går vores vej, lader os tiltrække af et andet menneske eller begynder at leve et parallelt liv, hvor vi ikke længere kerer os om hinanden.

Selvfølgelig kan man leve sammen med hvert sit liv, den økonomiske tryghed er der jo stadig, fællesbørn, fælles venner og fælles aktiviteter der udadtil viser, at vi stadig er et lykkeligt par, men det kan da ikke være det, livet har at byde på. Hvorfor lade sig nøjes med?

Kampen om lykken

Enten kæmper man med næb og klør for sit ægteskab, eller også giver man slip. Alle har ret til et godt og lykkeligt liv, men du er selv ansvarlig for at få det. Vi er et egoistisk og materielt anlagt samfund, men hvis vi sætter hinanden først og gør det med et åbent sind, er der en ret stor chance for, at vi igen begynder at få øje på det menneske, vi fra første færd forelskede os i.

I bogen ”Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte” af psykolog og ph.d i socialpsykologi Jytte Vikkelsøe kortlægger hun den romantiske kærligheds mysterium. En af de mest overraskende konklusioner er, at de uoverensstemmelser, der senere ødelægger selv de bedste parforhold, helt fra begyndelsen er bygget ind i forelskelsen. Man falder simpelthen kun for et menneske, der i sin personlighedsstruktur bærer kimen til konflikt med netop dig i sig.

Det, der også belyses i bogen, er ”når to mennesker finder sammen i et kærlighedsforhold, er der altid to familiemønstre med på slæb. Fortidens skuffelser, glæder og sorger følger med og deltager som spøgelser i forholdet” (citat fra bogen).

Så når vi tiltrækkes af hinanden er det fordi, vi får en spejling af os selv og de sider i os selv, som vi har fortrængt hen over årene i vores stræben efter at blive den, vi tror, andre ønsker, vi skal være.

Når vi forelsker os ser vi en person, der afspejler det, vi gerne vil udvikle i os selv, den side vi ikke har, eller som ikke falder os naturlig, og såfremt vi formår at holde ild i kærligheden og håndtere hinandens udfordringer, er den, vi forelsker os i, den udløsende faktor for, at vi kan blive det hele menneske og finde ind til den person, vi inderst inde er, men som uforvarende er blevet krænket allerede i de første år af vores liv af vores forældre, der havde et klart ønske om, hvem vi skulle være.

Den skam og forlegenhed der følger os hele livet, stammer helt tilbage fra de første leveår. Allerede ved det først ”nej”, ”fy”, ”det må du ikke” eller det, der er værre, nemlig fysisk afstraffelse, opstår skam og forlegenhed. Følelsen af at være forkert. Så retter vi ind og forsøger at tilpasse os og gøre vores forældre stolte og glade. Allerede der begynder vi at fornægte sider af os selv, blot for at leve op til andres forventninger.

Det er det, vi tager med ud i livet, og måske er det også det, vi tager med ind i vores parforhold og ægteskaber, altså tilpasningen. I forelskelsens rus ser vi stadig spejlingen og muligheden for at stå i vores eget lys, fuldbyrdelsen, vores hele jeg. Det at blive elsket for den man inderst inde er og gerne vil være. Mødet med den eneste ene, modparten der gør dig hel. Ubetinget kærlighed og der, hvor du er den bedste udgave af dig selv.

Når det bliver hverdag

Efter nogen tid kommer så udfordringerne og de hårde ord og alle forbeholdene gør deres indtog. Vi går fra, hvad jeg kan gøre for dig, for at dit liv er godt, og du smiler og er glad og til, hvis du skal havde noget af mig, så skal jeg også have noget af dig, ”noget for noget” princippet. Væk er den bedste udgave af dig selv, kompromiset har taget over.

I stedet bør vi øve os i at give plads til den, vi forelskede os i, øve os i at finde tilbage til os selv og til at vise overskud og forståelse for hinanden, anerkende hinanden, rose hinanden og give kærlighed uden forbehold til hinanden UDEN bagtanke. Lad være med at give den anden skylden for, at I ikke er lykkelige. Tag ansvar og gør noget selv. Start i det små, overrask hinanden, gør små glade og positive ting. Det er netop de små ting der gør forskellen. Vis omtanke og nærvær, tal sammen og skab naturlig interesse for hinanden. Hjælp hinanden, også med de sure ting, lad være med at tag hinanden for givet. Vær taknemmelig og sig det højt. Det kræver en daglig indsats at elske hinanden og få et parforhold til at virke.

Man kan gøre meget selv, men ingen kan gætte, hvad den anden tænker og føler. Vi kvinder er uendelig gode til at forvente, at vores mænd skal gætte, hvad vi ønsker. Gør de ikke det, kan straffen være alt fra, at vi er tavse i timevis til nul sex eller surmulen i dagevis. I mænd er gode til at eksplodere i ord og vrede, ”fryse” os ud i arrogance eller gå jeres vej fra problemerne – læs kaste jer over jeres arbejde.

Uanset hvad, så løser det jo ikke noget. Tværtimod så driver det os fra hinanden, ofte selvom kærligheden stadig er til stede og vores ægteskaber kunne være reddet, men i hårdhed og manglende kommunikation, fordi vi er sårede og gjort skamfulde over lang tid, så er vi blevet tonedøve overfor hinanden, og hinandens behov.

Plej kærligheden

Så brug nu ferien til også at få talt lidt dybere sammen. Jeg ved godt, at man har tendens til at lade problemerne blive hjemme, nu skal vi hygge, så lader vi hverdagens bøvl ligge, det må vi løse senere. Men problemerne går ikke væk, og det er lige nu, overskuddet er størst. Lav listen begge to og byt med hinanden eller hvad der nu er brug for.

Forkæl hinanden, del ud af kærligheden. Det smitter, og det er bare så meget lettere at tale sammen, når positiv energi og glæde er til stede.

Rigtig god sommer!

Er du en svagpisser eller hva’?

Er du en svagpisser eller hva’?

Sig ordet højt, Annette, sig det! Py-ha, hvor var det svært. Jeg havde et helt liv haft den holdning, at folk der gik ned med stress, var ”svage”. De kunne da bare tage sig lidt sammen. Stress var en dårlig undskyldning for ikke at kunne klare sit arbejde, en undskyldning for at hæve penge på min og andres regning hos kommunen. En bombe under samfundet, folk der ikke gad lave noget… og nu stod jeg der.

Krisen i 2008 havde ramt vores firma virkelig hårdt. I januar 2009 stoppede telefonerne med at ringe fra den ene dag til den anden. Reklamegaverne blev sparret væk, virksomhederne omstrukturerede og der blev indkøbsstop alle steder, på de ydelser som vi levede af at levere. Verden stod helt stille i 8 måneder, og vores egenkapital vendte sig på kort tid, fra et stort plus til et dundrende minus.

Vi er tilbage i november 2011. Pengene er virkelig små, eller sagt på en anden måde, vores likviditet er i knæ. Jeg har stort set ikke sovet i 2 1/2 år. For det første har jeg arbejdet 60-70 timer om ugen, bare for at holde skindet på næsen og skaffe ordrer og omsætning nok til at kunne betale løn til de ansatte. For det andet løber der utallige scenarier gennem mit hoved hver eneste nat, hvad skal der ske, hvis banken pludselig trækker stikket, eller jeg ikke har ordre nok i bogen til at vise, at vi er på vej frem igen? Hvad nu, hvis vi pludselig må gå fra hus og hjem?

Hverdagen er uændret udadtil, så selvom der er kaos indeni, så formår jeg alligevel at lade som ingen ting over for mine omgivelser. Et smil på læberne, en frejdig kommentar, vi hygger os, gør vi. Når jeg er af sted til netværksmøder og på rejser, er alt uændret. En sjælden gang lukker jeg lidt op for posen, men kun for hurtigt at snøre den til igen. Ingen har rigtig lyst til at tale om ting, der ikke går så godt, og man er vel en succes, i hvert fald i det selskab.

Det nytter ikke at tage tankerne og følelserne med hjem. Her slider det i forvejen. Vi er jo begge smurt godt og grundigt ind i firmaet, som vi har sammen, så det ender altid med den der pegefinger. Angreb er jo som sagt, det bedste forsvar, og når truget er tomt så bides hestene, hvilket ikke er helt løgn.

Følelser der kommer snigende

Håbløshed, rodløshed, ensomhed, skam og følelsen af nederlag. Et stort åg, der bare bliver tungere og tungere, vokser inden i. Hen over efteråret har jeg kronisk hovedpine. Når jeg ligger ned, trykker det så hårdt i mit bryst, at jeg næsten ikke kan få luft. Galde vælter op i mit spiserør, og jeg ligger bare der, nat efter nat, og spekulerer med tusind tanker gennem mit hoved.

I dagtimerne trækker jeg mig mere og mere ind i mig selv. Ude hos kunderne er jeg, som jeg plejer, glad og positiv. Jeg kan dog godt mærke, at kreativiteten udebliver, og at det er en udfordring, bare at skulle ringe til kunderne for at få et møde. Jeg har slet ikke lyst til at være sammen med nogen. Gider ikke være på, gider ikke hyggesnakke. Jeg er også meget mere aggressiv, bliver hurtigt mut og sur.

Hjemme skælder jeg ud over det mindste. Mit temperament koger over, mine børn kryber i flyverskjul på deres værelser, og den dårlige stemning breder sig i hele huset.

Efter to måneder med kronisk migræne, bliver jeg endelig presset hårdt nok til at gå til lægen. Min mand har længe presset på, men jeg bryder mig ikke ret meget om læger, så jeg afstår længe, men angsten for nattens smerter i brystet og den forfærdelige hovedpine tvinger mig af sted.

Hos min læge, der har kendt mig i mange år, får jeg et voldsomt ”wake up call”. Under forskellige motoriske og verbale øvelser må jeg kapitulere. Jeg kan ikke engang ramme min næse med min pegefinger, når jeg lukker øjnene. Grædende må jeg tilstå, at jeg har det helt vildt dårligt og i bund og grund ikke kan se mig ud af situationen. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op.

Døden kommer tæt på

Firmaet er jo bygget op omkring mig og min person, og selvom de øvrige ansatte er fantastiske til deres job, hverken kan eller vil de træde ind i mit job. Vi er en mindre virksomhed, og det gør os naturligvis sårbare, da krise og økonomiske udfordringer sætter ind i slutningen af 2008. Der skulle løbes rigtig stærkt, og der var kun én til at gøre det.

Der står jeg så, 2 1/2 år efter krisen har ramt, med en læge, der kort og nøgternt fortæller mig, at enten så lægger jeg noget ”Annette-tid” ind i mit liv, eller også må jeg berede mig på, at den advarsel, jeg har fået, måske ikke gentager sig. Hvis jeg ikke lytter nu, så er jeg her måske ikke næste gang. Stress kan rent faktisk dræbe.

Det gør mig alligevel bange, så jeg lytter naturligvis til lægens ord, og går direkte hjem og melder mig syg – til min mand og mine medarbejdere. De næste 2-3 uger er jeg hjemme på fuld tid.

Den efterfølgende måned lister jeg lige så stille tilbage på arbejde. Det er heldigvis december, da jeg kommer retur, så det er en ren hyggemåned. Jeg skal blot rundt med julegaver til kunderne, sige tak for året og ønske glædelig jul, så det går endda.

Hele min familie er ret chokerede over, at jeg bliver ramt af stress. Jeg er jo udødelig, hende der arbejder 10-12 timer om dagen, handler ind på vejen hjem, laver mad, gør rent, vasker tøj, plukker ukrudt, er social med vennerne, 3 retters gæstemenuer m.m.. Hende der også lige mellem alt det andet finder tid til at fungere som støttepædagog for veninderne, når deres liv brænder på, krydret med netværksmøder, skolemøder, bestyrelsesmøder og hvad jeg nu ellers går og roder mig ud i.

Jeg tror, min familie og mange af vores venner har haft det lidt som jeg, at stress var en dårlig undskyldning, for ikke at gide arbejde. Men hvis jeg kunne rammes, hende den usårlige, 24-timers maskinen, der altid er klar, og som kører i døgndrift, så kunne det måske i virkeligheden ramme alle.

Skammen

Jeg skammede mig dybt. Skammede mig over, at jeg i så mange år havde fordømt og talt nedsættende om folk med stress, ikke sådan voldsomt, men alligevel underforstået i de ting jeg sagde, og som jeg fra tid til anden forholdte mig til.

Ubegavet, men sådan er det med fordomme. De bygger jo i bund og grund på uvidenhed. Jeg plejer ellers at bryste mig af, at jeg er fordomsfri og altid sætter mig ind i ting, før jeg dømmer… Det havde jeg bare ikke gjort lige her, og så kunne jeg jo bare lære det, den hårde vej!

Stress forsvinder aldrig helt igen. Den forbliver i kroppen og sætter din krop i alarmberedskab. Man lærer at passe på sig selv, men kroppen har lidt skade, og det har hukommelsen også. Jeg var heldig, jeg havde en læge der tog hånd om mig og skræmte mig fra vid og sans.

Hvorfor fortæller jeg alt det her, hvad skal det gøre godt for?

Det gør jeg fordi, vi i en hverdag anno 2018, hvor det nye ”sorte” er ”disruption”, direkte oversat fra engelsk til dansk: ”afbrydelse eller forstyrrelse”, er voldsomt udfordret og skal passe på hinanden. Der er et kæmpe skred i, hvad vi kan tillade os at kræve af hinanden. Nogen er nødt til at sige stop!

Omstillingsparathed, innovation, rubusthed, forandringsledelse…. Ja, ordene er mange i den fagre nye verden. Alle er de med til at definere, at vi som menneske og som medarbejder skal kunne tåle omskiftelighed og ændringer. Vi skal udvikle os i raketfart, hvis vi vil beholde vores job, vores familie og vores netværk.

Disruption

Men hvordan giver det lige mening, når flere og flere mennesker, heriblandt mange unge, lider af alvorlig angst, depression og stress? Disruption er i min optik blot endnu en faktor, der er med til at vælte læsset.

Jeg ved godt, at det konstant siges, at de unge er meget hurtigere end vi var. Hurtigere til at lære, hurtigere til at tænke, hurtigere på tasterne. De lever i en digital tidsalder, og nøj hvor går det stærkt.

Men ved I hvad? De er jo også bare mennesker af kød og blod. De kan da lige så lidt som vi andre, tåle afbrydelse og forstyrrelse hele tiden. Mennesker har brug for ro og fordybelse som aldrig før. Vi går i stykker på stribe. Så ”disruption min bare”, det er hverken sundt for unge eller for gamle. Det er, hvad det er, hverken mere eller mindre, nemlig forstyrrende og usundt.

Hvornår er det, at vi vågner op og siger stop i stedet for blot at opfinde nye begreber, der dækker over, hvor syg verden i virkeligheden er ved at blive? Hvem er det, der godkender begreber som ”disruption”? Jeg kan ikke være ene om pludselig at føle mig gammel og træt. Jeg gider ikke disruption, det bliver jeg stresset af!

Bare ordet i sig selv. Det er da umådelig negativt ladet i alle andre sammenhænge, hvorfor bliver det så pludseligt til noget positivt og godt i arbejdssammenhæng?

Prøv lige selv at lytte?

AFBRYDELSE eller FORSTYRRELSE…

Tanken om at jeg, ud over at løbe ekstremt stærkt for at følge med, nu også skal lade mig ”forstyrre eller afbryde” midt i det hele, ændre kurs og være omstillingsparat, mens jeg innovativt opfinder det fembenede lam – det skriger da mod sund fornuft.

Hvad er det for et mønster, der tegner sig? Eksperterne forudsiger, at I 2020 er den tredjestørste folkesygdom herhjemme, stress. Lige nu og her i 2018 koster stress hvert år samfundet mere end 27 milliarder. Så der skal i den grad tages hånd omkring udfordringen. Vi kan ikke bare blive ved med at symptombehandle eller forsøge at lappe sammen med en sundhedssikring, når skaden er sket.

Vi er simpelthen nødt til at sadle om. Vores værdier skrider, både som mennesker og som samfund. Vi kan ikke blive ved med at presse citronen og kun tænke optimering og bundlinje.

“Vi” før “jeg”

”Jeg” er nødt til at blive til ”vi” igen. Mennesket kommer før penge og status. Familien før arbejdet. Nærvær før fravær.

Mental sundhed og åndelig føde er et must også på vores arbejdspladser. Der er behov for en stopknap. Pauser, tid til at være dig og mig, kollegaer. Tid til at reflektere, at give feedback til hinanden, hjælpe og rumme hinanden og vores forskelligheder. På den måde får vi stærke og sunde virksomheder.

Så frem med nye og anderledes værktøjer i hverdagen, så vi kan sige til og fra, og følge med. De findes allerede, men det kræver mod af arbejdspladserne, at tage dem i brug.

Krop, sjæl og ånd, vi skal have det hele menneske med. Vi skal forebygge, bevare og styrke alle tre enheder. Vi kan ikke nøjes med at helbrede, når vi er gået i stykker. Det har alt for store omkostninger og vidtrækkende konsekvenser, både for det enkelte menneske, men også for samfundet.

Når vi får stress, er det ånden der går i stykker. Og ånden er den, der forbinder vores krop og sjæl. Det er virkelig alvorligt, når den bliver skadet, så bliver vi ude af stand til at agere, og vi visner langsomt, og det er uanset alder.

Ånd er i mennesket, hvad pengene er i verden.” Det er måske Grundtvigs mest slagkraftige udsagn om, hvad ånd er. Penge er den store drivkraft i verden. Just det samme er ånden i og for menneskelivet.

Vi skal passe godt på hinanden og på livet.

Hvordan føles det, når man går konkurs?

Hvordan føles det, når man går konkurs?

Tja, hvad skal jeg sige, “life is a bitch”, og “fuck hvor gør det ondt!” Men ville jeg have været foruden? Aldrig!

Man knokler, man slider og man ofrer, og det gør man i rigtig mange år.

Man mærker både succesen, og man mærker fiaskoen.

Jeg kan stadig huske, den 5. april 2005.

Vi startede hjemme på matriklen i vores lille parcelhus på 160 m2. Små forhold. Vi sad i det ekstra børneværelse/kontor. Stuvet sammen med to skriveborde op mod hinanden. Alt sat ind på ét bræt, med huset og hele vores opsparing som kaution + familie som ekstra sikkerhed. Vores speditionsfirma Prime Cargo var både hjælp og højre hånd, når vi handlede med Kina og hjemtog reklamegaver i stor stil.

Jeg rejste til Kina, Canton messe og Hong Kong, etablerede samarbejde med fabrikker og agenter, lærte hvordan tingene hang sammen. En helt anden verden og som kvinde en udfordring af de helt store – at rejse alene i den verdensdel, var ikke en dans på roser!

Tilbage i Danmark, den første jul. Her pakkede vi julegaver sammen med et hold venner, rundt omkring spisebordet, i stuen rundt på hjørnesofaen, på alle flader, hvor der kunne ligge en æske uden at vippe ned. Selv vores soveværelsesenge var taget i brug. I dag er det ren nostalgi, men en historie, der kan noget helt særligt, og som ikke er alle beskåret.

De første par år var helt fantastiske. Det at vokse fra 0. Vi blev helt høje! Tænk, at vi havde taget chancen. Stillet os helt derud på vippen, sikke et sug det gav i maven!

Det første år var ren læring. Hvordan gør vi dit, hvordan gør vi dat? Alle havde en mening. Nogle syntes, at vi var tossede, andre havde dyb respekt. Men ”learning by doing” herskede, og vi voksede og blev klogere.

TDC ordren

År 2 i vores verden, altså 2006, var fantastisk. Jeg kan stadig huske turen, og det der kom efter. Jeg havde i mit tidligere virke, haft kontakt til TDC, hvor jeg i år 2000 havde kreeret deres nytårsgave til de ca. 2000 medarbejdere, der var på arbejde natten mellem 1999 og år 2000.

Nu var jeg så i gang med egen virksomhed og syntes, at det var tid til en kop kaffe med min kontakt hos TDC. Jeg kan stadig huske turen hjem, hvor min daværende mand ringede mig op, og spurgte til, hvordan mødet var gået. Hertil svarede jeg, sådan lidt irriteret og fraværende, at TDC jo i mange år havde givet aktier i julegave, men lige nu, altså i 2006, ja, da havde man besluttet, at medarbejderne skulle have julegaver og ikke aktier, og så havde han spurgt, om det måske var noget, som jeg kunne have lyst til at byde ind på.

Havde det været én og samme gave, ja, så havde jeg da nok med begejstring, takket ja men det var det ikke. Her var tale om valggaver. Det vil sige, at man ønskede, at medarbejderne skulle have lov til at vælge mellem 4-5 gaver. Og det var vi da overhovedet ikke klar til, så det havde jeg takket nej til.

Jeg kan med det samme sige, at der blev ret stille i telefonen. Og efter pænt mange års ægteskab, er jeg nødt til at sige, at det var virkelig unormalt! Så kom det blæsende fra højre: Du ringer ham op, og det gør du lige NU! Du siger sgu’ da ikke nej til 14.000 julegaver…

Og sagt på den måde, så kunne jeg måske godt høre, at det var lidt dumt, og selvfølgelig ringede jeg op og indbød ham til at komme til Silkeborg. Det korte af det lange er, at vi faktisk fik ordren. Det betød naturligvis, at jeg ikke sov i 6 måneder.

De valgte, at to ud af de fire gaver skulle være gaver, som jeg selv havde designet, og som blev produceret i fjernøsten, og helt uofficielt, så kasserede vi de første produktioner og var sindsygt pressede på opgaven, men det lykkedes, og vi fik en super god evaluering, og fik heldigvis lov til at levere igen to år efter, så helt galt gik det jo ikke!

Firmaet voksende, og vi flyttede til større lokaler. Vi fik flere ansatte og havde mindeværdige tider med opgaver og kunder, der i den grad udfordrede og formede os og vores virksomhed.

Krisen kommer

Jeg deltog i netværk og rejste på messer, hvor jeg mødte fantastiske mennesker. Man bliver grebet. Grebet af stemningen, grebet af de mennesker, man møder. Jeg var med i Club 100 i DBU, med i Happy Bosses (glade chefer), med i ErhvervSilkeborg, ja, jeg var med mange steder, og vi havde en fest, det gik jo godt… og så kom 2009.

Jeg forstod det ikke til at starte med, vi havde jo haft et rigtig godt år, og helt ærligt, så forstod jeg ikke helt, hvad folk snakkede om. Ikke før jeg kom rundt for at ønske god jul. Her kunne jeg høre, for første gang i rigtig mange år, at noget var helt galt. Der var blevet sparret, der var blevet fyret. Mine kunder, mine kontakter, folk, som jeg havde kendt i mange, mange år, nogle var sagt op, andre var sat til nye funktioner, og nogle tredje var sat til at forvalte de varelagre, som havde hobet sig op i de gode tider. Der var indkøbsstop!

Når man sælger reklamegaver, julegaver, merchandise, så kan man spares væk, og helt ærligt, hvem køber gaver med den ene hånd og fyrer med den anden…

Jeg forstod det simpelthen ikke. Vi havde jo haft et fantastisk år op til nytåret, og alt det, der blev sagt og skrevet om i medierne, det havde jeg slet ikke forholdt mig til. Det var jo ikke noget, der havde ramt os! Men det kom det til, og det var i en grad, som på 6 måneder betød, at vi gik fra en egenkapital på 1 million til minus 2 millioner.

Bliver du ramt på din likviditet, og handler du med fjernøsten, så betyder det i al sin enkelthed, at du bliver vingeskudt, og du går i knæ. Du betaler 70% up front inden produktion, og 30% når varen går på skib. Er det let, når likviditeten er klemt? Nej, det er ikke let, og det giver rigtig mange søvnløse nætter. Du er stadig på og smilende ude hos dine kunder. Man kæmper og man kæmper hårdt!

Hvilke mekanismer går så i gang, når man kæmper for overlevelse?

Uh, når truget er tomt, så bides hestene. Er det fedt at være ægtepar i den situation? Nej, det er det ikke. Men hvor der handles der spildes, og helt ærligt, så vidste vi jo godt, at det var en risiko.

Konkursen

Så, hvordan er det så at gå konkurs og hvorfor fortælle historien?

Hm…, ja, først, er det faktisk lidt en befrielse, selv om banken traf en grim beslutning. I første omgang tager det presset fra én. Er det fedt? Nej, din drøm styrtdykker, og din verden ligger i grus. Men det er ude af dine hænder, og man lukker øjnene og tænker, at nu er nok, nok. Nu kan jeg simpelthen ikke mere som menneske.

Hvad har det kostet at kommer hertil? Det har kostet sved, tårer, timer i massevis, og for mit vedkommende, så røg mit ægteskab med i samme omgang, så det har været en høj pris! Ja. Tuder jeg? Nej. Ville jeg gøre det om…? Det kan jeg ikke svare på!

Men hvis jeg kigger i bakspejlet, så syntes jeg ikke, at mit liv er blevet lettere.

Efter 28 år, så gider jeg simpelthen ikke tilbage til branchen. Men hvad er mit alternativ?

Som selvstændig bliver du valgt fra. Uanset hvad du søger, så er det op ad bakke. Jeg har ikke haft tid til at tage uddannelse undervejs. Det har været ”learning by doing”, og lige nu vægter det nul og niks.

Her står jeg så, en hel del ældre og en hel del klogere. Men strandet.

Mange spørger, er du ok? Men vi lever jo i overhalingsbanen, så hvor mange har tid til at høre mit svar? Så lad være med at gå konkurs. Det gør ondt, og du er helt  alene og husk at få dig en uddannelse undervejs. Jeg ved godt, at tiden er en faktor, og man altid har travlt som selvstændig, men det kan vise sig, at blive dit livs vigtigste investering.

Jeg hader hende!

Jeg hader hende!

Hun ligger lige der, lige under overfladen, og hun kan ikke hold mund. Hun ser og hun hører alt.

Jeg ved godt, når denne artikel er læst til ende, så er der mange andre, der måske også hader hende, eller som i det mindste syntes, at hun må være ufattelig dum, når hun stiller sig derud, midt i ”ingen-mands-land” og gør sig til skydeskive.

Men det er ok, hun har lært at sige pyt. Hele livet har hun haft et eneste pejlemærke: ”størst er kærligheden”, og det gælder stadig. Alt hvad der følger i denne artikel, er sagt i kærlighed. Alt er sagt, for at I, som læser det, mærker efter, lytter et splitsekund, og forholder jer til det, hun siger. I behøver ikke være enige. Tværtimod, en rask lille diskussion forløser, så giv jer endelig til kende. Hun har jo ikke den endegyldige sandhed. Hun har bare en stemme, og den vælger hun så, at bruge lige nu.

Hvem er hun?

Hun er min samvittighed. Hun er min ledestjerne. Hun er mit livs udfordring. Aldrig holder hun mund, og når jeg gerne vil tie, når jeg tænker, nu går det galt, så presser hun mig endnu mere.

”Sig det, og sig det højt, lad være med at være en tøs, hold op med at lefle, vær dig selv, vær autentisk, kæmp for det du tror på, og gå forrest!”

Så det gør jeg. Jeg ved godt, at det har en pris, men det har de ting, som betyder noget, og jeg skal SÅ meget holde op med at være den pæne pige, hende ”pleaseren” der gerne vil gøre alle tilfredse. Det kan man jo alligevel ikke, når det kommer til stykket.

Oskar Wilde skrev: ”Be yourself. Everyone else is already taken”, og sådan er det.

Så nu går jeg hele vejen.

Kæmpe tak til dig, Zune Holm. Du satte prikken over i’et og stak hånden ind i hvepseboet den anden dag. Du er en modige mand, tak for dig!

Når man er ærlig

Jeg har gennem de seneste måneder sendt et par artikler ud i æteren, på LinkedIn. Det har været artikler, der for mit vedkommende har været følsomme og er udsprunget af mit hjerte. Det har også været artikler, hvor jeg godt ved, at nogle har tænkt, ej, det gør hun bare ikke. Kan hun ikke se, at det kommer til at spænde ben for hendes fremtid? Hun fremstår jo svag og det er jo pinligt! Det ”liker” jeg altså ikke. Jeg skal ikke sættes i forbindelse med stress, jeg skal ikke sættes i forbindelse med konkurs, det er jo svaghedstegn, det er jo fiasko.

Tænk engang. Jeg har lige nøjagtig lagt artiklerne op, ikke for at fremstå svag, men fordi jeg dybt ind i mit hjerte ikke kan bære, at vi kun ”liker” hinanden, når det går godt. Det er jo for pokker ikke der, vi har brug for ”support”.

Og Zune, hvor trist det end er, så prikker du til noget i din artikel ”LIKER du kun opad…?” og nu griber jeg bolden.

Du underbygger faktisk kun ”hende, jeg er så sur på, i mit hoveds” tanker.

Nu siger jeg noget meget forbudt, og jeg siger det højt. Mange af jer ”kendisser” har jeg mødt, lyttet til og ”set op til” gennem mine mange år i erhvervslivet. Jeg har også haft samtaler med nogle af jer, når I har været nede. Det har I helt sikkert lykkeligt glemt. Men ved I, hvad? I har glemt, hvor og hvad I kom fra. I har glemt, at vejen frem til det, I er i dag, den har været brolagt med udfordringer. Det er fint, at I kan stå og fortælle om det på scenen, når I bliver ”dyrket” af tilhørerne i salen, og fint, at I kan like hinanden på LinkedIn, men undskyld mig, hvor er I henne? Det forpligter at stå, som det gode eksempel og den, der har sejret, og ikke kun når det giver opmærksomhed og penge i kassen.

Kejserens nye klæder

Det kan godt ske, at I lige nu klapper hinanden på ryggen og syntes, at livet er fantastisk. Det er også ok. Jeg er ikke i tvivl om, at I har fortjent det. Der er ikke noget, der kommer af sig selv, mindst af alt succes. Men lad nu være med at få nykker! Dem I møder på vejen op, dem møder I også på vejen ned, og måske ikke i bogstavligste forstand, men så i overført betydning. Se i spejlet og husk ”what comes around goes around”.

Om du er ”kendt” eller ej. Direktør, chef eller hvad du nu er, så hold op med at tænk på, om dit ”like” bliver anfægtet. Giv dit ”like”, hvis dit hjerte siger til dig, at det her rører ved noget, det får mig til at reagere, stoppe op. Det får mig til at overveje. Lad være med at tænke, om der er nogen, der vil dømme dig, hvis du ”liker” noget, der gør dig til det menneske, du dybest set er. Det menneske der kærer dig om din næste, og tager hånd om den, der har brug for, at du tilkendegiver, at du ved, at vedkommende har brug for dit ”like” – hvem ved, måske er det dig selv, der står i situationen i morgen…

Hvad bygger jeg alt dette på?

Tja, det bygger jeg på, at der jo er værktøjer på LinkedIn. Ud af de opslag, jeg har lagt op den seneste tid, kan jeg kun sige, at hvis der har været 700-800 mennesker inde og læse mine opslag, så er der ca. 80-90, der har ”liket” eller kommenteret på mine opslag, 1-2 har turdet dele. Ca. 20-25 % af de besøgende er CEO/direktører eller virksomhedsejere, men det er ikke dem, der ”liker” mine opslag, og det store spørgsmål er, hvorfor er det lige, at de ikke kan give et ”like” med på vejen?

Det kan selvfølgelig være, at I syntes, at mine artikler er helt vildt dårlige, hvilket er helt i orden!

Ære, mod og omsorg

Mere tankevækkende er det dog, at hovedparten af dem, der har været inde og læse mine opslag og ”liket”, er folk, der ikke tidligere har været i mit netværk på LinkedIn. Så hvor er alle de mennesker, som jeg regnede med? Dem jeg troede bakkede mig op, og som jeg har brugt timer sammen med i det virkelige liv?

Jeg ved det godt, og det gør I også. Der er emner og temaer, man helst ikke vil sættes i forbindelse med. Det smitter og tænk hvis man blev sat i bås med stress? Tænk hvis man blev sat i forbindelse med konkurs…

Som mennesker vil vi helst være en succes, og vi vil gerne spejle os i andres succes, det modsatte er ikke en mulighed. Men tænk engang, livet går ikke kun opad…

Hvad vil jeg med denne artikel? Hende inde i mit hoved, hende jeg ikke har helt styr på. Hun vil bare så gerne, at vi også favner det modsatte af succes. Hun vil så gerne, at vi også taler naturligt om de ting, der gør ondt, de ting der i princippet kan ramme os alle – uanset om vi vil være ved det eller ej – og det gælder både privat og erhvervsmæssigt.

Erfaringsudveksling, både succes og det modsatte, er jo læring, som vi alle har brug for.

Samfundet har brug for, at vi rummer hinanden, udveksler erfaringer på godt og ondt, og anerkender, at det ikke kun er godt alt sammen. Det enkelte menneske har brug for, at vi rummer både succes og fiasko. Men mest af alt, så har vi alle brug for at vide, at vi griber hinanden, også når vi er nede.

Selvfølgelig skal LinkedIn ikke være markedsplads for opremsning af fiaskoer og tudefjæs. Indrømmet, jeg bliver også træt, når alt for mange beder andre om at skaffe dem et arbejde, men hvis vi ikke kan rumme at “like” og hjælpe hinanden, når vi selv er i overskud og andre er nede, så er der da noget rivende galt. Så har vi skabt et forum, der kun er for de perfekte, og så kan jeg helt klart høre stemmen i mit hoved sige: ”I dare you”…

Nu har jeg givet bolden op. Jeg håber, at I griber den. Husk, størst er kærligheden til hinanden og til livet! Tænk over det, næste gang du “liker” noget eller deler, gør det en forskel eller er det bare for at vise frem.

Ledelse og karriere koster sex med konen

Ledelse og karriere koster sex med konen

”Tak for mad, jeg har lige lidt arbejde, jeg skal have klaret.” ”Jeg går lige en tur med hunden,” eller ”Der kommer et program i tv, jeg gerne vil se.” Hvor mange kender ikke de sætninger? Undvigelsesmanøvren efter aftensmaden, flugten væk fra tavshed, kedsomhed, ensomhed eller fra den intetsigende samtale.

Det er åbenbart mere udbredt, end man lige tror. I et spørgeskema, jeg for nyligt sendte ud i mit netværk, der skulle danne baggrund for emner for min kommende blog, var svarene, som kom retur, overraskende – og så alligevel ikke. Jeg havde nok i virkeligheden en grum mistanke, der desværre blev bekræftet.

Mænd får for lidt sex, og kvinder lever deres eget liv. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer og tingene sat på spidsen. Sandt er det dog, at intimitet, nærvær og opmærksomhed på hinandens behov er noget af det vigtigste i et parforhold. Uden dette bliver forholdet til en rutine, en ligegyldighed vi holder liv i, et dukkehus uden liv.

Og jo, vel er der rigtig mange par, der bliver sammen i deres ægteskab, ca. 53,25 % ifølge Danmarks statistik 2017. Det er en positiv stigning i forhold til 2016, hvor 49,19 % blev sammen. Om de er lykkelige eller ej, det er jo så spørgsmålet.

Jeg har tit været involveret i de diskussioner, der indeholder udtalelser som græsset er jo ikke grønnere, fordi man bliver skilt, ny mand nye problemer, man må kæmpe for sit ægteskab.

Ja, selvfølgelig skal man kæmpe. Det tror jeg heller ikke, at alle, der er gået gennem en skilsmisse, er uenige i. Jeg er overbevist om, at de hver især har kæmpet bravt. Ingen ønsker at stå alene, ingen ønsker titlen single, hvis de kan undgå det. Spørgsmålet er bare, hvor længe skal man kæmpe?

Konklusion om ægteskaber hos par i 50’erne

Hvis jeg anskuer de besvarelser, som jeg har fået, og sammenholder dem med alle de samtaler, jeg gennem årene har haft med mænd og kvinder om lige netop emnet “at blive sammen til døden jer skiller”, så er jeg nødt til at konkludere:

Når vi taler aldersgruppen 50+, så er mange mænd i ledende stillinger ensomme. De får for lidt sex, og sex er bare grundlæggende vigtigt for mænd. Er det primitivt? Nej, det er fakta og vigtig viden, hvis man ønsker at gøre sin mand glad og sit ægteskab velfungerende, og vi kvinder ved det jo godt! Det er helt sikkert den ventil, det værktøj vi oftest tager i anvendelse, når vi ønsker at straffe og udvise magt i det kære hjem. Fordi vi kan…

Så kommer Tudemarie engang imellem frem, når vi skal forklare, hvorfor vi ikke kan have sex med vores mand. ”Jamen, jeg er altså nødt til, at have mit hjerte med, ellers kan jeg ikke.” ”Jeg har det SÅ dårligt, vores skænderier går lige i underlivet.” Undskyldningerne er mange, men det, vi siger, er i bund og grund, hvis vi ikke er på bølgelængde, så har vi ikke lyst til at give os hen.

Der er stor forskel på sex og elskov. Måske er det lige netop der, det går galt. Vores ønsker er forskellige. For kvinder kommer god sex, når elskoven fungerer, og vores følelser har fået næring. For mænd er det måske lige omvendt.

Udfordring nummer to. Mange mænd føler, at deres koner ikke gider deltage i deres liv – kun i de officielle arrangementer, hvor det vil være synligt, hvis de udebliver. Ingen kvinde ønsker at udstille privatlivet, så selvfølgelig deltager de her – efter at have vrisset og været sure i flere dage derhjemme over at skulle deltage.

Mændene mangler deres bedste ven, altså deres kone, at tale med, og de forstår simpelthen ikke, hvor hun blev af. Arbejdslivet har fyldt alt i de forgangne år. Manden syntes, han har ofret ALT for at skabe et godt fundament til familien. Han har været væk fra dem, han elsker, i mange timer hver dag, er kommet træt hjem, stadig været opmærksom over for børnene, kysset konen og forsøgt at få det hele til at hænge sammen. Han har købt mange ting hen ad vejen, for at de skulle være lykkelige og ikke mangle noget. De bor i et flot hus, har to biler, sommerhus, båd og råd til det meste. De har gjort det godt, og det er han stolt af. Det er ikke kommet gratis, han har ofret sig for familiens skyld.

Ferieflirt og aflad

Ferierne har været samvær på fuld tid, og efter de første par dages tilvænning med at lære hinanden at kende igen har det jo været det årlige åndehul for hele familien. Den tid på året, hvor de igen forelsker sig lidt i hinanden. Tosomheden og ”dig og mig mod resten af verden” er igen mærkbar. For en kort stund får vi hinanden tilbage. Vi taler igen sammen og har fortrolige samtaler, dybe samtaler, hvor ligeværd og opmærksomhed fylder og giver plads til fornyet håb.

Hjemme igen bliver det hverdag. Travlheden sætter ind, bøvl og uenigheder, følelsen af ensomhed er tilbage. Vi lever sammen, hver for sig.

Efterladt, alene og presset af hverdagens udfordringer, gider hun faktisk ikke rigtig tale om de ting, der rører sig i mandens hverdag. Hun er fyldt op, og er ved at kaste op over hans liv. Det har fyldt deres hverdag på godt og ondt i mange, mange år. Hans karriere, hans valg, hans liv. Alt sammen mens hun har forsøgt at gøre karriere samtidig med børn, lektiehjælp, skolemøder, rengøring, indkøb, madlavning, den gode hustru, den nære ven, elskerinden og madammen.

Nu er hun blevet træt. Ungerne kan flyve selv, og nu kan han sgu sejle i sin egen sø. Hendes frihed er endelig kommet tilbage, og nu skal den forvaltes ordentligt, mig før dig! Nu sætter jeg mig ned, og hvis du rører mig, så skriger jeg! Måske har hun oven i købet mødt en spændende mand på sin arbejdsplads. En mand der lytter til hende, har tid til hende, taler med hende, opvarter hende, og som tænder hende fysisk og giver hende lyst til sex på ny. En farlig cocktail!

Er kærligheden så død? Måske. Det er den i hvert fald, hvis man ikke formår at italesætte det og tage hånd om problemet. Hvis bitterheden sejrer eller man i misforstået kærlighed lader hinanden leve i hver sit spor uden fællesnævner. Hvis ikke kærligheden og nysgerrigheden til hinanden og det at dele glæder og sorger igen får højeste prioritet, så flytter lykken altså ikke ind i vores hjerter igen. Skal man så alligevel blive sammen for at holde på formerne, og fordi man engang sagde, ja, til døden os skiller? Det er et rigtig godt spørgsmål, og jeg ved godt, hvad mit svar er:

“Størst er kærligheden,” men ikke for enhver pris!

Kvinde tjek din DNA

Kvinde tjek din DNA

Jeg havde fået en nytårsgave. ”Flyt dig på en halv dag” hed den. En workshop hos et menneske, som jeg i den grad har stor respekt for, og som hver gang, jeg ser hende, slår mig som en klippe, et autentisk menneske med personlig integritet, der samtidig formår at udtrykke dybe følelser og empati. Et menneske med en klogskab, en indsigt og et nærvær, som smitter og udvikler.

Så jeg var både spændt og forventningsfuld, da jeg drog af sted.

Selvfølgelig kørte vi forkert og kom lidt for sent. Jeg havde fået kørelejlighed med en kvinde, som jeg ikke kendte i forvejen. Vi havde talt os varme på den lange køretur, der, hvis GPS’en ikke havde vist forkert, havde været ret kort. Men det var åbenbart sådan, det skulle være, og vi var begge i godt humør, da vi nåede frem.

Anette stod ude på trappen og tog imod os. Det føltes næsten som at komme for sent i skole. Der stod skoleinspektøren og kiggede, småfnisende dukkede vi nakken og trippede ind. Vi blev nu taget kærligt imod, og fandt hurtigt vores pladser i lokalet.

En rundkreds af ene kvinder. Min første indskydelse var nysgerrighed og lidt forbehold. Jeg har aldrig været sådan en kvinde-kvinde. Jeg er mere en drengepige og har altid befundet mig bedre blandt drenge og senere blandt mandlige kollegaer. Jeg syntes, at kvinder er svære at læse og generelt ret komplicerede. De fylder meget, og der går tit hønsegård i tingene, når de er samlet. I bund og grund har jeg en stor del af mit liv forsøgt at undgå forsamlinger med alt for mange kvinder. Måske har jeg i virkeligheden været lidt bange for dem, det kan jeg ikke udelukke.

Systemiske mønstre

Men nu var jeg her, og sikke en broget flok. Det var ikke kvinder, jeg normalt ville søge, hvis jeg skal være helt ærlig. Lidt skræmmende, og så sejrede min nysgerrighed alligevel. At jeg ikke har følt mig tilpas i kvindenetværk og andre sammenhænge med mange kvinder gennem årene er jo ikke fordi, at jeg ikke har haft lyst. Jeg har bare ikke kunnet finde ud af spillereglerne, og derfor har jeg valgt mændene. Mænd er ligetil, ingen fikumdik, man kan læse dem som en åben bog, og de siger (for det meste) tingene lige ud. Men kvinder… uh, de er svære.

Spændt og iagttagende var jeg, da seancen gik i gang. Som i mange andre sammenhænge, når folk samles, er der altid en eller to, der tager teten. Det var der naturligvis også her. Anette styrede med sikker hånd tingene fra sin plads. Vi blev kort præsenteret, ingen titler, kun personen og hvorfor vi deltog denne dag.

Igen blev det bekræftet, at vi var mangfoldige og meget, meget forskellige. To havde netop mistet deres job. Det fyldte selvfølgelig en del og var noget, vi alle kunne forholde os til.

Med udgangspunkt i den ene deltagers situation, lavede Anette det, der hedder en systemisk opstilling. Her placerer hun os hver især fysisk på gulvet, eller rettere sagt, vi placerer os intuitivt hver især, der hvor vi føler, at vi skal stå i forhold til den rolle, hun gav os – kollektiv intelligens træder i kraft. Et puslespil bliver lagt, og pludselig afdækkes et mønster, man ikke tidligere kunne få øje på. For mit eget vedkommende, blev det en kæmpe aha-oplevelse.

Mønsteret viste sig at være bagudrettet. Den adfærd, man udviser i arbejdssituationer og i livet generelt, tager i virkeligheden udspring i det familiemønster, man kommer fra. Det kan trække spor adskillige generationer bagud. Wow, det var stof til eftertanke.

Det hele foregår i en tryg og kærlig atmosfære. Det er det også nødt til, for det går rigtig tæt på det enkelte menneske. Men kvinden, det her handlede om, fik virkelig et wake up call. Fra at fingeren måske pegede ret meget væk fra hende selv, fik hun pludselig fokus på egne handlinger. Måske var det i virkeligheden hende selv, der fremkaldte situationer, som hun slet ikke havde lyst til at havne i. Et meget, meget virkningsfuldt værktøj. Vi andre, som deltog, lærte mindst lige så meget om os selv af øvelsen.

Måske, fordi vi var så homogen en gruppe, opstod der en impuls i vores undervisers tilgang til dagen. En pludselig indskydelsen gjorde, at vi endte ud i et eksperiment, der ikke tidligere var prøvet. Et eksperiment der, for mit eget vedkommende, rørte ved rigtig mange følelser.

Kvindenetværk

Vi blev stillet på tre rækker.

Række et var vores aner. De kvinder der var gået forud for nutidens kvinder. Vores mødre, bedstemødre, oldemødre og generationer før dem. De kvinder der havde kæmpet og ofret sig for nutidens kvinders rettigheder og frihed.

I den midterste række stod nutidens kvinde.

I den tredje række stod fremtidens kvinder.

Opgaven var nu for nutidens kvinde at udtrykke, hvilke tanker hun havde med sig fra fortiden. Hvilke følelser det fremkaldte, når hun mærkede efter og skulle udtrykke sin taknemlighed for, hvad fortidens kvinder havde ofret, for at hun kunne stå der i dag. Fri og med alle de muligheder, hun havde haft med sig i livet. Fri til at gøre karriere, fri til at stemme, fri til at vælge til og fra, fri til at være kvinde, uafhængig af mænd, fordomme, undertrykkelse, hekseafbrænding, ydmygelser og meget mere.

Svaret var dyb taknemlighed, trykken for brystet og rigtig mange følelser, der var svære at holde inde.

Jeg stod i rækken med fortidens kvinder. Vi blev efterfølgende spurgt, hvad vi følte, når vi kiggede på nutidens kvinder. Det havde jeg det utroligt ambivalent med. Følte at jeg stod i et skisma.

Hele mit voksenliv, efter at jeg har fået børn, har jeg været forfulgt at dårlig samvittighed. Velvidende at det var en følelse, som jeg var nødt til at gøre op med. Hver gang man vælger noget til, så vælger man noget fra. Jeg ville i bund og grund gerne være hende moderen, der bagte boller og var hjemme, når børnene kom fra børnehave og skole.

Prisen for at gøre karriere som kvinde

Jeg ville gerne være mor med kæmpe M. Men jeg var den, der tjente de fleste penge, karrieren tog fart, jeg blev tilbudt jobs, som var interessante, deltog i bestyrelsesarbejde m.m. og hvis jeg nu løb stærkt nok, så nåede jeg jo det hele alligevel, troede jeg.

Men de seneste år har den dårlige samvittighed plaget mig voldsomt, og lige der på det sted, hvor jeg skulle sætte ord på taknemlighed overfor fortidens kvinder. Lige der, kunne jeg mærke vreden. Vreden over at familiemønstre verden over er i opbrud, vrede på vegne af de unge mennesker, jeg møder så mange steder på min vej. Unge mennesker, der ikke kan finde deres plads i livet, som føler et kæmpe pres i forhold til forventninger fra forældre, samfund og omgivelser. Unge som næsten har givet op over for livet og udfordringerne, længe inden de overhovedet er begyndt at leve, som voksne mennesker.

Jeg tænker ikke, at de er svagere, end vi var. Jeg tænker ikke, at de er mere forkælede, end vi var. De har helt sikkert mange flere materielle ting og penge, men det gør dem altså ikke lykkelige. Jeg tror desværre, at de føler sig enormt ensomme med deres valg og beslutninger. De har svært ved, at overskue alle de muligheder, verden byder ind med. Svært ved, at overskue alle de ting, de skal tage stilling til, når deres eneste spejling er mor og far, der et helt liv har løbet rigtig stærkt i hamsterhjulet for at skabe karriere og få succes. Med hvilket formål? For at bo stort og flot, for at købe et ekstra sommerhus, en båd eller en endnu større bil, men på bekostning af hvad?

Så her står jeg frustreret, ked af det og vred.

Vred over at fortidens kvinder har ofret familierne til fordel for frihed og karriere. Vred over at skilsmisseprocenterne er på 50 %. Vred over at unge går ned med stress og angst. Vred over at 18-20 % af alle elever på erhvervsuddannelser og gymnasier har gjort selvskade i form af brændemærkning og cutting mindst én gang. Hvor er vi henne?

Os, mødre eller fædre, der burde være hjemme, når de kommer fra skole, så vi kan være nærværende, kærlige og lyttende og hjælpe dem med at takle ensomhed, forvirring og udfordringer. Jeg taler ikke om curlingforældre. Jeg taler om den forpligtelse, vi har som forældre, overfor vores børn og unge.

Vi skal guide dem i livet. Alle mennesker har brug for, at bliver set og lyttet til. Familien er den eneste base, hvor vi kan være hudløst ærlige, og hvor vi kan forvente, at blive forstået og lyttet til. Hvor vi kan få et kram, og hvor nogen tørrer vores tårer væk, når verden er ond. Hvis ikke vi kan regne med vores familie, hvem kan vi så regne med?

Når vi er udfarende som forældre, både far og mor, hvor skal så overskuddet komme fra til at gide lytte, når vi kommer trætte hjem, når firmaet og jobbet kommer til at fylde mere i hverdagen end dem, vi lever sammen med. Hvordan skal vi så være gode forældre, ægtemænd og koner. Hvor skal overskuddet til at give kærlighed og opmærksomhed til vores familier komme fra? Og hvad er det for et forventningspres, vi lægger på vores børn og unge?

Har vi skabt en generation, hvor det at være en succes er forbundet med, hvor meget vi ejer, og hvor meget status vi har opnået? Og hvor det eneste saliggørende er at have en akademisk baggrund, hvis du vil have succes i livet?

Hvorfor har vi så travlt med at sende de unge i lige linje frem mod karriere, hvor bliver fjumreårene af? Barndommen hvor vi legede?

Men hvem skal de lege med, hvis de sidder inde bag hver sin skærm? Hvor er fællesskabet blevet af, tiden hvor vi spillede fodbold i parken med søskende og venner på kryds og tværs af aldre og formåen. Byggede huler, spillede krig på gaden, sjippede, spillede kantsten eller alle de øvrige ting vi lavede, når vi holdt fri. Ikke at forglemme kakao og boller hos Sten og Sørens mor, Else, hvor vi elskede at hænge ud, når vi blev trætte. Hvor skal vores børn opleve fællesskabet, forskelligheden og accepten af det enkelte menneske?

Vrede mod fortidens kvinder

Alle de tanker har jeg haft rigtig længe, så jeg kan slet ikke udtrykke den taknemlighed, de øvrige kvinder i lokalet står med. Jeg bliver i virkeligheden helt vildt ked af det og føler, at jeg har fucket mine børns liv op.

I mange år har jeg bildt mig selv ind, at det jo var sundt for mine børn at se mig som den selvstændige kvinde, jeg var. En kvinde med egen virksomhed, en kvinde der havde knoklet sig til succes og anerkendelse. En der kunne forsørge sig selv, og som var uafhængig af andre. Men efter at mine to piger er blevet voksne, er jeg blevet bevidst. Bevidst om mange ting. Selvfølgelig er de super stolte af mig. De syntes, at jeg har gjort det fantastisk, men de syntes også, at det har haft en pris. Uanset hvor hårdt jeg arbejder på at skabe balance lige nu, så kommer årene ikke tilbage, og de er begge gode til at sætte ord på. Ord der vækker tanker, og som rammer mit hjerte.

Men så træder en af fremtidens kvinder frem. Hun er ung, sikkert i slutningen af tyverne. Hun kigger intenst på mig, og så siger hun til mig, at hun er dybt taknemlig for, at der er kvinder som mig. Kvinder der har fucket op og gjort karriere, ofret sig for fremtidens kvinder. Det har givet hende indsigt i, at min generation af kvinder har knoklet sig blå i hovedet i forsøget på at få enderne til at nå sammen. Karriere, hjem, børn og mand. En ligning, der ikke kan gå op, og som klart giver dårlig samvittighed hele vejen rundt, hvis man er ærlig. Der er betalt en høj pris. Tilvalg og fravalg…

Men det, vi har vist hende og hendes generation, er, at de nu kan tage det bedste fra alle generationer og vælge til og fra uden dårlig samvittighed. De ved, at karriere ikke er lykken i sig selv, men at familien er nødt til at have højeste prioritet. Så derfor er hun taknemlig for mig og min slags. Hun er fri for at havne i sammen situation. Hun kan nu planlægge sit liv, så hun får det, hun ønsker, familie og karriere, men i samhørighed. Hun behøver ikke ofre sin familie for sin karriere, og omvendt. Samfundet har betalt prisen og er i gang med at rette ind. En ny tid er på vej.

Fremtidens familier er rustet til fremtiden. Samfundet ved godt, at der skal være balance. Arbejdsrelateret stress koster ifølge Stressforeningen hvert år samfundet 27 milliarder. I 2020 forudsiger eksperter, at stress er den tredjestørste folkesygdom i Danmark. Det er trods alt til at tage og føle på. Så noget skal der ske, vi har ikke råd til andet.

Da vi er færdige med øvelsen, er vi alle trætte, mætte af indtryk og lidt gladere. Vi har støttet og hjulpet hinanden gennem svære øvelser og været kvinder sammen. Det føltes stærkt. Rigtig stærkt. Specielt for mig, der aldrig rigtig har følt mig tilpas i situationer med mange kvinder. Det må jeg så tage til efterretning. Det sker nok ikke natten over, at jeg kommer til at danse i rundkreds med mange kvinder, men noget har det bestemt rørt ved indeni mig, og det har sat tanker i gang.

Kvinder kan noget helt særligt, det kunne vores forfædre også. Det skal vi have tilbage. Tid til hinanden som kvinder, netværke med hinanden som kvinder, hjælpe hinanden som kvinder. Vi kan udtrykke følelser og skabe fællesskab som ingen andre, når først paraderne kommer ned, og vi ser hinanden.

Så heldigvis blev mine fordomme og bekymringer gjort til skamme. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg deltager i noget ”kun” med kvinder. Det føltes næsten, som at komme hjem.

Stærke kvinder

Måske var det i virkeligheden den besked, der blev sendt fra fortidens kvinder. Vi skal holde mere sammen, vi kvinder. Sammen er vi stærke. Sammen kan vi noget helt særligt. I like!

Det var i øvrigt netop sammenholdet mellem kvinder, det at kunne trække på erfaringer fra forskellige generationer, at kunne sidde sammen med andre kvinder i forskellige aldre, med forskellig tilgang til livet, som vi gjorde den dag på workshoppen. Det var netop den konstellation, den unge kvinde efterlyste. Hun følte sig tit ensom i verden, som kvinde – den følelse kunne vi alle tilslutte os.

Alt for længe har verdens kvinder kæmpet alene, hjemme som ude. Vi har manglet opbakning fra andre kvinder. Så måske jeg må revidere min opfattelse omkring det med, at der skal flere kvinder ind i bestyrelserne. Jeg har i mange år tænkt, at det var værre vrøvl og nedværdigende for mit køn. Man skulle ikke ansætte kvinder bare for at udligne kvoterne og for at skabe ligestilling. Bedste mand på posten, var min holdning.

Men set i bakspejlet og når jeg tænker over, hvordan bestyrelsesposter besættes i mange bestyrelser, både i små og mellemstore virksomheder, så er det jo mændene, der peger på hinanden, en slags kammerateri. Det beviser i grunden bare, at mændene har været bedre til at bevare pladserne omkring lejrbålet. De har forstået, at hjælpe hinanden og støtte hinanden, modsat vi kvinder, der har spillet spillet på mændenes vilkår.

Nu må tiden være kommet til, at vi begynder at spille spillet på vores egne vilkår og hjælper hinanden på samme vis, som mændene gør. Kræver det, at vi fra samfundets side skal hjælpes ind i bestyrelser, ja, så må det jo være sådan, vi starter. Mændene har mange, mange års forspring i bestyrelserne, kvinderne skal først til at lære det, og det går langsomt, for langsomt, men hvis skyld er det?

Det er vores egen. Vi har stadig svært ved at anerkende hinanden, som kvinder. Vi tror stadig, at det er vigtigt at være en af gutterne, og derfor er vi for dårlige til at pege på hinanden til bestyrelsesposter. Det er lettere at acceptere endnu en mand, så man får et skulderklap af gutterne og ikke skal konkurrere med en anden kvinde om anerkendelse fra de øvrige bestyrelsesmedlemmer.

For mange virksomheder vil det betyde en kæmpe forskel at få kvinder ind i deres bestyrelse. De faglige kompetencer skal naturligvis være på plads, både hos mænd og kvinder, men når vi ser ud over disse, så er mænd og kvinder jo markant forskellige i deres tankegang og tilgang til tingene. En virksomhed har i den grad brug for begge køn i sin bestyrelse, så den kan varetage alle ansattes, kunders og øvrige samarbejdspartneres interesser. Både maskuline og feminine interesser så at sige.

Kvoterne er der, og i stedet for at blive irriteret over den indgriben, der følger med sådanne, så vend det til noget positivt. Vend det til en ny mulighed for udvikling, og find så bedste kvinde til posten. Der er et utal at vælge imellem, og man må stadig gerne være kritisk.

Et opgør mod forstokkede holdninger

I en tid hvor man stadig støder på mænd, der er afstumpede og bange for kvinder, er der brug for, at nogen går forrest og tør tage stafetten.

Som skræmmeeksempel på, hvorfor vi har brug for forandring, kan jeg bare nævne min egen hjemby, Silkeborg. Her hørte jeg for nyligt, at der i et ansættelsesudvalg til en markant stilling som direktør til en af byens største virksomheder – endda en af halv-offentlig karakter – havde siddet en mand, som i øvrigt har stor magt og indflydelse i byen, og som sidder med i mange bestyrelser. Han skulle efter sigende have udtrykt følgende under mødet: ”Vi skal fadme ikke have ansat nogen kællinger,” og så blev der grinet lystigt. Der blev naturligvis ansat en mandlig direktør.

Men det er da ikke i orden. Og uanset om man har grinet med eller forholdt sig tavst, så skulle man skamme sig. Ved ikke at reagere og stoppe et menneske som ham, lader man jo mange års udvikling dykke ned i middelalderlige forhold. Hvad bliver det næste, hekseafbrænding?

De har helt sikkert glemt deres egne mødres, bedstemødres og oldemødres kampe for at blive frie mennesker, frie af undertrykkelse, degradering og nedværdigelse. Frie til at blive hele mennesker, til at føle værdi og værdighed. Fy!

Men hvis tingene skal ændres, kan det kun gøres i fællesskab og med respekt for hinanden. Og det forpligter. De kvinder, der kommer i bestyrelser, skal formå at byde ind og fylde pladsen ud. De skal om nogen kæmpe for at vinde respekt omkring deres arbejde, og de skal ikke være en spejling af mændene. De skal være kvinder med alt hvad det indebærer, og de skal være stolte af at være det, skal de! Mænd og kvinder kan noget særligt hver især, og sammen er de fuldendte og stærke. Rustet til fremtiden.

Så kæmpe tak til dig, Anette Raaby, for en fantastisk workshop. Jeg har i hvert fald ”flyttet mig på en halv dag”, og kan varmt anbefale andre at gøre det samme.