Indlæg

Hjemmearbejdsplads – er det nu en god idé?

/0 Kommentarer/i /af

Hjemmearbejdsplads – er det nu en god idé?

I de forgangne uger har rigets tilstand ikke været helt, som det plejer. Alle har vi mærket ændringer på den ene eller den anden måde, både godt og skidt.

Mange er stået op til en helt anden virkelighed i deres hverdag, og hvis man tror, at hjemmearbejdsplads er fantastisk for alle, tager man grueligt fejl.

Ikke alle bør, ikke alle skal, og ikke alle kan have hjemmekontor!

Mange har gennem ugerne fundet nye rutiner, nye måder at arbejde på, ikke mindst har den virtuelle hverdag fået luft under vingerne, og mange har med garanti fået ro og mulighed for at fordybe sig ekstra i opgaver gennem dagen, såfremt det har været muligt at indrette sig på hjemmefronten, så forstyrrelser ikke har været en udfordring og hæmsko i hverdagen.

Desværre giver distanceledelse flere steder anledning til ekstra stress og alt for meget arbejde. Vi er forskellige, vi har forskellige profiler og agerer forskelligt i situationer, hvor vi kommer ud af vores kontekst. Deraf opstår udfordringer hos den enkelte, når man pludselig selv skal forvalte sin hverdag og sine opgaver.

De sidste 3-4 uger har skabt et pres hos en del medarbejdere, som de ikke kan adressere, og derfor heller ikke komme af med igen, da det er et indre pres, de selv har skabt. De er simpelthen fanget i den fælde, der hedder ”bare jeg nu gør det godt nok”. 12-tals piger og drenge i alle aldre løber stærkere end nogensinde før. De føler alle et behov for at bevise, at de kan administrere den frihed, der er forbundet med hjemmearbejdspladsen. Deres grænser mellem arbejde og fritid er udvisket, de kan ikke stoppe ved normal arbejdstids ophør, og de kan ikke styre hverdagen, opgaverne og de krav, de stiller til sig selv, når de ikke kan komme og gå til og fra arbejde.

Den gruppe er på ingen måde reflekterende og fyldt med energi, når de kommer tilbage til en normal hverdag. De er udslidte, trætte, drænede og ønsker på INGEN måde i fremtiden at få en hjemmearbejdsplads.

Derfor er det vigtigt, at have synlig ledelse, rutiner og konkrete fordelinger, når man sender medarbejdere hjem og giver dem kontor på privatadressen. Der skal mere end nogensinde forventningsafstemmes og indrettes individuelt, så det afstedkommer positive oplevelser og resultater for alle.

Hvad skal vi huske?

De seneste uger har vi fået prøvet nye værktøjer og muligheder af. Derfor er det vigtigt at evaluere, og finde ud af, hvordan vi kan differentiere arbejdspladserne, så vi ikke trækker noget ned over hovedet på vores fantastiske medarbejdere. Vi skal behandle dem med respekt for de individuelle ønsker og behov, de nu engang har, så de hver især bliver tilgodeset og bringer det bedste ind i virksomheden og integrer herefter de nye værktøjer, så de bliver en styrke og ikke en svaghed.

Kragelund Kommunikation giver i linket nedenfor 10 gode råd til, hvordan man opretholder god virtuel kommunikation, hvis man vælger at arbejde hjemmefra.

Må fremtiden blive et godt mix af virtuelle og fysiske møder på tværs og med mulighed for at stille skarpt hjemme såvel som ude!

https://kragelund-kommunikation.dk/wp-content/uploads/10-sproglige-bud-til-bedre-videom%C3%B8der_Kragelund-Kommunikation.pdf

Foto: Roberto Nickson

Den hemmelige liste

/8 Kommentarer/i /af

Den hemmelige liste

Sommerferie, frihed og tid til at lave absolut ingenting. Det er den tid på året, hvor vi bruger den første uge på at akklimatisere, den anden uge på at hygge og den tredje uge på at grue for at skulle tilbage på arbejde. Nogle vil helt sikkert være klar til at tage på arbejde allerede i slutningen af uge to, det bør de så måske tænke lidt over.

Forskning viser, at alle mennesker har brug for minimum 3 sammenhængende ugers ferie for at komme helt ned i gear, så hvad er det, man har så travlt med at komme tilbage til eller væk fra?

Hvis det er væk fra ægtefælle og børn, er det et signal, der vil noget. Hvis det er væk fra tanker og følelser om, hvorvidt du lever det liv, du gerne vil leve, så er det jo en fantastisk mulighed for at tænke lidt dybere over tingene.

Lav et skema med to kolonner.

Kolonne et: Det gør mig glad/det vil jeg have mere af

Kolonne to: Det gør mig ked af det/det vil jeg have mindre af

Eksempel fra kolonne et: kærlige stunder, flere dybe samtaler, mere sex, alenetid med min kone/kæreste, lege med børnene, rejser, oplevelser sammen, jagtture med gutterne, fodbold, mit arbejde, cafébesøg med veninderne…

Eksempel fra kolonne to: skænderier, manglende respekt, føler mig alene, ikke værdsat, manglende samvær, manglende interesse, for lidt tid, manglende nærvær, manglende omsorg, følelsen af tomhed, sorg, ensomhed, overarbejde…

Hvad skal der til for at ændre på plus og minus kontoen? Kan det ændres, og er du villig til selv at gøre en indsats?

Hvordan står det til i dit ægteskab? Er du lykkelig? Er din partner? Er I sammen om tingene eller lever I hver jeres liv med så dybt forankrede mønstre, at det er umuligt at finde hinanden igen?

Når målebægeret er fyldt op

Skilsmisseprocenten er ifølge statistikkerne på sit højeste to gange om året: efter sommerferien og efter juleferien. Måske kunne det for en dels vedkommende undgås, hvis man hver især lavede denne lille øvelse og var ærlige både over for sig selv og over for hinanden.

For mit eget vedkommende var jeg døv og blind i mange år, og vågnede først op, da det var for sent. Hvis jeg havde haft de rigtige værktøjer, er jeg overbevist om, at der havde været meget at hente i mit ægteskab, men når man tier tingene ihjel eller bider det i sig i den gode sags tjeneste, så opnår man kun det modsatte af tosomhed, man opnår ensomhed. Det gnaver og slider, indtil bægeret er fyldt op, og vandet flyder over.

Der var engang en kær veninde, der gav følgende eksempel: Tag en balje, når den er fyldt op, så er der ikke plads til mere, før du har tømt noget af, og det har hun jo fuldstændig ret i. Desværre er processen tit sådan, at vi mennesker fylder på og fylder på. Vi holder tingene inde i os selv for at undgå ufred og konflikter, men pludselig eksploderer beholderen – eller vandet skulper over – fordi vi har sparet op så længe, eller fordi der ikke er blevet lyttet til os, når vi har forsøgt at få taletid, og så er det for sent. Så bliver vi sårede, indebrændte og vil ikke være med længere. Vi stopper med at prøve at nå hinanden, vi lukker ned for samtalen, adgangen til vores hjerter, nærværet, omsorgen og den fysiske kontakt.

Herfra er det kun et spørgsmål om tid, før vi enten går vores vej, lader os tiltrække af et andet menneske eller begynder at leve et parallelt liv, hvor vi ikke længere kerer os om hinanden.

Selvfølgelig kan man leve sammen med hvert sit liv, den økonomiske tryghed er der jo stadig, fællesbørn, fælles venner og fælles aktiviteter der udadtil viser, at vi stadig er et lykkeligt par, men det kan da ikke være det, livet har at byde på. Hvorfor lade sig nøjes med?

Kampen om lykken

Enten kæmper man med næb og klør for sit ægteskab, eller også giver man slip. Alle har ret til et godt og lykkeligt liv, men du er selv ansvarlig for at få det. Vi er et egoistisk og materielt anlagt samfund, men hvis vi sætter hinanden først og gør det med et åbent sind, er der en ret stor chance for, at vi igen begynder at få øje på det menneske, vi fra første færd forelskede os i.

I bogen ”Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte” af psykolog og ph.d i socialpsykologi Jytte Vikkelsøe kortlægger hun den romantiske kærligheds mysterium. En af de mest overraskende konklusioner er, at de uoverensstemmelser, der senere ødelægger selv de bedste parforhold, helt fra begyndelsen er bygget ind i forelskelsen. Man falder simpelthen kun for et menneske, der i sin personlighedsstruktur bærer kimen til konflikt med netop dig i sig.

Det, der også belyses i bogen, er ”når to mennesker finder sammen i et kærlighedsforhold, er der altid to familiemønstre med på slæb. Fortidens skuffelser, glæder og sorger følger med og deltager som spøgelser i forholdet” (citat fra bogen).

Så når vi tiltrækkes af hinanden er det fordi, vi får en spejling af os selv og de sider i os selv, som vi har fortrængt hen over årene i vores stræben efter at blive den, vi tror, andre ønsker, vi skal være.

Når vi forelsker os ser vi en person, der afspejler det, vi gerne vil udvikle i os selv, den side vi ikke har, eller som ikke falder os naturlig, og såfremt vi formår at holde ild i kærligheden og håndtere hinandens udfordringer, er den, vi forelsker os i, den udløsende faktor for, at vi kan blive det hele menneske og finde ind til den person, vi inderst inde er, men som uforvarende er blevet krænket allerede i de første år af vores liv af vores forældre, der havde et klart ønske om, hvem vi skulle være.

Den skam og forlegenhed der følger os hele livet, stammer helt tilbage fra de første leveår. Allerede ved det først ”nej”, ”fy”, ”det må du ikke” eller det, der er værre, nemlig fysisk afstraffelse, opstår skam og forlegenhed. Følelsen af at være forkert. Så retter vi ind og forsøger at tilpasse os og gøre vores forældre stolte og glade. Allerede der begynder vi at fornægte sider af os selv, blot for at leve op til andres forventninger.

Det er det, vi tager med ud i livet, og måske er det også det, vi tager med ind i vores parforhold og ægteskaber, altså tilpasningen. I forelskelsens rus ser vi stadig spejlingen og muligheden for at stå i vores eget lys, fuldbyrdelsen, vores hele jeg. Det at blive elsket for den man inderst inde er og gerne vil være. Mødet med den eneste ene, modparten der gør dig hel. Ubetinget kærlighed og der, hvor du er den bedste udgave af dig selv.

Når det bliver hverdag

Efter nogen tid kommer så udfordringerne og de hårde ord og alle forbeholdene gør deres indtog. Vi går fra, hvad jeg kan gøre for dig, for at dit liv er godt, og du smiler og er glad og til, hvis du skal havde noget af mig, så skal jeg også have noget af dig, ”noget for noget” princippet. Væk er den bedste udgave af dig selv, kompromiset har taget over.

I stedet bør vi øve os i at give plads til den, vi forelskede os i, øve os i at finde tilbage til os selv og til at vise overskud og forståelse for hinanden, anerkende hinanden, rose hinanden og give kærlighed uden forbehold til hinanden UDEN bagtanke. Lad være med at give den anden skylden for, at I ikke er lykkelige. Tag ansvar og gør noget selv. Start i det små, overrask hinanden, gør små glade og positive ting. Det er netop de små ting der gør forskellen. Vis omtanke og nærvær, tal sammen og skab naturlig interesse for hinanden. Hjælp hinanden, også med de sure ting, lad være med at tag hinanden for givet. Vær taknemmelig og sig det højt. Det kræver en daglig indsats at elske hinanden og få et parforhold til at virke.

Man kan gøre meget selv, men ingen kan gætte, hvad den anden tænker og føler. Vi kvinder er uendelig gode til at forvente, at vores mænd skal gætte, hvad vi ønsker. Gør de ikke det, kan straffen være alt fra, at vi er tavse i timevis til nul sex eller surmulen i dagevis. I mænd er gode til at eksplodere i ord og vrede, ”fryse” os ud i arrogance eller gå jeres vej fra problemerne – læs kaste jer over jeres arbejde.

Uanset hvad, så løser det jo ikke noget. Tværtimod så driver det os fra hinanden, ofte selvom kærligheden stadig er til stede og vores ægteskaber kunne være reddet, men i hårdhed og manglende kommunikation, fordi vi er sårede og gjort skamfulde over lang tid, så er vi blevet tonedøve overfor hinanden, og hinandens behov.

Plej kærligheden

Så brug nu ferien til også at få talt lidt dybere sammen. Jeg ved godt, at man har tendens til at lade problemerne blive hjemme, nu skal vi hygge, så lader vi hverdagens bøvl ligge, det må vi løse senere. Men problemerne går ikke væk, og det er lige nu, overskuddet er størst. Lav listen begge to og byt med hinanden eller hvad der nu er brug for.

Forkæl hinanden, del ud af kærligheden. Det smitter, og det er bare så meget lettere at tale sammen, når positiv energi og glæde er til stede.

Rigtig god sommer!

Når man udfordrer sig selv

/0 Kommentarer/i /af

Når man udfordrer sig selv

Det er vel dybest set det, jeg har gjort, hele vejen frem til, hvor jeg står lige nu.

I marts sidste år, hvor jeg hev stikket til alt, hvad jeg havde kendt gennem mere end 28 år, vidste jeg jo i virkeligheden ikke, hvor jeg ville ende, når jeg havde fået ”tænkt færdig” over livet og de ting, der havde bragt mig i knæ.

Det har været en lang og anderledes vandring, jeg begav mig ud på, men det var helt sikkert det, jeg trængte til, og nu hvor jeg står foran at gøre noget for mig selv, gøre de ting jeg brænder for, og som giver mening for mig, ja, så er skulderne faldet ned, roen har sænket sig, og jeg kan mærke mit hjerte helt ned i min storetå. Jeg glæder mig til at komme i gang.

Undervejs nedfældede jeg tanker og følelser, og det er der kommet en bog ”Kan du høre dit hjerte kalde?” ud af. En bog om mit liv, mine tanker, oprydning undervejs, tidens udfordringer, samfundets udvikling, samtaler med folk, som jeg har mødt på min vej, og mange andre ting. En slags dokumentation og proces der har rykket mig fra min sikre position gennem mange år ud på et klippefremspring, hvor jeg har stillet mig på tæer og ladet andre få syn for sagen.

Mine artikler på LinkedIn og mine mange samtaler med mennesker, både herhjemme og på Caminoen, har i den grad givet mig mod på livet og været med til at forme mit fremtidige virke. Endelig har jeg fået sat ord på, hvem jeg er, og hvad det i særdeleshed er, jeg kan og skal udfordres på og med i fremtiden.

Det har været en fantastisk rejse, der har sat mig selv under lup, og som i den grad også har givet mig kræfter, som jeg slet ikke vidste, at jeg var i besiddelse af, og som har sat mig fri som menneske. Aldrig før har jeg mærket så stærk en drivkraft, og aldrig før har mine fødder været så solidt plantet, som de er nu, udelukkende fordi jeg gav mig selv lov til at give slip.

Hvis nogen havde sagt til mig for knapt et år siden, at jeg ville ende her, hvor jeg står i dag, så ville jeg ikke have troet dem. Det er jo i virkeligheden et kvantespring, jeg har foretaget. Sikkerhedsnettet som direktør med den høje hyre og den fine BMW blev jo på nul komme nul udskiftet med dagpenge og cykel, og da vi nåede januar, havde jeg faktisk ikke flere penge på kontoen, så det var mere end almindeligt svært at betale regninger, når pengene ikke var til stede.

De basale behov

Men man kan mange ting, når man er presset, og man behøver faktisk ikke ret meget for at overleve, og sikke kreativ man kan blive. Selvfølgelig er der ikke ret meget at have det sjovt for, til gengæld rykker ens netværk så sammen og tager vare på dig og dine, og det er i sig selv en helt fantastisk dejlig oplevelse. Jeg har aldrig været særlig god til at tage imod hjælp, meget bedre til at hjælpe selv, men det har jeg lært i denne proces. Der skal være balance på vægtskålen i et eller andet omfang, er der en, der har fortalt mig. Det er der så kommet, og jeg er glad og taknemlig for at få lov til at opleve, hvor stærkt mit netværk i grunden er.

Nu er jeg kampklar og rustet til at drage ud i verden og hjælpe dem, der gerne vil benytte sig af mine erfaringer, og det jeg kan. Det er tid til, at vingerne foldes ud, og jeg lader mig bære frem til den bedste udgave af mig selv. Det er nemlig det, man bliver, når man giver sig selv lov til at mærke efter og finde det lys frem, der engang blev tændt.

”Carpe diem” (Horats)

Jeg mener det, punktum!

/0 Kommentarer/i /af

Jeg mener det, punktum!

I hvert fald lige nu! Men en mening er da forhåbentlig ikke statisk.

Jeg kom til at reflektere og fundere over lige netop dette fænomen, under et interview med en kvindelig blogger for nylig, hvor jeg blev spurgt til min mening, om et givent emne. Det var naturligvis et skarpt spørgsmål, og jeg havde ”det der” kontante svar, der tit efterfølges af et usynligt punktum – endda så tydeligt, at jeg kunne fornemme, jeg lige skulle mærke efter, hvorfor jeg havde behov for at være så kontant. Efter en kort pause kom tilføjelsen til intervieweren: ”det er i hvert fald det, jeg mener lige nu.”

Sådan er det jo. Man har en mening ud fra den indsigt, man har på et givent tidspunkt, indtil man påvirkes af andre argumenter og andre menneskers tilgang til emnet. Og findes der noget bedre, end at møde nye vinkler, et nyt syn og en ny tilgang til de holdninger og meninger, man selv har dannet sig?

I dag bliver jeg bare glad og føler mig rig, når jeg møder mennesker, der kan tilføre mig indsigt og viden, som kan flytte mine grænser, udfordre mig og gøre mig mere rummelig som menneske.

Da jeg var yngre, indrømmer jeg gerne, kunne jeg blive helt vildt sur og føle mig provokeret, hvis folk ikke kunne forstå, at jeg havde ret, og at lige netop min indsigt var den rigtige.

Giver det mening?

Lidt på samme måde, som da mine børn voksede til og begyndte at argumentere med mig, når jeg forsøgte at opdrage på dem. Her endte det tit med den der kommentar: ”fordi jeg siger det, og jeg er den voksne”. Det gjaldt selvfølgelig indtil de havde en vis alder, fordi jeg til da i sandhedens natur vidste bedre end de gjorde qua min alder og min erfaring.

Men som de blev ældre, kunne jeg jo selv høre, hvor dumt det lød, at bare fordi jeg var mig, så havde jeg den eneste og endegyldige sandhed! Tro mig, de fandt sig heller ikke frivilligt i, at jeg vedblev at diktere deres meninger og holdninger, hvilket var både sundt og godt.

På samme måde er det jo, når man fremkommer med en mening eller en holdning. Hvis man har gode argumenter, der bunder i viden, indsigt eller kan dokumenteres, så står man stærkt. Lige indtil man møder argumenter, indsigt eller dokumentation fra andre, der er mindst lige så stærke som ens egne, så er det man bliver udfordret og flytter sig som menneske.

Ikke, at der er noget, der er rigtigt eller forkert. Det afhænger jo af øjnene, der ser og den tilgang man kommer med, men der findes da ikke noget bedre end at møde et menneske, der ser tingene fra en helt anden vinkel end en selv, så man får noget med sig, man kan reflektere over og som i mange tilfælde flytter ens egen overbevisning og grænser, når det får lov til at arbejde og gnave. Det handler jo i bund og grund om at holde sit sind og sine overbevisninger åbne for andre og lade sig udfordre, så man kan vokse som menneske.

Meninger ændrer sig

Det slående er, at de der tit har ændret på mine holdninger og meninger, er mennesker med livserfaring. Mennesker der har levet, mærket og favnet livet og gerne lidt skæve eksistenser.

Autentiske mennesker der har turdet stille sig ud på vippen, har truffet et anderledes valg i livet end de fleste andre, mennesker der måske har fået tæv af livet, eller mennesker der har kæmpet for det, de har troet på, både arbejdsmæssigt og privat, uden at skele til, hvad andre gjorde eller tænkte.

De mennesker har en indsigt og livserfaring som ingen andre, og dem bliver jeg høj og rig af at være sammen med. De kan i den grad flytte mig som menneske, og dem er jeg til stadighed taknemlig for, at møde på min vej.

Jeg tænker tit, at jeg på mange måder er et uvidende menneske. Nok ikke mere end så mange andre, men uvidende det er jeg.

Som eksempel på min uvidenhed holdt jeg juleaften i Kirkens Korshær forrige år. Her mødte jeg samfundsborgere, som jeg ellers aldrig ville have mødt. Jo, de er i gaderne, men jeg ser dem ikke rigtigt, og hvis jeg gør, så forsøger jeg at undgå øjenkontakt. Jeg er jo lidt bange for, om de er påvirkede og om de kan finde på at angribe mig.

Hvad bygger min angst så reelt på? Den bygger ubetinget på uvidenhed. Hvad fandt jeg så ud af forrige jul?

Jeg fandt ud af, at det er mennesker som du og jeg. Mennesker der er havnet her, fordi livet er kørt skævt, og de ikke har fået rettet op i tide af den ene eller den anden årsag. Fælles for dem alle er, at de er mennesker på godt og ondt. De har alle en historie og den er lærerig, hvis man ellers vil lytte til den. Gav det mig stof til eftertanke? Gav det mig viden og indsigt, jeg slet ikke havde, og blev jeg mindre fordomsfuld efterfølgende?

JA, det kan du lige tro. Og hvor er jeg dog priviligeret. Kunne jeg ende samme sted som dem, jeg mødte den aften? Det ved man aldrig, men jeg håber det virkelig ikke.

Læring om livet

Jeg lærte i den grad, at når vi sidder og gør os kloge på livets vilkår, tilvalg, fravalg og konsekvenser, så kender vi sjældent baggrunden for det enkelte menneskes liv, og indtil vi lærer at spørge, før vi dømmer, så handler vi i blinde.

Jeg havde i øvrigt den skønneste juleaften sammen med de mest fantastiske mennesker, og fælles for os alle var julens budskab, næstekærlighed, intet andet, kun det!

Viden og indsigt kommer ikke kun af at tage sig en lang og dyr uddannelse, det kommer af at turde åbne op og dele erfaringer uden at påtage sig rollen som bedrevidende. Uddannelse er en vigtig del af livet, men det må ikke stå alene som argument for at vide bedre end andre.

Uddannelse er værktøjer til livet og adgang til viden, som samfundet har brug for for at kunne udvikle sig – et privilegium ikke alle har adgang til. Men mødet mellem mennesker og vidensdeling generationer imellem samt et åbent hjerte og sind er med til at gøre os til rige og hele mennesker – uanset hvor vi kommer fra i verden og uanset vores baggrund.

Vigtigt er det, at vi ikke tror hver især, at vi ved bedre end andre.

Så flyt dig lidt, giv dig selv en gave. Få nye venner, tal med nogen du ellers aldrig ville tale med på dit arbejde, på gaden, i bussen, i supermarkedet, på din rejse. Inviter dem på kaffe, ind i dit liv, i din virksomhed, i din bestyrelse, med på din løbetur. De vil i den grad forundre dig og give dig ny indsigt og viden.

Hvis du kun taler med dem, du plejer, dem der ligner dig selv, så lover jeg dig, at din viden bliver statisk, og så kommer du ikke videre, hverken som menneske eller som virksomhed.