Indlæg

Nytårsforsæt er ikke stærkere end det ønske, der ligger i at ville forandringen!

Et år rinder snart ud. Et helt særligt år skal siges, og det gør det ikke mindre vigtigt at rydde op. Vi har alle været i og uden for orkanens øje i løbet af året, og alle har vi mærket, hvor skrøbeligt det hele kan være, når hverdagen pludselig ændres, og beslutninger træffes, uden vi har indflydelse.

I virksomhedsregi har mange af os været udfordret til det yderste i forhold til at få lov til at lave det, vi brænder for og det, vi har etableret vores virksomheder på baggrund af. Vi har måttet omstille os, tænke nye tanker og lægge nye strategier, finde nye veje til forretning og måder at udføre vores arbejde på i forhold til de retningslinjer og anbefalinger, der er opstået i kølvandet på en udefrakommende krise. Det er jo ikke ubetinget skidt, det vi har lært undervejs, hvis vi klarer den ind i 2021. Jeg siger, HVIS vi klarer den ind i 2021…

Uanset hvad, så har vi alle set forskellige sider af os selv, vores familier, vores kollegaer og vores omgivelser generelt. Den indsigt, vi har formået at tage med videre, kan være dyrebar, vidunderlig og måske også smertefuld. For hvad er i grunden essensen, man kan trække ud af personlige, virksomhedsmæssige, nationale og internationale kriser? Det finder vi ud af i løbet af de kommende år.

Læring, indsigt og forståelse er kraftfulde ord. Dog er det ord, der får ny mening efter lange perioder med pres, usikkerhed og følelsesmæssige udfordringer baseret på tilstande, vi ikke selv har kunnet kontrollere.

For mit eget vedkommende har jeg været her før, ikke på samme måde, men dog alligevel i en krise af dimensioner – i mit liv i det mindste. I 2016 gik jeg konkurs med min virksomhed gennem 12 år på bagkanten af finanskrisen, der ramte os i 2009. Dengang fulgte jeg med ”aktiverne/resterne” over i det nye set-up, som direktør hos den virksomhed, der købte min virksomhed. Jeg blev i 1 ½ år. Herefter hev jeg stikket og gik mig en lang tur på Caminoen.

Er det interessant for historien lige nu? Måske, i hvert fald var behovet for refleksion og oprydning i perioden efter konkursen/krisen det samme som det behov, jeg føler lige nu efter 10 måneder i limbo, og hvor mange af mønstrene for mit vedkommende er 100% de samme. Jeg genkender mine følelser, min vrede, min frustration og min egen sårbarhed tilbage fra 2016. Forskellen denne gang er blot, at jeg er forberedt. Jeg ved, at jeg overlever som menneske. Jeg ved, at der kommer en ny hverdag på den anden side, uanset om jeg klarer mig igennem eller ej, og jeg ved, at de sidste 10 måneder kalder på oprydning; en oprydning jeg tilbage i 2016 tøvede med at foretage på grund af følelsen af skyld og skam.

Krisens omkostninger

Når krisen kommer, agerer vi mennesker voldsomt forskellige. Vi har alle klare forventninger til dem, vi omgiver os med. Vi har deres ryg, og vi regner også betingelsesløst med, at de har vores. Desværre forholder det sig ofte anderledes, og det er her, vi får de største prygl. Dem, vi forventede mest af, kan være dem, der skuffer mest, og dem, vi intet forventede af, kan blive dem, der overrasker positivt. Ofte kommer hjælpen steder fra, man slet ikke havde set komme. Intet kan man vide på forhånd.

Det forunderlige er i virkeligheden, hvis man giver sig selv lov til at nyde oplevelsen, at det, der afholder mange fra at agere, er angsten for at gøre noget forkert. Det er helt sikkert følsomt og svært at rumme andres nedsmeltning og nederlag. Alt for ofte tror omgivelserne, at det handler om penge, penge der skal redde situationen for den ramte, men det er her, de for alvor fejler.

Det er ikke pengene der er redningsaktionen i sig selv. Selvfølgelig er de en forudsætning for at overleve, men det er medmenneskeligheden, ordentligheden og respekten for den enkelte der tæller. Det, at omgivelserne midt i alt rodet, al sorgen, al frustrationen og ensomheden stiller op, laver den kærlige opringning, sender den lille besked, møder frem og sender et signal om, at man stadig har værdi som menneske midt i krisen, DET gør hele forskellen i en svær situation. En situation man måske oven i købet ikke selv har været herre over!

Og ja, det kan være drænende at lytte for tiende gang til et menneske, der ligger ned. Det kan være svært at dele et opslag på de sociale medier med ens netværk, hvis man er overbevist om, at virksomheden ikke står til at redde alligevel – men vi ved jo godt inderst inde, at ”like” ikke er helt nok til at få skabt nye ringe i netværket og finde frem til nye afsætningskanaler. Alligevel deler vi af en eller anden grund ikke opslag fra nødstedte. Tænk på, hvor mange der kunne hjælpes videre, hvis vi stillede os til rådighed. Når vi ikke gør, og stilletiende indgået i en pagt på de sociale medier om, at vi kun deler succeser, bidrager vi i stilhed til en accepteret adfærd.

Det er jo alt andet lige også sjovere at være sammen med andre, der har succes, men gæt engang. Det er hele forskellen på om de, der er ramte og ligger ned, kommer godt i gennem krisen eller ej.

Det er grænseoverskridende at bede om hjælp. Det tror jeg, at vi alle sammen ved, og når man så endelig tager mod til sig og gør det alligevel, gør det dobbelt ondt, når bolden ikke bliver grebet.

Derfor er man nødt til at rydde op! Uanset om man står krisen igennem eller ej, så skylder man sig selv at kigge rundt, mærke efter og stille de svære spørgsmål. Var mine venner der? Var mit netværk stærkt nok? Stod de distancen? Hvis ikke, bærer jeg så selv en del af skylden? Kunne jeg have ageret anderledes?

Det er vigtigt at huske, at du nogle gange også selv skaber lænken om din fod ved ikke at sige tingene højt!

Krisen har været hård, umenneskelig hård, og den er jo heller ikke ovre endnu, men som altid i en krise er der rigtig meget at lære og tage med videre, og det bør vi alle gøre. Kun derved bliver vi rigere og klogere.

Min opfordring til refleksionen for året og et nytårsforsæt vil klart være:

Hvad har gevinsten været for dig i 2020, og hvad ønsker du, at 2021 skal bringe?

Hvem er ”drænere”, og hvem er ”givere” i din vennekreds, i dit netværk og i dit liv generelt? Måske skal der rokeres en smule, du behøver jo ikke smide folk på porten, men for en stund kan det være hensigtsmæssigt at lave nye placeringer i forhold til, hvem du bruger mest tid sammen med – og endnu mere hensigtsmæssigt, at tage nogle alvorlige snakke med dem, der har skuffet, hvis det giver mening at redde skårene. Det er jo ikke sikkert, at de ved, at de har skuffet!

Rigtig godt nytår!

Foto: Adam Jang

Refleksion ind i samtalens svære kunst

Hele dagen i går tilbragte jeg på Folkeuniversitetet i selskab med Professor i coaching- og sportspsykologi ved Københavns Universitet, Reinhard Stelter, forfatter til adskillige bestsellere om coaching. Reinhard er også ekspert og forskningsleder ved Institut for Idræt, Københavns Universitet.

Dagens forelæsning tog udgangspunkt i Reinhard Stelters bog Tredje generations coaching og den forandring samfundet har gennemgået de sidste mange år, måden vi kommunikerer på, og hvordan coaching har flyttet sit fokus gennem tre generationer.

  1. Generations coaching – fokus på problem og målperspektiv (SMART-modellen, lineær udvikling)
  2. Generations coaching – fokus på løsnings-/fremtidsperspektiv (cirkulære spørgsmål)
  3. Generations coaching – fokus på refleksionsperspektiv (refleksionsrum)

60% af samtaler der starter ændrer målsætning undervejs. Finder nye ”åbninger”, forståelse og udvikling.

Hvorfor betyder det noget ekstraordinært for mig? Det gør det, fordi de Tankevækkere/refleksionskort jeg har udviklet til MU-/GRU-/LU-samtaler gennem de sidste 2-3 års arbejde med trivsel og stressforebyggelse i virksomheder i sommer fandt nye veje ud i verden.

Det personlige udviklingskoncept hvor kortene indgår, som jeg hen over sommeren testede på tre FGU-skoler via midler fra Velliv Foreningen, hvor undervisning i adfærd og kommunikation blev kombineret med det fortrolige samtalerum, har netop fokus på refleksion og nye perspektiver for deltagerne.

Den første kommune har i forrige uge sagt ja tak til at samarbejde med mig om konceptet i deres UU-vejledning og på deres jobcenter. Den næste kommune er på vej. En tredje kommune har set kortene som en mulighed ind i ældreplejen, og hvis jeg er rigtig, rigtig heldig, så får jeg lov til at være med i et flerårigt projekt i den pågældende kommune (der er søgt midler til projektet, vi venter på svar i løbet af de næste 3-4 uger). Så kortene kan noget helt særligt i samtalen mellem mennesker.

Derfor er jeg glad for mit møde med Reinhard Stelter og hans store erfaring ind i samtalens kunst. Det bekræfter mig i at undervisningen i adfærd og kommunikation sammen med kortene, har en vigtig opgave at udfører. Tilsammen giver de indsigt og refleksion til unge som kæmper med deres identitet. Den spejling der opstår i samvær med andre unge i refleksionsrummet (det fortrolige samtalerum) er med til at støtte deres selvindsigt, selvværdsfølelse og deres vej ud i livet.

Vi udvikler viden i fællesskab, som Reinhard Stelter siger!

Det bekræftede de unge på FGU-skolerne i øvrigt selv, så du behøver ikke tage mine ord for, at det virker. Hvis du har lyst til at læse mere om projektet, og om hvad de unge siger, så tjek linket her

https://indd.adobe.com/view/4f61b3b5-97ba-475d-999e-c85cc7dd35fd

Information om kortene kan du finde her på hjemmesiden under KOTU/Tankevækkere.

Fotograf: Marc Olivier Jodoin

Epicenter for leg, læring og samskabelse med børn – og unge

I Billund er der et helt fantastisk sted for virksomheder, der ønsker at udvikle innovative produkter og værktøjer til leg og læring, stedet hedder CoC Playful Minds.

Jeg besøgte CoC Playful Minds i fredags; var indbudt til at sparre omkring mine tankevækkere og erfaringer med samtalerummet på tre FGU Skoler, og jeg blev blæst bagover af den energi der var på stedet og blandt iværksættervirksomhederne.

Alle de deltagere jeg mødte fra Playful Hub var engagerede, interessante, nysgerrige, havde krøllede hjerner og indbød til fællesskab og samskabelse. Alle delte vi viden, indsigt, oplevelser og drømme.

Da jeg modstræbende begav mig hjemad, havde jeg kun et stort ønske: at være med, at blive en del af gruppen og få lov til at arbejde i det store legerum sammen med de andre. Tænk, at være med til at skabe, samskabe og give fuld gas og hjælpe hinanden med at udvikle, forske i, teste og blive flyvefærdige i forhold til projekter, produkter, aktiviteter m.m. og i fællesskab få etableret kontakter ud i den ganske verden.

Visionen for Playful Hub er ganske enkel:

Vi har en drøm om at Billund skal være et nationalt og internationalt epicenter i økosystemet for leg, læring og samskabelse med børn

Billund har i kraft af LEGO, LEGO Fonden, CoC Playful Minds m.f. et eksisterende unikt videns- og kompetencefundament i international særklasse at bygge på. Det potentiale skal vi udnytte.

Playful Hub er første skridt hen imod at udvikle et epicenter inden for leg og læring med udgangspunkt i Billund.

Unikt miljø

Man kan på verdensplan, ikke finde et lignede innovationsmiljø, hvor virksomheder inden for leg og læring kan udvikle sin forretning sammen med andre virksomheder, forskere og i samskabelse med børn.

Dette gør Playful Hub til et unikt initiativ, ikke bare nationalt, men internationalt.

Min sommerferiegave er, som I måske allerede har gættet, at jeg efter ferien får delvis ny adresse i min hverdag. 1-2 dage om ugen rykker jeg kontoret til Billund. Jeg har fået lov til at blive en del af gruppen hos Playful Hub. Projektet med ”tankevækkerne” og samtalerummet får lov til at folde sig endnu mere ud, og forhåbentlig fødes endnu flere produkter i fremtiden til gavn for børn og unge.

Drømmen om at være med til at stoppe ensomhed, knuste hjerter og manglende selvværd er rykket væsentlig tættere på at gå i opfyldelse, og jeg kan slet ikke vente med at komme i gang sammen med de fantastiske mennesker i Billund.

Rigtig god sommerferie!

Foto: Alex Alvarez

Iværksætter, sætte i værk, jeg gjorde det sgu’…

Iværksætter, sætte i værk, jeg gjorde det sgu’…

Det er jo sådan det er, når man starter noget nyt, og de sidste 1 ½ år har været læreringsår. Så selvom jeg har prøvet det hele før for 14 år siden, så er det sundt at starte forfra. Jeg tager ikke længere noget for givet, og det giver fornyet respekt for det arbejde, der ligger bag enhver succes.

Jeg kom for kort tid siden til at sige højt til en god veninde, at det havde været et lorteår – og det har det også været for så vidt angår indtjening. Hun stoppede mig med det samme og spurgte, om jeg ikke godt ville kalde det et læreringsår i stedet.

Det gør nemlig en verden til forskel i både min og andres bevidsthed, når jeg siger det sådan. Jeg har jo haft succes på alle hylder i 2019, jeg kan bare tage et kig på min ordrebog ved indgangen til 2020, så kommer taknemligheden helt af sig selv.

Men hvis jeg selv tror på det, jeg prædiker, nemlig: at det, vi kaster ud, kommer ind igen, så skal jeg tale pænt, for ellers kommer der mere ”lort” – og det ønsker jeg jo sådan set ikke.

Hvad er så det vigtigste, jeg har med mig af læring fra 2019:

  • Modet til at forfølge mine drømme
  • At jeg først står stærkt, når jeg er autentisk og deler ud fra hjertet
  • Fortidens fejl giver læring og fundament til fremtidig udvikling
  • Med ordentlighed og vedholdenhed kommer man langt
  • Jeg skal huske at lege og pjatte, det er her, de bedste ideer opstår
  • Vi møder dem, vi skal møde, når vi tør bede om hjælp
  • Taknemmelighed over de mennesker jeg har med på min vej
  • En bevidsthed om, hvor udfordret og lille man føler sig, når nogle ikke gider svare på den mail, man skriver. Almindelig høflighed som at svare ganske kort på en henvendelse er tilsyneladende forsvundet enkelte steder. Det syntes jeg er uendelig trist og vidner om en kultur af ligegyldighed over for andres arbejde. Ja, vi har alle travlt, og ja, der kommer mange mails, men husk, hvor du selv kommer fra. Du kan gøre en verden til forskel ved blot at svare høfligt.
  • Sidst, men ikke mindst, SMIL, det virker.

Så med det i hukommelsen til det nye år vil jeg bare ønske alle et helt fantastisk nytår. Tak for gode stunder i det forgangne år. Jeg ser frem til endnu mere kaffe, gode snakke og fantastiske samarbejder på kryds og tværs i det kommende år. Sammen kan vi noget helt særligt.

Kærlig hilsen

Annette

Ps.: Mangler du en idé til årets kickoff møde, så se her www.kotu.dk

 

Foto: Nico Jacobs

Offer eller kriger?

Offer eller kriger?

Hvordan vil du helst indtage verden?

Når man arbejder med mennesker på daglig basis – og gør vi ikke alle det? – så begynder en læringsproces at tage form. Nogle situationer syntes at dukke op igen og igen uagtet, at man jo havde lukket døren til lige netop den situation for kort tid siden. Så hvad er det lige, der sker?

Tja, måske tiltrækker vi selv situationen, måske fik vi i virkeligheden ikke løst opgaven første gang, måske, og kun måske, håbede vi, at den gik væk af sig selv, hvis vi glemte den.

Jeg var engang til psykolog i forbindelse med min skilsmisse. Vi havde lovet hinanden, at vi ikke ville lade noget være uprøvet. Hvis vi gik fra hinanden, så skulle der ikke være nogen fortrydelse bagefter, fordi vi ikke havde forsøgt at klinke skårene, så til psykolog det gik. Det reddede dog ikke mit ægteskab, men det gav mig en indsigt til at forstå min hjernes funktioner lidt dybere og mere indgående. Måske var det i virkeligheden startskuddet til, at jeg begyndte at arbejde med personlig udvikling på et lidt dybere plan.

I forbindelse med en udfordring eller et traume fra min barndom spurgte jeg psykologen, om det, hvis nu jeg sagde det højt til hende, så ville forsvinde og ikke plage mig mere? Hendes korte svar var NEJ. Det pillede jeg så lidt i og udtrykte efterfølgende højt, at så behøvede vi ikke tale mere om det, så kunne det vente. Hertil svarede hun, at jeg havde to valgmuligheder.

Hun beskrev det som følgende: ”din hjerne er som en trykkoger, og tingene ligger ganske stille under låg. Når du begynder at røre ved det, der ligger under låget, begynder at tænke tanker eller får billeder ind, så er det tid til at tage låget af og kigge på tingene. Beholder du låget på, så kan jeg med garanti love dig, at på et tidspunkt, og helt sikkert et tidspunkt du ikke ønsker, så springer låget af helt af sig selv, og så har du balladen.”

Jeg kan huske, at jeg tænkte, ja, ja, det skal du sgu’ ikke bestemme, nu har jeg båret på det i 39 år, så klarer jeg nok også de næste 50, hvis det er det jeg ønsker, og så luntede jeg lige så stille ud ad døren.

Det gik jo hverken værre eller bedre, end selvfølgelig hoppede det irriterende låg af – og ja, på et voldsomt upassende tidspunkt og jeg røg ned med et brag. Alle sandheder og skeletter væltede i et mylder ud af skabet, helt ude af kontrol.

Det er nu ikke det, min historie skal handle om. Det jeg gerne vil kaste fokus på er, at jeg kunne have lagt mig i fosterstilling og aldrig rejst mig igen, men jeg valgte i stedet, step by step, at rejse mig og tage én ting ad gangen og kikke på den. Herefter vurderede jeg, om jeg reelt kunne gøre noget ved det. Var det så gammelt, at det var ligegyldigt nu (ting jeg bare havde holdt i live fordi…?), eller var det noget, jeg var nødt til lige at vente lidt med, indtil jeg var klar. Tre bunker, tre valg.

Fordi jeg valgte at kigge på tingene i rygsækken, den rygsæk der havde tynget mig mere og mere hen over årene og havde fastfrosset mig i en rolle, der slet ikke var mig, og fordi jeg valgte at tage kvælertag med det, der gjorde ondt, det, der holdt mig stangen, de ting, der var svære, netop derfor slap jeg fri af offerrollen. Jeg blev kriger.

Nogle har givet vis fået et chok i tiden efter, nogle blev læst ind for lopper, andre blev smidt ud. Der var gråd, der var støj, og der var vrede. Når først man går i gang med mental rengøring, så vokser man skridt for skridt, og den magt, man har givet andre, tager man med ét tilbage, og pludselig ser verden og ens muligheder helt anderledes ud.

Hvad har du med ud i livet?

Jeg kommer fra en kultur, hvor der hele mit liv har været fokus på alt det, jeg gjorde forkert. Ros var en by i Rusland, og hjemme var læringen: tro det værste om folk, indtil det modsatte er bevist. Det er ikke det fedeste grundlag at drage ud i verden med, når man er et kærligt og særligt sensitivt væsen, men det var altså min værktøjskasse, mit verdensbillede, min kultur.

Det er i øvrigt helt naturligt, vi er alle født med to biologiske mekanismer der:

• hæmmer positive følelser
• fremmer negative følelser

Negativitetsbias har evolutionære fødder. Belønner os for at holde fokus på overlevelse.

Og det er stadig ikke for at være i offer-rollen, at jeg nævner det. Men tænk jer, hvilken befrielse det var, da jeg begyndte at interessere mig for personlig udvikling, mental sundhed, konflikt-håndtering, coaching og positiv psykologi. Pludselig var der begreber, der dækkede min opvækst, mit ulvesprog og min adfærd. Der var et lys, der brændte stærkere og stærkere ude i horisonten; modsætningen til min læring, modsætning til alt det, jeg var ved at blive kvalt i.

Jeg fik et nyt udgangspunkt i forhold til, hvad der virker for folk, frem for, hvad der ikke virker. Positivt livssyn frem for negativt. Girafsprog frem for ulvesprog – og ikke mindst, at livet er læring. Vi møder de udfordringer, vi skal. Måden, vi håndterer dem på, er afgørende for, om vi vokser eller kryber. Ændringerne i vores liv kommer indefra og ikke fra vores omgivelser. Lidt som en plante der bryder gennem asfalten. Sådan kan vi vælge at søge mod lyset eller forblive i mørket.

Som indskudt bemærkning bør jeg nok nævne, at der skal tre positive følelser til at opveje/udligne én negativ følelse, og det tager 6-8 uger at danne nye neurale netværk – nye vaner. Heldigvis har forskning vist, at den plastiske hjerne (neuroplasticitet) livet igennem kan ændre sine strukturer og aktivitetsmønstre på afgørende vis. Vi udvikler 2000 nye hjerneceller hver dag, så der er håb for os alle.

Positiv psykologi

For nyligt deltog jeg i en foredragsrække om positiv psykologi, og det gav et indblik i ikke bare min rejse, men også mange af mine samarbejdspartnere og klienters rejser, og det underbyggede på alle måder ovenstående.

Hans Henrik Knopp, lektor i psykologi, Aarhus Universitet, udtalte i et foredrag om positiv psykologi på Folkeuniversitetet: ”Alle prøver jo at være stærke, ingen ønsker at være skrøbelige.”

Han fortalte ligeledes, at vi er ”forkodet” med at være på vagt, derfor trives vi negativitet. Tilbage i stenalderen var det vigtigere at have det skidt, modsat af at have det godt. Hvis du havde det lidt skidt, var du opmærksom, bekymret og i alarmberedskab, og dermed kunne du forhåbentlig overleve, men hvad var prisen? Glade mennesker var i fare for at dø, fordi de var uopmærksomme…

Det er vores DNA,

• derfor er vi mere opmærksomme på negative end positive begivenheder
• derfor reagerer vi følelsesmæssigt hurtigere på negative begivenheder end positive
• derfor rammes vi hårdere af negative oplevelser end positive (mindst tre gange hårdere på                arbejdet og fem gange hårdere i parforholdet)
• vi grubler mere over problemer end vi påskynder glæde
• der er mere socialt spin/smitte i problemer end glæder

Tænk bare på medierne, journalisternes tilgang ”if it bleeds it leeds”.

• i mange sammenhænge gives prioritet til behandling frem for forebyggelse (der bruges ca. 4% af
sundhedsbudgettet på forebyggelse)

Anne Kirketerp Linstad, ph.d i foretagsomhed og ekstern lektor på Aarhus Universitet, kastede lys over, hvordan man får mennesker til at gå fra at tale om til at udføre. At gå fra tanke til handling.

Interessant er, når vi går ind i rollen med ”lært hjælpeløshed”, en rolle der optræder, når vi mister troen på, at vi kan påvirke vores omgivelser. Det jeg kalder at fastfryse. Når vi påvirkes negativt i korte perioder, kan vi komme videre uden mén, men hvis vi påvirkes gennem lang tid, så sætter det spor i retning af lært hjælpeløshed.

Hvis vi skal ændre på vores selvforståelse, kræver det, at vi opnår succesoplevelser.

”Folk undgår aktiviteter og situationer, som de mener overskrider deres mestringsstrategier”
– Albert Bandura 1994.

Succesoplevelser:

• kræver at vi lykkes med noget svært
• er individuelle og afhængige af vores tidligere oplevelser
• kræver (ofte) at vi får et kærligt skub for at ændre opfattelsen af det, som opleves for svært.

Microfeedback virker og fastholder os i vores ”rejse” frem mod succes.

Anne Kirketerp Linstad gjorde opmærksom på, at hvis vi i stedet for hele tiden at fokusere på en hel forretningsplan med al dens kompleksitet har opmærksomhed på små skridt med fuld kontrol, så skaber vi fremdrift og positiv energi – hun kalder processen ”det næstbedste skridt”.
Det eneste, vi har kontrol over, er os selv og de midler, vi har til rådighed. Hvis vi hele tiden beskæftiger os med den næste bedste handling, bliver vores handling overkommelig og mulig.
Foretagsomhed styrkes ved at fokusere på det vi har kontrol over. Der er tre ting vi altid har kontrol over:

• Hvem er vi?
• Hvem vi kender?
• Hvad vi ved?

Man har kun kontrol over et skridt ad gangen, INGEN har kontrol over fremtiden.

I dag lever jeg efter fire helt enkle leveregler, skrevet af don Miguel Ruiz:

• vær ren i dit ord
• tag ikke noget personligt
• lad være med at formode noget
• gør altid dit bedste

Jeg er kriger, og det er jeg stolt af.

Fotograf: Xuan Nguyen

Læs også https://kotu.dk/er-dit-arbejde-din-identitet/