Indlæg

Skal vi skændes i ferien, eller skal vi for en gang skyld la’ være?

/0 Kommentarer/i /af

Ferietiden er over os, og for de fleste er det forbundet med et stort ønske om, at få fred til at lade op på ny. Lade op fra den hverdag, der for mange er et kæmpe pres at komme i gennem, og som for 500.000 danskeres vedkommende er forbundet med en følelse af udbrændte på deres job (tal fra Stressforeningen).

 

For mit eget vedkommende, og her taler jeg ud fra mit verdensbillede, mine oplevelser og mine holdninger, har ferien ofte haft svært ved helt, at leve op til alle de forventninger jeg har haft, selvom jeg egentligt ikke syntes, at det har været særlig store forventninger. I dag ved jeg, at det skyldes noget i mig, og ikke så meget i mine omgivelser.

 

Jeg har helt sikkert ofte, på godt og ondt tilbage i tiden, været en af de danskere, der har følt mig udbrændt op mod ferien, så selvfølgelig skulle ferien være helt særlig – og helt efter mit hoved, så jeg kunne komme veloplagt og energifyldt tilbage på arbejde efter 2-3 uger. Og hvad skete der så? Der skete fuldstændigt det modsatte!

 

Dengang kastede jeg skylden på min familie, omgivelserne og vejret – eller hvad jeg nu ellers kunne hive ned fra hylden. I dag ved jeg, at alt sammen blev født og leveret af mig selv fra første feriedag, og desværre kun blev forstærket som dagene gik. Mit ego, mine behov, min ferie, der ikke var afstemt ordentligt med familiens øvrige medlemmer.

 

Set i bakspejlet tænker jeg, at de følelser jeg sendte ud i verden op mod ferien, også var det min familie oplevede i den første uge, indtil jeg var landet.

 

Det vil sige, det, de oplevede hos mig var, at jeg var træt, sur, uoplagt, krævende, bidende, bestemmende og energidrænende, og det jeg havde behov for fra dem var omsorg, kærlighed, nærvær, glæde, latter og positiv opmærksomhed, så jeg kunne få min energi tilbage og mine børn kunne se, hvor dejlig en mor de i virkeligheden havde, når bare hun fik ro …

 

Desværre endte det i stedet alt for ofte med negativ opmærksomhed, konflikter og ensomhedsfølelse, når vi tog på ferie – hos os alle sammen, tænker jeg. Vi brugte det meste af den første uge på at ”lande” og skændes, helt sikkert godt hjulpet på vej af, at vi valgte at kører syd på den første dag i ferien, fordi vi sådan trængte til at komme afsted, væk fra en konfliktfyldt og drænende hverdag.

 

Havde vi brugt den første uge hjemme og fået afstemt forventninger til ferien syd på, så havde det formodentligt afstedkommet en helt anden ferie, end den vi fik holdt, men vi var sultne efter at komme væk til andre himmelstrøg, i håb om, at det kunne redde os selv, vores familie, styrke vores forhold og på magisk vis ændre vores negative hverdagsfølelser på en lang og bøvlet køreturen med to små børn på bagsædet og to forældre på forsæderne, der knap nok havde haft tid til at tale sammen om noget dybere end aftensmaden og hverdags-gøremål de sidste mange, mange måneder – måske siden sidste ferie, hvor det også gik op i hat og briller.

 

Uge to gik efter omstændighederne en del bedre, her var der endelig plads til hygge og ferie – i hvert fald var uge to bedre end uge et.

 

I uge tre begyndte uroen i maven at vende tilbage, arbejde begyndte at gøre sit indtog, og skrækken over at ferien allerede var forbi, satte sit præg.

 

Nu tænker du måske, at det var da godt nok et kompliceret familiemønster, og ja, for nogle familier, der har balance i deres hverdag og kan finde ud af at afstemme forventninger med hinanden løbende, er det sikkert overvældende, at det kan gå så galt, men for resten af os, tænker jeg, at min familie bare var sådan en gennemsnitsfamilie, hvor ferie ikke altid bragte lykke og fornyet energi.

 

Så set i bagklogskabens klare lys, tænker jeg derfor, at følgende råd, kan være værdifulde for nogle:

 

  • Tal om ferie med hinanden – planlæg i fællesskab, afdæk behov og forventninger hos familiens medlemmer hver især (I kan sagtens nå det endnu, selvom destination og ferieform er købt ind, jeres roller hver især på ferien er stadig vigtige)
  • Få talt ud om det, der fylder negativt på arbejde eller i hverdagen, inden I drager afsted. Aftal hvad I gør, hvis den ene part har brug for ”rum” eller timeout på ferien (og det gælder også jeres børn og unge), så er der (forhåbentlig) også større forståelse for, hvor I hver især kommer fra, og hvad I kan bidrage med, når I er på ferie sammen
  • Giv plads til kedsomhed og alenetid
  • Lad være med at lægge alt for stramt et program, så I ikke får holdt fri
  • Husk, positiv energi smitter – det gør negativ energi også
  • Ferien er en mulighed for at være nysgerrige på hinanden og på omgivelserne, vær tilstede både fysisk og mentalt – vær fælles om tingene, tal sammen, forkæl hinanden, og lav regler for skærmtid (både for de store og for de små)

 

Vær ærlig overfor dem du rejser med i forhold til, hvilken energi du kommer med, hvilke behov du har og hvor dine grænser går. Din familie har med god grund forventninger til dig, det har du også til dem, og derfor er det både godt og nødvendigt, at få afstemt tingene, inden I drager afsted på ferie – så ferien bliver værd at skrive hjem om, og noget I sammen kan glæde jer til!

 

Ferie er den benzin, du kan køre gratis på i hverdagen. Det er den livsenergi familien sparer op i fællesskab på ferien og sender ud, når du har brug for at imødegå stress og udbrændthed og som giver dig styrke til at klare bumpene, der uforvarende opstår i hverdagen! Så pas godt på din ferie!

 

At rejse på ferie er desuden et kæmpe privilegium, der slet ikke er alle forundt, derfor giver det heller ikke mening, at spilde den på konflikter, misforståelser og uafklarede ønsker, der kunne have været afdækket hjemmefra.

 

Hav en fantastisk ferie!

 

Ps: Overvej eventuelt, om du (og din partner) kunne have fordel af at rejse alene en gang i mellem – alene som i helt alene, eller som par uden børn … – det er så dejlig fremmende for kærligheden, at føle savn!

 

Foto: Arisa Chattasa

Det store spørgsmål om de nye generationer på arbejdspladsen!

/0 Kommentarer/i /af

Generationskløft eller fællesskab

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg bliver stillet spørgsmålet i de virksomheder og netværksgrupper, jeg møder i det ganske land. Hvad skal der til, for at vi kan fastholde de unge? Hver gang svarer jeg, at vi skal ikke fastholde, vi skal tilknytte. Der er en markant forskel! Det hele skal være frivilligt og drevet af et fælles ønske for et givende samarbejde, uanset alder, så vi ikke får skabt en generationskløfte, der er så dyb, at der ikke kan bygges bro mellem generationerne.

Desværre er det tilsyneladende flere steder en virkelig stor udfordring, at være nysgerrige på hinanden. Der er ofte mange meninger i organisationen om de kommende generationer. En tendens bygger på “synsninger” om, at det er en svag generation, der træder ind på arbejdsmarkedet, en generation med alt for mange følelser, og en generation der ikke forstår at “tage fat” – frit oversat; arbejde virkelig mange timer og prioritere arbejde over alt andet! De unge får skyld for at være ukollegiale, i retning af “her sidder vi gamle så med alt arbejdet og skal klare det hele, mens de unge smutter hjem til familien.”

I mange virksomheder får netop den kultur lov til at leve sit eget liv, og dermed skabes der siloer og forsvarsmekanismer i samarbejdet og på tværs af organisationen. “Dem mod os-kulturen” udvikler sig og det bliver til en kamp mellem Boomerne (generation X) og generationerne efter, og fordi det ikke italesættes eller tages hånd om, vil det til evig tid skabe konflikter og disrespekt mellem de ansætte. Alt for ofte er det anført af en enkelt eller få medarbejdere, hvor ledelsen og de øvrige kollegaer ikke får sagt fra eller endnu bedre får belyst problemet i tide. Ofte bunder det i ren og skær usikkerhed fra den enkelte medarbejders egne tanker om fremtiden. Det er der ingen virksomheder, der kan holde til!

Der er brug for både unge og 50+ medarbejdere på vores arbejdspladser, derfor er det vigtigt at være nysgerrige på hinanden og åbne for forandringer. Virksomhederne kan gøre rigtig meget selv, ved at åbne op for dialog og fjerne fordomme. Skab rum til at nedbryde siloer. Skab rum til nysgerrighed og spørgsmål. Skab en fælles referenceramme, der kan arbejdes ud fra i organisationen. Et fællesskab og en forståelse for, hvor vi kommer fra hver især. Fortællerværksted er et fantastisk værktøj til at synliggøre, de forandringer tiden har skabt. Verden er i forandring, vi har brug for at stå sammen, ikke det modsatte.

Jesper Theil Thomsen, 28 år, stifter og ejer af Soundboks, udtrykte det sådan her på Ledelsens dag i november 2023: 28 årige er ikke ”særlige medarbejdere”, de er bare unge med mindre erfaring end en 50’årig, og derfor har de brug for mere støtte. Sådan har det ALTID været! Forventningerne er blevet højere til samfundet, vores velfærd og vores arbejdspladser, derfor har vi udfordringer. De unge er bare unge, nøjagtig som de var for 50 år siden!

Alle har brug for at føle sig mødt

Få mere indsigt i de fremtidige generationers ønsker og behov i nedenstående artiklen fra Væksthus for Ledelse – og så vil jeg gerne understrege, at det ikke kun er de unge, virksomhederne skal have øje for! Det støjer og skaber unødig bøvl, at der entydigt kun fokuseres på de unge. Hav nu fokus på den samlede arbejdsstyrke og det fælles gode samarbejde. 50+ har også brug for kærlig omsorg. De har også brug for at blive set og hørt! Forskelsbehandlingen er med til at skabe misundelse og vrede, hvilket er helt unødvendigt, og sagtens kan imødegås. Mange 50+ er super usikre på om de kan holde på deres job, om de bliver overhalet af de unge, om de kan finde ud af digitaliseringen og det tempoet fremtiden kalder på. Tal åbent om det på tværs af organisationen. Få afmystificeret alt det, de alle sammen er bange for eller usikre på!

Ved fælles hjælp er der utrolig meget at hente på tværs af generationer. Det er ikke en svaghed at være ung, og det er heller ikke en svaghed at være 50+ – med mindre vi skaber et billede af, at det er!

Bonus information om de kommende generationer på arbejdsmarkedet fra McCrindle: Global arbejdsstyrke 2030: generation X: 23%  Y: 32%  Z: 34%  A: 11%.

Læs artiklen fra Væksthus for Ledelse her

Foto: Markus Spiske

Morgenstund har guld i mund …

/0 Kommentarer/i /af

Morgenstund har guld i mund …

Kender I det der med, at tillade sig selv, at drømme stort? Det gjorde jeg for fire år siden, da jeg begyndte at arbejde med mine Tankevækkere. Jeg kunne simpelthen mærke helt ind i hjertekulen, at jeg havde fat i noget godt. Noget, der gav mening ud over det sædvanlige. Ansporet af den hellige ild, kastede jeg mine sidste basseøre og hundrede vis af timers arbejde ind i projektet. Så kom Corona og bla bla bla, det kunne jeg også fortælle grumme historier om, men det gider jeg ikke.

Jeg vil meget hellere fortælle, det helt fantastiske, der sker, når den drøm man har gået med så længe, pludselig begynder at folde sig ud – og det har min drøm langsomt gjort de sidste 2-3 måneder. I tirsdags toppede det hele på den smukkeste vis.

I tirsdags stod jeg op kl. 03.30 og drog mod Sjælland – det er vildt tidligt, men dagen var bare helt særlig allerede fra morgenstunden. I solopgangens smukke lys kørte jeg og tænkte over, hvad dagen mon ville bringe?

Allerede i de forgangne uger havde jeg lukket spændende opgaver, holdt møder med potentielle samarbejdspartnere, og så sent som i sidste uge lukkede jeg min første ordre hos FOA på en workshop med deres proceskonsulenter, som forhåbentlig kun var starten på et langt og godt samarbejde. Så det ER virkelig nu, jeg kniber mig i armen.

Og hvordan gik mødet så i Hellerup i tirsdags?

I kan læse mine betragtninger fra mødet nedenfor, og det blev virkelig en øjenåbner og den mest fantastisk oplevelse af, at det, jeg har knoklet for gennem de sidste fire år, nu endelig har fundet vej ud i verden, og bliver taget imod med åbne arme og begejstring. Så ja, det var helt køreturen og den manglende nattesøvn værd!

Frygten for at blive vejet og fundet for let, hæmmer ofte vejen til sejr”

Et netværksmøde med en række spændende HR-ansvarlige hos F5 i Hellerup tirsdag morgen, satte tankerne i gang – ikke bare hos deltagerne, men så sandelig også hos mig hele vejen hjem fra Hellerup.

Jeg var indbudt af Annette Otto, som er facilitator for netværket, til at holde et indlæg om vor tids udfordringer i forbindelse med at skabe dialog, forståelse og en adfærd der formår at udvikle vores vigtigste samarbejdskompetencer: relationskompetence, refleksionskompetence og meningskompetence. Alle tre kompetencer er helt grundlæggende færdigheder, som sættes i spil/ses under gruppearbejde, projektsamarbejde og i samskabelsesprocesser.

Hele idéen med oplægget var efterfølgende, at give deltagerne mulighed for at teste og arbejde med refleksionsværktøjet Tankevækkere.

Tankevækkere er udviklet til at skabe et fælles fortroligt rum med forståelse, refleksion, selvindsigt, spejling og mulighed for dybe og nuancerede samtaler – en forudsætning for at kunne udvikle de tre personlige kompetenceformer, der er så vigtige for kunne skabe en kreativ og samskabende adfærd. Derfor var den efterfølgende workshop bundet op på Tankevækkere og det reflekterende rum.

Det var heldigvis et spørgelystent selskab – det er HR folk jo generelt – de er nysgerrige på andre mennesker, på livet og på alle de lag, nuancer og måder vi omgås og kommunikerer med hinanden på. Derfor havde jeg også høje forventninger til dagen, allerede inden jeg ankom.

Jeg havde glædet mig til at dele og udveksle erfaringer, indsigter og betragtninger med deltagerne, og det blev til fulde indfriet. Jeg fik mindst lige så meget med den anden vej fra deltagernes engagement og bidrag i debatten, så KÆMPE tak for det!

Min største glæde var imidlertid deres evaluering sidst på formiddagen. Jeg havde nok i al beskedenhed håbet, at de ville blive inspireret af mit indlæg, hvilket de også gav udtryk for, at de blev – meget endda – men stor var min glæde, da de sammenstemmende udtrykte, at de faktisk hellere ville have haft langt mere tid til at arbejde og lege med Tankevækkere i de fortrolige rum og dele deres oplevelser med hinanden. Det, kortene gav til den enkelte og fællesskabet, var lagt mere interessant. og noget de gerne havde arbejdet meget mere ned i …

Jeg tror, at det der ramte mig, da jeg kørte hjem, var, at jeg jo ikke behøver ”pakke” Tankevækkere ind i en masse andet. Mit værktøj er endeligt blevet så stærkt, at det kan stå alene. Så hvis ikke konstruktiv kritik er godt, så ved jeg ikke hvad. Hvor er det fantastisk at være kommet så langt, at jeg godt tør spørge efter feedback, uden at føle mig udsat eller særlig sårbar. For mig var det dagens bedste refleksion!

Nå ja, her til morgen holdt jeg så møde med en af landet største banker, og det tegner også til at kunne blive rigtig spændende, så gæt hvad?

DET BETALER SIG AT SÆTTE BARREN HØJT OG DRØMME STORT!

Metaverset – en ny måde at være i verden på

/0 Kommentarer/i /af

Metaverset – en ny måde at være i verden på

I et fagblad fra min gamle branche læste jeg for nyligt en artikel, hvor bureauet Fjord forudser post-traumatisk vækst oven på et par turbulente år. I deres analyse giver de fem bud på, hvordan verden kommer til at tage sig ud, og hvad der vil være fokus på i det kommende år.

1. trend: Mig og fællesskabet

2. trend: Opgør med overflod

3. trend: Metaverset kommer

4. trend: Information, tillid og dialog

5. trend: Vis omsorg

Fire ud af fem trends ligger tæt op af mit daglige arbejde med trivsel/mistrivsel i virksomheder og organisationer. Den femte trend Metaverset har længe stået og blafret i min bevidsthed, primært som noget jeg er nysgerrig efter at vide mere om, men ikke har ret meget indsigt i.

Derfor dykkede jeg efterfølgende ned i emnet, og har de seneste dage gået og reflekteret over de muligheder det helt sikkert kommer til at åben op for, men samtidig stiller det også skarpt på, hvilke etiske og moralske udfordringer der følger med, når grænserne for hvad vi kan, udviskes i en verden hvor ALT er muligt – en verden fyldt med hologrammer, 3D effekter og elektronik der får os til at føle, at vi er 100% til stede, men hvor livet leves gennem vores avatar (repræsentant af dig selv), der styles alt efter hvor vi befinder os og hvilke anledninger, der er tale om.

Når vi er på arbejdet, fremstår vi fotorealistiske (seriøse), i fritiden hænger vi ud i et stylet image (hvor vi tager os godt ud) og når vi spiller/gamer, giver vi den gas med fantasifulde og overdådige dragter. Kort sagt forskellige dragter og beklædning til forskellige anledninger. Det er ret interessant, og har du lyst til at vide mere, så tjek Mark Zuckerberg’s video om, hvordan han og hans kollegaer anskuer fremtiden på området: https://youtu.be/gElfIo6uw4g

Nogle vil helt sikkert hævde, at metaverset kan afhjælpe mange sociale udfordringer og medvirke til en mere legende og lærerig hverdag med kreativitet, samskabelse og udvikling. Det er uden tvivl sandt på flere niveauer. Metaverset kan med garanti åbne op for helt nye muligheder i løbet af de næste 5-10 år til gavn for mange, og med muligheder vi slet ikke har set omfanget af endnu.

Mit forbehold er dog fortsat, hvis du er ensom og har det svært i det virkelige liv, og syntes, at verden er et hårdt sted at være, så kan du muligvis godt købe dig frihed for en stund i Metaversets univers, men hvad så, når du slukker og stempler ud og står tilbage i den virkelige verden?

Bliver Metaverset en virkelighedsflugt for dem, der ikke magter det virkelige liv og hellere vil flygte ind i en fantasiverden? Bliver ensomheden større eller mindre? Bliver vores nærvær mere eller mindre i forhold til vores omgivelser? Og hvis ALT er muligt i Metaverset, vil vores grænser så ikke blive voldsomt udfordrede? Hvordan sætter vi i givet fald spillereglerne etisk og moralsk?

Fra 2019 til 2022 er der sket en stigning fra 58% til 69% blandt teenagere, der har følt sig udenfor, når veninder/venner har tagget hinanden på de sociale medier, uden at de har været med. Mon ikke det er en udfordring, der fortsætter i Metaverset, når vi måske i endnu højere grad klikker os ud og ind af forskellige platforme i fremtiden, uden fysisk at kunne se konsekvenserne af det vi gør, fordi det meste til den tid foregår bag briller og i Metaverset …

Lige nu i 2022 viser en undersøgelse fra Aller Media at 54% af de digitalt indfødte foretrækker samvær IRL (In Real Life), og spørgsmålet er om vi drukner dem i fremtidens digitalisering, eller om der kommer et modtryk? Det er et spændende spørgsmål.

I dag fortsatte drøftelserne og mine overvejelser i Silkeborg Future Tech Group, en netværksgruppe under Innovation Silkeborg, hvor vi drøfter udvikling på digitaliseringsområdet på tværs af brancher og virksomheder. Vores facilitator er ekspert og fremtidsforsker Louise Opprud Jacobsen, der er specialist inden for digitalisering, og som altid udfordre og inspirer til refleksion og dialog – og i dag var ingen undtagelse.

Noget af det vi gennem dagen arbejdede med var netop Metaverset. Det findes allerede, også på danske arbejdspladser. Grundfos har som nogle af de første her hjemme udviklet Metaveret i deres organisation og daglige arbejde.

På ovenstående billede ses to avatar fra henholdsvis Nestlé og WHO.

Ruth møder du hos Nestlé, hun er cookie coach i Tall House, og kan hjælpe dig med at bage småkager. Florence er Who’s digitale sundhedshjælper, som du kan stille spørgsmål om alt i forhold til covid-19 vaccinationer og rygestop.

Begge er udviklet til at kunne fører samtaler med 5.000-10.000 brugere på en gang – og i så lang tid man måtte ønske.

Det har givetvis stort potentiale. Der er allerede nu kendte influencere/ikoner, der har udviklet deres egen avatar. Avataren er udviklet for at tilfredsstille fans, og give dem en god og ”personlig” oplevelse i kommunikationen med deres idol – stemmen har dog fået et tvist, for at kunne adskille originalen fra kopien …

Overordnet set handler Metaverset om tre ting:

  • community
  • collebration
  • co-creation

Forvaltet korrekt kan det løse mange ting i vores tid, forvaltet forkert er det ikke kun WEB version 3,0 der bliver decentraliseret, det gør vi mennesker også!

WEB version 1,0 tilsluttede forbindelser, WEB version 2,0 forbandt/tilsluttede mennesker, WEB version 3,0 siges at være et åbent decentralt netværk.

Fremtiden kalder på vores nysgerrighed! Jeg håber også, at den kalder på dialog og sunde spørgsmål.

Del kagen …

/0 Kommentarer/i /af

Del kagen …

Lige nu holder hovedparten af vi danskere efterårsferie. Mange er aktive, rejser ud og gør en masse ting sammen med familie og venner. Ting og oplevelser vi hver især kommer tilbage på vores arbejdspladser, i skoler og på institutioner og fortæller om, når ferien er slut.

Alt for mange er ensomme, og det bliver særlig synligt i ferierne. Derfor er det måske nu, du har overskud til at gøre en forskel ved at invitere en ensom naboen, genboen eller en i dit netværk på kaffe og kage.

Selvfølgelig er det ikke dit ansvar alene, at andre er ensomme. I min optik er vi alle forpligtede til at drage omsorg for hinanden. Hvem ved, hvornår ensomheden rammer os selv eller vores børn og unge? Så ville det da være rart, at der til den tid var nogen, der rakte hånden frem mod os …

Det er nu du og din familie har chancen for at invitere den kammerat fra børnehaven, klassen eller fra gaden, som I inderst inde godt ved, har det svært og er ensom.

Vi kan alle lære noget nyt om os selv og hinanden, når vi er modige nok til at spejle os i dem, vi ikke ligner. Det er godt for os, for vores børn og for vores samfund. Det skaber gensidig tolerance, forståelse, omsorg, indsigt og nysgerrighed. Værdier der er vigtige for os alle på vores vej gennem livet, så vi kan navigere respektfuldt og med øje for det fælles bedste.

Åbn din dør for et andet menneske, og få en gave der rækker langt ud over det, du investerer!

Rigtig god ferie.

Foto: Henry Be

Hold snitterne for dig selv

/0 Kommentarer/i /af

Hold snitterne for dig selv

Lige om lidt går jeg på ferie. Det er første gang siden 2017, så jeg har virkelig glædet mig.

Jeg har op mod ferien i mit terapirum haft en del besøgende, som jeg har coachet og sparket kærligt bagi. Det har både været unge med udfordringer, familier og par. Fælles for dem alle er, at kommunikationen halter voldsomt. Træthed og slid har sat sig, og overskuddet til at forstå hinanden kan ligge på et meget lille sted.

De har selvfølgelig ikke noget umiddelbart ønske om at misforstå hinanden, pege fingre eller skændes, men måske fordi kærligheden, omsorgen og fællesskabet er blevet overset i hverdagens travlhed, er de endt lige der, hvor forståelse og overskud til at se hinanden, virkelig se hinanden, er forsvundet.

I Danmark er vi ret gode til selvudvikling og ret gode til ”jeg”, måske er vi knap så gode til fællesudvikling og ”vi”. Ikke af ond vilje, men fordi vi jo ikke kan være noget for andre, hvis vi ikke kan være noget for os selv – eller det er i hvert fald det, vi får tudet ørene fulde af. Du skal lære at elske dig selv først …

Jeg siger det jo selv til dem, der kommer i mit terapirum, og jeg mener det virkelig. Desværre er jeg’et i bund og grund også en af de væsentligste årsager til, at det går galt i så mange forhold.

Når først vi begynder at arbejde indad, og vi finder os selv, finder vores indre jeg og den kraft, der er medskaber til vores liv, og de valg vi træffer, så er det også den læring, vi tager med os ud i livet. Det er den indsigt vi møder andre med, og den kraft der styrer vores valg. Her er det jeg’et, der råder. Jeg’et der styrer, og jeg’et der sætter dagsordenen.

Jeg’et tager vi med os hver dag på arbejde, i fritiden og i familien, og måske er det derfor, der opstår et vakuum og en forvirring, når vi i parforholdet, i familien og i vores omgang med andre strander og møder modstand. Måske havner vi oven i købet i flere dårlige konflikter, end vi behøver.

Sandt er det i hvert fald, at vi uforvarende glemmer at spørge, hvad vores omgivelser har brug for. Ofte tager vi udgangspunkt i vores egne behov og transformerer dem til andres behov. Vi får ikke forventningsafstemt, men går ud fra at vi ved, hvad andre har lyst til og behov for. Vi syntes, at vi kender deres ønsker og behov. Det gør vi bare ikke altid.

Ofte bruger vi et helt liv med at syntes og tro om andre.

Vi vil umiddelbart altid tage udgangspunkt i vores egne behov og ønsker. Derfor tror vi også, at vores ”gave” til andre bliver modtaget i samme ånd, som den bliver givet, hvilket er langt fra sikkert.

Gary Chapman spørger i sin bog Kærlighedens 5 sprog, om du og din partner taler samme sprog. Det er et ret godt spørgsmål, og et spørgsmål der også kan stilles i forhold til dine børn, dine venner og dine kollegaer – fysisk berøring skal i givet fald tolkes anderledes end i parforholdet og mere i retning af en hånd på skulderen eller et knus/kram, afhængig af den enkelte.

Typisk har man 1-2 sprog, der ligger højest på barometeret, og som giver glæde og sommerfugle i maven.

De fem sprog er:

 

Anerkendende ord

Tid til hinanden

At modtage gaver

Tjenester

Fysisk berøring

 

Så hvis dit eget kærlighedssprog er berøring, og din kæreste ikke har berøring som et kærlighedssprog, der hitter, vil jeg klart anbefale, at du holder snitterne lidt for dig selv i sommerferien. Man vil altid være tilbøjelig til at bruge sit eget kærlighedssprog som ”gave” til den anden part, derfor vil du formodentlig bruge det meste af ferien på at røre ved din kæreste, da det jo er den ultimative lykkefølelse for dig selv.

Det vil dog være spildte kræfter og i bedste fald blot skabe irritation – i værste fald skilsmisse.

Det er er en rigtig god idé at finde ud af, hvad der er din kærestes kærlighedssprog, så du ikke kaster perler for svin, men bruger dit krudt rigtigt. Det ligger dybt i os alle, at vi gerne vil glæde den/dem, vi elsker. Vi ønsker inderligt at gøre hinanden lykkelige, og for det meste beror negative konflikter på misforståelser og manglende indsigt.

Dit kærlighedssprog kan være lige så forskelligt fra din partners, som kinesisk er fra dansk – Gary Chapman

Derfor giver det god mening at gøre sig umage med at finde hinandens kærlighedssprog og behov. Forventningsafstemme og drage omsorg for hinanden – både i hverdagen og i ferien.

Af samme årsag tager jeg derfor heller ikke på ferie uden at forventningsafstemme. Selvom vi har været venner og kendt hinanden i mange år, er det første gang vi skal afsted på ferie sammen, så over en hyggelig middag i sidste weekend tog vi de første spadestik til ferien og fik forventningsafstemt med hinanden. Det betyder, at vi begge trods det, at vi aldrig tidligere har holdt ferie sammen, føler os trygge, og hver især er blevet hørt og forstået i vores ønsker til det at holde ferie sammen. Det kan derfor kun blive godt!

For alle dem, der kommer i mit terapirum, gælder det samme. Hver gang de får øje på deres og andres kærlighedssprog, går der et lys op for dem. Det er så meget lettere at vise respekt og bringe gaver, når man ved, hvad der gør hinanden glad og lykkelig. Der er ingen grund til, at man gennem et helt liv gør sig umage med noget, der aldrig vil blive opfattet af den, man elsker, som en kærlighedsgave – blot fordi man ikke sender på samme kanal og i misforstået godhed, giver det, man selv ønsker i troen på, at det, er den ultimative kærlighedserklæring …

Rigtig god ferie!

Fucker du med din trivsel?

/0 Kommentarer/i /af

Hvad står vi overfor på den anden side af Covid-19, og hvordan overlever trivslen?

I mange måneder har danske virksomheder og virksomhedsejere nu efterhånden brandslukket, ændret kurs, sendt medarbejdere hjem, kaldt dem tilbage igen; kort sagt levet et uvist liv uden bagkant. Det koster mange steder dyrt på trivselskontoen – det gør det, både hvis du har for travlt, og hvis du har for lidt at lave!

Når man som virksomhedsleder går i overlevelsesmode eller pludselig får ekstraordinært travlt, så koster det andre steder. Områder der i virkeligheden er uhyre vigtige for, at man netop er i stand til at præstere lige det der ekstra, der gør, at vi kommer i mål og har alle med på sejrsskamlen.

Professor i psykiatri Poul Videbæk (leder af Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning) skriver i en artikel i Ugeskrift for læger, at vi står over for virkelig store udfordringer, når vi lander på den anden side af Covid-19:

  • Der forventes en mental bølge efter viruspandemien i form af neurologiske skader som angst og depression såvel som kognitive skader – særligt hos smittede og sundhedspersonale
  • Det forventes, at vi går fra 3% til 40% med psykiatriske lidelser efter epidemien, blandt dem der har været smittede
  • Der forventes desuden en øget stigning i neuropsykiatriske syndromer hos læger, sygeplejersker og andre, der har haft med patienterne at gøre

Forventninger og tal bygger på eksempler fra SARS.

I mange virksomheder, på institutioner og hos offentlige instanser ligger der i øjeblikket en tikkende bombe, klar til at eksplodere med stress, mental mistrivsel og depression, hvis ikke der tages hånd om trivslen i den proces, vi alle gennemgår i øjeblikket.

Husk på, at de forskellige personprofiler i din varetægt, har individuelle behov og reaktionsmønstre over for trusler og en usikker fremtid. De skal hver især tages hånd om.

Det er vigtigt at etablere en trivselsgruppe eller task force til at gribe og støtte den enkelte, og som samtidig kan være medansvarlig for trivslen på den lange bane – særligt fordi vi nu også ved, at distanceledelse og virtuelle møder er kommet for at blive, og der er brug for nye og holdbare værktøjer.

Det behøver ikke være kompliceret, men sørg for at uddanne gruppen, så de har værktøjer og indsigt til at spille med i hverdagen – både i det fysiske rum og virtuelt. Det er hjælp til selvhjælp. Som chef er du 100% på lige nu. Fokus ligger ofte i driften og fremtiden, når kriser eller ekstraordinær travlhed opstår. Det er helt naturligt, dog kan prisen være for høj på den menneskelige konto i den sidste ende, og som chef har du ansvaret for, at alle kommer godt igennem.

Jeg hjælper gerne. Trivselskonceptet er allerede testet og godkendt, det samme er undervisningsmaterialet til kommende trivselsgrupper og distanceledere, så selvom du ikke kan holde store fysiske personalearrangementer lige nu, kan du sagtens varetage opgaven med at skabe god trivsel i fællesskab med din trivselsgruppe og dine ledere.

Fordelen er, at du bliver aflastet som leder, skaber ambassadører og tovholdere (fysisk og virtuelt) i din virksomhed på tværs af afdelinger, løfter trivslen i fællesskab, holder hånden under hinanden og kommer sikkert i havn SAMMEN.

Ring til mig på telefon 2924 9098 og hør mere om det helt enkle trivselskoncept, der kan tilpasses lige netop din virksomhed, eller skriv på kotu@kotu.dk

Lad os sætte processen i gang og løse udfordringen sammen.

VI STARTER 2021 I TRIVSLENS TEGN – DET ER ET GODT BUDSKAB MED STOR SIGNALVÆRDI AT SEND DINE MEDARBEJDERE PÅ JULEFERIE MED!

Præsentation af trivselskultur til varig vækst og positiv udvikling:

https://indd.adobe.com/view/efab885b-596f-488f-9411-bbcfe670f313

 

Skærmlede og distancetræthed – en ny tids udfordringer…

/0 Kommentarer/i /af

Kan du huske, hvornår du sidst har opfordret til leg i din organisation – ikke spil, konkurrence eller noget der lugter af at skulle vinde over andre? Bare uhæmmet leg på lige vilkår og uden at skulle nå et bestemt mål – skabelse af flow.

Mange steder er legen blevet glemt, sat til side eller på anden vis forsvundet ud af værktøjskassen. Det er en kæmpe fejl, hvis du spørger mig – og jeg har selv glemt at lege, så jeg er om nogen rusten inde i legens verden.

En god leg gør os lige, nedbryder barrierer og udvisker forskelle.

Derfor havde jeg i sidste uge besluttet mig for at deltage på webinar hos Play User Lab i Billund, hvor forfatter til bogen The Innovation Cycle og rollespils-ekvilibrist, Claus Raasted, tog os med ind i den digitale legs univers og fortalte om fremtidens leg – flankeret af Louise Fenger Kornum og Thomas Aakjær Jensen, begge fra CoC Playful Minds. Hvorfor nævner jeg Louise og Thomas? Det kommer jeg tilbage til.

Sandheden er, at utrolig mange Teams-møder, Zoom-møder, Adope-Connect-møder o.l. alle går fra opgave til løsning, hvilket har fungeret på den korte bane, men ikke på den lange – og lige nu er vi på den lange bane. Den digitale platform er kommet for at blive. Virtuelle møder er vores fremtid, og derfor har vi brug for forstyrrelser og leg i vores møder, så vi kan holde kadencen.

Det er ikke altid let, hvis man er et alvorligt og seriøst menneske, der omgås andre alvorlige og seriøse mennesker, der heller ikke har leget med nogen i mange år!

Men tilbage til Claus, der gennem hele dagens webinar tilførte os ny viden om digitale udfoldelsesmuligheder og samvær via leg. Allerede ved indgangen til dagen blev jeg udfordret på mit mindset og min deltagelse. Som sagt har jeg på mange måder glemt at lege. Måske har mit liv generelt bare været for alvorligt og min facade for vigtig til at risikere pinligheder, som at falde igennem, se dum ud og ikke bestå prøven ind i fællesskabet… Det fantastiske er så i virkeligheden at finde ud af, at i leg handler det slet ikke om at bestå, det handler om at være med!

Vi havde på forhånd, inden dagens webinar, modtaget en ”lege-kasse” med forskelligt udstyr til de lege vi skulle deltage i gennem dagen. Det skabte i sig selv forventning og glæde – og et lille sug i maven.

I første leg skulle vi fortælle, hvilket dyr vi var, og hvorfor vi valgte lige netop det dyr. Allerede her røg jeg med det samme ned i kassen, der hedder ”åh nej, ikke sådan noget pjat”. Paraderne røg op og i stedet for at give mig selv lov til at slippe hæmningerne og finde på et sjovt dyr, valgte jeg det sikre, en sort panter (den var da i det mindste sej), og så tilføjede jeg ordene: fordi jeg slås for de svage i samfundet – øv, hvor kedeligt og forudsigeligt!

De øvrige deltagere på holdet havde leget meget mere gennem årene, så deres dyr og historier var både sjovere og meget mere spændende end mit dyr og min historie. Første læring: Giv slip, ha’ det sjovt og vær medskaber i historien.

Det kræver naturligvis, at vi ikke sidder fast i vores egen historie og kultur, men at vi i stedet tilvælger udfordringen og arbejder på at blive lidt mere ”loose” i vores tilgang til hinanden – og ikke mindst tillader os selv, at give slip på det perfekte billede.

Og nu kommer læring nummer to: Leg har intet formål. Intet er perfekt i leg, tværtimod! Der er ingen gevinst for den enkelte, og der er ingen regler. Leg er fleksibel, der er ingen konkurrence, og det må gerne gå lidt galt. Tese: Når tilfældet råder køber deltagerne lettere ind på opgaven/situationen!

Vi havde i vores ”lege-kasse” fra tidligere modtaget en pose med legoklodser, og undervejs i forløbet kom så den opgave der hørte til legoklodserne. Vi skulle med hvert vores bogstav danne et fælles ord på skærmen. Et par af deltagerne fandt på det ord, vi andre skulle stave til, og styrede herefter slagets gang. Hver især skulle vi bygge vores eget bogstav ved hjælp af legoklodser. Jeg har leget meget med LEGO som barn, men havde tilsyneladende glemt alt, så det var en virkelig svær opgave at løse – og så på tid. Desværre lykkedes det mig ikke at bygge mit ”N” i LEGO. Til gengæld måtte jeg sande, da vi evaluerede på opgaven, at jeg savner at lege. Jeg vil lege meget mere. Jeg blev sat fri mens vi legede, og jeg havde en fest sammen med de andre!

Undervejs i løbet af dagen gav Claus rigtig gode og praktiske indsigter i, hvordan man fungerer optimalt på en digital platform, særligt hvis der skal løses opgaver, leges eller arbejdes på tværs af virksomheden gennem flere timer.

Sørg for at stå skarpt, lad dine medarbejdere arbejde hjemme på store skærme i en ordentlig opløsning. Køb udstyr, der er gearet til en digital hverdag. Sørg for skarpt lys/et lyst rum, mens du er på digitalt og et headset der virker. Lys er vigtigt! Lyd er vigtig! Vi skal både kunne høre og aflæse hinandens virtuelle udtryk, ellers mister vi fokus og interesse! Test teknikken og kommunikationen med feedback fra deltagerne, så I fremstår skarpt og kan stramme op de steder hvor det er nødvendigt.

Den digitale arbejdsform er kommet for at blive. Derfor er det vigtigt med små afbrydelser i hverdagen i form af leg og andet, hvor vi kommer væk fra skærmen, op at stå, og samtidig styrker fællesskabet og samarbejdet i fravær af det fysiske møde – ellers ender vi som en flok zombier foran hver sin skræm.

Det er i sandhed en befrielse at kunne grine sammen og lave ”interruption” i en hverdag med ALT, ALT for mange timer bag en skræm.

Og nu kommer vi til Louise og Thomas. Begge var de værter under webinaret, begge er de fra CoC Playful Minds, hvor det seriøst handler om samskabelse via leg og læring mellem børn og voksne. Derfor kom det nok heller ikke bag på ret mange af deltagerne, at deres evner ud i leg stikker helt af, når de er sammen – og det er skrevet i kæmpe respekt og med stor kærlighed (og en lille bitte smule misundelse over deres umiddelbarhed og glæde ved at lege).

Mens vi sad og arbejdede seriøst, kom Louise pludselig vandrende ind bagerst i billedet med den sjoveste hat på hovedet, en hat der mest af alt lignede en hane eller ”noget”. Hatten var det eneste, man kunne se hen over udsmykningen i baggrunden af rummet – en vandrende hat og et par lange ben, der vandrede frem og tilbage i baggrunden. Det udløste endorfiner, latter, glæde og energi på en dag, hvor vi sad rigtig længe bag en skærm – og de dage er der mange af lige nu og givet vis også i fremtiden.

Interruption er et vigtigt redskab, hvis du vil fjerne skærmlede og distancetræthed i hverdagen!

Den samme interruption lavede Thomas i øvrigt, da det varslede Snack Banko i frokostpausen blev ledsaget af ”Fru Pigalopp” som opråber (Thomas i fuld udklædning) – en mulighed for samhørighed og leg hen over den fælles frokost, når vi nu ikke kan sidde fysisk i samme rum.

Skal der nedbrydes grænser i din virksomhed for at få plads til leg? Så find allierede, find dem der støtter op og gerne vil lege:  https://www.youtube.com/watch?v=V74AxCqOTvg

Det behøver ikke være stort og forkromet, bare små fysiske øvelser og opgaver væk fra skærmen og hurtigt retur: fælles gymnastik, lav en sjov drink (fredagsbar), dagens bevægelse, find en ting i dit hjem/på dit kontor og fortæl dine kollegaer historien bag, læg puslespil på tid o.l. Saml ideer fra de ansatte, lad dem byde ind på ”interruption” og leg i deres egen hverdag til fremme af trivsel og fællesskab.

Husk, den moderne leder skal være nysgerrig og omstillingsparat. Så hvilken type leder er du? Og tør du lege med?

Fotograf: Nastuh Abootalebi

Mistrivsel er din egen skyld – så for den …

/0 Kommentarer/i /af

Mistrivsel er din egen skyld – så for den…

Jeg ved godt, at det er et voldsomt postulat, men måske du er enig, når du har læst denne blog færdig. Jeg mener det ikke så slemt, som det står skrevet, dog er der et kraftigt drys af sandhed i overskriften.

De sidste snart tre ugers arbejde med unge elever på de tre FGU-skoler i Midt-Vest har givet mig syn for sagen. Blandt de tre grupper har der været rigtig stor divergens i sammensætningen, tilgangen og måden de interagerede blandt hinanden. Interessant at få adgang til og indblik i.

Mine iagttagelser gennem perioden viser, at der er tre ting, der for alvor skaber udfordringer:

– Frivillighed eller tvang (har du selv valgt at deltage, eller har nogen valgt det for dig)

– Har du været med fra starten eller bryder du ind midt i aktiviteten (manglende indsigt og opbygningen af den
tillid, der skabes fra starten i et projekt, skaber ubalance mellem deltagerne)

– Kommer du for at give eller for at tage (personprofilers tilgang betyder mere, end du regner med for tillid og
fællesskab)

Min ”mission” med samtalerummene og undervisningen i adfærd og kommunikation hos FGU-skolerne udspringer helt naturligt fra mit arbejde med trivsel og stressforebyggelse i virksomheder. Her er jeg, et utal af gange gennem de senere år, blevet forundret over den massivt manglende indsigt mange ansatte og ledere har, når det kommer til konflikthåndtering og den betydning, personprofiler, verdensbilleder og kultur har for udvikling og vækst.

Livslæring

Når jeg kigger indad, er det den nøjagtig samme tomme værktøjskasse, jeg selv var i besiddelse af i mange år, indtil jeg besluttede mig for at blive klogere på mennesker og begyndte min indre rejse frem imod den, jeg er i dag. Ikke nogen let rejse, det indrømmer jeg, men for hulen hvor ville jeg gerne have haft de værktøjer, jeg har i dag, langt tidligere i mit liv, gerne i min ungdom. Meget ville have været lettere og mange kampe og nederlag ville være undgået.

Nogle vil sikkert påstå, at det har givet hår på brystet at tage kampene, og det har de for så vidt også ret i, men jeg havde jo ikke behøvet at gå i stykker undervejs, og jeg var uden tvivl blevet en bedre mor, kone, ven, leder og kollega, hvis jeg havde haft de rigtige værktøjer til at imødegå konflikter, manglende forståelse og et selvbillede, der skabte unødvendige udfordringer i forhold til det perfekte glansbillede i mit liv.

Livet havde helt sikkert udfoldet sig anderledes, hvis jeg ikke var blevet fastholdt i negative mønstre, manglende selvværd og et ønske om accept og anerkendelse de forkerte steder, udelukkende fordi den arv og kultur, jeg havde med hjemme fra, havde sendt mig i en forkert retning. Måske havde jeg haft en alternativ vej at gå og en større selvindsigt, der igen havde åbnet nye muligheder og kastet *ulven hen i ringhjørnet for at give plads til giraffen.

Lige netop disse betragtninger var udgangspunktet da jeg for tre år siden begyndte at udvikle på tankevækkerne (samtalekort). Jeg havde et dybtfølt ønske om at hjælpe andre til refleksion og dialog. Jeg ønskede ikke for nogen, at de skulle gå i stykker p.g.a. stress, angst eller ensomhed, og kunne kortene bare hjælpe én eneste til at reflektere og få mod på at arbejde med selvindsigt og dermed tilegne sig nye værktøjer, så ville min mission være lykkedes.

At jeg så på grund af Coronavirus landede hos FGU Midt-Vest, er ingen tilfældighed. Jeg har en grundlæggende tro på, at vi møder det, vi skal møde i livet, og når vi er klar, så folder tingene sig ud. Intet er tilfældigt, alt er læring, og vel blev jeg som så mange andre væltet omkuld af Coronavirus, men livet bugtede sig i en ny retning, og her står jeg nu.

Kommunikation fremmer forståelsen

Gaven er, at jeg har fået lov til at arbejde med kommunikation og adfærd sammen med de unge på skolerne. Jeg har fået lov til at trykprøve, teste og udfordre på alle måder i forhold til, hvordan vi kommunikerer før, under og efter refleksion, læring og indsigt. Hvordan vi ændrer vores tilgang og adfærd over for hinanden i forskellige sammenhænge afhængig af, hvem vi bliver sat sammen med og hvilke personligheder vi møder.

Jeg har ved selvsyn set, hvordan de unge ændrer sig, jo mere indsigt og forståelse de får om og for hinanden. Hvilken betydning deres individuelle personprofil har haft i mødet med andre, tilgangen til livet, deres verdensbilleder og kulturen, de har med hjemme fra. Hver i sær er de vokset og har fået øje på muligheder frem for begrænsninger. De har spejlet sig i hinanden via de interaktive og intime samtalerum, hvor kortene har hjulpet dem med at sætte ord på deres liv og deres udfordringer.

De har fået øje på, hvorvidt de er ulve eller giraffer, og hvilken ny betydning konflikter kan få, hvis man tilgår dem med en ny vinkel, hvor formålet er udvikling, læring og to vindere. Hvordan kan man stå i sit eget lys og finde ro og styrke til at stå på mål for, hvem man er, og hvad man kommer fra, og ikke lader sig fastholde i negative mønstre eller situationer, hvor andre pludselig styrer ens liv og ens handlinger.

”Fortidens arv er med dig hele livet, men de valg, du selv træffer, definerer din fremtid.” (Annette Friese)

Så ja, mistrivsel er din egen skyld, hvis du lader dig fastholde i din fortid, hvis du ikke søger nye veje og indsigt. Hvis du bevarer status quo og føler dig berettiget til at være den, du er, efter devisen: de må tage mig, som jeg er, ellers er det deres eget problem… det er naturligvis dit valg at tilgå dit liv og dine omgivelser med denne holdning. Du skal blot husk, der er altid hjælp at hente – du skal bare række hånden ud.

Og i virksomheder er det ledelsens valg, når de udlever sætningen: her gør vi det på vores måde, og kan du ikke lide lugten i bageriet, så må du gå…

Potentialet ligger i den blinde vinkel

Men dybest set snyder vi os selv for at se verden med nye briller, møde vores medmennesker med nysgerrighed og ved fælles hjælp udvikle både faglige- og menneskelige egenskaber via den spejling, vi har mulighed for at få. Ofte vil manglende tillid, værktøjer og indsigt medføre lavt selvværd, usikkerhed, smerte og sorg, der i sidste ende sender os ud over klippen med psykiske lidelser, stor ensomhed og en livskvalitet, der ligger uendelig lavt.

Det du kigger på, får du mere af, så at få værktøjskassen fyldt op med selvindsigt til at imødegå mistrivsel og negative mønstre er første skridt på vejen til et positivt og energifyldt liv. Divergens er godt, læring endnu bedre og mennesker i fællesskab er af øverste skuffe, når vi spejler os i hinanden og deler indsigt og erfaring i trygge rammer.

Vi har hver vores DNA-kode, det er der helt sikkert en grund til. Vi er alle UNIKKE, og kan hver især noget helt særligt, vi skal bare tro på livet, på os selv og på hinanden.

Jo større selvtillid og selvværd vi har, desto lettere er det at træffe sunde valg for sig selv og sit liv og vinke farvel til mistrivsel, stress og ensomhed. Positiv energi smitter, det gør intelligente og gode valg også. Derfor kan det kun gå for langsomt med at få værktøjer bragt ud til alle vores unge, værktøjer der kan hjælpe med selvudvikling og selvindsigt, så de kan imødegå mistrivsel i det liv, der ligger foran dem.

Selvfølgelig er det ikke de unges skyld, at de havner i mistrivsel. Det er os som samfund, der er ansvarlige for at hjælpe de unge med at bryde arv og uhensigtsmæssige mønstre. Vi er ansvarlige for at hjælpe og klæde de unge på til livet, give dem værktøjer til at imødegå de udfordringer, der helt sikkert ligger og venter.

Det kalder på et andet fokus, et andet samfund, et andet nærvær og en holdningsændring i bred forstand.

Jeg håber og tror, at vi er på vej ind i en ny tid, hvor mennesker kommer før bundlinje. Empati før egoisme. Refleksion før hamsterhjul. Vi før jeg …

*Ulvesprog er et angrebssprog, konfliktoptrappende, handler om frygt, skyld og skam. Man er optaget af, hvad der er galt med den anden part. Girafsprog er konfliktnedtrappende, handler om at sikre god dialog mellem parter og bygger på ikke-voldelig-kommunikation. Man er oprigtigt interesseret i, hvad der foregår i den anden og i at rumme forskellige sandheder. Vi er ikke enten rigtige eller forkerte, vi er bare forskellige.

Fotograf: Michael Dziedzic

Hvor langt rækker dit syn?

/0 Kommentarer/i /af

Hvor langt rækker dit syn?

Kan du huske de go’e gamle dage, da sneen lå højere, isene var større, luften renere, folk var høfligere og verden så helt, helt anderledes ud?

Sådan kommer det tit til at lyde, når vi kigger tilbage og skal formidle vores liv til venner og familie. Det er i virkeligheden sådan, vi udtrykker vores historie og vores kultur. Det er sådan, vi over for omverdenen med stolthed bekræfter, hvad vi udspringer fra, hvor vi har været, og hvor vi er på vej hen. Vi kommer fra en fortællerkultur, hvor overleveringer var en forudsætning for overlevelse. Erfaringer blev givet videre på godt og ondt. Vi fortæller historie, vores historie.

Fremtidsforskning

For ganske kort tid siden var der en god samarbejdspartner og nær ven, der gjorde mig opmærksom på fremtidsforsker, Anne Skare Nielsen, som i sit fremtidssyn forudser, at vi i årene fremover kommer til at gå fra mere til bedre – hvilket giver rigtig god mening for de fleste i disse bæredygtighedstider og med de 17 verdensmål for øje.

Materialisme og forbrug er yt! Tid og overskud er vores nye statussymboler. Sund livsstil og bevidste valg indtager førstepladsen på prioritetslisten og udgangspunktet bliver, hvad der giver underskud/overskud.

Vi kan ikke længere bare have succes målt i kroner og øre på bundlinjen. Som virksomhed (og som mennesker) rejser der sig et spørgsmål om, hvordan vi har tjent vores penge. Er det gjort etisk og moralsk forsvarligt? Kan vi stå på mål for den kultur, vi er en del af, og lever virksomheden op til fremtidens succesmål:

  • KVALITET
  • GODT OMDØMME
  • ORIGINALITET
  • AT GØRE NOGET DER KAN OPFATTES SOM BEDRE

Innovation er ikke længere lig med fornyelse for fornyelsens skyld, konsensus er nødt til at være et produkt eller en ydelse, der er bedre end det eksisterende, hvis det skal give mening.

Hun stiller ligeledes skarpt på, hvad det er, vi giver med til den næste generation i vores forbrugssamfund, og lige nu overlader vi ”The pasicific garbage path” ud for Californiens kyst til vores efterkommere. En losseplads på knap 700.000 km2 driver rundt i havet. Til sammenligning er Danmark knap 43.000 km2.

Så fra mere til bedre klinger ret godt i den forbindelse. Vi skal have sjælen med i det, vi laver, så vi kan mærke os selv og udvikle vores kompetencer og intelligens – det vi gør bedst, når vi arbejder sammen i en fælles forståelse og kultur.

Vi må ikke glemme vores kultur!

Organisationsterapi

Da jeg i indeværende uge var til et arrangement, hvor forfatter og mag. art psyk. Allan Holmgren talte om organisationsterapi, blev der bundet sløjfe på mange ting.

Mange virksomheder står på tæer for at være først med den nyeste udvikling, nye produkter og ydelser, konkurrencen er hård, verden er blevet mindre, og alle står på skuldrene af hinanden for at bevare deres plads på markedet og deres berettigelse i verden. Det er sådan markedsmekanismerne virker og altid har virket. Som pendant til det pres, der følger i kølvandet på en sådan kultur, har stress og mistrivsel som aldrig før et solidt greb i de fleste virksomheder.

Og netop ordet kultur har fået mig til at gruble over, hvad vores kultur er, og hvor meget vi lader den fylde i vores dagligdag. Kender de ansatte i virkeligheden den kultur, som de er en del af?

På mange hjemmesider kan man se visioner og missioner, men hvad udspringer vi af? Hvad er vores historie, vores læring gennem tiden, vores etiske og moralske kultur, og hvordan er den synlig i vores hverdag? Når vores medarbejdere går ud i verden som ambassadører og skal lave ”employer-branding”, hvad er det så for en historie, vi ønsker, de fortæller?

Allan Holmgren brugte et helt fantastisk begreb/ord nemlig ”bevidning”. Hvad bevidner vores medarbejdere? Både de, der har været med fra starten, dem midt i og de helt nyansatte?

Tænker vi over i vores dagligdag, hvordan det er at være medarbejder i vores organisation?

Husker vi, at kultur er et system af usynlige normer? Hvor kommer normerne fra, og hvordan kan vi hjælpe med at gøre de usynlige normer synlige, så alle kender forudsætningerne for at kunne bidrage positivt til kulturen og blive lykkelige i organisationen?

Organisationsterapi er at udøve omsorg for sin organisation. Det er at blive lyttet til, ikke at blive afbrudt og at kunne sige, hvad man virkelig mener uden frygt for repressalier.

Jeg fik under arrangementet indsigt i et helt nyt værktøj, som jeg tænker alle kan have gavn af. I særdeleshed i organisationer der skifter identitet, fusionerer, sammenlægger afdelinger og områder eller andre om sig gribende ændringer, hvor forskellige kulturer og normer kommer i spil.

Et fortællerværksted

Et fortællerværksted er et forum, hvor man samler sine ansatte for at fortælle historier – det kan gøres i mindre grupper eller i plenum, vigtigt er dog, at der er en ”interviewer” og yderligere en person i gruppen, der bagefter giver respons på det, de har hørt den ”bevidnede” sige, igen uden at diskutere, men blot respondere positivt på det, de har hørt.

Det blev foreslået at udvælge tre medarbejdere. Den først ansatte, en ansat i midten af årene, der er gået og så den sidst ankomne – er det en produktionsvirksomhed, bør der være repræsentanter fra både produktion og administration. Herefter fortæller hver især om deres oplevelser gennem hele deres ansættelse i virksomheden. Ups and downs, virksomhedens succeser og fiaskoer, det sjove og det mindre sjove, minder, oplevelser, mennesker, de har mødt, kollegaer, kunder eller samarbejdspartnere der har gjort indtryk.

Hvordan var det at være med helt fra starten?

Hvordan var det at træde ind i virksomheden midtvejs? Hvad husker du bedst?

Hvordan har det været for den sidst ankomne at træde ind i virksomheden? Hvad hæftede du dig ved i forhold til den virksomhed, du kom fra?

Fortæl, fortæl – helt uden filter. En interviewer stiller spørgsmål undervejs, så der kommer fordybelse og refleksioner frem, resten tager notater eller lytter.

Alle historierne på bordet og til deling mellem alle de ansatte. Uden at blive afbrudt.

”Bevidning” kræver at der kun lyttes og spørges, der må ikke diskuteres eller meningsudveksles. Når man bevidner, lytter man med hjertet.

I plenum kan man efterfølgende spørge lytterne, hvad der var mest tankevækkende i historierne.

Sikke en guldgrube og sikke læring, der er for alle at tage med videre, OG sikke en kulturudveksling.

Pludselig får virksomheden hjerte og liv. Overleveringer og en historie man kan identificere sig med. Historier der sætter tanker og innovation i gang på et helt andet plan end tidligere. Nu kommer der mening, hjerte og følelser bag, DNA om man vil. Man er i den grad i stand til at gå fra mere til bedre med udgangspunkt i historien og den læring, man har med sig. Lur mig, om der ikke samtidig ligger et uudnyttet potentiale hos en medarbejder eller gemt af vejen på et støvet kontor, i en computer eller i en gammel notesbog.

Problemer i virksomheder opstår kun, fordi der er noget, der er vigtigt. Al modstand er et råb om hjælp.

Allan Holmgren brugte også begrebet værditraumatisering, som finder sted når vores værdier bliver krænket, og vores integritet forsvinder – når vi ikke bliver hørt. Det udvikler giftig stress, der igen medfører skam og nedbryder kroppen, så man får fysiske symptomer.

Lyt til andres historier – både i din virksomhed og hjemme, ellers bliver de syge og får uforklarlige symptomer. Det kan du høre mere om på YouTube, hvor læge, forsker og professor i samfundsmedicin, Anna Luise Kirkengen, uddyber fænomenet og neurovidenskabens indsigt i de menneskelige skader, der opstår, når man overlades til afmagt og ikke bliver hørt https://www.youtube.com/watch?v=cl4PhDJl9tk

Så udfør endelig organisationsterapi i din virksomhed – lyt til hinanden. Det giver stemme til alle i din virksomhed, og skaber kloge og lykkelige organisationer. Alt hvad det kræver er MODIGE ledere, og modige ledere har deres hjerte med.

SÅ GÅ FRA MERE TIL BEDRE!