Indlæg

Årets vigtigste trivselsundersøgelse

Årets vigtigste trivselsundersøgelse

I de fleste virksomheder er trivselsundersøgelser efterhånden blevet et accepteret og konkret værktøj til at understøtte det gode arbejde med at skabe hverdagstrivsel på alle niveauer af vores organisationer. Jeg vil gætte på, at mange af jer har gennemført en eller flere undersøgelser hen over 2022 og har brugt resultaterne til at kigge indad hos jer selv, i jeres teams, i jeres ledelse og i organisationen generelt.

Hvis der er særlige områder, der trænger til justeringer eller ekstra kærlighed, steder hvor det er kørt af sporet i forhold til planer og mål, eller decideret er i risiko for at kuldsejle, er det nu, der har mulighed for at samle op på tingene, ændre tilgang og form og redde eller udvikle os selv, vores kollegaer og vores virksomhed.

Vores samarbejdspartnere gør det samme. De vurderer os løbende, men mindst én gang om året, når de lægger budgetter eller strategier for det kommende år, gennemgår de, om vi er værd at arbejde videre med. Måske er vi så heldige, at de sætter pris på os, måske kan de oven i købet lide os, og går det vildt for sig, bliver vi budt ind til at gennemgå og udvikle samarbejdet i fællesskab.

Det er stærkt, det er ærligt, det er effektivt og medvirker til, at vi i tide får rettet op på de ting, der ikke virker. Sammen styrker vi vores fælles fremtid og skaber gode resultater.

Refleksion og udvikling

Hvornår har vi sidst gjort os umage i vores parforhold, i forhold til vores børn, vores familie og blandt vores venner?

Det kom jeg til at tænke på, da vi den anden dag gik Walk&Talk i min Rotary Klub som start på det nye år. Her gik jeg tur med forskellige medlemmer fra min klub, og da hovedvægten i klubben består af mænd, var det mænd, jeg kom til at tale med på hele turen. Vi gik i grupper med 3-4 personer i hver gruppe, og halvvejs rundt om søen skiftede vi gruppe, så vi kom rundt om mange ting i løbet af turen.

Som inspiration til turen lød oplægget på, at vi skulle tale nytårsfortsæt. Hvad bragte vi hver især med os ind i det kommende år? Et godt oplæg, der bragte gode og anderledes samtaler, udelukkende fordi vi rent faktisk have tid til at tale sammen på turen – om andet end det, de normale 10-15 minutter tillader i rammerne på vores eller stringente og fastlagte mødeform.

Mens mine kollegaer i den ene gruppe gik og talte om alt andet end nytårsfortsæt, fordi de simpelthen ikke havde nogle, gik jeg selv og funderede og reflekterede over, hvordan det kunne være, at de ikke lavede det årlige tjek på deres liv. Nu ved jeg godt, at jeg gennem året har en del mennesker igennem min virksomhed både som coach og som sparringspartner i virksomheder i forhold til trivsel, så min tilgang er givetvis farvet af det, jeg ser, men alligevel.

Tager vi som voksne for givet, at vores partnere, børn, familie og venner bare altid er der, uden at vi behøver lave tjek på, hvor vi står i forhold til hinanden og vores forhold? Ved vi i bund og grund, hvad vi ønsker af hinanden over tid, eller er der måske stor sandsynlighed for, at vi ændrer ønsker hen ad vejen i takt med, at vi og vores liv udvikler og ændrer sig?

Hvor styrer vi hen, hvis vi ikke har sat en kurs i fællesskab? Hvordan får vi afstemt forventninger, hvis vi ikke spørger ind til hinanden? Og hvordan med den der tid, der er så vigtig en ressource, hvordan skal den anvendes i det kommende år? Er vi enige om, hvad vi vil investere vores tid i og hvordan?

Og som par såvel som ledere og ansatte, hvad er så VORES prioriteringer i forhold til hinanden og i forhold til vores individuelle ønsker for fremtiden – eller bare for det næste år?

Nuvel, da ingen af de herrer, jeg gik sammen med, havde et nytårsfortsæt og heller ikke som sådan evaluerede bevidst på deres relationer, kunne jeg ikke dy mig for at spørge, hvor sikre de i grunden var på deres parforholds holdbarhed, når vi nu i Danmark har en skilsmisseprocent på 41,76? Det gik vi så lidt videres sammen og tyggede på (i stilhed), før samtalen fortsatte i en helt anden retning …

Trivsel i vores privatliv

Jeg vil gerne understrege, at jeg selv er lykkeligt fraskilt, og en stor del af min egen selvransagelse var netop, at vi havde ladet stå til og glemt at få afstemt forventninger. Vi havde glemt at gøre os umage og skabe positive forventninger til vores liv sammen, glemt at være nysgerrige på hinanden og vigtigst af alt glemt at trivselsmåle undervejs.

Når jeg så tænker på, hvor mange ressourcer vi bruger i hverdagen på at skabe trivsel i vores virksomheder og blandt vores kollegaer, både tidsmæssigt og økonomisk, så bliver jeg forstemt og ked af at få bekræftet, at vi tilsyneladende ikke bruger den samme energi og investering i det dyrebareste vi har, vores parforhold, vores familier og vores vennekredse.

Tilbage, da jeg gik Caminoen i 2017, mødte jeg en amerikansk forretningsmand, der én gang om året lavede det, han kaldte et årligt sundhedstjek på sig selv og sin investering i familien. Ved årets start indgik de en aftale om, hvordan tiden skulle anvendes i det kommende år. Skemaet kunne ændre sig fra år til år i forhold til prioriteringen af tiden, men det var et værktøj, familien kunne forhold sig til, læne sig op ad individuelt og som familie, og vigtigst af alt blev forventningerne afstemt i fællesskab. Han var en travl mand, og som han selv udtrykte det, hvis han ikke havde fokus på sit liv og sin familie, ville han givetvis arbejde for meget.

Et eksempel på hvordan skemaet kunne se ud:

1 række: arbejde (slående nok)

2 række: familie

3 række: spiritualitet/tro

4 række: uddannelse

5 række: personlig tid til sport

Hver måned nedfældede han sit tidsforbrug i procenter i skemaet. Når året var omme, sammenlignede han og familien skemaet med den aftale, der var indgået ved årets start, og brugte det som værktøj til at reflektere over, hvad tiden blev brugt til og som pejlemærke til det efterfølgende års aftale.

Måske er metoden meget amerikansk, men som inspiration og egen refleksion er det måske meget godt at overveje, om det er relevant at gøre status på den måde.

Fremtidens trivsel

I forbindelse med mit arbejde som konsulent og sparringspartner hos Stehr ApS, hvor jeg de sidste 8-9 måneder har holdt møder med forskere, eksperter, fagfolk, politikere og fonde om familiedannelse og arbejdet mig gennem forskning og viden på området universelle familieuddannelser, står det klart, at tid, kommunikation og manglende forventningsafstemning til hverdagens roller og prioriteringer, også her er medvirkende årsager til nogle af de udfordringer, vi står med som familier og samfund og sender direkte videre med vores børn og unge ind i deres voksenliv.

I Mariagerfjord Kommune har man tilbage i 2019 lavet et pilotprojekt, hvor de tilbød parterapi til alle kommende forældre. De forældrepar, der deltog i projektet, fik 5 sessioner med parterapi gratis – ingen af de deltagende forældre gik fra hinanden i perioden, trods det, at vi ved, at skilsmisseprocenten er højest blandt forældre med børn i alderen 0-5 år. Efterfølgende har de i Mariagerfjord Kommune gjort ordningen permanent, og i dag kan forældrepar med børn i alderen 0-18 år kvit og frit få op til 8 gange parterapi. Kommunen har valgt at forebygge frem for at helbrede.

I Danmark bruger vi ca. 20% af sundhedsbudgettet til at forebygge og 80% på at helbrede, når tingene er gået galt!

Måske er det i virkeligheden det samme, vi gør i vores privatliv …

Så når vi alle sammen her i januar laver vores årlige selvangivelse, gennemgår vores forbrug af el- og varme, laver vores fysiske sundhedstjek, lægger strategier for vores virksomheder eller overvejer, om vi overhovedet har lyst til at komme retur til vores arbejdsplads, kunne det måske være hensigtsmæssigt, at vi ved samme lejlighed også tager pulsen på vores parforhold, vores familie og vores øvrige relationer og får afstemt forventningerne til 2023!

Fotograf: Omotayo Kofoworola

Hvor er magien?

Hvor er magien?

Rigtig mange af jer har, efter at jeg er kommet hjem fra min vandring på Caminoen i Spanien, spurgt mig, hvad Caminoen er for en størrelse? Hvad er det, den kan?

I den første tid efter min hjemkomst havde jeg svært ved at sætte ord på. Nu er brikkerne ved at falde på plads. Oplevelserne og den viden, jeg har erhvervet mig undervejs, arbejder videre på måder, som jeg aldrig havde forudset, men som hver dag føles som en gave, jeg får lov til at benytte.

I en verden, hvor alt går utroligt stærkt, er det at gå Caminoens knap 900 km på tværs af Nordspanien, som at lande i en tidslomme, hvor alting går langsomt, og hvor historiens vingesus er nærværende hver eneste dag. Hvor den hverdag, man kender, langsomt forsvinder ud i horisonten, og hvor tid er det eneste, man har. Til gengæld har man oceaner af den.

Den ene fod sættes foran den anden. Det eneste, man kan, er at slappe af, fordybe sig, nyde omgivelserne og lade tiden gå. Man udfordres til det yderste både fysisk og psykisk, men efter få dage, løsner sindet op, og man kommer ned i de dybere lag og får tænkt over spørgsmål, der ellers ikke er tid til at tænke over i en travl hverdag.

Undervejs sover man typisk på sovesale med 12-18 andre rejsende. Med sig har man kun det absolut mest nødvendige i en rygsæk, og vand til en dagsvandring på ca. 6-8 timer. Når man kommer i mål hver dag over middag, finder man sit overnatningssted. Tjekker ind, og bliver tildelt en seng, hvor man kan parkere sine vandrestave og sin rygsæk. Der vaskes tøj til dagen efter og der tages bad. Herefter vandrer man rundt på egen hånd i byen, man er ankommet til. Sætter sig og får lidt frokost. Tilbage på Alberget snupper man en middagslur eller hyggesnakker med de øvrige, der ankommer i løbet af eftermiddagen. Sidst på eftermiddagen samles folk og udveksler erfaringer, og så spises der tidlig aftensmad. Kl. 22.00 er der ro på sovesalen. Sådan går dagene én efter én. Primitivt, udfordrende og trættende, men på den gode måde.

Pilgrimsfilosofi

Der findes en pilgrimsfilosofi der bygger på 7 nøglebegreber: frihed, enkelhed, langsomhed, stilhed, bekymringsløshed, fællesskab og åndelighed, dvs. begreber, der modarbejder modernitetens stress og jag, zap og flimmer. Det er i bund og grund de 7 begreber man gennemlever, mens man går på Caminoen.

Der hvor jeg var i livet, da jeg tog af sted, var ikke kønt. Jeg var træt og udbrændt. Indrømmet, jeg har ikke passet særlig godt på mig selv de senere år, og alt har en pris, så set i bakspejlet var der faktisk ikke noget valg.

Det at sige op uden et sikkerhedsnet, som jeg gjorde tilbage i marts måned, og uden at have et nyt job, kan for mange være en kæmpestor og uoverskuelig størrelse, fordi det har så store konsekvenser. Pludselig er BMW’en erstattet med en cykel, direktørlønnen skiftet ud med understøttelse og ens selvforståelse får et gevaldigt knæk. Men mens man går der for sig selv på stierne i Spanien i 35-40 graders varme, op og ned ad bjerge, hen ad stier, der spejler sig i horisonten langt ude i det uendelig, med vabler, dårlige knæ eller hvilke udfordringer, man nu ellers møder fysisk, så dukker der helt andre ting op til overfladen.

Ens værdisæt og syn på livet ændrer sig skridt for skridt, godt hjulpet på vej af alle de fantastiske mennesker man møder, med alle deres livshistorier. Her er der ingen fine titler, her er vi bare mennesker uden fordomme, uden forventninger og uden pres. Alle med forskellig baggrund, religion og etnicitet. Vi kommer fra hele verden og har kun et fælles ønske: At vandre i fred og ro, mens vi langsomt finder fordybelsens klar svar, på de ting, vi hver især går og tumler med.

Alle steder mødes man med omsorg og et nærvær, jeg aldrig har oplevet andre steder. De gamle dyder og traditioner er fremherskende, og der hviler en magi over vejen, som jeg kun kan beskrive, som spirituel eller åndelig, og som gennemtrænger hvert enkelt menneske, der betræder stedet.

Historiens vingesus

Vi går i fodsporene på pilgrimme, der har ladet livet for at gå denne bodsvandring i gamle dage. De mange kirker og brostensbelagte byer skaber i sig selv stemningen af, at man er i en helt anden verden. Det skaber naturlig respekt og eftertænksomhed, og man bliver draget af historiens vingesus.

Men det er, når man går alene mellem byerne, ude i naturen på bunddække af blade eller kviste og småsten, på klipper eller ad nærmest ufremkommelige stier, at man, mens solens varme stråler rammer ovenfra, tømmer hovedet for tanker og ”går ind i sig selv”. Her dukker hengemte oplevelser og tanker op til overfladen, og de går ikke væk, før man, i den meditative rytme man går med, samler dem op og reflekterer over, hvad de i grunden vil. Og her begynder den sande healing.

Healing for alle de års slitage og fortrængninger man har proppet i rygsækken derhjemme, og som man håbede forsvandt, hvis man strammede snorene godt nok til.

Der var dage, hvor ord som kærlighed (eller mangel på samme), død, succes, fiasko, ensomhed, tro m.fl. dukkede op og krævede opmærksomhed, og det var da ikke ubetinget rart alt sammen, men i sidste ende var det utrolig befriende. Hvor tit har man tid til at tænke så dybt derhjemme, hvor hamsterhjulet drøner rundt, og døgnet har for få timer? Det har man jo aldrig, og derfor var det en kæmpe gave, at få lov til bare at gå og gå, den ene dag efter den anden.

Jeg kom igennem utallige udfordringer både fysisk og mentalt, og jeg fik lov til at udveksle liv og holdninger med unge såvel som gamle, som jeg mødte på min vej. Fantastiske historier hver og en. Det er som H. C. Andersen engang skrev: ”Hvert menneske er et eventyr skrevet af guds finger”, og de eventyr fik jeg lov til at tage del i. Nogle gange gik vi sammen 2 timer, andre gange en hel dag. De fleste dage gik jeg dog alene. Vi mødtes jo alligevel hver aften til middag, og for mig var det vigtigt at have dagens vandring og fysiske strabadser for mig selv, så jeg kunne gå i mit eget tempo og ikke blev forstyrret i mit tankemønster og min fordybelse.

Hvad får man med sig?

Så hvad har Caminoen givet mig? Den har givet mig ro i sjæl og legeme, og jeg har fået et nyt sæt værktøjer, som jeg anvender hver eneste dag. Mit syn på verden og på mennesker er blevet bekræftet på den gode måde. Jeg har fået fornyet kærligheden til livet og til de mennesker, jeg har i mit liv. Nu ved jeg, hvad jeg vil med mit fremtidige liv og i særdeleshed, hvad jeg IKKE vil, og det er for mig det vigtigste!

Jeg tror, at man som en del af en proces bliver ”klar” til at gå Caminoen, og at man, når man begynder sin vandring, er nået til et punkt i sit liv, hvor man ønsker at ændre på sin tilstand, sit arbejde, sit privatliv, eller hvad man nu har af ting, der fylder oven i hovedet. Mens man går Caminoen, begynder man at reflektere og lidt efter lidt finder man selv svar og får sat ord på de enkelte udfordringer.

I en hverdag, hvor det længe havde handlet om ”jeg” i stedet for ”vi”, har jeg fået prioriteterne på plads. Jeg har nu langt større overskud, handlekraft og glæde i min hverdag. Den indsigt, jeg fik med mig fra turen, benytter jeg hver eneste dag, både over for mig selv, men i særdeleshed også over for andre. Jeg kan i den grad mærke, at min styrke og mit nærvær er kommet tilbage med fornyet kraft. Kort sagt, er jeg kommet enormt styrket ud på den anden side og er blevet en væsentlig bedre version af mig selv.

Jeg kan kun anbefale enhver at tage af sted, jo før desto bedre. Man bliver uden tvivl et bedre menneske bagefter. Om det så kun er 14 dage, det er ligegyldigt. Det er så stor en oplevelse og ren balsam for sjælen og for de valg, vi træffer, at det burde være enhver forundt.

Kvinde tjek din DNA

Kvinde tjek din DNA

Jeg havde fået en nytårsgave. ”Flyt dig på en halv dag” hed den. En workshop hos et menneske, som jeg i den grad har stor respekt for, og som hver gang, jeg ser hende, slår mig som en klippe, et autentisk menneske med personlig integritet, der samtidig formår at udtrykke dybe følelser og empati. Et menneske med en klogskab, en indsigt og et nærvær, som smitter og udvikler.

Så jeg var både spændt og forventningsfuld, da jeg drog af sted.

Selvfølgelig kørte vi forkert og kom lidt for sent. Jeg havde fået kørelejlighed med en kvinde, som jeg ikke kendte i forvejen. Vi havde talt os varme på den lange køretur, der, hvis GPS’en ikke havde vist forkert, havde været ret kort. Men det var åbenbart sådan, det skulle være, og vi var begge i godt humør, da vi nåede frem.

Anette stod ude på trappen og tog imod os. Det føltes næsten som at komme for sent i skole. Der stod skoleinspektøren og kiggede, småfnisende dukkede vi nakken og trippede ind. Vi blev nu taget kærligt imod, og fandt hurtigt vores pladser i lokalet.

En rundkreds af ene kvinder. Min første indskydelse var nysgerrighed og lidt forbehold. Jeg har aldrig været sådan en kvinde-kvinde. Jeg er mere en drengepige og har altid befundet mig bedre blandt drenge og senere blandt mandlige kollegaer. Jeg syntes, at kvinder er svære at læse og generelt ret komplicerede. De fylder meget, og der går tit hønsegård i tingene, når de er samlet. I bund og grund har jeg en stor del af mit liv forsøgt at undgå forsamlinger med alt for mange kvinder. Måske har jeg i virkeligheden været lidt bange for dem, det kan jeg ikke udelukke.

Systemiske mønstre

Men nu var jeg her, og sikke en broget flok. Det var ikke kvinder, jeg normalt ville søge, hvis jeg skal være helt ærlig. Lidt skræmmende, og så sejrede min nysgerrighed alligevel. At jeg ikke har følt mig tilpas i kvindenetværk og andre sammenhænge med mange kvinder gennem årene er jo ikke fordi, at jeg ikke har haft lyst. Jeg har bare ikke kunnet finde ud af spillereglerne, og derfor har jeg valgt mændene. Mænd er ligetil, ingen fikumdik, man kan læse dem som en åben bog, og de siger (for det meste) tingene lige ud. Men kvinder… uh, de er svære.

Spændt og iagttagende var jeg, da seancen gik i gang. Som i mange andre sammenhænge, når folk samles, er der altid en eller to, der tager teten. Det var der naturligvis også her. Anette styrede med sikker hånd tingene fra sin plads. Vi blev kort præsenteret, ingen titler, kun personen og hvorfor vi deltog denne dag.

Igen blev det bekræftet, at vi var mangfoldige og meget, meget forskellige. To havde netop mistet deres job. Det fyldte selvfølgelig en del og var noget, vi alle kunne forholde os til.

Med udgangspunkt i den ene deltagers situation, lavede Anette det, der hedder en systemisk opstilling. Her placerer hun os hver især fysisk på gulvet, eller rettere sagt, vi placerer os intuitivt hver især, der hvor vi føler, at vi skal stå i forhold til den rolle, hun gav os – kollektiv intelligens træder i kraft. Et puslespil bliver lagt, og pludselig afdækkes et mønster, man ikke tidligere kunne få øje på. For mit eget vedkommende, blev det en kæmpe aha-oplevelse.

Mønsteret viste sig at være bagudrettet. Den adfærd, man udviser i arbejdssituationer og i livet generelt, tager i virkeligheden udspring i det familiemønster, man kommer fra. Det kan trække spor adskillige generationer bagud. Wow, det var stof til eftertanke.

Det hele foregår i en tryg og kærlig atmosfære. Det er det også nødt til, for det går rigtig tæt på det enkelte menneske. Men kvinden, det her handlede om, fik virkelig et wake up call. Fra at fingeren måske pegede ret meget væk fra hende selv, fik hun pludselig fokus på egne handlinger. Måske var det i virkeligheden hende selv, der fremkaldte situationer, som hun slet ikke havde lyst til at havne i. Et meget, meget virkningsfuldt værktøj. Vi andre, som deltog, lærte mindst lige så meget om os selv af øvelsen.

Måske, fordi vi var så homogen en gruppe, opstod der en impuls i vores undervisers tilgang til dagen. En pludselig indskydelsen gjorde, at vi endte ud i et eksperiment, der ikke tidligere var prøvet. Et eksperiment der, for mit eget vedkommende, rørte ved rigtig mange følelser.

Kvindenetværk

Vi blev stillet på tre rækker.

Række et var vores aner. De kvinder der var gået forud for nutidens kvinder. Vores mødre, bedstemødre, oldemødre og generationer før dem. De kvinder der havde kæmpet og ofret sig for nutidens kvinders rettigheder og frihed.

I den midterste række stod nutidens kvinde.

I den tredje række stod fremtidens kvinder.

Opgaven var nu for nutidens kvinde at udtrykke, hvilke tanker hun havde med sig fra fortiden. Hvilke følelser det fremkaldte, når hun mærkede efter og skulle udtrykke sin taknemlighed for, hvad fortidens kvinder havde ofret, for at hun kunne stå der i dag. Fri og med alle de muligheder, hun havde haft med sig i livet. Fri til at gøre karriere, fri til at stemme, fri til at vælge til og fra, fri til at være kvinde, uafhængig af mænd, fordomme, undertrykkelse, hekseafbrænding, ydmygelser og meget mere.

Svaret var dyb taknemlighed, trykken for brystet og rigtig mange følelser, der var svære at holde inde.

Jeg stod i rækken med fortidens kvinder. Vi blev efterfølgende spurgt, hvad vi følte, når vi kiggede på nutidens kvinder. Det havde jeg det utroligt ambivalent med. Følte at jeg stod i et skisma.

Hele mit voksenliv, efter at jeg har fået børn, har jeg været forfulgt at dårlig samvittighed. Velvidende at det var en følelse, som jeg var nødt til at gøre op med. Hver gang man vælger noget til, så vælger man noget fra. Jeg ville i bund og grund gerne være hende moderen, der bagte boller og var hjemme, når børnene kom fra børnehave og skole.

Prisen for at gøre karriere som kvinde

Jeg ville gerne være mor med kæmpe M. Men jeg var den, der tjente de fleste penge, karrieren tog fart, jeg blev tilbudt jobs, som var interessante, deltog i bestyrelsesarbejde m.m. og hvis jeg nu løb stærkt nok, så nåede jeg jo det hele alligevel, troede jeg.

Men de seneste år har den dårlige samvittighed plaget mig voldsomt, og lige der på det sted, hvor jeg skulle sætte ord på taknemlighed overfor fortidens kvinder. Lige der, kunne jeg mærke vreden. Vreden over at familiemønstre verden over er i opbrud, vrede på vegne af de unge mennesker, jeg møder så mange steder på min vej. Unge mennesker, der ikke kan finde deres plads i livet, som føler et kæmpe pres i forhold til forventninger fra forældre, samfund og omgivelser. Unge som næsten har givet op over for livet og udfordringerne, længe inden de overhovedet er begyndt at leve, som voksne mennesker.

Jeg tænker ikke, at de er svagere, end vi var. Jeg tænker ikke, at de er mere forkælede, end vi var. De har helt sikkert mange flere materielle ting og penge, men det gør dem altså ikke lykkelige. Jeg tror desværre, at de føler sig enormt ensomme med deres valg og beslutninger. De har svært ved, at overskue alle de muligheder, verden byder ind med. Svært ved, at overskue alle de ting, de skal tage stilling til, når deres eneste spejling er mor og far, der et helt liv har løbet rigtig stærkt i hamsterhjulet for at skabe karriere og få succes. Med hvilket formål? For at bo stort og flot, for at købe et ekstra sommerhus, en båd eller en endnu større bil, men på bekostning af hvad?

Så her står jeg frustreret, ked af det og vred.

Vred over at fortidens kvinder har ofret familierne til fordel for frihed og karriere. Vred over at skilsmisseprocenterne er på 50 %. Vred over at unge går ned med stress og angst. Vred over at 18-20 % af alle elever på erhvervsuddannelser og gymnasier har gjort selvskade i form af brændemærkning og cutting mindst én gang. Hvor er vi henne?

Os, mødre eller fædre, der burde være hjemme, når de kommer fra skole, så vi kan være nærværende, kærlige og lyttende og hjælpe dem med at takle ensomhed, forvirring og udfordringer. Jeg taler ikke om curlingforældre. Jeg taler om den forpligtelse, vi har som forældre, overfor vores børn og unge.

Vi skal guide dem i livet. Alle mennesker har brug for, at bliver set og lyttet til. Familien er den eneste base, hvor vi kan være hudløst ærlige, og hvor vi kan forvente, at blive forstået og lyttet til. Hvor vi kan få et kram, og hvor nogen tørrer vores tårer væk, når verden er ond. Hvis ikke vi kan regne med vores familie, hvem kan vi så regne med?

Når vi er udfarende som forældre, både far og mor, hvor skal så overskuddet komme fra til at gide lytte, når vi kommer trætte hjem, når firmaet og jobbet kommer til at fylde mere i hverdagen end dem, vi lever sammen med. Hvordan skal vi så være gode forældre, ægtemænd og koner. Hvor skal overskuddet til at give kærlighed og opmærksomhed til vores familier komme fra? Og hvad er det for et forventningspres, vi lægger på vores børn og unge?

Har vi skabt en generation, hvor det at være en succes er forbundet med, hvor meget vi ejer, og hvor meget status vi har opnået? Og hvor det eneste saliggørende er at have en akademisk baggrund, hvis du vil have succes i livet?

Hvorfor har vi så travlt med at sende de unge i lige linje frem mod karriere, hvor bliver fjumreårene af? Barndommen hvor vi legede?

Men hvem skal de lege med, hvis de sidder inde bag hver sin skærm? Hvor er fællesskabet blevet af, tiden hvor vi spillede fodbold i parken med søskende og venner på kryds og tværs af aldre og formåen. Byggede huler, spillede krig på gaden, sjippede, spillede kantsten eller alle de øvrige ting vi lavede, når vi holdt fri. Ikke at forglemme kakao og boller hos Sten og Sørens mor, Else, hvor vi elskede at hænge ud, når vi blev trætte. Hvor skal vores børn opleve fællesskabet, forskelligheden og accepten af det enkelte menneske?

Vrede mod fortidens kvinder

Alle de tanker har jeg haft rigtig længe, så jeg kan slet ikke udtrykke den taknemlighed, de øvrige kvinder i lokalet står med. Jeg bliver i virkeligheden helt vildt ked af det og føler, at jeg har fucket mine børns liv op.

I mange år har jeg bildt mig selv ind, at det jo var sundt for mine børn at se mig som den selvstændige kvinde, jeg var. En kvinde med egen virksomhed, en kvinde der havde knoklet sig til succes og anerkendelse. En der kunne forsørge sig selv, og som var uafhængig af andre. Men efter at mine to piger er blevet voksne, er jeg blevet bevidst. Bevidst om mange ting. Selvfølgelig er de super stolte af mig. De syntes, at jeg har gjort det fantastisk, men de syntes også, at det har haft en pris. Uanset hvor hårdt jeg arbejder på at skabe balance lige nu, så kommer årene ikke tilbage, og de er begge gode til at sætte ord på. Ord der vækker tanker, og som rammer mit hjerte.

Men så træder en af fremtidens kvinder frem. Hun er ung, sikkert i slutningen af tyverne. Hun kigger intenst på mig, og så siger hun til mig, at hun er dybt taknemlig for, at der er kvinder som mig. Kvinder der har fucket op og gjort karriere, ofret sig for fremtidens kvinder. Det har givet hende indsigt i, at min generation af kvinder har knoklet sig blå i hovedet i forsøget på at få enderne til at nå sammen. Karriere, hjem, børn og mand. En ligning, der ikke kan gå op, og som klart giver dårlig samvittighed hele vejen rundt, hvis man er ærlig. Der er betalt en høj pris. Tilvalg og fravalg…

Men det, vi har vist hende og hendes generation, er, at de nu kan tage det bedste fra alle generationer og vælge til og fra uden dårlig samvittighed. De ved, at karriere ikke er lykken i sig selv, men at familien er nødt til at have højeste prioritet. Så derfor er hun taknemlig for mig og min slags. Hun er fri for at havne i sammen situation. Hun kan nu planlægge sit liv, så hun får det, hun ønsker, familie og karriere, men i samhørighed. Hun behøver ikke ofre sin familie for sin karriere, og omvendt. Samfundet har betalt prisen og er i gang med at rette ind. En ny tid er på vej.

Fremtidens familier er rustet til fremtiden. Samfundet ved godt, at der skal være balance. Arbejdsrelateret stress koster ifølge Stressforeningen hvert år samfundet 27 milliarder. I 2020 forudsiger eksperter, at stress er den tredjestørste folkesygdom i Danmark. Det er trods alt til at tage og føle på. Så noget skal der ske, vi har ikke råd til andet.

Da vi er færdige med øvelsen, er vi alle trætte, mætte af indtryk og lidt gladere. Vi har støttet og hjulpet hinanden gennem svære øvelser og været kvinder sammen. Det føltes stærkt. Rigtig stærkt. Specielt for mig, der aldrig rigtig har følt mig tilpas i situationer med mange kvinder. Det må jeg så tage til efterretning. Det sker nok ikke natten over, at jeg kommer til at danse i rundkreds med mange kvinder, men noget har det bestemt rørt ved indeni mig, og det har sat tanker i gang.

Kvinder kan noget helt særligt, det kunne vores forfædre også. Det skal vi have tilbage. Tid til hinanden som kvinder, netværke med hinanden som kvinder, hjælpe hinanden som kvinder. Vi kan udtrykke følelser og skabe fællesskab som ingen andre, når først paraderne kommer ned, og vi ser hinanden.

Så heldigvis blev mine fordomme og bekymringer gjort til skamme. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg deltager i noget ”kun” med kvinder. Det føltes næsten, som at komme hjem.

Stærke kvinder

Måske var det i virkeligheden den besked, der blev sendt fra fortidens kvinder. Vi skal holde mere sammen, vi kvinder. Sammen er vi stærke. Sammen kan vi noget helt særligt. I like!

Det var i øvrigt netop sammenholdet mellem kvinder, det at kunne trække på erfaringer fra forskellige generationer, at kunne sidde sammen med andre kvinder i forskellige aldre, med forskellig tilgang til livet, som vi gjorde den dag på workshoppen. Det var netop den konstellation, den unge kvinde efterlyste. Hun følte sig tit ensom i verden, som kvinde – den følelse kunne vi alle tilslutte os.

Alt for længe har verdens kvinder kæmpet alene, hjemme som ude. Vi har manglet opbakning fra andre kvinder. Så måske jeg må revidere min opfattelse omkring det med, at der skal flere kvinder ind i bestyrelserne. Jeg har i mange år tænkt, at det var værre vrøvl og nedværdigende for mit køn. Man skulle ikke ansætte kvinder bare for at udligne kvoterne og for at skabe ligestilling. Bedste mand på posten, var min holdning.

Men set i bakspejlet og når jeg tænker over, hvordan bestyrelsesposter besættes i mange bestyrelser, både i små og mellemstore virksomheder, så er det jo mændene, der peger på hinanden, en slags kammerateri. Det beviser i grunden bare, at mændene har været bedre til at bevare pladserne omkring lejrbålet. De har forstået, at hjælpe hinanden og støtte hinanden, modsat vi kvinder, der har spillet spillet på mændenes vilkår.

Nu må tiden være kommet til, at vi begynder at spille spillet på vores egne vilkår og hjælper hinanden på samme vis, som mændene gør. Kræver det, at vi fra samfundets side skal hjælpes ind i bestyrelser, ja, så må det jo være sådan, vi starter. Mændene har mange, mange års forspring i bestyrelserne, kvinderne skal først til at lære det, og det går langsomt, for langsomt, men hvis skyld er det?

Det er vores egen. Vi har stadig svært ved at anerkende hinanden, som kvinder. Vi tror stadig, at det er vigtigt at være en af gutterne, og derfor er vi for dårlige til at pege på hinanden til bestyrelsesposter. Det er lettere at acceptere endnu en mand, så man får et skulderklap af gutterne og ikke skal konkurrere med en anden kvinde om anerkendelse fra de øvrige bestyrelsesmedlemmer.

For mange virksomheder vil det betyde en kæmpe forskel at få kvinder ind i deres bestyrelse. De faglige kompetencer skal naturligvis være på plads, både hos mænd og kvinder, men når vi ser ud over disse, så er mænd og kvinder jo markant forskellige i deres tankegang og tilgang til tingene. En virksomhed har i den grad brug for begge køn i sin bestyrelse, så den kan varetage alle ansattes, kunders og øvrige samarbejdspartneres interesser. Både maskuline og feminine interesser så at sige.

Kvoterne er der, og i stedet for at blive irriteret over den indgriben, der følger med sådanne, så vend det til noget positivt. Vend det til en ny mulighed for udvikling, og find så bedste kvinde til posten. Der er et utal at vælge imellem, og man må stadig gerne være kritisk.

Et opgør mod forstokkede holdninger

I en tid hvor man stadig støder på mænd, der er afstumpede og bange for kvinder, er der brug for, at nogen går forrest og tør tage stafetten.

Som skræmmeeksempel på, hvorfor vi har brug for forandring, kan jeg bare nævne min egen hjemby, Silkeborg. Her hørte jeg for nyligt, at der i et ansættelsesudvalg til en markant stilling som direktør til en af byens største virksomheder – endda en af halv-offentlig karakter – havde siddet en mand, som i øvrigt har stor magt og indflydelse i byen, og som sidder med i mange bestyrelser. Han skulle efter sigende have udtrykt følgende under mødet: ”Vi skal fadme ikke have ansat nogen kællinger,” og så blev der grinet lystigt. Der blev naturligvis ansat en mandlig direktør.

Men det er da ikke i orden. Og uanset om man har grinet med eller forholdt sig tavst, så skulle man skamme sig. Ved ikke at reagere og stoppe et menneske som ham, lader man jo mange års udvikling dykke ned i middelalderlige forhold. Hvad bliver det næste, hekseafbrænding?

De har helt sikkert glemt deres egne mødres, bedstemødres og oldemødres kampe for at blive frie mennesker, frie af undertrykkelse, degradering og nedværdigelse. Frie til at blive hele mennesker, til at føle værdi og værdighed. Fy!

Men hvis tingene skal ændres, kan det kun gøres i fællesskab og med respekt for hinanden. Og det forpligter. De kvinder, der kommer i bestyrelser, skal formå at byde ind og fylde pladsen ud. De skal om nogen kæmpe for at vinde respekt omkring deres arbejde, og de skal ikke være en spejling af mændene. De skal være kvinder med alt hvad det indebærer, og de skal være stolte af at være det, skal de! Mænd og kvinder kan noget særligt hver især, og sammen er de fuldendte og stærke. Rustet til fremtiden.

Så kæmpe tak til dig, Anette Raaby, for en fantastisk workshop. Jeg har i hvert fald ”flyttet mig på en halv dag”, og kan varmt anbefale andre at gøre det samme.

Jeg vil ha’ en rigtig mand!

Jeg vil ha’ en rigtig mand!

Eller vil jeg?

Findes der rigtige mænd? Eller har vi haft succes med at kastrere dem alle gennem de seneste årtier?

Er det en følgevirkning af, at kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet, eller var det sket alligevel i fremskridtets navn? Det er vel i virkeligheden det, der er det store spørgsmål.

Sikkert er det i hvert fald, at der er sket et skred i samfundet. Et skred, der i den grad kan forvirre begreberne, og som sætter begge køn under maksimalt pres.

Det er sikkert meget normalt, at man midt i livet reflekterer og gør sig tanker om det liv, man har levet indtil nu. I mit liv, som sikkert ligner så mange andres, har jeg haft travlt. Travlt med at realisere mig selv, travlt med at skabe succes og gøre karriere, vise at jeg kunne klare mig selv, vise at jeg var god nok som kvinde og som menneske.

Vores generation har om nogen kæmpet for vores status og plads i samfundet. Måske er det derfor, vi opfører os, som vi gør, når andre kulturer kommer til landet og ikke vil være som os. Det kaster jo fokus på det liv, vi har kæmpet så hårdt for at opnå.

I mange år var jeg rigtig vred, når nyhederne og aviserne bragte reportager om indvandrere, fremmede kulturer, der kom herop til vores lille lykkelige land, og ikke ville indordne sig. Ikke ville lære dansk, ikke ville sende deres koner ud på arbejdsmarkedet, ikke ville integrere sig.

”Skik følge eller land fly” har altid været mit motto, siden jeg som ganske ung rejste rundt i verden med min rygsæk, og misforstå mig ikke, det gælder stadig som leveregel i mit liv. Jeg har opdraget mine børn efter lige netop den devise. Det er almindelig høflighed og logik, at man opfører sig efter gældende regler og den politik, der er fremherskende i de enkelte lande, når man vælger at besøge eller bosætte sig i et land, uden undtagelse.

Jeg vil dog gerne kaste lys over en problematik, der længe har naget mig, og som har givet mig et mere nuanceret syn på tingene, også på vores indvandrere og deres familiestruktur.

”For lidt og for meget, fordærver alting.”

I vores del af verden har frigørelsen af kvinder gjort noget ved vores familiemønster, og min påstand er, at det ikke ubetinget har været godt.

Kvinders ligestilling med mænd på arbejdsmarkedet, kvinders ret til bestyrelsesposter, kvinders førerposition i form af højeste karaktergennemsnit på de højere uddannelser, kvinder der går på jagt, kvinder der bliver medlemmer af diverse klubber, der før var mændenes territorium. Kvinder i lange bukser og habitter, kvinder i ekstremsport. Kvinder er rigtig mange steder. Steder der før var mændenes domæne, mændenes kampplads og højborge.

Hvornår er det lige, at mænd får lov til at være mænd? Hvem er det lige, mændene kæmper imod? Det er ikke længere kun andre mænd, nu kæmper de også på lige fod med deres koner.

Hurra for den lille forskel, hvor blev den af?

Er der noget at sige til, at de efterhånden føler sig devaluerede, gemmer sig på deres arbejdspladser og ikke gider komme hjem? Hvad er det de kommer hjem til?

Jeg tror, at rigtig mange ægteskabelige udfordringer og skænderier bunder i, at vi kvinder efterhånden kan klare os selv, og vi har mistet respekten for mændene, så når de bliver for bøvlede, eller når de blive usexede – og det gør de, når de bliver usikre og ikke længere er jæger og forsørger, når kvinderne tager bukserne på og vil det hele – så hiver vi stikket og går hver vores vej. Skilsmisseraterne på 50 % viser vel meget godt, hvor vi er på vej hen.

Hvad gør kvinder glade?

Men det er jo slet ikke det, vi kvinder ønsker. Nogle gør selvfølgelig, det er også enormt tilfredsstillende at sidde i et godt job med magt og muligheder for at skabe noget sammen med gode kollegaer. Men lur mig, mange kvinder vil rigtig gerne have lov til at være kone, ven, elskerinde og mor, og vi vil i realiteten gerne forsørges og elskes af en ”rigtig” mand. En mand der tør sætte foden ned, en mand der tager teten i hjemmet, som opdrager sine børn, en mand der formår at være stærk, støttende og som hviler i sig selv. En mand der ser sin kvinde, tager hånd om familien og som er nærværende og empatisk.

Selvfølgelig vil vi kvinder være aktive i udviklingen af samfundet. Vi vil anerkendes og udvikle os som mennesker. Vi vil byde ind og høre til. Lyttes til og være en del af noget større, og bruges på den ”fede” måde. Vi er kloge, empatiske og stærke individer og vil behandles som sådanne. Men vi vil også være kvinder i ordets fulde betydning.

Vi vil herske i hjemmene, vi vil være vores mænds bedste ven, kone og kæreste, vores børns kærlige favn, vores venners samlingspunkt og familiens stærke kvinde. Vi vil gerne gøre rent, lave mad og hygge om familien, hvis vi kan få luft til at gøre det. Men det er simpelthen for svært at skabe succes i det lille hjem, når vi også skal være fuld tid på arbejdsmarkedet. Jo højere stilling, desto flere timer hjemmefra.

Der må være en grund til at så mange sidder og ”søber” i Matador, den ene episode efter den anden. Vi savner gamle dage, hvor kønsrollerne var klare, og hvor vi havde en rolle i samfundet. Det lokale liv og familiemønsteret var tydeligt defineret, hvem der tog sig af hvad i familien. Vi passede på hinanden og tog vare på dem, der havde det svært. Vi havde tid til hinanden. Mænd var mænd, og kvinder var kvinder.

Det kan jeg godt savne i dag. Den klare linje, hvem er hvad, og sammen kan vi noget helt særligt. ”Vi” i stedet for ”jeg”.

Hvilke traditioner er der tilbage i familien?

Måske, kun måske, er det i virkeligheden det, mange af de familier der flygter hertil, har med sig. Et stærkt og ubrydeligt familiemønster, som de ikke vil give slip på. Måske ser de lysende klart, hvad der sker, når kvinder kommer på arbejdsmarkedet, og måske vil de ikke ofre deres familier i jagten på status og flere penge. Måske vil de bare gerne holde fast i familien. Det er jo i virkeligheden det eneste de har tilbage, når de kommer herop. Om de alle så byder nok ind i vores samfund, det er en helt anden diskussion, som ikke hører hjemme her.

Jeg ved godt, at tingene er sat på en spids, og tiden ikke kan og heller ikke skal skrues tilbage. Vi er, hvor vi er. Der er mange fantastiske ting og muligheder i vores samfund, som man ikke skal tage for givet. Det har kostet blod, sved og tårer, at nå her til.

Jeg ønsker på ingen måde gamle dage tilbage med undertrykkelse, mandschauvinisme, kæft trit og retning eller ting der var værre, men nogle af de gamle dyder med plads til at være kvinde og plads til at være mand kunne måske godt trænge til en kærlig hånd og en opjustering anno 2018.

Jeg har under alle omstændigheder tænkt ret meget over, hvorfor det er så svært at finde en rigtig mand, og jeg er kommet frem til erkendelsen af, at han er her jo endnu, måske skal jeg bare huske at være en rigtig kvinde en gang imellem, og ikke hele tiden iklæde mig krigerens klæder, og fratage ham muligheden for at være en rigtig mand.

Og før der nu udbryder krig omkring mit indlæg, vil jeg gerne understrege, at jeg på ingen måde ønsker kvinderne tilbage til kødgryderne, tværtimod!

Tilvalg og fravalg

Jeg er bare træt af den ensidige diskussion, der er på mit køns side, omkring bestyrelsesposter og det at gøre karriere. Alle valg her i livet har en pris. Hvis du vælger karriere, vælger du noget til, og samtidig vælger du også noget fra.

Du træffer et valg, og det må du stå ved. I min optik er der en grund til, at brysterne sidder på kvinder og ikke på mænd. Det forpligter, i det mindste mens børnene er små, og så må karrieren vente. Kan den ikke det, så må man gerne have lidt dårlig samvittighed, det viser vel kun, at man er et ordentligt menneske?

Bestyrelsesposter, er vi ikke uenige om, kan være svære at få, men så må vi jo kæmpe lidt hårdere. Mændene har været på arbejdsmarkedet i mange hundrede år. Vi kvinder kom til for 50-60 år siden, så måske vi også bare skal være lidt tålmodige og så gøre os fortjente til posten, kæmpe for tingene og hjælpe hinanden.

Måske bestyrelser i al almindelighed skal blive bedre til at fyre deres bestyrelser/medlemmer, som bare sidder der af navn og ikke af gavn, og så give plads til bedste mand til posten, uagtet om det er en kvinde eller en mand.

Én ting er jeg dog HELT sikker på. Det hjælper os på ingen måde at hyle i flok som kvinder. Her bekræfter vi jo blot mændene i, at vi ikke er stærke individuelle ledere, der kan stå distancen selv!

Jeg er helt klart FOR kvoter, men det er jeg kun fordi arbejdsmarkedet er fyldt med både kvinder og mænd, og bestyrelserne gerne skulle afspejle os alle, så de fælles interesser bliver varetaget, og vores forskellige kvalifikationer og styrker også kommer til udtryk i virksomhedernes visioner og fremtidige udvikling.

Så kan bestyrelserne ikke selv finde ud af at afspejle deres medarbejdere af begge køn, så må vi hjælpe dem lidt, fair nok. Her er det så op til bestyrelserne at vælge bedste kvinde til posten ud af dem, der er til rådighed, eller selv gå ud i marken og finde hende. Det står jo enhver bestyrelse frit for.

Det hele handler om samarbejde og er omdrejningspunkt i enhver virksomhed, stor som lille. Så i stedet for at kæmpe mod hinanden, skal vi måske begynde at arbejde med hinanden og give plads til den lille forskel, så det ikke ender med at blive patetisk og uværdigt!