Brøler du bare?

Brøler du bare?

Hvilke forudsætninger/kompetencer kalder fremtiden på blandt vores børn og unge?

Jeg er optaget af min facilitatoruddannelse i Billund hos CoC Playful Minds, hvor der er fokus på børn og unge i forbindelse med facilitering og samskabelse.

Noget af det, der har bidt sig ekstra fast i mit hoved, er det forhold, at vores kreativitet topper og langsomt forsvinder fra 10-års alderen, hvis vi ikke gør noget!

Hvordan får vi den så tilbage igen? OG hvad betyder det, hvis vi ikke gør?

Forskning har vist at kreativiteten stiger 60% under en gåtur, og oplevelsen sidder langt længere i kroppen. Lad os derfor håbe, at tendensen med Walk&Talk og gåture i landets skove fortsætter – i fritiden såvel som under arbejde og uddannelse.

Måske bør folkeskoler og uddannelsesinstitutioner henlægge en del af deres undervisning til gåture. Det vil måske endda afhjælpe nogle af de mange udfordringer, der vokser frem omkring ensomhed og angst.

Betyder det noget, at vi ikke tør være kreative, at vi ikke udfolder vores fantasi? Er det derfor, vi bliver begrænsede og angste for at fejle i vores voksenliv? Det leder til endnu et spørgsmål. Hvis vi ikke tør fejle, hvordan skal vi så udvikle os og lære?

Det er tankevækkende at mange af os som børn elsker at tegne små figurer, pindemænd og -koner, fantasien hjælper os på vej, det behøver ikke at være perfekt, historierne opstår undervejs, og vores fine tegninger bliver til eventyr, vi stolte viser frem. Vi prøver os frem og er ikke begrænsede af alt det, vi senere i den bevidsthed, der opstår omkring tredje klasse, bliver bedømt på, og som viser sig enten at være korrekt gengivet eller forkert gengivet i vores tegninger.

Det vil sige, at vi i alderen 10-12 år lærer, at vi enten er gode eller dårlige til at tegne. Vi ved det faktisk ikke, før nogen fortæller os det, når de begynder at give os karakter, måle os op mod andre og korrigerer og synliggør, at vores tændstikmænd og -kvinder ikke er mere og andet end tændstikmænd og -kvinder. I den kontekst ligger det, at vores tegninger ikke er gode nok, og det registreres for første gang som et chok i vores bevidsthed, vores tryghed forsvinder, og oplevelsen sætter sig muligvis som et traume.

Jeg har mødt utallige voksne, der ikke siden 10-12-års alderen har rørt en farveblyant eller tegnet så meget som en krusedulle i angst for endnu engang at blive afsløret i, at de ikke kan tegne perfekte tændstikmænd og -kvinder. Nogle har i den sammenhæng glemt at fortælle dem, at det slet ikke er resultatet, der tæller, men processen og vejen derhen.

Hvem husker ikke det foldede stykke papir, hvor man tegnede videre på hinandens tegning og til sidst fik et fantasidyr eller en fantasifigur i mangfoldige farver og med mangfoldige udtryk? En fantastisk historie blev formidlet i fællesskab, og enhver bragte sit med til tegningen, alle havde værdi for historien.

Så er det, der mangler, for at vi kan udvikle vores fantasi og kreativitet, blot tryghed!

Koblet med den viden vi har, om at børn i dag har en meget mindre aktionsradius (bevægelsesfrihed) i forhold til tidligere – hvilket igen har store konsekvenser for deres fysiske og psykologiske udvikling, kunne man måske afhjælpe flere fremtidige udfordringer i undervisningsformen, ved at kigge på leg og læring.

Det, vi kigger ind i, i Billund og på uddannelsen som facilitator, er i særdeleshed samskabelse med børn. Her har vi et særligt fokus på tryghed. Tryghed i gruppearbejde. At skabe tryghed i form af refleksioner to og to frem for mange elever i grupperne. At vænne børn til korte refleksioner med forskellige partnere i hverdagen.

Måske gælder det også for vores unge, måske har de også brug for mere tryghed!

Måske har de brug for at finde tilbage til deres kerne af kreativitet, få deres bevægelsesfrihed tilbage og skabe trygheden to og to ad gangen, så fundamentet til resten af livets udfordringer kommer rigtig på plads, og de får lyst og mod til at udfolde sig igen – alle sammen!

I et samfund, hvor alting ændrer sig i hast, hvor kravene til den enkeltes faglige kompetencer og det akademiske niveau er blevet skyhøje, hvor det er en forudsætning at være forandrings- og omstillingsparat, at kunne samarbejde tværfaglig og i teams, være agil og forstå det digital mulighedsrum, er udfordringerne til at få øje på i forhold til de omkostninger, der er begyndt at dukke op hos den kommende generation.

Måske er det på tide at stoppe op og tænke over fremtiden og de værktøjer, der er til rådighed ud fra de krav, vi stiller. Er de tilstrækkelige? Hjælper det at gøre mere af det samme, eller skal der helt nye metoder i brug? Skal vi måske have den helt grundlæggende tillid tilbage på banen?

“Børn skal have en opdragelse, der svarer ikke til den nuværende, men derimod den fremtidigt bedre tilstand for menneskeheden. Det vil sige, til meningen med menneskeheden og hele dens bestemmelse” (Immanuel Kant 2000, 58).

Det, der vejer tungest i forhold til at arbejde succesfuldt i teams/grupper – som jo er en forudsætning for at lykkes som menneske i dag, er særligt tre kompetencer:

Relationskompetence

Refleksionskompetence

Meningskompetence

Disse tre kompetencer skal mestres af det enkelte menneske, hvis vi som samfund skal overleve.

Derfor er det en forudsætning, at dem, det handler om, skal inddrages!

Vi kræver mange ting og sætter ofte barren højt i vores bestræbelse efter at skabe resultater, men hvis vi ikke gør os den ulejlighed at spørge, hvad der giver mening for dem, der tegner vores fremtid, så misser vi den åbenlyse chance for at samskabe et bedre og mere holdbart fundament – og måske køber de i virkeligheden ikke ind på vores præmis, så kan vi jo stå der med alle vores krav, ene og alene …

”Fremtiden kalder på fællesskaber. Når man ved, at globalisering er et livsvilkår, at læring er socialt-kulturelt betinget, at kundskaber i sig selv har en hurtig udløbsdato, at omsætningshastigheden på viden stiger og stiger, at uddannelsessystemet skal levere livsduelige mennesker og effektive medarbejdere, så er fremsynet undervisning og opdragelse i skolen nødvendigt! ” (Helle Bjerresgaard, Kvan. S.54-69, Tidsskrift for læreruddannelse og skole nr. 107.)

Så hvilke tanker gør du dig om fremtiden og dine børn og unges lykke? Fremtidens arbejdsplads og samarbejdsformer?

Måske giver CoC Playful Minds samskabelsesstjerne, det etiske ansvar/bevidste børnesyn også mening for dig:

En fælles sag – engagerende fællesskab om at skabe noget sammen

Meningsfuldhed – motivation og glæden ved at fordybe sig sammen med andre med forskellige formål

Ligeværd – ligeværdige relationer og anerkendelse af den nødvendige forskellighed

Tillid – tillidsfulde relationer og rum der skaber tryghed til hinanden og til processen

Tydelige rammer – troværdighed i forskellige formål, proces, aftaler, relationer og roller

De kan noget helt særligt hos CoC Playful Minds. Det starter med vores børnesyn. Fremtiden skal samskabes med dem, der skal leve i den …

Fotograf: Jean Wimmerlin

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.