T-vitamin

T-vitamin

Jeg læste for nyligt en artikel om T-vitamin i Magasinet Liv. Den fangede mit øje, da jeg aldrig tidligere har hørt om lige netop det vitamin. Nysgerrig læste jeg det, forfatteren Maggan Hägglund skrev, og gennem hele artiklen mærkede jeg, hvordan mine tæer behageligt strakte sig, og min vejrtrækning blev rolig. Smilet bredte sig fra den ene mundvig til den anden.

Det hele var fuldstændig i tråd med de ting, jeg til dagligt delagtiggør medarbejdere i rundt om i danske virksomheder, og samtidig trak det lange tråde over i den positive psykologi.

T-vitamin er det udbytte du får, når du i stedet for at fokusere på alt det, du ikke har opnået i dit liv, fokuserer på alt det, du har opnået og med taknemlighed. Alt det, der er gået godt, og på de små og store hændelser, der finder sted hver eneste dag – både de ting andre gør for dig, og de positive ting livet trods alt sender i din retning.

Eksempel 1: Din økonomi lider voldsomt lige nu. I stedet for at fokusere på, hvor hårdt det er, så prøv i stedet at glæde dig over, at du har et arbejde, der rent faktisk gør dig i stand til at tjene penge, så du kan komme af med gælden igen.

Eksempel 2: Du er ramt af sygdom. Sådan er det, og du kan muligvis ikke gøre noget ved det her og nu, men du kan glædes over alle de varme hænder og velmenende mennesker, der gerne vil dig det godt, som trøster og kommer på besøg.

Det, du kigger på, får du mere af.

Forskning har vist, at taknemlighed virker. Og i stedet for at navlepille og kigge de forkerte steder hen, så er det godt for os mennesker at rette blikket udad, og her få øje på alle de små ting i vores liv, der rent faktisk gør en forskel, hver dag! Det kan være en kollega der smiler, en bilist der holder tilbage for dig i trafikken, en nabo der råber hej, et kram fra kæresten eller andre små ting der gør godt, hvis du lige mærker efter.

Et forsøg hvor testpersoner førte taknemligheds-dagbog i 14 dage, viste følgende resultater:

• Stress blev reduceret med 28%
• Depression med 16%
• Blandt patienter med kroniske smerter sov 10% af dem bedre

Taknemligheds-dagbog

Hvis du nu har fået lyst til at prøve, hvad kan du så skrive i en taknemligheds-dagbog?

I følge artiklen kan man gøre følgende:

• Skriv hver dag mindst en ting, du er taknemmelig for

• 24 timers tjek. Hvad har andre gjort for dig af små og store ting gennem de sidste 24 timer?

• Skriv et takkebrev, det behøver ikke nødvendigvis at blive sendt, men skriv til personer der har betydet eller stadig betyder noget for dig

• Lav en omvendt ”bucket-liste”. Hvad har du allerede oplevet?

• Sig højt tak for alt det, du allerede har i dit liv, og gør det hver gang, du sætter dig i bilen, eller når du træder ind ad døren derhjemme. ”Jeg er taknemmelig for…”, ”jeg er så glad for…”

• Lav en liste over, hvad du sætter pris på i forskellige aspekter – dit liv, din krop, dine relationer og dit job

• Lav en collage af billeder og tekst, som indfanger det, du er taknemmelig for, husk dine drømme. Hæng det op, så du visuelt bliver påvirket hver dag.

Det er positiv psykologi, og det er nu en gang sjovere at tænke positive tanker end det modsatte.

God fornøjelse, og må den positive energi finde vej til dit hjerte <3

Foto: John Fowler

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *