Er du en svagpisser eller hva’?

Er du en svagpisser eller hva’?

Sig ordet højt, Annette, sig det! Py-ha, hvor var det svært. Jeg havde et helt liv haft den holdning, at folk der gik ned med stress, var ”svage”. De kunne da bare tage sig lidt sammen. Stress var en dårlig undskyldning for ikke at kunne klare sit arbejde, en undskyldning for at hæve penge på min og andres regning hos kommunen. En bombe under samfundet, folk der ikke gad lave noget… og nu stod jeg der.

Krisen i 2008 havde ramt vores firma virkelig hårdt. I januar 2009 stoppede telefonerne med at ringe fra den ene dag til den anden. Reklamegaverne blev sparret væk, virksomhederne omstrukturerede og der blev indkøbsstop alle steder, på de ydelser som vi levede af at levere. Verden stod helt stille i 8 måneder, og vores egenkapital vendte sig på kort tid, fra et stort plus til et dundrende minus.

Vi er tilbage i november 2011. Pengene er virkelig små, eller sagt på en anden måde, vores likviditet er i knæ. Jeg har stort set ikke sovet i 2 1/2 år. For det første har jeg arbejdet 60-70 timer om ugen, bare for at holde skindet på næsen og skaffe ordrer og omsætning nok til at kunne betale løn til de ansatte. For det andet løber der utallige scenarier gennem mit hoved hver eneste nat, hvad skal der ske, hvis banken pludselig trækker stikket, eller jeg ikke har ordre nok i bogen til at vise, at vi er på vej frem igen? Hvad nu, hvis vi pludselig må gå fra hus og hjem?

Hverdagen er uændret udadtil, så selvom der er kaos indeni, så formår jeg alligevel at lade som ingen ting over for mine omgivelser. Et smil på læberne, en frejdig kommentar, vi hygger os, gør vi. Når jeg er af sted til netværksmøder og på rejser, er alt uændret. En sjælden gang lukker jeg lidt op for posen, men kun for hurtigt at snøre den til igen. Ingen har rigtig lyst til at tale om ting, der ikke går så godt, og man er vel en succes, i hvert fald i det selskab.

Det nytter ikke at tage tankerne og følelserne med hjem. Her slider det i forvejen. Vi er jo begge smurt godt og grundigt ind i firmaet, som vi har sammen, så det ender altid med den der pegefinger. Angreb er jo som sagt, det bedste forsvar, og når truget er tomt så bides hestene, hvilket ikke er helt løgn.

Følelser der kommer snigende

Håbløshed, rodløshed, ensomhed, skam og følelsen af nederlag. Et stort åg, der bare bliver tungere og tungere, vokser inden i. Hen over efteråret har jeg kronisk hovedpine. Når jeg ligger ned, trykker det så hårdt i mit bryst, at jeg næsten ikke kan få luft. Galde vælter op i mit spiserør, og jeg ligger bare der, nat efter nat, og spekulerer med tusind tanker gennem mit hoved.

I dagtimerne trækker jeg mig mere og mere ind i mig selv. Ude hos kunderne er jeg, som jeg plejer, glad og positiv. Jeg kan dog godt mærke, at kreativiteten udebliver, og at det er en udfordring, bare at skulle ringe til kunderne for at få et møde. Jeg har slet ikke lyst til at være sammen med nogen. Gider ikke være på, gider ikke hyggesnakke. Jeg er også meget mere aggressiv, bliver hurtigt mut og sur.

Hjemme skælder jeg ud over det mindste. Mit temperament koger over, mine børn kryber i flyverskjul på deres værelser, og den dårlige stemning breder sig i hele huset.

Efter to måneder med kronisk migræne, bliver jeg endelig presset hårdt nok til at gå til lægen. Min mand har længe presset på, men jeg bryder mig ikke ret meget om læger, så jeg afstår længe, men angsten for nattens smerter i brystet og den forfærdelige hovedpine tvinger mig af sted.

Hos min læge, der har kendt mig i mange år, får jeg et voldsomt ”wake up call”. Under forskellige motoriske og verbale øvelser må jeg kapitulere. Jeg kan ikke engang ramme min næse med min pegefinger, når jeg lukker øjnene. Grædende må jeg tilstå, at jeg har det helt vildt dårligt og i bund og grund ikke kan se mig ud af situationen. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal stille op.

Døden kommer tæt på

Firmaet er jo bygget op omkring mig og min person, og selvom de øvrige ansatte er fantastiske til deres job, hverken kan eller vil de træde ind i mit job. Vi er en mindre virksomhed, og det gør os naturligvis sårbare, da krise og økonomiske udfordringer sætter ind i slutningen af 2008. Der skulle løbes rigtig stærkt, og der var kun én til at gøre det.

Der står jeg så, 2 1/2 år efter krisen har ramt, med en læge, der kort og nøgternt fortæller mig, at enten så lægger jeg noget ”Annette-tid” ind i mit liv, eller også må jeg berede mig på, at den advarsel, jeg har fået, måske ikke gentager sig. Hvis jeg ikke lytter nu, så er jeg her måske ikke næste gang. Stress kan rent faktisk dræbe.

Det gør mig alligevel bange, så jeg lytter naturligvis til lægens ord, og går direkte hjem og melder mig syg – til min mand og mine medarbejdere. De næste 2-3 uger er jeg hjemme på fuld tid.

Den efterfølgende måned lister jeg lige så stille tilbage på arbejde. Det er heldigvis december, da jeg kommer retur, så det er en ren hyggemåned. Jeg skal blot rundt med julegaver til kunderne, sige tak for året og ønske glædelig jul, så det går endda.

Hele min familie er ret chokerede over, at jeg bliver ramt af stress. Jeg er jo udødelig, hende der arbejder 10-12 timer om dagen, handler ind på vejen hjem, laver mad, gør rent, vasker tøj, plukker ukrudt, er social med vennerne, 3 retters gæstemenuer m.m.. Hende der også lige mellem alt det andet finder tid til at fungere som støttepædagog for veninderne, når deres liv brænder på, krydret med netværksmøder, skolemøder, bestyrelsesmøder og hvad jeg nu ellers går og roder mig ud i.

Jeg tror, min familie og mange af vores venner har haft det lidt som jeg, at stress var en dårlig undskyldning, for ikke at gide arbejde. Men hvis jeg kunne rammes, hende den usårlige, 24-timers maskinen, der altid er klar, og som kører i døgndrift, så kunne det måske i virkeligheden ramme alle.

Skammen

Jeg skammede mig dybt. Skammede mig over, at jeg i så mange år havde fordømt og talt nedsættende om folk med stress, ikke sådan voldsomt, men alligevel underforstået i de ting jeg sagde, og som jeg fra tid til anden forholdte mig til.

Ubegavet, men sådan er det med fordomme. De bygger jo i bund og grund på uvidenhed. Jeg plejer ellers at bryste mig af, at jeg er fordomsfri og altid sætter mig ind i ting, før jeg dømmer… Det havde jeg bare ikke gjort lige her, og så kunne jeg jo bare lære det, den hårde vej!

Stress forsvinder aldrig helt igen. Den forbliver i kroppen og sætter din krop i alarmberedskab. Man lærer at passe på sig selv, men kroppen har lidt skade, og det har hukommelsen også. Jeg var heldig, jeg havde en læge der tog hånd om mig og skræmte mig fra vid og sans.

Hvorfor fortæller jeg alt det her, hvad skal det gøre godt for?

Det gør jeg fordi, vi i en hverdag anno 2018, hvor det nye ”sorte” er ”disruption”, direkte oversat fra engelsk til dansk: ”afbrydelse eller forstyrrelse”, er voldsomt udfordret og skal passe på hinanden. Der er et kæmpe skred i, hvad vi kan tillade os at kræve af hinanden. Nogen er nødt til at sige stop!

Omstillingsparathed, innovation, rubusthed, forandringsledelse…. Ja, ordene er mange i den fagre nye verden. Alle er de med til at definere, at vi som menneske og som medarbejder skal kunne tåle omskiftelighed og ændringer. Vi skal udvikle os i raketfart, hvis vi vil beholde vores job, vores familie og vores netværk.

Disruption

Men hvordan giver det lige mening, når flere og flere mennesker, heriblandt mange unge, lider af alvorlig angst, depression og stress? Disruption er i min optik blot endnu en faktor, der er med til at vælte læsset.

Jeg ved godt, at det konstant siges, at de unge er meget hurtigere end vi var. Hurtigere til at lære, hurtigere til at tænke, hurtigere på tasterne. De lever i en digital tidsalder, og nøj hvor går det stærkt.

Men ved I hvad? De er jo også bare mennesker af kød og blod. De kan da lige så lidt som vi andre, tåle afbrydelse og forstyrrelse hele tiden. Mennesker har brug for ro og fordybelse som aldrig før. Vi går i stykker på stribe. Så ”disruption min bare”, det er hverken sundt for unge eller for gamle. Det er, hvad det er, hverken mere eller mindre, nemlig forstyrrende og usundt.

Hvornår er det, at vi vågner op og siger stop i stedet for blot at opfinde nye begreber, der dækker over, hvor syg verden i virkeligheden er ved at blive? Hvem er det, der godkender begreber som ”disruption”? Jeg kan ikke være ene om pludselig at føle mig gammel og træt. Jeg gider ikke disruption, det bliver jeg stresset af!

Bare ordet i sig selv. Det er da umådelig negativt ladet i alle andre sammenhænge, hvorfor bliver det så pludseligt til noget positivt og godt i arbejdssammenhæng?

Prøv lige selv at lytte?

AFBRYDELSE eller FORSTYRRELSE…

Tanken om at jeg, ud over at løbe ekstremt stærkt for at følge med, nu også skal lade mig ”forstyrre eller afbryde” midt i det hele, ændre kurs og være omstillingsparat, mens jeg innovativt opfinder det fembenede lam – det skriger da mod sund fornuft.

Hvad er det for et mønster, der tegner sig? Eksperterne forudsiger, at I 2020 er den tredjestørste folkesygdom herhjemme, stress. Lige nu og her i 2018 koster stress hvert år samfundet mere end 27 milliarder. Så der skal i den grad tages hånd omkring udfordringen. Vi kan ikke bare blive ved med at symptombehandle eller forsøge at lappe sammen med en sundhedssikring, når skaden er sket.

Vi er simpelthen nødt til at sadle om. Vores værdier skrider, både som mennesker og som samfund. Vi kan ikke blive ved med at presse citronen og kun tænke optimering og bundlinje.

“Vi” før “jeg”

”Jeg” er nødt til at blive til ”vi” igen. Mennesket kommer før penge og status. Familien før arbejdet. Nærvær før fravær.

Mental sundhed og åndelig føde er et must også på vores arbejdspladser. Der er behov for en stopknap. Pauser, tid til at være dig og mig, kollegaer. Tid til at reflektere, at give feedback til hinanden, hjælpe og rumme hinanden og vores forskelligheder. På den måde får vi stærke og sunde virksomheder.

Så frem med nye og anderledes værktøjer i hverdagen, så vi kan sige til og fra, og følge med. De findes allerede, men det kræver mod af arbejdspladserne, at tage dem i brug.

Krop, sjæl og ånd, vi skal have det hele menneske med. Vi skal forebygge, bevare og styrke alle tre enheder. Vi kan ikke nøjes med at helbrede, når vi er gået i stykker. Det har alt for store omkostninger og vidtrækkende konsekvenser, både for det enkelte menneske, men også for samfundet.

Når vi får stress, er det ånden der går i stykker. Og ånden er den, der forbinder vores krop og sjæl. Det er virkelig alvorligt, når den bliver skadet, så bliver vi ude af stand til at agere, og vi visner langsomt, og det er uanset alder.

Ånd er i mennesket, hvad pengene er i verden.” Det er måske Grundtvigs mest slagkraftige udsagn om, hvad ånd er. Penge er den store drivkraft i verden. Just det samme er ånden i og for menneskelivet.

Vi skal passe godt på hinanden og på livet.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.