Problemer gør os lykkelige!

/0 Kommentarer/i /af

Problemer gør os lykkelige!

Det er noget af en påstand, og den skulle da også lige skylles ned og funderes lidt, før det gik op for mig, at det er sandt.

Jeg gav mig for kort tid siden i kast med bogen ”Kunsten at være fucking ligeglad” – en anderledes guide til et godt liv af Mark Manson, #1 New York Times Bestseller. Den havde længe stirret på mig fra boghandlerens vindue og udstilling, den var også dukket op et par gange på de sociale medier, så jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at forholde mig til bogen og budskabet. Ud fra min egen filosofi og prædiken om at universet kommunikerer med os, hvis vi lytter og mærker efter, var jeg jo lidt nødt til at tage min egen medicin, og lytte til det der blev smidt efter mig, så jeg købte bogen, gik hjem og smed fødderne op i sofaen og begynde at læse.

Det interessante er, at vi tit tiltrækkes af noget der provokerer os eller direkte frastøder os, det pirrer vores nysgerrighed. Og bogen lægger i bund og grund også ud med at bruge ordet ”fucking” så mange gange, at jeg næsten er klar til at lægge den på hylden igen. Dog er der budskaber inde i bogen, der fanger og udfordrer mig positivt, så jeg bliver alligevel hængende.

Det gode liv

Postulat nr. 1 – at løse problemer gør os lykkelige, uden problemer kan vi ikke være lykkelige
Postulat nr. 2 – hvis vi alle er enestående og ekstraordinære, som nogen vil påstå, så er der ingen der er enestående og ekstraordinære
Postulat nr. 3 – hvis du erkender, at dine handlinger ikke betyder ret meget i det store billede, og at størstedelen af dit liv vil være kedeligt og uinteressant, og at det er fint nok. Når du har accepteret det, så vil du få en større forståelse af livets grundlæggende oplevelser: værdien af enkle venskaber, af at skabe noget, hjælpe en person i nød, læse en god bog, grine sammen med en du holder af.

Der stod også mange andre ting i bogen, men lige de her tre gav anledning til ekstra refleksion og stor respekt for de betragtninger, forfatteren delte.

Det giver rigtig meget mening i forhold til de forvrængninger der er i tiden, og i forhold til hvornår man anser sig selv for at være en succes, hvem vi er som individer, og hvilken indvirkning vi hver især har på samfundet, verden og på hinanden.

Vi er så små

Vi er bare en dråbe i havet eller en lille krusning på vandoverfladen. Vi er her en kort stund, og så er vi væk. Det, der er vigtigt, mens vi er her, er læring. At vi tager de problemer til os, som vi møder undervejs, kigger på dem, undres over dem og løser dem, så vi kan vokse, og ikke på bekostning af andre, men sammen med andre. At vi rækker ud, ser hinanden, er der for hinanden og hjælper hinanden. Lader de små ting få betydning i det store billede, også kaldet livets maleri.

Det giver ret god mening, selvom det bliver skrevet i et sprog og i en tone, der provokere og udfordrer min gode opdragelse og selvforståelse, men han rører ved helt centrale opfattelser og holdninger til livet, og så kan det jo i bund og grund være ligegyldigt, hvordan det bliver pakket ind, bare budskabet trænger igennem, og det gør det!

Fotograf: Levi Xu

Girafsprog – et hva’ for noget?

/0 Kommentarer/i /af

Girafsprog – et hva’ for noget?

Hvorfor i alverden er der aldrig nogen, der har fortalt mig om det? Mit liv havde været SÅ meget lettere!

Første gang, jeg stødte på begrebet, var til en jobsamtale om et direktørjob i en international virksomhed, hvor ejeren og stifteren flere gange gennem samtalen understregede, at det var vigtigt for ham, at man talte girafsprog, og gjorde man ikke det, så ville første skridt efter ansættelsen være et kursus i girafsprog.

Jeg var nysgerrig og følte mig også lidt dum og uvidende over ikke at vide, hvad girafsprog var for en størrelse.

Jeg fik et fantastisk indtryk af ejeren. Han var karismatisk, nærværende og i fuldstændig balance med sin virksomhed, erkendte sine egne styrker og svagheder og var klar i mæglet; meget sympatisk og tillidsvækkende og et af de mennesker der fremstår autentiske, og hvor man gerne vil vide mere om vedkommende. Desværre fik jeg ikke jobbet, men mindet om mødet er stærkt, og aftrykket, han efterlod i min bevidsthed, er der stadigt.

Anden gang, girafsproget dukkede op, var i undervisningen på Erhvervsakademi MidtVest i Herning, hvor jeg læste coaching og konflikthåndtering. Her fik jeg endelig min forklaring og indsigt i, hvor fantastisk og enkelt et værktøj det er, og hvor meget det kan rykke ens bevidsthed om egne mønstre i for eksempel konfliktsituationer, men også i den daglige kommunikation både på arbejde og hjemme.

Hvor kommer det fra?

Girafsproget er udviklet af Marshall B. Rosenberg, amerikansk psykolog, verdenskendt fredsmægler, forfatter og grundlægger af Centeret For Ikke Voldelig Kommunikation.

Girafsprog er ikke kun et kommunikationsværktøj i Ikke-Voldelig Kommunikation (IVK), det er også en proces, der handler om at træne og udvikle vores indfølingsevne. Sproget og metoden kan hjælpe os med at opnå større glæde, tilfredshed, forståelse og dybere kontakt til hinanden, og det kan afhjælpe stress, konflikter, misforståelser, fordømmelser, udbrændthed og depression.

Ved samme lejlighed blev jeg præsenteret for ulvesproget, og selvom jeg absolut helst vil pryde mig med, at jeg taler girafsprog og forsøger at holde mig til det, så må jeg med skam erkende, at jeg i tilspidsede situationer tit havner i ulvesproget og altså ubevidst har skabt en konfliktoptrappende situation ved min blotte tilstedeværelse og min retorik over for mine omgivelser.

Men man kan jo nu engang kun gøre noget ved det, man ved, og det gør jeg så. Jeg har ikke længere nogen undskyldning for at benytte ulvesprog, derfor har jeg i den grad taget girafsproget til mig, og jeg øver, øver og øver mig på at tale netop det sprog, fordi det giver mening og gør mig til et bedre menneske, en bedre leder og en bedre samarbejdspartner.

Samtidig har jeg sat mig for at udbrede kendskabet til såvel ulve- som girafsproget, så vi hver især kan identificere os med, hvad det er, vi går og taler, og dermed give os selv mulighed for at øve os på at bruge og tale girafsprog til og med hinanden.

Jeg er sikker på, at det vil skabe en meget bedre og mere rummelig verden, bedre mennesker, bedre virksomheder og mange flere win-win situationer.

Jeg kan i hvert fald med 100% sikkerhed sige, at det er det værktøj, der bliver taget bedst imod, når jeg faciliterer processer i virksomheder med trivsel, konflikthåndtering og kommunikation på dagsordenen. Alle forstår det, og alle kan finde ud af at tage det i brug, når jeg er gået min vej …

Så her kommer det!

Girafsprog

Girafsprog er et nedtrappende sprog. Giraffen ser det hele sådan lidt fra oven og har dyrerigets største hjerte – altså et sprog talt fra hjertet, i det mindste i overført betydning.

Det bygger på
• Empati og forståelse
• Ligeværdighed og accept
• Fredelig dialog og respekt

Det har fokus på
• Muligheder
• Jeg-sprog
• At lytte til ende
• Interesse
• At stille åbne spørgsmål
• At udtrykke sine ønsker
• At være konkret
• At fokusere på nutid/fremtid
• At gå efter problemet

Ulvesprog

Ulvesprog er et optrappende sprog. Angrebslystent!

Det bygger på
• Skyld og skam
• Straf og kritik
• At få ret
• Manipulation

Det har fokus på
• Fejl og mangler
• Du-sprog
• Afbrydelser
• Ligegyldighed
• Ledende spørgsmål
• Bebrejdelser
• Fokus på fortiden
• At gå efter personen

Efter som de nye ledelsesværktøjer i dag er bygget op omkring empati og et growth mindset, og fordi medarbejderne ønsker leadership frem for management, så er ulvesprog ikke længere en mulighed. Det er girafsprog til gengæld, og det er endda både let at gå til og håndhæve, når man først får synliggjort det i organisationen.

”A boss has the title, the leader has the people” – Simon Senik

Ironi, sarkasme og humor – hvad er hvad i din virksomhed?

/0 Kommentarer/i /af

Ironi, sarkasme og humor – hvad er hvad i din virksomhed?

Jeg var i selskab med meget forskellige mennesker den anden dag, og fordi vi debatterede kommunikation mellem mennesker, faldt talen naturligvis også på brugen af ironi og sarkasme som en måde at udtrykke sig på.

Vi talte om, hvorvidt det er i orden at anvende ironi og sarkasme på en arbejdsplads. Hvor går grænsen? Er alle indforstået med den form for koncernsprog?

Jeg er ambivalent i forhold til humor og ironi. Jeg vil på den ene side nødigt undvære det i vores omgang med hinanden, på den anden side kan det være meget giftigt at få det ind i en virksomhed.

Mange virksomheder har medarbejdere fra forskellige lande og med forskellige tilgange til humor. En del forstår sandsynligvis hverken ironi eller sarkasme og tager det derfor personligt, finder det upassende og føler det måske endda som et angreb.

Mange steder bliver ironi og sarkasme benyttet til at gemme sig bag –  til at få noget ud mellem sidebenene uden at blive holdt ansvarlig, en mulighed til at skabe røre og opmærksomhed og til at sige det, man ellers aldrig ville have haft modet til at sige ansigt til ansigt.

Så er det i orden? Hvornår er det blot godmodige drillerier, og hvornår kammer det over og bliver til mobning og ondskabsfuldheder?

Vi ved det jo i grunden ikke. Hvem ved, hvad der gemmer sig inde bag et andet menneskes facade? Hvem ved, hvad vi hver især tumler med inde bag sløret?

Hvad foregår der inde bag facaden?

Lige DEN dag, hvor vi har det virkelig dårligt. Den dag vores mand, kone eller kæreste om morgenen har fortalt, at de ikke gider samle vores sure strømper op længere og vil skilles. Lige den dag, hvor vi er mest i knæ, men smiler som vi plejer, holder os gående, for der er kun 1 ½ time til vi skal hjem. Lige der møder Karsten fra salgsafdelingen Hanna fra udviklingsafdelingen, og i troen på at han er sjov, hæver han stemmen, mens han går forbi og kommer med en lidt frisk og ironisk kommentar omkring et af deres knapt så heldige produkter. Hanna er kommet hertil fra Israel for 4 år siden, og forstår ikke helt ironi og sarkasme, så hvordan opfanger hun Karstens budskab? Hører hun det som et godmodigt drilleri, eller opfatter hun det som personlig kritik, at hun ikke har gjort sit arbejde godt nok?

Vi er et multietnisk samfund, og vi kan selvfølgelig godt holde fast i, at vi er danskere, og vi er, som vi er, og kan du ikke tåle lugten i bageriet, så må du gå. Men jeg tænker, at det ikke kun er folk ude fra den ganske verden, der bliver ramt af ironi og sarkasme. Derfor er det ikke en acceptabel form for kommunikation i en moderne virksomhed.

Jeg har det med sarkasme og ironi, som jeg havde det første gang, der blev sagt et bandeord i radioen og efterfølgende i fjernsynet – det er et skråplan, for hvornår er nok, nok?

Jeg var chokeret over, at reaktionerne var så få, dengang bandeord og dårligt sprog blev legaliseret i medierne. Vi ser nu omfanget af, hvor skidt det har været, i den generation, som kommer. Børn og unge har flyttet deres grænser gevaldigt i forhold til, hvordan man kan tillade sig at tale til hinanden – og vi kan ikke spole tilbage.

Derfor er det i min optik rigtig, rigtig vigtigt at tage snakken internt i sin virksomhed og få afklaret holdningen til sit koncernsprog, og om ironi og sarkasme er en tilladt omgangstone mellem kollegaer.

Jeg ved godt, at livet måske kommer til at virke lidt kedeligere på dage med gråvejr, men med hånden på hjertet tror jeg, at vores måde at tale og tilgå hinanden på har markant større indflydelse i hverdagen, end vi går og regner med, når trivsel og stress er på dagsordenen.

Det er de små ting, der gør en forskel.

”Becourse of your smile, you make life more beautiful” – Thick Nhat Hanh

Har du brug for et indspark i din virksomhed, så læs mere på https://kotu.dk/foredrag/

Fotografi: Mnm All

At sætte et aftryk

/0 Kommentarer/i /af

At sætte et aftryk

Det er en underlig tanke, men vi gør det jo alle sammen, altså sætter et aftryk. Spørgsmålet er, om det, vi tror, vi afsætter, i grunden er det andre opfatter.

Jeg blev udfordret lidt i et forum, jeg sad i den anden dag. Vi deltog alle i undervisningen på Coaching og Konflikthåndtering på Erhvervsakademiet Midt/Vest, og i løbet af dagen kom vi til den del af pensum, der skulle definere, hvorfor vi deltog i undervisningen, og hvad vi skulle bruge vores kompetencer til efterfølgende.

Vi havde modtaget et oplæg i forvejen, som skulle læses, og videoer, der skulle ses, og vi blev bl.a. præsenteret for Simon Sinek’s Gyldne cirkel “Why – How – What” – som jo er et fantastisk værktøj til at definere den enkelte persons eller virksomheds DNA, formål og motivation.

Faktisk har jeg arbejdet ret meget med ”why” de senere år, og i processen med at etablere min nye og helt anderledes platform arbejdsmæssigt, skulle jeg sætte ord på mine ydelser, og det jeg ønskede, at folk skulle ”købe ind på” i min virksomhed. I den forbindelse var jeg nødt til at være hudløs ærlig, hvis fremtiden skal give mening – også selvom det var meget personligt, følsomt og sårbart.

Udfordringen, når den ydelse, du sælger, er dig selv og dine erfaringer, er imidlertid, at det kommer ret tæt på, og  satsningen, såfremt den slår fejl, i ens egen bevidsthed vil ramme med 120 i timen. På den anden side var der bare ikke noget valg, ikke derfra hvor jeg har stået. Enten gør man det helhjertet, eller også går man ud i verden, finder sig et job, lader sig ansætte og lader andre om at gå forrest.

Da jeg aldrig har været i tvivl om, at den vej, jeg har valgt at gå de senere år, er det eneste rigtige for mig, og at jeg vitterligt gør en forskel med de ting, jeg foretager mig, så har det så slet ikke været et issue.

Når tingene giver mening

Jeg er nemlig sikker på, at lykken bor lige der, hvor du lægger din indsats, og andre godt kan mærke, at om det har autenticitet, vægt og dybde.

Meeen… jeg er jo kun et menneske, og mine ydelser tager rigtig meget udgangspunkt i følelser og nye værktøjer, og jeg er ”first mover” på ting, der endnu ikke er nået ud i alle hjørner af verden. Seks måneder er gået med at koge essensen af mit arbejde ind til noget, der er omsættelig og forståeligt for samarbejdspartnere, kunder og ikke mindst mig selv.

Det er rent faktisk lykkedes, og jeg har fået etableret et godt netværk, hvor der er drukket rigtig mange kopper kaffe, skabt rammer, dialog og forståelse for, hvad det er, jeg kan, og hvordan det kan omsættes i de enkelte virksomheder. Så et langt sejt træk er begyndt at give afkast.

Fantastiske opgaver har fundet vej til KOTU. Hver dag hjælper jeg med ledelsessparring, workshops, forebygger medarbejdertrivsel, rådgiver, blogger og holder foredrag. Jeg sætter mig selv helt ud på kanten for at hjælpe andre og dele ud af mine erfaringer, og jeg elsker det. Jeg er dybt taknemmelig hver dag.

Så da jeg sat over for en samling af meget forskellige ledere, selvstændige og akademistuderende, mennesker jeg overhovedet ikke kender, bliver mødt med spørgsmålet ”Why?” som jeg skal besvare ud fra en opgave, der hedder:

Why – hvorfor har du det arbejde, du har? (der må ikke være målbare grunde – løn f.eks. Det skal være baseret på en passion, en følelse.)

Efterfølgende skal det “toppes” med mit motto, og hvordan jeg gerne vil huskes.

Her kommer jeg da lige ind og mærker lidt på mig selv og det hjerte, der pumper kraftigt derud af, fordi jeg godt ved, at enten synker jeg klumpen i halsen og står ærligt og klart frem i mit budskab, eller også tisser jeg i bukserne og vælger den nemme løsning, hvor det ikke ”koster” noget af mig selv, og hvor jeg pakker det hele godt og grundigt ind i guldpapir med sløjfe på og udelader alle følelserne, så alle kan forholde sig ukritisk til det, jeg siger, uden at kløjs i budskabet eller i øvrigt skulle forholde sig til noget, der er anderledes.

Det klare valg

Jeg vælger Simon Sinek modellen og siger højt klart og tydeligt:

”Jeg har det arbejde, jeg har, fordi jeg har et helhjertet ønske om, at hjælpe andre mennesker med at blive den bedste udgave af dem selv, og i den proces vil jeg gerne stille mig selv, mine kvalifikationer og erfaringer til rådighed.”

Mit motto er Størst er kærligheden, derfor skal du holde dit hjerte åbent, og jeg vil gerne huskes for, at jeg har sat et aftryk og gjort godt for mig selv og andre.

Der bliver helt stille i lokalet, manden, der sidder til højre for mig, kigger mig intenst i øjnene, mens han med et glimt i øjet og god humor langsomt siger: “Den er fa’me svær at komme efter,” og så grinede alle forløsende.

Essensen af min historie er, at hele dagen bar præg af – i hvert fald for mig – at alle fik paraderne ned, vi rykkede lidt tættere sammen i bussen, og pludselig var det ikke så farligt at bekende kulør, følelser var ok, sårbarhed og ærlighed satte rammen for samværet.

Jeg blottede mig, men fordi det var autentisk, oprigtigt og ærligt, gav det mening for de øvrige. Ingen var i tvivl om mit ”Why”, og det købte de ind på. Det er ikke sikkert, at de har behov for mine ydelser, men de udviste stor respekt omkring min person og mit budskab, og derfor er jeg ret vild med Simon Sinek’s ”Why”. Det kan noget helt særligt og giver et kæmpe fodaftryk.

Se videoen med Simon Sinek https://youtu.be/nRaqe9M2DYc

Har du i øvrigt læst min bog ”Kan du høre dit hjerte kalde?” – se anmeldelserne her https://kotu.dk/forlaget-kotu/bog-anmeldelser/

Køb bogen her https://kotu.dk/shop/ eller i boghandlen.

 

Julen er da hjerternes fest…

/4 Kommentarer/i /af

Julen er da hjerternes fest…

Eller er det måske smerternes fest for de mange?

Fakta er, at det er den tid på året, hvor mange medarbejdere kommer tilbage efter nytår med en opsigelse, nogen siger endda op, inden de går fra på juleferie.

Det er nok lidt, som det er med skilsmisser. Der følger flest efter de store ferier. Vi får tid til at tænke og komme ned i gear.

Men i virkeligheden kan vi som ledere tage hånd om det længe inden, det kommer så vidt. Undersøgelser viser, at 8 ud af 10 medarbejdere opsiger deres job p.g.a. deres ledere. At lede andre kræver mere end blot høj IQ, det kræver emotionel følelsesintelligens. At have ansvar for andre kræver, at man tør følge sin intuition, føle nærvær og have mod til at stille de rigtige spørgsmål, og det bør man som leder gøre, inden de store ferier, så man imødegår de udfordringer, den enkelte medarbejder går rundt med.

Så det er ikke nok at sige tak med en julegave i december. Tænk på, hvad december ellers bringer af udfordringer for den enkelte.

Som virksomhed gør vi året op i december (eller halvåret), dvs. vi måler på resultater og ”vejer” vores medarbejders indsats i det forgangne år. Vi skuer mod et nyt år, dvs. vi starter forfra til januar og forventer en positiv indstilling, ny energi og visioner for fremtiden, når vi kommer tilbage. Men hvad giver vi dem med hjem på ferie?

Stress, udbrændthed eller ensomhed

Mange er trætte, udkørte og har givet det sidste, de havde i sig. De har haft julefrokost med kollegaerne, hvor der måske er kommet et par sandheder eller to på bordet. De har fået den årlige julegave ved juleafslutningen, som traditionen byder. Chefen har sagt glædelig jul, slået dem lidt på skulderen, og måske har han haft fem minutter, hvor han hen over bordet henslængt har spurgt til familien, og hvad de skal i julen, og nu går de så hjem.

Knap 50% af den danske befolkning er skilte, så hvad går de hjem til? Andre er trætte allerede inden, de går hjem på ferie, men de er trætte, fordi der allerede ligger et heftigt program, som er lagt i familiens skød, og som skal effektueres i alle fridagene.

Vi er bare mennesker, og når vi kommer hjem, og sidder og skuer lidt indad, får tid til fordybelse og til at mærke efter, så får vi ofte øje på de ting, som vi ikke har tid til at reflektere over i hverdagen. Det er helt naturligt at vores arbejdsmæssige såvel som de familiemæssige forhold kommer under lup. Det er jo de to ting, der fylder og skaber balance – eller det modsatte – i vores liv, og derfor kommer de under kærlig behandling, når vi holder fri og har tid til at tænke og tale med hinanden.

Samtidig bugner de sociale medier i december med billeder og opslag om, hvor lykkelige andre mennesker er. Hvor fantastisk familier de har. Hvor lækre deres venner og relationer er. Fest, glæde og smukke mennesker der alle flasher deres lykkelig liv – og ja, vi ved godt alle sammen, at rigtig mange er glansbilleder, og verden ser ganske anderledes ud inde bagved, men vi higer jo alle efter eventyret. Higer efter at mærke kærlighed, nærvær og at høre til, og specielt i højtiden bliver vi synlige som mennesker. Specielt her er vi sårbare.

Derfor er det uendelig vigtigt, at vi mødes med naturlig og ægte interesse og føler tryghed på vores arbejdsplads, når vi går på ferie, for det kan i bund og grund være det sted, der er vores holdepunkt i livet, og det sted, der giver os balance i hverdagen.

Forebyggelse til det kommende år

Stress kommer mange steder fra, når der er ubalance, men som ledere kan vi gøre rigtig meget for at imødegå det på arbejdspladsen, og her op mod jul er det måske ekstra vigtigt, at vi viser nærvær og empati, så vores medarbejdere går hjem med ro i hjertet og glæder sig til at komme tilbage igen efter ferien.

Så jeg vil gerne henlede opmærksomheden på en netop udkommet undersøgelse, der giver indsigt og inspiration til at imødegå stress på arbejdspladsen. Det er god julelæsning for ledere, der ønsker at gøre en forskel. Ledere der ønsker at afværge stress, og som gerne vil integrere værktøjer i deres virksomhed til gavn for medarbejdere og den udvikling, agil ledelse og agile virksomheder helt sikkert får brug for i fremtiden for at få succes.

Anbefalinger om stressforebyggelse til ledere landet over er netop udgivet fra Arbejdsmedicin i Herning og Hospitalsenhed Vest, der sammen har forestået et projekt, som kaster lys over lederes håndtering af medarbejderstress. Projektet er udarbejdet af Projektleder og psykolog, ph.d. Tanja Kirkegaard i samarbejde med psykolog, ph.d. Janne Skakon, Københavns Universitet.

Inspirationskatalog til arbejdet med psykisk arbejdsmiljø finder du her https://www.arbejdsmiljoweb.dk/media/4833665/stressforebyggelse-for-ledere_april2018.pdf

Læs også om de udfordringer agil ledelse kan give https://kotu.dk/agil-ledelse-kalder-paa-agil-stresshaandtering/

Rigtig god læselyst og glædelig jul ♥

Fotografi: Annie Spratt

Agil ledelse kalder på agil stresshåndtering

/1 Kommentar/i /af

Agil ledelse kalder på agil stresshåndtering.

Jeg deltog i denne uge på Ledernes konference i Aarhus, hvor emnet var agil ledelse. Vi skulle lære mere om lederens nye rolle.

Jeg ville lære, hvordan jeg bedre kunne tackle forandringerne og forblive konkurrencedygtig. Ny viden, værktøjer og best-practise cases skulle vise mig, hvordan jeg skaber mere smidige og selvkørende teams via agil ledelse, så jeg som leder kan bruge den frigivne tid til at udvikle og sætte den rigtige kurs. Dette var ordene og indledningen på invitationen.

Så selvfølgelig skulle jeg deltage, nysgerrig er man vel, og hvis de vise sten blev fremlagt, så skulle de da med i min kurv. Ingen tvivl om det!

Det var stærke profiler, der holdt indlæg.

Stine Bosse, der med sin store ledelseserfaring og sin medmenneskelige tilgang til medarbejdere og trivsel på arbejdspladsen, bidrog i sit oplæg om at holde balancen i agil ledelse med helt enkle leveregler som leder:

Ledelse = Balance (alle steder fra bestyrelse, til medarbejder, til kunder).

Hendes tese om, at virksomheder er levende organismer, hvor der skal være sammenhæng mellem hjerne, hjerte og krop, holder naturligvis også hele vejen rundt.

Og ikke mindst, de to vigtigste spørgsmål til ledere:

  • Kan du lide mennesker, altså sådan ”rigtigt” lide mennesker?
  • Kan du lide at vaske op – underforstået det at lede, når den ene opvask er klaret, så står den næste parat. Du bliver aldrig rigtig færdig, hver dag står der en ny opvask klar.

Kan du ikke svare et klart og rungende JA til begge spørgsmål, så glem at ernære dig som leder, for ellers ødelægger du mere, end du gavner.

Sidst men ikke mindst, så påpegede hun, at der er tre typer medarbejdere i en virksomhed.

De røde er de sure, dem der går på arbejde fordi de skal, og som står ud af sengen med en holdning om, at det bliver en lortedag. Hvis de er dygtige og ikke skaber splid og dårlig stemning, kan de blive og få lov til at passe sig selv, forudsat at de er dygtige medarbejdere. Dog er det ikke dem, man skal bruge for meget tid på internt. Men hvis de ”smitter”, så er det ud omgående.

De gule vil bare gerne passe deres arbejde – og dem er der i øvrigt flest af. De skal motiveres, uddannes og hjælpes.

De grønne er de overskudsagtige. De kan og de vil. De er idérige, forude for deres tid, intelligente, og der er fuld fart over feltet. De skal bare have lov til at være i fred. Ledere skal holde fingrene væk og lade dem arbejde i fred. De kan i bund og grund ikke lide ledere med trang til styring.

Claus Elmholdt – Cand. Psych. Aut & Ph.d. Lektor I ledelses- og organisations-psykologi ved Aalborg Universitet udfordrede med spørgsmålet: Har du modet til agil ledelse?

Der er god grund til at udfordre, for agil ledelse kræver mod. Den hierarkiske organisationsform, som vi gennem århundreder har forfinet og holdt i hævd, har skabt en forståelse / indforståethed blandt medarbejdere, mellemledere og ledere om, at der ledes oppefra og ned. Det har givet trygge og faste rammer og et sted at pege fingeren hen, når tingene ikke går efter planen – nemlig mod den nærmeste leder.

Agil ledelse derimod kan i værste fald skabe usikkerhed, utryghed og tvivl om ansvar, frygt for tab af kontrol eller selvbestemmelse over eget arbejde, som kan være medvirkende årsager til stress, fravær og mistrivsel. Så det kræver en sikker hånd og et højt informationsniveau at vise vejen frem mod tryghed i at arbejde agilt i en virksomhed.

Claus Elmholdt slap ganske fint fra at introducere fordelene ved den agile ledelsesform og fremtidens organisationer med antihelte ved roret. Antihelte der tør slippe tøjlerne og kontrollen en anelse, og som tør være sårbare og tvivle, så der bliver plads til at medarbejderne også tør tvivle, stille spørgsmål, prøve nye veje af og måske snuble undervejs, som han siger.

”Agile organisationer er ikke optaget af at undgå fejl gennem stram kontrol og styring, men er optaget af at lære af deres fejl.”

Han siger desuden, at kollektive og faciliterende ledelsesmodeller skaber bedre resultater, men skaber det bedre arbejdspladser?

Er det ikke stadig ”gruppearbejde”, vi i bund og grund taler om? Det gruppearbejde, som er elsket af nogle, men hadet af andre. Og når vi sætter agil ledelse på dagsordenen, som vi gjorde i tirsdags over for 500 ledere, tvinger vi så ikke erhvervslivet til alle at gribe det nye buzzword ”agil ledelse”, og parat eller ej, er det så ikke det ord, vi alle herefter benytter i vores jobopslag, når vi søger en ny leder, for at signalere en moderne virksomhed, der er med på noderne? Uden at vi i bund og grund er klar til at integrere begrebet, og uden at vi er klar til at tage det kæmpe ansvar, det er at få alle vores medarbejdere med på rejsen.

Bliver vores jobannoncer ikke bare igen øget med et nyt buzzword, som ansøgerne nikker til, men ikke aner konsekvensen af?

Det lyder spændende, det er spændende, og det er med garanti også den helt rigtige vej til bedre arbejdsmiljø og engagement og samtidig nedbringelse af stress og mistrivsel på den lange bane. Krifas undersøgelse ”Når ledelse skaber arbejdslyst” underbygger det kraftigt, men er det sandsynligt, at vi alle kan udfylde rollen lige nu?

Nej, det tror jeg ikke, og jeg tror, at det er utrolig vigtigt, at virksomheder mærker godt efter og ikke bare hopper på vognen og presser processen igennem, fordi de gerne vil have agil ledelse hurtigt og gerne vil kunne profilere sig på, at være en agil virksomhed fordi det er det nye ”sorte”.

Det er vitalt, at det foregår i et tempo som virksomheden og medarbejderne kan følge med i, og at informationsniveauet er højt.

Der skal være en mening med projekt ”agil ledelse”, en tæt dialog så det forgrener sig ud i virksomheden. Tilpasning og inddragelse i processen er vigtig, da jeg vil vove den påstand, at der er en hel generation, som bæver ved tanken om, at skulle give slip på kontrol og arbejde åbent og u-filtreret sammen med kollegaer. En hel generation, der allerede ved præsentation af ordet ”agil ledelse”, får stress symptomer.

Det at skulle stå model til åbenlys kritik, fejlaflæsning og respons face to face kræver 100 % tillid, respekt, empati og et fællesskab ud over det sædvanlige.

Det kræver en leder, der kan se ud over kun at måle på resultater på bundlinjen. En leder, som formår at se den enkelte medarbejders kvaliteter og ressourcer, og som fremstår som garant for, at det er ok at tilgå sit arbejde og sine kollegaer med ærlighed, tillid og ”nøgenhed” som aldrig før. Ingen er ufejlbarlige. Det er tilladt at lege, udvikle, skabe og som de siger i Horsens ”fail fast – hurtigt ind, lav alle fejlene og hurtigt ud igen”, og det skal ske i trygge rammer. Frihed under ansvar og uden ledelseskontrol, alt beror på feedback, anerkendelse og gensidig tillid og hænder der griber, når vi snubler.

Information er og har altid været den eneste vej til forståelse og accept og til at fjerne utryghed, fordomme og frygt.

Som Josefine Campbell senere på dagen påpegede, og som professor Rosabeth Moss Kanter i en artikel (udgivet af Harward Business Review) beskriver i sin sammenfatning af 10 årsager til modstand mod forandringer, så spænder årsagerne vidt fra en oplevelse af manglende kontrol til bekymringer omkring kompetencer, men de deler alle et fælles team: frygt (Advaz.dk).

Og når frygten indtræder, så lukker vores amygdala ned.

”Amygdala er et lille område i hjernen, som bl.a. håndterer frygt og forsvars-mekanismer. Amygdala er en del af hjernens alarmcentral, og den reagerer på stress og fare ved bl.a. at øge autonome reaktioner, fx vejrtrækning, og udskillelsen af stresshormoner fra binyrerne. Amygdala fungerer også som en følelsesmæssig hukommelsesbank, hvor tidligere fare- eller frygthændelser lagres og reageres på, hvis lignende situationer opstår. Derved er amygdala involveret i udviklingen af frygt og angst. Ved langvarig stress bliver amygdala overaktiveret, hvilket giver os uhensigtsmæssige reaktioner og følelser. Vi får svært ved at se andet end udfordringerne. Frygt og angst -følelser aktiveres og udvikler sig.” (Stressforeningen)

Fik jeg de vise sten med fra dagens lederkonference? Nej, der er ingen enkle løsninger, men jeg blev inspireret, og jeg fik større indsigt i begrebet ”agil ledelse” og de store værdier, der kan være i at arbejde med den form for ledelse. Der er ingen tvivl om, at det er fremtiden, men det er vejen derhen, der har vakt min bekymring, og nu er jeg blevet helt sikker i min sag. Vi skal passe på vores medarbejdere i processen, vi skal have deres accept og forståelse for projektet.

Det sker ikke ”over night”, og det sker kun, hvis den ansvarlige for implementer-ingen i virksomheden selv kan stå inde for processen og for måden at arbejde på, og dermed kan stå på mål for meningen og udførelsen i alle faser på rejsen frem mod frihed under ansvar og et fællesskab, vi ikke tidligere har set i erhvervslivet, uden små konger på øverste trone.

Tak til Lederne for en inspirerende og dejlig dag i gode omgivelser og for at skabe mulighed for netværk med andre ledere.

Vil du se KOTU’s brochure med værktøjer til at imødegå stress, så se https://kotu.dk/brochurer/

Fotograf: Christian Newman

Hvilken energi kører du på?

/2 Kommentarer/i /af

Hvad er alternative behandlinger i grunden for en størrelse?

Alternative behandlinger er et pusterum. Det er muligheder for at forkæle sin ånd, sjæl og krop. Hvis det er sandt hvad Grundtvig siger – formidlet og udtrykt nedenfor af Hans Raun Iversen – og det tror jeg dybt i mit hjerte, at det er. Så er alternative behandlinger det frirum, vi alle har brug for i en travl hverdag.

Et samspil med en behandler, uanset hvilken behandlingsform der er tale om, er den stund hvor vi får opmærksomhed. Hvor vi kaster fokus på os selv og lader os forkæle. Det er her ånden bliver fyldt op, det er her vi får tid til at tænke dybere ind i vore indre lag, de lag vi sjældent tager os tid til at komme ned i, og hvor vores dybeste følelser og tanker ligger begravet, og venter på at blive kigget på og behandlet med opmærksomhed og nærvær.

I et frikvarter, en time eller to, hvor ingen støj, ingen krav, ingen børn, kone/mand, chef, kollegaer, ingen tilstedeværelse af nogen eller noget, som kræver noget af os. Kun en behandler der ønsker at give, fylde op og sende os ud i verden med ny og positiv energi, så ånden i os på ny kan binde krop og sjæl sammen, det er hvad alternativ behandling i bund og grund handler om. At give os kræfter til at mærke os selv, kæmpe for os selv og til at få øje på os selv og de udfordringer vi hver især har med os i livet.

Vi bruger udtrykket ånd i mange sammenhænge, uden at vi tænker over det, så der er faktisk ikke ret meget hokus-pokus over det. Udtryk som: “udført i den rette ånd”, “givet i den rette ånd”, “ånden i tiden” m.f. er helt almindelige taleformer i dagligdagen. Vi ved, at ånden er nærværende og en del af os. Og når vi ved det, så er vi også nødt til at huske at fodre den, så den forbliver aktiv.

”Ånd er i mennesket, hvad pengene er i verden”. Det er måske Grundtvigs mest slagkraftige udsagn om, hvad ånd er. Penge er den store drivkraft i verden. Just det samme er ånden i og for menneskelivet.

Ånden som bindeled
Et menneske består af krop, sjæl og ånd. Kroppen er det synlige ved os. Sjælen eller psyken er det usynlige, indre liv i os. Men det er ånden, der forbinder krop og sjæl. Det er ånden, der er livet i livet både i og mellem os – ja sågar i forholdet mellem Gud og mennesker.

Kraften i ånden
Ånd er magt eller livskraft, den ytrer sig gennem ord, virker kun i frihed og forbinder sig altid med konkrete menneskelige livs- og samværsformer. Ifølge den bibelske skabelsesberetning skabte Gud mennesket af det materiale, der var for hånden. Men først, da han pustede sin egen livsånde i vore næsebor, blev vi levende væsener. Først da kom der liv i os til krop og sjæl – og liv mellem os og mellem Gud og os.

Guds ånd
Ånden er livet i livet. Ånden er den livskraft, Gud selv har indpustet i os. Ånden blæser hvorhen den vil og virker, som den vil. I sidste instans er al ånd Guds ånd, selv om Gud ved sin skaberånd såvel som ved sin frelsende Helligånd kan give mennesker og sågar naturen og historien del i sin ånd.

Ånd og åndedræt er to sider af samme sag. Vores tale er åndelig, fordi den drives af åndedrættet, der sender luft gennem struben, der former talen. Men talen er også åndelig, fordi den – på usynlig og forunderlig vis – forbinder os med hinanden og med Gud selv. Sådan tænker Grundtvig. Og bedre kan der næppe tænkes om ånd.

Hans Raun Iversen, f. 1948, cand. teol. fra Århus Universitet 1976, lektor i praktisk teologi på Københavns Universitet siden 1982

Alternative værktøjer til medarbejdertrivsel? Se mere på www.kotu.dk

Fotograf: John Towner

Kan ens hjerne eksplodere?

/0 Kommentarer/i /af

Kan ens hjerne eksplodere?

Det er et rigtig godt spørgsmål, og jeg kom virkelig i tvivl ad flere omgange, da jeg i begyndelsen af oktober var på et tredages seminar med den internationale forfatter til bogen “Ørnen og kondoren” og stifteren af “Soul Body Fusion”, Jonette Crowley.

På hendes hjemmeside står der, at hun er kendt som ”Spiritualitetens Indiana Jones”, og det er nok ikke helt forkert, når man betragter, hvor mange lande hun har været i, og hvor mange hemmelige, hellige og ikke-tilgængelige steder, hun har fået lov til at besøge.

Jeg har tidligere læst begge hendes bøger, og da jeg for et par år siden begav mig af med at prøve Soul Body Fusion ud fra beskrivelsen i hendes bog, blev jeg i den grad overrasket over den store virkning, det havde på mig. Jeg var derfor ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg ville deltage, da jeg i et nyhedsbrev fra hende så, at hun ville komme til Danmark og afholde et tredages seminar her i efteråret. Jeg tilmeldte mig med det samme.

Jeg er faktisk så fræk, at jeg skriver til Birgitte Meinert, som afholder seminaret, om hun ikke vil spørge Jonette, om jeg må interviewe hende, når vi er færdige. Jeg vil gerne formidle noget af det, jeg oplever – i særdeleshed Soul Body Fusion til erhvervslivet – i håb om, at tiden er ved at være moden til at tage nye værktøjer i brug i kampen mod og forebyggelsen af stress, depression og angst. Det får jeg lov til!

Bevidsthedsudvikling

Overskriften Beyond the Matrix – skills for breakthrough consciousness er lidt af en mundfuld.

Jeg ved fra informationerne på hendes hjemmeside, at Jonette kaldes for en af verdens reneste ”kanaler/medier” og at hun siden slutningen af 80’erne har kommunikeret med to spirituelle guider, Mark og White Eagle. Begge er de fra andre dimensioner, så det er lidt syret og et spadestik dybere end de ting, jeg plejer, at deltage i.

Jeg har de senere år bevæget mig en del rundt i det, man vil kalde ”den alternative verden”. Jeg er født nysgerrig, og lineær tænkning har bare aldrig rigtig været mig, men det at blive udfordret på mine åndelige fordomme og ”jeg ved bedre” er noget af det bedste jeg ved. Jeg kan bare godt lide at gøre det i mit eget tempo, uden at nogle prædiker og ”propper noget ned i halsen på mig”, så jeg er lidt spændt på, om det her seminar er for abstrakt til, at jeg kan forstå det – men det må jo komme an på en prøve.

Min erhvervsmæssige baggrund fornægter sig heller ikke i mit spirituelle DNA, så da jeg kommer ind ad døren den første dag, som er intro-dag, og ser de øvrige deltagere, er mine første tanker noget i retningen af ”hold nu op, hvor er her mange kvinder”, og så valgte jeg i øvrigt at parkere den der.

Med 65 kvinder og kun 3-4 mænd i samme rum giver det, øh… ret meget ”rumklang”.

Nu er den spirituelle verden ikke meget anderledes end den almindelige verden. Begge steder foregår der en masse uformelle og underfundige ting, når folk mødes. Man kender hinanden på kryds og tværs, og som ny kan man kun betragte scenariet og fornemme stemningerne. Der er konger og dronninger alle steder, det er der også her.

Hvem er hun?

Jonette træder ind på scenen, og så er der fuldstændig ro. Hun taler og mediterer med forsamlingen fra kl. 9.30 til kl. 17.30, kun afbrudt af ganske få pauser, og med sig bringer hun visdom og information fra hele verden og hendes mange rejser.

Rejser til hellige og ufremkommelige steder. Steder ingen andre får lov til at besøge, fordi de er ejet og beskyttet af stammefolk, shamaner, naturmennesker, hellige mennesker og regeringer, som ønsker at beskytte stederne mod dårlig energi, slid og hærværk.

Hun startede sine rejser i slutningen af 80’erne og har nu i mere end 28 år arbejdet med personlig udvikling, både hos sig selv og i særdeleshed hos andre, endda før det blev moderne at arbejde med de sider af sig selv, og før spiritualitet var et begreb, man kendte til. Det kan man godt have stor respekt for.

De værktøjer, hun bruger, er utraditionelle og bunder i den indsigt og læring, hun har modtaget på tværs af kontinenter og gennem de spirituelle lag, der gennem årene har åbnet for helt andre dimensioner end dem, vi har i vores erhvervsmæssige værktøjskasser i dag.

Viden er til for at deles, siger hun. Fælles åndelig bevidsthed nedbryder grænser og åbner for forståelse og læring på helt andre niveauer end dem, vi arbejder med i dag.

Hvad taler hun om?

Hun taler om Quantum Brain, Oneness, Grandmother Codes fra the Aboriginals i Australien, portaler, stjerne-DNA, kanalisering, energier og Homo Luminous. Gammel lærdom der er gået tabt, og som vi mennesker har tabt af syne, men som nu genaktiveres.

Det er en ordentlig mundfuld, men samtidigt ret fascinerende og noget bliver helt sikkert hængende og udfordre min tankegang.

Da jeg kommer hjem fredag aften, går jeg fuldstændig omkuld og en af mine sidste tanker, inden jeg falder i dyb søvn, er, at her er jeg da vist kommet ud på lidt for dybt vand.

Lørdag morgen tager jeg af sted igen. Jeg er draget af projektet og er nødt til at vide mere. Hvis det er ”hokus-pokus”, finder jeg vel ud af det, og er det ikke, så vil jeg rigtig gerne vide mere.

Jeg synes stadig, at forsamlingen er temmelig levende, og deres historier er ret vilde, men tilsyneladende er de alle vant til at arbejde med meditation, astralrejser, energier, bevidsthedsudvidelse og udveksling af erfaringer på denne måde, så jeg må jo bare klø på og deltage efter bedste evne.

Jeg kan i løbet af dagen godt mærke, at jeg har nogle grænser og forbehold, som hindrer mig i at give ordentligt slip og deltage på lige fod med de øvrige, men det er jo mit problem og ikke deres. Jeg kan også godt mærke, at jeg bliver kigget på som hende den nye, og jeg er måske lidt for business-like i tøjet og i min optræden, men hvis jeg kan acceptere dem, så er de også nødt til at acceptere mig, og sådan må det være.

Spirituel udvikling

Det paradoksale er, at jeg lover Jonette, at jeg nok skal tage billeder undervejs gennem forløbet. Som en naturlig følge heraf bliver forsamlingen spurgt, om der er nogle, der ikke ønsker at være med på billeder. Det er der faktisk en del, der ikke ønsker, hvilket undrer mig. De virker så afklaret og i balance med sig selv.

Jeg tænker, at hvis man er villig til at bruge 5000 kr. på et tredages seminar i beskedne omgivelser, hvorfor vil man så ikke stå ved det? Det går jeg lidt og grubler over, indtil et par stykker kommer hen og nærmest lidt undskyldende gerne vil forklare, hvorfor de ikke ønsker at være med på billeder. Her går det for første gang op for mig, at de er nervøse for at billederne lander på de sociale medier, og at deres chefer ser dem i et spirituelt forum.

Jeg kommer til at tænke på inkvisitionen i middelalderen, og må igen kigge indad. Jeg har jo selv ”puttet” mig i flere omgange i mit liv, måske af samme årsag. Gemt mig for en verden, hvor flere og flere mennesker går i stykker mentalt, og hvor de virkemidler, der hidtil har været taget i brug, ikke har virket.

Jeg har heller ikke tidligere selv været modig nok, til at stå frem og stå ved min overbevisning og mine evner. Evner som i virkeligheden har hjulpet rigtig mange mennesker på min vej gennem livet, og som har stor fokus i mit liv i dag, når jeg mødes med virksomheder og ledere og drøfter muligheder for forebyggelse og mental sundhed blandt deres medarbejdere og hos dem selv.

Så jeg kan jo ikke klandre nogen, men kun tænke højt, at det er på tide, at vi alle begynder at tænke i nye retninger og tale åbent om, at der kan være andre metoder og virkemidler, som gør mere gavn end det vi har adgang til i dag; alternative behandlinger med en mere spirituel tilgang. Vi har i bund og grund alt at vinde og intet at tabe.

Individualitet

Selvfølgelig kræver det en større åbenhed og accept af, at det, der virker for den ene, måske ikke virker for den anden, og at der ikke er noget rigtigt eller forkert. Vi er individer og vores tilgang til tro, liv og overbevisning er voldsomt forskellige, men vi har alle brug for at tro på noget, ellers giver livet ikke rigtigt mening, gør det vel?

Spiritualitet er fortsat en meget privat sag. Man kan desværre ikke tage en master i spiritualitet, hvis man kunne, ville mange flere åbne døren i tillid til, at dokumentationen var på plads, og der kunne sættes tjek-mærker ud for effekt og virkning.

Men sådan virker tingene ikke i denne verden. Her er man nødt til at mærke sig selv, tro på sin intuition og den intention, der ligger bag, når man går ind til en behandling, uanset om det hedder akupunktur, meditation, healing eller andet.

Intuition er blot en af mange evner, men den er spirituel. Alligevel er det en evne, vi alle bruger dagligt i vores omgang med hinanden.

Intentioner er et af de stærkeste midler i verden til at få ting til at ske. Tænk bare på Steve Job, tænk på Mærsk Mc-Kiney Møller og alle de andre, som har haft intentioner.

Grundtvig, vores kære landsfader, har udtrykt sin spirituelle holdning således:

”Et menneske består af krop, sjæl og ånd. Kroppen er det synlige ved os. Sjælen eller psyken er det usynlige, indre liv i os. Men det er ånden, der forbinder krop og sjæl. Det er ånden, der er livet i livet både i og mellem os – ja sågar i forholdet mellem Gud og mennesker.”

Jonette Crowley siger det samme, hun kalder det bare ”Soul Body Fusion”, og hun nøjes ikke med at sige tingene, hun gør noget ved det, uagtet om andre syntes, at hun er mærkelig eller ej. Hun følger sit hjerte og stråler af at kunne lide det hun laver, og det smitter. Det gør folk som brænder for noget.

Reflektion

Da jeg forlod seminaret var min hjerne sprængfyldt med nye indtryk, men den eksploderede heldigvis ikke. Noget var for langt ude, til at jeg helt forstod det, andet tog jeg med mig og har tænkt mig at arbejde videre med. Mest af alt, har jeg tænkt rigtig meget på, at det er vigtigt, at vi finder “ånden” i vores virksomheder, så vi kan formidle vores DNA til medarbejderne. Så tror jeg, at vi kan skabe meget bedre arbejdspladser med rummelighed og plads til individet, og derved få ilden tilbage i vores medarbejderes øjne (hvis den er forsvundet).

Det kan godt betale sig, at lade sig udfordre på sin viden og tro, det betyder ikke, at man skal tage alt for pålydende, men et åbent sind giver nye vinkler, og man får skubbet til sin bevidsthed og sin viden – det er sundt. Derfor tager jeg afsted til ting, der kan forekomme meget anderledes. Det gør mig helt vildt rig på oplevelser, og jeg flytter mig lidt hver gang…

Du kan se mit interview med Jonette Crowley lige her:

https://kotu.dk/blog/interviews/soul-body-fusion/

Fotograf: Bethany Szentesi

 

 

 

 

 

Den hemmelige liste

/8 Kommentarer/i /af

Den hemmelige liste

Sommerferie, frihed og tid til at lave absolut ingenting. Det er den tid på året, hvor vi bruger den første uge på at akklimatisere, den anden uge på at hygge og den tredje uge på at grue for at skulle tilbage på arbejde. Nogle vil helt sikkert være klar til at tage på arbejde allerede i slutningen af uge to, det bør de så måske tænke lidt over.

Forskning viser, at alle mennesker har brug for minimum 3 sammenhængende ugers ferie for at komme helt ned i gear, så hvad er det, man har så travlt med at komme tilbage til eller væk fra?

Hvis det er væk fra ægtefælle og børn, er det et signal, der vil noget. Hvis det er væk fra tanker og følelser om, hvorvidt du lever det liv, du gerne vil leve, så er det jo en fantastisk mulighed for at tænke lidt dybere over tingene.

Lav et skema med to kolonner.

Kolonne et: Det gør mig glad/det vil jeg have mere af

Kolonne to: Det gør mig ked af det/det vil jeg have mindre af

Eksempel fra kolonne et: kærlige stunder, flere dybe samtaler, mere sex, alenetid med min kone/kæreste, lege med børnene, rejser, oplevelser sammen, jagtture med gutterne, fodbold, mit arbejde, cafébesøg med veninderne…

Eksempel fra kolonne to: skænderier, manglende respekt, føler mig alene, ikke værdsat, manglende samvær, manglende interesse, for lidt tid, manglende nærvær, manglende omsorg, følelsen af tomhed, sorg, ensomhed, overarbejde…

Hvad skal der til for at ændre på plus og minus kontoen? Kan det ændres, og er du villig til selv at gøre en indsats?

Hvordan står det til i dit ægteskab? Er du lykkelig? Er din partner? Er I sammen om tingene eller lever I hver jeres liv med så dybt forankrede mønstre, at det er umuligt at finde hinanden igen?

Når målebægeret er fyldt op

Skilsmisseprocenten er ifølge statistikkerne på sit højeste to gange om året: efter sommerferien og efter juleferien. Måske kunne det for en dels vedkommende undgås, hvis man hver især lavede denne lille øvelse og var ærlige både over for sig selv og over for hinanden.

For mit eget vedkommende var jeg døv og blind i mange år, og vågnede først op, da det var for sent. Hvis jeg havde haft de rigtige værktøjer, er jeg overbevist om, at der havde været meget at hente i mit ægteskab, men når man tier tingene ihjel eller bider det i sig i den gode sags tjeneste, så opnår man kun det modsatte af tosomhed, man opnår ensomhed. Det gnaver og slider, indtil bægeret er fyldt op, og vandet flyder over.

Der var engang en kær veninde, der gav følgende eksempel: Tag en balje, når den er fyldt op, så er der ikke plads til mere, før du har tømt noget af, og det har hun jo fuldstændig ret i. Desværre er processen tit sådan, at vi mennesker fylder på og fylder på. Vi holder tingene inde i os selv for at undgå ufred og konflikter, men pludselig eksploderer beholderen – eller vandet skulper over – fordi vi har sparet op så længe, eller fordi der ikke er blevet lyttet til os, når vi har forsøgt at få taletid, og så er det for sent. Så bliver vi sårede, indebrændte og vil ikke være med længere. Vi stopper med at prøve at nå hinanden, vi lukker ned for samtalen, adgangen til vores hjerter, nærværet, omsorgen og den fysiske kontakt.

Herfra er det kun et spørgsmål om tid, før vi enten går vores vej, lader os tiltrække af et andet menneske eller begynder at leve et parallelt liv, hvor vi ikke længere kerer os om hinanden.

Selvfølgelig kan man leve sammen med hvert sit liv, den økonomiske tryghed er der jo stadig, fællesbørn, fælles venner og fælles aktiviteter der udadtil viser, at vi stadig er et lykkeligt par, men det kan da ikke være det, livet har at byde på. Hvorfor lade sig nøjes med?

Kampen om lykken

Enten kæmper man med næb og klør for sit ægteskab, eller også giver man slip. Alle har ret til et godt og lykkeligt liv, men du er selv ansvarlig for at få det. Vi er et egoistisk og materielt anlagt samfund, men hvis vi sætter hinanden først og gør det med et åbent sind, er der en ret stor chance for, at vi igen begynder at få øje på det menneske, vi fra første færd forelskede os i.

I bogen ”Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte” af psykolog og ph.d i socialpsykologi Jytte Vikkelsøe kortlægger hun den romantiske kærligheds mysterium. En af de mest overraskende konklusioner er, at de uoverensstemmelser, der senere ødelægger selv de bedste parforhold, helt fra begyndelsen er bygget ind i forelskelsen. Man falder simpelthen kun for et menneske, der i sin personlighedsstruktur bærer kimen til konflikt med netop dig i sig.

Det, der også belyses i bogen, er ”når to mennesker finder sammen i et kærlighedsforhold, er der altid to familiemønstre med på slæb. Fortidens skuffelser, glæder og sorger følger med og deltager som spøgelser i forholdet” (citat fra bogen).

Så når vi tiltrækkes af hinanden er det fordi, vi får en spejling af os selv og de sider i os selv, som vi har fortrængt hen over årene i vores stræben efter at blive den, vi tror, andre ønsker, vi skal være.

Når vi forelsker os ser vi en person, der afspejler det, vi gerne vil udvikle i os selv, den side vi ikke har, eller som ikke falder os naturlig, og såfremt vi formår at holde ild i kærligheden og håndtere hinandens udfordringer, er den, vi forelsker os i, den udløsende faktor for, at vi kan blive det hele menneske og finde ind til den person, vi inderst inde er, men som uforvarende er blevet krænket allerede i de første år af vores liv af vores forældre, der havde et klart ønske om, hvem vi skulle være.

Den skam og forlegenhed der følger os hele livet, stammer helt tilbage fra de første leveår. Allerede ved det først ”nej”, ”fy”, ”det må du ikke” eller det, der er værre, nemlig fysisk afstraffelse, opstår skam og forlegenhed. Følelsen af at være forkert. Så retter vi ind og forsøger at tilpasse os og gøre vores forældre stolte og glade. Allerede der begynder vi at fornægte sider af os selv, blot for at leve op til andres forventninger.

Det er det, vi tager med ud i livet, og måske er det også det, vi tager med ind i vores parforhold og ægteskaber, altså tilpasningen. I forelskelsens rus ser vi stadig spejlingen og muligheden for at stå i vores eget lys, fuldbyrdelsen, vores hele jeg. Det at blive elsket for den man inderst inde er og gerne vil være. Mødet med den eneste ene, modparten der gør dig hel. Ubetinget kærlighed og der, hvor du er den bedste udgave af dig selv.

Når det bliver hverdag

Efter nogen tid kommer så udfordringerne og de hårde ord og alle forbeholdene gør deres indtog. Vi går fra, hvad jeg kan gøre for dig, for at dit liv er godt, og du smiler og er glad og til, hvis du skal havde noget af mig, så skal jeg også have noget af dig, ”noget for noget” princippet. Væk er den bedste udgave af dig selv, kompromiset har taget over.

I stedet bør vi øve os i at give plads til den, vi forelskede os i, øve os i at finde tilbage til os selv og til at vise overskud og forståelse for hinanden, anerkende hinanden, rose hinanden og give kærlighed uden forbehold til hinanden UDEN bagtanke. Lad være med at give den anden skylden for, at I ikke er lykkelige. Tag ansvar og gør noget selv. Start i det små, overrask hinanden, gør små glade og positive ting. Det er netop de små ting der gør forskellen. Vis omtanke og nærvær, tal sammen og skab naturlig interesse for hinanden. Hjælp hinanden, også med de sure ting, lad være med at tag hinanden for givet. Vær taknemmelig og sig det højt. Det kræver en daglig indsats at elske hinanden og få et parforhold til at virke.

Man kan gøre meget selv, men ingen kan gætte, hvad den anden tænker og føler. Vi kvinder er uendelig gode til at forvente, at vores mænd skal gætte, hvad vi ønsker. Gør de ikke det, kan straffen være alt fra, at vi er tavse i timevis til nul sex eller surmulen i dagevis. I mænd er gode til at eksplodere i ord og vrede, ”fryse” os ud i arrogance eller gå jeres vej fra problemerne – læs kaste jer over jeres arbejde.

Uanset hvad, så løser det jo ikke noget. Tværtimod så driver det os fra hinanden, ofte selvom kærligheden stadig er til stede og vores ægteskaber kunne være reddet, men i hårdhed og manglende kommunikation, fordi vi er sårede og gjort skamfulde over lang tid, så er vi blevet tonedøve overfor hinanden, og hinandens behov.

Plej kærligheden

Så brug nu ferien til også at få talt lidt dybere sammen. Jeg ved godt, at man har tendens til at lade problemerne blive hjemme, nu skal vi hygge, så lader vi hverdagens bøvl ligge, det må vi løse senere. Men problemerne går ikke væk, og det er lige nu, overskuddet er størst. Lav listen begge to og byt med hinanden eller hvad der nu er brug for.

Forkæl hinanden, del ud af kærligheden. Det smitter, og det er bare så meget lettere at tale sammen, når positiv energi og glæde er til stede.

Rigtig god sommer!

Når man udfordrer sig selv

/0 Kommentarer/i /af

Når man udfordrer sig selv

Det er vel dybest set det, jeg har gjort, hele vejen frem til, hvor jeg står lige nu.

I marts sidste år, hvor jeg hev stikket til alt, hvad jeg havde kendt gennem mere end 28 år, vidste jeg jo i virkeligheden ikke, hvor jeg ville ende, når jeg havde fået ”tænkt færdig” over livet og de ting, der havde bragt mig i knæ.

Det har været en lang og anderledes vandring, jeg begav mig ud på, men det var helt sikkert det, jeg trængte til, og nu hvor jeg står foran at gøre noget for mig selv, gøre de ting jeg brænder for, og som giver mening for mig, ja, så er skulderne faldet ned, roen har sænket sig, og jeg kan mærke mit hjerte helt ned i min storetå. Jeg glæder mig til at komme i gang.

Undervejs nedfældede jeg tanker og følelser, og det er der kommet en bog ”Kan du høre dit hjerte kalde?” ud af. En bog om mit liv, mine tanker, oprydning undervejs, tidens udfordringer, samfundets udvikling, samtaler med folk, som jeg har mødt på min vej, og mange andre ting. En slags dokumentation og proces der har rykket mig fra min sikre position gennem mange år ud på et klippefremspring, hvor jeg har stillet mig på tæer og ladet andre få syn for sagen.

Mine artikler på LinkedIn og mine mange samtaler med mennesker, både herhjemme og på Caminoen, har i den grad givet mig mod på livet og været med til at forme mit fremtidige virke. Endelig har jeg fået sat ord på, hvem jeg er, og hvad det i særdeleshed er, jeg kan og skal udfordres på og med i fremtiden.

Det har været en fantastisk rejse, der har sat mig selv under lup, og som i den grad også har givet mig kræfter, som jeg slet ikke vidste, at jeg var i besiddelse af, og som har sat mig fri som menneske. Aldrig før har jeg mærket så stærk en drivkraft, og aldrig før har mine fødder været så solidt plantet, som de er nu, udelukkende fordi jeg gav mig selv lov til at give slip.

Hvis nogen havde sagt til mig for knapt et år siden, at jeg ville ende her, hvor jeg står i dag, så ville jeg ikke have troet dem. Det er jo i virkeligheden et kvantespring, jeg har foretaget. Sikkerhedsnettet som direktør med den høje hyre og den fine BMW blev jo på nul komme nul udskiftet med dagpenge og cykel, og da vi nåede januar, havde jeg faktisk ikke flere penge på kontoen, så det var mere end almindeligt svært at betale regninger, når pengene ikke var til stede.

De basale behov

Men man kan mange ting, når man er presset, og man behøver faktisk ikke ret meget for at overleve, og sikke kreativ man kan blive. Selvfølgelig er der ikke ret meget at have det sjovt for, til gengæld rykker ens netværk så sammen og tager vare på dig og dine, og det er i sig selv en helt fantastisk dejlig oplevelse. Jeg har aldrig været særlig god til at tage imod hjælp, meget bedre til at hjælpe selv, men det har jeg lært i denne proces. Der skal være balance på vægtskålen i et eller andet omfang, er der en, der har fortalt mig. Det er der så kommet, og jeg er glad og taknemlig for at få lov til at opleve, hvor stærkt mit netværk i grunden er.

Nu er jeg kampklar og rustet til at drage ud i verden og hjælpe dem, der gerne vil benytte sig af mine erfaringer, og det jeg kan. Det er tid til, at vingerne foldes ud, og jeg lader mig bære frem til den bedste udgave af mig selv. Det er nemlig det, man bliver, når man giver sig selv lov til at mærke efter og finde det lys frem, der engang blev tændt.

”Carpe diem” (Horats)