Skærmlede og distancetræthed – en ny tids udfordringer…

Kan du huske, hvornår du sidst har opfordret til leg i din organisation – ikke spil, konkurrence eller noget der lugter af at skulle vinde over andre? Bare uhæmmet leg på lige vilkår og uden at skulle nå et bestemt mål – skabelse af flow.

Mange steder er legen blevet glemt, sat til side eller på anden vis forsvundet ud af værktøjskassen. Det er en kæmpe fejl, hvis du spørger mig – og jeg har selv glemt at lege, så jeg er om nogen rusten inde i legens verden.

En god leg gør os lige, nedbryder barrierer og udvisker forskelle.

Derfor havde jeg i sidste uge besluttet mig for at deltage på webinar hos Play User Lab i Billund, hvor forfatter til bogen The Innovation Cycle og rollespils-ekvilibrist, Claus Raasted, tog os med ind i den digitale legs univers og fortalte om fremtidens leg – flankeret af Louise Fenger Kornum og Thomas Aakjær Jensen, begge fra CoC Playful Minds. Hvorfor nævner jeg Louise og Thomas? Det kommer jeg tilbage til.

Sandheden er, at utrolig mange Teams-møder, Zoom-møder, Adope-Connect-møder o.l. alle går fra opgave til løsning, hvilket har fungeret på den korte bane, men ikke på den lange – og lige nu er vi på den lange bane. Den digitale platform er kommet for at blive. Virtuelle møder er vores fremtid, og derfor har vi brug for forstyrrelser og leg i vores møder, så vi kan holde kadencen.

Det er ikke altid let, hvis man er et alvorligt og seriøst menneske, der omgås andre alvorlige og seriøse mennesker, der heller ikke har leget med nogen i mange år!

Men tilbage til Claus, der gennem hele dagens webinar tilførte os ny viden om digitale udfoldelsesmuligheder og samvær via leg. Allerede ved indgangen til dagen blev jeg udfordret på mit mindset og min deltagelse. Som sagt har jeg på mange måder glemt at lege. Måske har mit liv generelt bare været for alvorligt og min facade for vigtig til at risikere pinligheder, som at falde igennem, se dum ud og ikke bestå prøven ind i fællesskabet… Det fantastiske er så i virkeligheden at finde ud af, at i leg handler det slet ikke om at bestå, det handler om at være med!

Vi havde på forhånd, inden dagens webinar, modtaget en ”lege-kasse” med forskelligt udstyr til de lege vi skulle deltage i gennem dagen. Det skabte i sig selv forventning og glæde – og et lille sug i maven.

I første leg skulle vi fortælle, hvilket dyr vi var, og hvorfor vi valgte lige netop det dyr. Allerede her røg jeg med det samme ned i kassen, der hedder ”åh nej, ikke sådan noget pjat”. Paraderne røg op og i stedet for at give mig selv lov til at slippe hæmningerne og finde på et sjovt dyr, valgte jeg det sikre, en sort panter (den var da i det mindste sej), og så tilføjede jeg ordene: fordi jeg slås for de svage i samfundet – øv, hvor kedeligt og forudsigeligt!

De øvrige deltagere på holdet havde leget meget mere gennem årene, så deres dyr og historier var både sjovere og meget mere spændende end mit dyr og min historie. Første læring: Giv slip, ha’ det sjovt og vær medskaber i historien.

Det kræver naturligvis, at vi ikke sidder fast i vores egen historie og kultur, men at vi i stedet tilvælger udfordringen og arbejder på at blive lidt mere ”loose” i vores tilgang til hinanden – og ikke mindst tillader os selv, at give slip på det perfekte billede.

Og nu kommer læring nummer to: Leg har intet formål. Intet er perfekt i leg, tværtimod! Der er ingen gevinst for den enkelte, og der er ingen regler. Leg er fleksibel, der er ingen konkurrence, og det må gerne gå lidt galt. Tese: Når tilfældet råder køber deltagerne lettere ind på opgaven/situationen!

Vi havde i vores ”lege-kasse” fra tidligere modtaget en pose med legoklodser, og undervejs i forløbet kom så den opgave der hørte til legoklodserne. Vi skulle med hvert vores bogstav danne et fælles ord på skærmen. Et par af deltagerne fandt på det ord, vi andre skulle stave til, og styrede herefter slagets gang. Hver især skulle vi bygge vores eget bogstav ved hjælp af legoklodser. Jeg har leget meget med LEGO som barn, men havde tilsyneladende glemt alt, så det var en virkelig svær opgave at løse – og så på tid. Desværre lykkedes det mig ikke at bygge mit ”N” i LEGO. Til gengæld måtte jeg sande, da vi evaluerede på opgaven, at jeg savner at lege. Jeg vil lege meget mere. Jeg blev sat fri mens vi legede, og jeg havde en fest sammen med de andre!

Undervejs i løbet af dagen gav Claus rigtig gode og praktiske indsigter i, hvordan man fungerer optimalt på en digital platform, særligt hvis der skal løses opgaver, leges eller arbejdes på tværs af virksomheden gennem flere timer.

Sørg for at stå skarpt, lad dine medarbejdere arbejde hjemme på store skærme i en ordentlig opløsning. Køb udstyr, der er gearet til en digital hverdag. Sørg for skarpt lys/et lyst rum, mens du er på digitalt og et headset der virker. Lys er vigtigt! Lyd er vigtig! Vi skal både kunne høre og aflæse hinandens virtuelle udtryk, ellers mister vi fokus og interesse! Test teknikken og kommunikationen med feedback fra deltagerne, så I fremstår skarpt og kan stramme op de steder hvor det er nødvendigt.

Den digitale arbejdsform er kommet for at blive. Derfor er det vigtigt med små afbrydelser i hverdagen i form af leg og andet, hvor vi kommer væk fra skærmen, op at stå, og samtidig styrker fællesskabet og samarbejdet i fravær af det fysiske møde – ellers ender vi som en flok zombier foran hver sin skræm.

Det er i sandhed en befrielse at kunne grine sammen og lave ”interruption” i en hverdag med ALT, ALT for mange timer bag en skræm.

Og nu kommer vi til Louise og Thomas. Begge var de værter under webinaret, begge er de fra CoC Playful Minds, hvor det seriøst handler om samskabelse via leg og læring mellem børn og voksne. Derfor kom det nok heller ikke bag på ret mange af deltagerne, at deres evner ud i leg stikker helt af, når de er sammen – og det er skrevet i kæmpe respekt og med stor kærlighed (og en lille bitte smule misundelse over deres umiddelbarhed og glæde ved at lege).

Mens vi sad og arbejdede seriøst, kom Louise pludselig vandrende ind bagerst i billedet med den sjoveste hat på hovedet, en hat der mest af alt lignede en hane eller ”noget”. Hatten var det eneste, man kunne se hen over udsmykningen i baggrunden af rummet – en vandrende hat og et par lange ben, der vandrede frem og tilbage i baggrunden. Det udløste endorfiner, latter, glæde og energi på en dag, hvor vi sad rigtig længe bag en skærm – og de dage er der mange af lige nu og givet vis også i fremtiden.

Interruption er et vigtigt redskab, hvis du vil fjerne skærmlede og distancetræthed i hverdagen!

Den samme interruption lavede Thomas i øvrigt, da det varslede Snack Banko i frokostpausen blev ledsaget af ”Fru Pigalopp” som opråber (Thomas i fuld udklædning) – en mulighed for samhørighed og leg hen over den fælles frokost, når vi nu ikke kan sidde fysisk i samme rum.

Skal der nedbrydes grænser i din virksomhed for at få plads til leg? Så find allierede, find dem der støtter op og gerne vil lege:  https://www.youtube.com/watch?v=V74AxCqOTvg

Det behøver ikke være stort og forkromet, bare små fysiske øvelser og opgaver væk fra skærmen og hurtigt retur: fælles gymnastik, lav en sjov drink (fredagsbar), dagens bevægelse, find en ting i dit hjem/på dit kontor og fortæl dine kollegaer historien bag, læg puslespil på tid o.l. Saml ideer fra de ansatte, lad dem byde ind på ”interruption” og leg i deres egen hverdag til fremme af trivsel og fællesskab.

Husk, den moderne leder skal være nysgerrig og omstillingsparat. Så hvilken type leder er du? Og tør du lege med?

Fotograf: Nastuh Abootalebi

Er jeg en uddøende dinosauer i en digital verden?

Når futurister og fremtidsforskere i deres fremtidsvisioner spår, at vi går ”fra Chef til A.I.”, og chefer og mellemledere helt vil kunne undværes, når vi i fremtiden i stedet arbejder for en algoritme, der aldrig er syg eller sur, altid til stede og konstant træner os til at blive hurtigere og bedre… så går mine alarmklokker helt automatisk i gang.

Hvordan hænger det sammen med trivsel og den føde vi har brug for til krop, sjæl og ånd? Hvordan imødegår vi de tendenser mod-kulturen kalder på i form af fordybelse, nærvær, samskabelse og ro? Vi har mennesker med angst, stress og ensomhed som aldrig før.

350.000 danskere lider af angst
120.000 unge + 50.000 ældre danskere oplever ensomhed
250.000 – 300.000 danskere lider af alvorlig stress
500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet pga. stress
500.000 danskere rammes gennem livet af depression, ubehandlet stress forårsager over halvdelen af alle depressioner og angstlidelser.

WHO forudser at stress og psykiske lidelser bliver den største sundhedsudfordring i 2030, så hvordan tackler vi disse udfordringer, hvis vi lader os isolere yderligere i form af robotter, digitalisering, hjemmekontorer, distancekommunikation m.m.?

Min største udfordring i mit arbejde med trivsel og stressforebyggelse er helt sikkert, at jeg har svært ved at give slip på min tyrkertro på, at kommunikation mellem mennesker, der sidder fysisk over for hinanden, kan noget helt særligt. Samtidig føler jeg mig som den sidste dinosauer i verden, der ikke er klar til at flytte mig ind i fremtiden.

Jeg studerer adfærdsdesign i øjeblikket og er slet ikke i tvivl om, at mit forretningsgrundlag vil være bedre, sundere og mindre sårbart, hvis jeg etablerer flere digitale platforme i form af forskellige webinarer, coaching- og sparringssamtaler via eksempelvis Zoom, MEN… mit hjerte følger ikke med, og min hjerne stritter også imod, så hvad gør jeg? Lægger mig ned og uddør? Eller kæmper jeg for overlevelse på mine egne vilkår?

Fremtiden er her helt sikkert, uanset om jeg hopper ombord på vognen med digitalisering, A.I chefer og andet godt, men hvor er den kritiske røst, når fremtidsforskerne sætter kursen?

Er vi bare en flok lemminger, der tramper i flok, fordi det nye sorte bliver lagt foran os af kloge folk, der spår ind i fremtiden? Og det er jo netop det, de gør. De spår ud fra vilkår samfundet eller de selv sætter op. Men de vilkår kan vi jo selv ændre på, hvis vi vil, ingen har patent på sandheden, heller ikke fremtidsforskerne, selvom de er vildt kloge og har stor indsigt.

Så spørgsmålet er jo i virkeligheden, hvad vil vi være med til? Hvor går grænsen, og hvornår skal vi trække i den anden retning? Er der en grænse, eller lader vi os forføre?

Jeg har brug for både og, ikke for enten eller…

Det kunne være rart at høre, hvad andre mener om fremtiden. Jeg er virkelig nysgerrig. Så hvad mener du?

Ps: Jeg syntes, det er fantastisk at blive udfordret, og jeg har stor respekt for fremtidsforskernes arbejde. Så misforstå mig ikke, jeg vil bare gerne have gang i sunde og nuancerede drøftelser på området, hvor alle kommer til orde og ingen sidder tilbage med følelsen af at blive kørt over af fremtidsbussen!

Fotograf: Huang Vingone

Epicenter for leg, læring og samskabelse med børn – og unge

I Billund er der et helt fantastisk sted for virksomheder, der ønsker at udvikle innovative produkter og værktøjer til leg og læring, stedet hedder CoC Playful Minds.

Jeg besøgte CoC Playful Minds i fredags; var indbudt til at sparre omkring mine tankevækkere og erfaringer med samtalerummet på tre FGU Skoler, og jeg blev blæst bagover af den energi der var på stedet og blandt iværksættervirksomhederne.

Alle de deltagere jeg mødte fra Playful Hub var engagerede, interessante, nysgerrige, havde krøllede hjerner og indbød til fællesskab og samskabelse. Alle delte vi viden, indsigt, oplevelser og drømme.

Da jeg modstræbende begav mig hjemad, havde jeg kun et stort ønske: at være med, at blive en del af gruppen og få lov til at arbejde i det store legerum sammen med de andre. Tænk, at være med til at skabe, samskabe og give fuld gas og hjælpe hinanden med at udvikle, forske i, teste og blive flyvefærdige i forhold til projekter, produkter, aktiviteter m.m. og i fællesskab få etableret kontakter ud i den ganske verden.

Visionen for Playful Hub er ganske enkel:

Vi har en drøm om at Billund skal være et nationalt og internationalt epicenter i økosystemet for leg, læring og samskabelse med børn

Billund har i kraft af LEGO, LEGO Fonden, CoC Playful Minds m.f. et eksisterende unikt videns- og kompetencefundament i international særklasse at bygge på. Det potentiale skal vi udnytte.

Playful Hub er første skridt hen imod at udvikle et epicenter inden for leg og læring med udgangspunkt i Billund.

Unikt miljø

Man kan på verdensplan, ikke finde et lignede innovationsmiljø, hvor virksomheder inden for leg og læring kan udvikle sin forretning sammen med andre virksomheder, forskere og i samskabelse med børn.

Dette gør Playful Hub til et unikt initiativ, ikke bare nationalt, men internationalt.

Min sommerferiegave er, som I måske allerede har gættet, at jeg efter ferien får delvis ny adresse i min hverdag. 1-2 dage om ugen rykker jeg kontoret til Billund. Jeg har fået lov til at blive en del af gruppen hos Playful Hub. Projektet med ”tankevækkerne” og samtalerummet får lov til at folde sig endnu mere ud, og forhåbentlig fødes endnu flere produkter i fremtiden til gavn for børn og unge.

Drømmen om at være med til at stoppe ensomhed, knuste hjerter og manglende selvværd er rykket væsentlig tættere på at gå i opfyldelse, og jeg kan slet ikke vente med at komme i gang sammen med de fantastiske mennesker i Billund.

Rigtig god sommerferie!

Foto: Alex Alvarez

Mistrivsel er din egen skyld – så for den …

Mistrivsel er din egen skyld – så for den…

Jeg ved godt, at det er et voldsomt postulat, men måske du er enig, når du har læst denne blog færdig. Jeg mener det ikke så slemt, som det står skrevet, dog er der et kraftigt drys af sandhed i overskriften.

De sidste snart tre ugers arbejde med unge elever på de tre FGU-skoler i Midt-Vest har givet mig syn for sagen. Blandt de tre grupper har der været rigtig stor divergens i sammensætningen, tilgangen og måden de interagerede blandt hinanden. Interessant at få adgang til og indblik i.

Mine iagttagelser gennem perioden viser, at der er tre ting, der for alvor skaber udfordringer:

– Frivillighed eller tvang (har du selv valgt at deltage, eller har nogen valgt det for dig)

– Har du været med fra starten eller bryder du ind midt i aktiviteten (manglende indsigt og opbygningen af den
tillid, der skabes fra starten i et projekt, skaber ubalance mellem deltagerne)

– Kommer du for at give eller for at tage (personprofilers tilgang betyder mere, end du regner med for tillid og
fællesskab)

Min ”mission” med samtalerummene og undervisningen i adfærd og kommunikation hos FGU-skolerne udspringer helt naturligt fra mit arbejde med trivsel og stressforebyggelse i virksomheder. Her er jeg, et utal af gange gennem de senere år, blevet forundret over den massivt manglende indsigt mange ansatte og ledere har, når det kommer til konflikthåndtering og den betydning, personprofiler, verdensbilleder og kultur har for udvikling og vækst.

Livslæring

Når jeg kigger indad, er det den nøjagtig samme tomme værktøjskasse, jeg selv var i besiddelse af i mange år, indtil jeg besluttede mig for at blive klogere på mennesker og begyndte min indre rejse frem imod den, jeg er i dag. Ikke nogen let rejse, det indrømmer jeg, men for hulen hvor ville jeg gerne have haft de værktøjer, jeg har i dag, langt tidligere i mit liv, gerne i min ungdom. Meget ville have været lettere og mange kampe og nederlag ville være undgået.

Nogle vil sikkert påstå, at det har givet hår på brystet at tage kampene, og det har de for så vidt også ret i, men jeg havde jo ikke behøvet at gå i stykker undervejs, og jeg var uden tvivl blevet en bedre mor, kone, ven, leder og kollega, hvis jeg havde haft de rigtige værktøjer til at imødegå konflikter, manglende forståelse og et selvbillede, der skabte unødvendige udfordringer i forhold til det perfekte glansbillede i mit liv.

Livet havde helt sikkert udfoldet sig anderledes, hvis jeg ikke var blevet fastholdt i negative mønstre, manglende selvværd og et ønske om accept og anerkendelse de forkerte steder, udelukkende fordi den arv og kultur, jeg havde med hjemme fra, havde sendt mig i en forkert retning. Måske havde jeg haft en alternativ vej at gå og en større selvindsigt, der igen havde åbnet nye muligheder og kastet *ulven hen i ringhjørnet for at give plads til giraffen.

Lige netop disse betragtninger var udgangspunktet da jeg for tre år siden begyndte at udvikle på tankevækkerne (samtalekort). Jeg havde et dybtfølt ønske om at hjælpe andre til refleksion og dialog. Jeg ønskede ikke for nogen, at de skulle gå i stykker p.g.a. stress, angst eller ensomhed, og kunne kortene bare hjælpe én eneste til at reflektere og få mod på at arbejde med selvindsigt og dermed tilegne sig nye værktøjer, så ville min mission være lykkedes.

At jeg så på grund af Coronavirus landede hos FGU Midt-Vest, er ingen tilfældighed. Jeg har en grundlæggende tro på, at vi møder det, vi skal møde i livet, og når vi er klar, så folder tingene sig ud. Intet er tilfældigt, alt er læring, og vel blev jeg som så mange andre væltet omkuld af Coronavirus, men livet bugtede sig i en ny retning, og her står jeg nu.

Kommunikation fremmer forståelsen

Gaven er, at jeg har fået lov til at arbejde med kommunikation og adfærd sammen med de unge på skolerne. Jeg har fået lov til at trykprøve, teste og udfordre på alle måder i forhold til, hvordan vi kommunikerer før, under og efter refleksion, læring og indsigt. Hvordan vi ændrer vores tilgang og adfærd over for hinanden i forskellige sammenhænge afhængig af, hvem vi bliver sat sammen med og hvilke personligheder vi møder.

Jeg har ved selvsyn set, hvordan de unge ændrer sig, jo mere indsigt og forståelse de får om og for hinanden. Hvilken betydning deres individuelle personprofil har haft i mødet med andre, tilgangen til livet, deres verdensbilleder og kulturen, de har med hjemme fra. Hver i sær er de vokset og har fået øje på muligheder frem for begrænsninger. De har spejlet sig i hinanden via de interaktive og intime samtalerum, hvor kortene har hjulpet dem med at sætte ord på deres liv og deres udfordringer.

De har fået øje på, hvorvidt de er ulve eller giraffer, og hvilken ny betydning konflikter kan få, hvis man tilgår dem med en ny vinkel, hvor formålet er udvikling, læring og to vindere. Hvordan kan man stå i sit eget lys og finde ro og styrke til at stå på mål for, hvem man er, og hvad man kommer fra, og ikke lader sig fastholde i negative mønstre eller situationer, hvor andre pludselig styrer ens liv og ens handlinger.

”Fortidens arv er med dig hele livet, men de valg, du selv træffer, definerer din fremtid.” (Annette Friese)

Så ja, mistrivsel er din egen skyld, hvis du lader dig fastholde i din fortid, hvis du ikke søger nye veje og indsigt. Hvis du bevarer status quo og føler dig berettiget til at være den, du er, efter devisen: de må tage mig, som jeg er, ellers er det deres eget problem… det er naturligvis dit valg at tilgå dit liv og dine omgivelser med denne holdning. Du skal blot husk, der er altid hjælp at hente – du skal bare række hånden ud.

Og i virksomheder er det ledelsens valg, når de udlever sætningen: her gør vi det på vores måde, og kan du ikke lide lugten i bageriet, så må du gå…

Potentialet ligger i den blinde vinkel

Men dybest set snyder vi os selv for at se verden med nye briller, møde vores medmennesker med nysgerrighed og ved fælles hjælp udvikle både faglige- og menneskelige egenskaber via den spejling, vi har mulighed for at få. Ofte vil manglende tillid, værktøjer og indsigt medføre lavt selvværd, usikkerhed, smerte og sorg, der i sidste ende sender os ud over klippen med psykiske lidelser, stor ensomhed og en livskvalitet, der ligger uendelig lavt.

Det du kigger på, får du mere af, så at få værktøjskassen fyldt op med selvindsigt til at imødegå mistrivsel og negative mønstre er første skridt på vejen til et positivt og energifyldt liv. Divergens er godt, læring endnu bedre og mennesker i fællesskab er af øverste skuffe, når vi spejler os i hinanden og deler indsigt og erfaring i trygge rammer.

Vi har hver vores DNA-kode, det er der helt sikkert en grund til. Vi er alle UNIKKE, og kan hver især noget helt særligt, vi skal bare tro på livet, på os selv og på hinanden.

Jo større selvtillid og selvværd vi har, desto lettere er det at træffe sunde valg for sig selv og sit liv og vinke farvel til mistrivsel, stress og ensomhed. Positiv energi smitter, det gør intelligente og gode valg også. Derfor kan det kun gå for langsomt med at få værktøjer bragt ud til alle vores unge, værktøjer der kan hjælpe med selvudvikling og selvindsigt, så de kan imødegå mistrivsel i det liv, der ligger foran dem.

Selvfølgelig er det ikke de unges skyld, at de havner i mistrivsel. Det er os som samfund, der er ansvarlige for at hjælpe de unge med at bryde arv og uhensigtsmæssige mønstre. Vi er ansvarlige for at hjælpe og klæde de unge på til livet, give dem værktøjer til at imødegå de udfordringer, der helt sikkert ligger og venter.

Det kalder på et andet fokus, et andet samfund, et andet nærvær og en holdningsændring i bred forstand.

Jeg håber og tror, at vi er på vej ind i en ny tid, hvor mennesker kommer før bundlinje. Empati før egoisme. Refleksion før hamsterhjul. Vi før jeg …

*Ulvesprog er et angrebssprog, konfliktoptrappende, handler om frygt, skyld og skam. Man er optaget af, hvad der er galt med den anden part. Girafsprog er konfliktnedtrappende, handler om at sikre god dialog mellem parter og bygger på ikke-voldelig-kommunikation. Man er oprigtigt interesseret i, hvad der foregår i den anden og i at rumme forskellige sandheder. Vi er ikke enten rigtige eller forkerte, vi er bare forskellige.

Fotograf: Michael Dziedzic

Et unikt samtalerum – der er også solstråler at dele ud af i denne tid

Et unikt samtalerum 

Jeg er piv-stolt og glad og kan nu endelig afsløre, at jeg sammen med FGU Midt-Vest har fået midler fra Velliv Foreningens akutpulje til et pilotprojekt med mine Tankevækkere/reflektionskort. Kortene har jeg udviklet gennem de sidste tre år med henblik på at hjælpe til bedre og dybere kommunikation og samtaler.

Det er meningen at projektet skal skabe et særligt samtalerum i undervisningen på de tre FGU-skoler i Ikast-Brande, Herning og Ringkøbing-Skjern.

I en fire ugers periode i maj og juni har jeg fået lov til at undervise i kommunikation og adfærd i tre udvalgte klasser på skolerne. Vi benytter reflektionskortene som et vigtigt redskab til fordybelse og refleksion i fortrolige samtalerum mellem de studerende. Et redskab der skal bane vejen for en dybere kommunikation og forståelse af den divergens, der nødvendigvis er mellem mennesker og de profiltyper, vi møder på vores vej i livet. Et værktøj, der skal give indsigt og hjælpe med at finde ord for de tanker og følelser, den enkelte elev bærer på og måske har svært ved at udtrykke.

Kortene understøtter samtalerne, og der er ikke mulighed for at svare ja eller nej, kun for uddybende replikker. Via fotos og livscitater vækkes minder eller følelser, så samtalen hjælpes i gang. Derved aktiveres de tanker, der trænger sig på i det pågældende øjeblik – ubevidste såvel som bevidste.

Vidnesbyrd

Visualisering er den mest kraftfulde mentaltræning, du kan lave. Sportsfolk har gjort det i årevis. Den norske forfatter og forsker, @AnnaLuiseKirkengen, har forsket i de menneskelige skader, der opstår, når vi ikke får lov til at fortælle vores historier. Hun bekræfter, at vi bliver fysisk og mentalt syge, når vi ikke bliver hørt.

Så mit håb er naturligvis at kunne give de unge og lærerne på skolerne et virksomt værktøj, der kan afhjælpe ensomhed, dårlig kommunikation og uhensigtsmæssig adfærd. Gennem kortene får de mulighed for at fortælle deres historier og aflægge vidnesbyrd.

Refleksion er livsnødvendig for læring og for positiv adfærdsændring. Kortene kan være en hjælp til at bryde gamle mønstre og dårlige vaner og kaste lys over egne udfordringer på en ny og tankevækkende måde. Samtidig kan kortene, via de fortrolige samtaler eleverne imellem, være med til at skabe sociale relationer og et stærkt netværk, der rækker ud over skoletiden.

Forhåbentlig er gaven i projektet, at vi får eleverne sendt ud i verden med en ny indsigt og et værktøj, de kan tage med sig ud i livet, når de forlader skolerne til sommerferien.

Danmarks bedste FGU-skoler

Jeg er særlig glad og taknemmelig for at FGU Midt-Vest har sagt ja tak til at være med i projektet. Det er jeg fordi, de har en helt særlig tilgang til fremtidens FGU-skoler. De vil nemlig være de bedste FGU-skoler, der findes, og derfor gør de ALT, hvad de kan for at skabe de bedste rammer og forhold, der kan hjælpe deres elever med at finde nye og konstruktive veje til at løse udfordringer og se muligheder i det liv, der venter i horisonten.

Drømmen er, at kortene i fremtiden også anvendes i virtuelle rum, hvor refleksion og erfaringsudveksling får fokus, et samtalerum der kan gå på tværs af klasser, skoler og geografiske afstande, og hvor det er muligt at koble sig af og på efter behov. Et sted hvor elever kan spejle sig i hinanden og dele erfaringer og udfordringer.

Så en kæmpe tak til FGU Midt-Vest og til Velliv Foreningen for denne unikke mulighed for at teste projektet på de tre skoler. Jeg glæder mig til at komme i gang – og hvem ved, måske kan det blive til et forskningsprojekt hen over efteråret, når de nye elever begynder på skolerne 😊 – man har jo lov at drømme!

Fotograf: Kelly Sikkema

Lytter du?

Lytter du?

Jeg lytter, og lige nu udfordrer jeg mig selv til det yderste ved at dele min historie med dig, men det er nødvendigt, hvis jeg skal holde fast i det, jeg tror på, og som jeg har valgt at lytte til gennem de sidste fem år.

Man kan sige, at torsdag blev en bekræftelsens dag for mig. En ellers helt almindelig dag i en Covid-19 tid, hvor tid er noget af det, vi har mest af. Netop tid giver os alle mulighed for at søge inspiration og for at kigge indad. Så torsdag var ingen undtagelse, og mens jeg langsomt tyggede mig igennem opslag og artikler på LinkedIn, blev mit øje fanget af et helt særligt opslag med en anderledes udseende mand i traditionelle peruvianske klæder.

Lidt i sløvsind og lidt i egne tanker klikkede jeg mig ind på opslaget i tryg forvisning om, at det var en video, jeg kunne hive ned og se i ro og mag, og derfor trykkede jeg videre på Zoom – hvilket burde have varslet mig om, at det var en live aktivitet, jeg havde gang i. Som sagt var jeg lidt fraværende, og pludselig sad jeg ansigt til ansigt med manden fra opslaget. I ren befippelse skyndte jeg mig at klikke mig ud igen, og med bankende hjerte tænkte jeg et splitsekund, hvad i alverden det lige var, der skete, og hvorfor jeg reagerede så voldsomt.

Efter tre minutter klikkede jeg mig ind igen, nysgerrig og afventende.

Mødet der gik i gang var faciliteret af Stifinder, en virksomhed der har udmærket sig ved helt anderledes lederuddannelser på højt niveau og med en spirituel dimension. Jeg havde godt hørt om dem tidligere, men da det ligger lidt uden for min budgetramme lige p.t. at deltage i deres uddannelse (selvom det har været på min ønskeliste de sidste par år), har jeg ikke gjort noget aktivt for at søge information hos dem. Nu sad jeg så her.

Et spirituelt ledelsesperspektiv

Aktiviteten viste sig at høre under Stifinder Zoom Talks, hvor Christer Gaardman Zäll, der er CEO hos Stifinder, faciliterede en samtale med Puma Singona, der er indfødt peruviansk medicinmand, orakel, healer og formidler af visdom og hellig viden gennem mange generationer. Puma Singona blev introduceret og belyste vores nuværende situation ud fra et globalt spirituelt ledelsesperspektiv.

Siden Puma Singona var seks år gammel, har han fulgt sin bedstefar, er blevet undervist i Inka visdom og har modtaget overlevering af indsigt og historier. Siden han var seks år gammel har han arbejdet frem mod det, der sker i verden lige nu. Hans visdom er stor og den transformation, vi står over for som individer, som samfund og menneskeheden i det det hele taget, bygger på antik viden fra den oprindelige kultur og fra moder natur. Med katastrofen følger ny bevidsthed og stor indsigt. Verden bliver aldrig den samme igen. Det er prøvet før med tusinder af års mellemrum.

Efter kaos vender vi tilbage til essensen af vores ”væren”. Vi finder vej og mening med vores liv igen. Vi vågner. Vi ændrer vores bevidsthed. Vi finder ud af, at vi alle er forbundet, at vi alle har et lille korn af os selv inden i hinanden, og når vi hjælper hinanden, hjælper vi os selv – alle 7,6 milliarder mennesker.

Nå ja, for nogen tager det måske lidt længere tid end for andre at nå den bevidsthed (jeg kender i hvert fald et par stykker, der spræller og syntes, det er noget værre vrøvl), men vi kan vel hjælpes ad med at skabe åbenhed og accept af, at vi har hver vores vej at gå. Det, der er rigtigt for den ene, er ikke nødvendigvis rigtigt for den anden, men alt er læring, og vi udvikler os jo hele tiden, hvis vi åbner og giver plads til hinanden.

Det er tid til at dele ud af kærlighed, tid til at hjælpe og række en hånd ud til hinanden, tid til at åbne vores hjerter og leve i harmoni, mennesker og natur. Stilheden i verden har skabt en ny dimension. Hvide hvaler ses i Seattle, kondoren, der normalt flyver 7000 meter over havets overflade, har bevæget sig ned i luftlagene, hvor den er synlig for mennesker. Naturen rækker ud fordi der er ro i verden.

Den højeste frekvens er kærlighed og liv. Energi er intelligent og bevidst, og der er en spirende forståelse af, hvad energi kan. Meditation er intelligent energi.

Et åbent hjerte

Ifølge Puma Singona er vi lige nu i første etape af et langt større løb. Pandemien er kun forberedelse til næste etape. Vi er alle nødt til at stille ind på en langt højere frekvens, vi skal åbne vores hjerter og tage i mod den nye tid, som kommer.

Herefter fortæller Puma Singona legenden om kolibrien, den hellige fugl. Hvordan kolibrien ved hjælp af sit mod og snilde ender hos solguden sammen med den guddommelige kondor. Her anerkender solguden den lille kolibri og kalder den for den spirituelle budbringer. Den udråbes af solguden som repræsentant for initiativ, kreativitet og ledelse. Denne legende blev for 1200 år siden ridset ind i klipperne i den hemmelige dal hos Inkaerne i Cosco. De kan ses den dag i dag.

Hvorfor nævner Puma Singona lige netop det? Det gør han, fordi han med fortællingen vil sige, at først når vi kan se det smukke i livet og i andre mennesker, når vi arbejder uegennyttigt og tager læring med fra processen, først der får vi nektar ud af blomsten, nøjagtig som den lille kolibri.

Så med et åbent hjerte og mod til at stå i vores eget lys får vi adgang til uendelig viden og indsigt, hvilket forpligter os til at hjælpe andre. Valget er vores eget. Nogle er klar til selvrealisering og til at finde deres vej, andre er endnu ikke. Alt er som det skal være, der er ikke noget at frygte.

Du kan i øvrigt selv se hele interviewet lige her: https://stifinder.com/talks/

Humlen i det hele er, at jeg den 24. april 2018 i forbindelse med alle de livsændringer, jeg havde foretaget på daværende tidspunkt, fik lavet en tatovering. Den viser et åbent hjerte og indeni flyver en lille kolibri. To stærke symboler, der begge betyder voldsomt meget for mig, og som begge er lavet for give mig en daglig påmindelse om det liv og den vej, jeg har valgt.

To måneder senere udgav jeg min bog ”Kan du høre dit hjerte kalde?”.

Så da jeg deltog i torsdagens seance, faldt der en masse brikker på plads inden i. I taknemlighed vil jeg rigtig gerne dele min oplevelse med jer. Jeg ved, at det kan være svært at stå frem og tale om spiritualitet, men hvis ikke nu, hvornår så? Enhver må tage det med, der giver mening, og lade resten stå. Uanset hvilken tilgang du har, tænker jeg, at det er en smuk historie, der gerne må deles.

Luk dit hjerte op og find modet frem, vi kan alle gøre en forskel i hinandens liv. Tør du høre, hvad Kosmos fortæller dig?

Foto: Jean Vella

Mit nye jeg elsker stilheden…

Mit nye jeg elsker stilheden…

I den tid, hvor jeg har været forbundet med min hjemmearbejdsplads, er det gået op for mig, at den ro og mulighed for fordybelse i mit arbejde, jeg har oplevet, mens jeg har opholdt mig her, i den grad har effektiviseret mit arbejde. Det har skabt nye og mere kreative resultater, og jeg har fundet en indre ro, der helt har fjernet symptomer på stress og forstyrrelser.

Så hvad gør jeg, når jeg kommer tilbage til min respektive arbejdsplads, og ikke længere fungerer optimalt i den støj og de forstyrrelser, der er i det åbne kontormiljø?

Det kunne være oplagte spørgsmål, som melder sig efter 3-4 ugers ophold på egen hjemmearbejdsplads.

Der er ingen tvivl om, at vores hverdag har ændret sig drastisk siden begyndelsen af marts, og den bliver utvivlsomt væsentlig anderledes, når vi vender tilbage til vores arbejdspladser. Vi har alle haft tid til at mærke og lytte til vores indre energi og drivkraft, og forhåbentlig vender vi ikke bare ukritiske tilbage og fortsætter i hamsterhjulet.

Nogen/noget trykkede på stopknappen for os alle, og refleksioner og læring er det ypperligste, vi kan tage med os fra den situation, vi alle har været sat i gennem den forgangne tid, og hvis vi tager det bedste med fra tiden, så kan vi kun blive stærkere af udfordringen på den lange bane, hvis vi tør favne og udleve de positive sider, det også har bragt os.

Forskningsresultater

djøfbladet bragte i april 2019 en artikel af Lone Schrøder Jeppesen. Hun belyser argumenterne for at gå fra traditionelle kontorrum til åbne kontorer med færre vægge og døre. Argumenterne er oftest, at det automatisk bidrager med bedre kommunikation og mere videndeling på arbejdspladsen. Sådan er virkeligheden bare ikke.

Et forskningsprojekt fra Aarhus Universitet viser, at jo flere man sidder på et storrumskontor, desto sværere har man ved at samarbejde med sine kolleger, føle sig godt tilpas og være glad for sit arbejde. Konklusionen overrasker ikke lederen af projektet, lektor Tobias Otterbring fra Institut for Virksomhedsledelse, Aarhus BSS på Aarhus Universitet.

 Et studie fra Harvard University viser, hvordan medarbejderne på en virksomheds hovedkontor ændrede adfærd, da arbejdspladsen gik fra enkeltmandskontorer til storrumskontor.

 Forskerne målte både ansigt til ansigt-interaktion og elektronisk interaktion, henholdsvis før og efter virksomheden indførte den åbne kontorarkitektur. I modsætning til, hvad man skulle tro, faldt mængden af direkte samtaler mellem medarbejderne med ca. 70 pct. I stedet steg den elektroniske interaktion med 50 pct.: Medarbejderne trak sig socialt og kommunikerede via e-mail i stedet.

”Det er ikke det bedste for trivslen, kulturen og relationerne på arbejdspladsen, hvis medarbejderne kun sender e-mails til hinanden. Og man må ikke glemme, at medarbejderne skal kunne trives på deres arbejde,” understreger Tobias Otterbring og tilføjer, at hovedparten af forskningen på området konkluderer, at det ikke bare går ud over samarbejdet, éns velbefindende og arbejdsglæde, men også er årsag til et dårligere arbejdsmiljø, stress og flere sygemeldinger. (Uddrag fra djøfbladet 3.4.2019)

Så med trivselsbrillerne på, er det tid til at lytte, tid til at ændre og tid til at være fremsynet og ikke lade fortidens fejl spærre for fremtidens udvikling. Det er lige nu, vi kan ændre markant på vores hverdag, vores indhold og vores udbytte.

Alle er forpligtet til at gribe bolden og rydde op, evaluere på de muligheder, vi nu har fået foræret, og ikke bare spinde videre på det bestående uden refleksion og overvejelser om, hvorvidt det, vi havde, fungerede optimalt, eller om det er tid til at ændre på formatet.

Spørg dine medarbejdere, hvad de fik med af læring fra deres ophold hjemme, hvad var godt, hvad var ikke, og hvordan kan I, i fællesskab, skabe den bedste arbejdsplads, de bedste arbejdsforhold og de bedste resultater sammen og ikke længere hver for sig, for fremtiden?

Stilheden har det med at give de svar, vi søger, men sjældent har tid til at vente på!

Foto: Matthew Henry

 

 

 

 

Hjemmearbejdsplads – er det nu en god idé?

Hjemmearbejdsplads – er det nu en god idé?

I de forgangne uger har rigets tilstand ikke været helt, som det plejer. Alle har vi mærket ændringer på den ene eller den anden måde, både godt og skidt.

Mange er stået op til en helt anden virkelighed i deres hverdag, og hvis man tror, at hjemmearbejdsplads er fantastisk for alle, tager man grueligt fejl.

Ikke alle bør, ikke alle skal, og ikke alle kan have hjemmekontor!

Mange har gennem ugerne fundet nye rutiner, nye måder at arbejde på, ikke mindst har den virtuelle hverdag fået luft under vingerne, og mange har med garanti fået ro og mulighed for at fordybe sig ekstra i opgaver gennem dagen, såfremt det har været muligt at indrette sig på hjemmefronten, så forstyrrelser ikke har været en udfordring og hæmsko i hverdagen.

Desværre giver distanceledelse flere steder anledning til ekstra stress og alt for meget arbejde. Vi er forskellige, vi har forskellige profiler og agerer forskelligt i situationer, hvor vi kommer ud af vores kontekst. Deraf opstår udfordringer hos den enkelte, når man pludselig selv skal forvalte sin hverdag og sine opgaver.

De sidste 3-4 uger har skabt et pres hos en del medarbejdere, som de ikke kan adressere, og derfor heller ikke komme af med igen, da det er et indre pres, de selv har skabt. De er simpelthen fanget i den fælde, der hedder ”bare jeg nu gør det godt nok”. 12-tals piger og drenge i alle aldre løber stærkere end nogensinde før. De føler alle et behov for at bevise, at de kan administrere den frihed, der er forbundet med hjemmearbejdspladsen. Deres grænser mellem arbejde og fritid er udvisket, de kan ikke stoppe ved normal arbejdstids ophør, og de kan ikke styre hverdagen, opgaverne og de krav, de stiller til sig selv, når de ikke kan komme og gå til og fra arbejde.

Den gruppe er på ingen måde reflekterende og fyldt med energi, når de kommer tilbage til en normal hverdag. De er udslidte, trætte, drænede og ønsker på INGEN måde i fremtiden at få en hjemmearbejdsplads.

Derfor er det vigtigt, at have synlig ledelse, rutiner og konkrete fordelinger, når man sender medarbejdere hjem og giver dem kontor på privatadressen. Der skal mere end nogensinde forventningsafstemmes og indrettes individuelt, så det afstedkommer positive oplevelser og resultater for alle.

Hvad skal vi huske?

De seneste uger har vi fået prøvet nye værktøjer og muligheder af. Derfor er det vigtigt at evaluere, og finde ud af, hvordan vi kan differentiere arbejdspladserne, så vi ikke trækker noget ned over hovedet på vores fantastiske medarbejdere. Vi skal behandle dem med respekt for de individuelle ønsker og behov, de nu engang har, så de hver især bliver tilgodeset og bringer det bedste ind i virksomheden og integrer herefter de nye værktøjer, så de bliver en styrke og ikke en svaghed.

Kragelund Kommunikation giver i linket nedenfor 10 gode råd til, hvordan man opretholder god virtuel kommunikation, hvis man vælger at arbejde hjemmefra.

Må fremtiden blive et godt mix af virtuelle og fysiske møder på tværs og med mulighed for at stille skarpt hjemme såvel som ude!

https://kragelund-kommunikation.dk/wp-content/uploads/10-sproglige-bud-til-bedre-videom%C3%B8der_Kragelund-Kommunikation.pdf

Foto: Roberto Nickson

Før du går ud af dit gode skind

Før du går ud af dit gode skind

Så får du lige et par gode råd til at imødegå ”distance-kuller” blandt dine medarbejdere på deres hjemmearbejdsplads.

Start med at nedsætte en aktivitetsgruppe/trivselsgruppe på tværs af organisationen.

Lad gruppen lave små fælles aktiviteter, morgengymnastik, fællessang, virtuelle foredrag, informationsnyt, konkurrencer og andet, der kan bidrage til fællesskabet – evt. via ”zoom.us” (gratis op til 40 deltagere, koster ca. kr. 140,00 pr. md. op til 500 deltagere. Der er også en stor pakke til mere end 1000 deltagere).

Zoom er et godt sted at lave fælles ”underholdning” og informationsflow.

Det kunne eksempelvis være fælles information om: Hvad siger ”de kloge” om det at arbejde hjemmefra? Hvad skal vi være opmærksomme på, så vi bevarer fællesskabet og holder kontakten til dem, der bor alene, så de ikke bliver isoleret?

Kan vi evt. danne team, så vi alle får en ”buddy”, som vi hver dag lige spørger til eller er i kontakt med rent menneskeligt, ikke kun arbejdsmæssigt. Bare et simpelt spørgsmål: Hvordan har du det, kan jeg gøre noget?

Find ud af hvilke rutiner I kan lægge ind i jeres hverdag på jeres hjemmearbejdsplads, og hvad andre gør for ikke at løbe sur i isolationen.

Afrund dagens information med et ustyrligt sjovt klip fra YouTube eller andet, som kalder på smil og fælles glæde.

Emnerne vælger I selv, det kan være alt muligt, som netop har relevans for jeres virksomhed i øjeblikket. At være synlig og virtuel nærværende giver kontakt, skaber liv og opmærksomhed på fællesskabet – og det har vi alle brug for lige nu.

Lav en lukket Facebook gruppe som opløses igen, når I er tilbage i den normale hverdag – understreg, at det kun er til brug, mens I alle arbejder hjemmefra.

Herfra kan I sende information og lade kollegaer byde ind på, hvad de får dagene til at gå med – både arbejdsmæssigt og i deres fritid. I kan udfordre dem til at lægge video og fotos op fra deres hjemme-arbejdsplads, aktiviteter med familien og ting I nu hver især gerne vil inspirere med og dele, så alle er nærværende og i kontakt med hinanden i dagligdagen, hvis de har lyst.

Lav en vidensdelingsbank på Facebook, hvor ”best practise” fra dagen eller ugen lægges op som læring og vigtig viden til kollegaer. Hvad gik godt i dag i mit liv, arbejdsmæssigt eller privat, hvilket projekt gav mig ny indsigt, hvilken refleksion fik jeg med fra dagen, og hvad skabte god energi?

Fokus på det, der lykkes, det vil jeg gerne have mere af. Det vi fokusere på, får vi mere af – positiv psykologi.

Kort opsummering:

  • Nedsæt en trivselsgruppe/aktivitetsgruppe
  • Bring nyheder og inspiration rundt
  • Skab fællesskab
  • Vidensdeling – ”best practice”
  • Virtuel hygge og omsorg
  • Synlighed

Rigtig god fornøjelse og byd endelig ind, hvis du har andre ideer, som vi alle kan have gavn af!

Pas godt på jer selv og hinanden.

Foto: Elijah O’Donnell

Skrub af!

Offboarding

Hvad gør du i din virksomhed, når en kollega rejser?

Er det vigtigt, hvordan vi forlader en arbejdsplads, uagtet om vi selv har sagt op eller er blevet opsagt?

Det viser alle undersøgelser, at det er, og dybest set ved vi det i grunden godt. Det er jo ikke anderledes, end når man går ud af et forhold. Måden vi kommer derfra på, afspejler hvordan vi omtaler forholdet resten af livet – eller som minimum i meget lang til efter bruddet.

Når vi lægger planer og laver et Onboarding program til nye medarbejdere, så de føler sig velkomne, kommer godt ombord og får forventningsafstemt undervejs, er det jo en investering, vi foretager for at skabe de bedst mulige rammer for et godt og udviklende samarbejde.

På samme måde er det vigtigt, at vi tager ordentlig afsked med de medarbejdere, der vælger at forlade vores virksomhed. Husk på, at fratræde ofte er forbundet med en sorg over at skulle forlade kollegaer og det andet hjem, de har haft gennem flere år

De var jo et match, da vi hyrede dem ind i første omgang, at de ikke længere passer ind af den ene eller den anden årsag, og vi nu ønsker at blive fri for dem eller de for os, er det så meget desto vigtigere at skilles med gensidig respekt.

Ved at anerkende, takke og udvise nærvær og forståelse i forhold til indsats og nye ønsker sender vi ikke blot den fratrædende ud ad døren med oprejst pande, vi viser samtidig alle øvrige kollegaer, at der i vores virksomhed hersker en kultur af ordenlighed. Vi siger ikke farvel og smækker døren. Vi siger på gensyn og tak.

I morgen er vi måske i et kunde-leverandør forhold, co-workers på et projekt, deltagere i det samme netværk eller noget helt fjerde.

Så sig pænt på gensyn, ønsk held og lykke og giv evt. en afskedsgave som tak, så døren fortsat er åben og dialogen god.

Tænk hvilken fantastisk ambassadør vi kan sende ud i verden, hvis vi formår at tage ordentlig afsked – og hvem ved, måske blusser kærligheden op igen på et senere tidspunkt, og så er det da godt, at døren står på klem…

Hvis du kan bruge lidt inspiration, har jeg lavet et Offboarding program med en tjekliste til fratrædelse.

Ønsker du at få folderen tilsendt, kan du sende en mail på kotu@kotu.dk, så ligger den i din postkasse lige om lidt.

Fotograf: Mantas Hesthaven