Hvordan føles det, når man går konkurs?

Hvordan føles det, når man går konkurs?

Tja, hvad skal jeg sige, “life is a bitch”, og “fuck hvor gør det ondt!” Men ville jeg have været foruden? Aldrig!

Man knokler, man slider og man ofrer, og det gør man i rigtig mange år.

Man mærker både succesen, og man mærker fiaskoen.

Jeg kan stadig huske, den 5. april 2005.

Vi startede hjemme på matriklen i vores lille parcelhus på 160 m2. Små forhold. Vi sad i det ekstra børneværelse/kontor. Stuvet sammen med to skriveborde op mod hinanden. Alt sat ind på ét bræt, med huset og hele vores opsparing som kaution + familie som ekstra sikkerhed. Vores speditionsfirma Prime Cargo var både hjælp og højre hånd, når vi handlede med Kina og hjemtog reklamegaver i stor stil.

Jeg rejste til Kina, Canton messe og Hong Kong, etablerede samarbejde med fabrikker og agenter, lærte hvordan tingene hang sammen. En helt anden verden og som kvinde en udfordring af de helt store – at rejse alene i den verdensdel, var ikke en dans på roser!

Tilbage i Danmark, den første jul. Her pakkede vi julegaver sammen med et hold venner, rundt omkring spisebordet, i stuen rundt på hjørnesofaen, på alle flader, hvor der kunne ligge en æske uden at vippe ned. Selv vores soveværelsesenge var taget i brug. I dag er det ren nostalgi, men en historie, der kan noget helt særligt, og som ikke er alle beskåret.

De første par år var helt fantastiske. Det at vokse fra 0. Vi blev helt høje! Tænk, at vi havde taget chancen. Stillet os helt derud på vippen, sikke et sug det gav i maven!

Det første år var ren læring. Hvordan gør vi dit, hvordan gør vi dat? Alle havde en mening. Nogle syntes, at vi var tossede, andre havde dyb respekt. Men ”learning by doing” herskede, og vi voksede og blev klogere.

TDC ordren

År 2 i vores verden, altså 2006, var fantastisk. Jeg kan stadig huske turen, og det der kom efter. Jeg havde i mit tidligere virke, haft kontakt til TDC, hvor jeg i år 2000 havde kreeret deres nytårsgave til de ca. 2000 medarbejdere, der var på arbejde natten mellem 1999 og år 2000.

Nu var jeg så i gang med egen virksomhed og syntes, at det var tid til en kop kaffe med min kontakt hos TDC. Jeg kan stadig huske turen hjem, hvor min daværende mand ringede mig op, og spurgte til, hvordan mødet var gået. Hertil svarede jeg, sådan lidt irriteret og fraværende, at TDC jo i mange år havde givet aktier i julegave, men lige nu, altså i 2006, ja, da havde man besluttet, at medarbejderne skulle have julegaver og ikke aktier, og så havde han spurgt, om det måske var noget, som jeg kunne have lyst til at byde ind på.

Havde det været én og samme gave, ja, så havde jeg da nok med begejstring, takket ja men det var det ikke. Her var tale om valggaver. Det vil sige, at man ønskede, at medarbejderne skulle have lov til at vælge mellem 4-5 gaver. Og det var vi da overhovedet ikke klar til, så det havde jeg takket nej til.

Jeg kan med det samme sige, at der blev ret stille i telefonen. Og efter pænt mange års ægteskab, er jeg nødt til at sige, at det var virkelig unormalt! Så kom det blæsende fra højre: Du ringer ham op, og det gør du lige NU! Du siger sgu’ da ikke nej til 14.000 julegaver…

Og sagt på den måde, så kunne jeg måske godt høre, at det var lidt dumt, og selvfølgelig ringede jeg op og indbød ham til at komme til Silkeborg. Det korte af det lange er, at vi faktisk fik ordren. Det betød naturligvis, at jeg ikke sov i 6 måneder.

De valgte, at to ud af de fire gaver skulle være gaver, som jeg selv havde designet, og som blev produceret i fjernøsten, og helt uofficielt, så kasserede vi de første produktioner og var sindsygt pressede på opgaven, men det lykkedes, og vi fik en super god evaluering, og fik heldigvis lov til at levere igen to år efter, så helt galt gik det jo ikke!

Firmaet voksende, og vi flyttede til større lokaler. Vi fik flere ansatte og havde mindeværdige tider med opgaver og kunder, der i den grad udfordrede og formede os og vores virksomhed.

Krisen kommer

Jeg deltog i netværk og rejste på messer, hvor jeg mødte fantastiske mennesker. Man bliver grebet. Grebet af stemningen, grebet af de mennesker, man møder. Jeg var med i Club 100 i DBU, med i Happy Bosses (glade chefer), med i ErhvervSilkeborg, ja, jeg var med mange steder, og vi havde en fest, det gik jo godt… og så kom 2009.

Jeg forstod det ikke til at starte med, vi havde jo haft et rigtig godt år, og helt ærligt, så forstod jeg ikke helt, hvad folk snakkede om. Ikke før jeg kom rundt for at ønske god jul. Her kunne jeg høre, for første gang i rigtig mange år, at noget var helt galt. Der var blevet sparret, der var blevet fyret. Mine kunder, mine kontakter, folk, som jeg havde kendt i mange, mange år, nogle var sagt op, andre var sat til nye funktioner, og nogle tredje var sat til at forvalte de varelagre, som havde hobet sig op i de gode tider. Der var indkøbsstop!

Når man sælger reklamegaver, julegaver, merchandise, så kan man spares væk, og helt ærligt, hvem køber gaver med den ene hånd og fyrer med den anden…

Jeg forstod det simpelthen ikke. Vi havde jo haft et fantastisk år op til nytåret, og alt det, der blev sagt og skrevet om i medierne, det havde jeg slet ikke forholdt mig til. Det var jo ikke noget, der havde ramt os! Men det kom det til, og det var i en grad, som på 6 måneder betød, at vi gik fra en egenkapital på 1 million til minus 2 millioner.

Bliver du ramt på din likviditet, og handler du med fjernøsten, så betyder det i al sin enkelthed, at du bliver vingeskudt, og du går i knæ. Du betaler 70% up front inden produktion, og 30% når varen går på skib. Er det let, når likviditeten er klemt? Nej, det er ikke let, og det giver rigtig mange søvnløse nætter. Du er stadig på og smilende ude hos dine kunder. Man kæmper og man kæmper hårdt!

Hvilke mekanismer går så i gang, når man kæmper for overlevelse?

Uh, når truget er tomt, så bides hestene. Er det fedt at være ægtepar i den situation? Nej, det er det ikke. Men hvor der handles der spildes, og helt ærligt, så vidste vi jo godt, at det var en risiko.

Konkursen

Så, hvordan er det så at gå konkurs og hvorfor fortælle historien?

Hm…, ja, først, er det faktisk lidt en befrielse, selv om banken traf en grim beslutning. I første omgang tager det presset fra én. Er det fedt? Nej, din drøm styrtdykker, og din verden ligger i grus. Men det er ude af dine hænder, og man lukker øjnene og tænker, at nu er nok, nok. Nu kan jeg simpelthen ikke mere som menneske.

Hvad har det kostet at kommer hertil? Det har kostet sved, tårer, timer i massevis, og for mit vedkommende, så røg mit ægteskab med i samme omgang, så det har været en høj pris! Ja. Tuder jeg? Nej. Ville jeg gøre det om…? Det kan jeg ikke svare på!

Men hvis jeg kigger i bakspejlet, så syntes jeg ikke, at mit liv er blevet lettere.

Efter 28 år, så gider jeg simpelthen ikke tilbage til branchen. Men hvad er mit alternativ?

Som selvstændig bliver du valgt fra. Uanset hvad du søger, så er det op ad bakke. Jeg har ikke haft tid til at tage uddannelse undervejs. Det har været ”learning by doing”, og lige nu vægter det nul og niks.

Her står jeg så, en hel del ældre og en hel del klogere. Men strandet.

Mange spørger, er du ok? Men vi lever jo i overhalingsbanen, så hvor mange har tid til at høre mit svar? Så lad være med at gå konkurs. Det gør ondt, og du er helt  alene og husk at få dig en uddannelse undervejs. Jeg ved godt, at tiden er en faktor, og man altid har travlt som selvstændig, men det kan vise sig, at blive dit livs vigtigste investering.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.