Del kagen …
Del kagen …
Lige nu holder hovedparten af vi danskere efterårsferie. Mange er aktive, rejser ud og gør en masse ting sammen med familie og venner. Ting og oplevelser vi hver især kommer tilbage på vores arbejdspladser, i skoler og på institutioner og fortæller om, når ferien er slut.
Alt for mange er ensomme, og det bliver særlig synligt i ferierne. Derfor er det måske nu, du har overskud til at gøre en forskel ved at invitere en ensom naboen, genboen eller en i dit netværk på kaffe og kage.
Selvfølgelig er det ikke dit ansvar alene, at andre er ensomme. I min optik er vi alle forpligtede til at drage omsorg for hinanden. Hvem ved, hvornår ensomheden rammer os selv eller vores børn og unge? Så ville det da være rart, at der til den tid var nogen, der rakte hånden frem mod os …
Det er nu du og din familie har chancen for at invitere den kammerat fra børnehaven, klassen eller fra gaden, som I inderst inde godt ved, har det svært og er ensom.
Vi kan alle lære noget nyt om os selv og hinanden, når vi er modige nok til at spejle os i dem, vi ikke ligner. Det er godt for os, for vores børn og for vores samfund. Det skaber gensidig tolerance, forståelse, omsorg, indsigt og nysgerrighed. Værdier der er vigtige for os alle på vores vej gennem livet, så vi kan navigere respektfuldt og med øje for det fælles bedste.
Åbn din dør for et andet menneske, og få en gave der rækker langt ud over det, du investerer!
Rigtig god ferie.
Foto: Henry Be
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!