Indlæg

Er dit arbejde din identitet?

/2 Kommentarer/i /af

Er dit arbejde din identitet?

Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål, og spørgsmålet udspringer af en hændelse, jeg havde den 6. august 2019.

Hvad laver KOTU?

Det spørgsmål har jeg fået rigtig længe, og ofte er jeg røget ud i lange, lange fortællinger og historier, hvor jeg har været helt stakåndet, før jeg var færdig. Lige indtil den tirsdag, hvor jeg sad til et møde med en meget klog mand, Christian Jonsbak Uttrup. Christian er partner og medstifter i rekrutteringsfirmaet HumanTrust A/S. Christian er også en god ven og Rotary kammerat.

Christian spurgte mig, mens vi sad og talte om dette og hint, hvad laver KOTU egentligt? Og igen begyndte jeg på lange forklaringer – vi endte også ud i helt andre emner, tror jeg nok, indtil Christian igen efter en time insisterende sagde, Annette, du har stadig ikke svaret mig på, hvad I laver hos KOTU… hov!

Og det var SÅ rigtig set. Da jeg startede firmaet for et lille års tid siden, var indholdet noget helt andet, end det jeg er endt op med i dag, og måske derfor har det været super svært for mig, at svare konkret på spørgsmålet, FORDI det rent faktisk HAR været en omskiftelig rejse at finde herhen.

Det ændrer imidlertid ikke sandheden. Lige der blev jeg slået hjem i ludo og var nødt til at finde ind til grundstenene i det, jeg laver. Hvis ikke jeg kan sætte konkrete ord på, hvad mit firma laver og gør godt for, hvordan skal jeg så kunne sælge mine ydelser?

Som Christian sagde, hvis du står et sted sammen med andre mennesker f.eks. i dit erhvervsnetværk, mennesker som du i virkeligheden gerne vil gøre forretning med, hvordan vil du så nå at gøre dem interesseret i det, du kan, med kun en sætning? Hverken mere eller mindre, en sætning, og kun én. Den skal til gengæld sige ALT.

En fantastisk øvelse. Jeg sov nærmest ikke hele tirsdag nat, og dagen efter lukkede jeg verden ude, mens jeg skrev min virksomheds vigtigste ord – de ord, der skal skabe samarbejde og få andre virksomheder til at søge mig og lige netop det, jeg kan, hverken mere eller mindre!

Så hvad laver KOTU?

“Vi skaber glade medarbejdere og øger din bundlinje” – SÅDAN!

Af hjertet tak Christian.

Men det affødte en refleksion, der stak endnu dybere. Jeg kom til at gruble over, at jeg ofte, når jeg går tur med erhvervsfolk og mennesker, der ønsker ændringer i deres liv på den ene eller den anden måde, altid starter med spørgsmålet ”hvem er du?” Hvis du ikke skal gemme dig bag en arbejdstitel, hvem er du så?

Tit – eller altid – bliver der totalt stilhed. For kun ganske få mennesker kan på stående fod beskrive, hvem de er, når man fratager dem retten til at tale om deres arbejde.

Det er en rigtig svær, men yderst vigtig, øvelse. For hvad sker der, hvis vi en dag ikke længere er arbejdsduelige, hvis vi bliver fyret, bliver syge, eller hvis vi bare ønsker at sadle om, hvem er vi så?

Det burde vi jo endnu bedre kunne formulere i én eneste sætning, hvis vi bliver spurgt. Det er jo vores essens, det er vores DNA, det er det vi forhåbentlig lever for at være og for at gøre…

Mennesket bag

Til gengæld er det også sårbart. Typisk er den, vi er eller ønsker at være, forbundet med følelser og nøgenhed fyldt med bløde ord, der gør os nervøse og famlende, fordi titler er meget lettere at gemme sig bag. Der er tryghed og identitet i en titel, en identitet som alle kan forholde sig til, som ikke gør os mere synlige end højst nødvendigt. Her kan vi på kort tid vejes og vurderes, dur/dur ikke, hierarkiet har talt – dig passer jeg sammen med, dig passer jeg ikke sammen med.

Alle, der har været arbejdsløse, sygdomsramte eller ude af arbejdsmarkedet, har på et tidspunkt været til fest. Et af de første spørgsmål, hvis ikke det første, der melder sig hos sidemanden, er uomtvisteligt ”hvad laver du?” Og i svaret, der følger, uanset hvordan du formulerer ”jeg er arbejdsløs”, ”jeg er ledig i øjeblikket”, ”jeg er imellem jobs”, ”jeg har sagt mit job op”, ”jeg har mit liv oppe til revision”… vil sidemanden enten devaluere dig til én, der ikke er interessant at tale med, eller også bliver han nervøs, fordi han ikke ved, hvordan han skal tackle din følsomme situation, og så er det lettere at tale hen over bordet eller til personen til den anden side. Sådan er det desværre alt for ofte.

Tænk nu, hvis vi i den forbindelse havde modet til, at sige højt ”det gider jeg ikke defineres af, jeg vil meget heller fortælle dig, hvem jeg er”, så er det pludselig let og nærværende at være sammen med andre uden dårlig smag i munden og ondt i maven, fordi man skal deltage i sammenkomster. Der er basis for interessante samtaler om det enkelte menneske, og alle parter kan udvide deres horisont i stedet for at være styret af snæversynethed og fordomme, der sårer og nedgør det enkelte menneske. Det er da et spændende eksperiment, er det ikke?

Nå, men jeg lægger gerne for. Når jeg ikke længere må gemme mig bag en arbejdstitel, hvem er jeg så, hvis jeg skal sige det i en sætning?

”Jeg er Annette, og jeg brænder for at få mennesker til at stå i deres eget lys.”

Agh, måske alligevel lidt arbejdsrelateret, hvad så med:

”Jeg er Annette, et nysgerrigt menneske med et åbent og kærligt sind.”

Hvem er du?

Fotograf: Alex Iby

Den evige stræben efter at være ”ste”

/0 Kommentarer/i /af

Den evige stræben efter at være “ste”

Nu er det atter den tid på året, hvor studerende sidder fra morgen til aften med firkantede øjne og forsøger at sluge et semesters pensum for at kunne præstere til deres eksamen. Denne eksamenstid sætter blot disse diskussioner omkring præstationer og forventningspres på spidsen, selvom det har slået rod omkring os hele tiden.

Slår man ”præstation” op i Gyldendals Ordbog, så er den konkrete definition ”udøvelse af en kunnen eller færdighed. Præstation skal forstås i sammenhæng med dels kompetence, dels konkurrence”.  Så al den snak om præstationsangst bunder i en frygt for at fejle i form af ens kompetencer, og at man ikke klarer det lige så godt som de andre i eksamensræset. Men hvorfor er vi netop så bange for at fejle og ikke være gode nok?

Jeg tror, at det bunder i en kedelig tendens. Som Hella Joof udtrykker det, så handler vores samfund om at være den ”ste” – den klogeste, den smukkeste, den sødeste, den bedste, den sjoveste. Men det kan vi jo af gode grunde ikke alle sammen være. Mange finder desværre deres identitet – og dermed deres værd – i det, de præsterer. Ikke i hvem de egentlig er, eller hvad de står for. Og så kan man jo godt forstå, at hvis man ikke netop kan præstere den dag til eksamen, og alt kikser – hvad har man så tilbage? Men hvorfor er der netop dette fokus på, hvad man præsterer? Man kan sikkert bruge mange lange timer på at diskutere frem og tilbage omkring roden til problemet. Men i bund og grund tror jeg, at dette forventningspres til os altid har eksisteret i forskellige versioner og størrelser. Dette er blot tydeliggjort i dagens Danmark, da vi har fået mange forskellige måder at måle vores præstationer på – karakterer, KPI’er og så videre. Derfor er det tydeligere for os, hvordan vores præstationer bliver sammenlignet på kryds og tværs.

Mod og viljestyrke

Jeg vil gerne slå et slag for, at man selv har et ansvar og en mulighed for ikke at lade dette præstations-ræs styre ens mind-set. Det er dog ofte lettere sagt end gjort – og det kræver ikke mindst mod og viljestyrke at gå mod strømmen. Jeg er fra barns ben altid vokset op med den filosofi, at så længe, man gør sit bedste, så kan man ikke gøre mere. Det har helt konkret betydet for mig, at jeg altid stræber for at gøre mit bedste. Men jeg er også helt bevidst om, at jeg er stolt af mig selv, uanset om jeg får en karakter på 4 eller 12. Hvis mange mennesker, der kæmper med præstationsangst og tårnhøje forventninger til sig selv, skrev dette bag øret, ville det forhåbentlig hjælpe dem et godt stykke vej. Men det kræver, at man efterlever det og virkelig bruger det som pejlemærke i sit liv. For det er ikke nok kun at sige det, man skal også tænke og føle det.

Mange af disse høje forventninger til sig selv er nok også bundet i den del af ”præstation”, hvor vi sammenligner os selv med andre. Helt teknisk set så er der intet grundlag for, hvordan vi nogensinde på en fair måde kan sammenligne os selv med andre – uanset om det gælder karakterer, job, status osv. For hvis man skulle det, så ville det kræve, at den anden person havde samme baggrund, kompetencer, forudsætninger og lignende. Og der er ikke to mennesker på denne jord, der er ens – og heldigvis for det. Man må gerne motivere hinanden ved at spille hinanden bedre, men det nytter ikke noget at vi sammenligner os selv med hinanden i konkurrencen om at være den bedste. For uanset hvor kliché-agtigt det lyder, så er vi alle den bedste version af os selv og gør det bedste, vi kan, med de midler, vi har.

Alt dette understreger blot, at vi alle er så forskellige – og det er det, der gør os mennesker så fantastiske. Karakterer, arbejde og status rækker kun så langt og kan forsvinde lige så hurtigt, som det kom. Derfor er det essentielt, at man som menneske har bygget sit ”fundament” på noget mere stabilt såsom livsværdier, passion og lignende. Dermed ikke sagt, at man ikke skal arbejde hårdt for sine drømme, sin uddannelse eller sit arbejde. Man skal også være stolt af sit hårde arbejde og flid, for det er også vigtigt at huske på i jantelovens land. Det er dog vigtigt, at man husker på, at man er mindst lige så stolt af den person, som man kigger i spejlet hver morgen, som man er af sit 4- eller 12-tal.