Fællesskab – kan man leve uden?

/0 Kommentarer/i /af

Hvad er fællesskab?

Vi har alle interesser i vores liv, ting der virkelig betyder noget for os. Det er tit ting, vi elsker at beskæftige os med, hvilket jo er meget heldigt, når vi ofte vælger at bruge vores sparsomme fritid på det. Jeg elsker at dyrke mine interesser, men for mig er det endnu bedre at gøre det sammen med andre ligesindede tosser.

Men er det nok bare at have noget til fælles med andre for at skabe et fællesskab? Det er jeg ikke sikker på. Jeg tror ikke, at fællesskab kan skabes kun på baggrund af en fælles interesse. I hvert fald ikke et længerevarende og stærkt fællesskab, da jeg mener, at der skal være en vis tryghed til stede for at skabe sådanne fællesskaber.

Lige netop tryghed, tror jeg, er en nøglefaktor i alle fællesskaber både for, at man som individ kan trives i det, men også for at fællesskabet kan holdes sammen. Jeg har gennem to år arbejdet på en efterskole, hvor en af nøgleopgaverne for mig var at skabe tryghed for eleverne. Det er ikke en opgave, der står beskrevet i nogen ansættelseskontrakt, men en opgave der skaber grundlaget for rigtig mange andre opgaver. Som ansat på en efterskole skal man være med til at skabe et fællesskab for alle eleverne. Det er både det store fællesskab for hele skolen eller for mindre grupper, som for eksempel klasser eller de faste hold eleverne er på, men også det fællesskab, der bliver skabt i en blandet gruppe på en 18 kilometers langrendstur ud på fjeldet til en lille bjælkehytte. Her er det alt afgørende at få skabt et fællesskab i den blandede gruppe. Selv om det er en mindre efterskole, jeg arbejder på, så bliver der dannet små kliker, tætte vennegrupper, kærestepar og fjendskaber. Den blandede gruppe, jeg har med på fjeldet, kan bestå af elever, der kun kender hinandens navne, fordi de aldrig har snakket sammen før. Hvis det ikke lykkes at skabe en fællesskabsfølelse på sådan en tur, vil det være næsten umuligt at få gruppen til at arbejde sammen om de opgaver, der er.

Tilbage i 2009 skrev sangskriver Per Krøis Kjærsgaard og komponist Rasmus Skov Borring sangen Giv os lyset tilbage. Sangen handler om fællesskab og tolerance. Det er en rigtig smuk og fantastisk sang, som i min optik indfanger essensen af fællesskab. Der er især en linje i fjerde vers, som lyder ”fællesskab fødes når JEG bliver til OS”. Det er en linje, som ofte kan gøre mig lidt blød om hjertet. Har du ikke hørt sangen, vil jeg stærkt anbefale dig at finde den. Det er en utrolig smuk sang.

Hvordan bliver man en del af et fællesskab?

Et fællesskab kan være en helt fantastisk ting at være en del af, især hvis det kan give dig noget igen. Med det mener jeg, at man nemt kan blive en del af et fællesskab, hvor det kræver meget frivilligt arbejde at få fællesskabet til at fungere. Det kan være rigtig hårdt arbejde, som ikke altid er sjovt eller givende for en. Jeg har arbejdet med organiseret frivilligt arbejde de sidst ti år og har været igennem en del forskellige strukturelle organisationer. Jeg har stået med mere ansvar, end jeg har været klar til. Jeg har skullet træffe beslutninger, som fik stor betydning for andre i organisationen. Det har ikke været lige sjovt hver dag og til tider utroligt stressende, men til trods for, at det til tider har været hårdt arbejde, har det givet mig nogle helt fantastiske fællesskaber med mennesker, som jeg aldrig ville have mødt, hvis ikke det var for de enkelte organisationer. Disse fællesskaber har gennem tiden også skabt venskaber, som jeg er overbevist om holder for resten af livet.

Jeg har selv gået på efterskole for efterhånden 11 år siden. Ud over at give mig muligheden for at ”starte på en frisk” – som mange bruger et skoleskift til, gav efterskoleopholdet mig også mulighed for at forbedre selvtilliden og selvværdet en del. En af de ting, der startede den efterhånden mangeårige sneboldeffekt, var valget som elevrådsmedlem. Det var første gang, at jeg var i et fællesskab, som ikke var drevet af venskaber, som det var med fodbold eller skoleorkesteret, jeg tidligere havde været en del af. I efterskolens elevråd var vi en repræsentant fra hver klasse. Vi var vist fem elever og en lærer i gruppen. Vi skabte et fællesskab som gennem året førte til venskaber.

Efter mit år på efterskole søgte jeg nye fællesskaber. Et af dem, jeg fandt, var en lokal fodboldklub, hvor jeg indgik i trænerteamet for U-15 drenge og efterfølgende U-17 drenge. Det var for 18 årige mig fantastisk at opleve, hvordan en fælles interesse og en portion ansvar kunne udvikle én personligt. Allerede dengang fandt jeg stor glæde i at skabe udviklingsmuligheder for andre. Vi var ikke områdets bedste hold, men vi arbejdede med det, vi havde. Det lykkedes da også mere end en gang at rykke de forskellige hold op i rækkerne. Jeg tænkte ikke så meget over det dengang, men jeg tror, en af grundene til, at jeg havde succes med mine fodboldhold, var, at vi fik skabt et fællesskab omkring holdet. Jeg har i forbindelse med dette blogindlæg taget kontakt til et par af mine gamle spillere for at spørge dem, om fællesskabet gjorde noget for dem dengang. En af spillerne sagde ”Ja, er du sindssyg! Det var jo det vigtigste, vi skulle”. Jeg spurgte også lidt ind til, om de fortsat holdt kontakten med nogle af de andre fra holdene. Det viser sig, at de i flere år har haft et Serie 4 hyggehold for de gamle spillere – så nu skal jeg ud og spille Serie 4 bold med de gamle unger.

Hvor finder man fællesskaberne?

Min helt klare overbevisning er, at man kan finde fællesskaber omkring ALT. Jeg kan bare se de grupper på Facebook, jeg er medlem af, hvor mange af dem der er nicher eller bare skøre. Jeg nævner Facebook, fordi det er en fantastisk platform til at finde ligesindede. Jeg bruger Facebook grupperne som uforpligtende fællesskaber forstået på den måde, at jeg er medlem af forskellige grupper inden for nogle af de interesser, jeg har. Om det så er fotografering eller ”for alle os der bruger hængekøje”, så er det grupper, hvor det er muligt at stille spørgsmål, starte en debat, udveksle erfaringer eller planlægge fælles aktiviteter. Jeg deltog for et par år siden i en begivenhed, der hed ”nytårsaften under åben himmel” – eller noget i den dur. Jeg kom i kontakt med nogle af de andre, som også skulle deltage, og vi fik koordineret noget fælles mad. Nogle dage før nytårsaften var der styr på de overordnede detaljer, så var der bare de små tilbage og så afsted. Da jeg mødte alene op på en shelterplads uden for Vejle, var jeg meget spændt på, hvordan det her nu skulle gå. Men fordi vi var 25, mere eller mindre fremmede mennesker, som alle havde friluftslivet til fælles, fik vi lynhurtigt skabt et fantastisk hyggeligt fællesskab omkring vores aften i det fri.

Jeg elsker at være involveret i forskellige organisationer og dermed også fællesskaber. Jeg vil ikke være det foruden. Selv om det af og til kan være hårdt arbejde, ved jeg, det er det hele værd og meget mere til. Jeg tror på, at hvad du putter ind i et godt fællesskab, får du tifoldig tilbage. For mig har det ikke kun givet en masse fantastiske oplevelser, men også venskaber for livet.

Kan man leve et liv uden fællesskaber? Jeg tror det ikke, men jeg vil aldrig vælge et liv uden, så kom ud og mød andre tosser med samme interesser som dig selv, de er derude.

Den evige stræben efter at være ”ste”

/0 Kommentarer/i /af

Den evige stræben efter at være “ste”

Nu er det atter den tid på året, hvor studerende sidder fra morgen til aften med firkantede øjne og forsøger at sluge et semesters pensum for at kunne præstere til deres eksamen. Denne eksamenstid sætter blot disse diskussioner omkring præstationer og forventningspres på spidsen, selvom det har slået rod omkring os hele tiden.

Slår man ”præstation” op i Gyldendals Ordbog, så er den konkrete definition ”udøvelse af en kunnen eller færdighed. Præstation skal forstås i sammenhæng med dels kompetence, dels konkurrence”.  Så al den snak om præstationsangst bunder i en frygt for at fejle i form af ens kompetencer, og at man ikke klarer det lige så godt som de andre i eksamensræset. Men hvorfor er vi netop så bange for at fejle og ikke være gode nok?

Jeg tror, at det bunder i en kedelig tendens. Som Hella Joof udtrykker det, så handler vores samfund om at være den ”ste” – den klogeste, den smukkeste, den sødeste, den bedste, den sjoveste. Men det kan vi jo af gode grunde ikke alle sammen være. Mange finder desværre deres identitet – og dermed deres værd – i det, de præsterer. Ikke i hvem de egentlig er, eller hvad de står for. Og så kan man jo godt forstå, at hvis man ikke netop kan præstere den dag til eksamen, og alt kikser – hvad har man så tilbage? Men hvorfor er der netop dette fokus på, hvad man præsterer? Man kan sikkert bruge mange lange timer på at diskutere frem og tilbage omkring roden til problemet. Men i bund og grund tror jeg, at dette forventningspres til os altid har eksisteret i forskellige versioner og størrelser. Dette er blot tydeliggjort i dagens Danmark, da vi har fået mange forskellige måder at måle vores præstationer på – karakterer, KPI’er og så videre. Derfor er det tydeligere for os, hvordan vores præstationer bliver sammenlignet på kryds og tværs.

Mod og viljestyrke

Jeg vil gerne slå et slag for, at man selv har et ansvar og en mulighed for ikke at lade dette præstations-ræs styre ens mind-set. Det er dog ofte lettere sagt end gjort – og det kræver ikke mindst mod og viljestyrke at gå mod strømmen. Jeg er fra barns ben altid vokset op med den filosofi, at så længe, man gør sit bedste, så kan man ikke gøre mere. Det har helt konkret betydet for mig, at jeg altid stræber for at gøre mit bedste. Men jeg er også helt bevidst om, at jeg er stolt af mig selv, uanset om jeg får en karakter på 4 eller 12. Hvis mange mennesker, der kæmper med præstationsangst og tårnhøje forventninger til sig selv, skrev dette bag øret, ville det forhåbentlig hjælpe dem et godt stykke vej. Men det kræver, at man efterlever det og virkelig bruger det som pejlemærke i sit liv. For det er ikke nok kun at sige det, man skal også tænke og føle det.

Mange af disse høje forventninger til sig selv er nok også bundet i den del af ”præstation”, hvor vi sammenligner os selv med andre. Helt teknisk set så er der intet grundlag for, hvordan vi nogensinde på en fair måde kan sammenligne os selv med andre – uanset om det gælder karakterer, job, status osv. For hvis man skulle det, så ville det kræve, at den anden person havde samme baggrund, kompetencer, forudsætninger og lignende. Og der er ikke to mennesker på denne jord, der er ens – og heldigvis for det. Man må gerne motivere hinanden ved at spille hinanden bedre, men det nytter ikke noget at vi sammenligner os selv med hinanden i konkurrencen om at være den bedste. For uanset hvor kliché-agtigt det lyder, så er vi alle den bedste version af os selv og gør det bedste, vi kan, med de midler, vi har.

Alt dette understreger blot, at vi alle er så forskellige – og det er det, der gør os mennesker så fantastiske. Karakterer, arbejde og status rækker kun så langt og kan forsvinde lige så hurtigt, som det kom. Derfor er det essentielt, at man som menneske har bygget sit ”fundament” på noget mere stabilt såsom livsværdier, passion og lignende. Dermed ikke sagt, at man ikke skal arbejde hårdt for sine drømme, sin uddannelse eller sit arbejde. Man skal også være stolt af sit hårde arbejde og flid, for det er også vigtigt at huske på i jantelovens land. Det er dog vigtigt, at man husker på, at man er mindst lige så stolt af den person, som man kigger i spejlet hver morgen, som man er af sit 4- eller 12-tal.

At være stræber i et resultat-samfund

/1 Kommentar/i /af

At være stræber i et resultat-samfund

”JA. Jeg er stræber, og jeg er stolt af det!”

Det var den respons, jeg kom med for et par år siden, da en klassekammerat ville drille mig med, at jeg brugte alt for lang tid på en opgave i stedet for at tage med ud og drikke et par øl.

Det har gennem hele min skoletid været et tabu at få gode karakterer, at være en nørd eller stræber var ikke noget, man var stolt af. Det var det heller ikke for mig i folkeskolen, men jeg fik heller ikke gode karakterer.

Der er ikke mange mennesker, som bryder sig om at bruge begrebet ”stræber” om sig selv, eller at andre bruger det om en. Men hvorfor har ordet ”stræber” fået en så negativ ladning? Definitionen af en stræber er: en person der stræber efter succes. Når jeg læser den definition, synes jeg overhovedet ikke, at det er negativt ladet. Så hvor kommer denne negative ladning fra?

Jeg oplever, at den negative ladning, kommer i forbindelse med de sociale kompetencer. En person, der altid siger nej til at deltage i de sociale aktiviteter, vil ofte blive udstødt af gruppen. Sådan er det bare. Vi mennesker er jo blot flokdyr, lige meget hvor ”udviklede”, vi end mener, vi er.

Ofte er det også dem, som siger nej til de sociale aktiviteter, der bruger ekstra tid på at lave lektier eller læse andre bøger og blade, som giver dem en åbenlys fordel i forhold til dem, som ikke bruger den ekstra tid.  Der er garanteret også en masse sammenfald på nogle personprofil-typer, hvis man undersøger det nærmere (hvilket der helt sikker er nogen, der har gjort).

Stræbertitel er det en straf eller en belønning?

Er man så en stræber bare fordi man får topkarakterer? Eller fordi man er socialt akavet?  Ikke nødvendigvis, men det hænger nogle gange sammen. Jeg kan nemt finde eksempler i mit netværk på personer, som både bruger rigtig meget tid på skolearbejdet, er socialt akavede og får topkarakterer. Jeg tror dog, at de har det helt fint med at gå meget op i deres skole eller arbejde og ser ikke sig selv som stræbere. På den anden side kan jeg også finde folk, som aldrig løfter en finger og stadigvæk får topkarakterer. De bliver også af og til stemplet som stræbere, men viden kommer ”bare” let til dem. Ofte stræber de ikke efter de gode karakterer, de får dem bare. Jeg spurgte en af mine venner, som passer perfekt på denne beskrivelse, om han så sig selv som stræber. ”Nej, det gør jeg bestemt ikke,” var svaret. Så spurgte jeg ham om, hvor mange timer han brugte på skolearbejde uden for skoletiden. Her svarede han: ”Så lidt tid som muligt, hvis jeg kan slippe for det, så gør jeg det.” Han har et gennemsnit på over 10,5 på 4 år som bachelor studerende. Vi snakkede videre om uddannelse og studieliv. For ham handlede det ikke om at få gode karakterer, de kom bare. Den evne er vi garanteret mange, der gerne vil bytte os til. Jeg vil i hvert fald gerne. En af de andre ting, vi kom til at snakke om, var, at karaktergivning blot er et værktøj for undervisere til at vejlede eleverne om, hvor godt de har forstået det pågældende fag eller emne. Når vi står med vores uddannelsesbevis, er der sjældent nogen, som kigger på vores karakterer igen.

”Alt arbejde over 02, er spildt arbejde.”

Dette er en kommentar, der findes i forskellige former, men betydningen er den samme. Janteloven!
Hvis jeg ikke kan få topkarakter, har jeg da en undskyldning. Jeg har hørt undervisere i ramme alvor sige dette til elever, måske for at muntre dem op, hvis karakteren ikke var god nok? Det er aldrig sjovt at fejle, sådan tror jeg, vi alle har det.

Topkarakterer kan ikke stå alene

Endnu et sted, hvor det skaber problemer, er, når elever tror, deres verden falder sammen, hvis de ikke får topkarakterer. Når ”karakterpresset” begynder at medføre stress, selvskade eller anden form for mistrivsel er det rigtig usundt. Og her dukker en anden underforstået betydning af begrebet stræber op. Her har vi et reelt problem. Dem, som falder under denne beskrivelse, er i risiko for blive alvorligt syge med noget, som kan skade resten af deres liv. Denne risiko er skabt af ingenting, Det hele falder på en usund selvopfattelse og nogle ikke eksisterende krav. Der er desværre en del artikler om dette emne, når man søger på nettet.

Vi er desværre med til at skabe denne kultur for vores unge. De skal allerede i en alder af blot 14-15 år tage stilling til, hvad de vil med resten af deres liv. Det er i denne alder, at de begynder at modtage studievejledning, som lægger grundlaget for de næste 10-15 år af deres liv.

Der er virkelig mange, som har rigtig store udfordringer med at tage beslutninger om, hvad de gerne vil arbejde med, eller hvor de gerne vil arbejde. Hvilken gymnasieretning skal de vælge for at have de rigtige fag til den rigtig universitetsuddannelse? Hvilket studierelevant job skal de have for at få de bedste muligheder for et job? Det er rigtig mange store valg, de unge mennesker skal træffe. Hvem siger, at de planer, drømme og idéer, man har som 15 årig, er de sammen som 19 årig eller 24 årig? I rigtig mange tilfælde ender unge med ikke at tage den uddannelse, som de troede var den rigtige for dem som 15 årige. Heldigvis bliver de ældre, mere modne, får deres egne erfaringer i livet, og ikke mindst bliver de klogere.

Vi har skabt en kultur i vores samfund, der fokuserer rigtig meget på resultater og ikke altid på kvaliteter. Det er med til at gøre det meget svært for de elever, som ikke kan få de gode karakterer. De ender af og til med at blive overset og glemt.

Jeg kender en ung fyr, som er så ordblind, at han dårligt nok kan stave sit eget navn. Han var blevet glemt og overset i samfundet og overladt lidt til sig selv. Han kom på en produktionsskole, hvor en underviser opdagede, at han var rigtig god til at skrive koder til computerprogrammer. De begyndte at arbejde med kodning, og i dag er han ansat hos et stort amerikansk softwarefirma som programmør. Her var alle forudsætningerne, når man kigger på resultaterne, ikke til det helt store, men ved at kigge lidt under overfladen var der virkelig kvalitet at finde.

Modenheden gør en forskel

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at folkeskolen ikke var mit favoritsted at være den gang. Jeg ville hellere spille fodbold, lege med vennerne i skoven, spille GameBoy. Faktisk var alt mere eller mindre sjovere end at lave lektier og være i skole. Efter folkeskolen var de gymnasiale uddannelser på ingen måder i spil som en mulighed for mig. Så det blev til et år på efterskole, hvor modenheden kunne indhente alderen lidt, hvilket den også gjorde. En oplevelse, jeg ikke havde regnet med, at jeg skulle få på mit efterskoleår, var, at mine lærere hørte mig og forstod mig. De var ikke blot opmærksomme på mig som individ, de gjorde også noget ved det. Jeg fik lyst og motivation til at gå i skole. Jeg fik lyst til at lave mine ting og forberede mig til undervisningen. Det var da 100 gange sjovere at få høje karakterer end blot at bestå, som jeg havde gjort i min folkeskole. For mig var det et wake up call, som fik mig til at interessere mig for min skolegang.

Jeg startede efter mit efterskoleår på uddannelsen som elektronikfagtekniker. Med min nye tilgang til læring forsøgte jeg hele tiden at forbedre mig ved at lære af mine fejl. Det endte med, at jeg var blevet rigtig god til at lære og forbedre mig. Det kom til udtryk, da jeg fire år senere kunne stå med to 12-taller på mit svendebrev.

Herefter skete der en masse i mit liv, hvor jeg kunne bruge den vigtigste læring ”aldrig at give op” og ”man kan altid blive bedre”.

I dag sidder jeg på Københavns Universitet, afdeling Skovskolen, og er ved at færdiggøre endnu en uddannelse. Denne gang med en endnu større og brændende lyst til at få topkarakterer og gøre mit bedste. Det er ikke kun noget, jeg har lyst til, men noget jeg arbejder efter, jeg arbejder hårdt efter det.

Virker det så at arbejde hårdt for at få topkarakterer? Ja, for mig gør det. Jeg elsker, hvad jeg laver, og håber jeg kan arbejde med det resten af livet. Jeg har en enorm lyst til at forbedre mig og lære nyt. Jeg ønsker at skabe unik kvalitet, som jeg kan bidrage med på arbejdsmarkedet. Det har taget mig ti år at finde denne hylde, og jeg er glad for alle sving på vejen.

”Ja. Jeg er stræber, og jeg er forsat stolt af det!”