Indlæg

Hvorfor er jeg så træt?

/0 Kommentarer/i /af

Hvorfor er jeg så træt?

Det er, som om jeg på et år er blevet 80 år gammel og ikke magter mit fuldtidsjob. Er det vaccinen eller er det mig?

Rigtig mange går rundt med netop denne følelse lige nu. Det er, som om vi ikke magter helt det samme som før – eller i hvert fald ikke på samme præmis. Tempoet er kommet ned i gear, og vi arbejder anderledes med opgaverne, end vi gjorde tidligere. Vi er stadig super effektive, men noget er alligevel hændt, noget har ændret sig i vores tilgang til arbejde og vores måde at være i livet på.

At vende fysisk tilbage på vores arbejdsplads giver en anden rytme end den, vi har oparbejdet gennem de sidste 14-15 måneder. Det støjer mere at være fysisk sammen, og at skulle forholde os til kollegaer, ledere og vores fysiske arbejdsplads kan være en stor udfordring lige nu. Det er længe siden, vi sidst har været fysisk i rum med andre end vores nærmeste, så det kræver noget andet af os, hver især. Det kan godt være udmattende.

Nu skal vi igen stå tidligere op. Vi skal være sociale og involverende. Lidt sat på spidsen skal vi også til at tænke over, hvordan vi ser ud, hvad vi har på, og hvad vi skal have til frokost den pågældende dag. Den gamle struktur vender tilbage, vi skal planlægge dagen på en anden måde, end vi længe har været vant til. Vi bestemmer ikke længere selv over dagen og over, hvordan vi planlægger vores tid. Nu skal vi igen passe ind i faste rammer. Det kræver mere, end vi lige regner med. Så selvfølgelig er vi ekstra trætte, og selvfølgelig tager det tid at komme tilbage til de vante rammer.

Forventningsafstemning

Det giver uomtvisteligt rigtig mange uhensigtsmæssige tanker, uro og uvished hos den enkelte medarbejder i forhold til hvad fremtiden bringer. Den enkelte står over for en række svære valg i forhold til fortsat at opretholde en sund og funktionel hverdag. En hverdag der kan rumme hensynet til både arbejde, familie og fritid på den måde, vi nu har vænnet os til at være sammen – og alene. Normer og individuelle behov har givetvis ændret sig.

Hvis der ikke er meldt konkret ud, hvordan I vender tilbage og i hvilken rækkefølge og under hvilke forudsætninger, kan det let skabe unødvendigt støj og stress hos den enkelte.

Det er vigtigt, at alle med ledelsesansvar i din organisation tager en 1:1 samtale med hver enkelt medarbejder i sin afdeling for at skabe tryghed og afmystificere fremtiden.

• Hvordan har den enkelte medarbejder haft det gennem de sidste 14-15 måneder? Hvad har været godt? Hvad har været knap så godt?
• Hvordan har resultaterne været i den forgangne periode arbejdsmæssigt?
• Hvad står der på ønskesedlen hos den enkelte medarbejder? Kan det indfries? Hvad er kompromiset?
• Hvordan har du bestået som leder gennem perioden?
• Få afstemt forventninger til fremtidens arbejdsplads. Hvad kan lade sig gøre, og hvad kan ikke lade sig gøre?

Udskamningskultur

Husk, at give plads til at dine medarbejdere kommer ordentligt tilbage. Sig højt, at det er i orden, at det tager lidt tid med at finde sig til rette. Det er en proces, og for nogle kan det være hårdere end for andre at vende tilbage til den fysiske arbejdsplads. INGEN er på fuld kraft fra dag et, det tager tid at socialisere sig igen.

På lederniveau er det vigtigt at få drøftet virksomhedens holdning til vaccination/ikke vaccination og krav til test ved fremmøde. Hvornår forventes det, at man lader sig teste? Er i arbejdstiden eller uden for arbejdstiden?

Der kan let opstå en udskamningskultur, hvis ikke ledelsen går ud med en fælles fortælling, og en fælles holdning til den rummelighed eller mangel på samme, man ønsker at signalere til både medarbejdere, samarbejdspartnere og omverdenen generelt.

Det er følsomt. Vi er ikke alle enige, og vi har ikke nødvendigvis samme udgangspunkt. Til gengæld har vi med garanti forskellig kultur, opfattelser og verdensbilleder. Der er mange følelser i spil, og derfor er det ekstra vigtigt at tage stilling og endnu vigtigere at formidle et fælles, tydeligt og konkret budskab, så alle er klar over, hvilken vej pilen peger og den holdning der ligger bag.

Velkommen tilbage!

Foto: Toa Heftiba

Den evige stræben efter at være ”ste”

/0 Kommentarer/i /af

Den evige stræben efter at være “ste”

Nu er det atter den tid på året, hvor studerende sidder fra morgen til aften med firkantede øjne og forsøger at sluge et semesters pensum for at kunne præstere til deres eksamen. Denne eksamenstid sætter blot disse diskussioner omkring præstationer og forventningspres på spidsen, selvom det har slået rod omkring os hele tiden.

Slår man ”præstation” op i Gyldendals Ordbog, så er den konkrete definition ”udøvelse af en kunnen eller færdighed. Præstation skal forstås i sammenhæng med dels kompetence, dels konkurrence”.  Så al den snak om præstationsangst bunder i en frygt for at fejle i form af ens kompetencer, og at man ikke klarer det lige så godt som de andre i eksamensræset. Men hvorfor er vi netop så bange for at fejle og ikke være gode nok?

Jeg tror, at det bunder i en kedelig tendens. Som Hella Joof udtrykker det, så handler vores samfund om at være den ”ste” – den klogeste, den smukkeste, den sødeste, den bedste, den sjoveste. Men det kan vi jo af gode grunde ikke alle sammen være. Mange finder desværre deres identitet – og dermed deres værd – i det, de præsterer. Ikke i hvem de egentlig er, eller hvad de står for. Og så kan man jo godt forstå, at hvis man ikke netop kan præstere den dag til eksamen, og alt kikser – hvad har man så tilbage? Men hvorfor er der netop dette fokus på, hvad man præsterer? Man kan sikkert bruge mange lange timer på at diskutere frem og tilbage omkring roden til problemet. Men i bund og grund tror jeg, at dette forventningspres til os altid har eksisteret i forskellige versioner og størrelser. Dette er blot tydeliggjort i dagens Danmark, da vi har fået mange forskellige måder at måle vores præstationer på – karakterer, KPI’er og så videre. Derfor er det tydeligere for os, hvordan vores præstationer bliver sammenlignet på kryds og tværs.

Mod og viljestyrke

Jeg vil gerne slå et slag for, at man selv har et ansvar og en mulighed for ikke at lade dette præstations-ræs styre ens mind-set. Det er dog ofte lettere sagt end gjort – og det kræver ikke mindst mod og viljestyrke at gå mod strømmen. Jeg er fra barns ben altid vokset op med den filosofi, at så længe, man gør sit bedste, så kan man ikke gøre mere. Det har helt konkret betydet for mig, at jeg altid stræber for at gøre mit bedste. Men jeg er også helt bevidst om, at jeg er stolt af mig selv, uanset om jeg får en karakter på 4 eller 12. Hvis mange mennesker, der kæmper med præstationsangst og tårnhøje forventninger til sig selv, skrev dette bag øret, ville det forhåbentlig hjælpe dem et godt stykke vej. Men det kræver, at man efterlever det og virkelig bruger det som pejlemærke i sit liv. For det er ikke nok kun at sige det, man skal også tænke og føle det.

Mange af disse høje forventninger til sig selv er nok også bundet i den del af ”præstation”, hvor vi sammenligner os selv med andre. Helt teknisk set så er der intet grundlag for, hvordan vi nogensinde på en fair måde kan sammenligne os selv med andre – uanset om det gælder karakterer, job, status osv. For hvis man skulle det, så ville det kræve, at den anden person havde samme baggrund, kompetencer, forudsætninger og lignende. Og der er ikke to mennesker på denne jord, der er ens – og heldigvis for det. Man må gerne motivere hinanden ved at spille hinanden bedre, men det nytter ikke noget at vi sammenligner os selv med hinanden i konkurrencen om at være den bedste. For uanset hvor kliché-agtigt det lyder, så er vi alle den bedste version af os selv og gør det bedste, vi kan, med de midler, vi har.

Alt dette understreger blot, at vi alle er så forskellige – og det er det, der gør os mennesker så fantastiske. Karakterer, arbejde og status rækker kun så langt og kan forsvinde lige så hurtigt, som det kom. Derfor er det essentielt, at man som menneske har bygget sit ”fundament” på noget mere stabilt såsom livsværdier, passion og lignende. Dermed ikke sagt, at man ikke skal arbejde hårdt for sine drømme, sin uddannelse eller sit arbejde. Man skal også være stolt af sit hårde arbejde og flid, for det er også vigtigt at huske på i jantelovens land. Det er dog vigtigt, at man husker på, at man er mindst lige så stolt af den person, som man kigger i spejlet hver morgen, som man er af sit 4- eller 12-tal.