Et år rinder snart ud. Et helt særligt år skal siges, og det gør det ikke mindre vigtigt at rydde op. Vi har alle været i og uden for orkanens øje i løbet af året, og alle har vi mærket, hvor skrøbeligt det hele kan være, når hverdagen pludselig ændres, og beslutninger træffes, uden vi har indflydelse.
I virksomhedsregi har mange af os været udfordret til det yderste i forhold til at få lov til at lave det, vi brænder for og det, vi har etableret vores virksomheder på baggrund af. Vi har måttet omstille os, tænke nye tanker og lægge nye strategier, finde nye veje til forretning og måder at udføre vores arbejde på i forhold til de retningslinjer og anbefalinger, der er opstået i kølvandet på en udefrakommende krise. Det er jo ikke ubetinget skidt, det vi har lært undervejs, hvis vi klarer den ind i 2021. Jeg siger, HVIS vi klarer den ind i 2021…
Uanset hvad, så har vi alle set forskellige sider af os selv, vores familier, vores kollegaer og vores omgivelser generelt. Den indsigt, vi har formået at tage med videre, kan være dyrebar, vidunderlig og måske også smertefuld. For hvad er i grunden essensen, man kan trække ud af personlige, virksomhedsmæssige, nationale og internationale kriser? Det finder vi ud af i løbet af de kommende år.
Læring, indsigt og forståelse er kraftfulde ord. Dog er det ord, der får ny mening efter lange perioder med pres, usikkerhed og følelsesmæssige udfordringer baseret på tilstande, vi ikke selv har kunnet kontrollere.
For mit eget vedkommende har jeg været her før, ikke på samme måde, men dog alligevel i en krise af dimensioner – i mit liv i det mindste. I 2016 gik jeg konkurs med min virksomhed gennem 12 år på bagkanten af finanskrisen, der ramte os i 2009. Dengang fulgte jeg med ”aktiverne/resterne” over i det nye set-up, som direktør hos den virksomhed, der købte min virksomhed. Jeg blev i 1 ½ år. Herefter hev jeg stikket og gik mig en lang tur på Caminoen.
Er det interessant for historien lige nu? Måske, i hvert fald var behovet for refleksion og oprydning i perioden efter konkursen/krisen det samme som det behov, jeg føler lige nu efter 10 måneder i limbo, og hvor mange af mønstrene for mit vedkommende er 100% de samme. Jeg genkender mine følelser, min vrede, min frustration og min egen sårbarhed tilbage fra 2016. Forskellen denne gang er blot, at jeg er forberedt. Jeg ved, at jeg overlever som menneske. Jeg ved, at der kommer en ny hverdag på den anden side, uanset om jeg klarer mig igennem eller ej, og jeg ved, at de sidste 10 måneder kalder på oprydning; en oprydning jeg tilbage i 2016 tøvede med at foretage på grund af følelsen af skyld og skam.
Krisens omkostninger
Når krisen kommer, agerer vi mennesker voldsomt forskellige. Vi har alle klare forventninger til dem, vi omgiver os med. Vi har deres ryg, og vi regner også betingelsesløst med, at de har vores. Desværre forholder det sig ofte anderledes, og det er her, vi får de største prygl. Dem, vi forventede mest af, kan være dem, der skuffer mest, og dem, vi intet forventede af, kan blive dem, der overrasker positivt. Ofte kommer hjælpen steder fra, man slet ikke havde set komme. Intet kan man vide på forhånd.
Det forunderlige er i virkeligheden, hvis man giver sig selv lov til at nyde oplevelsen, at det, der afholder mange fra at agere, er angsten for at gøre noget forkert. Det er helt sikkert følsomt og svært at rumme andres nedsmeltning og nederlag. Alt for ofte tror omgivelserne, at det handler om penge, penge der skal redde situationen for den ramte, men det er her, de for alvor fejler.
Det er ikke pengene der er redningsaktionen i sig selv. Selvfølgelig er de en forudsætning for at overleve, men det er medmenneskeligheden, ordentligheden og respekten for den enkelte der tæller. Det, at omgivelserne midt i alt rodet, al sorgen, al frustrationen og ensomheden stiller op, laver den kærlige opringning, sender den lille besked, møder frem og sender et signal om, at man stadig har værdi som menneske midt i krisen, DET gør hele forskellen i en svær situation. En situation man måske oven i købet ikke selv har været herre over!
Og ja, det kan være drænende at lytte for tiende gang til et menneske, der ligger ned. Det kan være svært at dele et opslag på de sociale medier med ens netværk, hvis man er overbevist om, at virksomheden ikke står til at redde alligevel – men vi ved jo godt inderst inde, at ”like” ikke er helt nok til at få skabt nye ringe i netværket og finde frem til nye afsætningskanaler. Alligevel deler vi af en eller anden grund ikke opslag fra nødstedte. Tænk på, hvor mange der kunne hjælpes videre, hvis vi stillede os til rådighed. Når vi ikke gør, og stilletiende indgået i en pagt på de sociale medier om, at vi kun deler succeser, bidrager vi i stilhed til en accepteret adfærd.
Det er jo alt andet lige også sjovere at være sammen med andre, der har succes, men gæt engang. Det er hele forskellen på om de, der er ramte og ligger ned, kommer godt i gennem krisen eller ej.
Det er grænseoverskridende at bede om hjælp. Det tror jeg, at vi alle sammen ved, og når man så endelig tager mod til sig og gør det alligevel, gør det dobbelt ondt, når bolden ikke bliver grebet.
Derfor er man nødt til at rydde op! Uanset om man står krisen igennem eller ej, så skylder man sig selv at kigge rundt, mærke efter og stille de svære spørgsmål. Var mine venner der? Var mit netværk stærkt nok? Stod de distancen? Hvis ikke, bærer jeg så selv en del af skylden? Kunne jeg have ageret anderledes?
Det er vigtigt at huske, at du nogle gange også selv skaber lænken om din fod ved ikke at sige tingene højt!
Krisen har været hård, umenneskelig hård, og den er jo heller ikke ovre endnu, men som altid i en krise er der rigtig meget at lære og tage med videre, og det bør vi alle gøre. Kun derved bliver vi rigere og klogere.
Min opfordring til refleksionen for året og et nytårsforsæt vil klart være:
Hvad har gevinsten været for dig i 2020, og hvad ønsker du, at 2021 skal bringe?
Hvem er ”drænere”, og hvem er ”givere” i din vennekreds, i dit netværk og i dit liv generelt? Måske skal der rokeres en smule, du behøver jo ikke smide folk på porten, men for en stund kan det være hensigtsmæssigt at lave nye placeringer i forhold til, hvem du bruger mest tid sammen med – og endnu mere hensigtsmæssigt, at tage nogle alvorlige snakke med dem, der har skuffet, hvis det giver mening at redde skårene. Det er jo ikke sikkert, at de ved, at de har skuffet!
Rigtig godt nytår!
Foto: Adam Jang
