Indlæg

Hvorfor er jeg så træt?

Hvorfor er jeg så træt?

Det er, som om jeg på et år er blevet 80 år gammel og ikke magter mit fuldtidsjob. Er det vaccinen eller er det mig?

Rigtig mange går rundt med netop denne følelse lige nu. Det er, som om vi ikke magter helt det samme som før – eller i hvert fald ikke på samme præmis. Tempoet er kommet ned i gear, og vi arbejder anderledes med opgaverne, end vi gjorde tidligere. Vi er stadig super effektive, men noget er alligevel hændt, noget har ændret sig i vores tilgang til arbejde og vores måde at være i livet på.

At vende fysisk tilbage på vores arbejdsplads giver en anden rytme end den, vi har oparbejdet gennem de sidste 14-15 måneder. Det støjer mere at være fysisk sammen, og at skulle forholde os til kollegaer, ledere og vores fysiske arbejdsplads kan være en stor udfordring lige nu. Det er længe siden, vi sidst har været fysisk i rum med andre end vores nærmeste, så det kræver noget andet af os, hver især. Det kan godt være udmattende.

Nu skal vi igen stå tidligere op. Vi skal være sociale og involverende. Lidt sat på spidsen skal vi også til at tænke over, hvordan vi ser ud, hvad vi har på, og hvad vi skal have til frokost den pågældende dag. Den gamle struktur vender tilbage, vi skal planlægge dagen på en anden måde, end vi længe har været vant til. Vi bestemmer ikke længere selv over dagen og over, hvordan vi planlægger vores tid. Nu skal vi igen passe ind i faste rammer. Det kræver mere, end vi lige regner med. Så selvfølgelig er vi ekstra trætte, og selvfølgelig tager det tid at komme tilbage til de vante rammer.

Forventningsafstemning

Det giver uomtvisteligt rigtig mange uhensigtsmæssige tanker, uro og uvished hos den enkelte medarbejder i forhold til hvad fremtiden bringer. Den enkelte står over for en række svære valg i forhold til fortsat at opretholde en sund og funktionel hverdag. En hverdag der kan rumme hensynet til både arbejde, familie og fritid på den måde, vi nu har vænnet os til at være sammen – og alene. Normer og individuelle behov har givetvis ændret sig.

Hvis der ikke er meldt konkret ud, hvordan I vender tilbage og i hvilken rækkefølge og under hvilke forudsætninger, kan det let skabe unødvendigt støj og stress hos den enkelte.

Det er vigtigt, at alle med ledelsesansvar i din organisation tager en 1:1 samtale med hver enkelt medarbejder i sin afdeling for at skabe tryghed og afmystificere fremtiden.

• Hvordan har den enkelte medarbejder haft det gennem de sidste 14-15 måneder? Hvad har været godt? Hvad har været knap så godt?
• Hvordan har resultaterne været i den forgangne periode arbejdsmæssigt?
• Hvad står der på ønskesedlen hos den enkelte medarbejder? Kan det indfries? Hvad er kompromiset?
• Hvordan har du bestået som leder gennem perioden?
• Få afstemt forventninger til fremtidens arbejdsplads. Hvad kan lade sig gøre, og hvad kan ikke lade sig gøre?

Udskamningskultur

Husk, at give plads til at dine medarbejdere kommer ordentligt tilbage. Sig højt, at det er i orden, at det tager lidt tid med at finde sig til rette. Det er en proces, og for nogle kan det være hårdere end for andre at vende tilbage til den fysiske arbejdsplads. INGEN er på fuld kraft fra dag et, det tager tid at socialisere sig igen.

På lederniveau er det vigtigt at få drøftet virksomhedens holdning til vaccination/ikke vaccination og krav til test ved fremmøde. Hvornår forventes det, at man lader sig teste? Er i arbejdstiden eller uden for arbejdstiden?

Der kan let opstå en udskamningskultur, hvis ikke ledelsen går ud med en fælles fortælling, og en fælles holdning til den rummelighed eller mangel på samme, man ønsker at signalere til både medarbejdere, samarbejdspartnere og omverdenen generelt.

Det er følsomt. Vi er ikke alle enige, og vi har ikke nødvendigvis samme udgangspunkt. Til gengæld har vi med garanti forskellig kultur, opfattelser og verdensbilleder. Der er mange følelser i spil, og derfor er det ekstra vigtigt at tage stilling og endnu vigtigere at formidle et fælles, tydeligt og konkret budskab, så alle er klar over, hvilken vej pilen peger og den holdning der ligger bag.

Velkommen tilbage!

Foto: Toa Heftiba