Tag Archive for: stilhed

Hvor er magien?

Rigtig mange af jer har, efter at jeg er kommet hjem fra min vandring på Caminoen i Spanien, spurgt mig, hvad Caminoen er for en størrelse? Hvad er det, den kan?

I den første tid efter min hjemkomst havde jeg svært ved at sætte ord på. Nu er brikkerne ved at falde på plads. Oplevelserne og den viden, jeg har erhvervet mig undervejs, arbejder videre på måder, som jeg aldrig havde forudset, men som hver dag føles som en gave, jeg får lov til at benytte.

I en verden, hvor alt går utroligt stærkt, er det at gå Caminoens knap 900 km på tværs af Nordspanien, som at lande i en tidslomme, hvor alting går langsomt, og hvor historiens vingesus er nærværende hver eneste dag. Hvor den hverdag, man kender, langsomt forsvinder ud i horisonten, og hvor tid er det eneste, man har. Til gengæld har man oceaner af den.

Den ene fod sættes foran den anden. Det eneste, man kan, er at slappe af, fordybe sig, nyde omgivelserne og lade tiden gå. Man udfordres til det yderste både fysisk og psykisk, men efter få dage, løsner sindet op, og man kommer ned i de dybere lag og får tænkt over spørgsmål, der ellers ikke er tid til at tænke over i en travl hverdag.

Undervejs sover man typisk på sovesale med 12-18 andre rejsende. Med sig har man kun det absolut mest nødvendige i en rygsæk, og vand til en dagsvandring på ca. 6-8 timer. Når man kommer i mål hver dag over middag, finder man sit overnatningssted. Tjekker ind, og bliver tildelt en seng, hvor man kan parkere sine vandrestave og sin rygsæk. Der vaskes tøj til dagen efter og der tages bad. Herefter vandrer man rundt på egen hånd i byen, man er ankommet til. Sætter sig og får lidt frokost. Tilbage på Alberget snupper man en middagslur eller hyggesnakker med de øvrige, der ankommer i løbet af eftermiddagen. Sidst på eftermiddagen samles folk og udveksler erfaringer, og så spises der tidlig aftensmad. Kl. 22.00 er der ro på sovesalen. Sådan går dagene én efter én. Primitivt, udfordrende og trættende, men på den gode måde.

Pilgrimsfilosofi

Der findes en pilgrimsfilosofi der bygger på 7 nøglebegreber: frihed, enkelhed, langsomhed, stilhed, bekymringsløshed, fællesskab og åndelighed, dvs. begreber, der modarbejder modernitetens stress og jag, zap og flimmer. Det er i bund og grund de 7 begreber man gennemlever, mens man går på Caminoen.

Der hvor jeg var i livet, da jeg tog af sted, var ikke kønt. Jeg var træt og udbrændt. Indrømmet, jeg har ikke passet særlig godt på mig selv de senere år, og alt har en pris, så set i bakspejlet var der faktisk ikke noget valg.

Det at sige op uden et sikkerhedsnet, som jeg gjorde tilbage i marts måned, og uden at have et nyt job, kan for mange være en kæmpestor og uoverskuelig størrelse, fordi det har så store konsekvenser. Pludselig er BMW’en erstattet med en cykel, direktørlønnen skiftet ud med understøttelse og ens selvforståelse får et gevaldigt knæk. Men mens man går der for sig selv på stierne i Spanien i 35-40 graders varme, op og ned ad bjerge, hen ad stier, der spejler sig i horisonten langt ude i det uendelig, med vabler, dårlige knæ eller hvilke udfordringer, man nu ellers møder fysisk, så dukker der helt andre ting op til overfladen.

Ens værdisæt og syn på livet ændrer sig skridt for skridt, godt hjulpet på vej af alle de fantastiske mennesker man møder, med alle deres livshistorier. Her er der ingen fine titler, her er vi bare mennesker uden fordomme, uden forventninger og uden pres. Alle med forskellig baggrund, religion og etnicitet. Vi kommer fra hele verden og har kun et fælles ønske: At vandre i fred og ro, mens vi langsomt finder fordybelsens klar svar, på de ting, vi hver især går og tumler med.

Alle steder mødes man med omsorg og et nærvær, jeg aldrig har oplevet andre steder. De gamle dyder og traditioner er fremherskende, og der hviler en magi over vejen, som jeg kun kan beskrive, som spirituel eller åndelig, og som gennemtrænger hvert enkelt menneske, der betræder stedet.

Historiens vingesus

Vi går i fodsporene på pilgrimme, der har ladet livet for at gå denne bodsvandring i gamle dage. De mange kirker og brostensbelagte byer skaber i sig selv stemningen af, at man er i en helt anden verden. Det skaber naturlig respekt og eftertænksomhed, og man bliver draget af historiens vingesus.

Men det er, når man går alene mellem byerne, ude i naturen på bunddække af blade eller kviste og småsten, på klipper eller ad nærmest ufremkommelige stier, at man, mens solens varme stråler rammer ovenfra, tømmer hovedet for tanker og ”går ind i sig selv”. Her dukker hengemte oplevelser og tanker op til overfladen, og de går ikke væk, før man, i den meditative rytme man går med, samler dem op og reflekterer over, hvad de i grunden vil. Og her begynder den sande healing.

Healing for alle de års slitage og fortrængninger man har proppet i rygsækken derhjemme, og som man håbede forsvandt, hvis man strammede snorene godt nok til.

Der var dage, hvor ord som kærlighed (eller mangel på samme), død, succes, fiasko, ensomhed, tro m.fl. dukkede op og krævede opmærksomhed, og det var da ikke ubetinget rart alt sammen, men i sidste ende var det utrolig befriende. Hvor tit har man tid til at tænke så dybt derhjemme, hvor hamsterhjulet drøner rundt, og døgnet har for få timer? Det har man jo aldrig, og derfor var det en kæmpe gave, at få lov til bare at gå og gå, den ene dag efter den anden.

Jeg kom igennem utallige udfordringer både fysisk og mentalt, og jeg fik lov til at udveksle liv og holdninger med unge såvel som gamle, som jeg mødte på min vej. Fantastiske historier hver og en. Det er som H. C. Andersen engang skrev: ”Hvert menneske er et eventyr skrevet af guds finger”, og de eventyr fik jeg lov til at tage del i. Nogle gange gik vi sammen 2 timer, andre gange en hel dag. De fleste dage gik jeg dog alene. Vi mødtes jo alligevel hver aften til middag, og for mig var det vigtigt at have dagens vandring og fysiske strabadser for mig selv, så jeg kunne gå i mit eget tempo og ikke blev forstyrret i mit tankemønster og min fordybelse.

Hvad får man med sig?

Så hvad har Caminoen givet mig? Den har givet mig ro i sjæl og legeme, og jeg har fået et nyt sæt værktøjer, som jeg anvender hver eneste dag. Mit syn på verden og på mennesker er blevet bekræftet på den gode måde. Jeg har fået fornyet kærligheden til livet og til de mennesker, jeg har i mit liv. Nu ved jeg, hvad jeg vil med mit fremtidige liv og i særdeleshed, hvad jeg IKKE vil, og det er for mig det vigtigste!

Jeg tror, at man som en del af en proces bliver ”klar” til at gå Caminoen, og at man, når man begynder sin vandring, er nået til et punkt i sit liv, hvor man ønsker at ændre på sin tilstand, sit arbejde, sit privatliv, eller hvad man nu har af ting, der fylder oven i hovedet. Mens man går Caminoen, begynder man at reflektere og lidt efter lidt finder man selv svar og får sat ord på de enkelte udfordringer.

I en hverdag, hvor det længe havde handlet om ”jeg” i stedet for ”vi”, har jeg fået prioriteterne på plads. Jeg har nu langt større overskud, handlekraft og glæde i min hverdag. Den indsigt, jeg fik med mig fra turen, benytter jeg hver eneste dag, både over for mig selv, men i særdeleshed også over for andre. Jeg kan i den grad mærke, at min styrke og mit nærvær er kommet tilbage med fornyet kraft. Kort sagt, er jeg kommet enormt styrket ud på den anden side og er blevet en væsentlig bedre version af mig selv.

Jeg kan kun anbefale enhver at tage af sted, jo før desto bedre. Man bliver uden tvivl et bedre menneske bagefter. Om det så kun er 14 dage, det er ligegyldigt. Det er så stor en oplevelse og ren balsam for sjælen og for de valg, vi træffer, at det burde være enhver forundt.