Morgenstund har guld i mund …
Morgenstund har guld i mund …
Kender I det der med, at tillade sig selv, at drømme stort? Det gjorde jeg for fire år siden, da jeg begyndte at arbejde med mine Tankevækkere. Jeg kunne simpelthen mærke helt ind i hjertekulen, at jeg havde fat i noget godt. Noget, der gav mening ud over det sædvanlige. Ansporet af den hellige ild, kastede jeg mine sidste basseøre og hundrede vis af timers arbejde ind i projektet. Så kom Corona og bla bla bla, det kunne jeg også fortælle grumme historier om, men det gider jeg ikke.
Jeg vil meget hellere fortælle, det helt fantastiske, der sker, når den drøm man har gået med så længe, pludselig begynder at folde sig ud – og det har min drøm langsomt gjort de sidste 2-3 måneder. I tirsdags toppede det hele på den smukkeste vis.
I tirsdags stod jeg op kl. 03.30 og drog mod Sjælland – det er vildt tidligt, men dagen var bare helt særlig allerede fra morgenstunden. I solopgangens smukke lys kørte jeg og tænkte over, hvad dagen mon ville bringe?
Allerede i de forgangne uger havde jeg lukket spændende opgaver, holdt møder med potentielle samarbejdspartnere, og så sent som i sidste uge lukkede jeg min første ordre hos FOA på en workshop med deres proceskonsulenter, som forhåbentlig kun var starten på et langt og godt samarbejde. Så det ER virkelig nu, jeg kniber mig i armen.
Og hvordan gik mødet så i Hellerup i tirsdags?
I kan læse mine betragtninger fra mødet nedenfor, og det blev virkelig en øjenåbner og den mest fantastisk oplevelse af, at det, jeg har knoklet for gennem de sidste fire år, nu endelig har fundet vej ud i verden, og bliver taget imod med åbne arme og begejstring. Så ja, det var helt køreturen og den manglende nattesøvn værd!
Frygten for at blive vejet og fundet for let, hæmmer ofte vejen til sejr”
Et netværksmøde med en række spændende HR-ansvarlige hos F5 i Hellerup tirsdag morgen, satte tankerne i gang – ikke bare hos deltagerne, men så sandelig også hos mig hele vejen hjem fra Hellerup.
Jeg var indbudt af Annette Otto, som er facilitator for netværket, til at holde et indlæg om vor tids udfordringer i forbindelse med at skabe dialog, forståelse og en adfærd der formår at udvikle vores vigtigste samarbejdskompetencer: relationskompetence, refleksionskompetence og meningskompetence. Alle tre kompetencer er helt grundlæggende færdigheder, som sættes i spil/ses under gruppearbejde, projektsamarbejde og i samskabelsesprocesser.
Hele idéen med oplægget var efterfølgende, at give deltagerne mulighed for at teste og arbejde med refleksionsværktøjet Tankevækkere.
Tankevækkere er udviklet til at skabe et fælles fortroligt rum med forståelse, refleksion, selvindsigt, spejling og mulighed for dybe og nuancerede samtaler – en forudsætning for at kunne udvikle de tre personlige kompetenceformer, der er så vigtige for kunne skabe en kreativ og samskabende adfærd. Derfor var den efterfølgende workshop bundet op på Tankevækkere og det reflekterende rum.
Det var heldigvis et spørgelystent selskab – det er HR folk jo generelt – de er nysgerrige på andre mennesker, på livet og på alle de lag, nuancer og måder vi omgås og kommunikerer med hinanden på. Derfor havde jeg også høje forventninger til dagen, allerede inden jeg ankom.
Jeg havde glædet mig til at dele og udveksle erfaringer, indsigter og betragtninger med deltagerne, og det blev til fulde indfriet. Jeg fik mindst lige så meget med den anden vej fra deltagernes engagement og bidrag i debatten, så KÆMPE tak for det!
Min største glæde var imidlertid deres evaluering sidst på formiddagen. Jeg havde nok i al beskedenhed håbet, at de ville blive inspireret af mit indlæg, hvilket de også gav udtryk for, at de blev – meget endda – men stor var min glæde, da de sammenstemmende udtrykte, at de faktisk hellere ville have haft langt mere tid til at arbejde og lege med Tankevækkere i de fortrolige rum og dele deres oplevelser med hinanden. Det, kortene gav til den enkelte og fællesskabet, var lagt mere interessant. og noget de gerne havde arbejdet meget mere ned i …
Jeg tror, at det der ramte mig, da jeg kørte hjem, var, at jeg jo ikke behøver ”pakke” Tankevækkere ind i en masse andet. Mit værktøj er endeligt blevet så stærkt, at det kan stå alene. Så hvis ikke konstruktiv kritik er godt, så ved jeg ikke hvad. Hvor er det fantastisk at være kommet så langt, at jeg godt tør spørge efter feedback, uden at føle mig udsat eller særlig sårbar. For mig var det dagens bedste refleksion!
Nå ja, her til morgen holdt jeg så møde med en af landet største banker, og det tegner også til at kunne blive rigtig spændende, så gæt hvad?
DET BETALER SIG AT SÆTTE BARREN HØJT OG DRØMME STORT!