Indlæg

Din IQ falder i takt med dit forbrug af e-mails og sociale medier!

Din IQ falder i takt med dit forbrug af e-mails og sociale medier!

Det var den besked, vi fik til mit sidste netværksmøde i Silkeborg Future Tech Group.

I gruppen har vi den efter min mening fremmeste facilitator af dem alle inden for viden om digitalisering, fremtidsforsker Louise Opprud Jakobsen. På mødet fik vi alle de nyeste indsigter og opdateringer fra den netop overståede Web Summit i Lisabon, hvor 42.000+ deltagere var samlet til det, Forbes kalder ”The best techonology conference on the planet”. 4 dage med mere end 700 eksperter og indlægsholdere.

Forsker og computervidenskabsprofessor ved Georgetown Universitet i USA, Cal Newport, er blandt andre en af dem, der har forsket i fremtidens udfordringer i forhold til digitalisering og arbejdsformer, og det er skræmmende resultater.

Informania er værre end Marihuana – det sænker vores IQ, så der er i den grad brug for slow track/deep work/reflective work (kreativ problemløsning, at lære nyt, originalitet) som modsvar til det, der ødelægger vores IQ og udvikling.

Herhjemme forskes der også i digitalisering og den indflydelse, det har på os mennesker. Sidste nye forskning fra DTU viser, at vores opmærksomhed/fokus (attention span) fastholdes mindre og mindre og i kortere og kortere tid år for år. Vores systemer ødelægges af de sociale medier og ”hoppen” fra et medie til et andet, fra en besked til en ny! Det underbygger i den grad Cal Newports forskning.

Så hvordan skaber du ro til fordybelse, slow track/deep work og det reflektive arbejde i din virksomhed eller i dit privatliv?

Da jeg begyndte udviklingsarbejdet med Tankevækkerne for tre år siden, var det for at skabe et værktøj, der kunne imødegå stress, ensomhed og manglende kommunikation – både i virksomheder og privat. Jeg vidste fra mine undersøgelser, at de unge valgte ”det fysiske møde” med kortene frem for det digitale, og derfor blev udgangspunktet også den trykte udgave af kortene.

Lige nu giver det ekstra god mening!

Kortene kan ud fra ovenstående udfordringer medvirke til at få os væk fra alt det, der støjer. De kan aktivt hjælpe med at øve refleksionsmusklerne og skabe dybde både i tanke og i handling – pauser fra det reaktive/fast track/shallow work som e-mails, møder, sms, sociale medier, nyheder og opdates.

Det bedste er i al sin enkelthed, at de også kan skabe sunde fællesskab.

Jeg har sagt det før, det ved jeg godt, og nu siger jeg det igen. Ensomhed fylder i verden, og det er ikke mindst affødt af den digitale tidsalder, hvor attention span støjer og skaber en zapperkultur, der fastholder os på den ene eller den anden skærm, så vi ikke går glip af noget og til stadighed får vores daglige portion af likes (anerkendelse). Samtidig sender det en ukendt del af befolkningen ud på en vandring af utilstrækkelighed og ked-af-det-hed, fordi de via spejling i andres opslag og likes bliver bevidstgjorte om, hvor få likes og hvor lidt anerkendelse de selv modtager.

Det er vi nødt til at tage hånd om. Forskning har vist, at ensomhed er noget, der kan ramme os alle, også svær ensomhed – uanset alder og samfundsgruppe. Ensomhed estimeres til hvert år at koste samfundet mindst 8,3 mia. kr., og det er blot den økonomiske del. De menneskelige omkostninger er langt højere.

I Japan har man i år ansat en ensomhedsminister, hvilket understreger størrelsen på udfordring. En udfordring, der optager regeringer over den ganske verden, og som anses for at være af stor betydning på alle niveauer i samfundet.

Desværre har mange virksomheder berøringsangst i forhold til at tale åbent om ensomhed. Det er også et voldsomt sårbart emne, men hvis vi vil dæmme op for stress, skolevægring (der måske i fremtiden hedder arbejdsvægring) og psykiske lidelser som følge af ensomhed, så er vi nødt til at tale mere og bedre sammen.

Man kan vist roligt sige, at fremtiden er tankevækkende!

Så hvordan taler I om digitalisering, distance og ensomhed i din virksomhed? Er dine ledere klædt på til at skabe trygge rammer og til at reflektere sammen med kollegaer? Har I værktøjet til sådanne samtaler?

www.kotu.dk kan du læse mere om Tankevækkerne, måske de kan hjælpe til anderledes refleksioner og samtaler i din virksomhed!

Kontakt mig gerne på 2924 9098, hvis du vil se hvordan de virker i virkeligheden. Der er også mulighed for at blive klædt på til at bruge kortene via workshops.