Indlæg

Den evige stræben efter at være ”ste”

/0 Kommentarer/i /af

Den evige stræben efter at være “ste”

Nu er det atter den tid på året, hvor studerende sidder fra morgen til aften med firkantede øjne og forsøger at sluge et semesters pensum for at kunne præstere til deres eksamen. Denne eksamenstid sætter blot disse diskussioner omkring præstationer og forventningspres på spidsen, selvom det har slået rod omkring os hele tiden.

Slår man ”præstation” op i Gyldendals Ordbog, så er den konkrete definition ”udøvelse af en kunnen eller færdighed. Præstation skal forstås i sammenhæng med dels kompetence, dels konkurrence”.  Så al den snak om præstationsangst bunder i en frygt for at fejle i form af ens kompetencer, og at man ikke klarer det lige så godt som de andre i eksamensræset. Men hvorfor er vi netop så bange for at fejle og ikke være gode nok?

Jeg tror, at det bunder i en kedelig tendens. Som Hella Joof udtrykker det, så handler vores samfund om at være den ”ste” – den klogeste, den smukkeste, den sødeste, den bedste, den sjoveste. Men det kan vi jo af gode grunde ikke alle sammen være. Mange finder desværre deres identitet – og dermed deres værd – i det, de præsterer. Ikke i hvem de egentlig er, eller hvad de står for. Og så kan man jo godt forstå, at hvis man ikke netop kan præstere den dag til eksamen, og alt kikser – hvad har man så tilbage? Men hvorfor er der netop dette fokus på, hvad man præsterer? Man kan sikkert bruge mange lange timer på at diskutere frem og tilbage omkring roden til problemet. Men i bund og grund tror jeg, at dette forventningspres til os altid har eksisteret i forskellige versioner og størrelser. Dette er blot tydeliggjort i dagens Danmark, da vi har fået mange forskellige måder at måle vores præstationer på – karakterer, KPI’er og så videre. Derfor er det tydeligere for os, hvordan vores præstationer bliver sammenlignet på kryds og tværs.

Mod og viljestyrke

Jeg vil gerne slå et slag for, at man selv har et ansvar og en mulighed for ikke at lade dette præstations-ræs styre ens mind-set. Det er dog ofte lettere sagt end gjort – og det kræver ikke mindst mod og viljestyrke at gå mod strømmen. Jeg er fra barns ben altid vokset op med den filosofi, at så længe, man gør sit bedste, så kan man ikke gøre mere. Det har helt konkret betydet for mig, at jeg altid stræber for at gøre mit bedste. Men jeg er også helt bevidst om, at jeg er stolt af mig selv, uanset om jeg får en karakter på 4 eller 12. Hvis mange mennesker, der kæmper med præstationsangst og tårnhøje forventninger til sig selv, skrev dette bag øret, ville det forhåbentlig hjælpe dem et godt stykke vej. Men det kræver, at man efterlever det og virkelig bruger det som pejlemærke i sit liv. For det er ikke nok kun at sige det, man skal også tænke og føle det.

Mange af disse høje forventninger til sig selv er nok også bundet i den del af ”præstation”, hvor vi sammenligner os selv med andre. Helt teknisk set så er der intet grundlag for, hvordan vi nogensinde på en fair måde kan sammenligne os selv med andre – uanset om det gælder karakterer, job, status osv. For hvis man skulle det, så ville det kræve, at den anden person havde samme baggrund, kompetencer, forudsætninger og lignende. Og der er ikke to mennesker på denne jord, der er ens – og heldigvis for det. Man må gerne motivere hinanden ved at spille hinanden bedre, men det nytter ikke noget at vi sammenligner os selv med hinanden i konkurrencen om at være den bedste. For uanset hvor kliché-agtigt det lyder, så er vi alle den bedste version af os selv og gør det bedste, vi kan, med de midler, vi har.

Alt dette understreger blot, at vi alle er så forskellige – og det er det, der gør os mennesker så fantastiske. Karakterer, arbejde og status rækker kun så langt og kan forsvinde lige så hurtigt, som det kom. Derfor er det essentielt, at man som menneske har bygget sit ”fundament” på noget mere stabilt såsom livsværdier, passion og lignende. Dermed ikke sagt, at man ikke skal arbejde hårdt for sine drømme, sin uddannelse eller sit arbejde. Man skal også være stolt af sit hårde arbejde og flid, for det er også vigtigt at huske på i jantelovens land. Det er dog vigtigt, at man husker på, at man er mindst lige så stolt af den person, som man kigger i spejlet hver morgen, som man er af sit 4- eller 12-tal.

At være stræber i et resultat-samfund

/1 Kommentar/i /af

At være stræber i et resultat-samfund

”JA. Jeg er stræber, og jeg er stolt af det!”

Det var den respons, jeg kom med for et par år siden, da en klassekammerat ville drille mig med, at jeg brugte alt for lang tid på en opgave i stedet for at tage med ud og drikke et par øl.

Det har gennem hele min skoletid været et tabu at få gode karakterer, at være en nørd eller stræber var ikke noget, man var stolt af. Det var det heller ikke for mig i folkeskolen, men jeg fik heller ikke gode karakterer.

Der er ikke mange mennesker, som bryder sig om at bruge begrebet ”stræber” om sig selv, eller at andre bruger det om en. Men hvorfor har ordet ”stræber” fået en så negativ ladning? Definitionen af en stræber er: en person der stræber efter succes. Når jeg læser den definition, synes jeg overhovedet ikke, at det er negativt ladet. Så hvor kommer denne negative ladning fra?

Jeg oplever, at den negative ladning, kommer i forbindelse med de sociale kompetencer. En person, der altid siger nej til at deltage i de sociale aktiviteter, vil ofte blive udstødt af gruppen. Sådan er det bare. Vi mennesker er jo blot flokdyr, lige meget hvor ”udviklede”, vi end mener, vi er.

Ofte er det også dem, som siger nej til de sociale aktiviteter, der bruger ekstra tid på at lave lektier eller læse andre bøger og blade, som giver dem en åbenlys fordel i forhold til dem, som ikke bruger den ekstra tid.  Der er garanteret også en masse sammenfald på nogle personprofil-typer, hvis man undersøger det nærmere (hvilket der helt sikker er nogen, der har gjort).

Stræbertitel er det en straf eller en belønning?

Er man så en stræber bare fordi man får topkarakterer? Eller fordi man er socialt akavet?  Ikke nødvendigvis, men det hænger nogle gange sammen. Jeg kan nemt finde eksempler i mit netværk på personer, som både bruger rigtig meget tid på skolearbejdet, er socialt akavede og får topkarakterer. Jeg tror dog, at de har det helt fint med at gå meget op i deres skole eller arbejde og ser ikke sig selv som stræbere. På den anden side kan jeg også finde folk, som aldrig løfter en finger og stadigvæk får topkarakterer. De bliver også af og til stemplet som stræbere, men viden kommer ”bare” let til dem. Ofte stræber de ikke efter de gode karakterer, de får dem bare. Jeg spurgte en af mine venner, som passer perfekt på denne beskrivelse, om han så sig selv som stræber. ”Nej, det gør jeg bestemt ikke,” var svaret. Så spurgte jeg ham om, hvor mange timer han brugte på skolearbejde uden for skoletiden. Her svarede han: ”Så lidt tid som muligt, hvis jeg kan slippe for det, så gør jeg det.” Han har et gennemsnit på over 10,5 på 4 år som bachelor studerende. Vi snakkede videre om uddannelse og studieliv. For ham handlede det ikke om at få gode karakterer, de kom bare. Den evne er vi garanteret mange, der gerne vil bytte os til. Jeg vil i hvert fald gerne. En af de andre ting, vi kom til at snakke om, var, at karaktergivning blot er et værktøj for undervisere til at vejlede eleverne om, hvor godt de har forstået det pågældende fag eller emne. Når vi står med vores uddannelsesbevis, er der sjældent nogen, som kigger på vores karakterer igen.

”Alt arbejde over 02, er spildt arbejde.”

Dette er en kommentar, der findes i forskellige former, men betydningen er den samme. Janteloven!
Hvis jeg ikke kan få topkarakter, har jeg da en undskyldning. Jeg har hørt undervisere i ramme alvor sige dette til elever, måske for at muntre dem op, hvis karakteren ikke var god nok? Det er aldrig sjovt at fejle, sådan tror jeg, vi alle har det.

Topkarakterer kan ikke stå alene

Endnu et sted, hvor det skaber problemer, er, når elever tror, deres verden falder sammen, hvis de ikke får topkarakterer. Når ”karakterpresset” begynder at medføre stress, selvskade eller anden form for mistrivsel er det rigtig usundt. Og her dukker en anden underforstået betydning af begrebet stræber op. Her har vi et reelt problem. Dem, som falder under denne beskrivelse, er i risiko for blive alvorligt syge med noget, som kan skade resten af deres liv. Denne risiko er skabt af ingenting, Det hele falder på en usund selvopfattelse og nogle ikke eksisterende krav. Der er desværre en del artikler om dette emne, når man søger på nettet.

Vi er desværre med til at skabe denne kultur for vores unge. De skal allerede i en alder af blot 14-15 år tage stilling til, hvad de vil med resten af deres liv. Det er i denne alder, at de begynder at modtage studievejledning, som lægger grundlaget for de næste 10-15 år af deres liv.

Der er virkelig mange, som har rigtig store udfordringer med at tage beslutninger om, hvad de gerne vil arbejde med, eller hvor de gerne vil arbejde. Hvilken gymnasieretning skal de vælge for at have de rigtige fag til den rigtig universitetsuddannelse? Hvilket studierelevant job skal de have for at få de bedste muligheder for et job? Det er rigtig mange store valg, de unge mennesker skal træffe. Hvem siger, at de planer, drømme og idéer, man har som 15 årig, er de sammen som 19 årig eller 24 årig? I rigtig mange tilfælde ender unge med ikke at tage den uddannelse, som de troede var den rigtige for dem som 15 årige. Heldigvis bliver de ældre, mere modne, får deres egne erfaringer i livet, og ikke mindst bliver de klogere.

Vi har skabt en kultur i vores samfund, der fokuserer rigtig meget på resultater og ikke altid på kvaliteter. Det er med til at gøre det meget svært for de elever, som ikke kan få de gode karakterer. De ender af og til med at blive overset og glemt.

Jeg kender en ung fyr, som er så ordblind, at han dårligt nok kan stave sit eget navn. Han var blevet glemt og overset i samfundet og overladt lidt til sig selv. Han kom på en produktionsskole, hvor en underviser opdagede, at han var rigtig god til at skrive koder til computerprogrammer. De begyndte at arbejde med kodning, og i dag er han ansat hos et stort amerikansk softwarefirma som programmør. Her var alle forudsætningerne, når man kigger på resultaterne, ikke til det helt store, men ved at kigge lidt under overfladen var der virkelig kvalitet at finde.

Modenheden gør en forskel

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at folkeskolen ikke var mit favoritsted at være den gang. Jeg ville hellere spille fodbold, lege med vennerne i skoven, spille GameBoy. Faktisk var alt mere eller mindre sjovere end at lave lektier og være i skole. Efter folkeskolen var de gymnasiale uddannelser på ingen måder i spil som en mulighed for mig. Så det blev til et år på efterskole, hvor modenheden kunne indhente alderen lidt, hvilket den også gjorde. En oplevelse, jeg ikke havde regnet med, at jeg skulle få på mit efterskoleår, var, at mine lærere hørte mig og forstod mig. De var ikke blot opmærksomme på mig som individ, de gjorde også noget ved det. Jeg fik lyst og motivation til at gå i skole. Jeg fik lyst til at lave mine ting og forberede mig til undervisningen. Det var da 100 gange sjovere at få høje karakterer end blot at bestå, som jeg havde gjort i min folkeskole. For mig var det et wake up call, som fik mig til at interessere mig for min skolegang.

Jeg startede efter mit efterskoleår på uddannelsen som elektronikfagtekniker. Med min nye tilgang til læring forsøgte jeg hele tiden at forbedre mig ved at lære af mine fejl. Det endte med, at jeg var blevet rigtig god til at lære og forbedre mig. Det kom til udtryk, da jeg fire år senere kunne stå med to 12-taller på mit svendebrev.

Herefter skete der en masse i mit liv, hvor jeg kunne bruge den vigtigste læring ”aldrig at give op” og ”man kan altid blive bedre”.

I dag sidder jeg på Københavns Universitet, afdeling Skovskolen, og er ved at færdiggøre endnu en uddannelse. Denne gang med en endnu større og brændende lyst til at få topkarakterer og gøre mit bedste. Det er ikke kun noget, jeg har lyst til, men noget jeg arbejder efter, jeg arbejder hårdt efter det.

Virker det så at arbejde hårdt for at få topkarakterer? Ja, for mig gør det. Jeg elsker, hvad jeg laver, og håber jeg kan arbejde med det resten af livet. Jeg har en enorm lyst til at forbedre mig og lære nyt. Jeg ønsker at skabe unik kvalitet, som jeg kan bidrage med på arbejdsmarkedet. Det har taget mig ti år at finde denne hylde, og jeg er glad for alle sving på vejen.

”Ja. Jeg er stræber, og jeg er forsat stolt af det!”