Indlæg

Skærmlede og distancetræthed – en ny tids udfordringer…

Kan du huske, hvornår du sidst har opfordret til leg i din organisation – ikke spil, konkurrence eller noget der lugter af at skulle vinde over andre? Bare uhæmmet leg på lige vilkår og uden at skulle nå et bestemt mål – skabelse af flow.

Mange steder er legen blevet glemt, sat til side eller på anden vis forsvundet ud af værktøjskassen. Det er en kæmpe fejl, hvis du spørger mig – og jeg har selv glemt at lege, så jeg er om nogen rusten inde i legens verden.

En god leg gør os lige, nedbryder barrierer og udvisker forskelle.

Derfor havde jeg i sidste uge besluttet mig for at deltage på webinar hos Play User Lab i Billund, hvor forfatter til bogen The Innovation Cycle og rollespils-ekvilibrist, Claus Raasted, tog os med ind i den digitale legs univers og fortalte om fremtidens leg – flankeret af Louise Fenger Kornum og Thomas Aakjær Jensen, begge fra CoC Playful Minds. Hvorfor nævner jeg Louise og Thomas? Det kommer jeg tilbage til.

Sandheden er, at utrolig mange Teams-møder, Zoom-møder, Adope-Connect-møder o.l. alle går fra opgave til løsning, hvilket har fungeret på den korte bane, men ikke på den lange – og lige nu er vi på den lange bane. Den digitale platform er kommet for at blive. Virtuelle møder er vores fremtid, og derfor har vi brug for forstyrrelser og leg i vores møder, så vi kan holde kadencen.

Det er ikke altid let, hvis man er et alvorligt og seriøst menneske, der omgås andre alvorlige og seriøse mennesker, der heller ikke har leget med nogen i mange år!

Men tilbage til Claus, der gennem hele dagens webinar tilførte os ny viden om digitale udfoldelsesmuligheder og samvær via leg. Allerede ved indgangen til dagen blev jeg udfordret på mit mindset og min deltagelse. Som sagt har jeg på mange måder glemt at lege. Måske har mit liv generelt bare været for alvorligt og min facade for vigtig til at risikere pinligheder, som at falde igennem, se dum ud og ikke bestå prøven ind i fællesskabet… Det fantastiske er så i virkeligheden at finde ud af, at i leg handler det slet ikke om at bestå, det handler om at være med!

Vi havde på forhånd, inden dagens webinar, modtaget en ”lege-kasse” med forskelligt udstyr til de lege vi skulle deltage i gennem dagen. Det skabte i sig selv forventning og glæde – og et lille sug i maven.

I første leg skulle vi fortælle, hvilket dyr vi var, og hvorfor vi valgte lige netop det dyr. Allerede her røg jeg med det samme ned i kassen, der hedder ”åh nej, ikke sådan noget pjat”. Paraderne røg op og i stedet for at give mig selv lov til at slippe hæmningerne og finde på et sjovt dyr, valgte jeg det sikre, en sort panter (den var da i det mindste sej), og så tilføjede jeg ordene: fordi jeg slås for de svage i samfundet – øv, hvor kedeligt og forudsigeligt!

De øvrige deltagere på holdet havde leget meget mere gennem årene, så deres dyr og historier var både sjovere og meget mere spændende end mit dyr og min historie. Første læring: Giv slip, ha’ det sjovt og vær medskaber i historien.

Det kræver naturligvis, at vi ikke sidder fast i vores egen historie og kultur, men at vi i stedet tilvælger udfordringen og arbejder på at blive lidt mere ”loose” i vores tilgang til hinanden – og ikke mindst tillader os selv, at give slip på det perfekte billede.

Og nu kommer læring nummer to: Leg har intet formål. Intet er perfekt i leg, tværtimod! Der er ingen gevinst for den enkelte, og der er ingen regler. Leg er fleksibel, der er ingen konkurrence, og det må gerne gå lidt galt. Tese: Når tilfældet råder køber deltagerne lettere ind på opgaven/situationen!

Vi havde i vores ”lege-kasse” fra tidligere modtaget en pose med legoklodser, og undervejs i forløbet kom så den opgave der hørte til legoklodserne. Vi skulle med hvert vores bogstav danne et fælles ord på skærmen. Et par af deltagerne fandt på det ord, vi andre skulle stave til, og styrede herefter slagets gang. Hver især skulle vi bygge vores eget bogstav ved hjælp af legoklodser. Jeg har leget meget med LEGO som barn, men havde tilsyneladende glemt alt, så det var en virkelig svær opgave at løse – og så på tid. Desværre lykkedes det mig ikke at bygge mit ”N” i LEGO. Til gengæld måtte jeg sande, da vi evaluerede på opgaven, at jeg savner at lege. Jeg vil lege meget mere. Jeg blev sat fri mens vi legede, og jeg havde en fest sammen med de andre!

Undervejs i løbet af dagen gav Claus rigtig gode og praktiske indsigter i, hvordan man fungerer optimalt på en digital platform, særligt hvis der skal løses opgaver, leges eller arbejdes på tværs af virksomheden gennem flere timer.

Sørg for at stå skarpt, lad dine medarbejdere arbejde hjemme på store skærme i en ordentlig opløsning. Køb udstyr, der er gearet til en digital hverdag. Sørg for skarpt lys/et lyst rum, mens du er på digitalt og et headset der virker. Lys er vigtigt! Lyd er vigtig! Vi skal både kunne høre og aflæse hinandens virtuelle udtryk, ellers mister vi fokus og interesse! Test teknikken og kommunikationen med feedback fra deltagerne, så I fremstår skarpt og kan stramme op de steder hvor det er nødvendigt.

Den digitale arbejdsform er kommet for at blive. Derfor er det vigtigt med små afbrydelser i hverdagen i form af leg og andet, hvor vi kommer væk fra skærmen, op at stå, og samtidig styrker fællesskabet og samarbejdet i fravær af det fysiske møde – ellers ender vi som en flok zombier foran hver sin skræm.

Det er i sandhed en befrielse at kunne grine sammen og lave ”interruption” i en hverdag med ALT, ALT for mange timer bag en skræm.

Og nu kommer vi til Louise og Thomas. Begge var de værter under webinaret, begge er de fra CoC Playful Minds, hvor det seriøst handler om samskabelse via leg og læring mellem børn og voksne. Derfor kom det nok heller ikke bag på ret mange af deltagerne, at deres evner ud i leg stikker helt af, når de er sammen – og det er skrevet i kæmpe respekt og med stor kærlighed (og en lille bitte smule misundelse over deres umiddelbarhed og glæde ved at lege).

Mens vi sad og arbejdede seriøst, kom Louise pludselig vandrende ind bagerst i billedet med den sjoveste hat på hovedet, en hat der mest af alt lignede en hane eller ”noget”. Hatten var det eneste, man kunne se hen over udsmykningen i baggrunden af rummet – en vandrende hat og et par lange ben, der vandrede frem og tilbage i baggrunden. Det udløste endorfiner, latter, glæde og energi på en dag, hvor vi sad rigtig længe bag en skærm – og de dage er der mange af lige nu og givet vis også i fremtiden.

Interruption er et vigtigt redskab, hvis du vil fjerne skærmlede og distancetræthed i hverdagen!

Den samme interruption lavede Thomas i øvrigt, da det varslede Snack Banko i frokostpausen blev ledsaget af ”Fru Pigalopp” som opråber (Thomas i fuld udklædning) – en mulighed for samhørighed og leg hen over den fælles frokost, når vi nu ikke kan sidde fysisk i samme rum.

Skal der nedbrydes grænser i din virksomhed for at få plads til leg? Så find allierede, find dem der støtter op og gerne vil lege:  https://www.youtube.com/watch?v=V74AxCqOTvg

Det behøver ikke være stort og forkromet, bare små fysiske øvelser og opgaver væk fra skærmen og hurtigt retur: fælles gymnastik, lav en sjov drink (fredagsbar), dagens bevægelse, find en ting i dit hjem/på dit kontor og fortæl dine kollegaer historien bag, læg puslespil på tid o.l. Saml ideer fra de ansatte, lad dem byde ind på ”interruption” og leg i deres egen hverdag til fremme af trivsel og fællesskab.

Husk, den moderne leder skal være nysgerrig og omstillingsparat. Så hvilken type leder er du? Og tør du lege med?

Fotograf: Nastuh Abootalebi