Indlæg

Jeg hader hende!

/0 Kommentarer/i /af

Jeg hader hende!

Hun ligger lige der, lige under overfladen, og hun kan ikke hold mund. Hun ser og hun hører alt.

Jeg ved godt, når denne artikel er læst til ende, så er der mange andre, der måske også hader hende, eller som i det mindste syntes, at hun må være ufattelig dum, når hun stiller sig derud, midt i ”ingen-mands-land” og gør sig til skydeskive.

Men det er ok, hun har lært at sige pyt. Hele livet har hun haft et eneste pejlemærke: ”størst er kærligheden”, og det gælder stadig. Alt hvad der følger i denne artikel, er sagt i kærlighed. Alt er sagt, for at I, som læser det, mærker efter, lytter et splitsekund, og forholder jer til det, hun siger. I behøver ikke være enige. Tværtimod, en rask lille diskussion forløser, så giv jer endelig til kende. Hun har jo ikke den endegyldige sandhed. Hun har bare en stemme, og den vælger hun så, at bruge lige nu.

Hvem er hun?

Hun er min samvittighed. Hun er min ledestjerne. Hun er mit livs udfordring. Aldrig holder hun mund, og når jeg gerne vil tie, når jeg tænker, nu går det galt, så presser hun mig endnu mere.

”Sig det, og sig det højt, lad være med at være en tøs, hold op med at lefle, vær dig selv, vær autentisk, kæmp for det du tror på, og gå forrest!”

Så det gør jeg. Jeg ved godt, at det har en pris, men det har de ting, som betyder noget, og jeg skal SÅ meget holde op med at være den pæne pige, hende ”pleaseren” der gerne vil gøre alle tilfredse. Det kan man jo alligevel ikke, når det kommer til stykket.

Oskar Wilde skrev: ”Be yourself. Everyone else is already taken”, og sådan er det.

Så nu går jeg hele vejen.

Kæmpe tak til dig, Zune Holm. Du satte prikken over i’et og stak hånden ind i hvepseboet den anden dag. Du er en modige mand, tak for dig!

Når man er ærlig

Jeg har gennem de seneste måneder sendt et par artikler ud i æteren, på LinkedIn. Det har været artikler, der for mit vedkommende har været følsomme og er udsprunget af mit hjerte. Det har også været artikler, hvor jeg godt ved, at nogle har tænkt, ej, det gør hun bare ikke. Kan hun ikke se, at det kommer til at spænde ben for hendes fremtid? Hun fremstår jo svag og det er jo pinligt! Det ”liker” jeg altså ikke. Jeg skal ikke sættes i forbindelse med stress, jeg skal ikke sættes i forbindelse med konkurs, det er jo svaghedstegn, det er jo fiasko.

Tænk engang. Jeg har lige nøjagtig lagt artiklerne op, ikke for at fremstå svag, men fordi jeg dybt ind i mit hjerte ikke kan bære, at vi kun ”liker” hinanden, når det går godt. Det er jo for pokker ikke der, vi har brug for ”support”.

Og Zune, hvor trist det end er, så prikker du til noget i din artikel ”LIKER du kun opad…?” og nu griber jeg bolden.

Du underbygger faktisk kun ”hende, jeg er så sur på, i mit hoveds” tanker.

Nu siger jeg noget meget forbudt, og jeg siger det højt. Mange af jer ”kendisser” har jeg mødt, lyttet til og ”set op til” gennem mine mange år i erhvervslivet. Jeg har også haft samtaler med nogle af jer, når I har været nede. Det har I helt sikkert lykkeligt glemt. Men ved I, hvad? I har glemt, hvor og hvad I kom fra. I har glemt, at vejen frem til det, I er i dag, den har været brolagt med udfordringer. Det er fint, at I kan stå og fortælle om det på scenen, når I bliver ”dyrket” af tilhørerne i salen, og fint, at I kan like hinanden på LinkedIn, men undskyld mig, hvor er I henne? Det forpligter at stå, som det gode eksempel og den, der har sejret, og ikke kun når det giver opmærksomhed og penge i kassen.

Kejserens nye klæder

Det kan godt ske, at I lige nu klapper hinanden på ryggen og syntes, at livet er fantastisk. Det er også ok. Jeg er ikke i tvivl om, at I har fortjent det. Der er ikke noget, der kommer af sig selv, mindst af alt succes. Men lad nu være med at få nykker! Dem I møder på vejen op, dem møder I også på vejen ned, og måske ikke i bogstavligste forstand, men så i overført betydning. Se i spejlet og husk ”what comes around goes around”.

Om du er ”kendt” eller ej. Direktør, chef eller hvad du nu er, så hold op med at tænk på, om dit ”like” bliver anfægtet. Giv dit ”like”, hvis dit hjerte siger til dig, at det her rører ved noget, det får mig til at reagere, stoppe op. Det får mig til at overveje. Lad være med at tænke, om der er nogen, der vil dømme dig, hvis du ”liker” noget, der gør dig til det menneske, du dybest set er. Det menneske der kærer dig om din næste, og tager hånd om den, der har brug for, at du tilkendegiver, at du ved, at vedkommende har brug for dit ”like” – hvem ved, måske er det dig selv, der står i situationen i morgen…

Hvad bygger jeg alt dette på?

Tja, det bygger jeg på, at der jo er værktøjer på LinkedIn. Ud af de opslag, jeg har lagt op den seneste tid, kan jeg kun sige, at hvis der har været 700-800 mennesker inde og læse mine opslag, så er der ca. 80-90, der har ”liket” eller kommenteret på mine opslag, 1-2 har turdet dele. Ca. 20-25 % af de besøgende er CEO/direktører eller virksomhedsejere, men det er ikke dem, der ”liker” mine opslag, og det store spørgsmål er, hvorfor er det lige, at de ikke kan give et ”like” med på vejen?

Det kan selvfølgelig være, at I syntes, at mine artikler er helt vildt dårlige, hvilket er helt i orden!

Ære, mod og omsorg

Mere tankevækkende er det dog, at hovedparten af dem, der har været inde og læse mine opslag og ”liket”, er folk, der ikke tidligere har været i mit netværk på LinkedIn. Så hvor er alle de mennesker, som jeg regnede med? Dem jeg troede bakkede mig op, og som jeg har brugt timer sammen med i det virkelige liv?

Jeg ved det godt, og det gør I også. Der er emner og temaer, man helst ikke vil sættes i forbindelse med. Det smitter og tænk hvis man blev sat i bås med stress? Tænk hvis man blev sat i forbindelse med konkurs…

Som mennesker vil vi helst være en succes, og vi vil gerne spejle os i andres succes, det modsatte er ikke en mulighed. Men tænk engang, livet går ikke kun opad…

Hvad vil jeg med denne artikel? Hende inde i mit hoved, hende jeg ikke har helt styr på. Hun vil bare så gerne, at vi også favner det modsatte af succes. Hun vil så gerne, at vi også taler naturligt om de ting, der gør ondt, de ting der i princippet kan ramme os alle – uanset om vi vil være ved det eller ej – og det gælder både privat og erhvervsmæssigt.

Erfaringsudveksling, både succes og det modsatte, er jo læring, som vi alle har brug for.

Samfundet har brug for, at vi rummer hinanden, udveksler erfaringer på godt og ondt, og anerkender, at det ikke kun er godt alt sammen. Det enkelte menneske har brug for, at vi rummer både succes og fiasko. Men mest af alt, så har vi alle brug for at vide, at vi griber hinanden, også når vi er nede.

Selvfølgelig skal LinkedIn ikke være markedsplads for opremsning af fiaskoer og tudefjæs. Indrømmet, jeg bliver også træt, når alt for mange beder andre om at skaffe dem et arbejde, men hvis vi ikke kan rumme at “like” og hjælpe hinanden, når vi selv er i overskud og andre er nede, så er der da noget rivende galt. Så har vi skabt et forum, der kun er for de perfekte, og så kan jeg helt klart høre stemmen i mit hoved sige: ”I dare you”…

Nu har jeg givet bolden op. Jeg håber, at I griber den. Husk, størst er kærligheden til hinanden og til livet! Tænk over det, næste gang du “liker” noget eller deler, gør det en forskel eller er det bare for at vise frem.

Ledelse og karriere koster sex med konen

/0 Kommentarer/i /af

Ledelse og karriere koster sex med konen

”Tak for mad, jeg har lige lidt arbejde, jeg skal have klaret.” ”Jeg går lige en tur med hunden,” eller ”Der kommer et program i tv, jeg gerne vil se.” Hvor mange kender ikke de sætninger? Undvigelsesmanøvren efter aftensmaden, flugten væk fra tavshed, kedsomhed, ensomhed eller fra den intetsigende samtale.

Det er åbenbart mere udbredt, end man lige tror. I et spørgeskema, jeg for nyligt sendte ud i mit netværk, der skulle danne baggrund for emner for min kommende blog, var svarene, som kom retur, overraskende – og så alligevel ikke. Jeg havde nok i virkeligheden en grum mistanke, der desværre blev bekræftet.

Mænd får for lidt sex, og kvinder lever deres eget liv. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer og tingene sat på spidsen. Sandt er det dog, at intimitet, nærvær og opmærksomhed på hinandens behov er noget af det vigtigste i et parforhold. Uden dette bliver forholdet til en rutine, en ligegyldighed vi holder liv i, et dukkehus uden liv.

Og jo, vel er der rigtig mange par, der bliver sammen i deres ægteskab, ca. 53,25 % ifølge Danmarks statistik 2017. Det er en positiv stigning i forhold til 2016, hvor 49,19 % blev sammen. Om de er lykkelige eller ej, det er jo så spørgsmålet.

Jeg har tit været involveret i de diskussioner, der indeholder udtalelser som græsset er jo ikke grønnere, fordi man bliver skilt, ny mand nye problemer, man må kæmpe for sit ægteskab.

Ja, selvfølgelig skal man kæmpe. Det tror jeg heller ikke, at alle, der er gået gennem en skilsmisse, er uenige i. Jeg er overbevist om, at de hver især har kæmpet bravt. Ingen ønsker at stå alene, ingen ønsker titlen single, hvis de kan undgå det. Spørgsmålet er bare, hvor længe skal man kæmpe?

Konklusion om ægteskaber hos par i 50’erne

Hvis jeg anskuer de besvarelser, som jeg har fået, og sammenholder dem med alle de samtaler, jeg gennem årene har haft med mænd og kvinder om lige netop emnet “at blive sammen til døden jer skiller”, så er jeg nødt til at konkludere:

Når vi taler aldersgruppen 50+, så er mange mænd i ledende stillinger ensomme. De får for lidt sex, og sex er bare grundlæggende vigtigt for mænd. Er det primitivt? Nej, det er fakta og vigtig viden, hvis man ønsker at gøre sin mand glad og sit ægteskab velfungerende, og vi kvinder ved det jo godt! Det er helt sikkert den ventil, det værktøj vi oftest tager i anvendelse, når vi ønsker at straffe og udvise magt i det kære hjem. Fordi vi kan…

Så kommer Tudemarie engang imellem frem, når vi skal forklare, hvorfor vi ikke kan have sex med vores mand. ”Jamen, jeg er altså nødt til, at have mit hjerte med, ellers kan jeg ikke.” ”Jeg har det SÅ dårligt, vores skænderier går lige i underlivet.” Undskyldningerne er mange, men det, vi siger, er i bund og grund, hvis vi ikke er på bølgelængde, så har vi ikke lyst til at give os hen.

Der er stor forskel på sex og elskov. Måske er det lige netop der, det går galt. Vores ønsker er forskellige. For kvinder kommer god sex, når elskoven fungerer, og vores følelser har fået næring. For mænd er det måske lige omvendt.

Udfordring nummer to. Mange mænd føler, at deres koner ikke gider deltage i deres liv – kun i de officielle arrangementer, hvor det vil være synligt, hvis de udebliver. Ingen kvinde ønsker at udstille privatlivet, så selvfølgelig deltager de her – efter at have vrisset og været sure i flere dage derhjemme over at skulle deltage.

Mændene mangler deres bedste ven, altså deres kone, at tale med, og de forstår simpelthen ikke, hvor hun blev af. Arbejdslivet har fyldt alt i de forgangne år. Manden syntes, han har ofret ALT for at skabe et godt fundament til familien. Han har været væk fra dem, han elsker, i mange timer hver dag, er kommet træt hjem, stadig været opmærksom over for børnene, kysset konen og forsøgt at få det hele til at hænge sammen. Han har købt mange ting hen ad vejen, for at de skulle være lykkelige og ikke mangle noget. De bor i et flot hus, har to biler, sommerhus, båd og råd til det meste. De har gjort det godt, og det er han stolt af. Det er ikke kommet gratis, han har ofret sig for familiens skyld.

Ferieflirt og aflad

Ferierne har været samvær på fuld tid, og efter de første par dages tilvænning med at lære hinanden at kende igen har det jo været det årlige åndehul for hele familien. Den tid på året, hvor de igen forelsker sig lidt i hinanden. Tosomheden og ”dig og mig mod resten af verden” er igen mærkbar. For en kort stund får vi hinanden tilbage. Vi taler igen sammen og har fortrolige samtaler, dybe samtaler, hvor ligeværd og opmærksomhed fylder og giver plads til fornyet håb.

Hjemme igen bliver det hverdag. Travlheden sætter ind, bøvl og uenigheder, følelsen af ensomhed er tilbage. Vi lever sammen, hver for sig.

Efterladt, alene og presset af hverdagens udfordringer, gider hun faktisk ikke rigtig tale om de ting, der rører sig i mandens hverdag. Hun er fyldt op, og er ved at kaste op over hans liv. Det har fyldt deres hverdag på godt og ondt i mange, mange år. Hans karriere, hans valg, hans liv. Alt sammen mens hun har forsøgt at gøre karriere samtidig med børn, lektiehjælp, skolemøder, rengøring, indkøb, madlavning, den gode hustru, den nære ven, elskerinden og madammen.

Nu er hun blevet træt. Ungerne kan flyve selv, og nu kan han sgu sejle i sin egen sø. Hendes frihed er endelig kommet tilbage, og nu skal den forvaltes ordentligt, mig før dig! Nu sætter jeg mig ned, og hvis du rører mig, så skriger jeg! Måske har hun oven i købet mødt en spændende mand på sin arbejdsplads. En mand der lytter til hende, har tid til hende, taler med hende, opvarter hende, og som tænder hende fysisk og giver hende lyst til sex på ny. En farlig cocktail!

Er kærligheden så død? Måske. Det er den i hvert fald, hvis man ikke formår at italesætte det og tage hånd om problemet. Hvis bitterheden sejrer eller man i misforstået kærlighed lader hinanden leve i hver sit spor uden fællesnævner. Hvis ikke kærligheden og nysgerrigheden til hinanden og det at dele glæder og sorger igen får højeste prioritet, så flytter lykken altså ikke ind i vores hjerter igen. Skal man så alligevel blive sammen for at holde på formerne, og fordi man engang sagde, ja, til døden os skiller? Det er et rigtig godt spørgsmål, og jeg ved godt, hvad mit svar er:

“Størst er kærligheden,” men ikke for enhver pris!