Indlæg

Er dit arbejde din identitet?

/2 Kommentarer/i /af

Er dit arbejde din identitet?

Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål, og spørgsmålet udspringer af en hændelse, jeg havde den 6. august 2019.

Hvad laver KOTU?

Det spørgsmål har jeg fået rigtig længe, og ofte er jeg røget ud i lange, lange fortællinger og historier, hvor jeg har været helt stakåndet, før jeg var færdig. Lige indtil den tirsdag, hvor jeg sad til et møde med en meget klog mand, Christian Jonsbak Uttrup. Christian er partner og medstifter i rekrutteringsfirmaet HumanTrust A/S. Christian er også en god ven og Rotary kammerat.

Christian spurgte mig, mens vi sad og talte om dette og hint, hvad laver KOTU egentligt? Og igen begyndte jeg på lange forklaringer – vi endte også ud i helt andre emner, tror jeg nok, indtil Christian igen efter en time insisterende sagde, Annette, du har stadig ikke svaret mig på, hvad I laver hos KOTU… hov!

Og det var SÅ rigtig set. Da jeg startede firmaet for et lille års tid siden, var indholdet noget helt andet, end det jeg er endt op med i dag, og måske derfor har det været super svært for mig, at svare konkret på spørgsmålet, FORDI det rent faktisk HAR været en omskiftelig rejse at finde herhen.

Det ændrer imidlertid ikke sandheden. Lige der blev jeg slået hjem i ludo og var nødt til at finde ind til grundstenene i det, jeg laver. Hvis ikke jeg kan sætte konkrete ord på, hvad mit firma laver og gør godt for, hvordan skal jeg så kunne sælge mine ydelser?

Som Christian sagde, hvis du står et sted sammen med andre mennesker f.eks. i dit erhvervsnetværk, mennesker som du i virkeligheden gerne vil gøre forretning med, hvordan vil du så nå at gøre dem interesseret i det, du kan, med kun en sætning? Hverken mere eller mindre, en sætning, og kun én. Den skal til gengæld sige ALT.

En fantastisk øvelse. Jeg sov nærmest ikke hele tirsdag nat, og dagen efter lukkede jeg verden ude, mens jeg skrev min virksomheds vigtigste ord – de ord, der skal skabe samarbejde og få andre virksomheder til at søge mig og lige netop det, jeg kan, hverken mere eller mindre!

Så hvad laver KOTU?

“Vi skaber glade medarbejdere og øger din bundlinje” – SÅDAN!

Af hjertet tak Christian.

Men det affødte en refleksion, der stak endnu dybere. Jeg kom til at gruble over, at jeg ofte, når jeg går tur med erhvervsfolk og mennesker, der ønsker ændringer i deres liv på den ene eller den anden måde, altid starter med spørgsmålet ”hvem er du?” Hvis du ikke skal gemme dig bag en arbejdstitel, hvem er du så?

Tit – eller altid – bliver der totalt stilhed. For kun ganske få mennesker kan på stående fod beskrive, hvem de er, når man fratager dem retten til at tale om deres arbejde.

Det er en rigtig svær, men yderst vigtig, øvelse. For hvad sker der, hvis vi en dag ikke længere er arbejdsduelige, hvis vi bliver fyret, bliver syge, eller hvis vi bare ønsker at sadle om, hvem er vi så?

Det burde vi jo endnu bedre kunne formulere i én eneste sætning, hvis vi bliver spurgt. Det er jo vores essens, det er vores DNA, det er det vi forhåbentlig lever for at være og for at gøre…

Mennesket bag

Til gengæld er det også sårbart. Typisk er den, vi er eller ønsker at være, forbundet med følelser og nøgenhed fyldt med bløde ord, der gør os nervøse og famlende, fordi titler er meget lettere at gemme sig bag. Der er tryghed og identitet i en titel, en identitet som alle kan forholde sig til, som ikke gør os mere synlige end højst nødvendigt. Her kan vi på kort tid vejes og vurderes, dur/dur ikke, hierarkiet har talt – dig passer jeg sammen med, dig passer jeg ikke sammen med.

Alle, der har været arbejdsløse, sygdomsramte eller ude af arbejdsmarkedet, har på et tidspunkt været til fest. Et af de første spørgsmål, hvis ikke det første, der melder sig hos sidemanden, er uomtvisteligt ”hvad laver du?” Og i svaret, der følger, uanset hvordan du formulerer ”jeg er arbejdsløs”, ”jeg er ledig i øjeblikket”, ”jeg er imellem jobs”, ”jeg har sagt mit job op”, ”jeg har mit liv oppe til revision”… vil sidemanden enten devaluere dig til én, der ikke er interessant at tale med, eller også bliver han nervøs, fordi han ikke ved, hvordan han skal tackle din følsomme situation, og så er det lettere at tale hen over bordet eller til personen til den anden side. Sådan er det desværre alt for ofte.

Tænk nu, hvis vi i den forbindelse havde modet til, at sige højt ”det gider jeg ikke defineres af, jeg vil meget heller fortælle dig, hvem jeg er”, så er det pludselig let og nærværende at være sammen med andre uden dårlig smag i munden og ondt i maven, fordi man skal deltage i sammenkomster. Der er basis for interessante samtaler om det enkelte menneske, og alle parter kan udvide deres horisont i stedet for at være styret af snæversynethed og fordomme, der sårer og nedgør det enkelte menneske. Det er da et spændende eksperiment, er det ikke?

Nå, men jeg lægger gerne for. Når jeg ikke længere må gemme mig bag en arbejdstitel, hvem er jeg så, hvis jeg skal sige det i en sætning?

”Jeg er Annette, og jeg brænder for at få mennesker til at stå i deres eget lys.”

Agh, måske alligevel lidt arbejdsrelateret, hvad så med:

”Jeg er Annette, et nysgerrigt menneske med et åbent og kærligt sind.”

Hvem er du?

Fotograf: Alex Iby

Julen er da hjerternes fest…

/4 Kommentarer/i /af

Julen er da hjerternes fest…

Eller er det måske smerternes fest for de mange?

Fakta er, at det er den tid på året, hvor mange medarbejdere kommer tilbage efter nytår med en opsigelse, nogen siger endda op, inden de går fra på juleferie.

Det er nok lidt, som det er med skilsmisser. Der følger flest efter de store ferier. Vi får tid til at tænke og komme ned i gear.

Men i virkeligheden kan vi som ledere tage hånd om det længe inden, det kommer så vidt. Undersøgelser viser, at 8 ud af 10 medarbejdere opsiger deres job p.g.a. deres ledere. At lede andre kræver mere end blot høj IQ, det kræver emotionel følelsesintelligens. At have ansvar for andre kræver, at man tør følge sin intuition, føle nærvær og have mod til at stille de rigtige spørgsmål, og det bør man som leder gøre, inden de store ferier, så man imødegår de udfordringer, den enkelte medarbejder går rundt med.

Så det er ikke nok at sige tak med en julegave i december. Tænk på, hvad december ellers bringer af udfordringer for den enkelte.

Som virksomhed gør vi året op i december (eller halvåret), dvs. vi måler på resultater og ”vejer” vores medarbejders indsats i det forgangne år. Vi skuer mod et nyt år, dvs. vi starter forfra til januar og forventer en positiv indstilling, ny energi og visioner for fremtiden, når vi kommer tilbage. Men hvad giver vi dem med hjem på ferie?

Stress, udbrændthed eller ensomhed

Mange er trætte, udkørte og har givet det sidste, de havde i sig. De har haft julefrokost med kollegaerne, hvor der måske er kommet et par sandheder eller to på bordet. De har fået den årlige julegave ved juleafslutningen, som traditionen byder. Chefen har sagt glædelig jul, slået dem lidt på skulderen, og måske har han haft fem minutter, hvor han hen over bordet henslængt har spurgt til familien, og hvad de skal i julen, og nu går de så hjem.

Knap 50% af den danske befolkning er skilte, så hvad går de hjem til? Andre er trætte allerede inden, de går hjem på ferie, men de er trætte, fordi der allerede ligger et heftigt program, som er lagt i familiens skød, og som skal effektueres i alle fridagene.

Vi er bare mennesker, og når vi kommer hjem, og sidder og skuer lidt indad, får tid til fordybelse og til at mærke efter, så får vi ofte øje på de ting, som vi ikke har tid til at reflektere over i hverdagen. Det er helt naturligt at vores arbejdsmæssige såvel som de familiemæssige forhold kommer under lup. Det er jo de to ting, der fylder og skaber balance – eller det modsatte – i vores liv, og derfor kommer de under kærlig behandling, når vi holder fri og har tid til at tænke og tale med hinanden.

Samtidig bugner de sociale medier i december med billeder og opslag om, hvor lykkelige andre mennesker er. Hvor fantastisk familier de har. Hvor lækre deres venner og relationer er. Fest, glæde og smukke mennesker der alle flasher deres lykkelig liv – og ja, vi ved godt alle sammen, at rigtig mange er glansbilleder, og verden ser ganske anderledes ud inde bagved, men vi higer jo alle efter eventyret. Higer efter at mærke kærlighed, nærvær og at høre til, og specielt i højtiden bliver vi synlige som mennesker. Specielt her er vi sårbare.

Derfor er det uendelig vigtigt, at vi mødes med naturlig og ægte interesse og føler tryghed på vores arbejdsplads, når vi går på ferie, for det kan i bund og grund være det sted, der er vores holdepunkt i livet, og det sted, der giver os balance i hverdagen.

Forebyggelse til det kommende år

Stress kommer mange steder fra, når der er ubalance, men som ledere kan vi gøre rigtig meget for at imødegå det på arbejdspladsen, og her op mod jul er det måske ekstra vigtigt, at vi viser nærvær og empati, så vores medarbejdere går hjem med ro i hjertet og glæder sig til at komme tilbage igen efter ferien.

Så jeg vil gerne henlede opmærksomheden på en netop udkommet undersøgelse, der giver indsigt og inspiration til at imødegå stress på arbejdspladsen. Det er god julelæsning for ledere, der ønsker at gøre en forskel. Ledere der ønsker at afværge stress, og som gerne vil integrere værktøjer i deres virksomhed til gavn for medarbejdere og den udvikling, agil ledelse og agile virksomheder helt sikkert får brug for i fremtiden for at få succes.

Anbefalinger om stressforebyggelse til ledere landet over er netop udgivet fra Arbejdsmedicin i Herning og Hospitalsenhed Vest, der sammen har forestået et projekt, som kaster lys over lederes håndtering af medarbejderstress. Projektet er udarbejdet af Projektleder og psykolog, ph.d. Tanja Kirkegaard i samarbejde med psykolog, ph.d. Janne Skakon, Københavns Universitet.

Inspirationskatalog til arbejdet med psykisk arbejdsmiljø finder du her https://www.arbejdsmiljoweb.dk/media/4833665/stressforebyggelse-for-ledere_april2018.pdf

Læs også om de udfordringer agil ledelse kan give https://kotu.dk/agil-ledelse-kalder-paa-agil-stresshaandtering/

Rigtig god læselyst og glædelig jul ♥

Fotografi: Annie Spratt

Jeg hader hende!

/0 Kommentarer/i /af

Jeg hader hende!

Hun ligger lige der, lige under overfladen, og hun kan ikke hold mund. Hun ser og hun hører alt.

Jeg ved godt, når denne artikel er læst til ende, så er der mange andre, der måske også hader hende, eller som i det mindste syntes, at hun må være ufattelig dum, når hun stiller sig derud, midt i ”ingen-mands-land” og gør sig til skydeskive.

Men det er ok, hun har lært at sige pyt. Hele livet har hun haft et eneste pejlemærke: ”størst er kærligheden”, og det gælder stadig. Alt hvad der følger i denne artikel, er sagt i kærlighed. Alt er sagt, for at I, som læser det, mærker efter, lytter et splitsekund, og forholder jer til det, hun siger. I behøver ikke være enige. Tværtimod, en rask lille diskussion forløser, så giv jer endelig til kende. Hun har jo ikke den endegyldige sandhed. Hun har bare en stemme, og den vælger hun så, at bruge lige nu.

Hvem er hun?

Hun er min samvittighed. Hun er min ledestjerne. Hun er mit livs udfordring. Aldrig holder hun mund, og når jeg gerne vil tie, når jeg tænker, nu går det galt, så presser hun mig endnu mere.

”Sig det, og sig det højt, lad være med at være en tøs, hold op med at lefle, vær dig selv, vær autentisk, kæmp for det du tror på, og gå forrest!”

Så det gør jeg. Jeg ved godt, at det har en pris, men det har de ting, som betyder noget, og jeg skal SÅ meget holde op med at være den pæne pige, hende ”pleaseren” der gerne vil gøre alle tilfredse. Det kan man jo alligevel ikke, når det kommer til stykket.

Oskar Wilde skrev: ”Be yourself. Everyone else is already taken”, og sådan er det.

Så nu går jeg hele vejen.

Kæmpe tak til dig, Zune Holm. Du satte prikken over i’et og stak hånden ind i hvepseboet den anden dag. Du er en modige mand, tak for dig!

Når man er ærlig

Jeg har gennem de seneste måneder sendt et par artikler ud i æteren, på LinkedIn. Det har været artikler, der for mit vedkommende har været følsomme og er udsprunget af mit hjerte. Det har også været artikler, hvor jeg godt ved, at nogle har tænkt, ej, det gør hun bare ikke. Kan hun ikke se, at det kommer til at spænde ben for hendes fremtid? Hun fremstår jo svag og det er jo pinligt! Det ”liker” jeg altså ikke. Jeg skal ikke sættes i forbindelse med stress, jeg skal ikke sættes i forbindelse med konkurs, det er jo svaghedstegn, det er jo fiasko.

Tænk engang. Jeg har lige nøjagtig lagt artiklerne op, ikke for at fremstå svag, men fordi jeg dybt ind i mit hjerte ikke kan bære, at vi kun ”liker” hinanden, når det går godt. Det er jo for pokker ikke der, vi har brug for ”support”.

Og Zune, hvor trist det end er, så prikker du til noget i din artikel ”LIKER du kun opad…?” og nu griber jeg bolden.

Du underbygger faktisk kun ”hende, jeg er så sur på, i mit hoveds” tanker.

Nu siger jeg noget meget forbudt, og jeg siger det højt. Mange af jer ”kendisser” har jeg mødt, lyttet til og ”set op til” gennem mine mange år i erhvervslivet. Jeg har også haft samtaler med nogle af jer, når I har været nede. Det har I helt sikkert lykkeligt glemt. Men ved I, hvad? I har glemt, hvor og hvad I kom fra. I har glemt, at vejen frem til det, I er i dag, den har været brolagt med udfordringer. Det er fint, at I kan stå og fortælle om det på scenen, når I bliver ”dyrket” af tilhørerne i salen, og fint, at I kan like hinanden på LinkedIn, men undskyld mig, hvor er I henne? Det forpligter at stå, som det gode eksempel og den, der har sejret, og ikke kun når det giver opmærksomhed og penge i kassen.

Kejserens nye klæder

Det kan godt ske, at I lige nu klapper hinanden på ryggen og syntes, at livet er fantastisk. Det er også ok. Jeg er ikke i tvivl om, at I har fortjent det. Der er ikke noget, der kommer af sig selv, mindst af alt succes. Men lad nu være med at få nykker! Dem I møder på vejen op, dem møder I også på vejen ned, og måske ikke i bogstavligste forstand, men så i overført betydning. Se i spejlet og husk ”what comes around goes around”.

Om du er ”kendt” eller ej. Direktør, chef eller hvad du nu er, så hold op med at tænk på, om dit ”like” bliver anfægtet. Giv dit ”like”, hvis dit hjerte siger til dig, at det her rører ved noget, det får mig til at reagere, stoppe op. Det får mig til at overveje. Lad være med at tænke, om der er nogen, der vil dømme dig, hvis du ”liker” noget, der gør dig til det menneske, du dybest set er. Det menneske der kærer dig om din næste, og tager hånd om den, der har brug for, at du tilkendegiver, at du ved, at vedkommende har brug for dit ”like” – hvem ved, måske er det dig selv, der står i situationen i morgen…

Hvad bygger jeg alt dette på?

Tja, det bygger jeg på, at der jo er værktøjer på LinkedIn. Ud af de opslag, jeg har lagt op den seneste tid, kan jeg kun sige, at hvis der har været 700-800 mennesker inde og læse mine opslag, så er der ca. 80-90, der har ”liket” eller kommenteret på mine opslag, 1-2 har turdet dele. Ca. 20-25 % af de besøgende er CEO/direktører eller virksomhedsejere, men det er ikke dem, der ”liker” mine opslag, og det store spørgsmål er, hvorfor er det lige, at de ikke kan give et ”like” med på vejen?

Det kan selvfølgelig være, at I syntes, at mine artikler er helt vildt dårlige, hvilket er helt i orden!

Ære, mod og omsorg

Mere tankevækkende er det dog, at hovedparten af dem, der har været inde og læse mine opslag og ”liket”, er folk, der ikke tidligere har været i mit netværk på LinkedIn. Så hvor er alle de mennesker, som jeg regnede med? Dem jeg troede bakkede mig op, og som jeg har brugt timer sammen med i det virkelige liv?

Jeg ved det godt, og det gør I også. Der er emner og temaer, man helst ikke vil sættes i forbindelse med. Det smitter og tænk hvis man blev sat i bås med stress? Tænk hvis man blev sat i forbindelse med konkurs…

Som mennesker vil vi helst være en succes, og vi vil gerne spejle os i andres succes, det modsatte er ikke en mulighed. Men tænk engang, livet går ikke kun opad…

Hvad vil jeg med denne artikel? Hende inde i mit hoved, hende jeg ikke har helt styr på. Hun vil bare så gerne, at vi også favner det modsatte af succes. Hun vil så gerne, at vi også taler naturligt om de ting, der gør ondt, de ting der i princippet kan ramme os alle – uanset om vi vil være ved det eller ej – og det gælder både privat og erhvervsmæssigt.

Erfaringsudveksling, både succes og det modsatte, er jo læring, som vi alle har brug for.

Samfundet har brug for, at vi rummer hinanden, udveksler erfaringer på godt og ondt, og anerkender, at det ikke kun er godt alt sammen. Det enkelte menneske har brug for, at vi rummer både succes og fiasko. Men mest af alt, så har vi alle brug for at vide, at vi griber hinanden, også når vi er nede.

Selvfølgelig skal LinkedIn ikke være markedsplads for opremsning af fiaskoer og tudefjæs. Indrømmet, jeg bliver også træt, når alt for mange beder andre om at skaffe dem et arbejde, men hvis vi ikke kan rumme at “like” og hjælpe hinanden, når vi selv er i overskud og andre er nede, så er der da noget rivende galt. Så har vi skabt et forum, der kun er for de perfekte, og så kan jeg helt klart høre stemmen i mit hoved sige: ”I dare you”…

Nu har jeg givet bolden op. Jeg håber, at I griber den. Husk, størst er kærligheden til hinanden og til livet! Tænk over det, næste gang du “liker” noget eller deler, gør det en forskel eller er det bare for at vise frem.