Indlæg

Er jeg en uddøende dinosauer i en digital verden?

Når futurister og fremtidsforskere i deres fremtidsvisioner spår, at vi går ”fra Chef til A.I.”, og chefer og mellemledere helt vil kunne undværes, når vi i fremtiden i stedet arbejder for en algoritme, der aldrig er syg eller sur, altid til stede og konstant træner os til at blive hurtigere og bedre… så går mine alarmklokker helt automatisk i gang.

Hvordan hænger det sammen med trivsel og den føde vi har brug for til krop, sjæl og ånd? Hvordan imødegår vi de tendenser mod-kulturen kalder på i form af fordybelse, nærvær, samskabelse og ro? Vi har mennesker med angst, stress og ensomhed som aldrig før.

350.000 danskere lider af angst
120.000 unge + 50.000 ældre danskere oplever ensomhed
250.000 – 300.000 danskere lider af alvorlig stress
500.000 danskere føler sig udbrændte på jobbet pga. stress
500.000 danskere rammes gennem livet af depression, ubehandlet stress forårsager over halvdelen af alle depressioner og angstlidelser.

WHO forudser at stress og psykiske lidelser bliver den største sundhedsudfordring i 2030, så hvordan tackler vi disse udfordringer, hvis vi lader os isolere yderligere i form af robotter, digitalisering, hjemmekontorer, distancekommunikation m.m.?

Min største udfordring i mit arbejde med trivsel og stressforebyggelse er helt sikkert, at jeg har svært ved at give slip på min tyrkertro på, at kommunikation mellem mennesker, der sidder fysisk over for hinanden, kan noget helt særligt. Samtidig føler jeg mig som den sidste dinosauer i verden, der ikke er klar til at flytte mig ind i fremtiden.

Jeg studerer adfærdsdesign i øjeblikket og er slet ikke i tvivl om, at mit forretningsgrundlag vil være bedre, sundere og mindre sårbart, hvis jeg etablerer flere digitale platforme i form af forskellige webinarer, coaching- og sparringssamtaler via eksempelvis Zoom, MEN… mit hjerte følger ikke med, og min hjerne stritter også imod, så hvad gør jeg? Lægger mig ned og uddør? Eller kæmper jeg for overlevelse på mine egne vilkår?

Fremtiden er her helt sikkert, uanset om jeg hopper ombord på vognen med digitalisering, A.I chefer og andet godt, men hvor er den kritiske røst, når fremtidsforskerne sætter kursen?

Er vi bare en flok lemminger, der tramper i flok, fordi det nye sorte bliver lagt foran os af kloge folk, der spår ind i fremtiden? Og det er jo netop det, de gør. De spår ud fra vilkår samfundet eller de selv sætter op. Men de vilkår kan vi jo selv ændre på, hvis vi vil, ingen har patent på sandheden, heller ikke fremtidsforskerne, selvom de er vildt kloge og har stor indsigt.

Så spørgsmålet er jo i virkeligheden, hvad vil vi være med til? Hvor går grænsen, og hvornår skal vi trække i den anden retning? Er der en grænse, eller lader vi os forføre?

Jeg har brug for både og, ikke for enten eller…

Det kunne være rart at høre, hvad andre mener om fremtiden. Jeg er virkelig nysgerrig. Så hvad mener du?

Ps: Jeg syntes, det er fantastisk at blive udfordret, og jeg har stor respekt for fremtidsforskernes arbejde. Så misforstå mig ikke, jeg vil bare gerne have gang i sunde og nuancerede drøftelser på området, hvor alle kommer til orde og ingen sidder tilbage med følelsen af at blive kørt over af fremtidsbussen!

Fotograf: Huang Vingone

Sandt eller falsk?

Sandt eller falsk?

Kender du det – i flere uger, måneder, ja, måske i flere år har du arbejdet med et særligt sæt spilleregler, og pludselig kommer der ny viden ind fra højre? Med ét er du nødt til at evaluere din viden, og det du går ud i verden med som formidler.

Vi bliver konstant mødt af begreber, udtryk og tiltag, der baserer sig på den nyeste forskning, og sådan er det jo, livet flytter sig. Men hvad er op og ned, hvad er sandt og hvad er falsk? Bliver vi manipuleret eller bliver vi oplyste?

Personligt gør jeg alt, hvad jeg kan, for at følge med i forskning og udvikling af tiltag, ny viden om det der foregår inden for områder, der omfatter mental sundhed, trivsel, arbejdsglæde og forebyggelse af stress.

Det gør jeg, fordi det er vigtigt i min hverdag, at jeg bidrager med den seneste viden og de absolut bedste værktøjer, når jeg er ude at undervise eller lave workshops om lige netop de emner i virksomheder. Det forventer mine kunder og med god grund. De betaler mig jo for at inspirere og give indsigt i det, der virker, og det, der er oppe i tiden.

Men hånden på hjertet, så har jeg på det seneste tænkt meget over, at vi ret ofte, som en anden flok lemminger, bare følger med strømmen af viden, og fra én dag til en anden ændrer adfærd, fordi nogen fortæller os, at en professor x har sagt dit, og hans forskning har vist dat, så bliver det pludselig det nye sorte. Hvor er den sunde skepsis, når nye begreber opstår?

Metakognitiv terapi versus kognitiv terapi

For nylig var jeg til et foredrag med Pia Callesen, hvor hun fortalte om metakognitiv terapi, som i henhold til hendes ord, henrykker forskere over den ganske verden. Kort fortalt siger denne forskning det modsatte af kognitiv terapi, hvor man arbejder med at forandre negative tanker til positive tanker over tid. I metakognitiv terapi handler det modsat om at lade tankerne være og gøre mindre ved dem og på relativ kort tid (8-10 sessioner) blive helbredt for bl.a. depression, angst, PTSD og OCD.

Det var uden tvivl et godt foredrag. Vi var mange, der lyttede med, og på én eller anden måde så vil vi mennesker bare gerne forføres. Det ville være så rart, hvis nogen kunne svinge en tryllestav, og så forsvandt alle vores udfordringer og problemer, men vi ved jo dybest set godt, at sådan fungerer det ikke i virkeligheden.

”Når noget lyder for godt til at være sandt, så er det, det nok også,” sådan har jeg det nok lidt med metakognitiv terapi, som tingene står lige nu. Så simpelt virker det menneskelige sind ikke efter min bedste overbevisning.

Jeg stillede i slutningen af foredraget spørgsmålet: ”Er der ikke fare for, at det hele bliver lidt for overfladisk, hvis vi kun må lytte til vores tanker og reflektere i afmålte mængder hen over dagen?” Svaret var her, at det typisk kun er behandlere, der ser det på den måde, og at klienter bare er glade for at slippe af med deres depressioner.

Jeg er ikke behandler, men jeg bliver altså skeptisk. Hvad er de langsigtede konsekvenser af behandling med metakognitiv terapi? Er det et korttidsfix, eller virker det også på den lange bane? Det er jo ikke udfordringer ”light”, vi taler om, det er mennesker med virkelig tunge lidelser. Derfor gav jeg mig til at søge efter videnskabelige undersøgelser om metakognitiv terapi, da jeg kom hjem.

Desværre kunne jeg ikke i første omgang finde noget, ud over det der figurere på Pia Callesens egen hjemmeside, og da jeg søgte på metakognitiv terapi, dukkede Dansk Psykolog Forening op med deres forbehold mod den forskning, Pia Callesen henviser til. På samme side kom Pia Callesens eget modsvar på Dansk Psykolog Forenings forbehold. Det virker næsten, som om der er udbrudt krig mellem parterne – se meningsudvekslingen i linket nederst på siden.

Sandheden ligger et sted midt imellem

Det, jeg vil med mit opslag, er imidlertid ikke at blive fanget i en debat mellem de to parter. Kun tiden kan jo afsløre, hvem der får ret – og i virkeligheden er der jo ingen, der har patent på sandheden. Jeg vil bare gerne kaste fokus på, at vi måske engang imellem ikke bare råt spiser det, der bliver serveret af eksperter, men mærker efter inden i om det giver mening at ændre på tingene, bare fordi andre disker op med noget nyt, eller fordi naboen har købt konceptet. Måske er det, vi har, i virkeligheden godt nok. Måske virker det i vores virksomhed og for vores medarbejdere. Fordi noget er nyt og formuleret af en specialist, en professor eller én, vi tror er klogere end os selv, er det jo ikke i sig selv en garanti for, at det virker hos os eller hos dem, vi gerne vil gøre godt for.

God udvikling kommer ikke udelukkende af nyt, det kommer i særdeleshed også af at være tro mod det fundament, man har, og drage erfaringer derfra krydret med nytænkning for så vidt, at det giver mening.

Så mit budskab er i virkeligheden, at vi ikke skal lade os forføre, vi skal bruge vores sunde skepsis. Det gælder i særdeleshed, når det handler om trivsel og den mentale udvikling. Det er trods alt mennesker, det handler om.

Se Dansk Psykolog Forenings forbehold og Pia Callesens modsvar her: https://www.dp.dk/p-psykologernes-fagmagasin/debatforum/psykologen-pia-callesen-bedriver-god-reklame-men-daarlig-videnskab-naar-hun-udtaler-sig-om-metakognitiv-terapi/

Fotograf: Axel Blajan

Kan ens hjerne eksplodere?

Kan ens hjerne eksplodere?

Det er et rigtig godt spørgsmål, og jeg kom virkelig i tvivl ad flere omgange, da jeg i begyndelsen af oktober var på et tredages seminar med den internationale forfatter til bogen “Ørnen og kondoren” og stifteren af “Soul Body Fusion”, Jonette Crowley.

På hendes hjemmeside står der, at hun er kendt som ”Spiritualitetens Indiana Jones”, og det er nok ikke helt forkert, når man betragter, hvor mange lande hun har været i, og hvor mange hemmelige, hellige og ikke-tilgængelige steder, hun har fået lov til at besøge.

Jeg har tidligere læst begge hendes bøger, og da jeg for et par år siden begav mig af med at prøve Soul Body Fusion ud fra beskrivelsen i hendes bog, blev jeg i den grad overrasket over den store virkning, det havde på mig. Jeg var derfor ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg ville deltage, da jeg i et nyhedsbrev fra hende så, at hun ville komme til Danmark og afholde et tredages seminar her i efteråret. Jeg tilmeldte mig med det samme.

Jeg er faktisk så fræk, at jeg skriver til Birgitte Meinert, som afholder seminaret, om hun ikke vil spørge Jonette, om jeg må interviewe hende, når vi er færdige. Jeg vil gerne formidle noget af det, jeg oplever – i særdeleshed Soul Body Fusion til erhvervslivet – i håb om, at tiden er ved at være moden til at tage nye værktøjer i brug i kampen mod og forebyggelsen af stress, depression og angst. Det får jeg lov til!

Bevidsthedsudvikling

Overskriften Beyond the Matrix – skills for breakthrough consciousness er lidt af en mundfuld.

Jeg ved fra informationerne på hendes hjemmeside, at Jonette kaldes for en af verdens reneste ”kanaler/medier” og at hun siden slutningen af 80’erne har kommunikeret med to spirituelle guider, Mark og White Eagle. Begge er de fra andre dimensioner, så det er lidt syret og et spadestik dybere end de ting, jeg plejer, at deltage i.

Jeg har de senere år bevæget mig en del rundt i det, man vil kalde ”den alternative verden”. Jeg er født nysgerrig, og lineær tænkning har bare aldrig rigtig været mig, men det at blive udfordret på mine åndelige fordomme og ”jeg ved bedre” er noget af det bedste jeg ved. Jeg kan bare godt lide at gøre det i mit eget tempo, uden at nogle prædiker og ”propper noget ned i halsen på mig”, så jeg er lidt spændt på, om det her seminar er for abstrakt til, at jeg kan forstå det – men det må jo komme an på en prøve.

Min erhvervsmæssige baggrund fornægter sig heller ikke i mit spirituelle DNA, så da jeg kommer ind ad døren den første dag, som er intro-dag, og ser de øvrige deltagere, er mine første tanker noget i retningen af ”hold nu op, hvor er her mange kvinder”, og så valgte jeg i øvrigt at parkere den der.

Med 65 kvinder og kun 3-4 mænd i samme rum giver det, øh… ret meget ”rumklang”.

Nu er den spirituelle verden ikke meget anderledes end den almindelige verden. Begge steder foregår der en masse uformelle og underfundige ting, når folk mødes. Man kender hinanden på kryds og tværs, og som ny kan man kun betragte scenariet og fornemme stemningerne. Der er konger og dronninger alle steder, det er der også her.

Hvem er hun?

Jonette træder ind på scenen, og så er der fuldstændig ro. Hun taler og mediterer med forsamlingen fra kl. 9.30 til kl. 17.30, kun afbrudt af ganske få pauser, og med sig bringer hun visdom og information fra hele verden og hendes mange rejser.

Rejser til hellige og ufremkommelige steder. Steder ingen andre får lov til at besøge, fordi de er ejet og beskyttet af stammefolk, shamaner, naturmennesker, hellige mennesker og regeringer, som ønsker at beskytte stederne mod dårlig energi, slid og hærværk.

Hun startede sine rejser i slutningen af 80’erne og har nu i mere end 28 år arbejdet med personlig udvikling, både hos sig selv og i særdeleshed hos andre, endda før det blev moderne at arbejde med de sider af sig selv, og før spiritualitet var et begreb, man kendte til. Det kan man godt have stor respekt for.

De værktøjer, hun bruger, er utraditionelle og bunder i den indsigt og læring, hun har modtaget på tværs af kontinenter og gennem de spirituelle lag, der gennem årene har åbnet for helt andre dimensioner end dem, vi har i vores erhvervsmæssige værktøjskasser i dag.

Viden er til for at deles, siger hun. Fælles åndelig bevidsthed nedbryder grænser og åbner for forståelse og læring på helt andre niveauer end dem, vi arbejder med i dag.

Hvad taler hun om?

Hun taler om Quantum Brain, Oneness, Grandmother Codes fra the Aboriginals i Australien, portaler, stjerne-DNA, kanalisering, energier og Homo Luminous. Gammel lærdom der er gået tabt, og som vi mennesker har tabt af syne, men som nu genaktiveres.

Det er en ordentlig mundfuld, men samtidigt ret fascinerende og noget bliver helt sikkert hængende og udfordre min tankegang.

Da jeg kommer hjem fredag aften, går jeg fuldstændig omkuld og en af mine sidste tanker, inden jeg falder i dyb søvn, er, at her er jeg da vist kommet ud på lidt for dybt vand.

Lørdag morgen tager jeg af sted igen. Jeg er draget af projektet og er nødt til at vide mere. Hvis det er ”hokus-pokus”, finder jeg vel ud af det, og er det ikke, så vil jeg rigtig gerne vide mere.

Jeg synes stadig, at forsamlingen er temmelig levende, og deres historier er ret vilde, men tilsyneladende er de alle vant til at arbejde med meditation, astralrejser, energier, bevidsthedsudvidelse og udveksling af erfaringer på denne måde, så jeg må jo bare klø på og deltage efter bedste evne.

Jeg kan i løbet af dagen godt mærke, at jeg har nogle grænser og forbehold, som hindrer mig i at give ordentligt slip og deltage på lige fod med de øvrige, men det er jo mit problem og ikke deres. Jeg kan også godt mærke, at jeg bliver kigget på som hende den nye, og jeg er måske lidt for business-like i tøjet og i min optræden, men hvis jeg kan acceptere dem, så er de også nødt til at acceptere mig, og sådan må det være.

Spirituel udvikling

Det paradoksale er, at jeg lover Jonette, at jeg nok skal tage billeder undervejs gennem forløbet. Som en naturlig følge heraf bliver forsamlingen spurgt, om der er nogle, der ikke ønsker at være med på billeder. Det er der faktisk en del, der ikke ønsker, hvilket undrer mig. De virker så afklaret og i balance med sig selv.

Jeg tænker, at hvis man er villig til at bruge 5000 kr. på et tredages seminar i beskedne omgivelser, hvorfor vil man så ikke stå ved det? Det går jeg lidt og grubler over, indtil et par stykker kommer hen og nærmest lidt undskyldende gerne vil forklare, hvorfor de ikke ønsker at være med på billeder. Her går det for første gang op for mig, at de er nervøse for at billederne lander på de sociale medier, og at deres chefer ser dem i et spirituelt forum.

Jeg kommer til at tænke på inkvisitionen i middelalderen, og må igen kigge indad. Jeg har jo selv ”puttet” mig i flere omgange i mit liv, måske af samme årsag. Gemt mig for en verden, hvor flere og flere mennesker går i stykker mentalt, og hvor de virkemidler, der hidtil har været taget i brug, ikke har virket.

Jeg har heller ikke tidligere selv været modig nok, til at stå frem og stå ved min overbevisning og mine evner. Evner som i virkeligheden har hjulpet rigtig mange mennesker på min vej gennem livet, og som har stor fokus i mit liv i dag, når jeg mødes med virksomheder og ledere og drøfter muligheder for forebyggelse og mental sundhed blandt deres medarbejdere og hos dem selv.

Så jeg kan jo ikke klandre nogen, men kun tænke højt, at det er på tide, at vi alle begynder at tænke i nye retninger og tale åbent om, at der kan være andre metoder og virkemidler, som gør mere gavn end det vi har adgang til i dag; alternative behandlinger med en mere spirituel tilgang. Vi har i bund og grund alt at vinde og intet at tabe.

Individualitet

Selvfølgelig kræver det en større åbenhed og accept af, at det, der virker for den ene, måske ikke virker for den anden, og at der ikke er noget rigtigt eller forkert. Vi er individer og vores tilgang til tro, liv og overbevisning er voldsomt forskellige, men vi har alle brug for at tro på noget, ellers giver livet ikke rigtigt mening, gør det vel?

Spiritualitet er fortsat en meget privat sag. Man kan desværre ikke tage en master i spiritualitet, hvis man kunne, ville mange flere åbne døren i tillid til, at dokumentationen var på plads, og der kunne sættes tjek-mærker ud for effekt og virkning.

Men sådan virker tingene ikke i denne verden. Her er man nødt til at mærke sig selv, tro på sin intuition og den intention, der ligger bag, når man går ind til en behandling, uanset om det hedder akupunktur, meditation, healing eller andet.

Intuition er blot en af mange evner, men den er spirituel. Alligevel er det en evne, vi alle bruger dagligt i vores omgang med hinanden.

Intentioner er et af de stærkeste midler i verden til at få ting til at ske. Tænk bare på Steve Job, tænk på Mærsk Mc-Kiney Møller og alle de andre, som har haft intentioner.

Grundtvig, vores kære landsfader, har udtrykt sin spirituelle holdning således:

”Et menneske består af krop, sjæl og ånd. Kroppen er det synlige ved os. Sjælen eller psyken er det usynlige, indre liv i os. Men det er ånden, der forbinder krop og sjæl. Det er ånden, der er livet i livet både i og mellem os – ja sågar i forholdet mellem Gud og mennesker.”

Jonette Crowley siger det samme, hun kalder det bare ”Soul Body Fusion”, og hun nøjes ikke med at sige tingene, hun gør noget ved det, uagtet om andre syntes, at hun er mærkelig eller ej. Hun følger sit hjerte og stråler af at kunne lide det hun laver, og det smitter. Det gør folk som brænder for noget.

Reflektion

Da jeg forlod seminaret var min hjerne sprængfyldt med nye indtryk, men den eksploderede heldigvis ikke. Noget var for langt ude, til at jeg helt forstod det, andet tog jeg med mig og har tænkt mig at arbejde videre med. Mest af alt, har jeg tænkt rigtig meget på, at det er vigtigt, at vi finder “ånden” i vores virksomheder, så vi kan formidle vores DNA til medarbejderne. Så tror jeg, at vi kan skabe meget bedre arbejdspladser med rummelighed og plads til individet, og derved få ilden tilbage i vores medarbejderes øjne (hvis den er forsvundet).

Det kan godt betale sig, at lade sig udfordre på sin viden og tro, det betyder ikke, at man skal tage alt for pålydende, men et åbent sind giver nye vinkler, og man får skubbet til sin bevidsthed og sin viden – det er sundt. Derfor tager jeg afsted til ting, der kan forekomme meget anderledes. Det gør mig helt vildt rig på oplevelser, og jeg flytter mig lidt hver gang…

Du kan se mit interview med Jonette Crowley lige her:

https://kotu.dk/blog/interviews/soul-body-fusion/

Fotograf: Bethany Szentesi