Indlæg

Offer eller kriger?

Offer eller kriger?

Hvordan vil du helst indtage verden?

Når man arbejder med mennesker på daglig basis – og gør vi ikke alle det? – så begynder en læringsproces at tage form. Nogle situationer syntes at dukke op igen og igen uagtet, at man jo havde lukket døren til lige netop den situation for kort tid siden. Så hvad er det lige, der sker?

Tja, måske tiltrækker vi selv situationen, måske fik vi i virkeligheden ikke løst opgaven første gang, måske, og kun måske, håbede vi, at den gik væk af sig selv, hvis vi glemte den.

Jeg var engang til psykolog i forbindelse med min skilsmisse. Vi havde lovet hinanden, at vi ikke ville lade noget være uprøvet. Hvis vi gik fra hinanden, så skulle der ikke være nogen fortrydelse bagefter, fordi vi ikke havde forsøgt at klinke skårene, så til psykolog det gik. Det reddede dog ikke mit ægteskab, men det gav mig en indsigt til at forstå min hjernes funktioner lidt dybere og mere indgående. Måske var det i virkeligheden startskuddet til, at jeg begyndte at arbejde med personlig udvikling på et lidt dybere plan.

I forbindelse med en udfordring eller et traume fra min barndom spurgte jeg psykologen, om det, hvis nu jeg sagde det højt til hende, så ville forsvinde og ikke plage mig mere? Hendes korte svar var NEJ. Det pillede jeg så lidt i og udtrykte efterfølgende højt, at så behøvede vi ikke tale mere om det, så kunne det vente. Hertil svarede hun, at jeg havde to valgmuligheder.

Hun beskrev det som følgende: ”din hjerne er som en trykkoger, og tingene ligger ganske stille under låg. Når du begynder at røre ved det, der ligger under låget, begynder at tænke tanker eller får billeder ind, så er det tid til at tage låget af og kigge på tingene. Beholder du låget på, så kan jeg med garanti love dig, at på et tidspunkt, og helt sikkert et tidspunkt du ikke ønsker, så springer låget af helt af sig selv, og så har du balladen.”

Jeg kan huske, at jeg tænkte, ja, ja, det skal du sgu’ ikke bestemme, nu har jeg båret på det i 39 år, så klarer jeg nok også de næste 50, hvis det er det jeg ønsker, og så luntede jeg lige så stille ud ad døren.

Det gik jo hverken værre eller bedre, end selvfølgelig hoppede det irriterende låg af – og ja, på et voldsomt upassende tidspunkt og jeg røg ned med et brag. Alle sandheder og skeletter væltede i et mylder ud af skabet, helt ude af kontrol.

Det er nu ikke det, min historie skal handle om. Det jeg gerne vil kaste fokus på er, at jeg kunne have lagt mig i fosterstilling og aldrig rejst mig igen, men jeg valgte i stedet, step by step, at rejse mig og tage én ting ad gangen og kikke på den. Herefter vurderede jeg, om jeg reelt kunne gøre noget ved det. Var det så gammelt, at det var ligegyldigt nu (ting jeg bare havde holdt i live fordi…?), eller var det noget, jeg var nødt til lige at vente lidt med, indtil jeg var klar. Tre bunker, tre valg.

Fordi jeg valgte at kigge på tingene i rygsækken, den rygsæk der havde tynget mig mere og mere hen over årene og havde fastfrosset mig i en rolle, der slet ikke var mig, og fordi jeg valgte at tage kvælertag med det, der gjorde ondt, det, der holdt mig stangen, de ting, der var svære, netop derfor slap jeg fri af offerrollen. Jeg blev kriger.

Nogle har givet vis fået et chok i tiden efter, nogle blev læst ind for lopper, andre blev smidt ud. Der var gråd, der var støj, og der var vrede. Når først man går i gang med mental rengøring, så vokser man skridt for skridt, og den magt, man har givet andre, tager man med ét tilbage, og pludselig ser verden og ens muligheder helt anderledes ud.

Hvad har du med ud i livet?

Jeg kommer fra en kultur, hvor der hele mit liv har været fokus på alt det, jeg gjorde forkert. Ros var en by i Rusland, og hjemme var læringen: tro det værste om folk, indtil det modsatte er bevist. Det er ikke det fedeste grundlag at drage ud i verden med, når man er et kærligt og særligt sensitivt væsen, men det var altså min værktøjskasse, mit verdensbillede, min kultur.

Det er i øvrigt helt naturligt, vi er alle født med to biologiske mekanismer der:

• hæmmer positive følelser
• fremmer negative følelser

Negativitetsbias har evolutionære fødder. Belønner os for at holde fokus på overlevelse.

Og det er stadig ikke for at være i offer-rollen, at jeg nævner det. Men tænk jer, hvilken befrielse det var, da jeg begyndte at interessere mig for personlig udvikling, mental sundhed, konflikt-håndtering, coaching og positiv psykologi. Pludselig var der begreber, der dækkede min opvækst, mit ulvesprog og min adfærd. Der var et lys, der brændte stærkere og stærkere ude i horisonten; modsætningen til min læring, modsætning til alt det, jeg var ved at blive kvalt i.

Jeg fik et nyt udgangspunkt i forhold til, hvad der virker for folk, frem for, hvad der ikke virker. Positivt livssyn frem for negativt. Girafsprog frem for ulvesprog – og ikke mindst, at livet er læring. Vi møder de udfordringer, vi skal. Måden, vi håndterer dem på, er afgørende for, om vi vokser eller kryber. Ændringerne i vores liv kommer indefra og ikke fra vores omgivelser. Lidt som en plante der bryder gennem asfalten. Sådan kan vi vælge at søge mod lyset eller forblive i mørket.

Som indskudt bemærkning bør jeg nok nævne, at der skal tre positive følelser til at opveje/udligne én negativ følelse, og det tager 6-8 uger at danne nye neurale netværk – nye vaner. Heldigvis har forskning vist, at den plastiske hjerne (neuroplasticitet) livet igennem kan ændre sine strukturer og aktivitetsmønstre på afgørende vis. Vi udvikler 2000 nye hjerneceller hver dag, så der er håb for os alle.

Positiv psykologi

For nyligt deltog jeg i en foredragsrække om positiv psykologi, og det gav et indblik i ikke bare min rejse, men også mange af mine samarbejdspartnere og klienters rejser, og det underbyggede på alle måder ovenstående.

Hans Henrik Knopp, lektor i psykologi, Aarhus Universitet, udtalte i et foredrag om positiv psykologi på Folkeuniversitetet: ”Alle prøver jo at være stærke, ingen ønsker at være skrøbelige.”

Han fortalte ligeledes, at vi er ”forkodet” med at være på vagt, derfor trives vi negativitet. Tilbage i stenalderen var det vigtigere at have det skidt, modsat af at have det godt. Hvis du havde det lidt skidt, var du opmærksom, bekymret og i alarmberedskab, og dermed kunne du forhåbentlig overleve, men hvad var prisen? Glade mennesker var i fare for at dø, fordi de var uopmærksomme…

Det er vores DNA,

• derfor er vi mere opmærksomme på negative end positive begivenheder
• derfor reagerer vi følelsesmæssigt hurtigere på negative begivenheder end positive
• derfor rammes vi hårdere af negative oplevelser end positive (mindst tre gange hårdere på                arbejdet og fem gange hårdere i parforholdet)
• vi grubler mere over problemer end vi påskynder glæde
• der er mere socialt spin/smitte i problemer end glæder

Tænk bare på medierne, journalisternes tilgang ”if it bleeds it leeds”.

• i mange sammenhænge gives prioritet til behandling frem for forebyggelse (der bruges ca. 4% af
sundhedsbudgettet på forebyggelse)

Anne Kirketerp Linstad, ph.d i foretagsomhed og ekstern lektor på Aarhus Universitet, kastede lys over, hvordan man får mennesker til at gå fra at tale om til at udføre. At gå fra tanke til handling.

Interessant er, når vi går ind i rollen med ”lært hjælpeløshed”, en rolle der optræder, når vi mister troen på, at vi kan påvirke vores omgivelser. Det jeg kalder at fastfryse. Når vi påvirkes negativt i korte perioder, kan vi komme videre uden mén, men hvis vi påvirkes gennem lang tid, så sætter det spor i retning af lært hjælpeløshed.

Hvis vi skal ændre på vores selvforståelse, kræver det, at vi opnår succesoplevelser.

”Folk undgår aktiviteter og situationer, som de mener overskrider deres mestringsstrategier”
– Albert Bandura 1994.

Succesoplevelser:

• kræver at vi lykkes med noget svært
• er individuelle og afhængige af vores tidligere oplevelser
• kræver (ofte) at vi får et kærligt skub for at ændre opfattelsen af det, som opleves for svært.

Microfeedback virker og fastholder os i vores ”rejse” frem mod succes.

Anne Kirketerp Linstad gjorde opmærksom på, at hvis vi i stedet for hele tiden at fokusere på en hel forretningsplan med al dens kompleksitet har opmærksomhed på små skridt med fuld kontrol, så skaber vi fremdrift og positiv energi – hun kalder processen ”det næstbedste skridt”.
Det eneste, vi har kontrol over, er os selv og de midler, vi har til rådighed. Hvis vi hele tiden beskæftiger os med den næste bedste handling, bliver vores handling overkommelig og mulig.
Foretagsomhed styrkes ved at fokusere på det vi har kontrol over. Der er tre ting vi altid har kontrol over:

• Hvem er vi?
• Hvem vi kender?
• Hvad vi ved?

Man har kun kontrol over et skridt ad gangen, INGEN har kontrol over fremtiden.

I dag lever jeg efter fire helt enkle leveregler, skrevet af don Miguel Ruiz:

• vær ren i dit ord
• tag ikke noget personligt
• lad være med at formode noget
• gør altid dit bedste

Jeg er kriger, og det er jeg stolt af.

Fotograf: Xuan Nguyen

Læs også https://kotu.dk/er-dit-arbejde-din-identitet/

Problemer gør os lykkelige!

Problemer gør os lykkelige!

Det er noget af en påstand, og den skulle da også lige skylles ned og funderes lidt, før det gik op for mig, at det er sandt.

Jeg gav mig for kort tid siden i kast med bogen ”Kunsten at være fucking ligeglad” – en anderledes guide til et godt liv af Mark Manson, #1 New York Times Bestseller. Den havde længe stirret på mig fra boghandlerens vindue og udstilling, den var også dukket op et par gange på de sociale medier, så jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at forholde mig til bogen og budskabet. Ud fra min egen filosofi og prædiken om at universet kommunikerer med os, hvis vi lytter og mærker efter, var jeg jo lidt nødt til at tage min egen medicin, og lytte til det der blev smidt efter mig, så jeg købte bogen, gik hjem og smed fødderne op i sofaen og begynde at læse.

Det interessante er, at vi tit tiltrækkes af noget der provokerer os eller direkte frastøder os, det pirrer vores nysgerrighed. Og bogen lægger i bund og grund også ud med at bruge ordet ”fucking” så mange gange, at jeg næsten er klar til at lægge den på hylden igen. Dog er der budskaber inde i bogen, der fanger og udfordrer mig positivt, så jeg bliver alligevel hængende.

Det gode liv

Postulat nr. 1 – at løse problemer gør os lykkelige, uden problemer kan vi ikke være lykkelige
Postulat nr. 2 – hvis vi alle er enestående og ekstraordinære, som nogen vil påstå, så er der ingen der er enestående og ekstraordinære
Postulat nr. 3 – hvis du erkender, at dine handlinger ikke betyder ret meget i det store billede, og at størstedelen af dit liv vil være kedeligt og uinteressant, og at det er fint nok. Når du har accepteret det, så vil du få en større forståelse af livets grundlæggende oplevelser: værdien af enkle venskaber, af at skabe noget, hjælpe en person i nød, læse en god bog, grine sammen med en du holder af.

Der stod også mange andre ting i bogen, men lige de her tre gav anledning til ekstra refleksion og stor respekt for de betragtninger, forfatteren delte.

Det giver rigtig meget mening i forhold til de forvrængninger der er i tiden, og i forhold til hvornår man anser sig selv for at være en succes, hvem vi er som individer, og hvilken indvirkning vi hver især har på samfundet, verden og på hinanden.

Vi er så små

Vi er bare en dråbe i havet eller en lille krusning på vandoverfladen. Vi er her en kort stund, og så er vi væk. Det, der er vigtigt, mens vi er her, er læring. At vi tager de problemer til os, som vi møder undervejs, kigger på dem, undres over dem og løser dem, så vi kan vokse, og ikke på bekostning af andre, men sammen med andre. At vi rækker ud, ser hinanden, er der for hinanden og hjælper hinanden. Lader de små ting få betydning i det store billede, også kaldet livets maleri.

Det giver ret god mening, selvom det bliver skrevet i et sprog og i en tone, der provokere og udfordrer min gode opdragelse og selvforståelse, men han rører ved helt centrale opfattelser og holdninger til livet, og så kan det jo i bund og grund være ligegyldigt, hvordan det bliver pakket ind, bare budskabet trænger igennem, og det gør det!

Fotograf: Levi Xu

Kvinde tjek din DNA

Kvinde tjek din DNA

Jeg havde fået en nytårsgave. ”Flyt dig på en halv dag” hed den. En workshop hos et menneske, som jeg i den grad har stor respekt for, og som hver gang, jeg ser hende, slår mig som en klippe, et autentisk menneske med personlig integritet, der samtidig formår at udtrykke dybe følelser og empati. Et menneske med en klogskab, en indsigt og et nærvær, som smitter og udvikler.

Så jeg var både spændt og forventningsfuld, da jeg drog af sted.

Selvfølgelig kørte vi forkert og kom lidt for sent. Jeg havde fået kørelejlighed med en kvinde, som jeg ikke kendte i forvejen. Vi havde talt os varme på den lange køretur, der, hvis GPS’en ikke havde vist forkert, havde været ret kort. Men det var åbenbart sådan, det skulle være, og vi var begge i godt humør, da vi nåede frem.

Anette stod ude på trappen og tog imod os. Det føltes næsten som at komme for sent i skole. Der stod skoleinspektøren og kiggede, småfnisende dukkede vi nakken og trippede ind. Vi blev nu taget kærligt imod, og fandt hurtigt vores pladser i lokalet.

En rundkreds af ene kvinder. Min første indskydelse var nysgerrighed og lidt forbehold. Jeg har aldrig været sådan en kvinde-kvinde. Jeg er mere en drengepige og har altid befundet mig bedre blandt drenge og senere blandt mandlige kollegaer. Jeg syntes, at kvinder er svære at læse og generelt ret komplicerede. De fylder meget, og der går tit hønsegård i tingene, når de er samlet. I bund og grund har jeg en stor del af mit liv forsøgt at undgå forsamlinger med alt for mange kvinder. Måske har jeg i virkeligheden været lidt bange for dem, det kan jeg ikke udelukke.

Systemiske mønstre

Men nu var jeg her, og sikke en broget flok. Det var ikke kvinder, jeg normalt ville søge, hvis jeg skal være helt ærlig. Lidt skræmmende, og så sejrede min nysgerrighed alligevel. At jeg ikke har følt mig tilpas i kvindenetværk og andre sammenhænge med mange kvinder gennem årene er jo ikke fordi, at jeg ikke har haft lyst. Jeg har bare ikke kunnet finde ud af spillereglerne, og derfor har jeg valgt mændene. Mænd er ligetil, ingen fikumdik, man kan læse dem som en åben bog, og de siger (for det meste) tingene lige ud. Men kvinder… uh, de er svære.

Spændt og iagttagende var jeg, da seancen gik i gang. Som i mange andre sammenhænge, når folk samles, er der altid en eller to, der tager teten. Det var der naturligvis også her. Anette styrede med sikker hånd tingene fra sin plads. Vi blev kort præsenteret, ingen titler, kun personen og hvorfor vi deltog denne dag.

Igen blev det bekræftet, at vi var mangfoldige og meget, meget forskellige. To havde netop mistet deres job. Det fyldte selvfølgelig en del og var noget, vi alle kunne forholde os til.

Med udgangspunkt i den ene deltagers situation, lavede Anette det, der hedder en systemisk opstilling. Her placerer hun os hver især fysisk på gulvet, eller rettere sagt, vi placerer os intuitivt hver især, der hvor vi føler, at vi skal stå i forhold til den rolle, hun gav os – kollektiv intelligens træder i kraft. Et puslespil bliver lagt, og pludselig afdækkes et mønster, man ikke tidligere kunne få øje på. For mit eget vedkommende, blev det en kæmpe aha-oplevelse.

Mønsteret viste sig at være bagudrettet. Den adfærd, man udviser i arbejdssituationer og i livet generelt, tager i virkeligheden udspring i det familiemønster, man kommer fra. Det kan trække spor adskillige generationer bagud. Wow, det var stof til eftertanke.

Det hele foregår i en tryg og kærlig atmosfære. Det er det også nødt til, for det går rigtig tæt på det enkelte menneske. Men kvinden, det her handlede om, fik virkelig et wake up call. Fra at fingeren måske pegede ret meget væk fra hende selv, fik hun pludselig fokus på egne handlinger. Måske var det i virkeligheden hende selv, der fremkaldte situationer, som hun slet ikke havde lyst til at havne i. Et meget, meget virkningsfuldt værktøj. Vi andre, som deltog, lærte mindst lige så meget om os selv af øvelsen.

Måske, fordi vi var så homogen en gruppe, opstod der en impuls i vores undervisers tilgang til dagen. En pludselig indskydelsen gjorde, at vi endte ud i et eksperiment, der ikke tidligere var prøvet. Et eksperiment der, for mit eget vedkommende, rørte ved rigtig mange følelser.

Kvindenetværk

Vi blev stillet på tre rækker.

Række et var vores aner. De kvinder der var gået forud for nutidens kvinder. Vores mødre, bedstemødre, oldemødre og generationer før dem. De kvinder der havde kæmpet og ofret sig for nutidens kvinders rettigheder og frihed.

I den midterste række stod nutidens kvinde.

I den tredje række stod fremtidens kvinder.

Opgaven var nu for nutidens kvinde at udtrykke, hvilke tanker hun havde med sig fra fortiden. Hvilke følelser det fremkaldte, når hun mærkede efter og skulle udtrykke sin taknemlighed for, hvad fortidens kvinder havde ofret, for at hun kunne stå der i dag. Fri og med alle de muligheder, hun havde haft med sig i livet. Fri til at gøre karriere, fri til at stemme, fri til at vælge til og fra, fri til at være kvinde, uafhængig af mænd, fordomme, undertrykkelse, hekseafbrænding, ydmygelser og meget mere.

Svaret var dyb taknemlighed, trykken for brystet og rigtig mange følelser, der var svære at holde inde.

Jeg stod i rækken med fortidens kvinder. Vi blev efterfølgende spurgt, hvad vi følte, når vi kiggede på nutidens kvinder. Det havde jeg det utroligt ambivalent med. Følte at jeg stod i et skisma.

Hele mit voksenliv, efter at jeg har fået børn, har jeg været forfulgt at dårlig samvittighed. Velvidende at det var en følelse, som jeg var nødt til at gøre op med. Hver gang man vælger noget til, så vælger man noget fra. Jeg ville i bund og grund gerne være hende moderen, der bagte boller og var hjemme, når børnene kom fra børnehave og skole.

Prisen for at gøre karriere som kvinde

Jeg ville gerne være mor med kæmpe M. Men jeg var den, der tjente de fleste penge, karrieren tog fart, jeg blev tilbudt jobs, som var interessante, deltog i bestyrelsesarbejde m.m. og hvis jeg nu løb stærkt nok, så nåede jeg jo det hele alligevel, troede jeg.

Men de seneste år har den dårlige samvittighed plaget mig voldsomt, og lige der på det sted, hvor jeg skulle sætte ord på taknemlighed overfor fortidens kvinder. Lige der, kunne jeg mærke vreden. Vreden over at familiemønstre verden over er i opbrud, vrede på vegne af de unge mennesker, jeg møder så mange steder på min vej. Unge mennesker, der ikke kan finde deres plads i livet, som føler et kæmpe pres i forhold til forventninger fra forældre, samfund og omgivelser. Unge som næsten har givet op over for livet og udfordringerne, længe inden de overhovedet er begyndt at leve, som voksne mennesker.

Jeg tænker ikke, at de er svagere, end vi var. Jeg tænker ikke, at de er mere forkælede, end vi var. De har helt sikkert mange flere materielle ting og penge, men det gør dem altså ikke lykkelige. Jeg tror desværre, at de føler sig enormt ensomme med deres valg og beslutninger. De har svært ved, at overskue alle de muligheder, verden byder ind med. Svært ved, at overskue alle de ting, de skal tage stilling til, når deres eneste spejling er mor og far, der et helt liv har løbet rigtig stærkt i hamsterhjulet for at skabe karriere og få succes. Med hvilket formål? For at bo stort og flot, for at købe et ekstra sommerhus, en båd eller en endnu større bil, men på bekostning af hvad?

Så her står jeg frustreret, ked af det og vred.

Vred over at fortidens kvinder har ofret familierne til fordel for frihed og karriere. Vred over at skilsmisseprocenterne er på 50 %. Vred over at unge går ned med stress og angst. Vred over at 18-20 % af alle elever på erhvervsuddannelser og gymnasier har gjort selvskade i form af brændemærkning og cutting mindst én gang. Hvor er vi henne?

Os, mødre eller fædre, der burde være hjemme, når de kommer fra skole, så vi kan være nærværende, kærlige og lyttende og hjælpe dem med at takle ensomhed, forvirring og udfordringer. Jeg taler ikke om curlingforældre. Jeg taler om den forpligtelse, vi har som forældre, overfor vores børn og unge.

Vi skal guide dem i livet. Alle mennesker har brug for, at bliver set og lyttet til. Familien er den eneste base, hvor vi kan være hudløst ærlige, og hvor vi kan forvente, at blive forstået og lyttet til. Hvor vi kan få et kram, og hvor nogen tørrer vores tårer væk, når verden er ond. Hvis ikke vi kan regne med vores familie, hvem kan vi så regne med?

Når vi er udfarende som forældre, både far og mor, hvor skal så overskuddet komme fra til at gide lytte, når vi kommer trætte hjem, når firmaet og jobbet kommer til at fylde mere i hverdagen end dem, vi lever sammen med. Hvordan skal vi så være gode forældre, ægtemænd og koner. Hvor skal overskuddet til at give kærlighed og opmærksomhed til vores familier komme fra? Og hvad er det for et forventningspres, vi lægger på vores børn og unge?

Har vi skabt en generation, hvor det at være en succes er forbundet med, hvor meget vi ejer, og hvor meget status vi har opnået? Og hvor det eneste saliggørende er at have en akademisk baggrund, hvis du vil have succes i livet?

Hvorfor har vi så travlt med at sende de unge i lige linje frem mod karriere, hvor bliver fjumreårene af? Barndommen hvor vi legede?

Men hvem skal de lege med, hvis de sidder inde bag hver sin skærm? Hvor er fællesskabet blevet af, tiden hvor vi spillede fodbold i parken med søskende og venner på kryds og tværs af aldre og formåen. Byggede huler, spillede krig på gaden, sjippede, spillede kantsten eller alle de øvrige ting vi lavede, når vi holdt fri. Ikke at forglemme kakao og boller hos Sten og Sørens mor, Else, hvor vi elskede at hænge ud, når vi blev trætte. Hvor skal vores børn opleve fællesskabet, forskelligheden og accepten af det enkelte menneske?

Vrede mod fortidens kvinder

Alle de tanker har jeg haft rigtig længe, så jeg kan slet ikke udtrykke den taknemlighed, de øvrige kvinder i lokalet står med. Jeg bliver i virkeligheden helt vildt ked af det og føler, at jeg har fucket mine børns liv op.

I mange år har jeg bildt mig selv ind, at det jo var sundt for mine børn at se mig som den selvstændige kvinde, jeg var. En kvinde med egen virksomhed, en kvinde der havde knoklet sig til succes og anerkendelse. En der kunne forsørge sig selv, og som var uafhængig af andre. Men efter at mine to piger er blevet voksne, er jeg blevet bevidst. Bevidst om mange ting. Selvfølgelig er de super stolte af mig. De syntes, at jeg har gjort det fantastisk, men de syntes også, at det har haft en pris. Uanset hvor hårdt jeg arbejder på at skabe balance lige nu, så kommer årene ikke tilbage, og de er begge gode til at sætte ord på. Ord der vækker tanker, og som rammer mit hjerte.

Men så træder en af fremtidens kvinder frem. Hun er ung, sikkert i slutningen af tyverne. Hun kigger intenst på mig, og så siger hun til mig, at hun er dybt taknemlig for, at der er kvinder som mig. Kvinder der har fucket op og gjort karriere, ofret sig for fremtidens kvinder. Det har givet hende indsigt i, at min generation af kvinder har knoklet sig blå i hovedet i forsøget på at få enderne til at nå sammen. Karriere, hjem, børn og mand. En ligning, der ikke kan gå op, og som klart giver dårlig samvittighed hele vejen rundt, hvis man er ærlig. Der er betalt en høj pris. Tilvalg og fravalg…

Men det, vi har vist hende og hendes generation, er, at de nu kan tage det bedste fra alle generationer og vælge til og fra uden dårlig samvittighed. De ved, at karriere ikke er lykken i sig selv, men at familien er nødt til at have højeste prioritet. Så derfor er hun taknemlig for mig og min slags. Hun er fri for at havne i sammen situation. Hun kan nu planlægge sit liv, så hun får det, hun ønsker, familie og karriere, men i samhørighed. Hun behøver ikke ofre sin familie for sin karriere, og omvendt. Samfundet har betalt prisen og er i gang med at rette ind. En ny tid er på vej.

Fremtidens familier er rustet til fremtiden. Samfundet ved godt, at der skal være balance. Arbejdsrelateret stress koster ifølge Stressforeningen hvert år samfundet 27 milliarder. I 2020 forudsiger eksperter, at stress er den tredjestørste folkesygdom i Danmark. Det er trods alt til at tage og føle på. Så noget skal der ske, vi har ikke råd til andet.

Da vi er færdige med øvelsen, er vi alle trætte, mætte af indtryk og lidt gladere. Vi har støttet og hjulpet hinanden gennem svære øvelser og været kvinder sammen. Det føltes stærkt. Rigtig stærkt. Specielt for mig, der aldrig rigtig har følt mig tilpas i situationer med mange kvinder. Det må jeg så tage til efterretning. Det sker nok ikke natten over, at jeg kommer til at danse i rundkreds med mange kvinder, men noget har det bestemt rørt ved indeni mig, og det har sat tanker i gang.

Kvinder kan noget helt særligt, det kunne vores forfædre også. Det skal vi have tilbage. Tid til hinanden som kvinder, netværke med hinanden som kvinder, hjælpe hinanden som kvinder. Vi kan udtrykke følelser og skabe fællesskab som ingen andre, når først paraderne kommer ned, og vi ser hinanden.

Så heldigvis blev mine fordomme og bekymringer gjort til skamme. Det er bestemt ikke sidste gang, jeg deltager i noget ”kun” med kvinder. Det føltes næsten, som at komme hjem.

Stærke kvinder

Måske var det i virkeligheden den besked, der blev sendt fra fortidens kvinder. Vi skal holde mere sammen, vi kvinder. Sammen er vi stærke. Sammen kan vi noget helt særligt. I like!

Det var i øvrigt netop sammenholdet mellem kvinder, det at kunne trække på erfaringer fra forskellige generationer, at kunne sidde sammen med andre kvinder i forskellige aldre, med forskellig tilgang til livet, som vi gjorde den dag på workshoppen. Det var netop den konstellation, den unge kvinde efterlyste. Hun følte sig tit ensom i verden, som kvinde – den følelse kunne vi alle tilslutte os.

Alt for længe har verdens kvinder kæmpet alene, hjemme som ude. Vi har manglet opbakning fra andre kvinder. Så måske jeg må revidere min opfattelse omkring det med, at der skal flere kvinder ind i bestyrelserne. Jeg har i mange år tænkt, at det var værre vrøvl og nedværdigende for mit køn. Man skulle ikke ansætte kvinder bare for at udligne kvoterne og for at skabe ligestilling. Bedste mand på posten, var min holdning.

Men set i bakspejlet og når jeg tænker over, hvordan bestyrelsesposter besættes i mange bestyrelser, både i små og mellemstore virksomheder, så er det jo mændene, der peger på hinanden, en slags kammerateri. Det beviser i grunden bare, at mændene har været bedre til at bevare pladserne omkring lejrbålet. De har forstået, at hjælpe hinanden og støtte hinanden, modsat vi kvinder, der har spillet spillet på mændenes vilkår.

Nu må tiden være kommet til, at vi begynder at spille spillet på vores egne vilkår og hjælper hinanden på samme vis, som mændene gør. Kræver det, at vi fra samfundets side skal hjælpes ind i bestyrelser, ja, så må det jo være sådan, vi starter. Mændene har mange, mange års forspring i bestyrelserne, kvinderne skal først til at lære det, og det går langsomt, for langsomt, men hvis skyld er det?

Det er vores egen. Vi har stadig svært ved at anerkende hinanden, som kvinder. Vi tror stadig, at det er vigtigt at være en af gutterne, og derfor er vi for dårlige til at pege på hinanden til bestyrelsesposter. Det er lettere at acceptere endnu en mand, så man får et skulderklap af gutterne og ikke skal konkurrere med en anden kvinde om anerkendelse fra de øvrige bestyrelsesmedlemmer.

For mange virksomheder vil det betyde en kæmpe forskel at få kvinder ind i deres bestyrelse. De faglige kompetencer skal naturligvis være på plads, både hos mænd og kvinder, men når vi ser ud over disse, så er mænd og kvinder jo markant forskellige i deres tankegang og tilgang til tingene. En virksomhed har i den grad brug for begge køn i sin bestyrelse, så den kan varetage alle ansattes, kunders og øvrige samarbejdspartneres interesser. Både maskuline og feminine interesser så at sige.

Kvoterne er der, og i stedet for at blive irriteret over den indgriben, der følger med sådanne, så vend det til noget positivt. Vend det til en ny mulighed for udvikling, og find så bedste kvinde til posten. Der er et utal at vælge imellem, og man må stadig gerne være kritisk.

Et opgør mod forstokkede holdninger

I en tid hvor man stadig støder på mænd, der er afstumpede og bange for kvinder, er der brug for, at nogen går forrest og tør tage stafetten.

Som skræmmeeksempel på, hvorfor vi har brug for forandring, kan jeg bare nævne min egen hjemby, Silkeborg. Her hørte jeg for nyligt, at der i et ansættelsesudvalg til en markant stilling som direktør til en af byens største virksomheder – endda en af halv-offentlig karakter – havde siddet en mand, som i øvrigt har stor magt og indflydelse i byen, og som sidder med i mange bestyrelser. Han skulle efter sigende have udtrykt følgende under mødet: ”Vi skal fadme ikke have ansat nogen kællinger,” og så blev der grinet lystigt. Der blev naturligvis ansat en mandlig direktør.

Men det er da ikke i orden. Og uanset om man har grinet med eller forholdt sig tavst, så skulle man skamme sig. Ved ikke at reagere og stoppe et menneske som ham, lader man jo mange års udvikling dykke ned i middelalderlige forhold. Hvad bliver det næste, hekseafbrænding?

De har helt sikkert glemt deres egne mødres, bedstemødres og oldemødres kampe for at blive frie mennesker, frie af undertrykkelse, degradering og nedværdigelse. Frie til at blive hele mennesker, til at føle værdi og værdighed. Fy!

Men hvis tingene skal ændres, kan det kun gøres i fællesskab og med respekt for hinanden. Og det forpligter. De kvinder, der kommer i bestyrelser, skal formå at byde ind og fylde pladsen ud. De skal om nogen kæmpe for at vinde respekt omkring deres arbejde, og de skal ikke være en spejling af mændene. De skal være kvinder med alt hvad det indebærer, og de skal være stolte af at være det, skal de! Mænd og kvinder kan noget særligt hver især, og sammen er de fuldendte og stærke. Rustet til fremtiden.

Så kæmpe tak til dig, Anette Raaby, for en fantastisk workshop. Jeg har i hvert fald ”flyttet mig på en halv dag”, og kan varmt anbefale andre at gøre det samme.