Indlæg

Offer eller kriger?

/0 Kommentarer/i /af

Offer eller kriger?

Hvordan vil du helst indtage verden?

Når man arbejder med mennesker på daglig basis – og gør vi ikke alle det? – så begynder en læringsproces at tage form. Nogle situationer syntes at dukke op igen og igen uagtet, at man jo havde lukket døren til lige netop den situation for kort tid siden. Så hvad er det lige, der sker?

Tja, måske tiltrækker vi selv situationen, måske fik vi i virkeligheden ikke løst opgaven første gang, måske, og kun måske, håbede vi, at den gik væk af sig selv, hvis vi glemte den.

Jeg var engang til psykolog i forbindelse med min skilsmisse. Vi havde lovet hinanden, at vi ikke ville lade noget være uprøvet. Hvis vi gik fra hinanden, så skulle der ikke være nogen fortrydelse bagefter, fordi vi ikke havde forsøgt at klinke skårene, så til psykolog det gik. Det reddede dog ikke mit ægteskab, men det gav mig en indsigt til at forstå min hjernes funktioner lidt dybere og mere indgående. Måske var det i virkeligheden startskuddet til, at jeg begyndte at arbejde med personlig udvikling på et lidt dybere plan.

I forbindelse med en udfordring eller et traume fra min barndom spurgte jeg psykologen, om det, hvis nu jeg sagde det højt til hende, så ville forsvinde og ikke plage mig mere? Hendes korte svar var NEJ. Det pillede jeg så lidt i og udtrykte efterfølgende højt, at så behøvede vi ikke tale mere om det, så kunne det vente. Hertil svarede hun, at jeg havde to valgmuligheder.

Hun beskrev det som følgende: ”din hjerne er som en trykkoger, og tingene ligger ganske stille under låg. Når du begynder at røre ved det, der ligger under låget, begynder at tænke tanker eller får billeder ind, så er det tid til at tage låget af og kigge på tingene. Beholder du låget på, så kan jeg med garanti love dig, at på et tidspunkt, og helt sikkert et tidspunkt du ikke ønsker, så springer låget af helt af sig selv, og så har du balladen.”

Jeg kan huske, at jeg tænkte, ja, ja, det skal du sgu’ ikke bestemme, nu har jeg båret på det i 39 år, så klarer jeg nok også de næste 50, hvis det er det jeg ønsker, og så luntede jeg lige så stille ud ad døren.

Det gik jo hverken værre eller bedre, end selvfølgelig hoppede det irriterende låg af – og ja, på et voldsomt upassende tidspunkt og jeg røg ned med et brag. Alle sandheder og skeletter væltede i et mylder ud af skabet, helt ude af kontrol.

Det er nu ikke det, min historie skal handle om. Det jeg gerne vil kaste fokus på er, at jeg kunne have lagt mig i fosterstilling og aldrig rejst mig igen, men jeg valgte i stedet, step by step, at rejse mig og tage én ting ad gangen og kikke på den. Herefter vurderede jeg, om jeg reelt kunne gøre noget ved det. Var det så gammelt, at det var ligegyldigt nu (ting jeg bare havde holdt i live fordi…?), eller var det noget, jeg var nødt til lige at vente lidt med, indtil jeg var klar. Tre bunker, tre valg.

Fordi jeg valgte at kigge på tingene i rygsækken, den rygsæk der havde tynget mig mere og mere hen over årene og havde fastfrosset mig i en rolle, der slet ikke var mig, og fordi jeg valgte at tage kvælertag med det, der gjorde ondt, det, der holdt mig stangen, de ting, der var svære, netop derfor slap jeg fri af offerrollen. Jeg blev kriger.

Nogle har givet vis fået et chok i tiden efter, nogle blev læst ind for lopper, andre blev smidt ud. Der var gråd, der var støj, og der var vrede. Når først man går i gang med mental rengøring, så vokser man skridt for skridt, og den magt, man har givet andre, tager man med ét tilbage, og pludselig ser verden og ens muligheder helt anderledes ud.

Hvad har du med ud i livet?

Jeg kommer fra en kultur, hvor der hele mit liv har været fokus på alt det, jeg gjorde forkert. Ros var en by i Rusland, og hjemme var læringen: tro det værste om folk, indtil det modsatte er bevist. Det er ikke det fedeste grundlag at drage ud i verden med, når man er et kærligt og særligt sensitivt væsen, men det var altså min værktøjskasse, mit verdensbillede, min kultur.

Det er i øvrigt helt naturligt, vi er alle født med to biologiske mekanismer der:

• hæmmer positive følelser
• fremmer negative følelser

Negativitetsbias har evolutionære fødder. Belønner os for at holde fokus på overlevelse.

Og det er stadig ikke for at være i offer-rollen, at jeg nævner det. Men tænk jer, hvilken befrielse det var, da jeg begyndte at interessere mig for personlig udvikling, mental sundhed, konflikt-håndtering, coaching og positiv psykologi. Pludselig var der begreber, der dækkede min opvækst, mit ulvesprog og min adfærd. Der var et lys, der brændte stærkere og stærkere ude i horisonten; modsætningen til min læring, modsætning til alt det, jeg var ved at blive kvalt i.

Jeg fik et nyt udgangspunkt i forhold til, hvad der virker for folk, frem for, hvad der ikke virker. Positivt livssyn frem for negativt. Girafsprog frem for ulvesprog – og ikke mindst, at livet er læring. Vi møder de udfordringer, vi skal. Måden, vi håndterer dem på, er afgørende for, om vi vokser eller kryber. Ændringerne i vores liv kommer indefra og ikke fra vores omgivelser. Lidt som en plante der bryder gennem asfalten. Sådan kan vi vælge at søge mod lyset eller forblive i mørket.

Som indskudt bemærkning bør jeg nok nævne, at der skal tre positive følelser til at opveje/udligne én negativ følelse, og det tager 6-8 uger at danne nye neurale netværk – nye vaner. Heldigvis har forskning vist, at den plastiske hjerne (neuroplasticitet) livet igennem kan ændre sine strukturer og aktivitetsmønstre på afgørende vis. Vi udvikler 2000 nye hjerneceller hver dag, så der er håb for os alle.

Positiv psykologi

For nyligt deltog jeg i en foredragsrække om positiv psykologi, og det gav et indblik i ikke bare min rejse, men også mange af mine samarbejdspartnere og klienters rejser, og det underbyggede på alle måder ovenstående.

Hans Henrik Knopp, lektor i psykologi, Aarhus Universitet, udtalte i et foredrag om positiv psykologi på Folkeuniversitetet: ”Alle prøver jo at være stærke, ingen ønsker at være skrøbelige.”

Han fortalte ligeledes, at vi er ”forkodet” med at være på vagt, derfor trives vi negativitet. Tilbage i stenalderen var det vigtigere at have det skidt, modsat af at have det godt. Hvis du havde det lidt skidt, var du opmærksom, bekymret og i alarmberedskab, og dermed kunne du forhåbentlig overleve, men hvad var prisen? Glade mennesker var i fare for at dø, fordi de var uopmærksomme…

Det er vores DNA,

• derfor er vi mere opmærksomme på negative end positive begivenheder
• derfor reagerer vi følelsesmæssigt hurtigere på negative begivenheder end positive
• derfor rammes vi hårdere af negative oplevelser end positive (mindst tre gange hårdere på                arbejdet og fem gange hårdere i parforholdet)
• vi grubler mere over problemer end vi påskynder glæde
• der er mere socialt spin/smitte i problemer end glæder

Tænk bare på medierne, journalisternes tilgang ”if it bleeds it leeds”.

• i mange sammenhænge gives prioritet til behandling frem for forebyggelse (der bruges ca. 4% af
sundhedsbudgettet på forebyggelse)

Anne Kirketerp Linstad, ph.d i foretagsomhed og ekstern lektor på Aarhus Universitet, kastede lys over, hvordan man får mennesker til at gå fra at tale om til at udføre. At gå fra tanke til handling.

Interessant er, når vi går ind i rollen med ”lært hjælpeløshed”, en rolle der optræder, når vi mister troen på, at vi kan påvirke vores omgivelser. Det jeg kalder at fastfryse. Når vi påvirkes negativt i korte perioder, kan vi komme videre uden mén, men hvis vi påvirkes gennem lang tid, så sætter det spor i retning af lært hjælpeløshed.

Hvis vi skal ændre på vores selvforståelse, kræver det, at vi opnår succesoplevelser.

”Folk undgår aktiviteter og situationer, som de mener overskrider deres mestringsstrategier”
– Albert Bandura 1994.

Succesoplevelser:

• kræver at vi lykkes med noget svært
• er individuelle og afhængige af vores tidligere oplevelser
• kræver (ofte) at vi får et kærligt skub for at ændre opfattelsen af det, som opleves for svært.

Microfeedback virker og fastholder os i vores ”rejse” frem mod succes.

Anne Kirketerp Linstad gjorde opmærksom på, at hvis vi i stedet for hele tiden at fokusere på en hel forretningsplan med al dens kompleksitet har opmærksomhed på små skridt med fuld kontrol, så skaber vi fremdrift og positiv energi – hun kalder processen ”det næstbedste skridt”.
Det eneste, vi har kontrol over, er os selv og de midler, vi har til rådighed. Hvis vi hele tiden beskæftiger os med den næste bedste handling, bliver vores handling overkommelig og mulig.
Foretagsomhed styrkes ved at fokusere på det vi har kontrol over. Der er tre ting vi altid har kontrol over:

• Hvem er vi?
• Hvem vi kender?
• Hvad vi ved?

Man har kun kontrol over et skridt ad gangen, INGEN har kontrol over fremtiden.

I dag lever jeg efter fire helt enkle leveregler, skrevet af don Miguel Ruiz:

• vær ren i dit ord
• tag ikke noget personligt
• lad være med at formode noget
• gør altid dit bedste

Jeg er kriger, og det er jeg stolt af.

Fotograf: Xuan Nguyen

Læs også https://kotu.dk/er-dit-arbejde-din-identitet/

Er dit arbejde din identitet?

/2 Kommentarer/i /af

Er dit arbejde din identitet?

Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål, og spørgsmålet udspringer af en hændelse, jeg havde den 6. august 2019.

Hvad laver KOTU?

Det spørgsmål har jeg fået rigtig længe, og ofte er jeg røget ud i lange, lange fortællinger og historier, hvor jeg har været helt stakåndet, før jeg var færdig. Lige indtil den tirsdag, hvor jeg sad til et møde med en meget klog mand, Christian Jonsbak Uttrup. Christian er partner og medstifter i rekrutteringsfirmaet HumanTrust A/S. Christian er også en god ven og Rotary kammerat.

Christian spurgte mig, mens vi sad og talte om dette og hint, hvad laver KOTU egentligt? Og igen begyndte jeg på lange forklaringer – vi endte også ud i helt andre emner, tror jeg nok, indtil Christian igen efter en time insisterende sagde, Annette, du har stadig ikke svaret mig på, hvad I laver hos KOTU… hov!

Og det var SÅ rigtig set. Da jeg startede firmaet for et lille års tid siden, var indholdet noget helt andet, end det jeg er endt op med i dag, og måske derfor har det været super svært for mig, at svare konkret på spørgsmålet, FORDI det rent faktisk HAR været en omskiftelig rejse at finde herhen.

Det ændrer imidlertid ikke sandheden. Lige der blev jeg slået hjem i ludo og var nødt til at finde ind til grundstenene i det, jeg laver. Hvis ikke jeg kan sætte konkrete ord på, hvad mit firma laver og gør godt for, hvordan skal jeg så kunne sælge mine ydelser?

Som Christian sagde, hvis du står et sted sammen med andre mennesker f.eks. i dit erhvervsnetværk, mennesker som du i virkeligheden gerne vil gøre forretning med, hvordan vil du så nå at gøre dem interesseret i det, du kan, med kun en sætning? Hverken mere eller mindre, en sætning, og kun én. Den skal til gengæld sige ALT.

En fantastisk øvelse. Jeg sov nærmest ikke hele tirsdag nat, og dagen efter lukkede jeg verden ude, mens jeg skrev min virksomheds vigtigste ord – de ord, der skal skabe samarbejde og få andre virksomheder til at søge mig og lige netop det, jeg kan, hverken mere eller mindre!

Så hvad laver KOTU?

“Vi skaber glade medarbejdere og øger din bundlinje” – SÅDAN!

Af hjertet tak Christian.

Men det affødte en refleksion, der stak endnu dybere. Jeg kom til at gruble over, at jeg ofte, når jeg går tur med erhvervsfolk og mennesker, der ønsker ændringer i deres liv på den ene eller den anden måde, altid starter med spørgsmålet ”hvem er du?” Hvis du ikke skal gemme dig bag en arbejdstitel, hvem er du så?

Tit – eller altid – bliver der totalt stilhed. For kun ganske få mennesker kan på stående fod beskrive, hvem de er, når man fratager dem retten til at tale om deres arbejde.

Det er en rigtig svær, men yderst vigtig, øvelse. For hvad sker der, hvis vi en dag ikke længere er arbejdsduelige, hvis vi bliver fyret, bliver syge, eller hvis vi bare ønsker at sadle om, hvem er vi så?

Det burde vi jo endnu bedre kunne formulere i én eneste sætning, hvis vi bliver spurgt. Det er jo vores essens, det er vores DNA, det er det vi forhåbentlig lever for at være og for at gøre…

Mennesket bag

Til gengæld er det også sårbart. Typisk er den, vi er eller ønsker at være, forbundet med følelser og nøgenhed fyldt med bløde ord, der gør os nervøse og famlende, fordi titler er meget lettere at gemme sig bag. Der er tryghed og identitet i en titel, en identitet som alle kan forholde sig til, som ikke gør os mere synlige end højst nødvendigt. Her kan vi på kort tid vejes og vurderes, dur/dur ikke, hierarkiet har talt – dig passer jeg sammen med, dig passer jeg ikke sammen med.

Alle, der har været arbejdsløse, sygdomsramte eller ude af arbejdsmarkedet, har på et tidspunkt været til fest. Et af de første spørgsmål, hvis ikke det første, der melder sig hos sidemanden, er uomtvisteligt ”hvad laver du?” Og i svaret, der følger, uanset hvordan du formulerer ”jeg er arbejdsløs”, ”jeg er ledig i øjeblikket”, ”jeg er imellem jobs”, ”jeg har sagt mit job op”, ”jeg har mit liv oppe til revision”… vil sidemanden enten devaluere dig til én, der ikke er interessant at tale med, eller også bliver han nervøs, fordi han ikke ved, hvordan han skal tackle din følsomme situation, og så er det lettere at tale hen over bordet eller til personen til den anden side. Sådan er det desværre alt for ofte.

Tænk nu, hvis vi i den forbindelse havde modet til, at sige højt ”det gider jeg ikke defineres af, jeg vil meget heller fortælle dig, hvem jeg er”, så er det pludselig let og nærværende at være sammen med andre uden dårlig smag i munden og ondt i maven, fordi man skal deltage i sammenkomster. Der er basis for interessante samtaler om det enkelte menneske, og alle parter kan udvide deres horisont i stedet for at være styret af snæversynethed og fordomme, der sårer og nedgør det enkelte menneske. Det er da et spændende eksperiment, er det ikke?

Nå, men jeg lægger gerne for. Når jeg ikke længere må gemme mig bag en arbejdstitel, hvem er jeg så, hvis jeg skal sige det i en sætning?

”Jeg er Annette, og jeg brænder for at få mennesker til at stå i deres eget lys.”

Agh, måske alligevel lidt arbejdsrelateret, hvad så med:

”Jeg er Annette, et nysgerrigt menneske med et åbent og kærligt sind.”

Hvem er du?

Fotograf: Alex Iby

At sætte et aftryk

/0 Kommentarer/i /af

At sætte et aftryk

Det er en underlig tanke, men vi gør det jo alle sammen, altså sætter et aftryk. Spørgsmålet er, om det, vi tror, vi afsætter, i grunden er det andre opfatter.

Jeg blev udfordret lidt i et forum, jeg sad i den anden dag. Vi deltog alle i undervisningen på Coaching og Konflikthåndtering på Erhvervsakademiet Midt/Vest, og i løbet af dagen kom vi til den del af pensum, der skulle definere, hvorfor vi deltog i undervisningen, og hvad vi skulle bruge vores kompetencer til efterfølgende.

Vi havde modtaget et oplæg i forvejen, som skulle læses, og videoer, der skulle ses, og vi blev bl.a. præsenteret for Simon Sinek’s Gyldne cirkel “Why – How – What” – som jo er et fantastisk værktøj til at definere den enkelte persons eller virksomheds DNA, formål og motivation.

Faktisk har jeg arbejdet ret meget med ”why” de senere år, og i processen med at etablere min nye og helt anderledes platform arbejdsmæssigt, skulle jeg sætte ord på mine ydelser, og det jeg ønskede, at folk skulle ”købe ind på” i min virksomhed. I den forbindelse var jeg nødt til at være hudløs ærlig, hvis fremtiden skal give mening – også selvom det var meget personligt, følsomt og sårbart.

Udfordringen, når den ydelse, du sælger, er dig selv og dine erfaringer, er imidlertid, at det kommer ret tæt på, og  satsningen, såfremt den slår fejl, i ens egen bevidsthed vil ramme med 120 i timen. På den anden side var der bare ikke noget valg, ikke derfra hvor jeg har stået. Enten gør man det helhjertet, eller også går man ud i verden, finder sig et job, lader sig ansætte og lader andre om at gå forrest.

Da jeg aldrig har været i tvivl om, at den vej, jeg har valgt at gå de senere år, er det eneste rigtige for mig, og at jeg vitterligt gør en forskel med de ting, jeg foretager mig, så har det så slet ikke været et issue.

Når tingene giver mening

Jeg er nemlig sikker på, at lykken bor lige der, hvor du lægger din indsats, og andre godt kan mærke, at om det har autenticitet, vægt og dybde.

Meeen… jeg er jo kun et menneske, og mine ydelser tager rigtig meget udgangspunkt i følelser og nye værktøjer, og jeg er ”first mover” på ting, der endnu ikke er nået ud i alle hjørner af verden. Seks måneder er gået med at koge essensen af mit arbejde ind til noget, der er omsættelig og forståeligt for samarbejdspartnere, kunder og ikke mindst mig selv.

Det er rent faktisk lykkedes, og jeg har fået etableret et godt netværk, hvor der er drukket rigtig mange kopper kaffe, skabt rammer, dialog og forståelse for, hvad det er, jeg kan, og hvordan det kan omsættes i de enkelte virksomheder. Så et langt sejt træk er begyndt at give afkast.

Fantastiske opgaver har fundet vej til KOTU. Hver dag hjælper jeg med ledelsessparring, workshops, forebygger medarbejdertrivsel, rådgiver, blogger og holder foredrag. Jeg sætter mig selv helt ud på kanten for at hjælpe andre og dele ud af mine erfaringer, og jeg elsker det. Jeg er dybt taknemmelig hver dag.

Så da jeg sat over for en samling af meget forskellige ledere, selvstændige og akademistuderende, mennesker jeg overhovedet ikke kender, bliver mødt med spørgsmålet ”Why?” som jeg skal besvare ud fra en opgave, der hedder:

Why – hvorfor har du det arbejde, du har? (der må ikke være målbare grunde – løn f.eks. Det skal være baseret på en passion, en følelse.)

Efterfølgende skal det “toppes” med mit motto, og hvordan jeg gerne vil huskes.

Her kommer jeg da lige ind og mærker lidt på mig selv og det hjerte, der pumper kraftigt derud af, fordi jeg godt ved, at enten synker jeg klumpen i halsen og står ærligt og klart frem i mit budskab, eller også tisser jeg i bukserne og vælger den nemme løsning, hvor det ikke ”koster” noget af mig selv, og hvor jeg pakker det hele godt og grundigt ind i guldpapir med sløjfe på og udelader alle følelserne, så alle kan forholde sig ukritisk til det, jeg siger, uden at kløjs i budskabet eller i øvrigt skulle forholde sig til noget, der er anderledes.

Det klare valg

Jeg vælger Simon Sinek modellen og siger højt klart og tydeligt:

”Jeg har det arbejde, jeg har, fordi jeg har et helhjertet ønske om, at hjælpe andre mennesker med at blive den bedste udgave af dem selv, og i den proces vil jeg gerne stille mig selv, mine kvalifikationer og erfaringer til rådighed.”

Mit motto er Størst er kærligheden, derfor skal du holde dit hjerte åbent, og jeg vil gerne huskes for, at jeg har sat et aftryk og gjort godt for mig selv og andre.

Der bliver helt stille i lokalet, manden, der sidder til højre for mig, kigger mig intenst i øjnene, mens han med et glimt i øjet og god humor langsomt siger: “Den er fa’me svær at komme efter,” og så grinede alle forløsende.

Essensen af min historie er, at hele dagen bar præg af – i hvert fald for mig – at alle fik paraderne ned, vi rykkede lidt tættere sammen i bussen, og pludselig var det ikke så farligt at bekende kulør, følelser var ok, sårbarhed og ærlighed satte rammen for samværet.

Jeg blottede mig, men fordi det var autentisk, oprigtigt og ærligt, gav det mening for de øvrige. Ingen var i tvivl om mit ”Why”, og det købte de ind på. Det er ikke sikkert, at de har behov for mine ydelser, men de udviste stor respekt omkring min person og mit budskab, og derfor er jeg ret vild med Simon Sinek’s ”Why”. Det kan noget helt særligt og giver et kæmpe fodaftryk.

Se videoen med Simon Sinek https://youtu.be/nRaqe9M2DYc

Har du i øvrigt læst min bog ”Kan du høre dit hjerte kalde?” – se anmeldelserne her https://kotu.dk/forlaget-kotu/bog-anmeldelser/

Køb bogen her https://kotu.dk/shop/ eller i boghandlen.