Jeg vil ha’ en rigtig mand!

Jeg vil ha’ en rigtig mand!

Eller vil jeg?

Findes der rigtige mænd? Eller har vi haft succes med at kastrere dem alle gennem de seneste årtier?

Er det en følgevirkning af, at kvinder er kommet ud på arbejdsmarkedet, eller var det sket alligevel i fremskridtets navn? Det er vel i virkeligheden det, der er det store spørgsmål.

Sikkert er det i hvert fald, at der er sket et skred i samfundet. Et skred, der i den grad kan forvirre begreberne, og som sætter begge køn under maksimalt pres.

Det er sikkert meget normalt, at man midt i livet reflekterer og gør sig tanker om det liv, man har levet indtil nu. I mit liv, som sikkert ligner så mange andres, har jeg haft travlt. Travlt med at realisere mig selv, travlt med at skabe succes og gøre karriere, vise at jeg kunne klare mig selv, vise at jeg var god nok som kvinde og som menneske.

Vores generation har om nogen kæmpet for vores status og plads i samfundet. Måske er det derfor, vi opfører os, som vi gør, når andre kulturer kommer til landet og ikke vil være som os. Det kaster jo fokus på det liv, vi har kæmpet så hårdt for at opnå.

I mange år var jeg rigtig vred, når nyhederne og aviserne bragte reportager om indvandrere, fremmede kulturer, der kom herop til vores lille lykkelige land, og ikke ville indordne sig. Ikke ville lære dansk, ikke ville sende deres koner ud på arbejdsmarkedet, ikke ville integrere sig.

”Skik følge eller land fly” har altid været mit motto, siden jeg som ganske ung rejste rundt i verden med min rygsæk, og misforstå mig ikke, det gælder stadig som leveregel i mit liv. Jeg har opdraget mine børn efter lige netop den devise. Det er almindelig høflighed og logik, at man opfører sig efter gældende regler og den politik, der er fremherskende i de enkelte lande, når man vælger at besøge eller bosætte sig i et land, uden undtagelse.

Jeg vil dog gerne kaste lys over en problematik, der længe har naget mig, og som har givet mig et mere nuanceret syn på tingene, også på vores indvandrere og deres familiestruktur.

”For lidt og for meget, fordærver alting.”

I vores del af verden har frigørelsen af kvinder gjort noget ved vores familiemønster, og min påstand er, at det ikke ubetinget har været godt.

Kvinders ligestilling med mænd på arbejdsmarkedet, kvinders ret til bestyrelsesposter, kvinders førerposition i form af højeste karaktergennemsnit på de højere uddannelser, kvinder der går på jagt, kvinder der bliver medlemmer af diverse klubber, der før var mændenes territorium. Kvinder i lange bukser og habitter, kvinder i ekstremsport. Kvinder er rigtig mange steder. Steder der før var mændenes domæne, mændenes kampplads og højborge.

Hvornår er det lige, at mænd får lov til at være mænd? Hvem er det lige, mændene kæmper imod? Det er ikke længere kun andre mænd, nu kæmper de også på lige fod med deres koner.

Hurra for den lille forskel, hvor blev den af?

Er der noget at sige til, at de efterhånden føler sig devaluerede, gemmer sig på deres arbejdspladser og ikke gider komme hjem? Hvad er det de kommer hjem til?

Jeg tror, at rigtig mange ægteskabelige udfordringer og skænderier bunder i, at vi kvinder efterhånden kan klare os selv, og vi har mistet respekten for mændene, så når de bliver for bøvlede, eller når de blive usexede – og det gør de, når de bliver usikre og ikke længere er jæger og forsørger, når kvinderne tager bukserne på og vil det hele – så hiver vi stikket og går hver vores vej. Skilsmisseraterne på 50 % viser vel meget godt, hvor vi er på vej hen.

Hvad gør kvinder glade?

Men det er jo slet ikke det, vi kvinder ønsker. Nogle gør selvfølgelig, det er også enormt tilfredsstillende at sidde i et godt job med magt og muligheder for at skabe noget sammen med gode kollegaer. Men lur mig, mange kvinder vil rigtig gerne have lov til at være kone, ven, elskerinde og mor, og vi vil i realiteten gerne forsørges og elskes af en ”rigtig” mand. En mand der tør sætte foden ned, en mand der tager teten i hjemmet, som opdrager sine børn, en mand der formår at være stærk, støttende og som hviler i sig selv. En mand der ser sin kvinde, tager hånd om familien og som er nærværende og empatisk.

Selvfølgelig vil vi kvinder være aktive i udviklingen af samfundet. Vi vil anerkendes og udvikle os som mennesker. Vi vil byde ind og høre til. Lyttes til og være en del af noget større, og bruges på den ”fede” måde. Vi er kloge, empatiske og stærke individer og vil behandles som sådanne. Men vi vil også være kvinder i ordets fulde betydning.

Vi vil herske i hjemmene, vi vil være vores mænds bedste ven, kone og kæreste, vores børns kærlige favn, vores venners samlingspunkt og familiens stærke kvinde. Vi vil gerne gøre rent, lave mad og hygge om familien, hvis vi kan få luft til at gøre det. Men det er simpelthen for svært at skabe succes i det lille hjem, når vi også skal være fuld tid på arbejdsmarkedet. Jo højere stilling, desto flere timer hjemmefra.

Der må være en grund til at så mange sidder og ”søber” i Matador, den ene episode efter den anden. Vi savner gamle dage, hvor kønsrollerne var klare, og hvor vi havde en rolle i samfundet. Det lokale liv og familiemønsteret var tydeligt defineret, hvem der tog sig af hvad i familien. Vi passede på hinanden og tog vare på dem, der havde det svært. Vi havde tid til hinanden. Mænd var mænd, og kvinder var kvinder.

Det kan jeg godt savne i dag. Den klare linje, hvem er hvad, og sammen kan vi noget helt særligt. ”Vi” i stedet for ”jeg”.

Hvilke traditioner er der tilbage i familien?

Måske, kun måske, er det i virkeligheden det, mange af de familier der flygter hertil, har med sig. Et stærkt og ubrydeligt familiemønster, som de ikke vil give slip på. Måske ser de lysende klart, hvad der sker, når kvinder kommer på arbejdsmarkedet, og måske vil de ikke ofre deres familier i jagten på status og flere penge. Måske vil de bare gerne holde fast i familien. Det er jo i virkeligheden det eneste de har tilbage, når de kommer herop. Om de alle så byder nok ind i vores samfund, det er en helt anden diskussion, som ikke hører hjemme her.

Jeg ved godt, at tingene er sat på en spids, og tiden ikke kan og heller ikke skal skrues tilbage. Vi er, hvor vi er. Der er mange fantastiske ting og muligheder i vores samfund, som man ikke skal tage for givet. Det har kostet blod, sved og tårer, at nå her til.

Jeg ønsker på ingen måde gamle dage tilbage med undertrykkelse, mandschauvinisme, kæft trit og retning eller ting der var værre, men nogle af de gamle dyder med plads til at være kvinde og plads til at være mand kunne måske godt trænge til en kærlig hånd og en opjustering anno 2018.

Jeg har under alle omstændigheder tænkt ret meget over, hvorfor det er så svært at finde en rigtig mand, og jeg er kommet frem til erkendelsen af, at han er her jo endnu, måske skal jeg bare huske at være en rigtig kvinde en gang imellem, og ikke hele tiden iklæde mig krigerens klæder, og fratage ham muligheden for at være en rigtig mand.

Og før der nu udbryder krig omkring mit indlæg, vil jeg gerne understrege, at jeg på ingen måde ønsker kvinderne tilbage til kødgryderne, tværtimod!

Tilvalg og fravalg

Jeg er bare træt af den ensidige diskussion, der er på mit køns side, omkring bestyrelsesposter og det at gøre karriere. Alle valg her i livet har en pris. Hvis du vælger karriere, vælger du noget til, og samtidig vælger du også noget fra.

Du træffer et valg, og det må du stå ved. I min optik er der en grund til, at brysterne sidder på kvinder og ikke på mænd. Det forpligter, i det mindste mens børnene er små, og så må karrieren vente. Kan den ikke det, så må man gerne have lidt dårlig samvittighed, det viser vel kun, at man er et ordentligt menneske?

Bestyrelsesposter, er vi ikke uenige om, kan være svære at få, men så må vi jo kæmpe lidt hårdere. Mændene har været på arbejdsmarkedet i mange hundrede år. Vi kvinder kom til for 50-60 år siden, så måske vi også bare skal være lidt tålmodige og så gøre os fortjente til posten, kæmpe for tingene og hjælpe hinanden.

Måske bestyrelser i al almindelighed skal blive bedre til at fyre deres bestyrelser/medlemmer, som bare sidder der af navn og ikke af gavn, og så give plads til bedste mand til posten, uagtet om det er en kvinde eller en mand.

Én ting er jeg dog HELT sikker på. Det hjælper os på ingen måde at hyle i flok som kvinder. Her bekræfter vi jo blot mændene i, at vi ikke er stærke individuelle ledere, der kan stå distancen selv!

Jeg er helt klart FOR kvoter, men det er jeg kun fordi arbejdsmarkedet er fyldt med både kvinder og mænd, og bestyrelserne gerne skulle afspejle os alle, så de fælles interesser bliver varetaget, og vores forskellige kvalifikationer og styrker også kommer til udtryk i virksomhedernes visioner og fremtidige udvikling.

Så kan bestyrelserne ikke selv finde ud af at afspejle deres medarbejdere af begge køn, så må vi hjælpe dem lidt, fair nok. Her er det så op til bestyrelserne at vælge bedste kvinde til posten ud af dem, der er til rådighed, eller selv gå ud i marken og finde hende. Det står jo enhver bestyrelse frit for.

Det hele handler om samarbejde og er omdrejningspunkt i enhver virksomhed, stor som lille. Så i stedet for at kæmpe mod hinanden, skal vi måske begynde at arbejde med hinanden og give plads til den lille forskel, så det ikke ender med at blive patetisk og uværdigt!

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.