Hjerteblod er vel i sidste ende drivkraften?
Hjerteblod er vel i sidste ende drivkraften?
For ikke så længe siden læste jeg et opslag af en person, jeg længe har fulgt og beundret. Et opslag der gav mig dybe og interessante refleksioner. Et opslag der strålede af sårbarhed og drømme.
Personen er en ung kvinde, der gennem de sidste syv år har formået at trænge igennem lydmuren i erhvervslivet. Fagligt er der ingen tvivl om, at hun er dygtig, på højt niveau og kan måle sig med de bedste, men i min optik er det, der har gjort den helt store forskel, hendes behagelige væsen, hendes mod, personlighed og hendes nærvær. På forholdsvis få år har hun skabt sig en platform og et navn, der rækker langt ud over de lokale grænser, ja endda ud over landets grænser. Hun har kort sagt gjort det, mange drømmer om. Hun har skabt sit eget job, i sin egen virksomhed – og med stor succes!
Jeg har som sagt fulgt hende ganske tæt og med nysgerrighed. Hun har fra starten fascineret mig, udfordret mig og tirret mig i min egen selvforståelse og måde at sælge/promovere mig selv og min virksomhed på. Det har været fedt, fantastisk, lidt angstprovokerende, men noget jeg har brugt konstruktivt i min hverdag, og måden jeg har tænkt strategi på.
Hvis du interesserer dig lidt for digital markedsføring, ved du sikkert godt, som jeg, at hvis noget skal være interessant for andre at læse om, og du skal fange dit publikum, så skal du give en bid af dig selv. Så skal du stille dig ud på det yderste af vippen, derud hvor det hele bliver lidt sårbart, hvor du reelt risikerer og har noget på spil!
Hvor mange indlæg, blogs og artikler udfylder den rolle hen over et år? Hvor mange kan du huske af dem, du selv har læst det seneste år?
Opslaget jeg læste og som startede en tankerække, handlede netop om det med at stille sig til skue, vise sårbarhed og lade omgivelserne forholde sig til den smagsprøve, der blev lagt frem. Og lige der, blev opslaget og kvinden bag allermest sårbar. Tidligere har hendes opslag være en rejse, et forløb der løbende har flyttet sig, åbnet sig, foldet sig ud – både fagligt og menneskeligt, men lige den dag, blev det ”alt eller intet”.
Måske var det et led i en strategi, presale, personificering, salgstrick, kald det, hvad du vil, jeg købte i hvert fald ind på opslaget og handlingen og mærkede i det øjeblik en fælles følelse af sårbarhed, mod og drømme.
Hvorfor?
Fordi jeg kunne mærke hende helt ind i hjertekulen. Jeg kunne mærke hjerteblod og drivkraft hos et menneske, der ganske vidst lever af at promovere og sælge sine historier og har gjort det fantastisk gennem de forgangne syv år. Nu kommer så kronen på værket. Den ultimative udfordring. Der hvor charme, personlighed og faglig formåen møder hinanden og i fællesskab skal bringes i spil, tages alvorligt og vurderes af resten af verden. Nu kommer afgørelsens time. Bliver hun fundet for let, tilpas eller har hun begået en genistreg? Hvad syntes verden, fagfolk, omgivelser og smagsdommere i det ganske land om det, hun er i gang med at folde ud?
Skræmmende? JA, for enhver!
Hvad har det med mig, dig og alle andre at gøre?
Tja, alt eller ingenting, det bestemmer du sådan set selv. For mig gav det en fantastisk spejling. Både opslaget alene, men også alle svarene der kom i tråden nedenfor. Mange har en mening, mange ytrer sig, og nogle gange tager man sig til hovedet og tænker, at mennesker burde tænke, før de taler, men om ikke andet, så anskuer de jo blot verden fra en anden vinkel, end den man selv anskuer verden fra, og i bund og grund er alle meninger fine.
Hvor kommer læring fra?
Vi lærer ofte mest af dem, vi ligner mindst, og humlen er, at vi KAN fremkalde en reaktion. I en verden hvor information buldrer derud af og på daglig basis støjer voldsomt i vores bevidsthed, kræver det noget særligt at få opmærksomhed, positiv opmærksomhed vel at mærke!
Ifølge fagkundskaben har virksomheder i den private sektor en gennemsnitlig levealder på mellem 11-12 år, og det passer nok meget godt med, at mange går sukkerkold, og metaltrætheden breder sig ud i organisationen på det tidspunkt, hvis man ikke er opmærksom på at få ny energi ind i sin virksomhed.
Så er den umiddelbare sandhed, at hjerteblod, mod og retten til at vise sårbarhed forsvinder synkront med en virksomheds alder? Og er det i sig selv en fare for forstokkethed og degenerering?
Måske er det påkrævet, at vi engang imellem byder nye op til dans og kickstarte processen på ny. At vi tør fremstå nøgne og sårbare og gentænke, hvad vi egentligt er drevet af. Det må aldrig blive rutine at drive virksomhed. Nytænkning, fornyelse og strategi til at imødegå fremtiden er vitalt for overlevelse. Af samme årsag har jeg derfor flere gange slået på tromme for, at man i erhvervssammenhænge sætter iværksættere sammen med etablerede virksomheder på tværs af brancher, målgrupper og uddannelsesbaggrund – og gerne med fokus på de virksomheder, der nærmer sig 10-års alderen, når man nu ved, at de er særligt udsatte.
På den måde kan de nye lære af de gamle og danne fortroligt og dyrebart netværk. De gamle kan få et los i bagdelen af de nye, blive udfordret, få ny inspiration og indsigt og forhåbentlig genvinde engagement og lyst til samskabelse gennem fremtidige projekter. Det er i min optik WIN-WIN og ikke som i dag, hvor man mange steder i lokale netværk danner grupper ud fra omsætning, antal ansatte, branche eller anciennitet. Hvor er mod og nytænkningen henne i de konstellationer, for mig ligner det bare ”mere af det samme” …
Det, jeg tager med mig videre ud i verden lige nu, er ordene: mod, sårbarhed, hjerteblod og drivkraft. De ord vil jeg gerne giver videre til den næste generation – og til dem jeg møder på min vej. Spejlingen fra opslag der handler om andet end succes, perfektionisme og bundlinje kan så meget mere. Vi har brug for endnu flere indsigtsfulde og anderledes opslag på LinkedIn. Opslag der fortæller historier, giver læring, refleksion og indsigt til gavn for erhvervslivet, den personlige udvikling og individet.
Så kæmpe tak for inspiration til denne blog – må din kommende bog og dine fremtidige projekter inspirere langt ud i verden, og må dit mod bringe dig lige derhen, hvor du drømmer om, Anita Dalsgaard!
Fotografi: Engin Akyurt
