Hvor STERK er du Mona Gaarsdal?
I sidste uge gik jeg en tur med Mona Gaarsdal for at høre, hvad det rent faktisk vil sige, at være en socialøkonomisk virksomhed, ikke kun på papiret men “in real life”.
Hvem er Mona?
Jeg havde hørt, at hun var gjort af en særlig støbning, og var blevet nysgerrig på, hvad der drev hende. Hvordan hun var landet lige netop der, hvor hun er i dag.
En spinkel dame med meget stor udstråling mødte op på min adresse, og med det samme gik samtalen i gang. Det var ikke svært at lokke historien ud af Mona. Hun brændte kraftigt for at fortælle den. Her kommer fortællingen om, hvordan man bliver frivillig i Danmark og ud af den læring etablerer en socialøkonomisk virksomhed, trods modgang og et helt tons fordomme…
Mona Gaarsdal er født i 1956 på en gård i Them. En gård, hvor de var selvforsynende og økonomien lige løb rundt, når året blev gjort op. Monas far var landmand ud af en landmandsfamilie, og Monas mor var medhjælpende hustru på gården. Mona havde en bror, Leif, der var 7 år ældre end hun selv.
I de unge år var Leif udfordret. Han elskede landmandslivet og ville uden tvivl have fået sig et godt liv i ro og fred på gården, hvis han havde fået lov til det, men tiderne på landet var hårde. Han blev i stedet guidet i retning af en uddannelse som mekaniker på Teknisk Skole. Det var et kæmpe pres og en udfordring, han undervejs knækkede nakken på og fik en stor depression. Han endte dog med at få sine eksamenspapirer, men det knæk, han havde fået, hang ved og udfordrede ham resten af livet. Som 46 årig fik han uhelbredelig kræft. Mens han var terminalpatient, fik han besøg af en frivillig besøgsven. En fantastisk kvinde der tålmodigt mødte op og tilbragte timer ved Leifs sygeleje, og som læste bøger op for ham, mens han lå og ventede på døden.
Virksomhedsejer Mona Gaarsdal
Interview om drømme der går itu – Camilla fra STERK
Interview om en powerkvinde der rammes uforvarende af en ulykke og ender som flexjobber – Anemone fra STERK
.
Frivilligt arbejde
Det var i særdeleshed denne hændelse, der medførte, at Mona fik øjnene op for den uselviskhed og den kærlighed, der ligger i at gøre noget for andre som frivillig. Det gav hendes nysgerrighed et puf i retning af selv at indgå i frivilligt arbejde. Så da en nær ven inviterede hende ind til et informationsmøde hos Selvhjælp Silkeborg, takkede hun ja og mødte op.
Det blev starten på mange års frivilligt arbejde og deltagelse i bestyrelsesarbejde hos bl.a. Frivilligcenter Silkeborg, som bl.a. rådgiver virksomheder om CSR og Socialøkonomi. Mona er i dag formand i bestyrelsen for Frivilligcenter Silkeborg og med i bestyrelsen hos FriSe (Frivilligcentre og Selvhjælp Danmark).
Fra 2003 til 2013 arbejdede hun på forskellige institutioner under Jysk Børneforsorg som pædagogisk botræner og jobkonsulent. De sidste 6 år som forstander af et bo- og erhvervsrettet tilbud til unge med generelle indlæringsvanskeligheder.
Man kan roligt sige, at Mona er dedikeret og gør en forskel for mennesker, der er udfordret, og som af den ene eller anden årsag ikke kan kæmpe alene. Da jeg gik tur med Mona, blev jeg i den grad berørt af hendes uselviskhed og medmenneskelighed. Hun er hverken lige ved eller bare tæt på at tjene store penge på sin virksomhed, så det er klart noget andet, der driver værket.
Det er heller ikke fordi, hun ynder at stå forrest og tage alle tævene, når mennesker i deres uvidenhed farer frem med deres fordomme om, hvad flexjobbere er for en størrelse. Heller ikke når en af flexjobberne engang imellem bukker under, fordi en arbejdsgiver ikke har forstået, hvad det vil sige at være ansat på særlige vilkår. Den manglende forståelse kan medføre uhæmmet pres, som stresser den sårbare i flexjobbet; et menneske der er slået i stykker og måske kun lige er på vej tilbage efter lang tids fravær. Eller måske er det et menneske, som nu på 6. år bliver sendt ud i praktik, fordi man i kommunalt regi ikke er helt sikre på, at vedkommende nu også kan godkendes til et flexjob – så vi prøver lige én gang til.
Fordomme
Vi taler altså om mennesker, livskvalitet, selvværd og værdighed til at leve og ikke om kastebolde, vi bare kan behandle efter forgodtbefindende.
Vi har vel alle, inklusiv undertegnede, haft vores yndlingsaversion imod en stakkels flexjobber, som vi havde ansat på favorable vilkår (læs gratis), en flexjobber, der ikke kunne stå distancen, og som blot bekræftede vores værste anelser om, at flexjobbere er svage mennesker, som man ikke kan regne med på en almindelig arbejdsplads.
Hvor er vi dog langt fra sandheden, og hvor er vi forstokkede i vores uvidenhed. Selvfølgelig er der også brodne kar her, som der er alle andre steder, men mest af alt handler det om manglende forståelse og kommunikation. Jeg forstod godt, hvad Mona mente, da hun fortalte mig om det under vores gåtur. Hun ændrede også mit syn temmelig meget, mens vi drøftede, hvad fordomme gør ved mennesker i flexjobs, og hold nu op, hvor det ramte mig som en forhammer lige mellem øjnene, da jeg efterfølgende interviewede Camilla og Anemone.
Det gik op for mig, at jeg selv kunne havne lige der, hvor Camilla og Anemone er havnet på grund af en arbejdsulykke, sygdom, stress eller af mange andre årsager. At sidde overfor to fantastiske mennesker, der begge inden deres flexjob havde et helt almindeligt liv med drømme og håb, og som begge uforvarende landede i situationer, som de ikke selv var herrer over. Hvad de ikke er gået gennem og skal leve med resten af livet! Det rammer hårdt.
Værst af alt var dog deres kommentarer, da jeg spurgte, hvad deres omgivelser sagde til, at de var flexjobbere. Begge svarede uafhængigt af hinanden: ”Det fortæller vi ikke til nogen, kun til vores nærmeste familie og nærmeste venner.” På spørgsmålet om hvorfor var svarene: ”Vi vil bare gerne være normale”… Av, hvor gjorde det ondt.
En guldgrube?
Det kan godt ske, at mange tror, at Mona spinder guld af de penge, der følger med fra kommunen, når vi taler flexjobbere. Det kan jeg så kun understrege, at hun ikke gør.
Jeg ville virkelig heller ikke bytte job med hende, det indrømmer jeg gerne. Det er ikke fordi, jeg ikke også gerne vil hjælpe andre mennesker, men det kræver noget helt andet at drive en socialøkonomisk virksomhed. Den er ikke kun drevet for at tjene penge, den bygger på en helt særlig drivkraft, som ikke kan købes for penge.
Mange af Monas flexjobbere må maksimalt arbejde 8-10 timer om ugen (nogle endda mindre). Tænk, hvor meget koordinering det kræver. Derudover er der mere fravær end på en normal arbejdsplads, så det er nødvendigt at rokere rundt flere gange om ugen. Det kræver også sin kvinde at holde styr på det hele. Hvem, tror I, tager tjansen, når en medarbejder af den ene eller anden årsag ikke kan møde på arbejde? Rigtigt, det gør Mona.
Det, hun giver sine flexjobbere med på vejen, er ifølge hende selv: mening, mestring og mod. Ud fra det, jeg har hørt, så er det lige netop det, der giver dem værdighed og lysten til at arbejde.
Tillid og troen på, at hver især har noget at bidrage med som menneske, er i højsæde, og det skaber en helt særlig arbejdsmoral og et helt særligt fællesskab hos STERK. Et fællesskab der gør, at de unge ikke føler sig som flexjobbere, men som stærke og hele medarbejdere i en helt almindelig virksomhed.
Selvfølgelig har Mona kampe at kæmpe både politisk og kommunalt for at få opbakning til sin virksomhed. Det ville helt klart hjælpe, hvis respekt og omsorg var i højsæde, og flexjobbere ikke var lavest på prioriteringslisten, men måske er der ikke prestige nok i flexjobbere rent kommunalt?
Jeg tror, at det er en holdning, vi kommer til at tage op til revision i fremtiden. Med tusindvis af stressramte, der skal tilbage på arbejdsmarkedet, er der nødt til at ske en holdningsændring, og forhåbentligt findes der flere af Monas slags i fremtiden, selvom der er langt imellem dem på nuværende tidspunkt.
Flexjobbere er jo nøjagtig lige som dig og mig. De vil gerne bidrage, de vil gerne bruges og de vil gerne være en del af samfundet og aktive på arbejdsmarkedet i den tid, de nu engang kan holde til at deltage. Så lad os kippe med hatten for mennesker som Mona, der i den grad gør en forskel i andre menneskers liv, ikke fordi hun er tvunget til det, men udelukkende fordi hun har lyst og gerne vil hjælpe udsatte mennesker til at få et værdigt og indholdsrigt liv.
Tak fordi der er mennesker som dig, Mona. Gid du måtte få mere taletid!